Monstro den roman, Jes Stein kongenialt slapt anmelder til 5 hjerter?

Uden at at nærme sig en æstetisk smagsdom nogetsteds - udover at yngre feminister nok vil blive vrede, men jeg er en ældre feminist, og jeg er ikke vred, jeg er bare lige grad uendeligere skuffet end jeg var sidste gang, også over kvindesynet, men først og fremmest over skriftslapheden, thi at skrive slapt om midaldrende mænds slaphed er ikke at skrive skarpt om noget på en skarp måde, især ikke når man kun lader som om, skriften undergraver hovedpersonens slappe mandighed, men reelt - hvilket UENDELIGT slaskende op i synet på én afsløres af skriftens jo ikke ironiske, men fuldstændig reelle UENDELIGE slaphed (jf. citatet nedenfor)! - er totalt 1:1 solidarisk sammenfaldende med den; forfatterens første bog handlede også om kriseramt mandekøn, men den gjorde det desperat og fræsende og med reel selvsarkasme. Nå, jeg var i gang med at citere Jes Steins kritiske slaphed:

"X kan gradbøje følelsen af at have det dårligt som få andre, men uanset om Jespers humør »er mere blåt end sort«, eller om det er kulsort, havner han aldrig i klynk eller selvsuttende patos: »Det kan da godt være, at jeg har det ad helvede til, men jeg har da i det mindste ikke fængselstatoveringer langt op ad halsen (...) Det kan da godt være, at jeg er fordrukken, men jeg er da i det mindste ikke så opløst som ham sutten ovre i hjørnet. Og mine fortænder har jeg stadig«. Yngre feminister vil sikkert hade Sonnergaards nye roman, men den vil give mange mænd en oplevelse af at være blevet set. Ikke mindst dem, der i sin tid følte sig løftet af den energi, som udgik fra 80' ernes new wave, punk og feberhede poesi, og som via uddannelse oplevede sig i stand til at gennemskue samfundsspillet. Jespers fik sig ikke bugseret ind i familiens og parforholdets trygge rammer, men taber både i kærligheds-og joblotteriet. Men fortællingen om ham har også bud til dem, der ikke kun tabte. Måske bedst der, hvor den viser, hvordan samfundsudviklingen slår ind i en mand, som dybt inde stadig har sine idealer og udmærket er klar over, hvor skoen trykker forskellige steder i hans egen kyniske pragmatik. Som for eksempel i forhold til ' luderløsningen'. Altså ofte at måtte købe sig til sex - det er ikke »' æstetisk', og det ikke er god stil, og det ikke er blæret, men det er der så meget, der ikke er, og som vi gør det alligevel hver evig eneste dag«. Et sted i romanen spørger Jesper: »Hvorfor bliver folk så nærige, når de har været i psykoanalyse?«. Hvis det lyder antifreudiansk, er det nok ikke helt forkert, og hvis man skal forstå Jespers fald mod bunden, kommer man ikke langt med den freudianisme, som hans nedtursbror i ånden, Ole Jastrau fra ' Hærværk', blev formet af. I X's hårde bud på en cocktail, hvor ingredienserne er storby, alkohol, drift og desillusioneret (mandlig) introspektion, er det grundlæggende forskelle i magt og indflydelse, som former folk, selv om de måske nok i en periode kan bilde sig ind, at de er uafhængige og selvbefæstede sjæle. Men læs selv sæsonens sorteste, men faktisk også ret underholdende manderoman."

Du har en sten i munden, Jes Stein

når du taler om nomineringerne til Nordisk Råds Litteraturpris på politiken.dk og bl.a siger om de danske nomineringer (hvoraf den ene, Hvis det er, er indstillet til Politikens Litteraturpris, hvilket Theis Ørntofts Digte 2014 også er) :

Man kan ærgre sig over, at Pia Juuls hyggelige onkeldigte i ’Avuncular’ løb med en af de danske indstillinger, når nu Theis Ørntoft med sine ’Digte 2014’, har begået et økokritisk anfægtet poetisk mesterværk, som i den grad fortjener international opmærksomhed,

Åh, mesterlige emnetyngde! Ja, onkeldigtene i Avuncular arbejder (og gerne undergravende) med hyggeligheden i onkelheden, men de fleste af de øvrige digte er for mig, i deres kuldslåede, lumske enkelhed, endnu mere uhyggelige (men det er jo ikke en konkurrence for syv søren!) end Ørntofts barokke postapokalyptik, fx dette:

*
Hun skal dø i krigen
Stranden er flad og forblæst
Hun er der alene
Lyset blænder men
der er ingen sol
Der er skum på bølgerne men
ikke meget vind
Hun ser på vandet mens hun går
Hun
ser sig ikke tilbage hun
går op i klitten ved
redningskanten og skraldespanden
Hun går i et roligt jævnt tempo
Hun har lige lært et fransk ord
det går hun og gentager
dégueulasse
dégueulasse
På gaden i badebyen
ser hun en fremmed kvinde
der sender hende et smil
Hun skal også dø i krigen

- og om Helle:

Vor egen Helle, som var indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris for ’Ned til hundene’ i 2008, har også skrevet en meget feminin bog om kvinder. Den spæde handling i ’Hvis det er’ udspiller sig godt nok mellem en mand og en kvinde, men manden er bogstaveligt talt usynlig, og den intense kortfortælling har mest tyngde i beskrivelsen af et omtumlet kvindeliv af den slags, Helle Helle har gjort det til sit særlige speciale at fremskrive.
Helt anderledes svæv og bredde er der i finske Hannu Raittilas ’Terminali’.

Kan vi kalde det en meget maskulin minimalismeshaming eller - patronisering i det mindste: alle disse overbærende adjektiver: spæde, intense, omtumlet (og diminutivet "kortfortælling - nej, ROMAN (og lyt til, hvor urimeligt, også kvalitativt, usynliggørelsen af en mand er)). Bredde som så meget bredere en kvalitet end smalhed, og hold op, hvor synes jeg, der er meget svæv, der jo nemlig ikke betyder det samme kalejdoskopisk, epokal overflyvning, i Helles sætninger. Og jeg forstår simpelthen ikke det med det meget feminine, er det bare fordi, bogen primært handler om et "kvindeliv", men kunne man ikke lige så godt betegne Helles totalt disciplinerede, sirlige stilighed, langt snarere hendes speciale jo end fremskrivninger af (u)specielt slags kvindeliv, som maskulin?

Hvor er jeg taknemlig for, at de to indstillede bøger er så markant lidt Politikenagtige. 

Blind redaktør holder øje

Martin Kongstad

Under overskriften: "Hold øje med debutanterne" skriver Politikens litteraturredaktør i dag (i går LB) om fredagens debutantpris til Bogforum og staver med stor entusiasme to af fem debutanters navne forkert: Maria Gerhardt er blevet til Maja Erhardt.

• 

  Poul Blak Nydeligt !

  
  
• 

  Pernille Werner Lembcke sejt

  
  
• 

  Jens Rasmussen Han havde sikkert også meget andet at se til...

  
  
• 

  Lars Bukdahl Det bliver værre: Listen over sidste års nominerede er shortlisten til en helt andet debutantpris (som jeg er med til at uddele), Munch-Christensens Kulturlegat (der gik til Hassan og Gjessing for en måneds tid siden) - hopla!

  
  
• 

  Maria Gerhardt omg

  
  

  Den fatale passage (nu rettet på net-linket - sidste års nominerede var retteligt: Yahya Hassan,  (vinder), Kirsten Myers, Hassan Preisler, Maren Uthaug og Amalie Laulund Trudsø).

  
  

  Allerede på bogmessens første dag, fredag, afgøres det, hvem der får BogForums Debutantpris 2014. Sidste års stod dysten mellem Sidste års stod dystenmellem Signe Gjessing, Yahya Hassan, Ninette Larsen, Lea Marie Løppenthin og Jacob Skyggebjerg. I år bliver det enten Thomas Rydahl, Caspar Eric, Maja Erhardt, Jesper Bugge Kold eller Jonas Suschanek, der løber med æren. Vi får se.
  

  Husk: Ikke alle debutanter bliver store forfattere, men alle store forfatter har været debutanter engang. Hvis du selv har lyst til at forsøge dig, så prøv Debutantspillet, som du finder i 'Bøger' fra d.2 novemer. Det vil ruste dig til at klare strabadserne! 

  
  

  (november er dog stadig alternativt stavet!) 

Politikens politiseringskrav

fra forvrøvlet klumme af Jes Stein Pedersen i Politiken apropos Louisiana Litteraturfestival:

Tænk på navne som José Saramago, Garcia Marquez, Pablo Neruda, Vaclav Havel, Günter Grass og Aleksandr Solsjenitsyn. De blev alle en slags moralske stemmer, og man kan måske gå så vidt som til at sige, at de forfattere, der ikke påtager sig det særlige ombud, som består i fra tid til en anden at agere talsmand eller vidne på en befolknings vegne, netop ikke bliver deres lands store forfattere.

Hvad med bare fx 

Franz Kafka

Robert Walser

Samuel Beckett

Jorge Luis Borges

Vladimir Nabokov

Georges Perec

Tomas Tranströmer?

og apropos Louisiana

Lydia Davis?

og hvad med

H.C. Andersen?

(og hvad med de idiotiske talsmænd/vidner:

Knut Hamsun?)

Jeg hader at være punk-sur*

over at den litterære punk(t)dronning Majse Aymo-Boot, når hun for første gang udgiver en bog på Gyldendal, blive interviewet og anmeldt, til hele 5 hjerter, af selveste litteraturredaktør Stein Pedersen, i prægtige Politiken, som valgte ikke (eller ikke-valgte) at anmelde Aymo-Boots forrige, bittelielle bog, Spørgsmålene, som udkom på Basilisk og ikke kaldte sig en roman, men var en samling spørgsmål, eller over at litteraturredaktøren på typisk Politiken-facon absolut skal retfærdiggøre sin egen rene litteraturglæde med en lamt og lunt opbyggelig budskabspåklistring:

DET LIGNER en undersøgelse af pubertær drift i et skolemiljø, men er meget mere end det, fordi forfatterens leg med sproget er så virtuost verdensudforskende. Det hele kan også læses som en yderst skærpet og en smule gakket bevidstheds refleksioner om, hvad det facebookiserede se-mig-samfund og det djøficerede kassesamfund gør ved børn og unge. I dette univers er foråret ikke længere forsømt, og solen er ikke længere rød, mor, for lyset, man drømmer om at bade sig i, kommer fra en tv-projektør, og den er tændt året rundt. »Jeg ser gerne mig selv fra publikums synsvinkel«. For folkeskolelæreren, som måtte læse denne bog, er der ingen vej tilbage.Hvem ved, hvad der i virkeligheden foregår i hovedet på klassens tavse elev, som sidder der og dagdrømmer med blikket indstillet på uendeligt?.

Når det vel for fanden og uden videre bare er fedt, at en så kompromisløs god bog får fem hjerter og bliver rost af litteraturredaktøren på landets førende kulturvais og forfatteren kommer ordrigt til orde, suverænt og umiskendeligt kantet:

Det er systemet, der er centralt, det, at der foregår en tilsynekomst af individet og også en form for nedbrydning af individet i det der system. Og at der kan være en frihed i det også«.
Hvorfor får læreren det sidste ord i ' Over os hænger en vidunderlig sol'?
»Det er oplagt at tro, at det er læreren, men jeg tror bare, at det er en, der repræsenterer et voksent blik på det elevmæssige, og som i bogen kan sige ting som: »Børn. En semiotisk urgrænse der ægger til forestillingen om det uudsigelige«.
Romanen klinger ud på det konkrete: »Madpakker. Gymnastiktøj. Det er nok. Det er godt nok. Det er alt nok«. Er det godt nok?
»Der er kroppe, der er borde, der er stole. Man kan ikke nødvendigvis konkludere noget, jeg afstår fra at konkludere.Jeg kan godt lide tanken om, at man er en sværm, en sky eller en samling af punkter, der svirrer rundt på en plade, så det ikke er så lineært. Altså det modsatte af en dybdestruktur med et overjeg og noget, der ligger under«.
Hvilken sværm insekter er hun selv - myg?
»Sikkert! Han-myg. Det kunne lige passe!«.

* fra Søren Ulrik Thomsens 80'er-essay "Farvel til Det Blå Rum" (apropos de ægte punkere, der så ned på Michael Strunge, fordi han var "kendt og etablere)t:
Een af de ting, jeg har lært af firserne, er, at Undergrunden så langt fra at være af en højere etisk standard end Det Etablerede ikke bare er en spejlvending af det, men langt værre: Her hersker et nådesløst hierarki, som ikke kan fastholdes på noget som helst ansvar, fordi det altid påstår det ikke eksisterer, her florerer en naragtig snobbisme, som ingen Hellerupfrue kan konkurrere med - den begejstring man den ene uge skulle føle for en bestemt plade, var den næste årsag til underforstået, aldrig udtalt, udstødelse.

Politikensuk 2

Kære Jes
Godt ord igen og flere ord til poesianmeldelser! Vi lyster videre!
mange hilsner Lars

> From: Jes.Stein.Pedersen@pol.dk
> To: larsbukdahl@live.dk
> Date: Mon, 3 Mar 2014 20:01:40 +0100
> Subject: Pablo
>
> Kære Lars,
> ser nu, hvad du har skrevet om mig på din blog*. Det var nu for den samlede trilogi Pablo L. blev nomineret til vores pris. Fortsat god arbejdslyst.
> Alt godt
> Jes
>
> Jes Stein Pedersen
> Litteraturredaktør

* det må dreje sig om de spidse bemærkninger om den ultrakorte anmeldelse af Sex Rouge vs. nomineringen (af så alle 3 bøger i sonet-trilogien) til Politikens Litteraturpris

BREAKING: Jes smider den ene fez

Så er Jes Stein trådt ud af Statens Kunstfonds litteraturudvalg, smart nok, og minuttet efter jeg havde skrevet min blogpost om sagen, så stor magt har Blogdahl!

Uden at indrømme noget magtkoncentrationsproblem eller bare, at han har meget magt som litteraturredaktør på Politiken - det er et rent (kramspørgsmål komme jeg til at skrive i 1. omgang, og det er også rigtigt nok, jeg mente:) karmaspørgsmål:

»Jeg vil ikke have dårlig energi ført med ind i det arbejde for litteraturen, som jeg havde glædet mig til at udføre«, siger han.(...) Trækker du dig, fordi du er enig i, at du er inhabil?
»Nej, det har overhovedet ikke noget med inhabilitet at gøre. Men man mener simpelthen, at mit arbejde er så synligt på Politiken, at det i sig selv betyder, at jeg har enormt meget magt«, siger litteraturredaktøren og fortsætter:

Men ikke uden at mistænkeliggøre de forfattere og forfatteroganisationer, der har været modstandere af hans medlemskab:

Før delte forfatterne selv pengene ud mellem sig, og der var en masse beskyldninger om nepotisme. Det her skulle mindske risikoen for nepotisme og sikre en ekstrem åbenhed«.
Det lyder næsten, som om forfatterne er sure over, at de ikke kan sidde i udvalget og dele penge ud til hinanden længere?
»Jeg har da tænkt mit i forhold til, hvorfor interesseorganisationerne melder sådan ud«, siger Jes Stein Pedersen.

Dengang udvalget var et tremandsudvalg sad der jo for fanden altid en kritiker/litterat som nr. 3, men der har rigtignok ikke før siddet en (fungerende) litteraturredaktør, hallo!

Jeg har en mening om Jes Stein Pedersens dobbeltrolle

Helt tilbage, da det uden megen støj blev meddelt, at han skulle være medlem af Statens Kunstfonds nye litterære udvalg, ville jeg have skrevet en blogpost med overskriften "Politikens Kunstfond", men jeg kom i tvivl om, hvor stærkt jeg egentlig sådan principielt var imod, at han var blevet medlem. Så flammede sagen pludselig op som en SAG efter Peter Nielsens og Leonora Christina Skovs kommentarer i Information og Politiken og en række indslag på 24-syv. og det blev vigtigt, at jeg havde en mening, for tænk nu, hvis nogen ringede og spurgte om min mening, og jeg så ikke havde nogen mening, så jeg grublede og talte det igennem med kloge dig, og så fik jeg en mening, og så ringede Kristeligt Dagblad og spurgte om min mening, og jeg talte løs om min mening i en 10 minuters tid, og det kom der et par linjer ud af til en artikel i dag eller i morgen: 

Her er dit citat. Kan du vende tilbage med eventuelle rettelser inden 16?

Digter og litteraturanmelder for Weekendavisen Lars Bukdahl kender til at have flere kasketter på. Udover jobbet som anmelder sidder han i bestyrelsen på Forfatterskolen og har netop været med til at indstille til Kritikerprisen.

”Jeg mener godt, at man som udgangspunkt kan have flere kasketter på. Men i dette tilfælde må jeg nok sige, at der er et problem i forhold til magtkoncentrationen. En plads i legatudvalget og litteraturredaktør på Politiken er to så magtfulde job, at det simpelthen er for meget. Man risikerer, at det bliver for ensrettet,” siger han.

Med venlig hilsen

Jens From Lyng

Journalist

OK! Jeg sidder IKKE i bestyrelsen for Forfatterskolen, men jeg er redaktør af lyriktidsskriftet Hvedekorn mange hilsner Lars

Ups, det er jeg ked af. Men tak for rettelsen – erstatter forfatterskolen med Hvedekorn

Hilsen jens

Jeg har altid tænkt, at jeg gerne selv ville (blive spurgt om at) sidde i udvalget uden at tænke synderligt over, hvorvidt jeg har en vældig magt som anmelder, fordi folk alligevel sjældent køber de bøger, jeg anmelder godt, men selvfølgelig og forhåbentligt er jeg med til at sætte en dagsorden, der også er kanoniserende (og de-kanoniserende). Jeg vil alligevel mene, at min magt som anmelder er så relativ og begrænset og tydeligt subjektivt markeret, at et udvalgsmedlemskab ikke, som i tilfældet Jes Stein (hvis magt som Politiken-redaktør er både usynligere og langt massivere: vælge bøger, anmeldere, spaltelængde, i det hele taget vælge eksponeringsgrad), ville betyde en diffus magteksplosion. Jeg har så også altid vidst, at min avis/Det Berlingske Officin ikke tillader, at redaktører eller anmeldere sidder i sådanne udvalg. Og hvis jeg skulle vælge mellem at skrive i avisen og sidde i udvalg, ville jeg uden tøven vælge avisen.

Mit grundlæggende problem med Jes Stein er imidlertid slet ikke magtkoncentrationen, men hans sentimentale, opbyggelige litteratursyn og det faktum, at han ikke, modsat hvad alle, der har noget imod magteriet, besværger, har nogen synderlig forstand (fortand skrev jeg først, det er det samme) på ny, dansk litteratur. DERFOR vil jeg ikke have ham i udvalget! Så er det derudover uden videre for galt med al den magt, og det burde han indse. Men FORDI han har læst for lidt og læser for dårligt, er jeg imod ham (bortset fra at jeg personligt ikke har noget imod ham, han virker som en rar fyr og har altid opført sig ordentligt overfor mig). Jeg vil gerne have nogle kritikere, der har læst en masse og læser godt, til at være medlem, Mai Misfeldt, Tue Nexø, Kamilla Lofström, Erik Skyum (har da vist aldrig være medlem), dens slags, og så må de og deres aviser finde ud af, om de kan anmelde imens, hjertens gerne for mig.

MEINER MEINUNG NACH!

(at Jes Stein så rent faktisk IKKE føler sig forpligtet af/overfor sine redaktionelle dispositioner, har nomineringerne til Politikens Litteraturpris netop demonstreret: Pablo Llambías, hvis sonet-samling nr. 3 blev anmeldt med under 300 ord af Jes Stein i avisen, er nemlig mærkeligt nok kandidat; hvis bogen virkelig er en 1 af årets 7 bedste, havde den vel fortjent bare ET PAR ord mere i første omgang ...)

