Lavalampefortolkning (Facebook Tidende fortsat)

Sirir Ranva Hjelm Jacobsen har en fin, tænksom opdatering om (Mette Høegs kritik (!) af) Cecilies Mit skrivebord-kommentar til og -foto af sin lavalampe:

"Ok, obs, alarm, vær beredt – det her er en meget lang og nørdet og ikke sygt gennemtænkt overvejelse om Cecilie Linds lavalampe og Mette Høegs kronik:
Da Selma Lagerlöf modtog nobelprisen i 1909, valgte hun at bygge sin tale op om en sød, lille personlig anekdote: en dagdrøm hun havde i toget på vej til prisoverrækkelsen om at søge råd hos sin gamle far i det hinsides. Det er tilsyneladende en lidt banal anekdote fra det virkelige (forfatter)liv. Men går man den efter, viser den sig at være én lang reference til de indledende scener i Jerusalem, hvor Ingmar Ingmarsson på samme vis – og med klare sammenfald på tekstplanet – dagdrømmer om at søge råd hos sin døde far. Forfatteren og teksten kan ikke så nemt adskilles. Lagerlöf taler til publikum ikke fra forfatterens domæne men fra værkets. Eller – hun værkgør sig selv.
Selma Lagerlöf arbejdede strategisk med sin forfatterpersona, og det fik på godt og ondt afgørende indflydelse på de dominerende læsninger af forfatterskabet. På den ene side frisatte den nøje konstruerede sagotant-persona Lagerlöf til at skrive om ting, der var tabu for kvindelige forfattere, uden at måtte gøre det fra en udsat / udstødt position. På den anden side lagde hun selv kimen til det væld af dovne og jævnthen dårlige biografiske læsninger, Lagerlöfforskningen har været plaget af. Hun banaliserede til en vis grad sig selv – men strategien rummede, som forfatterskabet jo vidner om, frisættelsen af et ret vildt kunstnerisk potentiale.
Mette Høeg er i sin kronik ude med riven efter en vis forfatters lavalampe, som optræder i Informations serie, Arbejdspladsen, om forfatteres skriverum. Høeg benytter lampen som eksempel på noget fra forfatterens domæne, der er uden for konteksten af det værk, som definerer ham/hende, og derfor uinteressant. Et konkret symbol på den dyrkelse af forfatteren frem for værket, der bidrager til en fordummende litterær kultur. Men lavalampen er Cecilie Linds. Hun har ”ønsket sig en, siden hun var lille”, den er på én gang ”ækel”, ”tryg” og ”noget plamageagtigt, som prøver at slippe ud”.
Høeg fremhæver, at skrivebordene i 'Arbejdspladsen' er kuraterede. Det rummer jo også, at Lind placerer lavalampen i billedet som tegn. For Høeg peger tegnet tomt på forfatteren. Men for mig peger det i lige så høj grad på nogle omdrejningspunkter i Linds litterære produktion ind til videre. Lavaen bevæger sig som Linds tekster; formens substans er sammenhæng, der skabes og genskabes fortløbende. Linds egen beskrivelse af lampen peger på to centrale temaer: undersøgelsen af det pigelige og den ulækre-og-betryggende spiseforstyrrelse. Også det skønne, dyrt købte maleri med de flossede kanter, der hænger over lampen, peger lige så meget ind i Linds litterære univers som på hendes private person.
Altså, det kan jo også bare være en lavalampe, som Lind synes er pæn og rar at se på. Men jeg læser Cecilie Lind som en forfatter, der arbejder strategisk med sin forfatterpersona og med overskridelser af de konventionelle grænser mellem litteratur og (forfatter)liv som kunstnerisk strategi. Ser man sådan på det, befinder lavalampen sig ikke nødvendigvis uden for konteksten af værket. Tværtimod indgår den i en kritisk – og i Linds tilfælde netop ret ”gennemtænkt, sammenhængende og relevant” kunstnerisk undersøgelse af noget i samtiden.
Der er, synes jeg, meget rigtigt i Høegs kritik af tendensen til forfatterdyrkelse. Men der er måske også en tendens til at underkende (unge) kvindelige forfatteres krops-og-persona-bundne litterære eksperimenter og udfordringer af værkgrænserne. Eller hvad?"

- Siris egen videregrublende kommentar nede i tråden til sin opdatering:

"(...)  pardon my rablen her, det er lidt med et halvt øje på lønarbejdet – ”det at noget forsøger at tage fysisk form” er vildt spændende, synes jeg. Og centralt hos Lind, måske især i værket Strunk, som konkret er sat i pigeværelset og hvor performance af det pigelige – performance som bl.a. selvskabelses- og selvopretholdelsesstrategi – er et centralt tema for skriften. Og når det er dét, er det jo ret oplagt at se på den lavalampe i det eksplicit pigelige rum, Lind har kurateret, og tænke: Hm. Gad vide, om hende Lind egentlig har gang i et projekt, der rækker ud over værket-som-skrift og faktisk netop handler om at investere sin krop i at problematisere, kritisere, undersøge visse rollers (man tør jo nærmest ikke sige identiteters) begrænsninger og potentialer? Faktisk overhovedet ”identitetens” begrænsninger og potentialer? Det spørgsmål stiller Høeg ikke. Hun stiller egentlig slet ikke spørgsmål. I stedet kategoriserer hun Linds værk som antitesen på gennemtænkt og relevant – og Lind som iscenesat/selviscenesættende på en måde, der skygger for værket. Men hvad – spørger jeg så – skygger egentlig for hvad her? Altså, min påstand er jo, at Lind taler fra værkets domæne, når hun taler om den lavalampe. Og jeg tror, at hun simpelthen læses mindre nysgerrigt end fx en Yahya Hassan, fordi hendes emnefelt – det pigelige – er lavstatus, og fordi forestillingen om at kvinder mimer og mænd skaber desværre stadig spøger i kulturen. Så når en Lind iscenesætter en lavalampe, bliver det bare ”sig selv” hun iscenesætter. Det kunstneriske projekt underkendes uden reel vurdering. Måske! Altså det er jo en overvejelse – ikke et anklageskrift."

Gadenavn (og -nummer) indløst

Besværgelse, Høeghsmindeparken 13, 16:07:
 
Mette Høeg er
nu et minde blot,
parkeret i et øde,
uheldssvangert
hjørne af bevidstheden

Wonder Woman på værtshus

Pointen er lige så dum som alt muligt andet i den dumme ende af Høeg-debatten (drengene mod pigerne ...), men det ændrer ikke på min ubesmykkede glæde over at få min store drøm opfyldt omsider: at se dig som TEGNESERIEHELT, medlem af anti-bjørnebanden (de har deres halvmasker). Eyeliner-Ligaen - i WA Bøger i går, tegnet af veltegnende Sussi Bech:

Dengang Katrine var lutter egocentrisk strømførende følelse

- tre tekster af Katrine Marie Guldager fra gennembrudsbogen Styrt, 1995 (TYVE ÅR SIDEN!), stadig en af mine 90'er-yndlings (jeg blev så MISUNDELIG på den (ved siden af tekst nr. 2 har jeg med blyant skrevet: "nærmest citat af mig, hmmmm" - og vel af mærke af digt fra dengang utrykt manus))

"Forår

Foråret rammer en vintergæk, en pose af ny muld, et modløb af vinter. Foråret får mig til at låne en time endnu, mens isen brydes af en hæl, et dæk der er gået i spin: Markvejen eksploderer jord og sølv. Foråret brager ind gennem mine vinduer for at splintre den vinter, jeg taber mellem hænderne, for at vende vrangen ud af mit værelse.

Gravsten

Det er altid noget, man lige skal ordne, en distraktion, man kan blive viklet ind i, når køkkenvinduet står og smækker, og de blomster, man kun kan ane, får revet bladene af et for et: Mine øjne føder øjne af glas, der klirrer mod min håndvask, når jeg taber dem, taber dem som lyset, der drejer om sin skæve akse i en labyrint af sko og skridt: der er altid noget man lige skal ordne, et net, der skramler forbi under asfalten, en væltet gravsten man kan falde over: Hvis man f.eks. krydser kirkegården uden at vide, om man søger skygge eller sol.

Rødt

Sådan er det at blive født: Man har aldrig fri, man har ikke to minutter for sig selv, ikke et øjeblik, hvor man kan se den anden vej, eller et, hvor man kan vende ryggen til: Sådan er det at blive født, man kan ikke gøre noget ved det, hele tiden er man simpelthen født, man kan ikke stå af, få fri, blive ufødt igen: Der er ikke noget at gøre, man er født, født blafrende rødt, i et skrig, der sidder i kroppen som et ekko, og søvnen, søvnen gør ingen forskel, den kan bare byttes ud med noget andet, som så passer ind dér, hvor søvnen var, der er ikke noget at gøre, det er her hele tiden, det hele, en selv."




(og i dag har Katrine Marie Guldager så en intetsigende og dovent forævlet kronik (jeg har læst for meget til at linke, DESVÆRRE) i Politiken om Mette Høeg-sagen, hvor hun ikke mener andet end, at der måske, måske ikke, er noget om snakken, og derfor skal vi tage den, snakken, men hun har sandelig ikke selv tænkt at kvalificere den, snakken, ved FX at tale om BØGER - aldrig har så mange deltaget i en litterær diksussion uden at have læst de tekster, den skal forestille at handel om (bortset fra jo at de som angivelig "syndflod" slet ikke findes, hvilket gør dem ulig lettere at snakke om):

"At skolen i hele sit levetid for eksempel har svigtet den narrative, vugge til grav roman, som har sit tyngdepunkt i det universelle og ikke i det partikulære (for nu at bruge Mette Høegs ord), er vel næppe nogen ny kritik. Men er den også med til at stimulere et indforstået lukket miljø, hvor de unge forfattere er på fornavn med deres kritikere og afklarer litterære debatter, ikke i avisen, men til private fester" (...)  "Har Mette Høeg så ret i at navngivne kvindelige forfattere fra forfattermiljøet, som er mere selvoptagede end flertallet? Jeg ved det ikke, jeg har ikke læst dem grundigt. Mette Høeg har ret i, at de alle har fået meget opmærksomhed i medierne, og jeg skal ikke kunne sige, om deres litterære præstationer så også står mål med opmærksomheden. Det gør de måske. Svaret blæser i vinden." "Hvis det er rigtigt, at unge kvinder får en positiv særbehandling i medierne og på Forfatterskolen, burde der så ikke være nogen kulturredaktører, der blev lidt eftertænksomme? Vi mangler dog stadig at få sandsynliggjort, at unge kvindelige forfattere virkelig bliver favoriseret. Optagelsen på Forfatterskolen kan meget vel være tilfældig. Et forlag som Gladiator er kun ét af mange."

Måske, måske, måske, må en gaffel (metaforisk) gennembore dit øje! 

Og så synes hun selv, at hun blev forkælet i starten - det synes jeg ikke, dengang fortjente hun det: "Jeg har selv været en af dem, der blev ' plukket' tidligt: Store forsidehenvisninger, før jeg overhovedet havde fundet mig selv som forfatter, det treårige arbejdslegat på kun én bog. Man kan ikke forvente, at unge mennesker siger nej tak til den slags. Det er også godt at byde dem ordentligt velkommen i offentligheden. Men kan man give et ungt talent lidt for meget ego? Absolut. Og hvorfor synes næsten alle de debutanter, der slår igennem, at komme fra Forfatterskolen? Ville det ikke være sundt, hvis vi havde konkurrerende miljøer? Det tror jeg, Mette Høeg har ret i."

Men så skab en Vugge til grav-roman-skole, Katrine, der kan vare fra vugge til grav! Og prøv en dag at læse dig selv ANNO HÆSBLÆSENDE SELV og græd over forskellen med gaflen vippende i øjet.

En kyklops klarsyn

Beklager, Karl Ove! Det er rart med svensk, feministisk enighed og opbakning for en gangs skyld - fra Rakel Chukris kommentar til Mette Høeg-debatten  i Helsingör Dagblad:

"Köpenhamns litteraturvärld uppfattade debattartikeln som en örfil. Vissa hade till och med svårt att tro att Mette Høeg var en riktig person. Replikerna har varitotaliga och tonläget högt. I gårdagens Politiken protesterade författaren Christina Hagen mot den förminskande beskrivningen att unga kvinnor skriver om sin ”lilla psykiskt sjuka Barbievärld”. I samma tidning uppmanade Cecilie Lind: Se våra texter! Tala om dem, kritisera dem – men reducera inte oss till vandrande klichéer.
Det är förståeligt att många förbluffades av Mette Høegs sexistiska och dåligt underbyggda attack. Men att något sådant publicerades i Danmark var bara en tidsfråga. Sedan ett antal år skrivs de mest intressanta böckerna av unga kvinnor. En skicklig och vass generation har vuxit fram och tagit plats på parnassen. Som litteraturkritikern Lars Bukdahl sa i teveprogrammet Deadline: Det finns inte en massa skickliga män som hålls tillbaka av amasoner utan just nu råkar några av de mest talangfulla författarna vara kvinnor.
Men detta står i kontrast till ett Danmark där många betraktar feminismen som suspekt och radikal. Att det kommer en backlash mot starka kvinnor som tar plats är väntat. Det är en klassisk reaktion när samhällets maktordning justeras.
Det är också talande att Mette Høeg inte vågar kritisera män som skriver autofiktion, till exempel Yahya Hassan eller Knausgård. Deras erfarenheter (om det så är masturbationsvanor eller utfall mot svenska dagis) är i hennes ögon universella och intressanta medan kvinnliga författares erfarenheter reduceras till banala menshistorier, för att låna Lars Bukdahls ord.
Så kan kvinnoföraktet i ett av världens mest moderna länder se ut 2015. Men vi behöver inte deppa alltför länge, revolutionen inom litteraturens finrum fortsätter."

Mette Høeg-fejden bliver CATUL-FEJDE!

Mildest talt udgivelseaktuelle Harald Voetmann skrev et vildt skarpt og bare FORNUFTIGT indlæg i Mette Høeg-debatten på Facebook, som jeg ville have citeret et eller andet sted under alle omstændigheder:

"Note om bl.a. Mette Høeg-cirkusset.
Jeg blev citeret i Politiken for en uge siden for et noget bombastisk udsagn i retning af: “en litteratur, der kun forsøger at spejle en hverdag interesserer mig ikke så meget som romaner, der undersøger grænserne for det menneskelige.”
Er jeg nogen sinde stødt på en litteratur, der udelukkende forsøger at spejle en hverdag? Tjo, det er jeg nok, men det er forholdvist sjældent. Og det er under alle omstændigheder ikke noget, der er dominerende nogen steder, hvad jeg også får tilføjet.
Til gengæld har jeg intet problem med en litteratur, der bruger et hverdagsligt rum som afsæt for tanke og sansning. Mit udsagn går på det uambitiøse; bøger, som stiller sig tilfreds med at kommunikere noget, der nemt havde ladet sig reducere og genfortælle i en anden form. Jeg kunne lige så vel have sagt: “en litteratur, der udelukkende forsøger at fortælle en god historie interesserer mig ikke,” “en litteratur, der udelukkende vil fortælle mig om storpolitik interesserer mig ikke” osv.
Jeg er ikke interesseret i litteratur, der forsøger at kommunikere eller formidle (med mindre det drejer sig om faglitteratur selvfølgelig). Samfundet er ved at drukne i kommunikation og formidling og som oftest er det noget, der skjuler og forvrænger det menneskelige, samtidig med at det vil sælge os vaskepulver og alkopops eller få os til at stemme på en eller anden bandit. (Merkur må som gudernes sendebud være kommunikationens gud, ligesom han er skytsgud for tyve og købmænd, en gennemført utroværdig personage.) Den bedste litteratur prøver ikke at kommunikere, den søger kontakt. Mere som en berøring end en festtale. Og med berøring mener jeg omtrent alt fra kindkys til spark i røven. Litteraturen kan skabe den særlige kontakt med andre dele af det menneskelige, fordi den ikke kun er en 1:1-gengivelse af tanker og historier. Skønlitteratur kan vække sanserne; en vellykket beskrivelse af en rosenhave eller et brændende lokum kan sanses. Når sanserne er vakt kan der kobles tanker og følelser til det sansede. I bedste tilfælde skaber den kombination en følelse af berøring med et andet menneske eller en anden del af det grundlæggende menneskelige, med alt hvad det måtte indebære af sorg og længsel og glæde.
Et eksempel: Vi kan sørge oprigtigt over Catuls knuste hjerte 2000 år senere, få følelsen af at kunne sørge med ham gennem digtene. Derved kan den sorg også komme i berøring med vores egne oplevelser af sorg, udvide forståelsen af den følelse og gøre det en smule mindre ensomt at være stedt i sorgen. I hvilket rum eller med hvilket udgangspunkt den kontakt finder sted, er uvæsentligt for mig at se, jeg har ingen præferencer her. Det kan være det indelukkede teenagepigeværelse (som i Mary MacLanes fortælling fra 1902, som jeg oversatte for et par år siden) eller det kan være den helt store tjubanghistorie som Greven af Monte Christo eller Moby Dick. Men hvis vi skulle udrydde det introspektive, navlepillende, selvoptagede etc. fra litteraturen ville det være farvel til Catul, og til Sei Shonagon, Rousseau, Shakespeares sonetter, Ewald, Baudelaire, Proust, Plath, Ginsberg etc. Det indadskuende kan ofte vise sig at være det mest generøse.
Jeg har nu skrevet tre historiske romaner om døde hvide mænd, med både tjubang og splat og kulør, og de er blevet pænt modtaget. Hvis dansk litteratur var domineret af navlepillende kvinder, som kun gad læse om hinandens småproblemer i politisk korrekt form, ville jeg befinde mig langt langt langt ude i kulden og det ville absolut være i min interesse at bekæmpe dem med næb og kløer. Hvad angår Mette Høegs antydning om mændenes seksuelle favorisering af de yngre kvindelige forfattere: Jeg skriver ikke dette for at få eller opretholde kontakt til de “kønsmodne” forfatterinder, som hun kalder det. Jeg har prøvet at være i et forhold med en anden forfatter for mange år siden og det er bestemt ikke noget, jeg har tænkt mig at forsøge igen. Så hvis der faktisk skulle findes kvindelige forfattere med interesse i min kvabsede og skaldede person, må jeg bede dem om at holde sig på anstændig afstand.
Hvad angår “formbevidstheden”, at nogle forfattere skulle sætte “form” over “indhold”: Selvfølgelig er en forfatter nødt til at være optaget af form. Det er kun det, vi har at arbejde med. En god historie fortalt uden formbevidsthed kan man høre på sin lokale bodega. Det kan være både sjovt og rørende, især hvis man har fået et par øl, men oftest er det ikke noget, man ville gide læse sig igennem 500 sider af; det kræver at fortælleren sidder levende ved siden af én for at være interessant. Ligesom en fotograf er nødt til at interessere sig for lys eller en matematiker er nødt til at kunne forholde sig til tal, er forfattere nødt til forholde sig til formen. Hvis man som litteraturforsker mener, at form er noget rent ydre og overflødigt, tyder det på, at man ikke har forstået det mest grundlæggende ved ens forskningsfelt. Kan man forestille sig en forfatter, der er for bevidst om sin form? Tjo, men på samme måde, som man kan forestille sig en keramiker, der véd alt for meget om ler. Det kan være irriterende ved et middagsselskab, hvis man virkelig ikke gider høre på lange tirader om spændstigheden i forskellige typer rødler, men det er næppe et stort problem for vedkommendes professionelle virke.

Nogle timer senere svarede Mette Høeg med sin egen Facebook-opdatering, ligesom i hendes Cecile-ptronisering formår hun at fejllæse hovedpointen komplet, men særdeles dumdristigt vælger hun i sin tungt dansk stil-agtige opsats at fokusere på Voetmanns Catul-reference; hun har vist ikke nogen idé om (igen problemet med den reelle belæsthed (hun kan ikke engang ikke stave til Voetmann)), hvor suverænt kyndig Harald er på akkurat klassisk/latinsk litteratur - (og Christina Hagen på kommentar-tråden: "Min hjerne går i stykker, hvis hun siger partikulære bare én gang til. Nu igen!"):

"Det partikulære og universelle:
En hel del litterære klassikere bliver som bekendt populariseret og udbredt i banaliseret form gennem citater og lignende. Men i de færreste tilfælde beror populariteten på ren banal generaliserbarhed: det simple forhold, at Catul elskede en kvinde engang, og at det gør nogen også i dag, er ikke hovedårsagen til, at kvaliteten af Catuls digte stadig anerkendes og beundres næsten 2000 år efter deres udgivelse, sådan som Harald Voetman synes at mene.

Catuls digte adskiller sig markant fra den samtidslitterære tendens, som jeg i en artikel i Weekendavisen for nylig kritiserede, idet Catuls digte netop ikke repræsenterer et reproduceret udtryk og en bevidstløs, selvoptaget og ufarlig dyrkelse af populære tendenser. I stedet er digtene et vovet og radikalt forsøg på at udfordre samfundets dominerende værdier – borgerdyderne under den romerske republik – gennem lyrisk dyrkelse og tilbedelse af en gift kvinde med et plettet offentligt rygte.
Figuren Lesbia i Catuls digte refererer formodentlig til virkelighedens Clodia, en gift kvinde kendt for sin frivolitet. Afsættet i det personlige og partikulære er ligesom formen afgørende for digtenes udtryk og virkning. Den stærkt personlige og idealiserede fremstilling af kærlighed var i Catuls samtid nyskabende. Men samtidig med, at Catul afviser de konventionelle romerske kunstneriske former og i stedet trækker på alexandrinsk digtning, inddrager og forholder digtenes jeg sig bevidst og moralsk tynget til de gældende romerske dyder. Inddragelsen af de konventionelle værdier i en nybrydende form er provokerende, eksperimenterende og konstruktiv og samtidig dybt original.
Catuls digte handler ikke blot om en banalt generaliserbar kærlighed mellem mand og kvinde. Inddragelsen og udfordringen af samfundets gældende normer hæver digtenes perspektiv fra individets uvedkommende hverdagslige og selvoptagne kærlighedsoplevelse, uden at det nære og personlige perspektiv derved udviskes. Det er netop sammenstillingen af de to perspektiver – det personlige og partikulære og det samfundsrelevante og ideelle – der skaber en spænding og gør digtene både bevægende, underholdende og vedkommende. Catuls digte præsenterer en personlig fortælling om et forelsket, frustreret, splittet og ulykkeligt jeg og anvender samtidig denne fortælling i en behandling og udfordring af generelle samfundsmæssige og kunstneriske normer og former på en produktiv, oplysende, grænseflyttende og original måde.
Catuls digte er fortsat umiddelbart rørende, vedkommende og interessante næsten 2000 år efter deres nedskrivning. Så lad endelig Catul være forbillede for vores samtids forfattere.
"Reason blinded by sin, Lesbia,
a mind drowned in its own devotion:
come clothed in you excellences –
I cannot think tenderly of you,
sink to what acts you dare –
I can never cut this love."
(Carmen 75)"

Nu er det krig på ragekniven! Voetmann svarer så godt som fnysende:

"Ok. Nu vil Mette Høeg altså tale om Catul. Jeg skrev nedenstående som kommentar hos én, der havde delt det. Og beklager - det bliver meget nørdet:
Du kan da næppe mene, at det her er en rimelig fremstilling af mit synspunkt? Jeg taler for, at det er igennem formen, at litteraturen kan finde en relevans og holdbarhed - at et "indhold" uden form ikke har videre litterær relevans. Hendes udgave af dét er, at jeg skulle finde Catul interessant alene pga hans forelskelse.
Hun skriver i øvrigt noget vrøvl om Catul her - at han skulle være en enestående stemme for sin tid er helt bizart. Hans generation er navngivet (Hoi Neoteroi), de arbejdede alle med de samme former, metre, temaer, og hvis man skal tale om kærlighedslyrik som virkelig revolutionerende og i modsætning til samfundsordenen skal man en hel generation længere frem; til Augustus-tiden og de romerske elegikere, først og fremmest Ovid. En af grundene til at Catuls kærlighedsdigtning ikke i samtiden har virket voldsomt provokerende er netop "Lesbia"-navnet, som Høeg slår ned på. Det navn har for samtiden angivet, at digtene handlede om en slavepige ("pigen fra Lesbos" - en sådan havde nødvendigvis været slave på det tidspunkt i Rom) samtidig med at det selvfølgelig var en henvisning til Sapfo. Kærlighedsdigte til slaver var uproblematiske i samtiden, som man også f.eks. kan se det senere hos Horats. Det var ikke Catul, der gjorde op med dette, men Properts, Tibul og Ovid (samt den ofte oversete kvindelige digter, Sulpicia, en teenagepige). Identifikationen af Lesbia med Clodia (primært på baggrund af Ciceros "Pro Caelio") er tidlig og meget problematisk, der er ikke rigtig nogen gode grunde til at tage den for gode varer, det er spekulation, Mette Høeg her bygger sin læsning på, og selv hvis Lesbia var lig med Clodia, var det åbenlyst ikke Catuls intention at gøre direkte opmærksom på det, tværtimod maskerede han hende som slave. Osv osv osv."

Han kan ikke lade være at tilføje en kommentar til den Catul-oversættelse, Høeg har valgt:

" i øvrigt er det da en decideret elendig oversættelse af digt 75, hun har fundet frem. Det, der står som tredje linje i den engelske, er slet ikke at finde i den latinske original, ikke det, der minder om. Resten er også dårligt oversat, men vildt nok bare at finde på en linje."

Adspurgt om en mere korrekt oversættelse, svarer han:
"Her er Otto Gelsteds oversættelse, med omvendt ordstilling og heller ikke ligefrem tekstnær, men i det mindste uden falsk linje i: "Se hvorhen min ånd for din skyld, o Lesbia, drives / ødelagt har den sig selv, faldt for sin troskab mod dig, / så at den ikke kan holde dig kær, selvom du blev tugtig / ikke beherske sin drift, selvom du ter dig forrykt.""

Catul-fejden pågik sent i aftes, og er endnu ikke blevet genoptaget. Jeg vågnede fuld af forventning og satte mig til rette med morgenmad foran computeren og blev alvorligt skuffet, det er så kostelig og lovende en ekskurs, den må please ikke være slut!

Mette Høeg genererer mere toptekst (KLØVENDE HAGEN!)

DK's mindst pleasende (vil du ikke nok skrive skønnere og på dansk? anmoder jeg fx men NO WAY JOSÉ!) forfatter Christina Hagen har et forrygende flænsende stykke anti-Høeg-polemik, det perfekte companion piece til Cecilies kronik, i Information i dag om IKKE-pleasende litteratur, jeg citerer en stor sekvens:

"Der er, med andre ord, en uoverensstemmelse mellem, hvad der bliver hvisket om, og hvad der bliver talt om. Derfor synes jeg også, at det her er positivt. Denne vold, som Mette Høeg udøver over for kvindelige forfattere, ser jeg som et militant angreb på noget Mette Høeg og ’de andre fagfolk’ betragter som en magtposition. Det er, for mig, en kompliment. Kvindelige forfattere skal ikke længere beskyttes og pusles om som små babyer; de skal bekriges som granvoksne mænd. Det er en ændring, jeg oprigtigt holder meget af. Men der er noget, Mette Høeg har misforstået, når hun tilsyneladende tror, at man kan mobbe kvindelige forfattere til at skrive anderledes; til at skrive om noget andet end den lille psykisk syge Barbieverden, de nu engang lever i. Der er noget, hun har misforstået, når hun tror, at man kan manipulere sig til, opfordre til eller måske ligefrem kræve, at de skriver om noget andet, og mere vigtigt forstår man, end om deres følelser og lidelser. Mette Høeg har forvekslet den kvindelige forfatter med en hofnar. Ligesom kvinden tidligere har været hofnar for ægtefællen, for herren, the master, så skal kvinden underholde læseren og fagfolkene, heriblandt Mette Høeg. Jeg kan fortælle Mette Høeg, at den tid er forbi, og det er det faktum, der gør, at Mette Høeg får den kvindelige litteratur galt i halsen. Lille hemmelighed: Vi og de skriver den ikke til dig eller til de andre fagfolk. Litteraturen er ikke din private jukeboks, der kan spille lidt Dan Brown, når du går og er lidt træt af kvinder og følelser.
Litteraturen, den bedste af slagsen, er den, du ikke vil have. Den er et produkt af det samfund, vi har skabt. Af den sindssyge og fantastiske og vilde og destruktive verden. Den er, blandt andre, skrevet af homokvinder og adopterede kvinder og luderkvinder og epileptikerkvinder og neurotikerkvinder og kvinder med spiseforstyrrelser og misbrugte kvinder, og den handler – blandt andet – om det at se verden ud fra det personlige udgangspunkt. Den eneste grund til, at den form for litteratur ikke har været repræsenteret i samme grad før, er, at disse stemmer ikke har haft ret til at udtrykke sig. Karen Blixen har næsten lige kaldt sig Isak Dinesen, vi har næsten lige fået lov til at være præster og fået stemmeret og lov til at beskæftige os med vores indre liv frem for at skrubbe og skure, og så er du og de hemmelige fagfolk trætte i øjnene? Min gode kollega, som jeg i øvrigt respekterer, Peder Frederik Jensen, savner verdensvendt litteratur. Det er vel også, hvad Mette Høeg ønsker sig. Ligesom den karikerede kvindelige forfatter sidder og bider negle og piller navle og i det hele taget har travlt med at fylde poesibogen ud og udfolde sit syge sind, så står den karikerede øldrikkende mandlige forfatter vel også og skuer ud i horisonten og er lidt verdenslitteraturmand, lidt Hemingway, mens han i virkeligheden sidder ved laminatkøkkenbordet hjemme i Københavnstrup S og taster ind på sin Macintosh? Hvert køn, sin karikatur. Den kvindelige forfatter piller navle, mens den mandlige forfatter lider af storhedsvanvid.
Det er meget vigtigt for mig at sige det her, så både Mette Høeg, de hemmelige fagfolk og alle andre kan forstå det: Den kvindelige forfatter skriver præcis den litteratur, som den kvindelige forfatter ønsker at skrive. Ingen opfordringer, ingen latterliggørelser, ingen fuldemandssladder på Bo-Bi Bar kan ændre på det."

Søren og Mette læser historier lige dårligt

 

Det er jo bare herligt med al den opmærksomhed omkring Cecilies kronik - nu har Mette Høeg herself viet den en hel, selvstændig FB-opdatering, lige så vrangfattende som Villemoes' Blæksprutte:

"Jeg har ikke skyllet et helt glas Xanax ned med en flaske tequila! Jeg lever. Kunne jeg ikke tåle kritik og voldsomme modreaktioner, havde jeg ikke blandet mig i den offentlige debat. I øvrigt læste jeg med interesse Cecilie Linds dagbogsuddrag og bevisførelse af min analyse i Politiken. Det gør mig ondt for hende, at hun befinder sig i en smertefuld eksistentiel og forvirret position. Og det glæder mig på hendes vegne, at hun finder lindring i at skrive. Cecilie Linds underliggende argument – eller appel er det vel nærmere – er vist, at fordi hun skriver fra et personligt smertefuldt udgangspunkt, må man ikke kritisere hendes litteratur, og at fordi den er vedkommende for hende, må man ikke drage dens generelle relevans i tvivl. Denne appel finder jeg rimelig ud fra to perspektiver: venindens eller terapeutens. Men som litteraturkritiker kan man ikke undlade at forholde sig kritisk til litteraturen eller ytringer i en offentlig debat af den simple årsag, at afsenderne er unge, usikre piger, og af rent hensyn til deres personlige, eksistentielle udvikling. Jeg vil foreslå Cecilie Lind - og forfattere, der har det som hun - f.eks. at indskrive sig i et kunstterapikursus (jf. link nedenfor: ”at formulere ønsker eller oplevelser gennem digt eller fortælling er et stærkt redskab at tage i brug. Vores fantasi og jeg’et bliver styrket. Man kan opleve at ord forløser og virker bekræftende”), så hun kan fortsætte med gennem skriveriet at komme bedre overens med sin smerte og frustration som velfærdsfostret ung pige og datter af en folkeskolelærer og hjemmeplejer og med traumerne fra håndboldhallen.
Forfattergerningen mener jeg imidlertid ideelt set bør have højere, kunstneriske formål end forfatterens blotte selvterapi."

Ingen steder i den kronik står der, at hun ikke må kritiseres, fordi fra personligt smertefuld udgangspunkt eller at man ikke må drage den generelle relevans (hvad det så end er er ) i tvivl, fordi den er vedkommende for hende, tværtimod stå der, med forpulede versaler:

"SE DERES TEKSTER, SE MINE TEKSTER. Tal om dem, kritiser dem hjertens gerne sønder og sammen."

Det er et brøl og et skrig om at blive læst uden ynkeligt/ynkende filter - om ikke at blive reduceret til klicheen "unge usikre piger" og fremfor alt ikke få sin skrift reduceret til at være "afsendt" fra "unge usikre piger" (se i øvrigt min kronik-læning i blogposten nedenfor). At få lov til at være LITTERÆRT ambitiøs (akkurat hinsides den selvterapi som skriveriet kan have sit udspring i - og for søren stadig gerne (det kan læseren jo være fuldstændig ligeglade med om den gør) må fungere som, hvis den bare OGSÅ er kunst) :

"Jeg ved ikke, hvorfor det er et problem, at jeg er ambitiøs med mine tekster, jeg ved ikke, hvorfor jeg skal skoses for at have trang til at få udgivet bøger, have behov for at blive læst og set som forfatter."

Og forresten har de biografiske/personlige/private afsnit da intet med  "dagbogsuddrag" at skaffe, dertil er de alt for tæt fræsende og stiliseret skrapt skrevet, så dan er der sgu ingen der skriver dagbog, heller ikke Cecilie, hvis hun skrev dagbog, hvilket hun ikke gør, hun skriver skrift, og hvilken!

Spilfordærver

Tidsskriftet Atlas er udkommet som et Bogtillæg, der ser spændende broget ud, men som jeg ikke har nået at bladre ordentligt i - men selvfølgelig har jeg læst (det meste af) den glimrende artikel "Mellem børs og katedral", hvor jeg selv blive citeret, og jeg blev lidt forstyrret over, at visse af mine citater (hvilket er genren: kondenseret transskription af telefonsamtale - sådan ville jeg ikke selv have formuleret mig på skrift, men jeg fik citaterne til gennemsyn og var med på, at det var det, jeg cirka sagde/mente, og rettede en bittelille smule) komme til at lyde som den dér Mette Høeg, der er sket i mellemtiden, fx disse:

- Mange af de nye kritikere læser efter det politiske, det engagerede, det henvendende - og der adskiller de sig fra mig. Det er også årsagen til min frustration med hensyn til Olga. Jeg kan mærke, der er nogle konfliktlinjer, som jeg gerne vil have ekspliciteret. Vi skal have nogle kæmpe, fantastiske skænderier om det

- (om hvidhedsdebatten) Det blev så komisk, sukker Bukdahl. der var en hel masse, som brugte deres talemagt til at tale om, hvem der privilegeret, men ingen fik øje på, at de  fremhævelsen af de særlig politisk korrekte fuldstændig negligerede nogle andre.

- Et eksempel på, hvor jeg savner kvalitetsskelnen er i den del af den nye litteratur, der vil være generations- eller internetpoesi. Jeg savner her, at man kan skelne mellem de stærke digtere og de mindre stærke digtere. Mange af dem kender hinanden og mijøet er omgivet af høflighed, hvor det værste man kan være, er en hater - det bliver pludselig slået sammen med at være kritisk over for noget. Hvis du gør opmærksom på, at noget er svagt, bliver du gjort til en trold. Her kunne jeg godt savne noget mere diskussion om den litetratur, der nliver skrevet.

- Det må være kritikernes pligt hele tiden at spørge til modedigterne - at spørge til, hvor rigtige de er.

- Facebook er jo blevet både cirkusmanege og markedsplads, konstaterer Bukdahl. Mit problem med den litterære debat er, at den efterhånden bliver liket væk. Der er meget snak i den nye generation om, at man skal være så etisk - det er det, der ofte udarter sig til politisk korrekthed.

Men SKRIVER JEG NU den bort-like-ning af debat, jeg kritiserer, har jo intet til fælles med Mette Høegs konspirationsteori om et manfiøst, incestuøst, kynisk netværk, hvor vi hjælper hinanden til at få den opmærksomhed, som er det eneste, det drejer sig om. For mig handler det om blindheden for, at hygsomheden, venne- og veinde-heden, er en ubevidst udøvelse af magt, ikke mindst i form af tavshed. Vi kommer ikke udenom at udøve magt, hvad det gælder om er at være os magtudøvningen bevidst, hele tiden - og bestræbe os på at være lidt mere ARTIKULERET ærlige (også om bøger, vi ikke lige præcis anmelder, hvis det fx  er anmeldere vi er). Og så bør alle, der taler om litteratur, forsøge at udøve flittigt læsende nysgerrighed. Det er her, det går helt galt for Mette Høeg - unysgerrigt har hun tydeligvis så godt som intet læst af den litteratur, hun påstår ikke bare eksisterer, men også dominerer. Miljøet eller måske rettere miljøerne skal blive bedre til at læse andre end hinandens bøger, men dem læser de dog (mere eller mindre artikuleret ærligt). DET HANDLER OM AT LÆSE HVAD MAN TALER OM - MEN OGSÅ LÆSE HVAD MAN IKKE TALER OM, OG SÅ TALE OM DET OGSÅ. Mijøerne læser, hvad de taler om, men er dårlige til at læse, hvad de ikke taler om - Mette Høeg læser ikke, hvad hun taler om, og så burde den faktisk ikke være længere. Manglende empiri og belæshed gør det nemt at skildre værk-virkeligheden efter forgodtbefindende: Opfinde to helt vage kategorier af værker, navlebeskuende & politisk korrekte, fastlså, at disse kategorier i en eller anden inderlig forstand er kvindelige (= partikulære/narcissistiske/moralske visntok) og derfor uinteressante, påstå, at værker tilhørende de to katergorier og skrevet af kvinder dominerer den litterære scene (eller får en dominerende grad af opmærksomhed) - og smagsdømme, at disse værker ingen litterær værdi har (for det kan de simplethen ikke have, når de er skrevet af kvinder (der ikke er Olivia Nordnehof)). En negativ, misogynt farvet æstetisk/tematisk idiosynkrasi parrer sig med en på ubelæsthed funderet, paranoid fortegning af literær produktion og reception. Og det, der så BARE IRRITERER mig, er lige nu og her, at dette trælse forbitrede morads af mangel på reel KRITIK skal gøre det besværligere for os andre, DER LÆSER BØGERNE, at kritisere bøgerne og den måde, de, der skriver og læser bøgerne (især når de er de samme), IKKE kritiserer bøgerne og hinanden på (og ikke læser nogle andre bøger), fordi vi for alt i verden ikke vil tvangslinkes til dette trælse, forbitrede morads af mangel på reel KRITIK. Jeg vil også gerne kriistere et stykke nydeligt optimeret navnepåilleri for dets nydelighed og et stykke slapt automatiseret politisk korrekthed for dets slaphed uden at føle mig som Lette fucking Bøg! 

Okay, så lad os tage fodboldmetaforen

At snakke med Mette
Høeg og co. om ung
(kvindelig) litteratur
er som det må være 
for en fodboldfan
eller decideret -ekspert
at tale om Champions
League med folk,
der gennem de sidste 
5 års turneringer 
har set 5-7 kampe 
og husker lige så 
få resultater og med 
måneders mellemrum 
bladrer gennem 
BT's sportssider,
og hvem fanden ville
blandt andre lige så 
Champions League-
ignorante stole på eller
bakke op om, hvilken
uforgribelig mening
disse folk har om 
Champions League?
Nej, vel? Men hvorfor
er det så pludselig OK,
når emnet er litteratur?
End of metaphor

Lets' talk about books!

Sir Ravn Helm Jakobsen på FB om Deadline i går med mig og Lars Frost i studiet med Martin Krasnik og foroptaget skype-interview med Mette Høeg - LINK her:

Deadline om Høeg-gate var så pinligt, at jeg blev nødt til at holde pauser undervejs. Øjeblikket, hvor Bukdahl i ren frustration begyndte at hamre bøger i bordet, til gengæld? On point.

Det er min største fortrydelse bagefter, at jeg ikke bare - Deadline er live, intet kunne stoppe mig - begyndte at tale om BØGERNE, jeg havde taget med og omhyggeligt arrangeret på bordet, analysere dem og tolke og LÆSE OP af dem. Det er utroligt, at Mette Høeg og hendes proselytter kan blive ved med at bilde folk ind, at hun taler om "specifikke eksempler"* - i WA får hun nævnt 2 bøger (+ Llambías-sonetter) af Maja Lee Langvad og Josefine Klougart, og 5 (+ Llambías) forfattere (og 3 debatindlæg skrevet af 4 af dem - debatindlæg er IKKE litteratur/værker, undtagen når de er det - tænk hvis Rifbjergs og Nordbrandts litterære omdømme fx stod og faldt med deres debatindlæg)), og i de 3 (betydeligt mere neddæmpede (og bare kedelige bl.a. pga. manglen på værkkonkretion)) interviews, hun har givet siden, er der ikke kommet nye navne eller forbandede TITLER på bordet (bortset fra hun nu igen og igen og totalt uforklaret fremhæver Olivia Nordenhof som et POSITIVT eksempel - og nå ja, på TV var neger-patroniserende Karen Blixen det absolutte ideal (havde det så bare været Tove D, men hun er nok også for privat pip)). Og kritikken af den "syndflod" af bøger, hun helst ikke betitler, er, som påpeget af Peter Højrup i en FB-kommentar*, totalt intetsigende og overfladisk og bare sådan doven kræsent: det kan jeg ikke liiii', og ville have aldrig have været gangbar i en reel anmeldelse. En vældig mængde af (bortset fra 2-5 stykker) uspecificerede bøger kan en ph-d.-studerende i Mexico ikke liiii' - læs VIDERE!



*(Høeg i Politiken) Artiklen går ikke ind i personspørgsmål. De forfattere, der henvises til, har allerede fremstået i offentligheden og her promoveret dem selv og deres holdninger. Hvad angår angivelsen af specifikke eksempler i artiklen, så tror jeg ikke, det har svækket kritikken. I min optik ville kritikken have været for generel, vag og for nem at ignorere, hvis den ikke var underbygget af specifikke eksempler. Det er interessant, at Peder Frederik Nielsens meget skarpe nylige kritik af den samtidslitterære tilstands fiksering på form og individ blev stærkt kritiseret for ikke at ville give eksempler, og at når min artikel så giver de efterlyste eksempler, så opfattes det som 'personangreb'. Det er forbløffende – som tidligere nævnt – at forfattere, der alle har modtaget så megen velvilje og ros i pressen ikke kan tåle én enkelt negativ omtale – og at hele den litterære støtteklub mobiliseres for at indlede en klapjagt på kritikeren«.

** (Peter Højrup på FB) Jeg synes det mest underlige ved Mette Høegs argumentation for, at de bøger hun ikke kan lide, er dårlige, er at de er kedelige. Kedelig, kedelig, kedelig, skriver og siger hun igen og igen. Det kan hun for det første selv være, og for det andet, hvorfor læser hun så ikke bare noget andet? Jeg forestiller mig, at der må være en "spændende" bog, skrevet af en hvid, heteroseksuel mand, der handler om hårde temaer, som fx skibskatastrofer og pludselig død, et sted derude i bogstakkene.

Verdens mest veluddannede tavse flertal

Her er Wikipedias definition af Nixons udtryk "the silent majority":

The silent majority is an unspecified large majority of people in a country or group who do not express their opinions publicly.^[1] The term was popularized by U.S. President Richard Nixon in a November 3, 1969, speech in which he said, "And so tonight—to you, the great silent majority of my fellow Americans—I ask for your support."^[2] In this usage it referred to those Americans who did not join in the large demonstrations against the Vietnam War at the time, who did not join in the counterculture, and who did not participate in public discourse. Nixon along with many others saw this group of Middle Americans as being overshadowed in the media by the more vocal minority.

In 1967, labor leader George Meany asserted that those labor unionists (such as himself) who supported the Vietnam War were "the vast, silent majority in the nation."^[12][13] Meany's statement may have provided Nixon's speechwriters with the specific turn of phrase.^[14]
In the months leading up to Nixon's 1969 speech, his vice-president Spiro T. Agnew said on May 9, "It is time for America's silent majority to stand up for its rights, and let us remember the American majority includes every minority. America's silent majority is bewildered by irrational protest..."^[5]
Thirty-five years later, Nixon speechwriter Pat Buchanan recalled using the phrase in a memo to the president. He explained how Nixon singled out the phrase and went on to make use of it in his speech: "We [had] used 'forgotten Americans' and 'quiet Americans' and other phrases. And in one memo I mentioned twice the phrase 'silent majority,' and it's double-underlined by Richard Nixon, and it would pop up in 1969 in that great speech that basically made his presidency." Buchanan noted that while he had written the memo that contained the phrase, "Nixon wrote that speech entirely by himself."^[15]

Mette Høeg taler om sine anonyme tilhængere i mail-interview på politiken.dk:

»Jeg taler ikke om et miljø som sådan. Det er ikke min opfattelse, at der findes et etableret konkurrerende litterært miljø til miljøet omkring forfatterskolen, dets elever og fans. Men igennem min flerårige forskning i blandt andet skandinavisk litteratur har jeg registreret, at der findes en stor gruppe af litterært engagerede og involverede, som ikke identificerer sig med og ikke finder de diskurser og udtryk, som miljøet udspringende fra Forfatterskolen determinerer, interessante eller vedkommende«.
»Som reaktion på artiklen har jeg modtaget overordentlig mange private beskeder fra fagpersoner, jeg ikke kender personligt – journalister, forfattere, debattører, politikere, ph.d.’er, post doc’er og professorer – der bakker op om og sympatiserer med de perspektiver, jeg fremlægger i min artikel, og som giver udtryk for, hvor tiltrængt perspektivet er. De færreste ønsker imidlertid at udtrykke sig i offentligheden, fordi det miljø, der henvises til i artiklen, er så stærkt og aggressivt i forsvaret mod enhver udfordring, at kritikeren risikerer at blive lynchet. Dertil har jeg modtaget henvendelser fra en lang række privatpersoner, der rapporterer, at perspektiverne i artiklen deles i mange kredse i landet – f.eks. hos dansklærere på landets gymnasier«.

Bevisbyrdens bortnærværelse

Mette Høeg taler! med Berlingske - og hun mente åbenbart, hvad hun hvæsede på forsiden af WA Bøger, trist og besynderligt nok, men hun er stadig ikke meget for at læse og bare UDPEGE de konkrete. katastrofalt kvindelige og fælt feminine værker. Men åbenbart er Asta Olivia Nordenhof, der mildest talt er/agerer privat udkrængende, OK, hvilket reducerer gruppen af mistænkte betydeligt (hvis de også skal bare være bare en smule synlige/markante/kanoniske), ellers er Høegs good guys, hvad angår bekendelsesbranchen, naturligvis guys:

»Tendensen til inadskuen og selvbiografisk beskæftigelse er generel og findes indlysende også hos mandlige forfattere, som f.eks. Karl Ove Knausgård og Tomas Espedal. Men den forekommer hos langt flere kvindelige forfattere. Dels i deres værker, dels i deres offentlige meningstilkendegivelser. «
»Men mere end interessen i og inddragelsen af det selvbiografiske, som jeg mener sagtens kan fungere og forløses overordentlig flot i litteraturen, f.eks. hos Knausgård og Espedal, og desuden forfattere som Bjørn Rasmussen, Asta Olivia Nordenhof og Claus Beck-Nielsen, så er det håndteringen og fremstillingen af det personlige og partikulære – kønnet, kroppen, det indre følelsesliv – som jeg i skuffende mange værker finder kedelig, uvedkommende og uambitiøst selvoptaget.«
»Der udgives for tiden en mængde værker, hvori et utrolig banalt og uvedkommende personligt indhold – oplevelser med ekskærester og barndomsminder, gerne iblandet lidt naturindtryk og flora- og fauna-betegnelser – tilføjes et skin af dybde og kompleksitet gennem en sproglig og formmæssig bearbejdning. Og disse overfladiske, formfikserede værker, der ikke udtrykker andet end individets behov for at blive set i alle sine partikulære nuancer, og som kredser om konventionelt feminine tematikker, er i dag langt oftere skrevet af kvindelige forfattere end af mandlige.«

Hvilke og hvis værker består denne mængde af - i WA tale er Høeg ligefrem om "en veritabel syndflod af banalt-forfængelig litteratur i formbevidst indpakning". Kun fem kvindelige digtere nævnes ved navn i WA-artiklen: Maja Lee Langvad, Kristina Nya Glaffey, Josefine Graakjær Nielsen, Olivia Nordenhof (hvis digtekunst. forstår vi nu, er i orden) og Josefine Klougart. Heraf repræsenterer Langvad og Glaffey den anden af de to beklagelige tendenser, Høeg hysser mod, den politisk korrekte. De eneste VÆRKER, der omtales er Langvads Jeg er vred og Klougarts Om mørke (og JK's forfatterskab generelt). Høeg citerer og forholder sig til debatindlæg/interviews af/med Graakjær og
Løppemthin - det fremgår ikke, om hun overhovedet har læst deres debutbøger, hvoraf Graakjærs (og vi ser her bort fra kvaliteten (jeg kan LIDE hvad Langvad, Glaffey, Graakjær, Løppenthin skriver - jeg forholder mig skeptisk overfor Klougarts bøger), vi kigger på kvantitet vs. indholdsmæssig/formel karakteristik) godt kan siges at virke som en æstetisk (men kaotisk/kokset snarere end formfuldendt/slebet) bearbejdning af banal autobiografi (et forlist forhold), mens Løppenthins nok tager udgangspunkt - som så godt som alle DIGtskrivere - i hverdagslige hændelser, men lige så meget grubler hun (mandligt?) eksistentielt, men okay, vi tager begge med i første omgang. Klougart passer alt for perfekt, og det virker som om, det er den eneste forfatter, Høeg reelt har læst og (ikke uforståeligt) er blevet enerveret på - indskuddet, der begynder "oplevelser med ekskærester ..." hentyder direkte til hende. Men hvem andre af kvinder under 40, der har udgivet bøger de sidste halvandet år? Debutant Pernille Abd-el Dayems Ved revet kan vel godt rime, banal hverdag/barndom, forfinet formuleret. Og knap og nap debutant Ina Munch Christensens Nielsine, banal ungdom, vilter form. Olga Ravns roman Celestine bearbejder (både kokset og forfinet) skilsmissebarndom, lærerjob, kæresteproblemer, men det er for fanden også en SPØGELSESroman. Måske Liv Sejrbo Lidegaards digtsamling Fælleden, der udkommer næste uge, som parallelt med Løppenthin, men minimalere, hvisker og mumler sirligt om hverdag Hvem ellers? Vel ikke Amalie Smiths Marble (fuld af naturvidenskab) eller Signe Gjessings visionære Ind i det u-løse (og hendes næste bog lige om lidt) eller Christina Hagens formvrængende boyfrind eller Ninette Larsens Hybrid eller Lene Asps Lille håndbog for fortabte eller Hanne Højgaard Viemoses Helhedsplanen eller Stine Pilgaards Lejlighedssange (som jeg ikke læst)? Og så kan jeg ikke lige nu komme i tanke om andre (vigtige) under 40-årige kvindelige bøger fra 2014-15 (der er også nogle trælst kokette romandebuter, mere eller mindre baseret på banalt leben, som jeg ikke gider nævne, de er ligegyldige og lader ikke som om, at de ikke er det). Grov optælling (og faktisk burde Om mørke ikke tælles med, den er fra 2013): Klougart, Graakjær, Løppenthin, Abd-el Dayem, Munch Christensen, Ravn, Lidegaard. 1, 2, 3, 4, 5, 6 på halvandet år (+ 1), 2 hver sæson. Reel optælling, hvis de bare skal ligne karikaturen en lille reel smule: Klougart, Abd-el Dayem, (Lidegaard), (1 +) 1 og 1/2, Det er altså en bitte mængde og en sølle syndflod (af "politisk korrekt" litteratur kan jeg slet ikke få øje på ANDRE yngre værker ned Langvads - Glaffeys familie-humoreske Mor og busser passer hverken her eller der ).

Men SELV HVIS der var en syndflod, og den bestod af lige så (ifølge mig, der påstår, at jeg ikke tager andet end litterære hensyn (hvilket ikke betyder, at andre pinedød skal være enige i mine smagsdomme, men lad dog være med at beklikke dem)) stærke værker som de nævnte, HVAD SÅ? Så var det jo bare på den måde og om de slags ting, der stærkt blev skrevet af nogle forfattere af kvindekøn på det her tidspunkt, ved siden af de mænd, der skrev/skriver stærkt om de samme slags ting på de samme måder, og de kvinder og mænd der skriver om andre slags ting på andre måder, og så måtte vi jo bare deale med det, dvs. LÆSE LØS OG LÆSE TÆT. Vi har den stærke litteratur, vi fortjener, bortset fra den altid er stærkere END vi fortjener.

Portræt af et debatindlæg

Ved Jesper Christiansen (billede + tekst) i Venedig:



Skal man se helt fra Berkeley til København kan det være smart med en kikkert. Man skal blot huske at kigge gennem de små huller. Kigger man gennem de store huller ser man sit eget tågede spejlbillede og noget der er blevet stærkt formindsket.

