Mikkel & Kurt

Kunsten at slå sig selv spektakulært og målrettet for munden

Mikkel Thykier i INTERVIEW med Jes Stein Pedersen i POLITIKEN i dag (hvor han fylder en 5 sider alt i alt, så vidt jeg kan se, inkl. forside med kæmpe "anomymiseret" portrætfotografi (sin helt egen eklatante for munden-slåen, det er jo kun ham, det ikke ligner!))

"»Der skabes nogle gængse modeller for, hvordan forfattere skal håndteres. F. eks. at lave interview med folk, som vi også gør her i dag. Jeg er ikke sikker på, at interview fremmer forståelsen af, hvad der egentlig er væsentligt i, hvordan kunst og litteratur fungerer og påvirker os. Jeg sætter omtalens kultur op mod opdagelsens kultur. Det må handle om at gå på opdagelse i et værk, i et kulturelt landskab. Ikke se på, hvad der er det såkaldt ' nye', fordi det er det seneste, der er sket, men se på hvad der har en nyhedsværdi for dem, der læser værket som en opdagelse«. 

Hvad er problemet med interview? 

»Det er en meget taknemmelig genre, som kan give en meget umiddelbar oplevelse af at komme tæt på et andet menneske, men, det er en fuldstændig misvisende forestilling. Det er en postuleret intimgenre, der er ikke adgang til intimitet så let. Jeg kan nævne to gode udtalelser om interview. Frank Zappa, som siger, at det er helt almindeligt umuligt at være et almindeligt menneske i et interview, fordi der ikke er nogen mere unaturlig opførsel end at interviewe et andet menneske. Det er kun få skridt fra Inkvisitionen. Og den italienske forfatter Elena Ferrante, som siger, at den måde at beskæftige sig med litteratur på helt grundlæggende er en løgn. Grundlaget for pressens måde at omgås litteratur på i interviewet er en løgn, fordi interviewet altid kræver noget, der giver et godt indtryk: At man tager sig bedst mulig ud, at man tænker tanker, der er gode for et interview«. 

Gør du det nu? 

»Det har jeg ingen anelse om. Men personligt foretrækker jeg at læse tekster uden nogen tydelig konklusion. Det, der gør sig i et interview, er de meget skarpe udmeldinger og klare pointer. Det er i fuldstændig modstrid med det, jeg synes er væsentligt for litteratur og kunst, hvor det handler om åbne betydningsdannelser. Jeg nærer stor mistillid til journalistik og litteratur. som lader sig omsætte i statements og gode sætninger, enkle positioner. Jeg foretrækker litteratur, som ikke egner sig til citat«.

Kurt Cobains T-shirt på forsiden af Rolling Stone i 1992 (der står, sirligt: "CORPORATE MAGAZINES STILL SUCK")

Kuren er Jens

Jeg stod i forgårs på Nørreport og ventede på linje E til Holte og og læste stenet i første bind af Marianne Stidsens disputats, hvis omstændelige referater af diverse sociologiske klassikere langt fra formåede at ophidse mig, da en herre pludselig spurgte mig, hvad jeg ville anbefale som modgift mod hans årelange, absolutte aversion mod skønlitteratur (det sidste, der have optaget ham, var Hans Scherfig ...); jeg tænke mig længe om, så ned på disputatsen, tung og traurig knuget i min hånd, og fandt det selvfølgelige svar:

Blendstrup, Jens Blendstrup

(og efter 6 måneders intens læsning alle mulige andre steder hen, vil han være klar til at læse begyndelsen på Strunk, der samme tirsdag stod at læse i Politikens 2. sektion, fint præsenteret af en af Marianne Stidsens store helte, Thomas Bredsdorff, der modsat hende har sand for poesiens SKØNHED)

Elementær hjertekonsekvens

Kunne vi ikke i det mindste blive enige om,
Lasse Horne Kjældgaard og Politiken,
angående anmeldelsen af Carsten Jensens Den første sten i dagens avis,
at hvis mindst 1 væsentlig anke formuleres
mod bogen, der anmeldes, så kan den
i det mindste ikke få
6 hjerter:

"På den måde bliver teknologiens dehumanisering her erstattet af litteraturens menneskeliggørelse og af den helt grundlæggende udfordring, det er at sætte sig i den andens sted. »Tænk på dem som mennesker, hvis skæbne I er forbundne med«, lyder Khaibers instruktion om talebanerne.
Den eneste, det ikke rigtig gælder for, er den omtalte marionetfører, der trækker i alle trådene. Han forbliver næsten tom, uden klart motiv, uden biografisk baggrund, nærmest som en djævel – »et flimmer af identiteter, et spøgelse i cyberspace«, som Khaiber omtaler ham.
Det er både en styrke og en svaghed ved romanen, men det ændrer ikke på, at Carsten Jensen har skrevet den hidtil bedste danske bog om Afghanistankrigen – spændende og vigtig på samme tid."

- alt those relativeringer: styrke & svaghed, ændrer ikke på, bedste danske bog om Afghanistan-krigen (ikke voldsomt stor gruppe af bøger jo, spændende & vigtig ...

Walk back fra den agitpropomklamring, Pol!

Det er et godt og stærkt, lige præcist sangenkelt smædedigt, Henrik Nordbrandt - der kun rimer, når det er helt , helt sort - havde på forsiden af Politiken i går:



- men fri os da for, at Politiken, ved kulturrred. Lykkeberg, i samme avis selvfedt tager æren for ikke bare digtet, men selve GENREN avisdigt:

Tom Kristensen skrev et digt, fordi det var sådan, han kunne skrive det, der skulle skrives. Og ikke på nogen andre måder. Digte er ikke en almindelig journalistisk genre, men poesien har en stor historie i den trykte presse. Kjeld Abell, Vita Andersen, Tove Ditlevsen, Michael Strunge og mange flere har gennem årene skrevet digte i Politiken.
For der er situationer, og der er scener, hvor man ikke kan beskrive det, der sker, ordentligt, og hvor man ikke kan sige det bogstaveligt. Det kan være, når unge mennesker dør, regnen falder på en særlig måde over landet, eller hundrede af tusinder af flygtninge kommer ind i Danmark og afkræver os noget, som vi ikke ved, hvad er.
Mandag aften sendte avisens absolutte seniorkulturreporter Thomas Bredsdorff et digt videre, som han havde modtaget fra Henrik Nordbrandt.
Det skulle i avisen, insisterede Thomas. Og det var der ingen, der var i uenige i. Vi vil ikke stille os i vejen, når digte presser sig på for at bryde ind i verden. Så stiller vi til enhver tid avisen til rådighed.

Vent og se hvilke digte, der bryder ind i din verden de næste dage. 

- men fedt nok med digte om hvad som helst jo, hvis de bare er fede, som dagens mere finurligt snerrende Politiken-digt af Klaus Høeck heldigvis også er: 

Et tu, Katrine, er hjerteoppumper

Det er åbenbart ikke muligt på Politiken at uddele hjerter til danske film forholdsmæssigt  - Katrine Hornstrup Yde, der pludselig har gjort Politikens filmtillæg uundværligt, giver Erik Clausens nye film Mennesker bliver spist 4 hjerter, selvom enhver, der kan læse, kan se, at anmeldelsen skarpt er formuleret frem til en dom på de 3 (til gengæld lyder hendes 5 stjerner til gentleman-voldsfilm The Kingsmen fuldstændig rimeligt - og inciterende) her er afslutningen:

når Gitte bliver ringet op af sin mor, sidder hun naturligvis på kanten af sin smarte sofa og læser i et designblad, som om hun selv var en statist i selvsamme katalog. For så stift lever folk, der er fine på den, jo nemlig. Not.
Derimod er der noget rammende i at se Gitte og hendes nye mand (Rasmus Botoft) sidde i lotusstilling og meditere på stuegulvet for at eskapere fra Gittes (begrundede) frygt for at være en dårlig mor, alt imens hendes søn, Patrick (fine Oliver Methling Søndergaard med dunskæg), har låst sig inde på værelset.
Men så er det også nærmest for nemme point at give sin egen politiske dagsorden, når Clausen får Herlufs bror (Steen Stig Lommer) til at reflektere over sin fortid som medlem af Dansk Folkeparti sådan her: »Det der politik, jeg var med i, var jo bare en stor ophobning af mindreværdskomplekser«. Clausen rammer således skiftevis sine parodier og revselser helt præcist og helt galt.Til gengæld er der altså varmen og inderligheden.
Det er i Bodil Jørgensens fantastisk fine balance mellem ægteskabstristesse og ømhed for den gamle Luffe, at filmen får ægte nærvær. Og det er i Clausens mentale plidderpludder, i den måde, som hjernen æder sig selv på, at der er noget eksistentielt skrøbeligt på spil.
Og så insisterer Clausen på at lade alle filmens karikerede karakterer afsløre sig som sårbare mennesker. Det bliver idylliseret og ganske sentimentalt, men det virker også rørende: at der hos Clausen er denne lyst til solidaritet. Og den er befriende at overgive sig til.
Filmens allersidste scene er i øvrigt hjerteskærende hård frem for naivt håbefuld.
Mennesker bliver spist. Uanset hvad vi gør for at forhindre det.

Lilian skoser sin egen avis i sin egen avis

Lilian Munk Rosing har en præcist skarpskydende kommentar i Politiken i dag ang. både Politikens kvindeforfatter-feature og Politikens litteraturredaktørs Nordisk Råd-kommentar, her er sidste del:

Reaktionen på at blive grupperet og kategoriseret af andre kan være at gruppere alt og alle i stadig mere specifikke kategorier. Desværre med en tendens til, at disse grupper bare ligger og kaster møg på hinanden. Som vi så det i weekenden, da den amerikanske skuespillerinde Patricia Arquette benyttede sin Oscar-tale til at plædere for ligeløn for mænd og kvinder og derefter fik en spand lort i hovedet af repræsentanter for farvede, homoseksuelle amerikanere, der ikke gad høre på en hvid, heteroseksuel, »privilegeret« kvinde.
I artiklen om generationen af »kvindeforfattere« citeres en litteraturforsker for at mene, at deres bøger ofte handler om »lille mig i en stor, globaliseret og uoverskuelig verden«. Men at være et lille jeg i en stor verden lyder sådan set som et meget stort og alment litterært tema. Og måske er det lille jeg en af litteraturens forcer. Det jeg, der aldrig helt vil kunne identificere sig med prædikater som kvinde, bøsse, jøde, dansker, muslim osv. Det jeg, der er lille nok til at kunne sive ind i andre identiteter end forfatterens, ja sågar andre end menneskets.

I søndagens bogsektion blev Helle Helles 'Hvis det er' (som jeg, i øvrigt sammen med to mænd, har nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris) karakteriseret som en »feminin« bog. Det er på en måde en alvorlig kritik, ikke af forfatterens køn, men af bogens litterære vellykkethed, al den stund Helle Helle her for første gang lader sin jeg-fortæller være en mand. Men det er måske en særlig »feminin« evne at kunne leve sig ind i andre, også i folk af andet køn? I så fald kan vi vist roligt udnævne litteraturen som sådan til »feminin«, for er der noget forfattere gør, så er det netop at skrive sig ind i perspektiver og stemmer som overskrider deres eget identitetsplagede jeg, ja sågar overskrider det menneskelige jeg.

90'erne sent og dumt kønnet

i Politiken-artiklen dér. Der opretter en gruppe på 6 kvindelige 90'er-digtere, grimt, grimt kaldet "kvindeforfattere "i underrubrikken:

Naja Marie Aidt, Katrine Marie Guldager, Helle Helle, Merete Pryds Helle, Christina Hesselholdt, Pia Juul

Pia Juul hører selvfølgelig ikke hjemme her, hun debuterede i 1985 og knyttede sig til (/ blev knyttet til) andre sen-80'er-digtere som Thomas Boberg, Niels Frank, Simon Grotrian, Juliane Preisler, Mortri Vizki (redigerede fx Den Blå Port med Frank og Vizki og Marianne Stidsen). I selve 90'erne var den sjette stærke 90'er-digter/prosaist Solvej Balle, pga, af frem for alt Ifølge loven, som hun nægtede at skrive videre fra, det blev i stedet til ultra-minimalsimer, kunstteori og moralsk slægsfortælling og kanonisk-journalistislk usynlighed.

Og dengang i 90'erne var det et så usynligt faktum, at generationens ikke bare stærkeste, men også synligste digtere var kvinder, at jeg flere gange følte, jeg måtte gøre opmærksom på det, simpelthen fordi det var et litterturhistorisk novum med et flertal af kvinde på center stage.

Der har været en træls kønning i gang et stykke tid, først og fremmest rettet mod Helle Helle, kulminerende i Jes Stein Pedersens monumentalt patroniserende Nordisk Råd-kommentar, der betegnede Helles seneste roman som "meget feminim". Og formeligt eksplodererende i generations-artiklen, hvor journalisten Anne-Bech Danielsen har fået tre ellers kloge litterater, Anne Marie Mai, Jo Helt Haarder, Stefan Kjerkegaard, klistret fast til sin limpind, der lige præcis er den primære, definerende kønning af grupperingen - = de mest succesfulde, finlitterære forfattere, født 1962-1966 (og hvorfor er Ida Jessen egentlig ikke taget med i stedet for eller ved siden af Pia Juul, hun har lige så lidt som Naja Aidt (og Juul) gået på Forfatterskolen?) - OG, endnu værre, af form og indhold i deres bøger. Litterat-trioen siger udmærket kloge ting, men fordi de accepterer at sidde fast på den kønnede limpind, kommer de hele tiden til at sige pænt åndssavge ting også; har Helt Haarder virkelig taget ordet "kvindeprosaist" i sin mund? jeg kvier mig ved at tro det:

De står for en række stilistisk gennemarbejdede bøger med meget stærk fortællekraft og med det til fælles, at de trods modet til at eksperimentere med former og formater har formået at fange brede læserskarer«, siger ph. d. og lektor i nordisk litteratur ved Aarhus Universitet Stefan Kjerkegaard.
En anden litterat, lektor og ph. d. i litteratur ved Syddansk Universitet Jon Helt Haarder, taler om »en falanks af skarpe, højtprofilerede, æstetiske kvindeprosaister« og tøver ikke med at sammenligne generationens betydning for litteraturen med den, prominente forfattere som Klaus Rifbjerg, Villy Sørensen og Ivan Malinowski viste sig at få. Og hovedredaktøren bag en ny nordisk kvindelitteraturhistorie under udarbejdelse, professor i litteratur Anne-Marie Mai, er overbevist om, at de stærke nutidskvinder vil stå distancen, også når fremtidens litteraturhistorier skal skrives: »De her forfattere er simpelthen med til at forny skildringen af liv, køn, krop og seksualitet«, siger professoren.

Hvad i alverden er "fortællekraft" og hvordan passer det på NOGEN af forfatterne?  Det er vel kun Guldager sit sene forfatterskab, og Merete Pryds Helle, i sine mursten og krimier, der efterstræber en eller anden form for gammeldags, plotdrevet narrativt drive (og ja, ok, så fucker Juul med krimien i Mordet på Halland). Og hvad vil det sige, at kvindeprosaisterne er "æstetiske? At de er formbevidste og skriver godt? De et er og gør alle gode forfattere, Det ser ud som om, Mai ikke selv har brugt ordet "nutidskvinder", et endnu slemmere (og grimmere) ord end "kvindeprosaister" og "kvindeforfattere", men limpinden klæber tæt til fornyelsen af "skildringen af liv, køn, krop og seksualitet", og så meget fylder tematisering af køn, krop, seksualitet heller ikke i de seks forfatterskaber, og hvert fald fylder det helt vildt forskelligt på helt vildt forskellige måder. Den kønnede limpinds enkle lighedsmageri - de er alle kvinder! duh! - snyder/hjælper journalist og litterater til at tro/foregøgle, at de syv forfattere på alle andre ledder ligner hinanden lige så enkelt, og det gør de ikke - og til at tro/foregøgle, at de nemme og falske ligheder er kønnede ligheder. De komplekse og forskelligartede udviklingsfigurer i forfatterskaberne tages der så godt som ingen hensyn til. Jeg citerer videre:

Forfatterne skriver, som Anne-Marie Mai understreger, med hver sin »særlige, personlige stemme«. Men de har klangbund til fælles. »De fortæller alle om nutidens mennesker. Samfundet spiller en rolle, men der er fokus på det liv, vi lever med hinanden i familierne«, siger hun. »Samtidig foregår mange af fortællingerne i en nær fortid, som mange husker, og litteraturen har appel til os, når den tilbyder en fortolkning af noget, vi har tumlet med og kender fra vores eget liv. Den slags går rent ind hos måske især de kvindelige læsegrupper rundt om i landet«. Stefan Kjerkegaard, der har specialiseret sig i succesforfatterne som underviser ved Aarhus Universitet, har bemærket, at »middelklassens familier fylder meget«. »Og så handler det ofte om lille mig i en stor, globaliseret og uoverskuelig verden. Temaerne er genkendelige og ofte ret banale, men de behandles på en kunstnerisk interessant måde«, siger han. »Det er på ingen måde triviallitteratur, men forfatterne fastholder trivielle emner, og det appellerer til den brede læserskare«.

Altså, du kan jo selv være triviel, Stefan, når du reducerer så massivt - hvem andre end Hammann skriver EGENTLIG om lille mig i stor, globaliseret verden (ok, måske også Guldager, i en slægtsromanvinkling (plus Afrikaerne tidligere i forfatterskabet, men hov, nu bliver det kompliceret))? Og hvad betyder trivielle emner? Er skriftlighedens fødsel hos Pryds Helle et trivielt emne? Den fede, litterære kønskliché, der som billig chokolade smelter ned over limpinden, er selvfølgelig denne: Det er kvindeligt (eller med Jes Stein: feminint) at skrive om det nære, hverdagslige, familiære, og må vi da alle sammen være fri for den nedsmeltning: 

Med en undtagelse som Helle Helle, der søger ud i provinsen og kredser om underklassens eksistenser, noterer også Jon Helt Haarder, der både som underviser i dansk på Syddansk Universitet og som anmelder ved Jyllands-Posten har læst sig ind på forfatterne, et højt fokus på middelklassens familieliv. »I norsk litteratur havde man i 1990' erne en stærk tendens, som blev kaldt uro i reden. Det handlede om familiestrukturens forvitring, og det kan være, at det er den tendens, vi også ser her. Merete Pryds Helle har tidligere skrevet meget drastiske fortællinger om livet i familierne, og Guldager er i gang med at skrive hele familieinstitutionen igennem over et meget langt stræk«. Ikke mindst hos Helle Helle og Kirsten Hammann er den usikre, utjekkede kvinde en gennemgående karakter, vurderer Jon Helt Haarder, og han ser et paradoks gå igen: »Der er en modsætning mellem de her forfjamskede kvinder, der går til globryllup og forstiller sig og ikke ved, hvad fanden de vil med livet - som så fortælles af kvindelige forfattere, som i den grad ved, hvad de vil med deres historier«.

Hvad hvis nu hvis det bare er forfjamskede mennesker? Og igen, igen kommer jeg til at tænke: Hvor ligner de faktisk hinanden meget mindre end de ligner hinanden, forfatterne, og hvor er de også forskellige fra sig selv. Nå, men nu kommer vi til formen, hvad mon forener her, fra Hesselholdt over Juul til Helle?

Forfatterne har ikke bare tematik, men også til en vis grad form og genre til fælles. Stefan Kjerkegaard lægger vægt på, at 90' er-kvinderne et langt stykke ad vejen har holdt fast i prosaformen og den rene fiktion. Et fællestræk er den fængende historie og ofte korte, stærke, stilsikre tekster, der er »gennemarbejdet ned i hver eneste sætning«. »Hvor mange mænd fra 90' erne har holdt ved poesien, har flere af de her kvinder skrevet prosa, og det appellerer til et bredere publikum. Desuden fastholder de i høj grad den rene fiktion«, siger litteraten.»Nogle af dem har flirtet med det selvbiografiske, men det er snarere deres mandlige kolleger, der har excelleret i det. Kvinderne har haft vægt på fiktionen, fortællingen og det, litteraturen traditionelt set kan, og det er ikke ment nedladende, for de har leget med bare at gøre det endnu bedre«. Kvinderne lægger sig »i slipstrømmen på den meget markante 80' er-generation« af digtere som Søren Ulrik Thomsen og Pia Tafdrup. »80' er-litteraturen var kendetegnet af en meget høj æstetik, og man skrev poetikker og holdt den fane højt. De her kvinder har villet gøre noget andet«. Og 90' er-generationen har en høj standing i det litterære establishment, siger litteraturforsker Jon Helt Haarder, som også noterer sig noget andet bemærkelsesværdigt: Generationen er i høj grad rundet af forfatterskolen.»De har ikke taget afsæt i det brede kredsløb og har ikke skrevet krimier. De lægger sig tæt op ad litterære eksperimenter, og en del af dem har stået i skole hos Poul Borum (tidligere leder af Forfatterskolen, red.) og lært om litteraturen som en form for grundforskning«. Også Haarder hæfter sig ved de kondenserede, »små, hårde firkanter af tekster«, som engang fik anmelderen Lars Bukdahl til at skrive om Ritter Sport-generationen. Og så er det karakteristisk, at skribenterne balancerer på kanten af det, der på den ene side er »mainstream nok til, at det er til at gå til« og på den anden side har kant. Som når Helle Helle på en gang er minimalistisk og fylder op i den store, danske bogreol.

Hvad angår det autofiktive, hvad fanden så med Hesselholdts Camilla-kredse? Pryds Helle har udgivet en decideret mailsamling, og Aidt & co.'s Fri flet, og onklerne i Avuncular (og hvilke mænd fra generationen har "excelleret"? ud over evige Nielsen?)? Det er så vrøvlet og atter vrøvlet: "Fængende historie"? Helle, Hesselholdt? "Korte tekster"? Både Hammann og Pryds har skrevet mursten på + 400 sider. "Prosa"? Aidt og Juul er 50/50 prosaister og lyrikere. "Den rene fiktion"? Juul og Hesselholdt hybridiserer for vildt. Og lige før var generationen æstetisk, nu vil de noget andet end den høje æstetik? De har ikke skrevet krimier! Nej, det er der fandeme mange, der ikke har! Og som sagt i blogposten nedenfor: Ritter Sport-firkanterne blev forladt af så godt som alle i forrige årtusind. I alt fra syntaks til tone er de seks blevet mere og mere forskellige, især måske dem, der havde væsentlige karaktertræk til fælles til en start (= tilhørte samme undergruppe i Generationsmaskinen), som fx Hammann/ Guldager og Pryds/Hesselholdt. Jeg kan slet ikke udstå det intimiderende i formlen: eksperimenterende, men "mainstream nok til, at det er til at gå til", som om værkerne er spekuleret frem til den perfekte mellemting eller mellemvare - og her er der også bare stor forskel på Helles og Hammans og delvist Aidts reelle popularitet og Juuls og Hesselholdts stærk relative kendthed, med umulige Pryds et omkringvæltende sted midt i mellem: hvis det er noget hendes forfatterskab ikke, så er det sikkert, herligt nok (det samme gælder den pædagogiske popularitet (der omtales længere nede, men nu gider jeg ikke sakse mere) hvor Juul, fordi hun har skrevet noveller, overhaler Hammann). Og igennem det hele atter og atter kvindificereingen; 90'er-kvinderne, de her kvinder, kvinderne, de her kvinder - det er så komplet meningsløst.

Stort, mandigt kritikersuk!

KVINDERNE LØBER MED DET HELE!

Overskrift på Jes Stein  Peersens mandigt sukkende Politiken-kommentar til indstillingerne til Nordisk Råds Litteraturpris den anden dag:

Kommentar: Kvinderne løb med de nordiske litteraturnomineringer

- overskrift på netudgaven af dagens håbløst kønnede Politiken-artikel om  90'er-generationen af "kvindeforfattere" (sakset af Christian Yde Frostholm på FB):


 

 - tænker, at Politiken må synes, at danske kvindelige forfattere er selvskrevne til at vinde dette her:  

OdenseAarhusKøbenhavnAalborgFredericia

ALT for damerne løbet 2015
Så er tilmeldingen startet til Danmarks største kvindeløb

Tilmeld dig nu og få en specialdesignet løbe T-shirt, en flot taske, ALT for damerne, ½ liter vand samt overraskelser fra vores sponsorer til en samlet værdi af over 500 kr.

* Ved tilmelding før 30. april 2015 er prisen 195 kr. Herefter stiger prisen til 235 kr. Der tillægges gebyr på kr. 19,95 ved betaling.

• Stor løbsplads med boder og aktiviteter.
• Chefredaktør Tina Nikolaisen byder velkommen.
• Chris MacDonald giver en peptalk.*
• Der er fælles opvarmning med fitnessekspert Anne Bech.
• Der er mange flotte præmier fra vores sponsorer.
• Efter løbet er der mulighed for picnic og shopping.
• Der er mulighed for firma- og holdtilmelding.

Eksklusive tilbud til dig ...

Du har en sten i munden, Jes Stein

når du taler om nomineringerne til Nordisk Råds Litteraturpris på politiken.dk og bl.a siger om de danske nomineringer (hvoraf den ene, Hvis det er, er indstillet til Politikens Litteraturpris, hvilket Theis Ørntofts Digte 2014 også er) :

Man kan ærgre sig over, at Pia Juuls hyggelige onkeldigte i ’Avuncular’ løb med en af de danske indstillinger, når nu Theis Ørntoft med sine ’Digte 2014’, har begået et økokritisk anfægtet poetisk mesterværk, som i den grad fortjener international opmærksomhed,

Åh, mesterlige emnetyngde! Ja, onkeldigtene i Avuncular arbejder (og gerne undergravende) med hyggeligheden i onkelheden, men de fleste af de øvrige digte er for mig, i deres kuldslåede, lumske enkelhed, endnu mere uhyggelige (men det er jo ikke en konkurrence for syv søren!) end Ørntofts barokke postapokalyptik, fx dette:

*
Hun skal dø i krigen
Stranden er flad og forblæst
Hun er der alene
Lyset blænder men
der er ingen sol
Der er skum på bølgerne men
ikke meget vind
Hun ser på vandet mens hun går
Hun
ser sig ikke tilbage hun
går op i klitten ved
redningskanten og skraldespanden
Hun går i et roligt jævnt tempo
Hun har lige lært et fransk ord
det går hun og gentager
dégueulasse
dégueulasse
På gaden i badebyen
ser hun en fremmed kvinde
der sender hende et smil
Hun skal også dø i krigen

- og om Helle:

Vor egen Helle, som var indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris for ’Ned til hundene’ i 2008, har også skrevet en meget feminin bog om kvinder. Den spæde handling i ’Hvis det er’ udspiller sig godt nok mellem en mand og en kvinde, men manden er bogstaveligt talt usynlig, og den intense kortfortælling har mest tyngde i beskrivelsen af et omtumlet kvindeliv af den slags, Helle Helle har gjort det til sit særlige speciale at fremskrive.
Helt anderledes svæv og bredde er der i finske Hannu Raittilas ’Terminali’.

Kan vi kalde det en meget maskulin minimalismeshaming eller - patronisering i det mindste: alle disse overbærende adjektiver: spæde, intense, omtumlet (og diminutivet "kortfortælling - nej, ROMAN (og lyt til, hvor urimeligt, også kvalitativt, usynliggørelsen af en mand er)). Bredde som så meget bredere en kvalitet end smalhed, og hold op, hvor synes jeg, der er meget svæv, der jo nemlig ikke betyder det samme kalejdoskopisk, epokal overflyvning, i Helles sætninger. Og jeg forstår simpelthen ikke det med det meget feminine, er det bare fordi, bogen primært handler om et "kvindeliv", men kunne man ikke lige så godt betegne Helles totalt disciplinerede, sirlige stilighed, langt snarere hendes speciale jo end fremskrivninger af (u)specielt slags kvindeliv, som maskulin?

Hvor er jeg taknemlig for, at de to indstillede bøger er så markant lidt Politikenagtige. 

Ung anmelderhyring 1 (Marianneopdagelse)

Noget sker fortsat!

Politiken har hentet en ny, yngre anmelder hos information, Mikkel Krause Frantzen, og han leverede i går en herligt øjenåbnet og dermed øjenåbnende, 5-hjertede anmeldelse af den nye digtsamling af Marianne Larsen (som HOV! har fødselsdag i dag - tillykke, mesterdigter!), som han åbenbart ikke har læst før (selvom vi er nogen, der har propaganderet hysterisk for hende i ganske mange år), her afslutningen - med en smuk iagttagelse og pointe om paranoid undertekst:

Og så er det også paranoia. I digtet ’FLIM FLAM’ skrives der om »millionvis af adgangskoder« og »satellitfotos«, ligesom der optræder »en storinvestor vover sig efter kirurgisk/ at være blevet gjort skudsikker/ til et længe ventet topmøde med sit ego«.
Samt at der i bunden på nogle af siderne løber sætninger som »FORSANSET FORSTYRRET« og »JEG DRØMTE JEG MÆRKEDE KLODEN JEG BEBOR GIVE SIG TIL AT LE UNDER FØDDERNE PÅ MIG«.
Det er en poetisk procedure, man i de senere år også er stødt på hos digteren Ursula Andkjær Olsen (’Havet er en scene’) og næsten navnløse Nielsen (’Store satans fald’), to andre markante paranoikere i dansk litteratur p.t. Paranoia som grafisk understrøm, paranoia som det, der giver elektricitet til det poetiske batteri.
Så hvis man ikke har læst Marianne Larsen før, kan man passende starte med ’Hændelser i stresset melankoli’. Og det gode er jo så, at man har et helt bagkatalog til gode.
Det må være, som hvis man endnu ikke har set et eneste afsnit af tv-serien 'The Wire', eller snarere 'Twin Peaks', for det er mere i den dur: That gum you like is going to come back in style.

Men hvis Larsens lyrik er et tyggegummi – og hvorfor egentlig ikke – så burde det være et tyggegummi, der ikke går af mode.

Jeg hader at være punk-sur*

over at den litterære punk(t)dronning Majse Aymo-Boot, når hun for første gang udgiver en bog på Gyldendal, blive interviewet og anmeldt, til hele 5 hjerter, af selveste litteraturredaktør Stein Pedersen, i prægtige Politiken, som valgte ikke (eller ikke-valgte) at anmelde Aymo-Boots forrige, bittelielle bog, Spørgsmålene, som udkom på Basilisk og ikke kaldte sig en roman, men var en samling spørgsmål, eller over at litteraturredaktøren på typisk Politiken-facon absolut skal retfærdiggøre sin egen rene litteraturglæde med en lamt og lunt opbyggelig budskabspåklistring:

DET LIGNER en undersøgelse af pubertær drift i et skolemiljø, men er meget mere end det, fordi forfatterens leg med sproget er så virtuost verdensudforskende. Det hele kan også læses som en yderst skærpet og en smule gakket bevidstheds refleksioner om, hvad det facebookiserede se-mig-samfund og det djøficerede kassesamfund gør ved børn og unge. I dette univers er foråret ikke længere forsømt, og solen er ikke længere rød, mor, for lyset, man drømmer om at bade sig i, kommer fra en tv-projektør, og den er tændt året rundt. »Jeg ser gerne mig selv fra publikums synsvinkel«. For folkeskolelæreren, som måtte læse denne bog, er der ingen vej tilbage.Hvem ved, hvad der i virkeligheden foregår i hovedet på klassens tavse elev, som sidder der og dagdrømmer med blikket indstillet på uendeligt?.

