Klamphuggeri som sympatisk menneskeligt træk - og æstetik!?

Jeg har ikke læst Kim Leines nye roman Afgrunden (er det ikke en stumfilm med Poul Reumert og Asta Nielsen inkl. passioneret sigøjnerdans?), men det har Klaus Rothstein, og han har også anmeldt den i dag i WA Bøger. Og gad vide, hvad han mener om den, som sprogkunst? Dette er det tætteste, anmeldelsen kommer til en smagsdom:

Genvandt forfatteren så magten over stoffet (i anmeldelsens indledning citerer KR fra romanens forord, hvor KL tilstår, at "Stoffet tog magten!" og dermed blev en kortroman en mursten)? Ja, i det store hele.

Det kan man da kalde en uklar relativering! KR fortsætter:

Men kalkuleret kontroltab står Kim Leines hjerte nær. Han lader tvillingerne springe i havnen fra Langebro og skriver: "Men før ellers senere er man nødt til at indse, at man må overgive sig til den dyriske viljeløshed i faldet, og at man ikke længere er et frit menneske. Man er i kontrol, og så er man det ikke længere, og kontroltabet overtager kontrollen, og det er der også en frihed i."

Og anmeldelsen er slut. Men citatets klæge pseudo-aforistik slår altså ikke mig med sin kunstneriske styrke. Jeg er fuldstændig ligeglad med, at kalkuleret kontroltab står Kim Leine nær, som menneske - man mærker den bævrende biografistiske medviden, bygget på Leines autofiktioner og åbenhjertige interviews (med bl.a. KR) - og som kunstner, hvis resultatet er mængder af anstrengt og sjusket tekst, hvilket det ifølge KR er. Dette er anmeldelsens eneste stykke formel karakteristik og vurdering:

Kim Leine folder historien ud med langstrakt læselyst, men tager også skyldigt hensyn til små formeksperimenter med krigs-kortprosa, ofte læsset med fine ledemotiver og tung symbolik, ikke mindst religiøs, men af og til også med passager, der ligner halvbagte, forladte synopser.

Det lyder sgu ikke godt, vel ('tung' foran 'symbolik' er altså ikke et positivt adjektiv, selvom det måske er intenderet som sådan?)?

Rothstein insisterer på at se Leines sjusk som både et sympatisk menneskeligt træk (ligesom hans "ærlighed": "Her fortæller forfatteren (gennemført ærlig som han er) at romanen begyndte som et bestillingsopgave på et filmmanuskript") OG som en bevidst/ubevidst poetik/æstetik:

"Stoffet tog magten!« Sådan en teknisk tilståelseserklæring har jeg aldrig før set i en roman.
Men at det at skrive er en magtkamp mellem bog og forfatter, tror jeg gerne. Og så kommer jeg i tanker om, at Kim Leine engang har sagt, at romaner er som mennesker - uperfekte. Én og samme roman kan både byde på særdeles godt selskab og være ærgerlig og trættekær. Sådan er det også med Afgrunden.

Men det er da en dårlig poetik og æstetik (og igen: fuck I DEN SAMMENMHÆNG mennesket Kims menneskelighed! mange elendige forfattere er er elskelige mennesker (og omvendt!)), der retfærdiggør sjusk og slaphed for polyfoniens skyld. Polyfoni betyder en flerhed af forskellige stemmer, det betyder ikke polykvalitet, tekstspor- og passager af vidt forskellig kvalitet. JÆVNFØR IMMER DICKENS! Når han skriver drivende, uuholdeligt sentimentalt, skriver han med nøjagtig samme høje intensitet, som når han skriver humoristisk-grotesk fx. JÆVNFØR IMMER IMMER DICKENS! 

Derfor er Ib Michael ked af det i dag

Ikke på grund af de lidt tvungent glade, men reelt mellemfornøjede anmeldelser, han har fået i Jyllands-Posten (de trælse 4 stjerner), Berlingske (også fire stjerner), Weekendavisen og Information, men fordi (for hans stadig mere skrøbelige fan-segment altafgørende) Politiken endnu ikke har anmeldt; i de gode, gamle dage ville det være fuldstændig uhørt, at Politiken ikke (helst ved automat-begejstrede Søren Vinterberg) anmeldte en ny Ib Michael-roman på dagen, men nogen er ikke længere yndling nr. 1, buuuhuuu - nu bruger avisen og litteraturredaktøren i stedet pladsen på at prise prismodtager Kim Leine og ikke mindst prise ham biografistisk, og her kan hippie-direktørsønnen IM (der aldrig har modtaget Nordisk Råds Pris) slet ikke være med, Leine er en ny æras ani-selvfede, socialrealistiske mønsterbryder-helt (jf. også Yahya-omfavnelsen dér i svingdøren), og jeg advarer, dette er betydeligt klægt: FORDI man går så (detaljeret) grueligt meget igennem, bliver man Nordens nye store forfatter og får i tilgift lov til at opleve og kan som få oprigtigt påskønne "hverdagens nære lykke" (håber virkelig ikke Lars Frost, der i sin nye roman hvæser biedermeier efter sært nok Olivia Nordenhof, Bjørn Rasmussen og co., læser denne seriøst sentimentale klamamse, han bliver ikke ked af det, han bliver møbelsmadrende hysterisk af raseri):

Han er så langt væk fra det blærede og blaserte, man kan komme, for han har taget hele turen fra rendestenen og op til lyset i mere end en forstand. Det er derfor han kan skrive bøger, som emmer af kendskabet til det benhårde liv, som leves på underste klasse. Helt dernede, hvor man, som Kim Leine var nødt til det, junker sig selv for at kunne udholde endnu en helvedesdag. Han har været på det hele: lykkepiller, angstdæmpende piller, sovemedicin, kodein, hele tiden stadigt hårdere stoffer. Kim Leine er bestemt ingen litterrær tyv. Men det er rigtigt, at det var hans litterære forbillede, den bredt fortællende episke roman, gerne stærkt underholdende, der frelste ham. Det var nemlig bag årgangene af ' Vagttårnet' i hans troende mors bogreol, at han en dag fandt et eksemplar af Alexander Dumas' samlede værker. Da var hans skæbne beseglet. Da var Nordens nye store forfatter født. Med den tilføjelse, at Leine altså ligesom Morten Falch skulle igennem mange lidelser, før han havnede i det helt almindelige gode liv, som Leine vedholdende udtrykker sin taknemmelighed over at være blevet en del af. Det er ikke ret mange år siden, at forestillingen om et roligt familieliv var en fjern drøm for forfatteren, som også i går aftes i Oslo takkede sine børn, sin hustru, og sin familie i det hele taget for, at han kom til at opleve hverdagens nære lykke. Nej, det er ikke til at fatte, at denne pragtfulde forfatter i 2004, for kun i ni år siden, kom vaklende ud af vildmarken med blødende nålestik i armen og satte sig ned og skrev ' Kalak'.

Smålighed, kleinhed, Leinehed

Ikke siden Pia Tafdrup ... undskyld, men jeg gider ikke ikke synes, det er trælst og kedeligt og forkert, at Kim Leine har fået Nordisk Råds Litteraturpris for Proferne i Evighedsfjorden, først og fremmest på grund af de danske forfattere, der med ægte talent og originalitet arbejder forfinet/eksplosivt med romanformen, og fx bare Peter Adolphsen, Svend Åge Madsen (nomineret 3 gange), (PLUDSELIG!) Niels Frank, Henning Mortensen, Harald Voetmann (1 gang), Vibeke Grønfeldt (2 gange), Kirsten Hammann (2 gange), Marianne Larsen, Pablo Llambìas, Janina Katz (1 gang, for en digtsamling, nu for sent), Helle Helle (1 gang), Jens Smærup Sørensen (2 gange), Jens Blendstrup, Kirsten Thorup (1 gang), Charlotte Weitze, Christian Skov (1 gang), Lars Frost, Vagn Lundbye (1 gang), Christina Hesselholdt, Hans Otto Jørgensen, Pia Juul, Kristian Bang Foss, Christina Hagen, Kasper Nørgaard Thomsen, Lone Aburas, Bjørn Rasmussen og for den sags skyld, når han skriver om aztekere og lillesøstre, Ib Michael, surmulende just saying!

Kim Leine-prisen går for femte gang i år til Kim Leine!

Der er de litteraturpriser, der går til Kim Leine, de topstyret demokratiske priser, Kim Leine-priserne, Politikens, (Berlingskes og bibliotekernes) Læsernes, Weekendavisens, De Gyldne Laurbær og nu Radioens Romanpris (de tre der IKKE kom i finalen: Sten saks papir, Døden kører Audi, Min mor siger, SUK!, de to andre, ved siden af Profeterne i KEDSOMMLIGHEDSfjorden, der kom i finalen, Det blå NYS og Den stjålne POSTEJ, WHAT?), og så dem, langt færre, der ikke går til Kim Leine, de topstyret udemokratiske priser, Ikke-Kim Leine-priserne, Montanaprisen, der gik til Ursula Andkjær Olsen, Kritikerprisen, der gik til Pia Juul, og lige om lidt Bukdahls Bet - Den Smalle Litteraturpris, der heller ikke tilfalder Kim Leine, tør jeg godt love, selvom jeg er bange for at blive hypnotiseret til at følge af trop af intens voodoo-trommedans - kollega og Leine-fan Rothstein fortalte forleden på Frederiksberg Allé, at kulturministeren ved Laurbær-ceremonien var kommet til at kalde laureaten Kim Kleine, just præcis svarede jeg, Kim jeg-snupper-ikke-bare-alle-klejnerne-men-også-al-opmærksomheden-prisdiversitet-betyder-ikke-en-fregne-det-er-rarest-i-flok-og som-et-helt-folk-at-segne Leine.

Hvem skriver for nogen?

På sin blog skriver Stefan Kjerkegaard, der lige får læst bøgerne (undtagen Simon Grotrians) LIDT senere, fordi han er ansat på universitetet, om Kim Leines Profeterne i Evigehdsfjorden, som han vistnok mere kan lide end ikke, i hvert fald slutter blogposten sådan her:

Nuvel, Løgneren af Martin A. Hansen (en roman som jeg aldrig helt kommer til at holde af) var jo også en radioroman, skrevet på bestilling, og den betragtes som en klassiker i dag. Jeg synes, at Leines roman er bedre end Hansens, så lad mig bare skrotte alle forbehold og (som Roselil) brøle, at Leines roman er god. Den er, med alt hvad det indebærer inden for sin genre og art (bestselleren), faktisk fermt og konsekvent udført. Der ligger et stort og grundigt arbejde bag, og det er bestemt ikke mange forfattere, der kan håndtere en fortælling af den art, slet ikke danske forfattere. Leine kan sit håndværk, både fortællemæssigt og som skribent.

Jeg hader genrerelativeret kritik, og at en bog "indnefor sin genre og art" er "både fermt og konsekvent udført" og at en forfatter "kan sit håndværk, både fortællemæssigt og som skribent" kan i min kritiske bog aldrig være kunstnerisk ros. Faktisk tror jeg, at Kim Leine har en genuin ambition om at lave kunst og hvorfor nogensinde vurdere et skønlitterært værk som andet (jeg sidder lige nu og læser en roman om en filosof og teolog, der måske holder OK filosofisk og teologisk, men fandeme ikke som skrivekunst)?

En anonym  kommentator spørger Stefan det gode spørgsmål:

Er bestseller nu en genre?

Og får svaret:

Kære Anonym, nej, det skriver jeg vist heller ikke, jeg bruger ordet ART. Tænker bare at inden for romangenren, findes der romaner, der udover deres overordnede genremæssige placering også forsøger at placere sig i et, hvad skal man kalde det, kulturelt hierarki måske? Jeg tror ikke,at Leine fx har ambitioner om at få gode anmeldelser af Bukdahl eller Andersen Nexø. Han vil hellere have en stor læserskare, og det er jo fair nok. Det betyder ikke automatisk, at det er dårlig litteratur. Det er fx befriende, at Leine selv siger, at han lod sig overtale til at indskrive en mordgåde af sin redaktør (Simon Pasternak). Jeg tror fx ikke, at der er nogen, der forsøger at overtale, hvem skal vi sige...? fx Hesselholdt, til at skrive en mordgåde eller andet ind i sin prosa, sådan at den får bredere appel ; - )

Jamen, vi må da formode, at Pasternak (jeg har lige flået hans østfrontsroman Dødszoner til mig, som jeg forbandet nok ikke må/skal anmelde, og har meget svært ved ikke læse løs i den i stedet for al Kierkegaarderiet) har opfordret til en mordgåde for at gøre romanen bedre, ikke bare mere salgbar. Og igen: Jeg tror, Leine har ambitioner om at skrive en god roman, der modtager gode anmeldelser af hvem som helst. Men Kjerkegaard får det jo til at lyde som om, der er nogen, der skriver bøger med det formål at få gode anmeldelser af mig og Tue (der bestemt ikke altid deler smag - Jonas Rolsted!), og det tror jeg heller ikke, der er nogen, der gør, i hver fald ikke nogen, der er noget ved, og da slet ikke Hesselholdt; hun skriver, tror jeg på, de bedste bøger, hun kan skrive, men det gør dem vel på den anden side ikke uredigerbare, og det kan da godt være, at det en dag er et mord, der mangler, og at en redaktør kan gøre hende det begribeligt. Grundlæggende ved vi ikke eller bør vi i hvert fald være helt ligeglade med, hvad forfattere har af blakkede hensyn ud over den kunstneriske ambition og forholde os aristokratisk attituderelativistiske: alt kan være stor litteratur, hvis det altså er stor litteratur; Susanne Staun, DK's eminenteste genreforfatter indenfor den populæreste genreart: krimi & thriller, vil da skide på, om hun er en fremragende krimi- og thrillerforfatter, hun vil være og ER en fremragende forfatterforfatter (og alle vil altid sælge mange bøger, også Simon Grotrian!).

Entydigt tvetydig tvetulle ensretter enøjet

Opskriften på at skabe en karakterløs karakter (som kritikere (og kulturjournalister) er glade for) er at definere ham og hende rent tematisk, og læg mærke til, hvordan det er både biperson og hovedperson, der med en trist spejleffekt her tema-reduceres, af den tjenestevillige forfatter selv:

Mange af dine personer lader sig kødeligt friste. Hvilken betydning har det, at Morten Falck i romanen også fristes af en hermafrodit?

»Det er det fysiske udtryk for den splittelse, der findes i ham. Det bliver konkret en repræsentant for hans egen splittelse mellem kød og ånd, mellem mand og kvinde, videnskab og tro, borgerlighed og vildskab«, siger Kim Leine.

Nå, ja, prismæssigt

så fik Kim Leine selvfølgelig Politikens Litteraturpris - what else is new? Han vinder garantrisset også Radioens Romanpris og Læsernes Bogpris og hvorfor egentlig ikke - selvom Klaus Rothstein i sin WA-pris-tale venligt fortalte ham at det var lidet sandsynligt - Nordisk Råds Litteraturpris, og om et år er det hele glemt, ligesom ham fra sidste år, hvad hed han? Erik Valør!? og hans bog, hvad hed den? Det hundredesyttende skravl?

Redaktøren burde have skrevet bogen

Jeg glemte at skrive, at redaktør (og sej krimiforfatter jo) Simon Pasternak i sin tale for (dobbelt, også Laurbærrene jo (foreløbigt ...)) prisvinder Kim Leine ved Weekendavisens Litteraturprismiddag torsdag aften fik Leines vinderprisroman Profeterne i Evighedsfjorden til at lyde som et totalt dragende must: genrejagende (som en anden Bang Foss (også Pasternakredigeret)) fra bygdkrimi til Melville-idyl til norsk fjeld-roadmovie: HVIS ALTSÅ JEG IKKE HAVDE LÆST DEN! Leine selv talte om, at det skønne ved tykke romaner var, at de også gav plads til at skrive dårligt, men det er jo noget vrøvl - JF. FOR EVIGT DICKENS (og også Dorph & Pasternaks krimimonstrummer) - der er plads til at skrive vidt og vildt forskelligt, og tillige skrive hylende sentimentalt og plat patetisk (se snarlig blogpost ovenfor om Ursula Andkjær), men hvorfor skulle der være plads til at skrive dårligt? Det bør der ikke være plads til nogen steder som helst.

Sort hævner vs. hvid tøsedreng

Jeg skal tale med WA-kollega Klaus Rothstein i 24syv klokken ca. 20.00 om Profeterne fra Evighedsfjorden (der sandsynligvis - jeg ved det helt ærligt ikke - løber med Weekendavisens Litteraturpris på torsdag, og hvis den gør, skal Rothstein, som romanens begejstrede anmelder, holde talen), og kan I ikke holde mig fast på, at jeg skal sammenligne romanen med Django Unchained som 2 fiktioner om racistisk folkeslagsundertrykkelse: Leine sender genreblindt og -naivt en skvattet, sjælesyg præst ind i det betændte morads på Grønland, Tarantino sender genrehallucinatorisk en hævngerrig, befriet slave ind i det betændte morads i sydstaterne - der er forskel!

