Skt. Harald rejser sig fra fornedrelsen

Harald Voetmanns nye roman Syner og fristelser har helt fortjent fået både 5 hjerter og 6 stjerner i dagens anmeldelser og også en stjerne- og hjerteløs, men forhåbentlig synligt begejstret anmeldelse i Weekendavisen. Det ligner en cementering af Voetmanns kanonisering (lige i hælene på Kritikerprisen for en måneds tid siden) som en af de allebetydeligste yngre prosaister, hvilket han selvfølgelig har været hele tiden og lige fra starten. Og det er sjovt at tænke tilbage på Haralds 10 år og 4 bind i kortprosaørkenen, hvor kvaliteterne i excesserne ikke var lige indlysende for alle. Her er et citat fra Erik Skyum-Nielsens Information-anmeldelse af debuten Kapricer (ret præcist lige så galt på den (og med parallel anti-avantgardistisk hån), som Lyngsøs Politiken-anmeldelse af Ursula Andkjærs debut Lulus sange & taler (som Skyum til gengæld var forside-jublende over) samme dag - jeg anmeldte forbandet nok hverken eller, fordi jeg sad i bestyrelsen for Arena, der var medudgiver af begge bøger, sammen med Lindhardt & Ringhof (ja, LINDHARDT & RINGHOF! men det var også dengang Simon Pasternak var redaktør på Taberforlaget) - men lykkeligvis FIK jeg anmeldt Lars Frost, Rasmus Nikolajsen og Lars Skinnebach OVERPOSITIVT, årets tre andre superdebutanter) - og moralen er jo bare henvendt til både forfattere og forlag: Keep on trucking & tro på talentet MED TYRKERTRO (det sidste vel også henvendt til kritikerne: der er ikke andet end talent, og lige meget hvor fordærvet og fordærvende det fremtræder, skal talent roses):

Jeg har læst Kapricer to gange, først ganske langsomt, derefter rask. Måske skulle jeg hvae gjort det omvendt, eller læst langsomt begge gange; men det kunne jeg simpelthen ikke, modstanden var for stor, og jeg tror, at havde jeg gennemført den modigt afventende lytten, var irritationen blot vokset. jeg mindes ikke længe at have studeret en så overflødig bog.
  Over hen ved hundrede sider slæber man sig gennem en ørkenvandring af pubertær hittepåsomhed og stilforladte opgejletheder. End ikke den afsluttende tekst, der dog foregiver en slags samlet udspil - nemlig en pardodisk roman om en forfatter ved navn Harald, der på grundlag Katharinas den Stores erindringer forsøger at skrive 'sin' roman om kejserinden - aftvinger interesse, løs i anlægget som den er, lutter famlende opspring, der aldrig når frem til andet end at falde på halen og grine fjoget over sig selv.
  Bogens første del består af fantasi- og associationsstykker i avantgardistisk manér. Her udfoldes en stor variationsevne genremæssigt såvel som stofmæssigt, men grundformlen forbliver uforbedreligt ligegyldig, spredte dagbogsnotater, hengemte skriveøvelser, luftigheder og pjank.

- og her en af bogens korteste tekster, med paradis-motiv, måske handler den også om prosabegyndelse og/eller prosabegyndelsesreceptiuon:

Ved at gnubbe en slange og en fugleedderkop mod hinanden frembragte Eva en høj, pivende lyd, som fik alle glas til at gå fuldtsændig i samdder. De følgende dage forsøgte hun med mange andre gnubbekombinationer, bl.a. forsøgte hun at gnubbe edderkoppen imod en fiskebug og senere et råkostjern, men det var uden held.

Darling Harald myrdet - og udstoppet her

Jeg har på bestilling skrevet en opgørelse over 10 oversete danske værker fra 00'erne til Passages kommende 00'er-nummer - det vil gå som en leg, tænkte jeg på forhånd, men selvfølgelig viste det sig gudshjammerligt svært - og ingen vej udenom at tilføje fyrretyve boblere. Da jeg så omsider var færdig og med dyb forsinkelse havde afsendt artiklen til Århus, opdagede jeg til min fortvivlelse, at Christian Dorphs digtsamling Popcorn, der var placeret og præsenteret som det primære, oversete værk 2001, i virkeligheden, og det vidste jeg for fanden godt, kom på gaden i år 2000, hvis primære, oversete værk var Haralds Voetmanns debutbog Kapricer. What to do? Brutalt degraderede jeg Kapricer til bobler i stedet for Rasmus Nikolajsens debut digte om lidt, mens til gengæld Nikolajsens anden bog, sølvKANIN, ud af intet forfremmedes til at blive det primære, oversete værk 2001. Voilá.

Her er den skrottede præsentation af Kapricer:

I buketten af offensivt charmerende 2000-debuter, Lars Frosts Og så af sted til Wien, Rasmus Nikolajsens digte om lidt, Ursula Andkjær Olsens Lulus sange og taler, Lars Skinnebachs Det mindste paradis, var Harald Voetmann Christiansens Kapricer i besiddelse af den mest knortede charme, en charme på trods så at sige, på trods af nemlig blandingen af omstændelighed (syntaktisk og beskrivelsesmæsssig) og arrogant henkastethed og den idelige beskæftigelse med kropslig udskillelse og opløsning. Til gengæld forekom det kun alt for let at stemple bogens prosastykker og romanfragmenter som tilhørende den tids mode-hybrid-genre "kortprosa" (året før udkom antologien Kortprosa 1999 med et bidrag af den endnu ikke debuterede Voetmann).

Anmeldelsescitat (Erik Skyum-Nielsen i Information): Jeg har læst Kapricer to gange, først ganske langsomt, derefter raskt. Måske skulle jeg have gjort det omvendt, eller læst langsomt begge gange; men det kunne jeg simpelthen ikke, modstanden var for stor, og jeg tror, at havde jeg gennemført den modigt afventende lytten, var irritationen blot vokset. Jeg mindes ikke længe at have studeret så overflødig en bog.

Nu i april 2010, hvor Harald Voetmanns foreløbige hovedværk, Vågen, en tæt, fordrømt roman om Plinisu den Ældre (hvis Historia Naturalis Voetmann i 2008 oversatte et udvlag af), netop er udkommet, efter fire bind med "kortprosa", burde det være muligt i Kapricer at få øje på den passionerede originalitet og den stærke (om end væmmelige og væmmede) kunstneriske vision - og for satan humoren.

Værkcitat: Nu var også lille Angelica begyndt at hoste, først tøvende, med hånden for munden, hun ønskede ikke at gøre det værre end det var; senere helhjertet, med blodigt snot og små rødbrune knortevækster, som far fortalte hende var skrigets små rødder, eller sygdommens. Mor, som selv havde været knortegivende længe, samlede familiens elendighed i en buket, som hun stillede i vinduet bag de astmahvide gardiner.