Olieret litteratur - citatbuket til temalørdag

I aften sender DR2 temalørdag om OLIE

Lørdag den 16. maj – Den fordømte olie:

Verdens ældste fortælling om olien er, at den er ond. Den ødelægger planeten og får det værste frem i mennesket. Samtidig drømmer stort set alle lande om at gøre nye oliefund, fordi olien giver adgang til enorm rigdom, vækst og uafhængighed af Mellemøsten. ’DR2 Tema’ lørdag klokken 20.00-22.30 undersøger fortællingen om den onde olie. DR2 rejser til North Dakota, hvor olieboomet har fyldt staten med oliemillionærer og fået prisen på olie til at falde i hele verden. Og til Mexico, hvor olien er kommet i hænderne på voldelige narkokarteller.

Jeg medvirker (medvirrer skrev jeg næsten) i et indslag om olie i kunsten - og blev bedt om at finde 3 x 3 litterære citater om olie inden for tre tematiske zoner; de er nok ikke allesammen kommet med og i hvert fald ikke verbatim, så her er den fulde buket (tak til mine Facebookvenner for rådgivning)

-->

OLIECITATER

Olien der får det værste frem i mennesket
(stikord: blind ærgerrighed, pengebegær, magtbegær)

Ej heller kunne sømændene nu – hverken ved nat eller dag – gå på dækket, uden at Akab var der; enten stod han i sit taphul, eller han skridtede hen over plankerne mellem deres to ufravigelige grænser – stormasten og mesanmasten; eller de så ham stå i kahytslugen med den levende fod på dækket, som om han ville træde op; hatten havde han trukket dybt ned over øjnene, så uanset hvor urørligt han stod, og uanset hvor mange dage og nætter han ikke havde ligget og gynget i sin køje, vidste de aldrig med sikkerhed, om hans øjne bag hatten af og til var lukket i, eller om han stadig urokkeligt havde blikket rettet mod dem, og det skønt han en hel time ad gangen kunne stå i lugen uden at ænse den nattefugt som samledes i dugperler på hans frakke og hat, der var som mejslet i sten. Det tøj, natten havde vædet på ham, tørrede solskinnet den næste dag, nat efter nat gik han aldrig under dæk; hvad han fik brug for i kahytten, sendte han bud efter.

fra Herman Melvilles roman Moby Dick, 1851 (oversat af Flemming Chr. Nielsen - jagt på hvalolie)

Efter meget besvær, Trækken og Halen og Truen og Smigren og Tusken og Intrigeren var omsider Ejerne af de firetyve Grunde mødtes i det Groartyske Hjem og havde, baade Mand og Kone, sat deres Navne under en fælles Overenskomst, der gik ud paa, at ingen af dem forpagtede deres Grund bort udenom de andre. dette dokument var blevet tinglæst paa Amtstuen; men efterhaanden gik det op for Deltagerne, hvad det var, de havde rodet sig ind i. De var blevet enige om at optræde enigt; og fra det Øjeblik af havde det ikke været muligt at blive enige om noget som helst.

  De mødtes hver Aften Klokken syv-tredve og skændtes til Midnat eller længere. De gik udmattede hjem og kunde ikke falde i søvn; de forsømte deres Forretning og Husholdning; Græsplænerne blev ikke vandede – hvorfor skulde de slide som Slaver, naar de snart blev rige? De afholdt Minoritetsmøder og dannede Smaaafdelinger og gav Løfter, som de atter mere eller mindre hemmeligt brød, før Solen gik ned. Deres skrøbelige menneskelige Natur var blevet spændt haardere, end den kunde taale; Begærlighedens  Ild var blevet tændt i deres Hjerter og bragt til en Hvidgløden, der fik ethvert Princip til at smelte.

Fra Upton Sinclairs roman Olie (Oil!), 1927 (oversat af Elise Koppel)

The United States has no
quarrel oil the Iraqi people; they’ve suffered too
oil in silent
captivity. Liberty for
the oil people is
a great moral cause, oil a great strategic
goal. The people
oil Iraq deserve
it; the security of
oil nations requires it. Free societies do oil
intimidate through cruelty
and conquest, and
oil societies do not
threaten the world oil mass murder. The United
States supports oil
and economic liberty
in a unified oil.

(George W. Bush to the United Nations, September 2002)

fra Kristin Prevallets (transformations)digt ”Cruelty and conquest”, 2002 (andet afsnit)

Olien og dommedag

(stikord: helvede på jord, (lang)tidsindstillet bombe, apokalyptiske fornemmelser)

En umådelig orden råder. En orden for hvilken

hverken myre eller mammut, lav eller ceder – eller menneske

er målestok

En orden, hvor ingen grader mellem udslettelse og indføjning

findes.

      Kun nogle klumsede lammede fortabte væsener

synes uigenkaldeligt at være snublet

ud af den og have arbejdet sig gennem en klæbrig pøl

hertil. Ynkelige karikaturer af edderfugle, sortænder,

fløjlsænder, troldeænder, skalleslugere

trængt gennem kulde og sult i opgivende

hvilestilling eller med næbbet utrætteligt pillende

brystet, vingerne, ryggen under dem, og oprejst bugen

i ishulninger under skrænterne – eller flaksende skræmt

ved det sorte omrids, den lange skygge af et menneske

ud over isen, så man beskæmmet

går opad skrænten, og uden om dem og ned igen,

hvor intet rører sig. Hvor udpinte organismer i uoverkommelig

træthed har strakt

halsen og næbbet udover issandet, døende, døde,

ukendeligt et eller andet, nu jeg passerer dem-

fra Thorkild Bjørnvigs digt ”Olie” i samlingen Abeguder, 1981

Flertallet af de sodpartikler, som hvirvlede rundt i den smule udstødningsgas, der engang havde været et hestehjerte, samlede sig til en lille konstellation, der indfangedes af den fedtede oolit ved udstødningsrørets munding. Lidt senere løsnede denne lille assemblage af sandskorn, vognsmørelse og udstødningspartikler sig fra mundingen og blev af vinden ført op i 20 meters højde. Efter en rum tids stigen, falden og flyven hid og did røg vores lille sammenklumpning ind under et tagskæg, hvor den satte sig fast på en løsthængende tråd fra et for længst forladt spindelvæv- Her hang den et lille døgns tid, duvende i den dovne, texanske varmebrise, indtil en altandør nedenfor blev flået op, hvorved der skabtes en undertryksvind, som rev sodapartiklerne løs fra sandskorn, fedtstof og spindelvævstråd.

  Hånden på altandøren var Clarissas, og skriget, der i næste øjeblik gjaldede ud mellem skræntens træstammer, kom fra hendes strube (…)

  Bagefter hev hun efter vejret, og disse tunge åndedrag, foruden måske brisen i træerne, var det eneste, der hørtes. I dette øjebliks næsten-stilhed blev Clarissas skæbne beseglet, idet eks-hestehjertets sodpartikler blev indfanget af en af de kraftige indåndinger og suget ned i lungernes mørke.

Fra Peter Adolphsens roman Machine, 2006

Og også hvis det er dét man ser alle vegne

OLIEN

hvis olien er et vildt og ustyrligt brandsår

et ukendt dyr i sjælen

i kødsjælen

i bilsjælen

i asfaltsjælen

i Skänk- og Gazetsjælen

i madvaresjælen

i rejsesjælen

i velfærdssjælen

i struktursjælen

hvis man hele tiden ser olien blive brændt af

hvis man ser oliebålet bag det hele

og tænker:

hvad nu når det om lidt slipper op

min gud, også der

fra Nikolaj Zeuthens digt ”Selvfølgelig hvis man lige der” fra samlingen Oliebål, 2009

Olien og guldgraverdrømmen

(stikord: rush, high life, fascination)

Seddel: Dommeren arbejder på en nu oliebrønd
Lucky Luke: Hent dommeren! Sig til ham, at hvis han ikke kommer NU, så indklager jeg ham for senatet.

Dommeren: Jeg var lige ved at finde olie! Jeg kan FØLRE det!
Luke: Helt i orden … men gå nu ind og gør din pligt!

Dommeren: Okay … bare vi overstå det i en fart. Hvad skal den anklagede kendes skyldig i?

Oliearbejder: Dommer … der er fundet olie på dit felt! Det fosser ud!!!

Dommeren: Jip-piii … !!

Anklaget olietøndetyv: Dommer … jeg kan skaffe dig olietønder til en fornuftig pris!

Fra Morris og Goscinnys Lucky Luke-album I boretårnets skygge, 1971

Det er den Sylfest Bruhøl der nu sidder på syvende sal og er i den syvende himmel og får roomservice af en uudgrundelig livréklædt tjener som skænker vin fra støvede flasker og trækker sig diskret tilbage, mens den ikke længere norsktalende amerikaner beder ham undskylde denne enkle servering heroppe på værelset, men personligt var han af den bestemte opfattelse at man her kunne forhandle og drøfte sager af fælles interesse langt mere effektivt og uforstyrret end nede i den efter hans bestemte opfattelse helt ordinære spisesal, og som så fortsatte med at gentage det, der for så vidt også stod med guldskrift på visitkortet, at han repræsenterede et af de internationale olieselskaber, og at de nu havde diskuteret fremtid og olieboringsteknologi i forhold til prognoserne for Nordsøen, og på dette punkt havde bestemt sig for at knytte norske petrografisk og sokkelgeologisk ekspertise til sig, og også ville sætte tilsvarende økonomisk pris på at knytte specielt hr. Bruhoels  indsigt og fagkundskab på dette felt til sig.

Fra Kjartan Fløgstads roman Fyr og flamme, 1980 (oversat af Kirsten Vagn Jensen)

Olien ejer en erindring. Dens erindring er ikke subjektiv, ikke menneskelig, men udgjort af billeder af jordens bevægelser fra en tid, hvor plankton, alger og små havdyr sank døde mod havets bund og dér formede et tykt tæppe, mens trykket steg og ilten langsom forsvandt.

  Olien komprimerer minder fra jordens krop.

  Den smører alle politiske og historiske fortællinger.

  Den bærer på historier, vi ellers er udelukket fra.

  Den har set ting, vi ikke kender.

  Den er hidsig og vred.

Alt omkring den er forsvundet, mens den har eksisteret i sprækkerne i jordens klippegrund: Dinosaurusserne er uddøde, insekter og amøber er muteret.

  I jordens reservoirer ruger olien nu som en dynamisk, termisk energi; et tykt fluidum, der pulserer til rytmerne fra månens flow og bader hele jordens system i elektromagnetiske felter.

  Olien er et mørke, udgjort af puls og lys.

  Udgjort af billeder, drømme og minder.

  Af myter.

  Olien befolker sine eventyr med oliesmuglere, entreprenører, arkæologer, jihad-krigere, amerikanske udstationerede, al-Qaeda-soldater, oliemagnater, antikke guders lig, ådsler, fossiler, lårben, jernøkser, mumier og diamanter.

Fra Ida Marie Hedes hybridværk Inferno, 2013

Cool crazy tematik

Hov, jeg gider godt høre på Ida Marie Hede tale TEMATISK om sin unikkke out-of this-world-bog Det kemiske bryllup, i et interview i Information, og det er det sidste, jeg plejer at gide at høre en forfatter tale om og som, men det er jo fordi hun tænker og praktiserer tematik lige så målrettet flintrende og flintrende hybridt - som et "flow" med hendes eget ord - som alt andet i sin bog, herunder stil:

– Kan du forstå, hvis man synes, at din nye bog er 70'er-syret?
Det kemiske bryllup er afgjort inspireret af en litterær tradition, der er hallucinatorisk. Samtidig leger bogen tematisk med fantasier om 1970’erne. Men bogen har ikke røget en bon, den er ikke en flipper. Den er præcis i både sprog og tematisk flow.

– Er det ikke lidt fortænkt, at de der tvillinger bliver født af en højttaler? Helt ærligt?
Helt ærligt: Så er det i hvert fald ret gennemtænkt – og her kan man vel aldrig tænke for meget? – at de ikke bliver født af hverken en kvinde/livmoder, en bengalsk tiger eller ud af Rundetårn. Højttaleren tager pladsen som fødselsmaskine for at kickstarte bogens temaer: Ideerne om ophav, reproduktion samt spørgsmålene om, hvad samhørighed og fællesskab kan tage form som, når de konventionelle familiestrukturer ikke længere findes. Højttaleren peger på, hvordan det teknologiske allerede er en integreret del af både nuets og fremtidens reproduktionsmetoder. Samtidig er højttaleren en teknologi, der (på esoterisk vis) rummer kulturelle erindringer, f.eks. rester af pop og punkmusik, der sætter sig som genetiske prægninger i tvillingerne. Vi er aldrig afgrænsede fra verden. I samtiden er vi måske endda i fuld øjenhøjde med objekter og subjekter, lyde og billeder, iTunes-playlister og hollywoodstjerner. Derudover giver det ingen mening for litterære figurer i min form for spekulativ prosalyrik at agere psykologisk, og den kunstighed understreger højttaleren.

– Hvilke menneskelige dilemmaer optager dig?
Mange. Om det er muligt at begribe, at materialer er levende og autonome. Hvordan vi interagerer med objekter, teknologier, billeder, lyd, og hvordan det påvirker vores måde at indgå i nye fællesskaber på. Hvad solidaritet kan være i dag. Om nye reproduktionsteknologier vil ændre vores leveformer, kroppe, køn og selvforståelse.

- og jeg tager også lige det her svar med, fordi det er sjovt - og det burde jeg måske også have fremhævet mere i min afmægtigt overfladeskøjtende anmeldelse, hvor afsindigt SJOV, Hede er! 

– Hvad er der galt med et godt gammeldags plot?
Ikke så meget. Et plot kan være mange ting. Det gode gammeldags af slagsen kunne man dog iklæde almuedragt og anrette fint i en montre på Nationalmuseet. Det har stor historisk betydning, det skal ikke undervurderes, og det vil tiltrække mange børnefamilier og turister.

Rettelse 3: Amokløb ER nok!

Tue Nexø er i Information (tak, redaktører her og dér, for at forsinke vores anmeldelsers dybe forsinkelse med så smuk simultanitet) skeptisk overfor Ida Marie Hedes hyper-herlige Det kemiske bryllup, fordi den har for travlt til at blive fortolket af ham:

Men det er også en bog, der føles sært ufokuseret. Forestillingen om et spjættende, ikke-organisk livsprincip løb gennem de ikke mindre udflippede tekster i Ida Marie Hedes første bog Seancer.
Men efter halvanden gennemlæsning har jeg ikke fundet noget tilsvarende her. Det er jo ikke i sig selv et problem. Værre er det, at jeg heller ikke føler nogen speciel trang til at lede videre. Bedst fungerer bogen, når den nærmer sig det nedslidte England, gadeoprør og social armod; alle tre fænomener bliver tydelige i bogens sidste stykker. Her er Jeunesse på fødselsfabrik: »Kvinderne udholder ikke sig selv. Paraden af torsoer sprænger deres eget design. De fødendes hæle buldrer ind i de endnu ventendes bugnende maver, så spyttes lyserøde babybundter ud og klasker mod gulvet som tyggegummiklatter.« Men selv de mest groteske øjeblikke har noget tegneserieagtigt, noget uvirkeligt over sig i den her bog. Selvom Det kemiske bryllup har et åbenlyst slægtskab med William Burroughs surrealistiske prosa, er der ikke meget mareridt over dens episoder. Man imponeres i glimt. Alligevel savner jeg en intensitet eller præcision eller en bagvedliggende tanke, der kunne styre sætningernes amokløb. Bare en af tingene havde været nok.

Ufokuseret kan sagtens være fedt, vil jeg mene. Og hvorfor er det problem, at anmelderen ikke føler trang til at lede løs efter en tematisk størrelse a la forrige bogs forestilling om "et spjættende, ikke-organisk livsprincip". Det er det jo kun, hvis manglen - den åbenlyse, stolt hujende mangel - på et tematisk fokus og et foksueret tema i sig selv er problem. Det er det ikke for mig. Og hvad er der galt med uvirkelig tegenserieagtighed, der ikke er mareridtsagtig (men snarere (ikke stof-upåvirket - det er også en 60'er- og 70'er-roman) hallucinatorisk)? Ingenting efter min mening. Jeg behøver ikke intensitet eller præcision eller en badvedliggende tanke, for mig er sætningernes amokløb alt nok. Det er dejligt med så klar uenighed om smagsdømmende kriterier: Pro-fokus vs. Pro-flimmer!

Usvindlet Svendsen i mangel af kritisk sort svane

Alle har anmeldt Sonnergaards seneste fallitbo af en novellesamling (forfatteren har åbenbart raset over sine anmeldelser på Facebook, men jeg er rimeligt nok ikke venner med ham -  er der nogen, som er, der vil dele hans aggressioner med Blogdahl?), men kun 2 Charlotte Weitzes fænomenale Harrzen-sanger, Anders Juhl Rasmussen i Kristeligt Dagblad og Nanna Goul i WA, og heldigvis fuldt positivt, men ikke helt så hysterisk begejstret, som JEG synes, bogen fortjener, Anders Juhl (der slet ikke kunne more sig over eller overhovedet forholde sig til Nellies bog) er vist slet ikke begejstringskapabel; hvad andet egentlig kan en roman udmærke sig som end fortællende prosa?:

Er Charlotte Weitze ikke en smule undervurderet? Er hun i virkeligheden ikke blandt de dygtigste prosaister i dansk litteratur? Sådan tænker jeg uvilkårligt efter at have læst hendes nye roman, der er skrevet i den mest eventyrlige romanprosa. At den netop er eventyrlig, skal forstås i begge ordets betydninger, og at romanen først og fremmest udmærker sig som fortællende prosa, bør understreges.

Politiken har bragt et måltidsidsinterview med Weitze (hvor hun fortæller, at et filmselskab overvejer at filmatisere sublime Brevbæreren, jeg håber sådan, det er PIXAR! det albinopostbud skal LYSE hvidt), men endnu ingen anmeldelse, det kan man da kalde utidigt sjusk! 

Ida Marie Hedes forrygende Det kemiske bryllup, der udkom i tirsdags, har, fordi min blev valgt fra til i dags WA Bøger, kun fået 1 anmeldelse, af Erik Svendsen i Jyllands-Posten, som gudhjælpme er gedigent glad (jeg kan ikke se, hvor mange stjerner - sikkert kun 4, forhåbentlig 5), selvfølgelig pænt sjusket, men absolut ikke udum, og selvom han aldrig i en million år kan blive tilgivet for sin åndsforsnottede Nellie-anmeldelse tillader jeg mig at påskønne, at han i dette gloende glimt for en gangs skyld har set lyset, her er hele anmeldelsen:

Sagt uden omsvøb: Ida Marie Hede er et oplagt forfattertalent. I referat kan "Det kemiske bryllup" lyde som en flippet affære. Det er den også, men der er både idé og pondus i den mildest talt spraglede historie om tvillingerne Caresse og Genesse, som fødes af en højttaler (så er niveauet antydet) og i perioder forenes som heksen og rebellen Jeunesse (!), der bevæger sig rundt i en gearet version af vores samtidige verden. Med afstikkere til f. eks. feministiske udkantsområder for rugemødre, og der er ikke et øje tørt i udstillingen af den rurale idyl. Jeunesse får et intenst forhold til shaman-aspiranten Ted, og de to er ikke de eneste i bogen, som dyrker det symbiotiske. Det er langt ude og ret underholdende.Det fine er dels den overraskende karakter historien konstant har, dels forbindelsen mellem det der sker på handlingens plan og fremstillingens plastiske sprog. Uden at havne i den rene vilkårlighed og det amokløbende associative formår Hede at lade en vedvarende transformation styre løjerne. Man kunne sige, at teksten og historien gennemgår den ene metamorfose efter den anden. Resultatet er en visionær og parodisk tekst, der både langer ud efter frelste ideer og magtens forskellige ideologier.Ingen går fri og humøret er højt uanset, hvor vi befinder os. På den ene side er kravet om realisme ophævet, på den anden side bruger Hede løs af referencer til den prosaiske verden." Det kemiske bryllup" etablerer et selvstændigt og dragende univers, der fungerer fordi det både ligner og drejer det velkendte. Det har sine friheder, men det er ikke en enfoldig dagdrøm, et stykke eskapisme. Ida Marie Hede hiver ind fra venstre og højre. Kaotisk, måske. Men hun er som regel præcis og har en herlig humoristisk sans. Et eksempel - og gå selv ned i boghandelen og køb eller bestil bogen: "Special Agent Cooper vågner! Dvaskt hviler han på langs hen over salens rokokostol som malerens søvnige muse, skøn at skue, med sit glatte, sorte hår, sin udstående hage. En blodfattig Adonis, som havde de lokale tæger forlystet sig på ham".

Hede selv har ifølge Facebook travlt med at være i England og blive inspireret til nye skrifteventyr:

skal til det her i morgen i bristol, wowzers. og sige noget på søndag om en udveksling af kærlighedsbreve, så nervepirrende, at den gik i opløsning, før den for alvor gik i gang. i landet, hvor radioen spiller 'heksen er død', men mange i harme råber, at noget så cool som en heks ikke bør sammenlignes med maggie t.

http://www.bristol.ac.uk/arts/research/performing-documents/conference/#description

Walter Whites poetik

vs. Stidsen, pro Hede:

I simply respect the chemistry -
the chemistry must be respected.
(derfor kan man ikke lade dilettanter køre meth-laboratoriet)

(Suede:
Class A, Class B
is that the only chemistry?
Nej! nemlig ikke) 

For en oplevelsesindustriel litteratur

Jeg havde fået i opdrag at overveje noget at skrive kommentar/blæksprutte om, og det var ret svært, fordi det helst ikke måtte handle om Politiken, fordi det altid handler om Politiken, og Politiken tror i forvejen, at alt handler om Politiken, og (for) oplagte emner var jo Politiken og hjerteoppumpning, dvs. Politiken og Sonnergaard, og Politiken og (ikke uretfærdig) Kritikafklapsning (som alle dem, der ikke kunne finde på at henvende sig til offentligheden med såkaldt akapyk, er meget forargede over), men jeg kunne huske, at jeg var blevet automatirriteret over at skimme antipode Marianne Stidsens indlæg ved det såkaldte Klitgården Konvent, publiceret på Promenaden, og da jeg læste nærmere efter, blev jeg ikke mindre irriteret, jeg blev nok faktisk vred, men vidste ikke rigtigt, hvordan jeg kunne vinkle denne vrede til et effektivt pitch, og før jeg havde knækket den valnød, havde andre sat sig på både kommentar og blæk, og jeg kan i uro og umagelighed skrive en blogpost, som jeg ikke på forhånd behøver at sælge til nogen, jeg skriver den bare.

Jeg synes først og fremmest, at det er sådan en skrækkelig, nej, bare GRIM måde - fordi den intet begreb har om skønhed - Marianne Stidsen forholder sig til litteratur på, som nemlig EKSEMPLER på hvad (nogle sociologer har beslutte at) der foregår af typisk og kritisk i samfundet, hør bare:

(...) jeg tror, at hvis et fornyet politisk engagement i litteraturen skal batte noget, så er det nødvendigt at foretage en lidt mere tilbundsgående analyse af, hvad det er for en samfundsstruktur, vi lever under, og hvor det er skoen – eller måske rettere skoene i pluralis – klemmer i dag i denne struktur. Ellers bliver det netop lidt hid og did – lidt om Irak-krigen, lidt om de fattige i Afrika, lidt om klimaet osv. Eller det bliver til perspektivløse angreb på partier og enkeltpolitikere. Jeg kan godt sige, hvor jeg selv synes, det er værd at begynde en sådan analyse for at få klarhed over, hvad det er for et samfundsgrundlag, der overhovedet står til diskussion i nutiden, nemlig i de teorier, som i gennem de sidste årtier er blevet udviklet inden for sociologien under overskrifter som ’senmoderniteten’, ’den anden modernitet’, ’den nye kapitalisme’, ’det globale netværkssamfund’, ’neoliberalismen’ osv. For nylig har vi også fået nogle gode værker skrevet på dansk om dette emne. For mig at se, er en af de vigtigste udgivelser i de senere år, Ove K. Pedersens bog Konkurrencestaten (2011). En anden udgivelse, som jeg synes er væsentlig i forhold til at få klarhed over den samfundsmæssige situation, vi står i netop nu, er det nyeste nummer af KRITIK, som jeg også selv har bidraget til, med temaet: ’liberalisme og kultur’ (nr. 206, 2012). Udgivelser som disse er med til at give en god pejling af, hvad det er for en samfundsstruktur, som hersker i dag – og dermed også give en pejling af de problemer, der måtte være knyttet til denne samfundsstruktur. Det er en viden, jeg selv har forsøgt som kritiker at bringe i spil i forhold til den nyere og nyeste danske litteratur. Således har jeg bl.a. bidraget til den bog, der hedder Velfærdsfortællinger, som kom i 2010 (redigeret af Nils Gunder Hansen), med en artikel om Jan Sonnergaards Radiator-trilogi og Christian Jungersens thriller-/arbejdspladsroman Undtagelsen.

Stidsen pejler sig frem til en VIDEN om, "hvor skoene klemmer" via sociologiske teorier og en bog, der hedder Konkurrencestaten, og et nummer af Kritik, hun selv har bidraget til, og den viden "bringer hun i spil" i forhold til ny dansk litteratur, i den rækkefølge; man kunne også have forestille sig en anden rækkefølge, hvor litteraturen kom først, men det gør den ikke her, litteraturen tjener som eksempelmateriale for fortolkerens viden om verdens og tidens rette sammenhæng:

I forhold til denne forståelse af samtiden – ikke som velfærdssamfund, men som konkurrencesamfund – læser jeg så de to nævnte romaner, som jeg mener giver nogle kritiske æstetiske bud på, hvordan dette samfund påvirker det enkelte menneske, og også påvirker det negativt, i forhold til dets opfattelse af både sig selv og andre mennesker. Idet alle menneskelige forhold bliver tænkt inden for konkurrencediskursens instrumentaliserende rammer sker der dels det, at individet udelukkende oplever sin egen værdi i forhold til en økonomisk målestok, hvilket der kan komme nok så megen socialpsykologisk dårligdom ud af – fra depression, angst og misbrug af forskellig art til decideret psykopati. Det sidste ser vi rigeligt med eksempler på, både hos Sonnergaard og Jungersen. Ligesom det påvirker enhver menneskelig relation. Hvad vi også ser masser af eksempler på i de to forfatteres romaner. Man kan sige, at det de to forfattere gør, er at vidne ud fra et førstepersonsperspektiv om, hvordan det er at leve i et samfund, hvor vi alle er tænkt ud fra markedets idé. Ud fra markedets logik.

To gange kalder Stidsen Sonnergaards novelletrilogi for en roman, det må kaldes en elementær fejllæsning. Men fortolkeren finder altså en samfundsanalyse, der passer til samfundet, og så finder hun noget litteratur, der passer til samfundsanalysen "som kritiske æstetiske bud på, hvordan dette samfund påvirker det enkelte menneske". Jeg kan få øje på kritikken, i en ret jordstrygende versionering (a la Dan Turèlls "Det er også hårdt at være postbud"), men hvor er æstetikken? Den er der nok som en i samfundet embedded, engageret og indlevet forfatters "førstepersonsperspektiv", men hvordan er forfatteren så anderledes end en i samfundet embedded, engageret og indlevet feature-journalist? Ud over fiktions-licensen? For samtlige andre manipulerende, prosakunstneriske tricks har en feature-journalist intet problem med at anvende (og fiktivitet er han og hun sgu da heller ikke bange for). Jeg ville jo så mene, at det, Stidsen ser som de to eksempel-værkers kunstneriske styrke: at de pædagogisk klart vidner om kokurrencesamfundets trængsler, lige præcis er deres kunstneriske problem, årsagen til, at de æstetisk set er temmelig slette og slatne (eller i hvert fald halvanden del af Sonnergaards trilogi, halvdelen af bind 1 og hele bind 3 (minus spøgelseshistorien; der er også en god spøgelseshistorie til sidst i den nye misere, sær lovmæssighed, hvad med at undersøge DEN?)).

Stidsen bruger en masse plads på at markere skepsis overfor avantgarden, med trælse gamle Peter Bürger delt op i klassisk og neo-avantgarde og kun defineret ved værk- og autonomi-kritik, men det fantastiske og vigtige ved avantgarden - hvis man ikke lige er Jens-Jørgen Thorsen, og Jens-Jørgen Thorsen er død, ligesom Jørgen Nash, der før han lallede ud i fluxus skrev nogle vildt gode digte - er vel for fanden alle de fantastiske og vigtige VÆRKER, der i og på trods, men også i og på accept (af værkafgrænsningen: malerier i rammer!) skabtes - og skabes.