Den perfekte boggave til Mette Høeg

er Gitte Broengs nye roman Frøken Klokken, som jeg anmelder pænt overstrømmende i WA Bøger på onsdag, hvor forfatteren også interviewes -

bortset LIGE fra, at forfatteren, som navnet antyder, er kvinde

MEN

romanen er mildt, men ikke insisterende velskrevet, stilen forsøger af alle kræfter at holde sig nøgtern og rationel

ingen fragmentering af fortællingen forsøges, bortset fra en række ikke-forvirrende flashbacks - tidens og rummets enhed overholdes strengt (bortset fra de flashbacks): i og lige udenfor et optagestudie, fra 10:15 til ca. 14:30 samme dag

romanen er en realistisk fiktion bygget på en virkelig, historisk begivenhed:
optagelserne til Frøken Klokken i 1939

intet privat og følelsesfuldt navlepilleri foretages fra forfatterens side:
hovedpersonerne er en ung telefonistinde, Frøken Klokken, og to midaldrende ingeniører (særdeles mandlig/maskulint erhverv), en Tidskontrollant og en Telefoningeniør - de har meget lidt til fælles (bortset fra telefonistindens køn og ingeniørernes alder) med forfatteren, født 1973, cand. mag i  litteraturhistorie og billedanalyse

altså: 2 mænd vs. 1 kvinde (hvad angår bipersonerne er forholdet cirka det samme, en tredjedel kvinder, to tredjdedele mænd) - og mændene taler hver for sig langt mere end kvinden gør

vi får meget lidt at vide om personernes privatliv og opvækst

locationen er mandlig/maskulint:
teleteknikvirksomheden L.M. Ericsson i Stochholm

stoffet/emnet er mandligt/maskulint:
telefoni, mekanik, ingeniørkunst - masser af strengt leksikalsk info om disse sager formidles

kønsrollerne er præ-Mad Men-traditionelle, underdanighed/timiditet vs. patronisering/galanteri, og problematiseres aldrig eksplicit af fortæller eller personer - ingen muslimer eller ikke-hvide eller jøder eller (vedkendt) homoseksuelle eller handicappede eller dværge eller adoptanter eller repræsentanter for andre minoritetsgrupper medvirker

- lad en ekspres-air mail med bogen indeni afgå sporenstregs til Californien, så hun trygt læsende kan falde lidt ned, scholaren

Den pinedød parodiske læsning

Altså som skribent på Weekendavisen Bøger med 4 tekster i dagens avis, 1 kommentar og 3 anmeldelser (af en svensk roman og 2 x 2 danske digtsamlinger) er jeg i første omgang bare egomanisk irriteret over, at Berkeley UC-Fullbright Scholar Mette Høegs afsindigt dumme og hadefulde og bare afsindige forsideartikel, "Dansk litteratur lider under kvindelige forfatteres dominans", selvfølgelig løber med al opmærksomheden. I anden omgang giver det ikke rigtig mening at polemisere mod så opkørt (for ikke at sige, nu kønsklicheerne bøjes i metrotunneler, så det kan hun da bare selv være: HYSTERISK) vrøvl. Der kører en skiftevis indigneret og bare måbende tråd under Lea Løppenthins FB-omtale af artiklen, hvor digteren Oskar Sjøgren har copypastet en greatest hits over yderliggående langt ude sound bites, og den kan jeg jo bare citere:

"josefine klougarts værker er eksemplariske for tendensen hos kvindelige forfattere til udskadelig svælgen i bløde vage temaer som kærlighed, sorg og tab."

eller hvad med der hvor kristina nya glaffey bliver omtalt som "ligeledes lesbisk".

eller: "de kvindelige (magtfulde litterater LB) får brænde til deres feministiske bål, mens de mandlige får udvidet kontaktfladen til forfatteraspirerende, beundrende og kønsmodne piger"

"det er typisk for denne litterære tendens, at den fremstår som det tilfældige individs selvoptagede forsøg på at hævde og performe sin egen, partikulære identitet under dække af at tale en større sag. forfatterne blander sig gerne i samfundsdebatten uden for værket, men også her fremstår teksterne som udtryk for den forvænte teenagers forkælede insisteren på at blive set og forstået fuldt og helt af sine omgivelser - ikke bare anerkendt eller respekteret eller forstået nogenlunde, men forstået helt præcist som vedkommende selv føler, at vedkommende er - i al sin uvedkommende kønslige og så videre partikularitet."

"mens de kvindelige forfattere således påstår kvindens undertrykkelse under den hvide heteroseksuelle mands dominans, modbeviser deres tekster påstanden gennem deres tydelige dominans i kulturen og udstiller dermed deres irrelevans og selvoptagethed"

"et væld af unge piger søger i disse år optagelse på forfatterskolen - alle tilhører de en generation, hvori hvert enkelt individ er blevet opmuntret i, at netop dét er noget helt specielt. der hersker hos disse yngre kvindelige forfattere en dyb optagethed af deres eget unikke indre følelsesliv og personlige historie; de føler en naturligvis relevans i ikke blot hævdelsen og fremstillingen af deres egen ordinære pigeeksistens, men også i udgivelsen heraf i bogform."

- jeg, LB, citerer den måske allerværste flovse:

Har man været indlagt på psykiatrisk afdeling eller medicineret, anses det som ekstra kvalificerende og adlende (som det blandt andet fremgår af rektor for Forfatterskolen Pablo Llambias' sammenligning af eget medicinforbrug med eleven Asta Oliva Nordenhofs i den selvbiografiske Monte Lema. Nordenhof er i øvrigt sidenhen blevet ansat som fast underviser på skolen).

- det er så offensivt og grotesk offensive at det fik først dig og så mig til at tro, at der simpelthen var tale om en situationistisk PARODISK tekst og en ikke ufremragende sådan. Jeg skrev i dagens korrespondance med WA Bøgers redaktør (der primært handlede om, at vi havde modtaget Nordbrandts nye digtsamling for sent til at få den anmeldt i dagens avis):

Og så behøver du ikke at svare på min til vished grænsende mistanke om, at forsideindlægget er en grum og skidegod PARODI - som alle lige nu på Facebook forarget hopper på.
 
Det har han ikke direkte afvist (og han behøver jo så heller ikke være in on the joke)! I Løppenthin-tråden præsenterer du, mit du, Cecilie Lind, i to tempi, parodi-teorien:

men jeg mistænker - altså det må næsten være en gimmick-text!? teksten er så dum og hadsk og udfoldet i sin idioti med alle grelle ord i verden (navlepillende, kvindelige forfatteres dominans, kønsmodne piger etc. etc.(???)) at jeg ikke kan tro andet end at det MÅ være en form for parodi på det mere usynlige idioti i litteraturdækningen - altså simpelthen måske et eksperiment HVAD det rent faktisk er muligt at få trykt af komplet håbløst ævl? Eller hvad???

jeg tænker – i tilfælde af at artiklen rent faktisk fucker med os – at det er et ret så vildt greb i forhold til at vise mig (jeg har gået og været ekstremt forarget i en time, indtil det dæmrede for mig) præcist HVOR meget pis jeg (som ”kvinde” og ”ung” og tidligere ”forfatterskoleelev” og bare som person der læser aviser) til daglig finder mig i at læse – jf. jes steins ”overvægt af kvindelige forfattere” i nordisk råd nomineringerne – jf. også Jonathan Swifts ”modest proposal” (børn af fattige mennesker som foder)

I givet fald er Harald Voetmanns ironiske kommentar et jo faktisk loyalt koncentrat af den rigeligt omstændelige besærkergang: 

Stakkels danske litteratur, sølle og forslået, væltet omkuld af bissende horder af kvinder, ude af stand til at vende sig mod verden, pint under Pablo Pilatus, gennemboret af stilethæle og kvast under irrelevant formfnidder. Måske er det på tide, vi gør en ende på dens lidelser, tager den af dage på human vis? Jeg er træt af at høre om dens lidelser, er nogen med på at dræbe det sølle kræ?