fredag den 15. maj 2015

TILLYKKE TITANISKE TANIA!

Tillykke med de usandsynlige 70 år i dag til lektor i litteratuirvidenskab Tania Ørum (den omvendte Mette Høeg - glødende nysgerrig, fandens flittig!) - der i sin tid var min specialevejleder og vejledte mig med præcis og effektiv mistænksomhed.

I dobbeltteksten "Den uafsluttede histoire om Alexandra og Wilhelm", skrevet sammen med hendes daværende ægtemand og brother in arms Hans-Jørgen Nielsen i 1972, portrætterer Tania sig selv som lille pige under dæknavnet Alexandra:

Da Alexandra begyndte i første klasse, var hun meget glad for at løbe på rulleskøjter. det hav hende en følelse af forhøjet beherskelse af kroppen og omverdenen. Hun forestillede sig tit, at hun ligesom lagde sig på vinden og fløj, mens hun løb. En eftermiddag gik hun over i skolegården, hvor en masse børn fra kvarteret deromkring plejede at samles og lege tagfat på rulleskøjter. Under legen var der hele tiden en større dreng, som forfulgte Alexandra og lod sig fange af hende. Og til sidst var der nogle af de børn, Alexandra kendte, der sagde til hende, at det bare var for at gøre indtryk på hende, han gjorde det. Alexandra blev helt rød i hovedet af raseri og ydmygelse. Han er forelsket i dig, sagde de andre og grinede. Alexandras saglige forhold til legen og til sig selv som deltager var pludselig blevet undermineret. Alexandra følte sig bedraget. Hun havde opfattet det på den måde, at hun var så dominerende i legen, fordi hun var god til at løbe på rulleskøjter. Og nu viste det sig, at den store dreng bare havde udvalgt hende som pige. Hendes faglige stolthed var kuet. Hjemme på vejen plejede hun ellers netop at hævde sig på, at hun kunne tæve alle de andre, turde klatre op på de højeste tage og kunne hænge længst med hovedet nedad i trapezen. Alexandra gik forbitret og skamfuld hjem. Nogle år senere gentog den samme situation sig. Men denne gang var ydmygelsen værre, fordi drengen var én hun kendte og var vant til at lege med på lige fod, og ikke bare en ukendt dreng fra et andet kvarter. mens de sloges i græsset, mærkede Alexandra med ét, at hendes modstander ikke længere kæmpede imod som sædvanligt, men i stedet lagde han sig tungt ovenpå hende og kyssede hende på halsen, inden hun kunne nå at opfatte, hvad der skete. Alexandra rystede ham voldsomt af sig. Men den svidende følelse af at være i den en anden kategori end drenge og være behæftet med noget kildrende og fnisende fik hen til mange år senere at huske episoden med et stil af ubehag. Endnu senere, til andendagsgilderne, kom Alexandra i tanke om de to ydmygende oplevelser igen, da de slukkede lyset på Afholdshotellet og gav sig til at bytte koner. Alexandra gik hjem.

Også akademisk har Tania Ørum tævet de andre og klatret op på de højeste tage og hængt længst tid med hovedet ned ad i trapezen og er omsider også blevet anerkendt for at gøre det. Der er hovedmurstenene Pamelas døtre og De eksperimenterende tressere, der er redigeringen af den skandinaviske avantgardehistorie, endnu ikke komplet, der er alle artiklerne om danske og internationale avantgardister og avantgardismer, der er alle Nielsen-genudgivelserne, der er tjansen som formand for Forfatterskolens bestyrelse på et særdeles kritisk tidspunkt OG MEGET ANDET!

Det er meget præcist og vigtigt det med Tanias "saglige forhold til legen og hende selv som deltager" i erindringsstykket: Hun elsker legen i kunsten (og har også selv leget med), men det er pinedød nødvendig for hende at forholde sig sagligt til den - for at vi kan forstå, at og hvordan den er vigtigt, og for at vi forbandet bare kan blive ved at få øje på den. Amen!



Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar