Hør mig være overvejende glad for Josefine Klougart

(s essay om søvnløshed i Politiken) i AK 24syv i går - link her - hvor jeg adresserer en lytters mistænksomhed overfor hendes (/ tekstens) dybsindighed. Jeg fremhæver præcisionen (og den i resten af essayet fraværende snerren (sovehjertet er et død hjerte)) i essay-billedet:

-->

Hun har et godt sovehjerte, sagde de. Jeg forestillede mig et af de store oksehjerter, dem jeg havde set i flamingokasserne på gårdspladsen efter slagtningen, de lå for sig selv, skåret ud af kroppen og spjættede i kassen, sådan huskede jeg det, spjættende men svagere og svagere - indtil de til sidst ikke længere rørte på sig, var blevet uskyldige sovende hjerter.

på bekostning af den skrumlede, ufrivillige surrealisme (når man kommer til at tage det bogstaveligt, hvilket jeg altid gør) i roman-billedet (fra Om mørke):

Hans øjenbryn er større og mere og mere som planter,
hendes blik er lavet af træ.
Wiernestolenes spændthed i træet, måden det bøjer på, som kærlighed, der overvintrer.
Det at overleve sig selv..
To bjælker der står skråt op gennem rummet og holder ham oppe.

(for at den opadskrånende blikbjælker skal holde ham med planetøjenbrynene (hvad for en slags planter? ret afgørende - bregner?) oppe, må han enten stå på dem, eller de må være placeret under hans arme som krykker på den forkerte led (i hvilket tilfælde hun er temmelig lav)?) - det er pænt makabert, hvis den enes blikbjælker skal forestille at gå ind i eller ind under (jeg ved ikke, hvad der er værst) den andens øjne (i en twisted variation over bjælken i dit eget øje)) og på den facon holde ham oppe; det bliver også nødt til at være to yderst tynde bjælker (og så er det vel snarere pinde?), hvis der skal være plads til dem begge to, og de skal udgå fra øjnene (med mindre øjnene er meget lange og bjælkerne altså står på højkant, men så .. ) - HOV! stop nu, Lars, du skulle forstille at være overvejende positiv! men det er jeg i radioudsendelsen, Lars, mindst 60 %)

Metaforreferatanmeldelse

Lilian Munk Rösing refererer (mindst) 2 metaforer i sin 4 hjerter-anmeldelse af Jens Christian Grøndahls roman Jernporten (min nummerering):

SOM FORSVAR for et liv med kunsten og kritik af middelklassens foretagsomme villalykke finder jeg skolelærerstemmen velgørende. Og det lykkes Grøndahl at give hans dvælende blik på verden en egen melankolsk poesi.

1.
Når han ved gensynet med den første kærlighed registrerer hendes rynker om øjnene som citationstegn, der sættes om hendes smil, så det bliver et citat af hendes ungdomssmil.

2.
Når han som 60-årig fortaber sig i de romerske ruiners forvitrede travertin som knoglerester fra et fortidsdyr og føler sig helt på bølgelængde med den kanonfotograferende kunstnerindes langsomme eksponeringer.

De 2 metaforreferater overbeviser mig ikke om de refererede metaforers påståede vellykkede poetiske melankoli:

Den første er grusom sentimental, men også upræcis; hvis rynkerne sidder om øjnene, er de jo ikke citationstegn om hendes smil (det ville lige præcis smilerynker være), men om hendes øjne og så velsagtens, men det ville stadig være grusomt sentimentalt, hendes ungdomsblik.

Den anden er også håbløst klodset, aftryk af travetrin er en udhuling af ruinen, knoglerester ville være det modsatte: en forstening dvs. en udbuling OVENPÅ ruinen * (men hvorfor skulle der også være knogler af fortidsdyr (hvad er det også for et ord? er dinosaurer for barnligt?) ovenpå en ruin? holdt de gamle romere tyranusauruser som husdyr?)

*
travertin, finkrystallinsk, båndet kalksten, der er dannet, hvor varmt, kuldioxidholdigt vand, som er sivet igennem kalkholdige bjergarter, strømmer ud i kilder eller huler. Det deraf resulterende trykfald medfører frigivelse af kuldioxid og udfældning af calciumcarbonat, oftest i form af mineralet aragonit, som med tiden kan omdannes til calcit.
Travertin er ofte broget i hvide, gule og brune farver og kan vise aftryk af planterester. Det anvendes som bygge- og dekorationsmateriale. Tufa er en porøs varietet. Se kildekalk.

Klov-Gartnereret Metafor (KGM) 2 Plambeck-edition

Da jeg skrev min blogpost om Klov-Garneret Metafor (= metafor der ufrivilligt sprækker bukserne i en eller flere (knopskydende) dimensioner) havde jeg planlagt en del 2  om U-præcision med udgangspunkt i et digt af Dy Plambeck til Prins Henrik i Euroman, et udsnit, 2 metaforer i sekvens:

Skyerne driver så højt over rapsmarkerne
og lyset
trænger ind gennem gardinet
i stuen som skindet
der brister på frugt.
Har De nogensinde most et jordbær i  i Deres hånd
og set den røde saft dryppe ned i græsset. 
Den tomhed man kan føle ved det
som en buk der tømmes
for sine indvolde på jagten
jægeren
der starter snittet ved halsem
så han kan komme ind til struben

I begge tilfælde er halter sammenligningen alvorligt, lige så snart man tænker nærmere over den: skind der brister på en frugt kan da næsten ikke være MINDRE som noget end som lys der trænger gennem et gardin, som jo netop IKKE brister, men osmotisk gennemtrænges, ligesom en buk, der med et omhyggeligt snit ved halsen tømmes for indvolde, næsten ikke kan være MINDRE som noget end som som et jordbær, der bliver uomhyggeligt mast i hånden; jeg ved godt, det er følelsen af tomhed, der bliver sammenlignet, men den kan da også svært være den samme: hvor jordbærrets spiselighed bliver spoleret ved masningen, sker det omvendte ved opsnitningen af bukken, hvorved jo nemlig spiselighed forbedres. 

- i sin anmeldelse, den eneste for alvor kritiske, i Information af Dy Plambecks roman Mikael kom Tue Andersen Nexø mig i forkøbet: 

Den er så også bedst, når den ikke er smittet af Klougartitis, dvs. sær glæde ved sære koloner og outrerede metaforer.
Det lyder godt i forbifarten, det billedsprog, men smuldrer for forstanden, når man standser op som læser. Prøv at se her: »Granater slog ned i jorden ude i ørknen. Deres larmende nedslag lød voldsomme midt i stilheden, der hang over Bridzar, mens jeg foldede min sovepose ud og krøb ned i den. Feltsengen føltes som at ligge på en båre. Fanen i teltet og en helikopters brummen på himlen gled sammen og bankede som et fjendtligt hjerte.« Et er, at lejren i Bridzar 25 sider længere henne beskrives som et sted, hvor der næsten aldrig er stille; jeg forstår simpelthen ikke, hvordan helikopterbrummen kan blive til hjerteslag.Men det lyder jo storladent.