Rundhoved vs. langhoved

Af pladshensyn røg min fysiognomiske sammenligning mellem Jan Sonnergaard og Christian Skov ud af min kommentar om de to prosaister i fredagens WA Bøger, og det var måske meget godt:

-->

"Sonnergaard ligner på sine forfatterportrætter en polisk smilende, altgennemskuende leder af en dionysisk kult, Skov en melankolsk sukkende, altgennemtvivlende provinspræst. Rundhoved vs. langhoved."

Jeg fik heller ikke mit teksteksempel på yngre Skov-påvirkning med:

" Skov-stilen derimod var og er til stadighed en særdeles smitsom virus, hos erfarne prosaister som Vibeke Grønfeldt og Hans Otto Jørgensen og hos yngre folk som Dennis Gade Kofod (i 2007 medredaktør af en bog om forfatterskabet) og Josefine Klougart. Tjek bare  dette sætningspar fra sidstnævntes nye roman, New Forest: ”Hun forestillede sig tage af sted fra ham. Så ham for sig.” Skært Skovsk! Og smittevejen er tydelig, det er gennem Jørgensen, deres forfatterskolerektor, at virussen har ramt Kofod og Klougart"

Hør mig være overvejende glad for Josefine Klougart

(s essay om søvnløshed i Politiken) i AK 24syv i går - link her - hvor jeg adresserer en lytters mistænksomhed overfor hendes (/ tekstens) dybsindighed. Jeg fremhæver præcisionen (og den i resten af essayet fraværende snerren (sovehjertet er et død hjerte)) i essay-billedet:

-->

Hun har et godt sovehjerte, sagde de. Jeg forestillede mig et af de store oksehjerter, dem jeg havde set i flamingokasserne på gårdspladsen efter slagtningen, de lå for sig selv, skåret ud af kroppen og spjættede i kassen, sådan huskede jeg det, spjættende men svagere og svagere - indtil de til sidst ikke længere rørte på sig, var blevet uskyldige sovende hjerter.

på bekostning af den skrumlede, ufrivillige surrealisme (når man kommer til at tage det bogstaveligt, hvilket jeg altid gør) i roman-billedet (fra Om mørke):

Hans øjenbryn er større og mere og mere som planter,
hendes blik er lavet af træ.
Wiernestolenes spændthed i træet, måden det bøjer på, som kærlighed, der overvintrer.
Det at overleve sig selv..
To bjælker der står skråt op gennem rummet og holder ham oppe.

(for at den opadskrånende blikbjælker skal holde ham med planetøjenbrynene (hvad for en slags planter? ret afgørende - bregner?) oppe, må han enten stå på dem, eller de må være placeret under hans arme som krykker på den forkerte led (i hvilket tilfælde hun er temmelig lav)?) - det er pænt makabert, hvis den enes blikbjælker skal forestille at gå ind i eller ind under (jeg ved ikke, hvad der er værst) den andens øjne (i en twisted variation over bjælken i dit eget øje)) og på den facon holde ham oppe; det bliver også nødt til at være to yderst tynde bjælker (og så er det vel snarere pinde?), hvis der skal være plads til dem begge to, og de skal udgå fra øjnene (med mindre øjnene er meget lange og bjælkerne altså står på højkant, men så .. ) - HOV! stop nu, Lars, du skulle forstille at være overvejende positiv! men det er jeg i radioudsendelsen, Lars, mindst 60 %)

Eksilforvirring

Den norske digter Tomas Espedal og
den svenske digter Josefine Klougart
liker, at den danske digter Asger Schnack
siger, at jeg skal fucke off, men hvor skal
jeg så fucke off til?
                                De finske skove?

En jantepost om skandinavisk storhed

Ingen forfatter er ikke betydeligt indbildsk, undtagen måske Eske K. Mathiesen. Men der er forskel på, hvor offentligt indbildske, forfattere tillader sig at være. På førstepladsen over offentlig indbildskhed har vi nok Søren Ulrik Thomsen, der i hvert eneste interview før eller siden når frem til at tale om sin egen ikke usandsynlige udødelighed. På andenpladsen velsagtens Jens Christian Grøndahl, der er helt utroligt anerkendt i Frankrig og Italien og miskendt i Danmark, fordi hans skjorter er så dyre og velstrøgne, men siden han udgav sin anonyme Helle Thorning-roman - og anonymt fik klart dårligere anmeldelser end han får i eget navn - har han og hans indbildskhed været som sunket i jorden eller i sandet på Gl. Skagen måske. Med biografien på sin nye hjemmeside ryger Josefine Klougart direkte ind på tredjepladsen, thi der er jo ingen anden afsender her end hende selv, en lille montage

Danish-born Josefine Klougart (b. 1985) is after her four first novels considered one of Scandinavia’s most important writers.

(af hvem præcist? ud over Asger Schnack og Lilian Munk Rösing og et par svenskere?)

In February 2012 Klougart published her third novel Én af os sover (“One of us is sleeping”, Rosinante 2012), which was hailed by the critics:

(af alle kritikere? nej, vel?)

In December 2013 her fourth novel came out, On Darkness it is called and it was nominated for two major literary prizes in Denmark and is one of the best reviewed books in Denmark in 2013 – of one of the best selling writers of quality literature in Scandinavia.

A “sparkling star in the literary skies”, she has been called and despite her young age she is considered one of the most important writers of her time. She has received a scholarship from the Danish Art Council and her novels have all demonstrated that a work of high intellectual and artistic quality can also become a bestselling title. She has been compared to writers as Joan Didion, Anne Carson, Hanne Ørstavik and Virginia Woolf.

(det er så smart, det med med at være blevet sammenlignet med X og Y; hermed sammenligner jeg Josefine Klougart med William Shakespeare: Shakespeare var forfatter, Klougart er forfatter, Klougart er ligesom Shakespeare, og i næste opdatering kan der stå: She has been compared to writers as William Shakespeare, Joan Didion, Anne Carson, Hanne Ørstavik and Virginia Woolf)



- forsidebilledet på Josefine Klougarts hjemmeside

Bogobjekt bogabjekt bogpapjuks bogpipyoghurt

Jeg er vel bibliofil, men som elskende sære, besværlige, monstrøse, skrøbelige bøger og ja, ja, også førsteudgaver, NØGNE førsteudgaver, luksusificeret indbundne førsteudgaver (eller andre udgaver) med guldsnit og sager siger mig ingenting, og heller ikke rigtigt lækkerheden i fra starten af lækkerficerede bøger (alle de Brøndum-bøger på bøttepapir kunne jeg sgu aldrig holde ud), det er for mig slet ikke derfra auraen emmer.

Jeg forstå derfor ikke pointen eller tiltrækningen ved luksusudgaven af Josefine Klougarts Om mørket, som Kristian Ditlev (lidt for (sigende nok!)) velskrivende "anmelder" i WA Bøger, og ville heller ikke have gjort det, hvis jeg syntes bogen var god (det fremgår ikke, hvad Ditlev synes, eller om han overhovedet har en mening):

Særudgaven af Om mørke vejer 582 gram, altså godt et halvt kilo, og den ligger påfaldende godt i hånden - blandt andet, fordi den er relativt dybt falset i ryggen, så man har noget at holde i, den har kant kunne man sige, men også, fordi vægten i sig selv tilfører læseoplevelsen en form for metaforisk tyngde. Bogen føles vigtig. Til sammenligning vejer Thomas Manns klassiker om Felix Krull, som Tranebogs-paperback fra Gyldendal anno 1968, kun 259 gram. Og den er endda 50 sider længere.Den åbner også helt anderledes end en ordinærudgave, fordi den i det hele taget næsten ikke - eller nærmere: helst ikke - åbner. Man må så at sige volde den, hvis man vil læse den ordentligt. Men det kan den til gengæld så også tåle. I årevis. For den er nysyet i ryggen, og så er den tillige udstyret med kapitælbånd.Stofstykkerne under ryggens øverste og nederste kant er smukke, også mørke, så den høje kvalitet bliver let skjult, diskret, delikat.

 Jeg ved slet ikke, hvad kapitælbånd er! Og jeg er også inderligt ligeglad!

En bogligt spektakulær og elskelig bog for mig er Christina Hagens Boyfrind, som Tue Andersen Nexø anmeldte svalt og fascineret præcist, men for tidlig, trælst nok (fordi jeg ikke selv var begyndt at tænke kritisk artikuleret om den endnu - og nu skal jeg vikle mig ud af Tues rammende ord) i Information i fredag, et klip:

Det her er ment som en ros: der er noget både lækkert og tarveligt over Christina Hagens nye, kaffebordsstore bog boyfrind. Og jo, stavefejlen er med vilje, der er også et lille hjerte over i’et på forsiden, som derudover viser en buttet mave og en utroligt slap pik. Sådan er Hagens fjerde bog nemlig, konceptvæk og smuds på samme tid, skarp og sølle, forstyrret pubertetsdrøm og bevidst ødelæggelse. Den minder så også mere om en kunstbog end om et stykke dansk skønlitteratur. boyfrind består halvt af håndskreven tekst på engelsk i skiftende farver og halvt af sært beskårne snapshot-fotografier. Man bladrer sig gennem halvnøgne mennesker – ofte kun en torso eller et knæ – og fotos fra billige turistfælder, ofte uskarpe, tit flade i farverne. Nogle billeder er sære og foruroligende, en pose med tis hængt bag et sæde i en charterbus, en serie med en spansk luder, en anonym, thailandsk mand i et billigt værelse med stift lem og solbriller. Andre gange er de nærmest ikke-billeder, de viser et fravær af motiv. Tilsammen giver de en fin, flimrende fornemmelse. En underlig kvalm kropslighed presser sig på igen og igen, svedig som gamle lagner. Som altid er der noget melankolsk over mange fotos samlet et sted.

- en bog skal ikke være en trophy wife, den skal være en blakket boyfrind. 

Hvor minimalistisk kan smålighed være?

2 FB-opdateringer ved Asger Schnack (ikke uapropos inhabiltet):

Jeg har deltaget i mit sidste møde i Bedømmelseskomiteen for Nordisk Råds Litteraturpris. Det har været fire spændende år. Jeg har mødt en gruppe meget tiltalende mennesker, som jeg vil savne. Jeg har læst ufattelige mængder af bøger, hvoraf mange, som jeg ellers aldrig ville have læst. Og jeg har fået indblik i en smålighed og indskrænkethed i det danske litterære miljø, som langt overgik min forventning(!).

Fem ting om Josefine Klougart:
Hun har skrevet nogle af de bedste danske romaner i de sidste hundred år.
Hun er braget igennem i Norge og Sverige. Nu venter Frankrig.
Hun har smagt den danske smålighed, når den er værst.
Hun udviser selv en grænseløs generøsitet.
Hun siger altid noget interessant, når hun bliver interviewet.

At udnævne Josefine Klougarts romaner til "nogle af de bedste danske romaner i de sidste hundrede år" (hvilket mindst må betyde blandt de 50 bedste, mellem romaner af alle fra Scherfig og Tom Kristensen over Grønfeldt og Smærup til Helle og Hammann) er rigtignok det modsatte af smålighed, det er nærmest storhedsvanvid pr. stedfortræder (= vel lige præcis lærerens umådeholdne stolthed over præmieeleven). Men jeg vil kalde det magtfuldkommen fornærmethed at kalde det smålighed som værst, at det bliver debatteret og kritiseret, at man (Schnack + Lilian Munk Rösing) ud af de i alt 8 nomineringer, de har haft til rådighed, har nomineret roman nr. 1 og 3 af en ung forfatter, hvis genialitet altså ikke er et objektivt faktum - Nordisk Råds Litteraturpris er jo for fanden ikke Bebop-prisen! - og hvis småligheden i opdatering nr. 2 går på andet end Nordisk Råd-debat, blive ordet fuldstændig meningsløst: 80 til 90 % af anmeldelserne af Klougarts romaner har været 80 til 90 % positive og begejstrede; det er et i den grad FORKÆLET forfatterskab (også fordi så godt som alle potentielt kritiske, både jævnaldrende og ældre kolleger konsekvent lader være med at udtale sig (offentligt) om bøgerne, dvs. ikke bare Olga Ravn, men hvem som helst). Med andre ord:

Hun har smagt den danske kritikløshed, når den er mest velvillig.

Seneste interessante interview-udtalelser, i noget svensk magasin:

– Jag känner mig främmande i den danska litteraturen – den ende överlevaren efter en flygkrasch. Som om jag var den enda som befann mig på den här frekvensen.

– Litteraturen är inte en rebus som ska översättas till några rationella begrepp. Ett sådant synsätt har ödelagt folks möjligheter att känna något och bli rörd av litteraturen och jag har bestämt mig för att skriva som det är – hur människan upplever livet – det är ingen av oss som kan dra en linje över våra liv och göra den till en entydig berättelse.

Top 3 over årsager til Sverige-skeptiske følelser hos en dansk litterat

1. Sverige er betænkelig ved Yahya Hassan

2. Sverige er begejstret for Josefine Klougart (en anmelder bliver til sne (med hukommelsestab) af at læse hendes bog: "Jag lägger ihop boken som består av bilder och vet att jag inte kommer att komma ihåg en enda av dem (utom äpplena). Därför måste jag läsa den igen. Och igen. Jag läste en roman som bestod av snö, i dess tusentals namn och betydelser. Jag läste en roman som gjorde mig till snö." - hvad det betyder i forhold til debatten hvid-ikke-hvid kan jeg ikke helt overskue)

3. Sverige vil ikke tillade Daniel Dencik at se hans børn

Om gråmelerethed

Jeg er ikke selv så glad for min anmeldelse i dag i WA Bøger af Josefine Klougarts Om mørke, den blev for skramlet og uklar; jeg burde have undladt interview-citatet, som sender mig på kringlede afveje og startet med slutningen cirka. Men det er så også en seriøst skrumlet og uklar bog, hvilket faktisk er noget af det bedste, der er at sige om den, i forhold til de foregående meget mere strømlinet og ensporet klodsede værker. 

Jeg ville gerne have fremhævet de to grumme hestescener i bogen, som genuint og intenst grumme, og som antydende en bog, der kunne have været, en intenst grum, alternativ hestebog, en horror-hestebog.

Jeg ville også gerne have jævnført med Jens Christian Grøndahsl tidlige, også stærkt noveau roman-inspirerede og -epigoniske forfatterskab, og Om mørke med Grøndahsl tredje roman, den lige så semi-monstrøse og blik-ophængte og flimrende Rejsens bevægelser, 1988, som imidlertid er helt anderledes monoton-monolitisk, selvsmagende sirlig; Klougart er for forfjamsket og ustadigt et rodehoved til at hendes skønskrift for alvor stivner, heldigvis.

Og så anmeldte Erik Skyum-Nielsen romanen i dag i Information på en typisk skizofren Jekyll & Hyde-facon: først får vi den djævelsk onde anmeldelse, og så kommer den engleligt henrevne anmeldelse (der sammenligner, positivt, med selveste Vorfrue, Inger Christensen), højst skeløjet, lad mig nøjes med at citere anmeldelse nr, 1 her (der er spøjst parallel med begyndelsen på min anmeldelse; vi udstyrer begge bogen med en trodsig taleboble):

Kammerater! Vi er samlet her i dag for at protestere, gøre hårdnakket indsigelse og i fællesskab kræve vor frihed, vor ret! Vi protesterer hermed imod Josefine Klougarts nye bog!! Mod dens åbne, intetsigende titel. Mod dens stive, alt for tykke, monumentale bind. Mod dens kornede, uklare fotoillustrationer.Men først og fremmest protesterer imod det overgreb, hun har begået ved at bunke os sammen, 143 totalt uskyldige tekster, der så godt som ingenting har til fælles bortset fra selve den vanskæbne, vi føler det er at skulle stå i netop denne bog. Hver for sig er vi spinkle og svage. Men sammen er vi stærke. En for alle, alle for en!« Sådan kunne indledningstalen lyde på et revolutionært stormøde for de overmåde forskelligartede tekster - fortællende prosa, prosalyrik, dramatik og miniessays - som Josefine Klougart nu har bragt sammen i ét bind.

Og her er min oprindelige trompet, der kort og klart siger alt det, jeg har et sådan besvær med at få udtrykt nede i anmeldelsen (en trompet er også et stykke forpligtet kritik, Olga og Caspar):

CLOUDY GARDER

 

- en af resultaterne på billed-søgningen 'cloudy garder' , det her (fundet ved bare at søge 'garder') er mere to the point:

Kan man tage en gif på ordet?

Tilbage i september afsluttede jeg en Blæksprutte i WA Bøger således:

Jeg ved, at Olga Ravn, eks-kritiker på Femina og Information, kan lide, at hendes medredaktør og skolekammerat Josefine Klougart er indstillet til Nordisk råds Litteraturpris for anden gang, men jeg ved ikke, hvad hun mener om Klougart som forfatter, og det vil jeg gerne vide. Digteren René Jean Jensen slagtede spektakulært  Henrik Dahls debutroman i Information, og det kunne temmelig mange digtere lide, men det er for nemt at mobbe dilettanter: Vi vil se professionel brydning!

Det svarede Olga ikke umiddelbart på, men på hendes blog kunne jeg "læse" denne uimponerede Mary Poppins-gif:

Når min facebookstatus er en nyhed i avisen:

- i går postede hun så, som del af sin blog-julekalender denne gif-duo,

Hvad Josefine Klougarts nye roman siger den er:

Hvad Josefine Klougarts nye roman rent faktisk er:

som vel skal forstille at sige noget kritisk om Klougarts nye roman Om mørke, måske er det faktisk Danmarks første (kritiske) gif-anmeldelse, og al ære for eksperimentel kritik, men hvad siger dobbelt-giffen egentlig? At romanen gerne vil være et monster i en mobiltelefon, men i virkeligheden er den en dukset hestepige. Det er afgjort en rammende og vittig formel, men er det nok? Kan man som kritiker, og det mener Olga forhåbentlig stadig hun er, nøjes med den slags terroristisk koket maskepi, bliver man ikke nødt til at melde anderledes artikuleret kulør?

6 pacemakere

Hvad er bevæggrunden til at give en bog det optimale stjerne/hjerte-antal: 6, som Politiken nyligt ved Jes Stein Pedersen gav Kaspar Colling Nielsens Den danske borgerkrig og i dag ved Lilian Munk Rösing giver Josefine Klougarts Om mørke? Jeg selv giver kun stjerner, når jeg anmelder film i Ekko, hvilket er evigt svært, og gennem de 7 år, jeg har filmanmeldt, har jeg kun to gange givet 6 stjerner, til David Lynchs Inland Empire og til Wes Andersons Moonrise Kingdom, og da jeg anmeldte den sidste sammenlignede jeg de 2 film:

Den eneste anden film, jeg har givet seks stjerner, er David Lynchs Indland Empire, og det var fordi, en stor og brandoriginal yndlingsauteur udsyret, men umiskendeligt gik helt fra koncepterne. Monnrise Kingdom  - mystisk som titlen rimer på Indland Empire … - skal have seks stjerner fordi, en stor og brandoriginal yndlingsauteur hyperkoncentreret (og) umiskendeligt holder sig til koncepterne og igennem denne hyper-koncept-koncentration frisætter og elektrificerer et vidunderligt kunstnerisk overskud.

Jeg ved ikke, om jeg ville have givet nogen bøger 6 stjerner i år, og det behøver jeg heller ikke at vide, for jeg skal ikke give nogen bøger nogen stjerner, og jeg synes, stjerneafgivning er en pænt stupid og meningsløs form for kritik - men hvis vi nu LEGER, at jeg kunne og skulle give stjerner, så vil jeg måske nok give Niels Franks Nellies bog, for dér går en yndlingsauteur fra koncepterne, og Marianne Larsens Umulighedsportal, for dér holder en yndlingsauteur sig til koncepterne, seks stjerner hver, bortset fra at jeg altså ikke giver nogen stjerner til nogen bøger.

Hvad er det for optimale kvaliteter, Klougart får 6 hjerter for? Det er ikke helt klart, men det er vistnok, at kritikeren bliver rørt, og (at hun bliver rørt af) at oplevelser og følelser, iagttagelser og tanker formuleres optimalt smukt og præcist:

Skriften skaber billeder, som læseren ser for sit indre øje, skriften skaber en stemme, som læseren hører for sit indre øre. Klougarts skrift skaber billeder, som man har lyst til at tapetsere sit indre med (»Kroppen er en kam man kan trække gennem tankerne«) eller sende som postkort til nære og fjerne kære. Dette billede går ud til min søster: »Wienerstolenes spændthed i træet, måden det bøjer sig på, som en kærlighed, der overvintrer«. Dette går ud til min ekskæreste: »Hans krop der ikke er der længere. Aftryk af menneskekroppen er på en måde mere menneskelig, end menneskers kroppe er det«. Klougarts stemme er på én gang skarp og nådesløs og mild og livgivende som lyset.

Jeg synes ikke, kritikerens eksempler overbeviser som eksempler på optimalt smukke og præcise formuleringer (de går fra det ufrivilligt groteske, kroppen som en kam, til det højstemt klodsede, stole-spændthed som overvintrende kærlighed), men først og fremmest formår hun ikke selv at præcisere, grimt eller smukt, hvad der er det optimalt særlige og særegne og egensindige, det perfekt eller eksploderet auteuristiske, ved Klougarts litterære stemme eller bare stil; skarp/nådesløs, mild/livgivende er jo ikke karakteriserende adjektiver, men fade superlativer linket på en lige så patetisk som luftig (se, 3 karakteriserende adjektiver lige dér: fade, patetisk. luftig) metafor, LYS, som Klougart selv helt sikkert ville holde sig for god til. Til sidst skriver den hjertelige kritiker:

Man kan tale om ubærlig skønhed, men man kan også tale om en sproglig skønhed, der gør det ubærlige til at bære. Det ubærlige at alle livets møder skal interpunkteres eller afløses af adskillelser. Mellem øjet og verden, manden og kvinden, kroppen og livet.

Fedt nok, hvis læsningen af bogen vitterligt har gjort det mindre ubærligt for kritikeren, at adskillelse på alskens niveauer er et vilkår i verden, men det er jo ikke en litterær kvalitet, det er en terapeutisk kvalitet - og skønhed som terapi er sgu en sølle skønhed, ikke mange sure sildehjerter værd.

For koldblodighed

Mikkel Bruun Zangenberg, der på mindste foranledning (fx Daniel Denciks Politikens Litteraturpis-nominerede Via katastroferne, eller hvad den nu hed) ryster 5 hjerter ud af ærmet, giver 4 hjerter til Peter Adolphsens År 9 efter Loopet med følgende begrundelse:

Slutningen er finurlig og en smule grum. Men som læser er jeg mærkeligt spaltet. På den ene side nyder jeg Adolphsens skarpe og elegante fantasieksperiment. På den anden side synes jeg ikke rigtig, at fortællingen kommer til live i sin egen ret. Identifikation, indlevelse og suget ind i fiktionens rum indfinder sig ikke for alvor, og jeg kunne ikke lade være med til slut at tænke på f.eks. den vilde finske digterboheme Pentti Saarikoski som en forfatter, der diametralt modsat leverer kød og overraskelser og blod til læseren. Men i det mindste er denne fantasi 86 sider kort og klar, skæg og egenartet! Det er en stor kvalitet. 

Men, men, men "identifikation, indlevelse og suget ind i fiktionens rum" er slet ikke effekter, der interesserer Peter Adolphsen. Og det kan man da synes er en helt vrang præmis for at skrive skønlitteratur, men jeg forestiller mig ikke, at Zangenberg har noget problem med at betragte store Adolphsens-forbilleder som Borges og Queneau, Højholt og bogaktuelle Madsen som akkurat lige så store og forbilledlige som kød- og blodleverandører som Saarikoski. Hvorfor dog skulle koldblodighed være mindre litterært skønt end varmblodighed? Det er da noget slemt, slemt vitalistisk vrøvl! Jeg bliver helt irriteret på mig selv over i min egen WA-anmeldelse afslutningsvis at dømme bogen rørende, som om det er en særlig fin kvalifikation, der gør bogen betydeligere end tidligere, mindre eller slet ikke rørende Adolphsen-bøger (Tue Nexø nærmer sig mere eksplicit det synspunkt i sin rigtig gode gode Information-anmeldelse), bogen er jo netop ikke nogen røremaskine, rørtheden ser jeg som et kølighedens overskud hos læseren, i læsningen, knopskydende fra, men ikke fornemmere end, fornøjetheden og svimmelheden.

Også Per Krogh Hansen i Berlingske Tidende nøjes med 4 stjerner, her er forbeholdene sværere at få øje på:

Adolphsen formår som altid at hive gode spørgsmål ud af det enkle. Såvel ansvarsfølelse som det menneskelige overlevelsesinstinkt efterprøves, og romanen opretholder en humoristisk tone på en baggrund af eksistentielle og naturvidenskabsfilosofiske resonans. Det er Per Højholt-møder-Ungermann/Sigsgaard. Hurtigt læst, men vækkende til eftertanke.

Åbenbart er læsehurtigheden diskvalificerende - hvorfor ellers det 'men' før eftertankevækkelsen (ligesom kortheden mærkbart patroniserende roses hos Zangenberg: korthed passer til koldblodighed, fordi koldblodighed er en hierarkisk lavere litterær kvalitet end varmblodighed, der sagtens og gerne må brede sig)? Adolphsens bog kan ikke være rigtig god, fordi den er så kort og hurtigt læst, og igen vrøvl, vrøvl, vrøvl, jf. Højholt, Borges etc. Per Krogh gav til gengæld Josephine Klougarts Èn af os sover 6 stjerner; i Informations lille læse-enquete har Adolphsens dette svar på spørgsmålet om den værste bog, han har læst, der meget smart spejler Zangenbergs meningsløse Adolphsen-Saarikoski-dikotomi, dette er mandens eget bud på en antipode (som nok ikke direkte forbedrer hans chancer for at blive nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris, hvilket han ellers i gigantisk grad (atter) fortjener):

Det må være Josefine Klougarts Stigninger og fald. En ekstremt prætentiøs, unødigt knudret og aldeles humorforladt bunke opbagt lyrisk metaforsuppe-klingklang uden andet faktisk indhold end ret ordinære natur- og barndomsbeskrivelser. Men andre får jo tydeligvis noget ud af det, hvilket er helt fint; læsere er som sagt lykkeligvis forskellige, og der skal være bøger til alle slagser, men nu du spørger, så vælger jeg at svare ærligt.

Det dér dén

Hvordan man kan se, at Josefine Klougart har været med til at skrive Den Blå Ports leder: Det dér Hans Otto Jørgensenske dén, især dets anden optræden i sætning 2:

Det er dén flerstemmige og organiske natur som interesserer os. Dén form for social praksis. At danne rum for møder og bevægelser. Nye bevægelser. Vi håber, I vil følge med.

Dén form for umiskendelig - med et pænt ord - intertekstuel praksis.

Endnu en forsmået storhed

HELLER IKKE MARIANNE LARSEN - EN LIGE SÅ STOR SCHNACK-YNDLING MINDST SOM HELLER ALDRIG NOMINEREDE PIA JUUL  - ER NOGENSINDE BLEVET NOMINERET TIL NORDISK RÅD LITTERATURPRIS (den ret nøjagtigt jævnaldrende (1952, ML 1951), men langt ringere digter Pia Tafdrup er blevet indstillet 2 gange (og ja, ja, ja, mind mig ikke om det, 2. gang vandt hun))!

Jeg sidder og genlæser - fordi jeg omsider, undskyld, undskyld, undskyld, har sat mig for at anmelde - Marianne Larsens uimodståeligt umiskendeligt fremragende 2012-bog Med skyer under fødderne; digt nr. 31 på side 35 handler om en blog, der forvandler sig - GID!:

Hende jeg aldrig havde set i virkeligheden skiftede
fra den ene dag til den anden sine ellers velskrevne meninger
på bloggen ud med småbitte kronhjorte
som jo ikke behøvede være hendes.
De kunne osse være en andens i dette øjeblik eller et andet
øjebliks liv derude et sted med småbitte kronvildt med flotte gevirer.
Som dyrene stod der og kiggede sig omkring kom der hele tiden
flere til skabt af ultrafine sekunddrøje historiske begivenheder
jeg godt kunne tænke mig slet ikke at forstå:
Buttede og slanke dyr imellem hinanden brølende
et minikaudervælsk af lyde

(dette afsnit fra ligeledes side 35 i 2 gange nominerede Josefine Klougarts SENEST nominerede værk, romanen En af os sover, når også frem til at handle om sekunder, men sekunddrøjden er og bliver postuleret, fordi den er uden poetisk personlighed:

Jeg møder dig, og i det samme ser jeg det hele. En saks, som får rigtig fat på et stykke stof, når bladet finder en retning i den vævning, som er stoffets skelet, stoffet slår en revne, flækkes og er en frugt med et hvidt kød. Det er den slags øjeblikke, jeg lever for, og den slags øjeblikke, jeg altid først opdager senere. Når man sidder der og tænker på, at det er for sent, nu, at tænke på, om man skal blive et sekund længere.)

Tematik er ikke stemt, en stemme er ikke tematisk

Jeg kan stadigvæk ikke forstå, hvad adjektivet solvarmt betyder? Ud over at man bruger ordet sol enormt meget og enormt uklart (altså som heavy symbolsk og abstrakt ved siden af bare betydende solen deroppe skjult bag decemberhimlen). Først brugte Tue Andersen Nexø det i sin forelskede anmeldelse af Jonas Rolsteds debutbog Flex death i Information, og nu gentager Elisabeth Friis det i et lille hyldestindlæg til Rolsteds bog på Promenaden, der tager sit afsæt i underrubrikken på min egen uforelskede anmeldelse i WA Bøger:

Debutanten Jonas Rolsted er så lammende temperament- og temperaturløs, at man slet ikke orker irriteres./  Ja sådan skrev Lars Bukdahl om debutanten Jonas Rolsteds “Digt” – Flex Death. Rolsted er blevet rost meget, så han overlever jo nok den artige karakteristik. Men jeg forstår ikke prædikatet “temperaturløs”. Har vi læst den samme bog? Rolsteds tekst er da varm, solvarm – kærlighedsfuld. (...)
For det er nemlig lige præcis, og meget oplivende, offerpositionerne, også dem vi placeres i af “velfærdssamfundet”, som digtet får skrevet reversible – if You pardon my French.  Alkoholikerfædre kan også være smukke:/  Min far kunne også virke meget kejtet. Spinkel, ranglet, kejtet. Også ret feminin. Jeg synes der er noget forsonende over alle sådan nogle små ting jeg pludselig kommer i tanker om nu. (p17)/  Og hjemmehjælper-arbejdet tilfredsstiller måske nok vort Jeg fordi det får ham til at føle sig nyttig (banal-psykologisk), men det er ikke hele historien. Jeget er GLAD for sit lorte-job. Han nyder det som et stof, det afsætter “nogle meget dybe stød af lykke” i ham:/ “Måske fordi det hele tiden er så ærligt, så konkret ­ hele tiden knyttet til, eller i forlængelse af, en ting eller krop”. (p28-9).  Jeget er simpelthen til stede i det konkrete han gør, her skiftes der f.eks. ble:/  Men jeg holder borgeren fast mens min makker skifter hans ble. Jeg ser pludselig de to ansigter mod hinanden, forskudt i afstand og delvis overlappende, formørkende hinanden. Hvor min makkers ansigt vinder en hårdhed i mødet med kødet og bleen, bliver borgerens ansigt blødere og blødere indtil det næsten ligner et barns. (p23)/ lammende temperament- og temperaturløs?/ Det er også lykken netop ikke at være defineret af sine egne behov. Det er også frihed at leve med sin lortefar. Det er også skønhed at skifte den lorteble. Hey, det her er Nietzsche for fulde gardiner: Forholdet mellem årsag og virkning er reversibelt, og vi når ud hinsides the politics of happiness./  Jeg synes simpelthen den her tekst flyder over med: Here comes the sun (ja den med George Harrison) – og det varmer i det mindste denne læsers vinterparalyserede thumos:/ Solen etablerer en logik. Solen etablerer et sprog. Vi er selv sol. Se selv. Sol. (p72).

Akademiske litterater er så åndssvagt glade og glad åndssvage for tekster, der explicit bøjer sig selv i tematisk neon - i dette tilfælde reversitbilteten: grim/smuk alkoholikerfar, nedværdigende/lykkebringende hjemmehjælperjob - i stedet for at give det dynamisk, animeret stemme i selve tekstflugten, som fader-ambivalensen i Jens Blendstrups Gud taler ud, der aldrig pindes ud, men "bare" praktiseres for fuld, bevægelig og DERMED bevægende skrue. Men hvordan bliver en gerne dristig eller original (selvom den så også er nietzscheansk) tematisk figur - den dér reversibiltet - solvarm? Og hvorfor udviser akademiske litterater - ved siden af Elisabeth også fx Tue Nexø (i hans Rolsted-anmeldelse) og Lilian Rösing (den dér dobbelte Klougart-nomnering, se også nedenfor) - så ofte så dårlig litterær SANS!? Prøv dog at læse den ble-passage igen, allesammen, det sidste, den er, er da konkret, og jo slet slet ikke indvidualiseret, vel nærmest anti-individualiserende og anti-konkret i sin trælse, akavet og anstrengt formelle (eller som de sagde i 90'erne: morfologiske) abstraktion  (men det er jo bare "Det blomstrende Slagsmål" om igen, uden lirekasse - eller keyboard for den sags skyld). Jeg ved stadig ikke, hvad solvarm betyder, men jeg mærker ingen friktionsenergi overhovedet i de sætninger, de falder tungt og gråt, diffust og omstændeligt som ret præcist sludsneen lidt tidligere denne tirsdag.

Lad os endvidere kaste et blik på Schnacks og Rösings motivering for nomineringen af Josefine Klougarts roman En af os sover til Nordisk Råds Litteraturpris; tematik over alle bredder (og lidt om (demonstrativ og dermed tematisk) metafor-teknik); og bemærk, hvordan morens sygdom pænt uhyggeligt synes determineret af tematikken i stedet for omvendt, og hvordan der ligesom i Blå Port-medredaktør Rolsteds tilfælde altid er et rammende/lammende tematisk neonbøjende citat til rådighed:

Josefine Klougarts (f. 1985) tredje roman, Én af os sover, hører tematisk sammen med hendes første, Stigninger og fald (2010), for så vidt som de begge har samme landskab som ramme. Dog er landskabet nu sænket i sne og uigenkendelighed. Romanens ydre handling er en række sammenfaldende tab: jeg-fortælleren er blevet forladt af sin kæreste – ”den nye mand” – og rejser tilbage til forældrene og barndommens landskab. Men også det har mistet sit nærvær, og for at understrege alvoren viser det sig, at moderen er blevet alvorligt syg. Det sætter erindringer i gang, hvor tabet af en tidligere elsket – ”den afdøde mand”, som han kaldes, selv om han lever i bedste velgående – først nu kommer vældende med detaljeret smerte. Tabet opleves som en dobbelteksponering. Det ene lag af tab og sorg lægger sig oven på det andet. Denne flerhed af tab og sorg bringer jeget ind i en depressiv tilstand, hvor hun indser, at det, der var tænkt som varigt og taget for givet som sådan: barndomshjemmet, landskabet, hvor opvæksten fandt sted, og nu senere – i det voksne liv – ikke blot ét kærlighedsforhold, men to, et længerevarende og et kortere, kompliceret, at alt dette, der skulle have været livets sikre holdepunkter, i nævnte rækkefølge, viser sig som midlertidige. Der er ingen trøst at hente i det flygtige. Jeget bebor midlertidigheden, fanget i det vinterlige landskab, der ikke vil kaste genkendelighed og mening af sig. Fortælleteknisk eksponeres jeget ud i et hun (set fra jegets side) eller konkretiseres i et rum med figurer – hun og han – (set fra fortællingens side), hvilket kan udlægges som et tab af sikker jegfølelse foranlediget af tabet af sikkerhed i landskabet, kærligheden. Tilbage er en uskarp hvidhed – en ufrivillig, langtfra ønsket udviskning af identitet. I denne fortabelse overlever imidlertid en dyb poetisk opfattelse af billeders beståen: ”Der er en lille håndfuld billeder, jeg ikke bliver færdig med. Der er et hierarki af billeder, de er både kroppens og tankernes, følelsernes billeder; de slipper ikke” (p. 41). Og konkret får vi at vide: ”I toppen af mit hierarki ligger billedet af æbletræet med de lysende æbler” (p. 42). Dette billede – de røde æbler – dråber fra sorte grene – træet, der skærer sig kalligrafisk ind i vinteren – varieres bogen igennem som det nye holdepunkt, den poetiske tilknytning til verden.

Nej sneen er ikke sne, som sner, den er "en uskarp hvidhed – en ufrivillig, langtfra ønsket udviskning af identitet". Sammenlign med denne videostump fra et interview med forfatteren på Bogforum; hun er mindst lige så god som sine nominatorer til at tale tematisk om sin roman (og lige efter totaltematiseringen af egen roman, taler hun IMOD symbolik, tematik ER symbolik - noget betyder noget andet -  bare blegere og abstraktere), og det er jo bare fordi, den også og primært er skrevet tematisk, og det kan godt være at tematik er litterært og litteratur tematisk, men tematik er fandengaleme ikke litteraritet og litteraritet kraftedeme ikke tematik:

Er INGEN enige i, at Klougart-nomineringen udviser en EKLATANT(et) mangel på smagsdømmekraft!?