En pseudo-anmeldelse som ca. 150 % af en pseudo-sonet

Hele litteraturredaktør Jes Stein Pedersens 124 ord mikroskopiske (mindstestørrelse på WA lige nu: 400 ord, tidligere: 300) 4 hjerter-anmeldelse i Politiken - og jeg ved ikke, om det mindst interessante er spørgsmålet om jegets psykiske tilstand: sygdom eller kunstnersind, men det er sgu da tæt på, og nej, Jes, jeg tror altså ikke, det er til diskussion, hvorvidt Pablo har skrevet bogen - :

Tredje bind af Pablo Llambías' sær-
lige form for bekendelsesprosa
fortsætter ad samme spor, som kendes fra
' Monte Lema' og ' Hundstein'. Det skrivende

jeg lider fortsat af angst og selvhad og
leger stadig med forholdet mellem virk-
elighed og fiktion. Men det interes-
sante er ikke, om de 350 ' sonetter',

som (knæk) prosaen rummes i, virkelig
er skrevet af Forfatterskolens rektor
og forfatter Pablo Llambías, eller
om han digter. Det, der gør ' Sex Rouge' spænden-
de, er de overvejelser, den skrivende
har om sin egen psykiske tilstand. Er

+

jeg psykisk syg og bør medicineres,
eller er det ' bare' mit kunstnersind, som
plager mig? Llambías leger med fortæl-
lerollen og den selvbiografiske
genre, men glem det: Det er stoffet, han hånd-
terer, som er det vigtige. Hans nær-
gående trilogi er noget nær enestående.

Derfor er Ib Michael ked af det i dag

Ikke på grund af de lidt tvungent glade, men reelt mellemfornøjede anmeldelser, han har fået i Jyllands-Posten (de trælse 4 stjerner), Berlingske (også fire stjerner), Weekendavisen og Information, men fordi (for hans stadig mere skrøbelige fan-segment altafgørende) Politiken endnu ikke har anmeldt; i de gode, gamle dage ville det være fuldstændig uhørt, at Politiken ikke (helst ved automat-begejstrede Søren Vinterberg) anmeldte en ny Ib Michael-roman på dagen, men nogen er ikke længere yndling nr. 1, buuuhuuu - nu bruger avisen og litteraturredaktøren i stedet pladsen på at prise prismodtager Kim Leine og ikke mindst prise ham biografistisk, og her kan hippie-direktørsønnen IM (der aldrig har modtaget Nordisk Råds Pris) slet ikke være med, Leine er en ny æras ani-selvfede, socialrealistiske mønsterbryder-helt (jf. også Yahya-omfavnelsen dér i svingdøren), og jeg advarer, dette er betydeligt klægt: FORDI man går så (detaljeret) grueligt meget igennem, bliver man Nordens nye store forfatter og får i tilgift lov til at opleve og kan som få oprigtigt påskønne "hverdagens nære lykke" (håber virkelig ikke Lars Frost, der i sin nye roman hvæser biedermeier efter sært nok Olivia Nordenhof, Bjørn Rasmussen og co., læser denne seriøst sentimentale klamamse, han bliver ikke ked af det, han bliver møbelsmadrende hysterisk af raseri):

Han er så langt væk fra det blærede og blaserte, man kan komme, for han har taget hele turen fra rendestenen og op til lyset i mere end en forstand. Det er derfor han kan skrive bøger, som emmer af kendskabet til det benhårde liv, som leves på underste klasse. Helt dernede, hvor man, som Kim Leine var nødt til det, junker sig selv for at kunne udholde endnu en helvedesdag. Han har været på det hele: lykkepiller, angstdæmpende piller, sovemedicin, kodein, hele tiden stadigt hårdere stoffer. Kim Leine er bestemt ingen litterrær tyv. Men det er rigtigt, at det var hans litterære forbillede, den bredt fortællende episke roman, gerne stærkt underholdende, der frelste ham. Det var nemlig bag årgangene af ' Vagttårnet' i hans troende mors bogreol, at han en dag fandt et eksemplar af Alexander Dumas' samlede værker. Da var hans skæbne beseglet. Da var Nordens nye store forfatter født. Med den tilføjelse, at Leine altså ligesom Morten Falch skulle igennem mange lidelser, før han havnede i det helt almindelige gode liv, som Leine vedholdende udtrykker sin taknemmelighed over at være blevet en del af. Det er ikke ret mange år siden, at forestillingen om et roligt familieliv var en fjern drøm for forfatteren, som også i går aftes i Oslo takkede sine børn, sin hustru, og sin familie i det hele taget for, at han kom til at opleve hverdagens nære lykke. Nej, det er ikke til at fatte, at denne pragtfulde forfatter i 2004, for kun i ni år siden, kom vaklende ud af vildmarken med blødende nålestik i armen og satte sig ned og skrev ' Kalak'.

Perkerdigter, ghettodigter, Politkendigter

Men Perker er jeg stadig. Også i forlagets øjne. Tag bare min redaktør på Gyldendal. En af de første ting, han sagde om min digtsamling var, om vi ikke skulle give den titlen  'GHETTODIGTER'. Jeg bebrejder ham ikke, for han ved, det er det, medierne vil have.

- Yahya Hassan i sidste lørdags Politiken-interview (mine VERSALER)

Jeg er sikker på, at mange af dem, som var til stede, aldrig vil glemme de ti minutter i GHETTODIGTERENS verden. Hvis Alice Munro havde været til stede, ville hun have kunnet skrive en lang novelle om den måde, bare en enkelt af de tilstedeværende fik sit liv forandret af den korte stund. Det sidste af de fem digte blev ikke læst op, for digteren, der kom til live for øjnene af os, endelig, endelig, kunne det udenad. Stroferne blev udtalt i rytmiske stød, øjnene var åbne, tranceblikket så ikke udad, men indad, vreden var altdominerende. Bagefter blev der klappet. Længe. Omkring mig var der mange blanke øjne og bævende brystkasser, selv smuttede den unge digter ud ad bagdøren fulgt af nogle af de journalister, som det vil være hans lod lang tid endnu at blive opsøgt af hver eneste dag, fordi Yahya Hassan, om han vil eller ej, er tidens vigtigste danske historie.

- (mine VERSALER) Politikens litteraturredaktør Jes Stein Pedersen i en klumme i avisens litteraturtillæg i dag, om at Poltiken gjorde ret (hvilket de gjorde) i at breake Yahya som slagkraftig debattør, og at nu er han også breaket som bevægende digter (hvilket han er) hos Politiken Politiken Politiken Politiken

Nyt pseudodemokratisk lavpunkt

Politikens Litteraturpris er pseudodemokratisk på samme trælse måde som Weekendavisens og Læsernes Litteraturpris: Avisen vælger et antal nominerede, som læserne kan vælge imellem. Men nu har Politiken så overladt en af nomineringerne til læseklubber på landets biblioteker, ikke de læseklubber, der er eventuelt findes i forvejen, men særlige "registrerede Politiken-læseklubber", til hvilke bibliotekarer - og det er her, pseudo-demokratiet bliver virkelig labyrintisk - udvælger et antal af årets bøger, som læsegruppemedlemmerne så skal læse og vælge imellem, og den bog flest registrerede Politiken-læserklubber stemmer på, bliver så en af de syv nominerede, som Politiken-læserne skal vælge imellem: Folk vælger for helvede ikke en skid, når de bare vælger mellem bøger, litterater og bibliotekarer har valgt, at de skal vælge imellem, og vinder bliver jo bare den populæreste, mest solgte af de udvalgte, trygt lødige/smagfulde bøger, fuldstændig automatisk og forudsigeligt, jf. Kim Leines landslide-sejr sidste år. Og så kan jeg forresten slet ikke forstå, at de tilmeldte bibibliotekarer/biblioteker er okay med Politikens heftige, skamløse branding af sig selv helt ind i deres mødelokaler. Prøv at se, hvor højt frådende oppe at køre litteraturredaktør Jes Stein er over den allerede vellykkede Politikenisering:

Lad mig til slut nævne, at når du deltager i en registreret Politiken-læsegruppe, får du gratis adgang til de litteraturarrangementer, som vi afholder med alle kandidaterne til Politikens Litteraturpris i løbet af januar og februar.
LÆS OGSÅLæserne giver Politikens Litteraturpris til et vildt møde med Grønland

Og så er det jo avis, vi laver: Det siger sig selv, at vi løbende vil bringe reportager i avisen fra diverse læseklubber. Jeg ser det allerede for mig: ’Drama i Charlottenlund. Læseklub dybt uenig om digtsamling!’ Ugen efter fulgt op af denne kioskbasker: ’Roman splitter landsdel: Politiken-læseklubberne i Sønderjylland strides om årets Erling Jepsen-roman’. I dag er det lørdag 7. september, om fire måneder næsten på dato ved vi, hvilken bog læseklubberne indstiller. Jeg glæder mig allerede. 

Ja, det tror og ved Fanden. 

Kulturjournalistik er en ludertur med brændende zeppeliner

Jeg gider ikke være forarget over andet i de to kæmpeartikler i Poltikens kulurtillæg i lørdags, Jes Stein Pedersens om Dan Brown og Gudrun Marie Schmidts om Yoko Ono, end at de begge er så desperat uspændende: Jes Stein er blevet betalt af Dan Browns forlag for at tage til Firenze og interviewe Brown i et uspecificeret kort stykke tid, men jo nok ikke mere end en halv time:

Det er fjorten af Browns forlag, heriblandt danske Hr. Ferdinand, som betaler gildet og formelt er værter her i Firenze, men det er Browns italienske forlag, Mondadori, som har sat hele dette cirkus i scene, og der er ingen grund til at stikke sig selv eller andre blår i øjnene, for intet er tilfældigt, når det gælder Dan Brown.

Gudrun Schmidt har "fået lov" af Louisiana og "New York" til at interviewe Yoko Ono i 15 minutter:

Nu har jeg som en af de få udvalgte fået 15 minutter af hendes tid. 15 minutter med Yoko Ono. Jeg har ansøgt om interviewet, er blevet godkendt i New York, og da aftalen om interviewet gik igennem, var det med betingelsen om, at interviewet kun handlede om kunst.

Men Schmidt interesserer sig tydeligvis ikke for Yoko Onos kunst, så i mindst halvdelen af artiklen taler hun løs og citerer løs (fra andre interviews) om Onos bekendte, myrdede husbond John Lennon og finder også på diverse "raffinerede" måder alligevel at spørge Ono om Lennon på (ved at spørge til historien om Lennons første møde med hendes kunst fx), og så er hun bare så trælst pigesur, Schmidt, over, at Ono ikke er lige så imødekommende og veloplagt ved det eksklusive interview som ved det kollektive pressemøde, og hun har jo for fanden bare gennemskuet, Ono, at Schmidt slet ikke er interesseret i hendes kunst. Hvis hun havde været det, havde hun måske også fået nys om, hvor vildt betydningsfuld især Onos happeningopskrift-samling Grapefruit har været for yngre danske DIGTERE, for Mette Moestrup, i hendes to seneste samlinger, er Ono aldeles afgørende; tænk hvis Politiken i stedet havde sat Mette til at interviewe Yoko!?

Jeg kan godt se, at der ikke er nogen vej udenom, at kulturjournalistikken i høj grad er produkt- og premierestyret - og måske også firmabetalt. Og det ville da være åndssvagt ikke at bringe en stor feature om Yoko Ono, når hun nu udstiller på Louisinan, bare fordi Lousiana af hele sit kasseapprathjerte ønsker sig en stor feature, men så kunne man sgu da i det mindste forsøge at gøre sig umage og holde fokus på Onos jo for fanden elementært underholdende kunst (også Trine Ross' faglige anmeldelse af udstillingen plaprer løs om Lennon, hold da kæft med Lennon, Yoko er ikke Dronning Margrethe, hun var for længst en vigtig (Fluxus-)kunstner, da hun hookede op med beatlen). Men hvorfor i alverden tage imod luderrejsen til Firenze og luderselskabeligheden under opholdet og over FIRE EN HALV SIDE lade som om, at man forholder sig ironisk/kritisk overfor den markedsføring, der med artiklens eksorbitante længde har vundet endnu en sejr, og lade som om, at man faktisk finder det interessant, hvad en tredierangsforfatter som Brown i et eksklusivt, minutkort automatinterview mener om overbefolkning. Jes Stein indrømmer blankt og uklædeligt kækt, at rent kommercielle interesser har redigeret avisen:

Manden, som denne uge svingede domptørstaven over florentinernes by og fik maget det således, at også denne avis skriver om hans bog, er imod overbefolkning, men takket være hans nye roman er en ting i hvert fald stensikker: Dantes by slipper ikke for at blive endnu mere infernalsk overbefolket, end den allerede er.

Men at han indrømmer  og er halvflov, gør det ikke mere okay, at missionen endnu en gang er lykkedes, det gør det bare pinligere.

Peer review this!

Jeg skulle til at skrive lidt videre om det nye Kritik-nummer og kritikken af det, da jeg kom til at linke på dette link på Tue Nexøs Facebook-side, der viste sig at linke til en detektivisk litterær artikel, på svimmelhøjde med Borges og Nabokov og Madsen, der starter ud med at opklare, hvor en falsk for-god-til-at-være-sand-historie om et møde mellem Dostojevskij og Dickens mon stammer fra, men udvikler sig til en komplet labyrint med talrige hinanden kommenterende og rosende og - vildest - kritiserende pseudonymer, forfattere til både litterære artikler og sci-fi-romaner og erotica, med vistnok kun én virkelig person i den inderste blindgyde, den forsmåede litteraturforsker A.D. Harvey; jeg har haft mit lille hyr med pseudonymer (især Peter-Clement Woetmanns) i Hvedekorn, men det er vandpytter imod denne malstrøm!

Nå!

Tue (der har deltaget aktivt i en Facebook-tråd om Jes Steins en-stjerne-anmeldelse af Kritik, som han selv, Tue, har bidraget med en artikel til) havde denne korte kommentar nedenunder min monstrøse polemik mod Marianne Stidsen, hvor jeg i forbifarten havde talt om "Politiken og (ikke uretfærdig) Kritikafklapsning (som alle dem, der ikke kunne finde på at henvende sig til offentligheden med såkaldt akapyk, er meget forargede over)":

Hvordan kan du ført rose og være glad for det nye Kritiknr. her på bloggen og så sige, at Jes Steins "afklapsning" er passende? Det forstår jeg ikke, Lars.

Nej, det også noget sjusk, jeg burde i det mindste have tilføjet et 'helt: ikke helt uretfærdig Kritikafklapsning. Men jeg er faktisk glad for at jeg skrev afklapsning og ikke anmeldelse, fordi som anmeldelse er teksten og stjerneafgivningen bestemt ikke retfærdig; Jes Stein undlader helt at nævne nummerets (givetvis også i hans øjne) rigtig rigtig gode og LÆSELIGE bidrag, og det er jo elementært uretfærdigt; til gengæld - erkendte jeg til min store irritation (i anden forskudte potens, efter artiklerne selv havde primærirriteret), da jeg læste anmeldelsen i en Baresso i Århus, så gerne ville jeg havde været akut anti-Stein! - er den specifikke kritik af form og indhold i artiklerne af Schulman og Gro Henningsen ikke uretfærdig (Elisabeth F's spørgsmål til Frostenson kan jeg ikke hidse mig op over); jeg skriver selv noget lignende i min blogpost om nummeret, men selvfølgelig er jeg mere nuanceret og mindre helligt forarget:

man kan blive pisseirriteret på akademias mandarinsk docerende selvfedme og moralske (og æstetiske) overhøjhed, i dette nummer især i temaartiklerne om "gentrificering"

og senere:

Jeg synes, al akademieriet er underholdende og i orden og ville nødigt undvære det, men selvfølgelig burde ALLE skrive klogt lige så fint (og selvstændigt - det mest anstrengende FAKTUM om (og GENREKRAV til) akademiske artikler, er at de altid skal starte og alenlangt forsætte med at være teori-referater; Frank citerer mest fra biografier, frækt nok!) som NF (hvilket redaktørerne selv forbilledligt har gjort i deres bøger om Pelle Gudmundsen-Holmgreen og Pia Juul henholdsvis).

Så når Olga Ravn på Facebook definerer "Populyk - sprogbrug, der forsøger at være så let forståeligt og umiddelbart indfangende at det seriøst ikke giver mening.  Det kunne fx være "Asien er kun et smil væk" og "Rejsen begynder ombord" eller den hedengange "Alle har ret til et fedt køkken"", nailer og navngiver hun på en prik et sprogligt fænomen, men det ændrer da ikke på, at Jes Steins citater er lige så gode eksempler på det lige så reelt eksisterende sproglige fænomen akapyk. Jeg har stadig ikke set nogen forsvare de konkrete brokker og fx denne, for sådan ville hverken Olga eller Pablo eller Tue eller Elisabeth og da slet ikke Ursula finde på at skrive, og det er jo ikke fordi, det er en særlig, personlig, uefterlignelig skrift, det er fordi det er en usærlig, uniformeret, totalt (som påpeget af nummerets forord jo) selvblind og uspilfærdig skrift, der for mig at læse er det stik modsatte af en kritisk skrift, fordi den står helt, helt monolitisk stille:

»Forbrugets de-territorialiserende kraft baseret på det individuelle begær, bliver i stigende grad en kraft, der erstatter reel frihed med det frie valg mellem forproducerede valgmuligheder rettet mod at udtrykke en særlig individualitet. Re-territorialiseringen har sat sig igennem helt ind i den perciperede friheds domæne«.

Og nu får jeg øje på noget herligt fornuftigt, Hans Ulrik Rosengaard skriver som en kommentar til en FB-opdatering af redaktør Elisabeth, hvor hun citerer et (selvfølgelig særdeles læseligt) Roland Barthes-citat om anti-intellektualisme og linker til et givetvis idiotisk DR-program, jeg ikke har turdet se:

Det er rigtigt, hvad du skriver Elisabeth. Men er problemet ikke, at kritikken bliver fremført så bøvet, som den altid gør, når den ikke også er selvkritik? Sprog er også magt. Sprogeksperters sprogbrug er det ikke mindst. Jeg udøver selv den sproglige magt hver dag. Ofte helt afmægtigt. Den spændende diskussion, der faktisk findes her, kan kun rejses, når den også rejses som selvkritik. Ellers ender vi der hvor én sprogelite slår på en anden sprogelite på vegne af en forestillet sprogalmue - en forestillet almue der allerede i sit begreb er så umyndiggjort, at ingen ville magte at føje til den krænkelse den måtte blive til del for at kunne tænkes.

Hans Ulriks sidste skønne sætning er et godt modeksempel på personligt signeret og elegant turneret, syntaktisk (og tankemæssig) kompleksitet.

Jeg oplever, når jeg læser GODE akademiske artikler, som nu fx Tues om "Korruption og samtidsdiagnose" i det famøse (det ord bruger jeg for lidt) Kritik-nummer, at i lige så høj grad som man skriver til den bedste, kvikkeste og nysgerrigste, mest videns- og erkendelseshungrende læser, man kan forestille sig, skriver man for at overholde genrekravene (der vel ikke er det samme som de videnskabelige krav) til en akademisk artikel og for at tilfredsstille de PEER REVIEWERS, der har skudt sig ind i mellem akademisk skribent og forlags/antologi/tidsskriftsredaktører, og uden hvis godkendelse en tekst ikke er akademisk meriterende, dvs. lige så lidt værd for universitetskarrieren som en avisanmeldelse eller en blogpost. Martin Glas Serup forsøger i en kommentar (til en post af Mai Misfeldt om kommentarerne til Jes Steins anmeldelse) på Promenaden at forklare peer reviews som en god ting:

Et peer-review er en fagfællebedømmelse, der er nødvendig for at få en videnskabelig artikel publiceret i visse tidsskrifter – i DK er nogle af de mest prestigiøse fx Kritik, Passage, Spring, Kultur&Klasse og Nordica. En eller flere af redaktionen anonymiserede fageksperter læser og bedømmer den pågældende artikel, og siger god (eller det modsatte) for den – evt. på betingelse af at visse ændringer finder sted, visse perspektiver bliver medtaget osv. – hele idéen er at det skal højne niveauet og garantere for kvaliteten – se mere her.