Kim Leine er lidt bedre end Carsten Jensen

Nu er jeg endelig kommet igennem Kim Leines til både Nordisk Råds Litteraturpris og Weekendavisens Litteraturpris (hvor den vel er favorit; de mange begejstrede Bang Foss-læsere klipper sgu ikke kuponer!) nominerede roman Profeterne i Evighedsfjorden, og jeg er altså ikke imponeret og slet, slet ikke fortryllet eller forført eller voldført - som jeg er af aldrig-nominerede Pia Juuls og Hans Otto Jørgensens og Christina Hesselholdts og Marianne Larsens 2012-bøger. Jeg synes simpelthen ikke, Kim Leine skriver særligt fremragende: når han ikke skriver klodset og klumpet og akavet, skriver han bare gråmeleret kedeligt og infoudbokset; jeg sidder hele tiden og tænker på, hvad særligt fremragende prosaister som Klaus Rifbjerg eller Henning Mortensen eller Vagn Lundbye eller Kirsten Thorup eller Vibeke Grønfeldt - ELLER JØRGEN SONNE! LÆS STRAKS NATTEN I ROM! SÅDAN SER HISTORISK SANSELIGHED UD! - kunne have fået ud af dette ret fantastiske stof: Oprørske grønlandske profeter sidst i 1700-tallet. Og hvad er det også for en trist dansk eller nordisk romanregel, at alting, også oprørske grønlandske profeter, skildres mest adækvat som en sammenbrudsroman: endnu en hvid, midaldrende mand i krise, ham gider vi da ikke høre om, vi vil høre om de oprørske grønlandske profeter som historiske hovedpersoner i deres egen grønlandske, oprørske, profetiske ret, ikke bare som projiceringsramper for midaldrende krisebevidsthed; i det hele taget forstår jeg ikke den postkolonialistiske begejstring for romanen (og Leines forfatterskab), ja, der er kritisk kritik af kolonistyrets brutalitet, men hele tiden optræder Grønland og grønlænderne alligevel som den eksotiske, dæmoniske, moralsk frisatte etc. ANDEN, og er det ikke den slags trælse figurer, postkolonialisme skulle forestille at underminere? Og så alt det med kroppen og dens udsondringer og uddunstninger - Asger Schnacks og (nok mest) Lilian Munk Rösings nomineringstekst handler nærmest ikke om andet: "Det er som om menneskekroppen hos Leine er i en konstant opløsningsproces, hvad enten det er sved eller slim eller råddenskab der siver ud af den. Det forunderlige er at man som læser ikke bare brækker sig, men faktisk kan føle sig opfyldt af en vital glæde over at være lige så gennemtrukket af alt dette flydende fordærv som de skildrede 1700tals-eksistenser. Det er denne forankring i en kropslig eksistens som er gjort af diverse former for udflåd, der er Kim Leines credo. Det er denne forankring der forener nutidens læsere med 1700-tallet, og danskere med grønlændere, i Leines epos." Vi er alle fulde af lort, ergo er alle tider og verdener 1 og bogen god? - men det har da længe været en almindelig vinkling grænsende til tyk kliché i historiske romaner, at prinsessen sveder tran under krinolinen, i fx Maria Hellebergs historiske romanfabrik, som jeg helt ærligt går ind for, er tæt, kvalmende sansen et fast element, proft leveret vs. Leines ulidelige overkill, som så åbenbart er det, der pris-kvalificerer, Helleberg har komiteen med garanti slet ikke læst. Både Profeterne i Evighedsfjorden og Èn af os sover er romaner, der er uoriginalt tænkt og uskønt udført, varm luft i gamle cykelslanger, der er punkteret på forhånd og derfor ikke kommer ud af stedet i den beskidte sne, som dækker det smeltede isbjerg -

Bedragerisk armod

Det er jo ikke sikkert, at jeg kun har 1 tekst med i WA denne uge, anmeldelsen af Hans Otto Jørgensens Strange days indeed, så markant mindre end anmeldelserne af Kim Leines og Liv Mørks markant tykkere (og for Leines vedkommende markant forlagsopgejlede) bøger, jeg hader den slags forholdsmæssighed, især selvfølgelig når den går ud over mig og mine - det kan jo være, at der gemmer sig op til 5 yderligere, signaturslørede og urenfærdigt forfattede tekster i gedulgte og/eller grelt oplyste hjørner af avisen, hvem ved?