(digteren Per-Olof Johansson troede jeg, at i min WA-kommentar mente sådan cirka det modsatte (at kun nogle særlige unge digtere er og kan kaldes internetdigtere ca.) af, hvad jeg troede, jeg via en smule ironi, men mest klartekst, gav udtryk for - derfor følte jeg mig tvunget til at kondensere kommentarens pointer til suppeterningsformat:
Min konklusion: al poesi på nettet er internetpoesi, en digter
der arbejder målrettet, flittigt, originalt, unikt (teksterne trykkes,
ikke umiddelbart, andre steder) med poesi på nettet kan med rimelighed
kaldes en internetdigter, en internetgeneration
kan helt generelt forstås som en generation/generationer der fra
barnsben af er vokset op med internettet, en litterær internetgeneration
kan ikke, som dumme journalister gør, defineres som bestående af
digtere med et praktisk (de skriver på det) eller tematisk (de skriver
om det) mellemværende med internettet (jfr. den ikke-aldersafhængige
definition af internetdigteren ovenfor), digteren Caspar Erics forsøg på
at definere en litterær internetgeneration ud fra et særligt digterjeg med
tilhørende humør og stil, genereret af interneterfaringer, kunne være
spændende at arbejde videre med, hvis der bare var andre stærke digtere
og andre stærke tekster til at repræsentere generationen end ham selv og
hans egne.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Caspar Eric er den, der siger det bedst: paradokset ved at være storforbruger af internettet og samtidig have skyldfølelse over det svære ved at forholde sig til al den gru, som også er en baggrund for nettet (børnearbejde, farlige stoffer osv). Det gør han i et podcast med Skønlitteratur på P1.
SvarSletKirsten, det er vist Victor Boy Lindholm, der, hvis jeg ikke tager meget fejl, siger de ting om skyldfølelse.
SvarSletDerudover så er vi jo nogen, der lærte at skrive og tænke over skrift på internettet i start-nullerne. Jeg har alt at takke siden digte.dk for i forhold til at være skrivende. Det var dér jeg oplevede at have læsere første gang, dér jeg førte de første samtaler omkring, hvad poesi kan og ikke kan være.
På det site kunne man sætte sit jeg i scene (senere fulgte myspace og facebook og instagram den fornøjelse op) og man kunne udforske skriften i et lyttende og nogengange lidt for venligt rum. Det var på alle leder og kanter afgørende at opleve at være skrivende på dén måde. Og at knytte venskaber udelukkende igennem skriften, og at lære andre menneskers skrift at kende, før man kendte dem ude i verden. Det var vilde tider. Og vi konstruerede alverdens identiteter, der skrev på forskellige måder. Dora Sværtesejl, Asger Euler, Arthur Hvid-Nielsen, Louise Ål, Josef B. Fischer, osv. osv. osv.
Jeg er ret sikker på, at der ikke er nogen, der har beskrevet eller udfoldet det sites indflydelse på dansk litteratur. Jeg tror godt man kan tale om, at vi er en hel del, der trådte ind i at være skrivende dér.
Det (og selvfølgelig også en hel masse andet, bl.a. poetry slam-scenen) slog blandt andet ud i at Lars-Emil og jeg satte brødrene Woetmann af Danmark i scene, og dér arbejdede med det performative jeg og konstruerede sådan en halv og hel-biografisk konstruktion omkring vores identitet (som sker hele tiden overalt og som selvfølgelig altid har været et grundvilkår, men som i forlængelse af nettets form spræller så selvfølgeligt med halen) og som jo så idag er gået hen og blevet mere eller mindre virkeligt. Vi sad i Rundfunk og var lysende digtere, haha, og skålede med himlen.
Og siden flød det ud i blogs og hvad ved jeg, nogen blev optaget på forfatterskolen og andre fandt deres egne veje. Nogen udgav digte, andre romaner, osv. osv. Nu ved jeg ikke længere hvad der sker.
Tilføjelse: Erik Scherz Andersen skelner meget præcist i ugens weekend avisen forskellen på poesi på internettet og internetpoesi. Jeg er klart nok på første hold (Lol).
SletUh, måske har jeg rodet det sammen. Må hellere lytte til podcastet igen https://itunes.apple.com/it/podcast/sk-nlitteratur-pa-p1/id339000532?mt=2&i=338399217
SvarSletOg hvor har du ret: digt.dk var noget helt særligt!
jeg tror vidst nok at jeg snakker om den melankolske ironi, og affektive skyldfølelse, der er forbundet med at tage sine egne smålige følelser meget seriøst, at få fortalt at man er enormt vigtig og særegen, simultant med at vi (lige under eller ved siden af, på fx internettet, udsættes for langt (i et liv/død perspektiv fx) alvorligere problemer.
SvarSletVictor snakker bl.a. om den hykleriske følelse.
De er vel forbundne. Men jeg har det ikke hyklerisk. Jeg har det anderledes
Jeps, og det var godt sagt!
SletYir / jeg er en dårlig lytter, Hæ! Godt med præciseringen.
Slethttp://www.amazon.com/human-readable-messages-Mez-Breeze/dp/3950291091/
SvarSlet