Jeg er anmeldt i dag!

eller rettere min bog, - af skrappe Kizaja Ulrikke Routhe-Mogensen som gæsteanmelder i Weekendavisen Bøger i dag! Og skrapt på alt andet end den nye bog, som hun siger kloge, skarpsindige ting om, og som det virker, som om hun rent faktisk kan lide og går ind for (ikke dårlige digte må være næste det samme som gode digte, ikke også!?), hvilket optimerer mit humør betydeligt denne fredag. Her er afslutningen på den rimelig lange anmeldelse, som jeg WA-vanen tro ikke kan linke til:

"Da bogen efter en længere optakt om køjesenge når frem til at tale om selve farens død, udenomssnakker og afbryder digtet sigende nok også sig selv i et væk: »Morgenen, da han var død om natten, græde med min mor øverst i deres høje pseudokøjeseng (fast anekdote; politiet der er gået gennem vores ulåste hoveddør og står ved siden af sengen, dvs. i øjenhøjde, og meddeler, at deres stjålne bil, mor-eller farbilen, som de ikke vidste stjålet, var blevet fundet), at se ham ligge helt stille på sofaen eller divanen, som jeg 11 år før blev hjemmefødt på (hvis det ikke var den anden af de to (senere blive irriteret på den symbolik, som det jo på den anden side er tåbeligt at fortie))«. Den facon er på den ene side stadig også irriterende. Men det er også, som om den i Korshøjen for første gang irriterer sig selv.

Bukdahls signatursludren forstummer ikke. Men den peger på sig selv, på en ny måde, som et værn mod ikke bare sentimentalitet, men også smerte. Det får selvfølgelig den hektiske sproglige uro til at fremstå i et nyt lys - fjol som savnets tic, som det egentligt patetiske - men det gør først og fremmest også uroen stærkere som skrift. Her opstår en ny inderlighed, som ikke er irriterende. Som ikke er patetisk i nogen gængs forstand, og som ikke er dårlige digte."

 

- fra Google-søgning på savnets tic

Anmelderforskydninger og -nyhyringer

Nanna Goul er gået fra Weekendavisen til Information (good luck!)

Kizaja Ulrikke Routhe-Mogensen er gået fra Politiken til Information

Klaus Lynggaard er gået fra Information til Weekendavisen (velkommen til, storebror Lyn)

Nye (lovende!) anmeldere på Politiken er Benedicte Gui de Thurah Huang og Matthias Dressler-Bredsdorff

Og principielt kan samtlige - undtagen Klaus L (og vel ikke Nanna og Kizaja på én gang!?) - skulle anmelde min bog (og vælge den ikke er umagen værd) ... Gulp! - og min uven karma siger bare: Ha!

Kommode-Tyven i Twin Peaks

I sin gode Politiken-anmeldelse af Til en engels forsvar sammenlignede Kizaja Ulrikke Routhe-Mortensen romanen med både Twin Peaks og Jens August Schade:

"Først har jeg det lidt med Cecilie Linds nye roman (hendes første efter fire bøger med digte) som med det nye ' Twin Peaks'. Her er intet at holde fast i. Det står hurtigt klart i både tv-seriens række efter række af udsyrede tableauer og i ' Til en engels forsvar', som Linds roman hedder. Der er ingen realistisk fortælling om et ordinært forløb af hændelser, der udgør et normalleje, som det hele kan stikke af fra. Det stikker sådan set bare af.

At det er sådan hos Cecilie Lind, er der ikke noget nyt i. Det er ligefrem grundmekanikken i hendes tekster, at de sætter af og så roterer, fuld fart, dybere og dybere ind i et vortex af ord. Svimlende, udmattende.

På et tidspunkt må man give slip, lade sig bære, hvis ikke ligefrem - hvad jeg dog hverken hos Lind eller i det nye ' Twin Peaks' er lykkedes med - rivemed.

(...)

Som dualismedyrkende sort-hvid sammenbrudsroman og himmelsk rablende retssagsroman i ét har ' Til en engels forsvar' noget meget schadesk over sig. Til tider måske også for meget. Ikke i den forstand, at den minder for meget om Schade, men i den forstand, at også Schade er alt for meget."

For mennesker som mig og Mae West, der mener, at for meget af det gode (svimlende roterende og himmelsk) er en vidunerlig ting og er diehard-Twin peaks- og Schade-fans (hvilket jeg er sikker på, at Mae ville have været) er de sammenligninger jo den højeste, pureste ros!

Helt uafhængigt af den anmeldelse sammenlignede Bet-nominerede Jonas Okholm Jensen forleden den nye Twin Peaks og Schades Kommode-tyven i en FB-opdatering, der knopskød ud i en henrevet, særdeles Schadesk kommentar-tråd: 

Jonas Okholm Jensen

July 9 at 1:03am ·

Kommode-tyven. Man kan læse Kommode-tyven, mens man vasker 13 kg tøj. Når man læser Schade og tænker på Twin Peaks. Hvis man ikke kan læse Schade, kan man ikke forstå Twin Peaks. Fact.

Comments

Martin Pale Schade 7800 represent

Henrik Lind-jensen orang schade? læser mest i thebreve og skinkesmåkød.

Jonas Okholm Jensen Det giver god mening

Henrik Lind-jensen bevares

Jonas Okholm Jensen Når man læser de hypergode Schade-ting. De minder mig om Lynch.

Henrik Lind-jensen laaaang tid siden jeg læste schade, men det må jeg vist lige kigge på

Jonas Okholm Jensen Nok det der i skriften kommer tættest på

Jonas Okholm Jensen I mit HOVTd

Anders Jørgen Mogensen Hvilke schade titler udover Kommodetyven? (Som jeg selvfølgelig elsker!)

Jonas Okholm Jensen Schades Højsang, Hjertebogen og Sjov i Danmark af digtene.

Jonas Okholm Jensen Det er noget med humoren.

Jonas Okholm Jensen Eller letheden hvormed det serveres

Jonas Okholm Jensen leder lige efter min favorit...

Jonas Okholm Jensen DET EVIGE LIV

Anders Jørgen Mogensen Lars?

Jonas Okholm Jensen DET EVIGE LIV er en af de mange opsamlings

Jonas Okholm Jensen Men den står mig nært, fordi den var der på det rette tidspunkt

Jonas Okholm Jensen Lad endelig Lars komme på banen.

Jonas Okholm Jensen Mennesker mødes og sød musik opstår i hjertet. Den har jeg givet væk så mange gange, at jeg ikke har fået den læst. Men den er jo en klassker, Anders. Så mon ikke...

Jonas Okholm Jensen Det er den spjættende fornemmelse af godt og ondt, der minder om Lynch. Det går helt ind så meget, det også rammer ud. Det er sådan. Lys og mørke. Ekstremt fremhævet. Når man er lykkelig og ulykkelig, du ved. Det er det, jeg så godt kan lide. Og så simpelthen UDTALT eller gøet med en kraft, så man tænker, det kunnne da over head not være anderledes.

Jonas Okholm Jensen Der er en anden, jeg ikke lige kan finde i flytterodet. Ikke Det evige liv... der er en anden... jeg kan ikke finde den... starter simpelthen så godt, at man bare skal elske den... prosaisk digt...

Jonas Okholm Jensen rød og sort skrift på hvid

Jonas Okholm Jensen Den minder mig om en bestemt tur til Thisted med Synd og Skam.

Anders Jørgen Mogensen Thistedturen lyder allerede voldsom.

Jonas Okholm Jensen Alle disse bøger, der lever rundt, jeg sidder sgu lige og elsker det helt vildt, de er der. Schaden da i høj grad, men det hele. Så var man lige med den og den bog ved Kalø. Det er helligt, sgu. Så var man lige i Ikast. Så var man i Dollerup Bakker på vej hjem. Så var man her og der. Det er med en eller anden bog. Det er bare fremragende. Der går man sgu rundt med værk i hånd. Det er unikt.

Jonas Okholm Jensen Det er ultra sært.

Jonas Okholm Jensen Det er jo ikke ruinen i sig selv, vel, den er da hurtigt overstået, sådan en ruin. Det er Schade, man kommer med. Så bliver fantaen levende i fangehullet.

Anders Jørgen Mogensen Jeg har sjovt nok denne bog med på ferie

Jonas Okholm Jensen ...og to andre romaner haha

Jonas Okholm Jensen Den er jo virkelig konge. Kommer man ikke også til Buenos Aires? Jeg mener det. Det er jo totalt Twin Peaks.

Anders Jørgen Mogensen Og en nøgen dame på fronten Stig Vendelkær style

 

Lars Bukdahl Altså! Det hele jo (og hey! elsker Twin Peaks-sammenligningen)! Som ikke er så frygtelig meget - overset er jo til stadighed prosaen og af den frem for alt: Kommode-tyven, Den himmelske elskov på jorden (genudgivet sidste år af Gladiator), Jeg er tosset efter dig, eller mordet på Cuxton slot (sidste roman, sex og vold amok!), Verdenshistorier (noveller), (men også de andre romaner: En mærkelig aften i verdens historie, Én eneste stor hemmelighed, Kærlighedens symfoni og, ja, Mennesker mødes, den kendteste og mest udmatte(n)de). Sjov i DK selvfølgelig. Af ren poesi: Hjerte-bogen, Kællinge-digte, Schades højsang (og resten!). Men miss ikke dramatikken, især Myggestikket (Freud amok!) og Nattens frelse (revolutions-amok) og den sidste UFO-flyvende bog 70 eventyr om det hemmelighedsfulde København! ENJOY!

Anders Jørgen Mogensen Jeg skal vist på jagt. Specielt Mordet på Cuxton lyder lokkende! Tak.

Lars Bukdahl http://bukdahl.blogspot.dk/.../2-radikale-power-puff...

2 radikale Power Puff-piger

- til (litterær!) inspiration 1. Den målrettet incestuøse, erotiske superheltinde Susi i Jens…

bukdahl.blogspot.com

Jonas Okholm Jensen !!!!!!!!!! BAM

Lars Bukdahl http://bukdahl.blogspot.dk/.../en-forkldt-kommedetyv-er...

En forklædt kommodetyv er en åbenlys collagesammenklistrer (ved…

Lars Bukdahl http://bukdahl.blogspot.dk/.../forsvinde-uden-at-betale.html

Forsvinde uden at betale

Anders Jørgen Mogensen Jeg læser Schade samtidig med at jeg læser Joseph Conrad. Kan ikke finde ud om det er verdens bedste eller verdens dårligste ide.

Gidelige anmeldelser!

Linea Maja Ernst i Weekendavisen og Kizaja Ulrikke Routhe-Mogensen i Politiken anmelder Til en engels forsvar engageret og tænksomt, anfægtet og imponeret, det er sgu i orden umage.

Linea-klip:

"Der er så voldsom en kraft i Linds tekster, verdensskabende og uhåndterlig. Det er helt utroligt, hvilket univers hun får bygget op i sin nye roman (nærmere: »roman« ), Til en engels forsvar. Her er for mange tusind kroners LSD-trip: en verden, hvor skytsengle ansættes til at våge over børn og kan komme til at elske dem for højt, for urent; samtidig en verden, hvor en engel kan drage i krig og fremelske et romantisk soldatersind; samtidig en verden, hvor et pigebarn (skytsenglens) kan blive psykotisk og indlagt på psykiatrisk afdeling, men få udgang for at danse i skoven med Satan (hendes far); samtidig en verden, hvor en retssag mod en falden engel kan fordampe i den blå luft, fordi Gud (en opmærksomhedssøgende diva) bestemmer det.

Sproget, hvorigennem denne verden træder frem, er (som altid hos Lind) både gavmildt og krævende: syngende, galsindet, maksimalistisk, hektisk, hallucinatorisk drømmende.

Sådan her taler for eksempel Gud: »Mit univers er ubegribeligt stort, og hvor gør man af sorte huller og Saturns ringe og solenes stråler.

Atmosfærerne? Aliens og engle og spøgelser.

Orgasmer og gråd og mælkeskind.« Orgasmer og gråd og mælkeskind, det er omtrent det stof, romanen er gjort af: det lystne og det følelsesfulde og noget ækelt, men fint, gennemsigtigt mælkehvidt stads.

Romanen er et raritetskabinet, et lille udsøgt og kunstigt ordnet mikrokosmos, som virker meget mere rodet end verden, fordi værket sorterer sit inventar ud fra sin egen mystiske, encyklopædiske orden.

»GUD: jeg er en gud. Jeg er svag, men jeg er mægtig, men jeg trænger til et kælent hjerte, en engels tålmodighed - Og sandelig siger jeg jer: jeg er en herre, en pige, en hykler, liderlig efter Satan og Englen, begærer: selskab og flammer og lyshav og ondskab og hellighed og tilgivelse.« Teksten stiller sig an, vrænger med hænderne i siden, indsmigrer sig, skælder ud, tripper blasmefisk veloplagt. Det er en kærlighedshistorie, man ikke har en chance for at identificere sig med, i stedet må man fremmedgjort fascineret lægge øre til englens storladne og selvretfærdige forelskelse i et alt for ungt barn."

Kizaja-klip: 

"PÅ DEN MÅDE dramatiserer romanen vel en pointe om, at det lyse og det mørke, det onde og det gode er indeholdt i samme selv - ligesom sølvcirklen, der gennemskærer og samler forsidens respektivt sorte og hvide halvdele (en pointe, der også er ' Twin Peaks' værdig jo.) Men egentlig er det jordnært: En vrangforestilling kan godt være en syg piges beskyttende engel. At gøre det til en himmelsk affære kunne være en meget sentimental måde at skrive om sygdom på.

Men det er der trods alt for meget vildskab i Linds fabulerende fortælling til.

Til slut stikker det bedst af, nemlig i et retssalsdrama, hvor englen formelt prøves for sin aldrig helt klare forbrydelse.

Indtil altså selveste Gud (med blandt andet replikken: »Jeg har alt for mange følelser og alt for meget magt« ) som tragediens deus ex machina dukker op og udøver en form for poetisk retfærdighed.

Det er nogle ret vidunderlige og komplet flippede replikskifter, det drama byder på. Og forløsende er det, i den forstand at slutningen ikke bare vender tilbage til vrangforestillingen, men lader romanens to virkeligheder gennemlyse hinanden: »ANKLAGER: du fordrejer virkeligheden/ ENGLEN: jeg eksisterer kun som en drøm«, lyder det klarest i mælet.

»ENGLEN: pigen har ingen andre end mig/ ANKLAGER: det er din vrangforestilling/ DOMMER: det er dit problem/ ENGLEN: hvilket?/ DOMMER: du tror at du er frelser/ ANKLAGER: at du ikke formår at give slip/ DOMMER: at du holder hende fast/ ANKLAGER: du har brug for at hun har brug for dig«. Ligesom romanformen føles det drama som en helt rigtig udvidelse af Cecilie Linds register.

Som dualismedyrkende sort-hvid sammenbrudsroman og himmelsk rablende retssagsroman i ét har ' Til en engels forsvar' noget meget schadesk over sig. Til tider måske også for meget. Ikke i den forstand, at den minder for meget om Schade, men i den forstand, at også Schade er alt for meget.

Men Linds roman har også en poetisk klarhed over sin gale tale, over sine massivt monologiske strømme af ord, som kan minde om bøger af mere jævnaldrende som Lea Marie Løppenthin, Ursula Andkjær Olsen, Bjørn Rasmussen og Rasmus Halling Nielsen.

' Til en engels forsvar' er en utrolig underlig roman, en nøgleroman uden nøgle, et mystisk spøgelsesspind og en automatskriftsagtig stråleglans uden om noget meget hårdt og sort. Og sjældent tror jeg, det har været mere rigtigt at sige: på godt og ondt."

Fejeguld flyvende

Den ene gode/gode anmeldelse af Scarykost tikker ind efter den anden; så helt ærligt vidunderligt, at anmelderkolleger læser så stærkt og indtrængende i øjenhøjde med bogens egen ambition og vildskab; jeg er en hel morgenrøde af stolthed og citerer og linker bare:

- fra svenske Björn Kohlströms anmeldelse på sin blog Bernur:

"Liksom hur gamla blogginlägg ingår i en kollageteknik som ger helhetsintrycket en spänst och ett tillåtande och inkluderande tilltal, hur mycket dikten i sig än bryter ihop i sina sömmar, som om det rör sig om poesi som har slutat att hålla masken. Då kan sprickorna ge utrymme åt en barnslig glädje: 

jeg taber og taber og yder

en salt tåre til en

pyt

med regn

vandes blomst

og er

glad

haha nej. 

Det är så befriande med det där nejet, som en gardering som Lind ibland tar till och får utsagan att snurra, fladdra till.

Psyket är ju ändå kaputt, och i den omedelbarhet som åstadkoms när Lind ger gurlesken fritt spelrum blir jag själaglad åt hennes utforskande av vad som händer när det söt blir nerskitat, om det inte är frågan om vice versa. Då kan diktjagets fräsande påminna om Prousts underbara liknelse om vad som blir följden när en djävul som doppas i en vigvattenskål.  

Det blir också befriande när Lind skriver som om hon är den första som upptäcker dessa samband, dessa möjligheter som finns i friktionens poetik. Den oförställda ivern i att – rastlöst, hetsigt, intensivt – peka ut sina fynd. Då kan jag som läsare välja att himla med ögonen, eller – vilket känns mer fruktbart – bli delaktig i entusiasmen. Ungefär som när The Last Shadow Puppets gav ut sin första skiva för åtta år sedan: tycka att det är stötande med två typ tjugoåringar som upptäckt 60-talet eller charmas av att de vill visa sina fynd med sådan förtjusning. I stället för att bli surgubbe kan jag alltså charmas av att Lind ger sig själv rätten att i sin poesi säga ”yeah”."

- fra (der var hun igen!) Kizaja Ulrikke Routhe-Mogensens 4 hjerter-anmeldelse i Politiken:

"Beskrivelsen er ukarakteristisk enkel for Cecilie Linds vanlige stil, hvis både maksimalistiske og naivistiske sproglige kværnen med rimet sætningsslyng, omvendte ordstillinger, kæder af associationer og gådefulde omskrivninger ellers er normen, også i ’Scarykost’.
For mig, som godt kan finde den stil irriterende, er det dog tydeligere her i ’Scarykost’, at det ikke er nok at forstå dens massive åndeløshed med psykologiske og fysiologiske metaforer som tankestrøm og talestrøm (snakkende som en tidlig Ursula Andkjær Olsen). Teksternes tranceagtige mumlen har også noget langt mere mekanisk over sig (mere hen ad Rasmus Halling Nielsen).
Det bliver kort sagt klarere i ’Scarykost’, at den stil måske ikke så meget er udtryk for mangel på kontrol eller manglende økonomisering, som den er udtryk for overdreven kontrol og excessiv økonomisering. At den nærmere er udtryk for, at der stilles strenge regler op for sproget, og at de mange bogstavrim og ordenes spejlkabinetagtige refleksion i hinanden lægger sig et sted mellem leg og tvangshandling:
»trang er tvang og vrang og wrong, remser, jeg gentager, jeg gentager«, som der netop står om den måde, jeget med sin egen betegnelse »ekkoskriver« på."

- fra Solveig Dauggaards anmeldelse i Information:

"Undervejs florerer mashups af alt fra Monty Python til Ursula Andkjær, f. eks. når Lind lyder som en depraveret Halfdan Rasmussen på afveje: »kluddermor og filtrefar/ barnets marv skarnets tarv«. Sådanne strofer står og glitrer i frie, luftige vers, der dukker op i ny og næ, men det er en sjælden luksus. Det meste af tiden er Scarykost et sprogligt tæppebombardement i form af tekstblokke, enten hakket op af manisk, stakåndet kommatering eller blottet for tegnsætning, så sætningerne filtres sammen i en prosapoetisk mutation af det klassiske, lyriske enjambement.
Indimellem er det, som var der sat en diktafon til skriften, der optager sin egen tilblivelsesproces og blotlægger de associative mønstre, den knopskyder efter. Det kan være raffinerede indholdsmæssige glidninger eller lydlige og ortografiske som allitterationer, rim, slåfejl og homonymer. Det er vildt og ofte vildt godt, men hele vejen arbejdes der på så mange niveauer samtidig, at den samlede effekt efter læsning af Scarykost kun kan betegnes som udmattelse.»Strunk«, Linds langdigt fra sidste år, levede højt på en cool elegance, inkarneret af selve bogens langstrakte, oprejste format, som nok lånte fra det anorektiske ideal, men også klædte finesserne i det Lindske sprog. Den luft, der var i linjeknækkene, gav læseren plads til at ånde midt i alt det stakåndede, og de små ordtricks fik lov at shine hver især. Her er Scarykosts fremfærd mere anmassende. Bulimisk, får jeg lyst til at skrive, for den stopfodrer mig med endeløse sætninger hen over de tætpakkede sider, så ordene sætter sig på tværs i halsen, og de ting, jeg ellers plejer at gøre, når jeg læser (f. eks. ræsonnere, forstå, indleve mig i personerne, fælde æstetiske domme) bliver irrelevante."

Critic Moonlightning As Cover Artist

Det er en smuk og eksotisk inhabilitet, Politikens Kizaja Ulrikke Routhe-Mortensen geråder i vs. visse af de digtbøger, der ellers ligger indenfor hendes fagområde (og som hun derfor ikke anmelder NB!):

Hun har

under dæknavnet Ren Jazz

designet

deres yderst cool og stilige omslag!

To digtere, hun har været inde over flere gange, er Ramus Halling Nielsen, her hans Mörkhall fra 2014

 

- og Morten Chemnitz, her hans splinternye Bindingerne:

Eksklusivt for Blogdahl: KIZAJA UR-M'S KRITIKERPRIS-TALE FOR URSULA AO

(Kizaja Ulrikke Routhe-Mogensen talte i går for Ursula Andkjær Olsen ved Kritikerlavets prisuddeling på Københavns Hovedbibliotek)

-->

Ursula Andkjær Olsens Udgående fartøj er mange ting: vredesudbrud og filosofisk skrift, klage og hymne, metafysikkritik, samtidskritik og fremtidsutopi.

Den er en massiv monolit af en bog – for nu at bruge af dens eget vokabular. Og med sit sorte omslag er den en mørk makker til Det 3. årtusindes hjerte fra 2012 med det hvide omslag.

Men lad mig prøve at gøre det kort:

Udgående fartøj er først og fremmest digte om “at tabe/ at have tabt/ at være taber”, som det lyder et sted. Men det er vel at mærke ikke tabet – og sorgen over tabet – som passende afstemt følsomhed, bogen beskæftiger sig med. Det er en rasende, arrig sorg:

TABET ER DEN PISSE SOMMERFUGL HVIS PUPPE ER RUND OG

HÅRD SOM EN KUGLE

jeg er en stenhård kuglebærer

jeg er en stenhård kuglebærer

jeg er en stenhård kuglebærer

kom ikke til mig med jeres bløde shit

Der insisteres med andre ord på sorgen som helt igennem uproduktiv følelse. Bogens jeg er gennemført knudekvinde – “rovdyr og fæstning i ét” med en af dets karakteristisk aggressive proklameringer

Dét er digtningen som udfald, og den skider – for at sige det, som det er – på tidsånden. Ikke mindst tidsånden, som den inkarneres af den positive psykologi og dens endeløse fordringer om nærvær, positivitet og produktivitet. Det står ganske klart:

jeg er ikke i kontakt med min eksistens hver dag

jeg er ikke til stede i min krop

ingen verdens fucking ting kommer til mig i drømme

nu skal det fyres af

  

At noget skal fyres af, er helt centralt. Det annonceres på bogens første side. Som titlen peger på, handler Udgående fartøj ikke kun om at bevæge sig IND i sorgen, men også om en bevægelse UD. Om en transformation, måske, der går gennem sorgens og selvhadets nulpunkt.