(STATISTIKKEN DOKUMENTERER, AT JOSEFINE KLOUGART ER DEN NYE PETER HØEG, BARE VÆRRE, ALTSÅ RENT STATISTISK:)

Nu er der gået 4 dage siden, Asger Schnack og Lilian Munk Rösing (som deres tredje og næstsidste nominering) nominerede Josefine Klougarts roman En af os sover og Kim Leines roman Profeterne fra Evighedsfjorden til Nordisk Råds Litteraturpris 2012, og INGEN som helst har, så vidt jeg har set og søgt og googlet, offentligt protesteret mod eller bare sat spørgsmålstegn ved rimeligheden i at nominere Klougarts anden roman 2 år efter, at Schnack og Rösing, i deres første nominering, til temmelig stor offentlig forargelse nominerede hendes debutroman Stigninger og fald. Og det er sgu da fandeme en langt mere kritisabel nominering denne anden gang, fordi det ER anden gang: At fejle er menneskeligt, men at fremture i fejlen er forbryderisk. Schnacks og Rösings seks nomineringer - Klougart, Voetmann, Katz, Grønfeldt, Leine, Klougart - postulerer, at Klougarts to bøger ikke bare hører til de sidste 3 års allerallerallerbedste (skrevet af en forfatter, der ikke allerede har fået prisen (det har af nulevende kun Rifbjerg, Willumsen, Tafdrup, Nordbrandt, Aidt)), som dansk litteraturs høje niveau og umuligheden i at sammenligne Rundetårn og et tordenskrald taget i betragtning er en ikke lille gruppe værker, men dels at hendes debutbog var så exceptionelt, uforholdsmæssig fremragende, at det blev den første nominerede debutbog nogensinde, og dels at bog nr. 3 er så exceptionelt, uforholdsmæssigt fremragende, at hensynet til udpegnings-diversitet må vige, så et udvalg (måske ikke for allerførste gang; jeg har ikke haft adgang til udvalgshistorikken, men som noget yderst sjældent, se nedenfor) 2 gange peger på den samme forfatter og for allerallerførste gang nominerer en forfatters bog nr. 3 (og for kun anden gang overhovedet nominerer en bog nr. 3) efter at have nomineret debutbogen. Og nu taler vi slet ikke kvalitet - OG DET VIL JEG GERNE HELT KORT GØRE: DER ER MASSER AF BØGER (se blogpost nedenfor for bare i år) DER ER LANGT BEDRE END KLOUGARTS TO BØGER, OG MASSER AF LANGT STÆRKERE FORFATTERE (også fra Klougarts egen generation, fra Amalie og derhendad), DER ALDRIG ER BLEVET NOMINERET (bare fx. af årets forfattere Hans Otto Jørgensen (som Klougart ustadigt jo er en forpulet epigon af) og Christina Hesselholdt og Pia Juul) - men bare statistik:

Ingen andre debutbøger er blevet nomineret

1 bog nr. 2 er blevet nomineret (Peter Høegs Fortællinger om natten)

1 bog nr. 3 er blevet nomineret (Peer Hultbergs Requiem, der udkom ca. 15 år efter nr. 2, Klougarts nr. 3 udkom året efter nr. 2, der udkom året efter debuten)

1 gang er en bog nr. 3 og 4 blevet nomineret (Requiem og Præludier - men med 3 år imellem)

1 gang er en bog nr. 2 og 4 blevet nomineret (Fortællinger om natten og De måske egnede - med 3 år imellem)

2 gange er 2 bøger af samme forfatter blevet nomineret med 2 år imellem (2 slavebind af Thorkild Hansen, 2 digtsamlinger af Henrik Nordbrandt)

3 forfattere er blevet nomineret 4 gange (Thorkild Hansen (vandt med Slavernes øer), Dorrit Willumsen (vandt med Bang), Henrik Nordbrandt (vandt med Drømmebroer))

4 forfattere er blevet nomineret 3 gange (Jørgen Gustava Brandt, Peter Seeberg (vandt med Om fjorten dage), Svend Åge Madsen, Peer Hultberg (vandt med Byen og verden))

21 forfattere er blevet nomineret 2 gange (Villy Sørensen (vandt med Uden mål og med), Klaus Rifbjerg (vandt med Anna (jeg) Anna), Poul Ørum, Inger Christensen (vandt HVERKEN med Det eller Alfabet),  Elsa Gress, Thorkild Bjørnvig, Tage Skou-Hansen, Cecil Bødker, Ivan Malinowski, Peter Høeg, Suzanne Brøgger, Kirsten Thorup, Klaus Høeck, Jens Smærup Sørensen, Ib Michael, Kirsten Hammann, Peter Laugesen, Pia Tafdrup (vandt med Dronningeporten), Morten Søndergaard, Thomas Boberg, Vibeke Grønfeldt)

SÅ DERFOR VIL JEG GERNE URETORISK SPØRGE LILIAN MUNK RÖSING OG ASGER SCHNACK: HVAD GØR JOSEFINE KLOUGARTS 2 ROMANER (OG SPÆDE FORFATTERSKAB) SÅ EXCEPTIONELT, UFORHOLDSMÆSSIGT FREMRAGENDE SAMMENLIGNET MED ALLE MULIGE ANDRE FØR OG NU, SOM STATISTIKKEN FORTÆLLER OS, AT DE (OG DET) ER!!!!!!!!!!!?????????

Har hun virkelig skrevet 2 af de 6 bedste danske bøger de sidste 3 år, VIRKELIG

! ! ! ! ! ! ! ! ! !
? ? ? ? ? ? ? ? ? ?

Klougart igen ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ? ? ? ? ? ? ? ? ? ?

! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ?

Præludium til fornyet venskabsanmodning

Asger Schnack har fået en ny hjemmeside med forsiderne på alle de utallige bøger, han har skrevet og redigeret, og jeg mener jo så, at hovedindsatsen - sammen med de 2 drømmeforlag Swing og Bebop - er antologierne og enkeltdigterudvalgene, og at hovedværket er de fænomenalt gode, bedste antologier, jf. min blogpost med 3 x antologi-top 5, men som jeg sidder og beundrer den imponerende liste dernedad, opdager jeg 3 antologier, som jeg skandaløst mangler og mærkværdigvis ikke kender til (nr. 3 er jeg da vistnok stødt på, men kendte ikke som Schnack-redigeret), og straks må anskaffe mig (+ den splinternye mini-antologi Leve poesien. En vimpel til Pia Juul), fra 1977, 1978 (MAGNAPRINT UDVALG AF DANSKE DIGTE 1-2) og1992:

Og så vil jeg, når jeg er færdig med denne blogpost, spørge Schnack, om han vil være min Facebook-ven igen; han unfriendede mig tilbage i februar, da - og, formoder jeg, fordi - jeg anmeldte Josefine Klougarts roman En af os sover og ca. midtvejs skrev følgende:

Som værst resulterer det i lange, vilkårlige sammenlignings-lister a la Asger Schnack, ”en stemme, der lyder sprød, let antændelig. En solstråle i et glas”.

