Okay, poesiversionen

KNUD SØRENSEN

BENNY ANDERSEN

JESS ØRNSBO

KLAUS HØECK

JØRGEN LETH

PETER LAUGESEN 

VIGGO MADSEN

PER AAGE BRANDT

ESKE K. MATHIESEN

LAUS STRANDBY NIELSEN

NIELS SIMONSEN

KNUD STEFFEN NIELSEN

Så mangler vi bare (prosaversionen)

(danske mesterprosaister over 70, der ikke har fået Nordisk Råds Litteraturpris - Grønfeldt er født 12/12, 1947 (der er så vildt mange poeter!))

PREBEN MAJOR SØRENSEN

SVEND ÅGE MADSEN

HENNING MORTENSEN

LOUIS JENSEN

KNUD HOLTEN 

JENS SMÆRUP SØRENSEN

VIBEKE GRØNFELDT

Næstdummeste Nordisk Råd-interview

Det dummeste vel stadigvæk det her (citat fra John Chr. Jørgensens bog Kommer De som ven eller kommer De som interviewer?):

-->

"Hvor galt det kan gå, når en kritisk tv-journalist med et på forhånd fastlagt program støder ind i en sagesløs forfatter gav Danmarks Radio et skoleeksempel på, da man lod journalisten Stig Andersen, ekspert i økonomisk kriminalitet og anerkendt fir sine erhvervskritiske tv-programmer, interviewe Dorrit Willumsen, da det i januar 1997 blev meddelt, at hun havde vundet Nordisk Råds Litteraturpris – en pris man ikke kan søge, kun få. I ”Profilen” den 29 januar 1997 forhørte Stig Andersen forfatteren, som hun have taget af kassen eller prøvet at afsætte ubrugelige produkter. Interviewmetoden var den, Kurt Strand kalder ”fikseringen”.

  Andersen spurgte Willumsen, hvorfor kunstnere skulle have priser, når bagere, pædagoger og vejarbejdere og andre godtfolk ikke får. Han spurgte også, hvad han egentlig skulle bruge hendes bøger til. Præmissen for interviewet var en fundamentalt skepsis over for kunstneres betydning generelt. Dorrit Willumsens bog (romanen Bang LB) havde intervieweren ingen holdning til, øjensynlig heller ingen viden om."

Men Willumsen, blev dog interviewet! Da Aftenshowet havde en forfatter i studiet aftenen efter, at Kirsten Thorup havde modtaget Nordisk Råds Litteraturpris, var det krimiforfatteren Sara Blædel, der skulle fortælle om, hvor vældig succes hun havde med sine bøger og sin networking i Amerika. SIGH!

Og dagen før, på selve prisdagen, blev jeg og den sympatiske, Forfatterskoleuddannede spændingsromanforfatter Thomas Rydahl interviewet i DR2 Dagen (DR2!) - hvilket jeg allerede har fortalt om i min Kirsten Thorup-kommentar bagpå fredagens WA Bøger
(link til udsendelsen HER -
spol en time hen, hvis linket ikke rammer præcist)
med denne geniale vinkling
(og prøv bare at se på screenshottet, hvor mange kræfter jeg bruger på at tale et andet sted hen):

- for at det ikke skal være løgn, kunne Torben Skjødt Jensen, manden bag den splinternye, rigtig fine portrætfilm Hjemme i verden, samme aften meddele:

Torben Skjødt Jensen shared Hjemme i Verden - en portrætfilm om Kirsten Thorup's post.

November 1 at 9:10pm ·

Er da nu pænt stolt over at have lavet en film om kvinden der lige har modtaget Nordisk Råds Litteraturpris, hvilket er helt fortjent. Lidt mindre stolt over DR's Public Service princip som foreskriver at de mener at filmen er alt for kedelig, selv for et DR-K publikum....

Watch Hjemme i Verden - En portrætfilm om Kirsten Thorup Online | Vimeo On Demand

- Hvis der er noget, DR ikke er, er det da vist glad for litteratur.

Brandtale som kampdigt

(WA's udsendte reporter Klaus Rothsteins snapshot af manuskriptet til Kirsten Thorups takketale, som hun ikke nåede at få op af lommen og derfor måtte forsøge at huske ordlyden af, hvilket hun jo gjorde i sigende præcis grad)

Effektiv normineringstekst

ved det ene (det andet er Peter Stein Larsen) af de to medlemmer i den danske jury, Elisabeth Friis (hendes første opdatering i aftes: "jesus jeg er så revnestolt og kæften min har jeg holdt Kirsten Kirsten Kirsten"):

"Kirsten Thorup debuterede i 1967 med digtsamlingen Indeni – Udenfor og har således 50 års forfatterjubilæum i år. Thorup har skrevet i alle genrer, men det er først og fremmest som forfatter til en række dybe, eksemplarisk vedkommende og socialt engagerede romaner som for eksempel Lille Jonna (1977), Himmel og helvede (1982), Den yderste grænse (1987) og Bonsai (2000), at hun har sat et blivende præg på nyere dansk litteratur.

Romanerne har givet deres mange læsere et spejl, hvori vi (som Shakespeares Hamlet siger) har kunnet se vor egen tids form med samt de kræfter, der har skabt den form. Romanerne skildrer det enkelte menneskes indviklede liv, og dette menneskes lige så indviklede sociale relationer – både til de nærmeste og til det samfund, der hos Thorup altid kræver sit. Romanerne giver ofte stemme til dem, der ellers ikke bliver hørt, de skrøbelige, de marginaliserede, de “forkerte”, og sådan er det også i den nye roman Erindring om kærligheden. Hovedpersonen Tara står egentlig over for et gennembrud som Hamlet i en eksperimenterende opsætning af stykket, men bakker ud af engagementet for bl.a. at kaste sig ud i et arrangeret ægteskab med en asylansøger, og Taras liv udfolder sig herefter som en planløs rutchebanetur. Hun er, som Hamlet, fanget i en tøven, hvad gælder hendes eget liv. Til gengæld rækker hun konstant hånden ud til samfundets udsatte – endskønt hun på sin vis er ligeså udsat og hjælpeløs som dem, hun hjælper. Tara får lidt tilfældigt datteren Siri, hvilket er en opgave, som hun har svært ved at klare. Og romanen følger deres forhold igennem en årrække: Et hjerteskærende og nådesløst forløb, hvor spørgsmål om det nære-som-det-svære, ret og pligt, det private og det politiske – og ikke mindst kærlighedens styrke og pris – behandles i en stadigt fordybet form. Vi når til den yderste grænse – og ud over den. Tara ender på gaden i nutidens København. Men det slutter ikke her. Siri er i mellemtiden blevet en politisk engageret performancekunstner, og Erindring om kærligheden bringer også en stor forsoning med sig i en mother/daughter-performance, hvor det feministiske perspektiv på bevægende vis forløser den spændte relation.
At betegne Erindring om kærligheden som en mor/datter-roman er dog både rigtigt og forkert. Rigtigt, fordi Tara og Siris relation er den kærlighed uden hvilken intet. Forkert, fordi romanen med sit brede og detaljerede samtidsperspektiv også handler om alle de relationer, vi er bestemt af. Og måske i særdeleshed de relationer, som vi vægrer os ved at indgå i – f.eks. relationen til den rumæner, der hver dag står og tigger foran supermarkedet.
Erindring om kærligheden er også i dét perspektiv en kulsort, uendelig nuanceret og viis roman. Den trækker vod i dybet, i vores fælles dyb, som kun virkelig litteratur kan gøre det."

For et øjeblik siden

på scenen i Helsinki (video på dette link)

"Det er meget overvældende og en stor ære. Jeg vil gerne takke juryen for at have valgt Erindring om kærligheden. Det er meget uvirkeligt at stå her, på denne scene og i denne store sal, som i et beskyttelsesrum, afskåret fra verdens trængsel, afskærmet fra den rå virkelighed, som jo er litteraturens element. Litteraturen befinder sig derude, lige ude på den anden side af væggene og murene, ude i kulden og sneen. I katastrofelandskaberne, i ruinerne, i blæsten gennem gaderne, i hjemløsheden befinder litteraturen sig. I smerten og sorgen, i ekstasen og kærlighedsvanviddet, i menneskevrimlen og i de lykkelige og ulykkelige, i mørket og i lyset befinder litteraturen sig. Tusind tak, hjertelig tak for prisen.

For halvandet år siden

"Viceværten beskrev hende som utilnærmelig og asocial. Hun viste sig aldrig til beboermøderne eller den årlige sommerfest. Hun virkede mærkelig, nærmest uforskammet. Aldrig et venligt smil. Hun holdt sig for sig selv og ønskede åbenbart ikke kontakt med almindelige mennesker. Hun spillede lille og forsagt, men inde bag facaden følte hun sig højt hævet over sine naboer. Så afgjort et minus for fællesskabet i ejendommen, for ikke at sige ejendomsværdien. Den de troede var, om ikke helt som folk er flest, så dog ganske uskadelig, havde holdt dem for nar. Måske var det ikke første gang. Måke havde denne lejer haft et rend af subsistensløse udlændinge uden at det var blevet opdaget. Og hvor endte det hvis dette anarki fortsatte? Først nu så han det hele tydeligt. Hun var simpelthen skuespiller og havde taget dem alle ved næsen med sin foragt for fællesskabets skrevne og uskrevne love. Enten var man med flokken, eller også var man imod. Der var ingen mellemvej. Man måtte vælge. Og vlagte man fællesskabet, måtte man også være parat til at yde. Man kunne ikke bare flyde ovenpå og nyde godt af andres indsats for at vedligeholde deres dejlige fællesarealer. Han vidste med sikkerhed, at hun ikke havde deltaget i en eneste arbejdsweekend, hvilket understregede vigtigheden af at der blev statueret et eksempel. For fællesskabets skyld. De var ikke helt enige i opgangen og talte ikke med én stemme. Det stod enhver frit for at være uenig. delevede trods alt i et demokrati med demokratiske spilleregler."

Og - hov! - bagsideteksten, der er et romanreferat som faktisk poesi, meget vildt:

"Brudstykker af en kvinde       Ingenting andet end andres projektioner       Hun er den hendes yndlingslærere så i hende: en skuespiller
       Selvmordet som det prisme hvori livet spejler sig       Hun har efterladt sin sjæl i stjernetågen       En mors vanvid       "Kan man opdrage børn rigtigt og godt?"       Solen forvandlet til et kæmpebryst       Dråber af mælk hun ikke kan blive mæt af       En forelskelse der aldrig hører op       Et barn der er blevet voksent       Hun skulle forsvinde for at blive synlig       Ikke-eksistenser uden tag over hovedet       Afgrænset med visne grene som et sygt territorium       En datters desperation       Hun kan ikke tåle at miste mere       Desertør fra kunstens slagmark       Den mishandlede, udplyndrede stjerneplanet       Kroppe som bløde våben       Hendes dobbelte graviditet       Hun lægger forsigtigt hånden på sin datter mave       Så let om hjertet, så gennemsigtigt lykkelig       Så snart hun ankommer fremmed og hjemløs"

50 år før!

Det er ikke en
mand der bøjer sig
for at snøre sin sko -
det er
en barnevogn.
Det er ikke et
mord -
men en elskovssyg kat.
Det er ikke
sort himmel med stjerner -
det er et
slag på øjet.
Det er ikke en sommer -
men vinter.
Det er ikke sorg
der fremkalder tårer -
det er løg.
Det er ikke
armstrækninger -
men knæbøjninger.
Det er ikke ting -
det er mennesker.
Det er ikke en dør -
men et nøglehul.
Det er ikke en fugl -
det er en sten
der kastes gennem luften.
Det er ikke gammelt -
men nyt.
Det er ikke én -
men mange.
Det er hverken
surt eller sødt.
Det er noget andet
nu.

HESSELRUP! Levende (Nordisk) Råd

De danske kandidater til Nordisk Råds Litteraturpris er vildt fornuftigt udvalgt af Elisabeth Friis og Peter Stein Larsen til at være Vivian og Erindring om kærligheden (alle kandidatterne her, inkl. djævelske Jäderlund)

Hvorfor Bjørn Rasmussen havde en tehætte på hovedet på Hovedbiblioteket

Ifølge professor og digterviv Anne-Marie Mai (der btw har skrevet en bog med og om Michael Strunge, Mai Strunge):

"Klaus læste op og svarede på spørgsmål, Bjørn læste op med tehætten på! Han fortalte en bekymret ældre dame, at han han klippet sig selv og at det var mislykkedes! Derfor hårskjuleren"

Nordisk Råd rammer plet og plet mellem fingrene! Dobbeltsmart!

Det kan godt være den nye Nordisk Råd-komité, Elisabeth Friis og Peter Stein Larsen, er en slags skruebrækkere (deres forgængere gik i protest mod vederlags-fifleri), men fandeme svært ikke at klappe i sine Trump-små hænder over deres netop afslørede 2 kandidater til Nordisk Råds Litteraturpris

Bjørn Rasmussen for Ming

Klaus Høeck for Legacy

Ung mester (født 1983) og gammel mester (født 1938) ud i højt løftet intimitet!

- 2 x side 24:

    teknisk set er der
to ting at bemærke ved
    dette billede

     ét: der er mærker
efter en tegnstift i
     den øverste kant
 
     så det kan have
hængt på en opslagstavle
     to: der er blækklat
  
     ter henover mit
ansigt (måske quink ink som
     ikke findes mer)

jeg har brugt aftenen på at bestille julegaver på nettet
jeg putter artiskok i alting
jeg har aldrig set mine skamlæber i øjnene
jeg har aldrig tilgivet mit kalkunske ophav
der er ikke det du ikke kan for mig far
du kan gøre mig gravid og give mig suppe
fjer og blod
jeg har et ønske om at dissekere dig
bringe alle dine organer frem i lyset
hvorfor kommer du ikke herud i kolonihavehuset
vi skal drikke champagne klok formiddag
mens risskov kloakservice tømmer septiktanken
eller sivebrønden
vores regime
i denne salme skal vi le
i disse samlede værker skal vi græde

er det medicinen der slukker for dig

- nominanterne i går på Hovedbib tilsmilet af WA-kollega

(ingen af dem fik den)

(er jeg en tosse
med kun én nosse,
fordi jeg ikke har læst Jon Fosse?)

HH! PJ! HH! PJ! HH! PJ! HH! PJ! HH! PJ! HH! PJ! HH! PJ! HH! PJ! HH! PJ! HH! PJ! HH! PJ! HH! PJ! HH! PJ! HH! PJ! HH! PJ! HH! PJ! HH! PJ! HH! PJ!

JEG HEPPER PÅ 
HELLE HELLE, NEJ, 
PIA JUUL, NEJ, 
HELLE HELLE, NEJ, 
PIA JUUL, NEJ,
HELLE HELLE, NEJ,
PIA JUUL, NEJ,
HELLE HELLE, NEJ,
PIA JUUL, NEJ, 
HELLE HELLE, NEJ, 
PIA JUUL, NEJ,
HELLE HELLE, NEJ,
PIA JUUL, NEJ,
HELLE HELLE, NEJ,
PIA JUUL, NEJ, 
HELLE HELLE, NEJ, 
PIA JUUL, NEJ,
HELLE HELLE, NEJ,
PIA JUUL, NEJ,
HELLE HELLE, NEJ,
PIA JUUL, NEJ, 
HELLE HELLE, NEJ, 
PIA JUUL, NEJ,
HELLE HELLE, NEJ,
PIA JUUL, NEJ,
HELLE HELLE, NEJ,
DEM BEGGE TO
PÅ 1 GANG
TIL AT VINDE
NORDISK RÅDS LITTERATURPRIS
OM EN TIME 
LIVE I REYKJAVIK

 

I like the odds!

Klaus Rothstein skriver til sidst i en blæksprutte om Nordisk Råds Litteraturpris (til en begyndelse taler han nedladende (men ikke Jes Stein-kønnet dog) om det ikke-øre-rokkende og forudsigelige ved de danske nomineringer: men fremragendehed og klarsyn trumfer da til enhver tid forudsigelighed og ørerokken):

Det er næppe tilrådeligt at bruge sine sparepenge hos bookmakeren på de danske kandidater. Mon ikke vinderen skal findes blandt navne som islandske Jón Kalman Steffansson, svenske Bruno K. Öijer og især norske Jon Fosse?

Ikke nødvendigvis! Helle Helle er endnu større i Norge end Pia Tafdrup i sin tid var i Sverige. Og hvis vi tager et par med Juul og Helle jævnaldrende (kvindelige) forfattere, så var Naja Marie Aidt og Sara Stridsberg, før de fik prisen, ikke synderligt synlige i det øvrige Norden - og vel heller ikke for endnu meget længere tid siden Peter Seeberg, der vandt for sin meget feminine novellesamling Om fjorten dage. Jeg ville satse og tro på kvaliteten i de danske bøger, der i al deres horisontalitet sjældent har været tårnhøjere.

Den meget feminine forfatter Herman Bang

Jes Stein er blevet meget forulempet over en (med min blogpost nedenfor overlappende) kritik af den patroniserende kønning i hans Nordisk Pris-kommentar, som prisvinder (og hvor feminin / maskulin er egentlig Bavian?) Naja Marie Aidt har delt:

• Jes Stein Pedersen Prøv lige at læse den kommentar igen! Det handler ikke om at kvinder ikke skriver litteratur. Det handler om at der i et konkret felt af bøger er en overvægt af bøger der beskæftiger sig helt konkret med facetter af det kvindelige. Hvordan kan I dog lægge noget nedværdigende i det? Hvis der havde været en overvægt af bøger med fokus på maskulinitet og faderroller, havde jeg skrevet det. Vi har et felt af nominerede bøger, hvoraf en hel del, udforsker forskellige livssituationer, dilemmaer etc. som kvinder er havnet i. Jeg opererer slet ikke med genrebetegnelsen 'kvindelitteratur' i den pågældende kommentar. Hvad er der galt med kønnede adjektiver i disse sammenhænge?

  
  
• 
Jes Stein Pedersen Skal vi leve i en sprogverden uden køn, kønnede adjektiver, mulighed for at kalde nogle for 'kvinder', andre for 'mænd'? Er det simpelthen derude I er?!

Jes Stein karakteriserer Hvis det er med et eneste, med "meget" forstærket adjektiv: kvindelige og tilføjer endda , at det er en roman "om kvinder" (vel 1 kvinde - og så altså også temmelig meget 1 mand, og lidt mindre 1 til (eksmanden), før den handler om andre kvinder), så det kan ikke være det, at den handler om en eller flere kvinder, der gør den meget feminin; det må snarere være den minimalistiske/impressionistiske stil og fokusset på den hverdagslige livsverden, dens konkreter og tonefald, som Helle i høj grad deler med sit idol Herman Bang, som Johs. V i i Politiken i sin tid heller ikke fandt synderlig maskulin, og så bliver det naturlige spørgsmål:

Er Ved vejen en meget femimin bog?

Du har en sten i munden, Jes Stein

når du taler om nomineringerne til Nordisk Råds Litteraturpris på politiken.dk og bl.a siger om de danske nomineringer (hvoraf den ene, Hvis det er, er indstillet til Politikens Litteraturpris, hvilket Theis Ørntofts Digte 2014 også er) :

Man kan ærgre sig over, at Pia Juuls hyggelige onkeldigte i ’Avuncular’ løb med en af de danske indstillinger, når nu Theis Ørntoft med sine ’Digte 2014’, har begået et økokritisk anfægtet poetisk mesterværk, som i den grad fortjener international opmærksomhed,

Åh, mesterlige emnetyngde! Ja, onkeldigtene i Avuncular arbejder (og gerne undergravende) med hyggeligheden i onkelheden, men de fleste af de øvrige digte er for mig, i deres kuldslåede, lumske enkelhed, endnu mere uhyggelige (men det er jo ikke en konkurrence for syv søren!) end Ørntofts barokke postapokalyptik, fx dette:

*
Hun skal dø i krigen
Stranden er flad og forblæst
Hun er der alene
Lyset blænder men
der er ingen sol
Der er skum på bølgerne men
ikke meget vind
Hun ser på vandet mens hun går
Hun
ser sig ikke tilbage hun
går op i klitten ved
redningskanten og skraldespanden
Hun går i et roligt jævnt tempo
Hun har lige lært et fransk ord
det går hun og gentager
dégueulasse
dégueulasse
På gaden i badebyen
ser hun en fremmed kvinde
der sender hende et smil
Hun skal også dø i krigen

- og om Helle:

Vor egen Helle, som var indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris for ’Ned til hundene’ i 2008, har også skrevet en meget feminin bog om kvinder. Den spæde handling i ’Hvis det er’ udspiller sig godt nok mellem en mand og en kvinde, men manden er bogstaveligt talt usynlig, og den intense kortfortælling har mest tyngde i beskrivelsen af et omtumlet kvindeliv af den slags, Helle Helle har gjort det til sit særlige speciale at fremskrive.
Helt anderledes svæv og bredde er der i finske Hannu Raittilas ’Terminali’.

Kan vi kalde det en meget maskulin minimalismeshaming eller - patronisering i det mindste: alle disse overbærende adjektiver: spæde, intense, omtumlet (og diminutivet "kortfortælling - nej, ROMAN (og lyt til, hvor urimeligt, også kvalitativt, usynliggørelsen af en mand er)). Bredde som så meget bredere en kvalitet end smalhed, og hold op, hvor synes jeg, der er meget svæv, der jo nemlig ikke betyder det samme kalejdoskopisk, epokal overflyvning, i Helles sætninger. Og jeg forstår simpelthen ikke det med det meget feminine, er det bare fordi, bogen primært handler om et "kvindeliv", men kunne man ikke lige så godt betegne Helles totalt disciplinerede, sirlige stilighed, langt snarere hendes speciale jo end fremskrivninger af (u)specielt slags kvindeliv, som maskulin?

Hvor er jeg taknemlig for, at de to indstillede bøger er så markant lidt Politikenagtige. 

Et får som Ib Michael indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris

Ida Jessens Postkort til Annie og Claus Beck-Nielsens Mine møder med de danske forfattere er indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris som den fjerde og sidste indstilling fra Klougart-fanatikerne Asger Schnack og Lilian Munk Rösing, to i mine øjne halv/trekvartgode bøger, de rigtigere kandidater havde været Niels Franks Nellies bog og Peter Adolphsens År 9 efter Loopet, begge hel/halvandetgode bøger.

Beck-Nielsens værk er sporadisk rigtig sjovt på sådan en desperat/indebrændt Beckettsk/ Buster Keatonsk måde, to højdepunkter: CBN der slæber på Pia Tafdrups forfærdeligt tunge kuffert, CBN der falder dybt i staver over Klaus Rifbjergs 2 wc-ruller, men digterportrætterne, herunder ung-digter-selvportrættet, er over én bank bare for nemme, klichéfulde parodier på for længst gennemparodierede klicheer, hvilket ikke betyder, at de ikke er vittige, bare at det er vitser, man til bevidstløshed kender (og som til bevidstløshed kender sig selv), og som på trods af al fint (men også træt / dovent) hvirvlende velskrevethed derfor ikke løfter sig. Men selvfølgelig vil jeg ikke undlade at citere dette smukt onde afsnit om (mestendels alt muligt andet - det er det virkelig onde - end) Ib Michael (hvis umådelige åsyn har fyldt lærredet de sidste 2 gange, jeg har været i biografen - hver gang giver jeg et lille skrig fra mig):

Mens vi spiser, fortæller jeg lidt om madderne, og samtidig tænker jeg på Ib Michael. Jeg har faktisk aldrig mødt ham, men jeg har været tæt på, engang for mange år siden, længe inden jeg selv begyndte at skrive rødbedepoesi (se blogpost nedenfor LB), dengang jeg mest bare sov længe og lå i sengen med min tykke kæreste og læste Hulebjørnens klan og også det halve af Hestenes dal, men så kom vi vist heller ikke længere. Det var lige rundt om hjørnet, henne på Odense Musikbibliotek, det lå i Kronprinsensgade dengang, nu er der jo en eller anden helsesekt, der har lavet det om til et tempel, nåmen bassisten i vores band, Jon (Helt Haarder, senere ekspert i biografistisk performativitet, pudsigt nok), han arbejdede nede på musikbiblioteket, og han læste også bøger, hans far var nemlig professor med speciale i Beowulf, ikke bare Hulebjørnens klan, alt muligt, især science fiction og Ursula K. Le Guin, og han sagde, at vi skulle komme ned og høre Ib Michael, han havde nemlig en musiker med. Og det gjorde vi så, og jeg kom muligvis lidt for sent, det gør jeg altid, men jeg hørte det meste, tror jeg, jeg var der i hvert fald, jeg lagde bare ikke mærke til ham, Ib Michael, det eneste jeg så, var det ledsagefænomen, han havde med (vistnok en vis Morten Carlsen LB), han var helt fantastisk, en slags Peter Høeg, der bare havde begrænset sig til alt, hvad man kan blæse i, og få til at give lyd. I løbet af den lille time, det varede, vandrede og marcherede og dansede og danderede han op og ned mellem stolerækkerne og blæste i alverdens horn, saxofoner, trompeter og jagthorn og fløjter og ... - også melodika? - Ja, sikkert også melodika og panfløjte og bassaxofon og sågar en skalmeje, og førte os langt tilbage i tiden og ud i de fjerneste afkroge af verden, men uden at jeg på noget tidspunkt fik øje på Ib Michael, kun stemmen, den hørte jeg, men mest bare som en monoton brægen bag hylderne, som om hornblæseren var en hyrde, der havde taget sit får med ind på biblioteket. Og at kalde et får for en forfatter er lige skrapt nok, jeg må hellere sætte en streg over den historie, glem det!

Pænt prisværdigt, indrømmet!

Derfor er Ib Michael ked af det i dag

Ikke på grund af de lidt tvungent glade, men reelt mellemfornøjede anmeldelser, han har fået i Jyllands-Posten (de trælse 4 stjerner), Berlingske (også fire stjerner), Weekendavisen og Information, men fordi (for hans stadig mere skrøbelige fan-segment altafgørende) Politiken endnu ikke har anmeldt; i de gode, gamle dage ville det være fuldstændig uhørt, at Politiken ikke (helst ved automat-begejstrede Søren Vinterberg) anmeldte en ny Ib Michael-roman på dagen, men nogen er ikke længere yndling nr. 1, buuuhuuu - nu bruger avisen og litteraturredaktøren i stedet pladsen på at prise prismodtager Kim Leine og ikke mindst prise ham biografistisk, og her kan hippie-direktørsønnen IM (der aldrig har modtaget Nordisk Råds Pris) slet ikke være med, Leine er en ny æras ani-selvfede, socialrealistiske mønsterbryder-helt (jf. også Yahya-omfavnelsen dér i svingdøren), og jeg advarer, dette er betydeligt klægt: FORDI man går så (detaljeret) grueligt meget igennem, bliver man Nordens nye store forfatter og får i tilgift lov til at opleve og kan som få oprigtigt påskønne "hverdagens nære lykke" (håber virkelig ikke Lars Frost, der i sin nye roman hvæser biedermeier efter sært nok Olivia Nordenhof, Bjørn Rasmussen og co., læser denne seriøst sentimentale klamamse, han bliver ikke ked af det, han bliver møbelsmadrende hysterisk af raseri):

Han er så langt væk fra det blærede og blaserte, man kan komme, for han har taget hele turen fra rendestenen og op til lyset i mere end en forstand. Det er derfor han kan skrive bøger, som emmer af kendskabet til det benhårde liv, som leves på underste klasse. Helt dernede, hvor man, som Kim Leine var nødt til det, junker sig selv for at kunne udholde endnu en helvedesdag. Han har været på det hele: lykkepiller, angstdæmpende piller, sovemedicin, kodein, hele tiden stadigt hårdere stoffer. Kim Leine er bestemt ingen litterrær tyv. Men det er rigtigt, at det var hans litterære forbillede, den bredt fortællende episke roman, gerne stærkt underholdende, der frelste ham. Det var nemlig bag årgangene af ' Vagttårnet' i hans troende mors bogreol, at han en dag fandt et eksemplar af Alexander Dumas' samlede værker. Da var hans skæbne beseglet. Da var Nordens nye store forfatter født. Med den tilføjelse, at Leine altså ligesom Morten Falch skulle igennem mange lidelser, før han havnede i det helt almindelige gode liv, som Leine vedholdende udtrykker sin taknemmelighed over at være blevet en del af. Det er ikke ret mange år siden, at forestillingen om et roligt familieliv var en fjern drøm for forfatteren, som også i går aftes i Oslo takkede sine børn, sin hustru, og sin familie i det hele taget for, at han kom til at opleve hverdagens nære lykke. Nej, det er ikke til at fatte, at denne pragtfulde forfatter i 2004, for kun i ni år siden, kom vaklende ud af vildmarken med blødende nålestik i armen og satte sig ned og skrev ' Kalak'.

Smålighed, kleinhed, Leinehed

Ikke siden Pia Tafdrup ... undskyld, men jeg gider ikke ikke synes, det er trælst og kedeligt og forkert, at Kim Leine har fået Nordisk Råds Litteraturpris for Proferne i Evighedsfjorden, først og fremmest på grund af de danske forfattere, der med ægte talent og originalitet arbejder forfinet/eksplosivt med romanformen, og fx bare Peter Adolphsen, Svend Åge Madsen (nomineret 3 gange), (PLUDSELIG!) Niels Frank, Henning Mortensen, Harald Voetmann (1 gang), Vibeke Grønfeldt (2 gange), Kirsten Hammann (2 gange), Marianne Larsen, Pablo Llambìas, Janina Katz (1 gang, for en digtsamling, nu for sent), Helle Helle (1 gang), Jens Smærup Sørensen (2 gange), Jens Blendstrup, Kirsten Thorup (1 gang), Charlotte Weitze, Christian Skov (1 gang), Lars Frost, Vagn Lundbye (1 gang), Christina Hesselholdt, Hans Otto Jørgensen, Pia Juul, Kristian Bang Foss, Christina Hagen, Kasper Nørgaard Thomsen, Lone Aburas, Bjørn Rasmussen og for den sags skyld, når han skriver om aztekere og lillesøstre, Ib Michael, surmulende just saying!

Gordisk kabel og tråd

Gordisk Råd

Gordisk film

Gordisk mytologi

Gordiske guder

Gordisk korthandel

Gordisk spisehus

Gordisk navne

Gordisk dækimport

Gordisk yoga

Gordisk Råds Litteraturpris