Det lyder som om, det er tidsskriftet, der forlanger et peer review, men det er vel det akademiske system, der kræver det, for at artiklerne kan meritere - i Kritik-nummeret er fire artikler peer reviewede, Dag Perssons, Nanna Gro Henningsens, Torsten Bøgh Thomsens og Tue Nexøs, men den stærkest nytænkende og -læsende artikel er digteren Niels Franks om Thomas Mann. Og én ting er den utidige indblanding i redaktionsarbejdet med en udgivelse, der ikke definerer sig som internt akademisk, noget andet er den selvcensur eller bare -uniformering, som sådan et system automatisk resulterer i, fordi skribenten udmærket ved, hvordan en korrekt dukset akademisk artikel skal te sig, jf. de ovenfor omtalte evige teorireferater (og virkelig komisk bliver jo uniformiteten, når pointen, som i gentrificerings-artiklerne, er ensretningen af en autentisk heteregonitet ...). 

Jeg elsker uforståelighed, primært poetisk uforståelighed, som Rifbjergs nedenfor, men også teoretisk og akademisk uforståelighed, hvis det virkelig og passioneret og livfuldt og originalt er uforståeligt, men Jes Steins eksempler er jo lige præcis ikke uforståelige, og hvad værre er, de er heller ikke præcise: de er selvglorificerende vrøvl på lånte plasticstylter, i ét udmærket ord: akapyk, beklager!

Halvhjertet prispopulisme

Informations kulturredaktør Peter Nielsen havde en selvgod leder i Information, der anklagede Politikens Litteraturpris for at være populistisk, fordi læserne - modsat Infs' og Testrups Højskoles Montanapris - skal vælge mellem 7 kandidater, avisen har opstillet, en anklage jeg i og for sig er enig i, jeg gad bare ikke være det på de selvgode præmisser (og med de kedsommelige formuleringer), men så svarede Politikens litttraturredaktør Jes Stein Petersen, der er anstrengende meget oppe at køre sin pris, som om ingen nogensinde havde uddelt en litteraturpris før, med sin egen endnu meget selvbedre leder, som jeg næsten lige så lidt gider være uenig i, som jeg gider være enig med Peter Nielsen:

(...) kulturredaktør Peter Nielsen skrev: »Det er godt, at det er de danske boghandlere, der bestemmer, hvem der skal have årets laurbær. Noget andet er Politikens nye litteraturpris, der slår sig op på at honorere »årets bedste bog af litterær kvalitet«. At lade læserne bestemme er ikke at tage den litterære kvalitet alvorligt«. Lad os lige tage den sidste sætning en gang til: »At lade læserne bestemme er ikke at tage den litterære kvalitet alvorligt«. Information har selvfølgelig ret til at håne Politikens læsere, selv om man måske kunne forestille sig, at der var andre forhold i den litterære verden, som det var mere påtrængende at kommentere kritisk på end den glade kendsgerning, at et dagblad har fået en ny mulighed for at sætte fokus på tidens vægtigste litterære værker. Den pris, Information selv uddeler i samarbejde med Testrup Højskole, Montana-prisen, er designet, så der er garanti for en lukket fest: Ti professionelle litteraturmennesker ordner det hele: En lille komité bestående af forfattere og kritikere indstiller seks værker, hvorefter en anden komité, der også består af forfattere og kritikere, udpeger prisvinderen. Sikke en fest! (...) Personligt er jeg glad for, at vi på Politiken har en litteraturpris, som man ikke skal have VIP-invitation for at have indflydelse på.
En pris, som læsere, man møder tilfældigt på biblioteket, betragter sig som selvfølgelige parthavere i.

Nu bliver der jo rent faktisk holdt en (god) fest, på Testrup Højskole, efter uddelingen af Montanaprisen og i forlængelse af en hel uges kursus for "almindelige" læsere, som uddeler deres egen Champagnepris (i år gik den til Christina Hesselholdt, der også er nomineret til Politikens pris), som man kunne overveje at omdøbe til Informations Politikenpris, så kunne Politiken oprette en Politikens Informationspris, hvor en forfatter- og kritikerjury udpeger vinderen. Men det trælse ved litteraturpriser med læserafstemninger - foruden Politikens Litteraturpris Weekendavisens Litteraturpris og Berlingskes og bibliotekernes Læsernes Bogpris - er jo den populistiske HALVHJERTEHED: læserne kan først vælge, når avisen og dens redaktør og kritikere formynderisk har valgt, hvad de har lov til at vælge mellem - til gengæld kan man være stensikker på, at læserne altid vælger en af de, hvis ikke bare DEN mestsælgende bog (og være helt usikker på, hvilke af de andre bøger læserne rent faktisk læser), derfor vil Christina Hesselholdt aldrig modtage Politikens Litteraturpris, og derfor er det enten Kim Leine eller Christian Jungersen, der modtager prisen i år. og hvor deprimerende forudsigeligt er det ikke? Hvis Jes Stein er så forelsket i sine læseres dømmekraft, kunne han jo lade dem vælge helt frit, men det tør han selvklart ikke, for så kunne Jussi Adler-Olsen risikere at vinde, og det er jo alligevel at lade demokratiet gå for vidt.

