I orden-anmeldelser

Cecilies Den nye spejltrådskaserne er blevet anmeldt 2 steder nu, og de er jo mange for så uforsonlig skrift:

I WA Bøger gæsteanmeldte Niclas Freiseleben Lund frustreret og beundrende (LINK), her hans afslutning:

"Egentlig er der noget misvisende ved at citere Den nye spejltrådskaserne som pænt afrundede udsnit. Fælles for de sammenhængende forløb og ophobningsdelene er netop deres svært navigerbare, drivende eller muterende karakter.

Det gør bogen til en krævende, genstridig og til tider frustrerende læseoplevelse. Resultatet bliver en slags øhops-læsning, hvor mit fokus retter sig mod stærke, prægnante dele, som der heldigvis er mange af. Lad os tage et mere:

»kærligheden er en forfærdelig skovtur med en forfærdelig kurv med en forfærdelig hank der gør det svært at fragte maden, den forfærdelige mad; de forfærdelige madder, madder smurt med forfærdeligt smør, smør der er skjult under honningen og kvalmen opstår men der tygges, mens myrerne kribler rundt under tæppet og er ækle, og skoven mørknes af mangel på sol, for solen skal sove« .

Godt? Ja. I passager som denne er der egensindig vellyd og power. Og der er bestemt den vilterhed, der forbindes med Lind. Alligevel forekommer det mig, at der er noget andet på færde i Den nye spejltrådskaserne. Ordknapt og lige ud ad landevejen er det ikke, men det er, som om direktheden og hårdheden fra Ragusa og Mit barn her bløder ind i legesygheden. Det er en mere kværnende og klaustrofobisk sproglabyrint, man denne gang føres ind i.

Det er som altid ret kompromisløst. Er det godt? Ja, ja, det tror jeg."

I Politiken i dag giver Lilian Munk Rösing (i sin første CL-anmeldelse - på tide!) 5 hjerter (LINK) og er bare ellevild: 

"Og når prinsessens barn, som jeget et sted har gjort sig til rugemor for, kaldes »Ferskensten Frankenstein«, er det på lignende vis en smuk og klangbåren navngivelse. Enkelte steder skejer klangen ud i regelrette rim. Således garneres den afsluttende kombinerede døds-og bryllupsscene ikke alene med et surrealistisk billede, der på karakteristisk vis genstandgør kropsdele, men også med et rim: »Jeg hørte dem hviske. Og hjertet var faldet lidt ud af min mund. Med tungen som sliske«. Hvis det minder mig om noget, minder det mig om den østrigske nobelpristager Elfriede Jelinek, der ligeledes mikser myter, antikke og moderne, i en på én gang indædt og vittig prosa, der bæres frem af klang og rytme. Humoren i Linds tekst frembringes ikke mindst af den sidestilling af det abstrakte (overførte) og det konkrete, som i stilistikken kaldes zeugma: »Mutters alene med læbestift på, med sorg i hjertet, med mod på mere«, »Døden klæder mig som det klæder en præst at spise ribs i sommersolen«, »Som mø med ører og hår og had«. Linds sproghengivne frie associationer bringer nyt liv i gamle klude: faste talemåder, eventyr og folkeviser, døde metaforer, stumper af salmer og digte. Det er digterisk kunst med kraft til at bringe alt stivnet i skred, ikke mindst stivnede myter, stivnede kvindebilleder."

Sætningen er ikke ren, men rytmisk

Altså ved siden af de 2 x 5 hjerter er Benedicte Guid de Thurah Huangs læsning af vores vores 2 bind (og i mindre grad læsningen af Myginds og Hallings Nielsens 2 bind, der fortjente henholdsvis 2 og 1 hjerter flere end 3 og 4) i hendes Politiken-anmeldelse af OrissaBiblioteket bare meget fin og klog og - i forhold til min egen læsning (og hvad Korshøjen angår skrivningsintention - rigtig:

Om Ragusa står der blandt andet:

"MÅSKE TAGER Cecilie Linds ' Ragusa' afsæt i Juléns digt: »Jeg er et barn, jeg er dit barn, jeg vil være dit barn«. Blot skriver hun ikke om at være barn, men om at være med barn, gravid. Det er svimle, uhyggelige og smukke digte. Hvor Juléns sætninger altid er afsluttede udsagn, lader Lind sine kæntre hen over siderne, så ord som »hyl« eller »kvalmen« kan stå for sig, spinkle og hårde. Det betyder, at jeget ikke altid er centrum for digtet. Og det er der en pointe i, for jeget i ' Ragusa' er, hvis ikke invaderet, så overrumplet fra flere sider. Hun peges ud af fingre, der er »helt hærdede af at røre ved hud« eller »aes halvt ihjel«, mens hun samtidig udvides indefra: »en mave svulmende, strækmærker og mismod«"