Til sidst vil jeg bare gerne helt kort sige et par ord om, hvilke æstetiske former, der kan bære et kritisk sprog i dag. Jeg har jo i den førnævnte artikel skrevet om to forfattere, der må siges at dyrke den klassiske realistiske (dvs. værkafrundede, illusionsbårne) roman – om end med lidt forskellige formelle nyindspil, såsom underminering af fortælleren og opbrydning af kompositionen (HELT UTROLIGT GAMLE NYINDSPIL LB). Ifølge en stor del af avantgardeteorien – ikke mindst den vi har fået ind med modermælken fra 60’ernes opbrudskunstnere og -tænkere – er enhver værkautonomi imidlertid dømt til at reproducere de givne strukturer – og altså dermed være affirmativ frem for kritisk. Nuvel, her mener jeg, man blive nødt til at se i øjnene, at et og andet har ændret sig siden 60’er-avantgardisterne slog deres folder. Og dette noget hedder ’oplevelsesindustrien’. Som igen må ses som en kulturel aflægger af det neokapitalistiske konkurrencesamfunds vinden frem. Mens 60’ernes opbrudskunstnere stadig opererede på baggrund af de sidste rester af en nogenlunde stabil enhedskultur – med familien og nationalstaten som de institutionelle rammer, der var med til at sikre denne stabilitet – så må vi se i øjnene, at disse sidste bastioner for det moderne borgerligt-kulturelle hegemoni nu også er faldet. Det betyder – som bl.a. sociologerne Chiapello og Boltanski har vist – at er der noget, vor tids kulturelle markedsdemagoger elsker, så er det lige præcis avantgardismens opbrudte formsprog. Fordi det i den grad er kompatibelt med netværks- og konkurrenceøkonomiens ønske om at skabe total grænseløshed, totalt flow og total fleksibilitet på det horisontale plan, uden nogen hæmning af hverken menneskelige eller andre ’tunge’, vertikale realitetsfaktorer. Vi skal kort sagt alle gerne betragte både os selv og vores omgivelser som til enhver tid konstruerbare og omformulerbare. Og her viser avantgardens formsprog sig ofte som gefundenes fressen. For blot at nævne ét eksempel: Da universitetet – lige som alle andre samfundsinstitutioner p.t. – begyndte at blive bombarderet med krav om, at vi skulle ’erhvervsliggøre’ os selv, blev jeg bedt om at slå et kursus op under overskriften ’innovation og avantgardekultur’. Ud fra den – efter min mening – helt korrekte antagelse, at hvis der var noget inden for kunsten og kulturen, som kunne være med til at trække det neoliberalistiske lyntog fremad var det den avantgardistiske kunst med dens paroler om, at intet måtte være fastlåst, at alt hele tiden skulle fremstå som flygtigt, udskifteligt og uden en fast afsenderinstans. Sådanne æstetiske koder og modeller er, skulle jeg hilse at sige, perfekte for den herskende diskurs’ forvaltere (hvilket erhvervsmanden Mads Øvlisens virke inden for kunstområdet i øvrigt også med al tydelighed har bekræftet).

Det er enestående idiotisk, hvad der står her! Fordi Mads Øvlisen godt kan lide Tal R, er avantgarden som sådan kompromitteret. Det er da fuldkommen ligegyldigt, hvad industribaroner kan finde på at pynte deres kontorer og kaffeborde med, hvad kan DU få ud af kunsten, bitte Marianne, det er det, det går ud på (og som du er offentligt ansat til nysgerrigt og omhyggeligt at undersøge)? Ikke engang marxistiske Hans-Jørgens ideologikritik af attituderelativistiske Nielsen var så indskrænket; han holdt, så vidt jeg ved, ikke op med at høre Beach Boys: "Oplevelsesindustrien (...) må ses som en aflægger af den af det neokapitalistiske konkurrencesamfund"; oplevelsesindustrien består af en trillion konkrete værker og udtryksformer, hvoraf alle mulige selvfølgelig er og/eller kan udnyttes kunstnerisk fremragende, i går genså jeg fx et afsnit af Breaking Bad, en tv-serie produceret for en kommerciel, amerikansk betalingskanal, der nådesløst uddistancerer al public service-pædagogik. Ligesom "den avantgardistiske kunst" som sagt består af en trillion konkrete værker og udtryksformer, men Stidsen taler hele tiden om dens "paroler" i stedet, men ikke engang dem kerer hun sig om at citere verbatim eller linke til med navns nævnelse (hvem helt præcist har sagt og mener, at "intet må være fastlåst, at alt hele tiden skulle fremstå som flygtigt, udskifteligt og uden en fast afsenderinstans"? og hvis nogen har sagt det, er det vigtige vel for helvede den kunstneriske praksis, disse paroler resulterer i eller formuleres ud fra). Et eller andet centralt sted forstår jeg simpelthen ikke, hvad hun fabler om! Hvordan helt præcist er en readymade af Marcel Duchamp eller en google-digtsamling af Christian Yde Frostholm neoliberalistisk? Vi er da helt ude i Erasmus Montanus og ergo er morlille stenet her: Innovation er et plusord for både avantgardister og neoliberalister, ergo er avantgardister neoliberalistiske!!?? Lektor, please! Jeg citerer chokeret videre:

Peter Bürger er ofte af senere avantgarde-praktikere og -teoretikere blevet hånet for sit kritiske opgør med neoavantgarden. Men måske er det på tide, vi overvejer om manden kunne tænkes at have en pointe. Han siger endvidere – jeg kan ikke huske om det er i Theorie der Avantgarde eller andetsteds – at det mest virkningsfulde sted for kunsten at være kritisk i dag, rent faktisk er gennem det autonome værk. Fordi dette, netop i kraft af sin autonomi, er i stand til at bevare en distance til den socialitet, der skal behandles og kritiseres. Jeg skal ikke her stille mig op med nogen fast formulerede svar på, hvad der i den henseende er rigtigt eller forkert. Kun synes jeg, Bürgers pointe fortjener en smule mere overvejelse, end den hidtil har fået. I hvert fald kunne man forestille sig, at den ’konstruktivisme’, som har været et så fremherskende æstetisk element i den avantgardistiske tradition, og som stadig har vældig vind i sejlene i store dele af den nyeste litteratur, måske godt kunne trænge til at blive udfordret en smule af nogle andre æstetiske koder og modeller. Her tænker jeg eksempelvis på nye æstetiske former, der i stedet for at være ensidigt beskæftiget med at se alt som grænseløst omformulerbart, så, at der muligvis også er visse grænser for konstruktion. Ikke for at henfalde til konservativ pukken på en gammel, udslidt samfundsorden og menneskeforståelse. Det der så grimt hedder ’essentialisme’ (gud fri os fra det!). Men for at sætte en humanistisk kritik ind mod den neoliberalistiske markedstænknings forestilling om, at der absolut slet ingen grænser – heller ikke menneskelige – er for, hvad der kan laves om i konkurrencefeberens tegn. For mig at se er det bl.a. sådan en type kritik, en forfatter som Karl Ove Knausgård forsøger at udfolde i Min kamp, og som muligvis også kan bruges som inspiration for en nytænkning af det politiske inden for en dansk litterær kontekst. Jeg tænker også, at det muligvis er noget af det, der ligger bag den yngre litteraturkritiks talen om nye ’materialismer’ inden for litteraturen – hos Bjørn Rasmussen fx. Men man kunne måske også forestille sig helt andre former, som vi endnu har til gode at se udfoldet.

