Pastiche på aktuel romanforfatter

Som en ølflaske smuttede Tuborgvej væk mellem fingrene på ham

nej, det er mere vellignende omvendt:

Som Tuborgvej smuttede ølflasken væk mellem fingrene på ham

En forfatter finder sin stolt kæntrende romanmetafor

- altså metaforen på sin roman. Fra interview med JB i Berlingske:

"Den nye roman, han udgiver til oktober, er dog fri fantasi. »Slagterkoner og bagerenker« hedder den, og i presseteksten beskrives den som en komisk-erotisk og samfundskritisk roman om en elektrikers livtag med køn og kærlighed, mens livet bliver kortere. Den har været undervejs i otte år og er på over 400 sider.
»Jeg er virkelig spændt på, hvordan den bliver modtaget. Jeg har det lidt, som om jeg har bygget Gustav Vasa, det skib, der var kæmpestort, men væltede i havnen. Jeg er ikke god til at skrive kæmpe episke romaner, det er uden for mit normale gebet, men nogle gange vil stoffet det. Jeg kunne ikke lade være. Jeg kan også godt mærke, at jeg som forfatter har haft brug for at betræde nyt land. Jeg har måttet ud af det selvbiografiske, jeg var træt af det. Jeg har også været ret god til at levere korte tekster, der tilsammen bliver en bog, men jeg kunne også mærke, at det kan blive en dårlig vane,« siger han og tilføjer: »Jeg er bange for at ende som en underlig spradebasse med et fint sprog. Det at skrive skal være en opdagelsesrejse, og det er det, når man gør noget nyt.«"

Hør mig være overvejende glad for Josefine Klougart

(s essay om søvnløshed i Politiken) i AK 24syv i går - link her - hvor jeg adresserer en lytters mistænksomhed overfor hendes (/ tekstens) dybsindighed. Jeg fremhæver præcisionen (og den i resten af essayet fraværende snerren (sovehjertet er et død hjerte)) i essay-billedet:

-->

Hun har et godt sovehjerte, sagde de. Jeg forestillede mig et af de store oksehjerter, dem jeg havde set i flamingokasserne på gårdspladsen efter slagtningen, de lå for sig selv, skåret ud af kroppen og spjættede i kassen, sådan huskede jeg det, spjættende men svagere og svagere - indtil de til sidst ikke længere rørte på sig, var blevet uskyldige sovende hjerter.

på bekostning af den skrumlede, ufrivillige surrealisme (når man kommer til at tage det bogstaveligt, hvilket jeg altid gør) i roman-billedet (fra Om mørke):

Hans øjenbryn er større og mere og mere som planter,
hendes blik er lavet af træ.
Wiernestolenes spændthed i træet, måden det bøjer på, som kærlighed, der overvintrer.
Det at overleve sig selv..
To bjælker der står skråt op gennem rummet og holder ham oppe.

(for at den opadskrånende blikbjælker skal holde ham med planetøjenbrynene (hvad for en slags planter? ret afgørende - bregner?) oppe, må han enten stå på dem, eller de må være placeret under hans arme som krykker på den forkerte led (i hvilket tilfælde hun er temmelig lav)?) - det er pænt makabert, hvis den enes blikbjælker skal forestille at gå ind i eller ind under (jeg ved ikke, hvad der er værst) den andens øjne (i en twisted variation over bjælken i dit eget øje)) og på den facon holde ham oppe; det bliver også nødt til at være to yderst tynde bjælker (og så er det vel snarere pinde?), hvis der skal være plads til dem begge to, og de skal udgå fra øjnene (med mindre øjnene er meget lange og bjælkerne altså står på højkant, men så .. ) - HOV! stop nu, Lars, du skulle forstille at være overvejende positiv! men det er jeg i radioudsendelsen, Lars, mindst 60 %)

Metaforreferatanmeldelse

Lilian Munk Rösing refererer (mindst) 2 metaforer i sin 4 hjerter-anmeldelse af Jens Christian Grøndahls roman Jernporten (min nummerering):

SOM FORSVAR for et liv med kunsten og kritik af middelklassens foretagsomme villalykke finder jeg skolelærerstemmen velgørende. Og det lykkes Grøndahl at give hans dvælende blik på verden en egen melankolsk poesi.

1.
Når han ved gensynet med den første kærlighed registrerer hendes rynker om øjnene som citationstegn, der sættes om hendes smil, så det bliver et citat af hendes ungdomssmil.

2.
Når han som 60-årig fortaber sig i de romerske ruiners forvitrede travertin som knoglerester fra et fortidsdyr og føler sig helt på bølgelængde med den kanonfotograferende kunstnerindes langsomme eksponeringer.

De 2 metaforreferater overbeviser mig ikke om de refererede metaforers påståede vellykkede poetiske melankoli:

Den første er grusom sentimental, men også upræcis; hvis rynkerne sidder om øjnene, er de jo ikke citationstegn om hendes smil (det ville lige præcis smilerynker være), men om hendes øjne og så velsagtens, men det ville stadig være grusomt sentimentalt, hendes ungdomsblik.

Den anden er også håbløst klodset, aftryk af travetrin er en udhuling af ruinen, knoglerester ville være det modsatte: en forstening dvs. en udbuling OVENPÅ ruinen * (men hvorfor skulle der også være knogler af fortidsdyr (hvad er det også for et ord? er dinosaurer for barnligt?) ovenpå en ruin? holdt de gamle romere tyranusauruser som husdyr?)

*
travertin, finkrystallinsk, båndet kalksten, der er dannet, hvor varmt, kuldioxidholdigt vand, som er sivet igennem kalkholdige bjergarter, strømmer ud i kilder eller huler. Det deraf resulterende trykfald medfører frigivelse af kuldioxid og udfældning af calciumcarbonat, oftest i form af mineralet aragonit, som med tiden kan omdannes til calcit.
Travertin er ofte broget i hvide, gule og brune farver og kan vise aftryk af planterester. Det anvendes som bygge- og dekorationsmateriale. Tufa er en porøs varietet. Se kildekalk.

Stilistisk råd om metaforik i prosa

Lad som om, du er Helle Helle, hvilket du ikke er,

AND JUST DON'T DO IT

- medmindre du er fx Charles Dickens eller Knud Holten eller Jens Blendstrup, hvilket du heller ikke er, vel?

Sprællende romanmetafor

Kristian Bang Foss med en stor fisk, der ligner en roman af Kristian Bang Foss, monstrøs og uregerlig og ufangelig for andre end ham (og tillykke til ham med Jytte Borberg-Prisen!)



Hans egen billedtekst:
I have just received some new pics of my two big trout from last season. They are both between 10 and 11 pounds. Caught on the same day on a New Zealand river - fishing with Robbie McPhee and Ronan Creane. What a day.