Om Korshøjen står det blandt andet:

"Samlingen åbner elegant ved over de tre første opslag at præsentere farens navn: »Jørgen //K. //Bukdahl«, som introducerende stills i en film. Navnet er vigtigt, det er del af den rest, den efterladte sidder tilbage med og prøver at presse mening ud af. Ellers udmærker ' Korshøjen' sig snarere ved omstændelighed end elegance. Det kan jeg godt lide. Jeget standser ofte sig selv med præciserende parenteser. Sætningen er ikke ren, men rytmisk, flere steder splittet af mange indskud og kommaer som her: Vi kaldte ham ikke far, men Jørgen, nåede aldrig frem til at kalde ham far, vi begyndte at kalde vores mor, der hed Lise, mor, da han, Jørgen, døde, ingen af os ved, hvad vi skal kalde ham, når vi taler om ham nu () Der er noget kroget og brudt ved stilen, der ligner de store, kløvede familienæser, som mange af digtene drejer sig om. Det uperfekte kan være et værn mod patos, men det uperfekte er også skrøbeligt. Bukdahls digte tillader sig den skrøbelighed, at jeget udstiller sin usikkerhed: »Min far (kalder jeg ham det her, ' min far', i stedet for Jørgen? ja, det gør jeg nok)«, sin mangel på minder og sin tendens til at ville vige udenom - sin lyst til at skrive ' man' i stedet for ' jeg'."

Ikke mindst kan jeg godt lide sætningen og karakteristikken: "Sætningen er ikke ren, men rytmisk." (vs. Vangshardt i KD, der nøjedes med at finde den slags syntakskrumspring "grimme"). Sådan vil jeg i hvert fald gerne have, at det er!

BREAKING: HEART-NEWS!

Den korte udgave:

Den ultrakorte opsummering (kommentar af Helle Helle på FB - tak for den, Helle)

Tillykke til 4 mænd, 3 små og 1 nummererende

Det er i dag 100 år De 3 små mænd og Nummermanden fik deres egen tegneseriestribe, Danmarks første gennemgribende, og i den anledning udkommer, udvalgt og med med forord af mig, albummet De 3 små mænd og nummermanden - 100 års narrestreger; i Søren Vinterbergs anmeldelse i Politiken får bogen sørme 5 hjerter (ud af 6 - men 3 ud af 5 på tegneseriebloggen Nummer 9, der er kritisk overfor nogle tekniske detaljer og inkluderingen (for første gang) af sene, mindre rent og omhyggeligt (og bare mindre!) striber - de skal sgu da med og er skarpe i deres egen hastige ret!), jeg gentager lige 5 HJERTER, som jeg selvfølgelig godt ved går til Storm og ikke til mig, men kan vi ikke sige at det halve hjerte halvhjertet er mit, hvadbehager Søren?!



 »Langt de fleste skarnsstreger er temmelig platte - vi er meget langt fra de parodisk-poetisk komplicerede Storm P.- maskiner- og uforholdsmæssigt mange af dem går ud på at tilpjaske folk og røvere med vand«, tilstår Lars Bukdahl i forordet om de »3 ubændige, fastansatte dadaister og deres stoisk udflippede opsynsmand«. Man kan også sige det sådan: Hvis de mest lavkomiske striber først havde set dagens lys nu i 2013, var de næppe blevet takseret til fem hjerter her i organet.
 MEN SÅ er der de andre: En bombe ligger med tændt lunte og oser (vi er i den europæiske anarkismes glansperiode!), men med pen og tusch forvandler de 3 små mænd den til et lokomotiv med rygende skorsten: Hip Hurra! En kvinde i lang ternet nederdel står og læser avis og fortsætter med det, mens de tre gavtyve splintrer hendes understels mosaik og genopbygger den som - et par bukser! De 3 skifter deres egne hoveder ud med balloner eller får en gris til at ligne (...)  samtiden var de stort set ordløse striber et dansk gennembrud af vildt vanvid og ren leg med formen. En beslutsom udskridning mellem hverdagslogikkens kategorier, og vel at mærke tyve år før Richard Mortensen, Ejler Bille og Bjerke Petersen gjorde netop dét til billedkunstnerisk program med ' Linien'. (...) Men hans serie foregreb selv de næste hundrede års danske tegneserier: Den ordløse serie dyrkede Henning Dahl Mikkelsen til verdensberømmelse med ' Ferd'nand', og hverken Vilh. Hansens ' Rasmus Klump', Frederik Brammings kravlenisser eller Claus Deleurans ' Rejsen til Saturn' havde set sådan ud uden Storm P. og hans pionerværk. Med Bukdahls ord: »Danmarks første og ikke ubedste tegneserie«.