Tidsskriftet Atlas er udkommet som et Bogtillæg, der ser spændende broget ud, men som jeg ikke har nået at bladre ordentligt i - men selvfølgelig har jeg læst (det meste af) den glimrende artikel "Mellem børs og katedral", hvor jeg selv blive citeret, og jeg blev lidt forstyrret over, at visse af mine citater (hvilket er genren: kondenseret transskription af telefonsamtale - sådan ville jeg ikke selv have formuleret mig på skrift, men jeg fik citaterne til gennemsyn og var med på, at det var det, jeg cirka sagde/mente, og rettede en bittelille smule) komme til at lyde som den dér Mette Høeg, der er sket i mellemtiden, fx disse:
- Mange af de nye kritikere læser efter det politiske, det engagerede, det henvendende - og der adskiller de sig fra mig. Det er også årsagen til min frustration med hensyn til Olga. Jeg kan mærke, der er nogle konfliktlinjer, som jeg gerne vil have ekspliciteret. Vi skal have nogle kæmpe, fantastiske skænderier om det
- (om hvidhedsdebatten) Det blev så komisk, sukker Bukdahl. der var en hel masse, som brugte deres talemagt til at tale om, hvem der privilegeret, men ingen fik øje på, at de fremhævelsen af de særlig politisk korrekte fuldstændig negligerede nogle andre.
- Et eksempel på, hvor jeg savner kvalitetsskelnen er i den del af den nye litteratur, der vil være generations- eller internetpoesi. Jeg savner her, at man kan skelne mellem de stærke digtere og de mindre stærke digtere. Mange af dem kender hinanden og mijøet er omgivet af høflighed, hvor det værste man kan være, er en hater - det bliver pludselig slået sammen med at være kritisk over for noget. Hvis du gør opmærksom på, at noget er svagt, bliver du gjort til en trold. Her kunne jeg godt savne noget mere diskussion om den litetratur, der nliver skrevet.
- Det må være kritikernes pligt hele tiden at spørge til modedigterne - at spørge til, hvor rigtige de er.
- Facebook er jo blevet både cirkusmanege og markedsplads, konstaterer Bukdahl. Mit problem med den litterære debat er, at den efterhånden bliver liket væk. Der er meget snak i den nye generation om, at man skal være så etisk - det er det, der ofte udarter sig til politisk korrekthed.
Men SKRIVER JEG NU den bort-like-ning af debat, jeg kritiserer, har jo intet til fælles med Mette Høegs konspirationsteori om et manfiøst, incestuøst, kynisk netværk, hvor vi hjælper hinanden til at få den opmærksomhed, som er det eneste, det drejer sig om. For mig handler det om blindheden for, at hygsomheden, venne- og veinde-heden, er en ubevidst udøvelse af magt, ikke mindst i form af tavshed. Vi kommer ikke udenom at udøve magt, hvad det gælder om er at være os magtudøvningen bevidst, hele tiden - og bestræbe os på at være lidt mere ARTIKULERET ærlige (også om bøger, vi ikke lige præcis anmelder, hvis det fx er anmeldere vi er). Og så bør alle, der taler om litteratur, forsøge at udøve flittigt læsende nysgerrighed. Det er her, det går helt galt for Mette Høeg - unysgerrigt har hun tydeligvis så godt som intet læst af den litteratur, hun påstår ikke bare eksisterer, men også dominerer. Miljøet eller måske rettere miljøerne skal blive bedre til at læse andre end hinandens bøger, men dem læser de dog (mere eller mindre artikuleret ærligt). DET HANDLER OM AT LÆSE HVAD MAN TALER OM - MEN OGSÅ LÆSE HVAD MAN IKKE TALER OM, OG SÅ TALE OM DET OGSÅ. Mijøerne læser, hvad de taler om, men er dårlige til at læse, hvad de ikke taler om - Mette Høeg læser ikke, hvad hun taler om, og så burde den faktisk ikke være længere. Manglende empiri og belæshed gør det nemt at skildre værk-virkeligheden efter forgodtbefindende: Opfinde to helt vage kategorier af værker, navlebeskuende & politisk korrekte, fastlså, at disse kategorier i en eller anden inderlig forstand er kvindelige (= partikulære/narcissistiske/moralske visntok) og derfor uinteressante, påstå, at værker tilhørende de to katergorier og skrevet af kvinder dominerer den litterære scene (eller får en dominerende grad af opmærksomhed) - og smagsdømme, at disse værker ingen litterær værdi har (for det kan de simplethen ikke have, når de er skrevet af kvinder (der ikke er Olivia Nordnehof)). En negativ, misogynt farvet æstetisk/tematisk idiosynkrasi parrer sig med en på ubelæsthed funderet, paranoid fortegning af literær produktion og reception. Og det, der så BARE IRRITERER mig, er lige nu og her, at dette trælse forbitrede morads af mangel på reel KRITIK skal gøre det besværligere for os andre, DER LÆSER BØGERNE, at kritisere bøgerne og den måde, de, der skriver og læser bøgerne (især når de er de samme), IKKE kritiserer bøgerne og hinanden på (og ikke læser nogle andre bøger), fordi vi for alt i verden ikke vil tvangslinkes til dette trælse, forbitrede morads af mangel på reel KRITIK. Jeg vil også gerne kriistere et stykke nydeligt optimeret navnepåilleri for dets nydelighed og et stykke slapt automatiseret politisk korrekthed for dets slaphed uden at føle mig som Lette fucking Bøg!
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Måske tænker de fleste af os, at mænd og kvinder har forskellige læsevaner. Vi ser det, når vi kaster et blik på vores famile og venners bogreoler. De fleste mænd læser biografier, krimier, historiske og filosofiske værker, ser det ud til. Og de mænd, der vover at kaste sig over litteratur skrevet af yngre danske kvinder, er? Kvindagtige?
SvarSletMin kæreste siger, at det, at have læst yngre, kvindelige forfattere, ikke giver status, kulturel kapital og et udbytte for mænd. Det kan med andre ord ikke omsættes i samtaler med andre mænd. Mænd er pr definition optaget af sig selv. Og kvinder er ligeledes i litteraturen optaget af egne navlebeskuende tematikker såsom sorg, tab og kærlighed? Jeg forundres til stadighed over at disse temaer skulle være navlebeskuende.
Vi interesserer os tilsyneladende meget for forskellen mellem mænd og kvinder. Men paradokset er så, hvorfor interesserer vi os ikke for hinandens erfaringsverdener? Er kvinders erfaringer mindre lødige og interessante end mænds? Cecilie Lind har ret til at være vred. Det er hendes erfaring. Og kan mænd interessere sig for den? Ja er mit svar. Mennesker der interesserer sig for litteratur har lyst til at udforske andre tænkere og forfatteres verdener.
Man kan have forskellige årsager til at læse. Måske vil man gerne spejle sig og spejles? Måske vil man bruge sin viden ved middagsbordet? Men hvorom alting er, så møder man altid en erfaringshorisont, der er en smule anderledes end ens egen. På den måde udfordres man. Problemet er, hvor meget man tør udfordre sig selv.
Det er vist svært at pege helt præcist på, hvorfor folk læser. Eller hvorfor folk skriver. Om forfattere bruger 10 eller 100% af deres egen erfaringsverden. Og det er da også irrelevant, så længe man føler sig stimuleret, udfordret og underholdt. Det gør Mette Høgh ikke. Man kan spørge, om hun er åben og nysgerrig nok? Bør vi ikke, i stedet for at sige det er litteraturen den er gal med, opfordre til mere nysgerrighed og åbenhed. Skal læserne ikke turde bevæge sig ud på et lidt udfordrende vand? Eller skal litteraturen altid tjene til at bekræfte egne værdier og egen erfaringshorisont? Skal litteraturen tilpasse sig litteraturen eller skal litteraturen tilpasse sig læseren?
Problemet er at Mette Høghs tomme tønder buldrer meget. Al senere debat understreger hendes provokation. Men hvis man ikke er nysgerrig og åben over for litteratur, så beriger den heller ikke én. Og så er man gået glip af rigtig meget.