Totalt irrelevant pjat det med autonomien, bare fordi avantgardistiske værker forholder sig poetologisk mistænktsomt og praktisk eksperimenterende til værkets autonomi, betyder det jo ikke, at de er mindre værker af den grund, åbne værker er også værker (ikke få avantgardister er (lige så) slemme til at se sig blinde på den umulige anti-autonomi og gøre et sturt ideologisk nummer ud af den, indrømmet!). Men til gengæld taler Stidsen klartekst om kunstens/litteraturens opgave: "den socialitet, der skal behandles og kritiseres". Sikke et kedeligt opdrag, siger jeg bare. Og nærmere bestemt: "at sætte en humanistisk kritik ind mod den neoliberalistiske" bla bla bla. Det er er nogle koksede argumentationscirkler, der kører i ring her, men pointen er vistnok bare at diskreditere avantgarden ved at læse dens såkaldt konstruktivistiske former som et normativt livsfilosofisk udsagn om, hvordan eksistens, identitet, socialitet er konstrueret og AT sådanne størrelser er det (men KUNST ER KUNST (og alt andet alt andet, som man siger), den skal ikke levere svar, den skal levere skepsis og forvirring, fascination og skønhed FX) - men læg mærke til, hvordan hun vægrer sig mod at fortolke Sonnergaards og Jungersens former på samme måde, pointen med deres traditionelle former er åbenbart bare, at de tydeligere og mere pædagogisk kan ekkoe de korrekte samfundsanalyser, som de førende sociologer har leveret. Stidsens lerfødder er de værker, hun læser og fremhæver, der jo ikke bare er avantgardistisk uavancerede, men rent og absolut æstetisk ufremragende og, ja, ukvalificerede, lesser works simpelthen - udover Jungersen og Sonnergaard især Jakob Ejersbo (i stedet for hendes gamle generationsfæller og -favoritter, Niels Frank og Pia Juul og Christina Hesselholdt, der er alt, alt for uinstrumentelle) - fordi det iflg. hende er tematik og ikke æstetik, der gør en god bog, og det, vil jeg hævde, er simpelthen usandt.

Sammenlign bare den røvsygt didaktiske Amager-novelle, hvor stamgæster på et værtshus hjælper en bums på fode, i Sonnergaards nye bog med den konstruktivistiske tour de force, inkl. totalt uopbyggelig politisk satire og uansvarlige revolutionsdrømme, der er Ida Marie Hedes nye bog; jeg ved ikke hvilket værk, jeg bliver mest og bedst politisk bevidstgjort af (korrektest korrekset bliver jeg klart nok af Otte fortællinger), men det er Det kemiske bryllup, min bevidsthed bliver poetisk svitset af, og hvad ellers tæller?

Hede-forbindelser

Jeg nåede kun at sammenligne med jævnaldrende danskere, Nørgaard Thomsen, Hagen (Smith var for oplagt (og passede ikke til mit fart &tempo-fokus), og åh, jeg ville så gerne læse deres fælles bogobjekt, hvor mon jeg for penge kan få fingre i det? eller er det for sent? det ligner en selvfølgelig Bet-kandidat), men burde også have nævnt, når hun nu selv er så (bedragerisk) flink til at namedroppe, William Burroughs, Henrik Bjelke, Kathy Acker (som jeg aldrig rigtig har fået læst, men jeg fornemmer, at det er rimeligt link (ikke også, Susanne Christensen, for ingen vej udenom for dig at læse denne her!)), Hans Otto Jørgensen (omsider er det HOJ's morfinøse hallucinatorik, der inspirerer og ikke hans realisme & rytmik), tidlig J.G. Ballard, dadaistisk og surrealistisk prosa, Ball og Huidobro fx (og, vild association, og givetvis ikke reel inspiration: Jens August Schades prosa, Kommode-Tyven's kosmiske og revolutionære collage-kriminalistik! - og Harald Landt Mombergs Dido-fragment!). 

Rullevindeltrappe

Jeg ville gerne have anmeldt Ida Marie Hedes Det kemiske bryllup, som var jeg de to lockout-ramte, 10-årige piger med vilje faret vild i Magasin i dag, altså dem begge to, som de baglæns løbende forsvandt op ad rulletrappen, der rullede nedad.

Questionaire mellem maskiner

Jeg er lidt rundt på sofaen her mellem, jeg har skrevet forord til Storm P's samlede opfindelser (fra en ende af OVERSKRIVER jeg samtlige tidl. museumsdirektør og førende Storm-sentimentalist Jens Bings forord med højt og blæksort skum!), og jeg skal skrive begejstret WA-anmeldelse af Ida Marie Hedes fantastisk sært gnistrende, nye bog Det kemiske bryllup, selvom akkurat det udsyret maskinelle er noget, opfindelserne og bogen har tilfælles, hovedpersonen/personerne hos Hede, Søstrene Genesse og Caresse, der af og til smelter sammen til én person, Jeunesse, fødes på første side af en gigantisk, gammel højttaler fx. Her er til sammenligning - og som overspring for mig i min rundtossethed - en række spørgsmål fra ca. midtvejs i bogen (som dens bidrag til tidens spørgsmålslitteratur, Aymo-Boot, Frank og co.) fulgt af en klassisk Storm P-maskine:

findes der er et symbolsk jeg og et kødeligt jeg?
findes det materielle, når vi lukker øjnene?
er snublen et billede på, at vi altid er i bevægelse?
overhaler vi os selv
er vi det mest forførende pattedyr?
bliver vi trykket mod bunden?
er bunden utopisk, ukrudtsbefængt?
ruller vi os i det fornedredes krydderurter?
er vi menneskelige snacks?
er vi os selv, idet vi er flere?
er samfundet mere genrøst end dets svageste?
er svagheden en pynt?
vil den samle sig til en olm, sukkerfyldt kugle?
vil de unge komme løbende ind fra gaderne med seneste, indsunke kroppe, med ildkugler, pilespidser, sabler og dybsorte tænder?

