torsdag den 28. maj 2015

Dengang Katrine var lutter egocentrisk strømførende følelse

- tre tekster af Katrine Marie Guldager fra gennembrudsbogen Styrt, 1995 (TYVE ÅR SIDEN!), stadig en af mine 90'er-yndlings (jeg blev så MISUNDELIG på den (ved siden af tekst nr. 2 har jeg med blyant skrevet: "nærmest citat af mig, hmmmm" - og vel af mærke af digt fra dengang utrykt manus))

"Forår

Foråret rammer en vintergæk, en pose af ny muld, et modløb af vinter. Foråret får mig til at låne en time endnu, mens isen brydes af en hæl, et dæk der er gået i spin: Markvejen eksploderer jord og sølv. Foråret brager ind gennem mine vinduer for at splintre den vinter, jeg taber mellem hænderne, for at vende vrangen ud af mit værelse.

Gravsten

Det er altid noget, man lige skal ordne, en distraktion, man kan blive viklet ind i, når køkkenvinduet står og smækker, og de blomster, man kun kan ane, får revet bladene af et for et: Mine øjne føder øjne af glas, der klirrer mod min håndvask, når jeg taber dem, taber dem som lyset, der drejer om sin skæve akse i en labyrint af sko og skridt: der er altid noget man lige skal ordne, et net, der skramler forbi under asfalten, en væltet gravsten man kan falde over: Hvis man f.eks. krydser kirkegården uden at vide, om man søger skygge eller sol.

Rødt

Sådan er det at blive født: Man har aldrig fri, man har ikke to minutter for sig selv, ikke et øjeblik, hvor man kan se den anden vej, eller et, hvor man kan vende ryggen til: Sådan er det at blive født, man kan ikke gøre noget ved det, hele tiden er man simpelthen født, man kan ikke stå af, få fri, blive ufødt igen: Der er ikke noget at gøre, man er født, født blafrende rødt, i et skrig, der sidder i kroppen som et ekko, og søvnen, søvnen gør ingen forskel, den kan bare byttes ud med noget andet, som så passer ind dér, hvor søvnen var, der er ikke noget at gøre, det er her hele tiden, det hele, en selv."




(og i dag har Katrine Marie Guldager så en intetsigende og dovent forævlet kronik (jeg har læst for meget til at linke, DESVÆRRE) i Politiken om Mette Høeg-sagen, hvor hun ikke mener andet end, at der måske, måske ikke, er noget om snakken, og derfor skal vi tage den, snakken, men hun har sandelig ikke selv tænkt at kvalificere den, snakken, ved FX at tale om BØGER - aldrig har så mange deltaget i en litterær diksussion uden at have læst de tekster, den skal forestille at handel om (bortset fra jo at de som angivelig "syndflod" slet ikke findes, hvilket gør dem ulig lettere at snakke om):

"At skolen i hele sit levetid for eksempel har svigtet den narrative, vugge til grav roman, som har sit tyngdepunkt i det universelle og ikke i det partikulære (for nu at bruge Mette Høegs ord), er vel næppe nogen ny kritik. Men er den også med til at stimulere et indforstået lukket miljø, hvor de unge forfattere er på fornavn med deres kritikere og afklarer litterære debatter, ikke i avisen, men til private fester" (...)  "Har Mette Høeg så ret i at navngivne kvindelige forfattere fra forfattermiljøet, som er mere selvoptagede end flertallet? Jeg ved det ikke, jeg har ikke læst dem grundigt. Mette Høeg har ret i, at de alle har fået meget opmærksomhed i medierne, og jeg skal ikke kunne sige, om deres litterære præstationer så også står mål med opmærksomheden. Det gør de måske. Svaret blæser i vinden." "Hvis det er rigtigt, at unge kvinder får en positiv særbehandling i medierne og på Forfatterskolen, burde der så ikke være nogen kulturredaktører, der blev lidt eftertænksomme? Vi mangler dog stadig at få sandsynliggjort, at unge kvindelige forfattere virkelig bliver favoriseret. Optagelsen på Forfatterskolen kan meget vel være tilfældig. Et forlag som Gladiator er kun ét af mange."

Måske, måske, måske, må en gaffel (metaforisk) gennembore dit øje! 

Og så synes hun selv, at hun blev forkælet i starten - det synes jeg ikke, dengang fortjente hun det: "Jeg har selv været en af dem, der blev ' plukket' tidligt: Store forsidehenvisninger, før jeg overhovedet havde fundet mig selv som forfatter, det treårige arbejdslegat på kun én bog. Man kan ikke forvente, at unge mennesker siger nej tak til den slags. Det er også godt at byde dem ordentligt velkommen i offentligheden. Men kan man give et ungt talent lidt for meget ego? Absolut. Og hvorfor synes næsten alle de debutanter, der slår igennem, at komme fra Forfatterskolen? Ville det ikke være sundt, hvis vi havde konkurrerende miljøer? Det tror jeg, Mette Høeg har ret i."

Men så skab en Vugge til grav-roman-skole, Katrine, der kan vare fra vugge til grav! Og prøv en dag at læse dig selv ANNO HÆSBLÆSENDE SELV og græd over forskellen med gaflen vippende i øjet.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar