Maria bor også dette underlige sted og undrer sig

Maria Gerhard, AKA Djuna Barnes, bor også i Hellerup og frekventerer også Emmerys på Strandvejen i mangel af andet, der bare fjernt ligner en reel café - det skriver hun om i en herligt præcis artikel i Information, den første af tre, jeg prøver ikke at citere det hele, men hendes ord får os til at føles os lidt mindre alene her på månen, hvilket er et voldsom resultat af en tekst:

(...)
I mellemtiden ledte jeg efter cafe, hvor jeg kunne sidde og tænke over, hvordan man bliver så rig, at man også tjener penge, mens man sover. Det var enkelt nok at finde cafeen, for der ligger kun en cafe i Hellerup, en oversized Emmerys på Strandvejen.
I 2900 bliver den kaldt Forsamlingshuset, fordi Hellerup er et reservat. Det er ikke indhegnet, men det er et reservat. Ligesom Europa er. De usynlige grænser bliver tydeligere og tydeligere. Snart lever vi som israelere. Med klar bevidsthed om, hvad der befinder sig uden for murene. Med samme klæge fornemmelse, når vi spiser bøf eller går på disko.
(...)
Tebirkesen er til gengæld god. Den har jeg selv valgt, man må selv vælge wienerbrød. Jeg spiser den og drikker kaffen og kigger rundt. Her er stuvende fuldt. Flest kvinder. To og to. Jeg kan se, at 70’erne er tilbage. De har ruskind på. Pels på skoen. Buksen har svaj. Taskerne er som altid store, tunge, med mange rum.
Der sidder en enkelt ældre mand i joggingsæt med en stor sort kaffe, ondt skulende. Et eneste barn. To tjekkede 2. g-piger med dyre blomstrede tørklæder. Lidt væk, ved vinduesbordene sidder velplejede hvide mænd i lyseblå skjorter med hver deres americano og PC.
Det er mærkeligt, at der ikke er flere cafeer, når nu pengene hænger på træerne herude. Måske køber folk tebirkes med hjem i haverne. Og på altanerne med havudsigt. Men der er jo en del, der sidder hernede som sild i en tønde, på en totalt mellempapirs Emmerys. Hvorfor? Hvor er en mand som Claus Meyer, når man endelig har brug for ham?
Jeg har prøvet at overtale Leif fra Granola og Fredrik fra Atelier September til at åbne noget, for begge steder er en dyr, men virkelig lækker og særegen oplevelse. Man kan få noget lækkert med æg, og man kan se på bilerne uden for vinduerne, at de rige elsker det. Cafeejerne har grinet af mig. Fredrik er heroppefra, og han er udlært af Erwin Lauterbach på Saison nede på det gamle Hellerup Park Hotel, og han sænkede sin stemme, kiggede mig i øjnene og sagde: »Men de rige har jo virkelig dårlig smag.«