Og kan I gætte, hvordan den næste sætning i bogen lyder?

Nej, det kan I garantrisset ikke, her er den:

Margrethe Vestager filer sine negle.

Hvilke af disse 2 aprilbøger glæder jeg mig mest til?

netop annonceret på Gyldendals presseside (også hvis jeg ikke kendte forfatternavnenenenene - og kun kendte titlernenenenenenenenenenenene og/eller referaternenenenenenenenenenenenenene (hvor Jan Sonnergaard jo bare kunne være et fiktivt navn, hvilket jo bare ikke ville gøre attraktionen større, vel?) - de handler begge 2 om at rejse åbenbart, men det også det eneste, de begge to handler om og med og i og til og for, tror jeg på)

Det kemiske bryllup

Ida Marie Hede

’Det Kemiske Bryllup’ er en spekulativ slægtsrejse om Jeunesse, der søger efter måder at forbinde sig til verden på og om de indignerede og surreelle rum, hun passerer igennem.

 

Otte opbyggelige fortællinger om kærlighed og mad og fremmede byer

Jan Sonnergaard

Det handler først og fremmest om kærlighed. Ikke blot romantisk kærlighed og forelskelse, men også mange andre aspekter af kærlighed: jalousi og vold. Næstekærlighed og uegennyttig hjælp. Utroskab og forræderi. Gavmildhed og tilgivelse. Nærighed og nag. Jan Sonnergaard har fulgt nogle ganske særlige retningslinjer, mens han skrev bogen: Ét dogme var, at han skulle opholde sig mindst tre måneder og færdiggøre fortællingerne der hvor de foregår - i hhv. Paris, Berlin, Prag, Saint-Nazaire, Tbilisi ... og på Amager. Han skulle have et indgående og personligt kendskab til alle de steder, der er omtalt i bogen; fra det tarveligste bordel til den dyreste Michelinrestaurant.  Alle de ovennævnte aspekter af kærlighedens væsen skulle behandles i bogen.

Mathilde Walter Clark puster det mørke hår væk fra ansigtet og uddyber

Hvordan jeg læser Informations bogtillæg (stadig det mindst ringe) denne torsdag morgen, efter min kone har fået sin fødselsdagssang og sine fødselsdagsgaver, og vi har spist morgenmad, 7-11-croissanter (min søn og jeg - den gode nyhed: Lagkagehuset åbner snart en afdeling på Værnedamsvej, i den gamle fotoforretning!) og müsli (min kone), og min søn er gået i skole, og min kone er gået på arbejde, og jeg sidder helt alene tilbage ved fødselsdagsbordet:
Bladre hurtigt væk fra den grimme forsidecollage af en skægget mand, der hedder Lars Olsen og ser skeptisk på en hel masse forfattere, fra Moestrup til Nordbrandt (Nordstrup!), med sugerørene ned i en "kunststøttepunch", for blot på side 2 at møde et foto af selvsamme skæggede mand, nu med gråsprængte hår på brystet, under overskriften: "Forfatter: Kunststøtten går til parnasset". Ja, hvem fanden skulle den ellers gå til? Og billedteksten: "Støtte? Forfatter Lars Olsen forstår ikke, hvorfor Kunstrådets Litteraturudvalg støtter forfattere, der allerede har modtaget masser af af offentlige støttekroner." Fordi gode forfattere mærkeligt nok har det med at have fået støtte før! Doh! Væk fra skægmanden igen! Til opslag om e-bøger, og der er ikke noget, der interesserer mig mindre: "Danskerne må vente længe på fremtidens bøger" Det har de rigtig godt af! Puh, hård torsdag denne, men så kommer forløsningen i form af tre kvikke, kapable anmeldelser af tre nye stykker dansk skønlitteratur - som jeg ikke selv har fået til anmeldelse (men jeg har tænkt mig at eftersøge Lucas på avisen, den burde være min!) og derfor ikke behøver at være paranoid omkring: Helle Juhl Lassen om debutroman af Kamilla Hega Holst, Kamilla Löfström om kortroman af Maja Lucas, Tue Nexø om novellesamling af Jens Peter Kaj Jensen; jeg er ikke sikker på, at jeg i mine egne læsninger vil være enig med de tre (ret glade) anmeldere, men jeg får lyst til at finde ud af, om jeg bliver det! På midteropslaget grande interview med Mathilde Walter Clark , der mener så meget OM, hvad hendes nye, tykke roman med den meget irriterende titel (hvis den ikke lige handlede om en fed romersk senator, og det gør den ikke) Priapus handler OM, at jeg fuldstændig mister lysten til at læse den, hvilket jeg nemlig pinedød skal, eftersom jeg har fået den til anmeldelse. Næste side: Tegneserieanmeldelse, springes let og elegant over, og så lille interview med debutant Ida Marie Hede, hvis Seancer jeg var ret vild med i WA, og som med vold og magt også tvinges til at udtale sig OM sin bogs mening (om ikke handling, for sådan en/nogle er der knap nok), hvilket hun er noget mere uvillig til end Clark, derfor interviewets smalhed. Næste opslag: Anmeldelser af udenlandsk skønlitteraur, mursten, krimi, post-kolo, lynskimmes med dårlig samvittighed. Og til sidst inden Leksikonkrydsen en rigtig skarp og ond kronik af en vis Lars Bjerregaard om "Den ny-nordiske krimi-puritanisme"´, der fik den den!
Rimeligt diverteret og pænt illumineret kan jeg rulle videre i min hverdag.