Jeg burde nok have været præcisere og skrevet fx "a la old school Asger Schnack som sløvest". Men herregud, Asger ved da godt (fra indtil flere hårde anmeldelser), at jeg aldrig har været nogen fan af hans præ-00'er-poesi (digtbøgerne fra kirkegårde og Thisted glædede og glæder mig såre) ligesom han, så vidt jeg ved, aldrig har antologiseret mine digte; og når nu han synes, at Klougart skriver fremragende poetisk, må det sgu da for ham være en positiv ting, at jeg sammenligner hende med ham, lige meget hvor ondartet intentionen! Men FB-unfriending forbliver en lidet elegant og konstruktiv form for fornærmelsestilkendegivelse, synes jeg nok, hvad blev der af glacéhandskeafklapsning? 

Nå ja, og tak for at have skubbet Rasmus Halling Nielsen og Tvillingerne ind ad porten til Samleren, endnu en kæmpegerning for poesien. 

Faktaboksede, yngre kvinder, der boksfaktisk er yngre kvinder

Hysteriprisen går til Per Krogh Hansen (Helle Helle-ekspert ... !?), der i i Berlingske giver Josefine Klougarts roman Én af os sover seks stjerner ud af seks og mener, hun nok er "den stærkeste yngre forfatter vi har overhovedet" og med en mærkelig (måske JK-mimende) metafor (hvad præcist er det sorte af tasterne, mine er, bortset fra tegn og bogstaver, helt hvide!?) lader "denne besked gå ud til alle skriverkarlene og -pigerne i det ganske land: I skal op på det sorte af tasterne, hvis I skal komme op med noget, der kan matche »Én af os sover«."  Nå , men fuck nu det, det virkelig bizarre, som Krogh Hansen næppe har ansvaret for, er den påhæftede, såkaldte faktaboks (tastfejlene er Berlingskes):

3 andre unge kvindelige forfattere 

Olga Ravn (f. 1986)
Debuterede overbevisende meddigtsamlingen »Jeg æder mig selv som lyng«. »Bristefærdigt med talent. En debut der kalder på meget mere«, skrev Jeppe krogsgaard Christensen i Berlingske

Asta Olivia Nordenhoft (f. 1988).
Helt ny forfatter fra forfatterskolen. den fragmentariske debutroman »Et ansigt til Emily« hsøtede pæne anmeldelser

Christel Wiinblad (f. 1980).
Romanen »Min bror - En morgen i himlen, i hvert fald i det grønne« opnåede stor mediebevågenhed, da forfatterens bror efterfølgende begik selvmord. Den poetiske »Prolog« fra sidste år handler om en pige, som bliver seksuelt misbrugt af sin strenge far

Det er indrømmet et faktum, at der findes yngre, kvindelige forfattere og fx og fuldstændig vilkårligt (ud fra andre kriterier end: de er blevet interviewet og fotograferet i aviser) de nævnte, yderligere tre, ligesom der findes yngre, mandlige forfattere, fx Rasmus Graff, Bjørn Rasmussen og Peter-Clement Woetmann, men det er faktisk forkert, at Wiinblads "Min bror" er en roman, det er en digtbog, mens "den poetiske" prolog er en roman. Hanne Viemose og Pia Juul har meget præcist kommenteret faktaboksen på Facebook:

Hanne: 
hva f.. har de gang i? "Se en neger, den kan tale." "Lad os lave en liste over andre negre der kan tale."

Pia:
Jamen, Hanne, du kan da nok forstå at de må præcisere, når nu der nu fx er så mange mænd der hedder Olga, Asta og Christel ...

Hanne:
og som litterært er enormt beslægtede med Josefine eller ..

Pia: 
kvinder skriver jo bare kvindelitteratur. same same same ... 

Hanne:
 nåh ja, fra nu af skriver jeg kun under mandlige pseudonymer

2 % konkretisme, 2 % autofiktion

eller litterær homøopati -

når Josefine Klougart i Èn af os sover har 1 side med en tegning af Josefinejegets mors køkkenhaveplan og 1 side med en overstreget linje: "JEG SAVNER DIG vil du ikke nok komme tilbage" - enten sætter man konkretismen (legen med bogstavelighed) ind som en reel stemme i sin tekst eller også lader man være, dekreterer jeg

- jeg havde det LIDT på samme måde med fotoene/dokumenterne i Hanne Viemoses og Bjørn Rasmussens debutbøger, de får kun lov til at være autfiktions-koketterende (sådan kan køkkenhaveplanen også opfattes: sikke virkelighedsuara!) fodnoter, hierarkisk underordnet skriften - i bøger der ellers handler om at gøre op med sexuelle/identitetsmæssige/sociale hierarkier -

når Josefine Klougart i Èn af os sover tilegner romanen "Til Jakob - jeg elsker dig" og så til allersidst lader sin mor afsløre, at den navnløse, gamle kæreste hedder Jakob (gør Julia Butschkow ikke det samme i Apropos Opa, lader bedstefaren hedde Butschkow 1 sted?) - det (+ måske køkkenhaveplanen) er sgu for let og gratis en måde at oprette dobbeltkontrakt på (i selve fiktionen eller jo så "fiktionen" er Josefinejeget forfatter, og hendes forældre bor på Mols, ligesom den virkelige Josefine og hendes forældre, hvilket er alt for vagt til i sig selv at oprette dobbeltkontrakt), men i Politiken ryger Mikkel Bruun Zangenberg (og Anders Juhl Rasmussen i Kristeligt Dagblad) lige på krogen og bruger mere plads på at referere dobbeltkontrakten end den fylder i romanen - uden i øvrigt at bruge den til noget i sin anmeldelse, ligesom Klougart heller ikke bruger den til noget i sin roman, fordi den ikke (aflæseligt) forpligter og skaber energi (nu er Èn af os sover også sjældent energifattig), som den heftigt gør hos Viemose og Rasmussen.