Når det vel for fanden og uden videre bare er fedt, at en så kompromisløs god bog får fem hjerter og bliver rost af litteraturredaktøren på landets førende kulturvais og forfatteren kommer ordrigt til orde, suverænt og umiskendeligt kantet:

Det er systemet, der er centralt, det, at der foregår en tilsynekomst af individet og også en form for nedbrydning af individet i det der system. Og at der kan være en frihed i det også«.
Hvorfor får læreren det sidste ord i ' Over os hænger en vidunderlig sol'?
»Det er oplagt at tro, at det er læreren, men jeg tror bare, at det er en, der repræsenterer et voksent blik på det elevmæssige, og som i bogen kan sige ting som: »Børn. En semiotisk urgrænse der ægger til forestillingen om det uudsigelige«.
Romanen klinger ud på det konkrete: »Madpakker. Gymnastiktøj. Det er nok. Det er godt nok. Det er alt nok«. Er det godt nok?
»Der er kroppe, der er borde, der er stole. Man kan ikke nødvendigvis konkludere noget, jeg afstår fra at konkludere.Jeg kan godt lide tanken om, at man er en sværm, en sky eller en samling af punkter, der svirrer rundt på en plade, så det ikke er så lineært. Altså det modsatte af en dybdestruktur med et overjeg og noget, der ligger under«.
Hvilken sværm insekter er hun selv - myg?
»Sikkert! Han-myg. Det kunne lige passe!«.

* fra Søren Ulrik Thomsens 80'er-essay "Farvel til Det Blå Rum" (apropos de ægte punkere, der så ned på Michael Strunge, fordi han var "kendt og etablere)t:
Een af de ting, jeg har lært af firserne, er, at Undergrunden så langt fra at være af en højere etisk standard end Det Etablerede ikke bare er en spejlvending af det, men langt værre: Her hersker et nådesløst hierarki, som ikke kan fastholdes på noget som helst ansvar, fordi det altid påstår det ikke eksisterer, her florerer en naragtig snobbisme, som ingen Hellerupfrue kan konkurrere med - den begejstring man den ene uge skulle føle for en bestemt plade, var den næste årsag til underforstået, aldrig udtalt, udstødelse.

Politikensuk 1

Den usynlige tekst under Yahya Hassans digt (uddrag: UNGDOMMEN VED CHECKPOINTS/ MED POLITISKJOLDE OG POLITISTAVE/ SKUDSIKRE VESTE OG SKIBRILLER/ POLITIUNIFORMER HÆNGES I PIGTRÅD/ UDSTYRET DELES UD/ EN FLOK PATRULJERER I POLITIKØRETØJER/ TRAFIKPOLITIET BLANDER SIG UDENOM/ REGERINGSBYGNINGER OMRINGES OG BEVOGTES AF ARBEJDSLØSE/ PÅ TOMME TANKS PLANTES ET FLAG/ OLIETØNDER OG SMELTEDE DÆK/ VARMER VINTEREN VED VODKAPOSTEN/ POLITIKERSLAGSMÅL I PARLAMENTET/ KORRUPT PRÆSIDENT IN MENTE/ KORRUPT PRÆSIDENT AT FORVENTE) i dagens Politiken:

VI GAV HAM 250.000 KR. OG ALT HVAD VI FIK VAR DETTE PÆNT UINSPIREREDE OG AUTOMATISEREDE, BARE PÆNT PROFESSIONELLE (PROFESSIONELT YH'SKE) REPORTAGE-DIGT FRA UKRAINE (LANGT MINDRE INTENST END DIGTET OM AT BLIVE OVERFALDET PÅ HOVEDBANEGÅRDEN, SOM VI, POLITIKEN, POLITIKEN, POLITIKEN, OGSÅ BRAGTE, SELVOM HAN I RETTEN SAGDE, AT HAN IKKE HAVDE SKREVET ELLER VIDEOPLÆST DET, HVILKET HAN SELVFØLGELIG HAVDE, HVORFOR ELSKER HAN OS IKKE LIGE SÅ MEGET OG LIGE SÅ BETINGELSESLØST OG OG HELHJERTET OG UKOMPLICERET, SOM VI ELSKER HAM? ÅH, Y!)

Anti-Politikens-hyæneagtige-Yahya-hysteri-smædedigtning

2 gode, grove eksempler fra Facebook:

Henrik Dahl (ja, undskyld, men den er ikke dårlig i sit kontra-hysteri):

Hvis Yahya Hassan var murens fald, ville Politiken være DKP.

- og så vil jeg ikke citere Susanne Staun alligevel, for det er alligevel for åndssvagt groft, hvad hun siger

Rekordhjerteoppumpning

Tæl dem:






utrolige hjerter fra Mikkel Bruun Zangenberg til Morten Sabroes Libido (og libido, som anmeldelsen snarere synes at anmelde) - og jeg mener bare NAVNENE i bogen SKRIGER på en radikal hjertereduktion, for SLET, SLET, SLET ikke at tale om handlingen, som Zangenberg på en sød, men også lidt foruroligende facon lever sig helt barnligt ind i :

’Libido’ er en fiffig og underfundig (nok det SIDSTE romanen er) roman, der er båret af ganske stor kærlighed til både mænd og kvinder, alle vi vakkelvorne mennesker, der stæser rundt i kønnets labyrinter, men som måske også skal mande og kvinde os lidt op. Fortælleren Philip tilbeder f.eks. sin viv, Nora (og ja, der er helt klart en hilsen til Ibsens ’Et dukkehjem’ her (ja HELT klart, men uklart, hvordan denne sætning hænger sammen, fra viv til humor), og humoren hos Sabroe er barok (rimer på TAROK), men levner plads til omsorg for individerne. Dog med den væsentlige undtagelse af dem, der skejer ud i fundamentalistisk og fanatisk kønskamp; de får med krabasken. Det gælder den utåleligt selvfede mandschauvinist Rune, der selvfølgelig viser sig at være en elendig elsker, og som fik banket oplaget på Mand i Tiden op ved at lave en komplet åndssvag, sexistisk forside. Det gælder helt symmetrisk hans modstander, gruppen Nymphomaniacs, ledet af den kolde og ubehagelige fotomodel Alecia Key, der starter en hævnkrig mod Rune og co., og så er banen og komikken ellers kridtet op, helt frem mod klimaks på en lille ø, der selvfølgelig (SELVFØLGELIG) er formet som to toppede bryster.

Kan han han ikke høre, Mikkel, når han sidder og nedtaster sit referat, hvor fornosset fjollet det hele lyder? Men forhåbentlig er Politikenlæserne ikke helt lige så tonedøve; for længst må de jo være trænet i at tilsætte hjerteanstrengelsen et par kilo salt eller tre.

At smække med en svingdør

Jeg kan jo dårligt være mere forarget end som så over, at Politken valgte at anmelde Yahya Hassans debutsamling af samme navn i søndags hele fire dage, før den udkommer - hvilket må være rekord i for-tidlighed for en morgenavis, i hvert fald med en bog - når jeg selv bragte en mini-blog-anmeldelse lørdag, og når jeg er en god lille smule frydefuld over, at jeg kom først, på en virkelig barnlig facon. Men lidt hånsk kan jeg ikke lade være med at være overfor det hysteriske forsøg på totalt at monopolisere og OWNE en historie, en mand, en bog: Politiken kom, tilfældigvis (manden og bogen har hele tiden været en god historie), først med interviewet, som gik VIRALT og førte til det endnu mere synlige deadline-interview og overalt-omtale, så smed Politiken lassoen ud igen med den sensationelle gæsteoptræden på deres debattør- og kritikerskole og reportage herfra + selvgod faux-selvranagelse (vi er gode og gør godt!) ved litteraturredaktøren og så alt-fort-tidligt-anmeldelsen ved Lilian Munk Rösing, der lige har haft et par dage til at levere sin ikke uefne, men yderst Lilianske og Politikenske 5-hjerter-anmedelse, hvor hun på den ene side affektivt er ramt i sit moder- og lillepigehjerte og på den anden side fagligt attesterer digtenes formelle kvallifkationer, de er "ikke knækprosa", hvilket ret mange af dem vel lige præcis er, syleskarpt knækket prosa, men stadigvæk knækprosa - hulk og voilá, Yahya som den komplette Politiken-fetich.

Major Abacha Tunde to Ground Control

Jeg medvirker i en god artikel i Politiken - Politikenros! - om den litterære værdi eller karakter af såkaldte Nigeriabreve; her er hele den forunderlige astronaut-mail, der omtales i artiklen, om en Major Tom, der virkelig gerne vil ned :

-->

Subject: A Nigerian astronaut needs your help

Dr. Bakare Tunde Astronautics Project Manager National Space Research and Development Agency (NASRDA) Plot 555 Misau Street PMB 437 Garki, Abuja, FCT NIGERIA

Dear Mr. Sir,

REQUEST FOR ASSISTANCE-STRICTLY CONFIDENTIAL

I am Dr. Bakare Tunde, the cousin of Nigerian Astronaut, Air Force Major Abacha Tunde. He was the first African in space when he made a secret flight to the Salyut 6 space station in 1979. He was on a later Soviet spaceflight, Soyuz T-16Z to the secret Soviet military space station Salyut 8T in 1989.

He was stranded there in 1990 when the Soviet Union was dissolved. His other Soviet crew members returned to earth on the Soyuz T-16Z, but his place was taken up by return cargo. There have been occasional Progrez supply flights to keep him going since that time. He is in good humor, but wants to come home.

In the 14-years since he has been on the station, he has accumulated flight pay and interest amounting to almost $ 15,000,000 American Dollars. This is held in a trust at the Lagos National Savings and Trust Association. If we can obtain access to this money, we can place a down payment with the Russian Space Authorities for a Soyuz return flight to bring him back to Earth. I am told this will cost $ 3,000,000 American Dollars. In order to access his trust fund we need your assistance.

Consequently, my colleagues and I are willing to transfer the total amount to your account or subsequent disbursement, since we as civil servants are prohibited by the Code of Conduct Bureau (Civil Service Laws) from opening and/ or operating foreign accounts in our names.

Needless to say, the trust reposed on you at this juncture is enormous. In return, we have agreed to offer you 20 percent of the transferred sum, while 10 percent shall be set aside for incidental expenses (internal and external) between the parties in the course of the transaction. You will be mandated to remit the balance 70 percent to other accounts in due course.

Kindly expedite action as we are behind schedule to enable us include downpayment in this financial quarter.

Please acknowledge the receipt of this message via my direct number 234 (0) 9-234-2220 only.

Yours Sincerely,

Dr. Bakare Tunde Astronautics Project Manager

Kulturjournalistik er en ludertur med brændende zeppeliner

Jeg gider ikke være forarget over andet i de to kæmpeartikler i Poltikens kulurtillæg i lørdags, Jes Stein Pedersens om Dan Brown og Gudrun Marie Schmidts om Yoko Ono, end at de begge er så desperat uspændende: Jes Stein er blevet betalt af Dan Browns forlag for at tage til Firenze og interviewe Brown i et uspecificeret kort stykke tid, men jo nok ikke mere end en halv time:

Det er fjorten af Browns forlag, heriblandt danske Hr. Ferdinand, som betaler gildet og formelt er værter her i Firenze, men det er Browns italienske forlag, Mondadori, som har sat hele dette cirkus i scene, og der er ingen grund til at stikke sig selv eller andre blår i øjnene, for intet er tilfældigt, når det gælder Dan Brown.

Gudrun Schmidt har "fået lov" af Louisiana og "New York" til at interviewe Yoko Ono i 15 minutter:

Nu har jeg som en af de få udvalgte fået 15 minutter af hendes tid. 15 minutter med Yoko Ono. Jeg har ansøgt om interviewet, er blevet godkendt i New York, og da aftalen om interviewet gik igennem, var det med betingelsen om, at interviewet kun handlede om kunst.

Men Schmidt interesserer sig tydeligvis ikke for Yoko Onos kunst, så i mindst halvdelen af artiklen taler hun løs og citerer løs (fra andre interviews) om Onos bekendte, myrdede husbond John Lennon og finder også på diverse "raffinerede" måder alligevel at spørge Ono om Lennon på (ved at spørge til historien om Lennons første møde med hendes kunst fx), og så er hun bare så trælst pigesur, Schmidt, over, at Ono ikke er lige så imødekommende og veloplagt ved det eksklusive interview som ved det kollektive pressemøde, og hun har jo for fanden bare gennemskuet, Ono, at Schmidt slet ikke er interesseret i hendes kunst. Hvis hun havde været det, havde hun måske også fået nys om, hvor vildt betydningsfuld især Onos happeningopskrift-samling Grapefruit har været for yngre danske DIGTERE, for Mette Moestrup, i hendes to seneste samlinger, er Ono aldeles afgørende; tænk hvis Politiken i stedet havde sat Mette til at interviewe Yoko!?

Jeg kan godt se, at der ikke er nogen vej udenom, at kulturjournalistikken i høj grad er produkt- og premierestyret - og måske også firmabetalt. Og det ville da være åndssvagt ikke at bringe en stor feature om Yoko Ono, når hun nu udstiller på Louisinan, bare fordi Lousiana af hele sit kasseapprathjerte ønsker sig en stor feature, men så kunne man sgu da i det mindste forsøge at gøre sig umage og holde fokus på Onos jo for fanden elementært underholdende kunst (også Trine Ross' faglige anmeldelse af udstillingen plaprer løs om Lennon, hold da kæft med Lennon, Yoko er ikke Dronning Margrethe, hun var for længst en vigtig (Fluxus-)kunstner, da hun hookede op med beatlen). Men hvorfor i alverden tage imod luderrejsen til Firenze og luderselskabeligheden under opholdet og over FIRE EN HALV SIDE lade som om, at man forholder sig ironisk/kritisk overfor den markedsføring, der med artiklens eksorbitante længde har vundet endnu en sejr, og lade som om, at man faktisk finder det interessant, hvad en tredierangsforfatter som Brown i et eksklusivt, minutkort automatinterview mener om overbefolkning. Jes Stein indrømmer blankt og uklædeligt kækt, at rent kommercielle interesser har redigeret avisen:

Manden, som denne uge svingede domptørstaven over florentinernes by og fik maget det således, at også denne avis skriver om hans bog, er imod overbefolkning, men takket være hans nye roman er en ting i hvert fald stensikker: Dantes by slipper ikke for at blive endnu mere infernalsk overbefolket, end den allerede er.

Men at han indrømmer  og er halvflov, gør det ikke mere okay, at missionen endnu en gang er lykkedes, det gør det bare pinligere.

Falske hjerter og 1 "ægte", bindstærk, men papirtyndt

Jeg har nu læst alle 400 sonetter i Pablo Llambías' Hundstein og er ret ca. lige så tempereret nedtrykt over dem, som jeg frygtede at blive (skuffet kan man vel ikke kalde sin forventede negative reaktion på et bind nr. 2 i en serie) og er meget enig med ORDLYDEN af Lilian Munk-Rösings anmeldelse i Politiken (bortset fra at jeg som sagt ikke er skuffet, fordi jeg ikke . som Lilian - formåede at blive inciteret første gang rundt):

Den nye sonetsamling efterlader mig grundlæggende trist. Formen har ikke længere nyhedens kraft, yder ikke rigtig længere nogen modstand mod den hurtige læsning, der retter sig med dyneløfterens lettere skamfulde nysgerrighed mod teksten som forfatterens dagbogsstof. Hvor der i første sonetsamling var små indslag af poetisk skønsprog, som brød mod den dominerende brugsprosa, har brugsprosaen nu helt og holdent overtaget.

Men jeg er dybt UENIG med anmeldelsens hjerteantal - 4 - både som sådan, som vurdering af bogen, og som havende nogen form for kongruens med anmeldelsens ordlyd; hvad er det for en særlig Politikensk måde at camouflere en i dette tilfælde entydig ufortryllet og skeptisk anmeldelse. Bortset fra den allersidste sætning, men hvordan kan anmelderen dog selv tro på på, at den sætning - anmeldelsens eneste (uironisk) positive - på falderebet kan redde bogen i land som fundamentalt god og vellykket? Fordi den, bogen, får os til at tænke over, hvorfor den er slet og mislykket ! ! ? ? :

SOM LÆSER PENDLER man mellem en naiv læsning (hvor man fornemmer fristelsen til at slutte sig til den kvindeskare, der ifølge bogen kontakter forfatteren på Facebook og gerne vil trøste ham) og en reflekteret læsning, hvor man må forholde sig til selve konceptet: Hvad er det for et projekt at tilskære uskøn lavintensitetsprosa efter en skabelon, som er forbundet med højintens poetisk skønhed? Er det et klassisk avantgardistisk projekt om at teste grænserne for, hvad der overhovedet er kunst? ( At tilskære en madopskrift som en sonet er som at udstille en toiletkumme på museum ) Eller er det et projekt om at nærme sig et ' sandt' jeg, ud fra en forestilling om at man må skrive grimt for at skrive sandt? Hvis det handler om at teste kunstens grænser, må man sige, at idéen er set før. Hvis det handler om at nærme sig et sandt jeg, er jeg skeptisk, for der er ingen grund til at tro, at et lavmælt, nedstemt brugsprosa-jeg kommer sandheden om sig selv nærmere, end det der hengiver sig til poetisk vision og fabuleren. Ligesom det er en fejltagelse at forveksle ærlighed med sandhed. Bogens værdi ligger så i, at den overhovedet kaster læseren ud i disse spørgsmål.

Det er altså en sølle værdi, hvis det er den eneste værdi (og markeret ingenting værd - når nu anmelderen selv svarer på de spørgsmål, bogen har kastet hende ud i, og svarer, at det ene mulige projekt er uoriginalt og det andet simpelthen falsk).

Un-unfriending the big bad wolf

Christina Hesselholdt er ikke inspireret af sin norske forfatterkollega »Tor Uven«, som vi skrev på navnesiderne i går. Han hed Tor Ulven.

Jamen, det er nu engang prosaen, der skal feje gaden efter poesiens natlige kalas

Overskrift i Politiken;

Prosa anker gadefejersag