Endnu en anonym litteraturpris, hvor læserne, de idioter, bestemmer

Nu har Politiken også fået en litteraturpris (så mangler bare Jyllands-Posten og Kristeligt Dagblad) på hele 250.000 kr. lanceret og præsenteret på dagens forside af 2. sektion af litteraturredaktør Jes Stein Pedersen med en hel masse varm, KRONIKagtig luft om, at litteratur(priser) er en god sproglig ting, der handler om vigtige sproglige ting, fordi det er en god sproglig ting - "Litteraturpriser retter opmærksomheden mod det sprog, vi forstår os selv igennem, og i vores tid spiller sproget en større rolle end tidligere. Vi italesætter og realiserer os selv på en anden måde, end dengang vi var låst fast i familiebånd og klasseskel. Det samfundsmæssige drama, alt, hvad der har at gøre med magt og identitet, udspiller sig i sproget og ved hjælp af sproget på en måde, vi ikke har kendt før" - med sin (sympatisk nok!) RENE litterære motivation (til forskel fra Berlingskes og Bibliotekernes Læsernes Bogpris, der var den direkte provokerende årsag til Bukdhals Bet - Den Smalle Litteraturpris og til hvilken værker "med bred appel" nomineres (plus som regel 1 enkelt digtsamling, der jo ikke hvert år kan være SUT's Rystet spejl)): »For at en forfatter kan blive nomineret skal vedkommende have udgivet et værk, der har litterær kvalitet og tyngde i kalenderåret forud for uddelingsåret. Værket skal være rubriceret som roman, novellesamling, digtsamling, essayistik, litterær biografi, kulturkritik eller lignende. Forfatteren udvælges primært blandt personer, hvis forfatterskab er af nyere dato. Prisen kan tildeles et enkelt værk eller gives som anerkendelse af et forfatterskab som helhed«, ligner Politikens Litteraturprisen til forveksling Montanas Litteraturpris, hvortil også 7 værker nomineres, bortset fra at det ikke som hos Montana er en jury (der forvirrende nok ikke er lig med den gruppe Testrup- og Information-folk, der har foretaget nomineringerne), der udpeger vinderen, men ligesom med Læsernes Bogpris, Weekendavisens Litteraturpris og nu nedlagte Danske Banks Litteraturpris er læserne, de lustepustere. Hvilket forbliver åndssvagt og meningsløst populistisk, eftersom læserne jo ikke er forpligtet til at læse alle de nominerede værker (eller nogen af dem overhovedet), og så er det jo et lidet kvalificeret valg. Fedt nok med de 250.000 kr., der jo nok skal gå til en glimrende eller måske endda fremragende forfatter (den eneste konkrete bog, Jes Stein Pedersen nævner (via citater fra anmeldelsen, men uden navns og titels nævnelse) er Cecilie Linds debutbog Dughærget pupil accelererer tusmørke, godt vinderforslag!), men det kunne have været desto federe med en egentlig karakterfuld profil og ingen dum-demokratisk afgørelse.

At blive holdt anmeldelsesudenfor

Ida Jessens "glemmebog" Ramt af ingenting udkommer i dag, og jeg ved godt, man bliver ekstra irriteret på anmeldelserne af en bog, man selv gerne ville have anmeldt, men ikke fik lov til at anmelde (fordi man skulle vælge mellem den og Hans Otto Jørgensens Strange days indeed, som endda udkommer i hver deres uge), og Ida Jessen har jeg gennem tiderne anmeldt vidt forskelligt, så jeg har ikke noget idé om, hvad jeg selv vil synes om bogen, når jeg forhåbentlig snart når frem til at læse løs, men jeg får en frygteligt lyst til at gå stærkt ind for den, når jeg læser Jes Stein Pedersens irriterende 4 hjerter-anmeldelse i Politiken, der besværger og reklamerer for nyfigenhed i læsningen, men behændigt selv holder sig helt udenfor, hvilket må siges at være en stærkt uærlig retorisk manøvre:

VIRGINIA WOOLF skrev, at en kvinde har brug for et værelse, hun kan kalde sit eget. Tre generationer senere er det blevet til et hus, og kvinder både læser og skriver og lader sig skille som aldrig før. En af disse fantastisk skrivende, fraskilte kvinder er Ida Jessen, forfatteren, som man fra interview ved tidligere boede i Kristianiagade med udsigt over Døveskolen (ligesom bogens hovedperson nemlig, men det vidste jeg ikke, men det ved jeg nu LB). »Skal vi ikke læse bogen om Ida Jessens skilsmisse?«, vil alle kvinderne ude i læseklubberne spørge hinanden. Når de læser om kvinden, der så gerne vil glemme, vil de føle sig inviteret med ind under den virkelige forfatters eget syvende slør og opfatte det, de læser, som et selvbiografisk partsindlæg i en kærlighedskrig. Den kvindelige forfatter skriver for at slette sine erindringer om en mand. For Jessen, kvinden bag kvinden, handler det måske også om at skrive noget ud, men resultatet er paradoksalt nok en bog, hun resten af sit liv vil blive spurgt ind til af nyfigne læsere. Men det følger jo med, når man doserer forholdet mellem virkelighed og fiktion, som hun har valgt at gøre det.

Og så mener Jes Stein (vistnok, han mener ikke rigtig noget som helst), at det er for galt, at Jessen slet ikke indlever sig i den mand, som hovedpersonen er blevet skilt fra, som hun nemlig ville have gjort, hvis det var en af hendes romankonkurrence-tykke romaner, hvad det jo lige præcis ikke er - anmelderen kunne måske også have erindret sig (og læserne) om, at Jessen har skrevet en (lille) hård roman, ABC, om hvor skrækkeligt en skilsmisse går ud over en mand.

Katrine Lilleør i Berlingske klager til gengæld i sin ikke mindre irriterende 3 stjerner-anmeldelse, over at den ubehagelige læser-type, overlappende med Stein Pedersens nyfigne læser, venindelæseren, som hun ikke har noget problem med selv at inkarnere, ikke får fortrolighed nok, men det er en dum læser, der vil være ven eller veninde med sin forfatter (og en dum forfatter - og sådan en dum forfatter er Ida Jessen ikke, men det er fx en, der hedder Ib - der vil være ven eller veninde med sin læser):

Her er jeg i tvivl om, hvad Jessen vil fortælle, og om hun overhovedet har lyst til at fortælle.
Det er så modsat hendes romaner, hvor alt kan siges - og bliver det. Den nye bog holder mig udenfor, som en veninde der ikke regnes nær nok til at få det hele at vide. Ida Jessen skal nok forberede sig på, at der vil være en del læsere m/ k, der føler, at hun har smidt veninderingen væk. Forhåbentlig kun for en stund. »Ramt af ingenting« er som alle Jessens bøger en sproglig nydelse, så mange trofaste veninder vil såmænd hænge på og ydmygt håbe, at vi næste gang bliver fundet værdige til større fortrolighed.

(og hvad er det også for en uting med disse Smagsdommerne-agtige, kulturpersonlige ikke-litterater som anmeldere: præster, politikere, sociologer (ja, det var et stik til min egen avis, WA, og Birte Weis og Henrik Dahl)!)

Og noget principielt irriterende forbandet vrøvl i begge anmeldelser, at store, rolige romaner pr. definition er litterært vægtigere og sandere og skønnere end små, rasende notatsamlinger.

Pyh! Lad mig til sidst fremhæve anmeldelserne i Jyllands-Posten og Kristeligt Dagblad af henholdsvis begejstrede Henritte Bacher Lind og skeptiske Nils Gunder Hansen, der som det modsatte af kedeligt kønnede (det er også synd for manden vs. mere klart snavs om manden) ven- og venindelæsere, som nemlig litteraturlæsere, engageret karakteriserer og smagsdømmer bogen som den bog, den i deres øjne faktisk former sig som.