Det kaldes i hvert fald “øvelser i selvdestruktion”. Det kaldes:

den bevægelse hvori taberen bliver til vinder

bliver til

den bevægelse hvori vinderen igen bliver til taber bliver til hævner

bliver til

det nye menneske

I den bevægelse går sorgens hårde kugle fra at være massivt sort hul til en slags kosmisk krystalkugle med hele verden indeni: “en kugle med touch screen/looking glass”, som der står.

Der ligger en utopi i den bevægelse UD, eller med bogens egne ord, en hyperdrøm: “mit mål er at omstøde AL ensomhed/ mit mål er at kommunikere med ALT”, står der og videre:

jeg er begyndt at arbejde med mine blødere dele

jeg er begyndt at kommunikere gennem kropslige udvidelser

touch screen

looking glass

touch screen

looking glass

/kugle

Her kan jeg passende huske på, at Through the Looking-Glass er titlen på Lewis Carrolls opfølger til Alice i Eventyrland – Bag spejlet på dansk – om en omvendt verden på den anden side af et spejl, en spejlverden, der måske er en drøm.

I Udgående fartøj er den drøm dels en teknologisk utopi, en transhumanistisk og posthumanistisk drøm om at bevæge sig udover det menneskelige og “kommunikere med ALT”, “gennem kropslige udvidelser”: På samme tid en mystisk fantasi om menneskets ophævelse som noget, vi reelt – med teknologiens konstante fremskridt – oplever allerede.

Men drømmen er også, helt enkelt, en social utopi. Sorg er grundlæggende et vidnesbyrd om, at individer ikke eksisterer i et tomrum, men bliver til gennem sine bindinger til andre. Og bevægelsen UD i Udgående fartøj er netop også en drøm om at række udover sin egen grænse og “omstøde AL ensomhed”.

Hvis kroppen, som det foreslås, er en voldgrav rundt om selvet, så må vi, som der står, “FLETTE VOLDGRAVENE SAMMEN”: “I er nødt til at åbne jeres voldgrave for min/ række jeres kanaler ind i min afgrund”.

Der er en særlig samklang mellem hjerne og hjerte i Udgående fartøj. På den ene side er digtene næsten filosofi, på den anden virker de helt ur-poetisk kropsligt gribende i al deres affekt.

Det lange, serielle forløb i bogen er én lang opbygning af spænding, en fortætning drevet frem af vrede versaler og messende gentagelser.

Selvfølgelig må det – som den fysiske kosmologi foreskriver – ende i en eksplosiv ekspansion, et big bang, og det gør det. Mod slut slår det ud i et fremmedartet, men strømmende, strålende og sprængt sprog og en nærmest barok jubel:

At græde sammen,

danse i vindtårne.

En anden holder øjnene i hjertet,

og du kan eksplodere mit hjerte så stort!

Udgående fartøj er en mørk bog, ja, men den har også et vildt og skønt lys dér i sin hyperdrøm.

Det er lige nøjagtig i bevægelsen fra den tunge sorgs anspændte, hidsige besværgelser til utopiens ekstatisk henførte tungetale, at der opstår noget helt sublimt. Noget, der føles lidt som at bevæge sig fra et koldt mørkt værelse ud i højsommerens skinnende lys.

Jeg vil gerne sige tillykke – tillykke Ursula med Kritikerprisen 2015 – men jeg vil også gerne bare sige tak, for denne bog, mange tak!