eller rettere min bog, - af skrappe Kizaja Ulrikke Routhe-Mogensen som gæsteanmelder i Weekendavisen Bøger i dag! Og skrapt på alt andet end den nye bog, som hun siger kloge, skarpsindige ting om, og som det virker, som om hun rent faktisk kan lide og går ind for (ikke dårlige digte må være næste det samme som gode digte, ikke også!?), hvilket optimerer mit humør betydeligt denne fredag. Her er afslutningen på den rimelig lange anmeldelse, som jeg WA-vanen tro ikke kan linke til:
"Da bogen efter en længere optakt om køjesenge når frem til at tale om selve farens død, udenomssnakker og afbryder digtet sigende nok også sig selv i et væk: »Morgenen, da han var død om natten, græde med min mor øverst i deres høje pseudokøjeseng (fast anekdote; politiet der er gået gennem vores ulåste hoveddør og står ved siden af sengen, dvs. i øjenhøjde, og meddeler, at deres stjålne bil, mor-eller farbilen, som de ikke vidste stjålet, var blevet fundet), at se ham ligge helt stille på sofaen eller divanen, som jeg 11 år før blev hjemmefødt på (hvis det ikke var den anden af de to (senere blive irriteret på den symbolik, som det jo på den anden side er tåbeligt at fortie))«. Den facon er på den ene side stadig også irriterende. Men det er også, som om den i Korshøjen for første gang irriterer sig selv.
"Da bogen efter en længere optakt om køjesenge når frem til at tale om selve farens død, udenomssnakker og afbryder digtet sigende nok også sig selv i et væk: »Morgenen, da han var død om natten, græde med min mor øverst i deres høje pseudokøjeseng (fast anekdote; politiet der er gået gennem vores ulåste hoveddør og står ved siden af sengen, dvs. i øjenhøjde, og meddeler, at deres stjålne bil, mor-eller farbilen, som de ikke vidste stjålet, var blevet fundet), at se ham ligge helt stille på sofaen eller divanen, som jeg 11 år før blev hjemmefødt på (hvis det ikke var den anden af de to (senere blive irriteret på den symbolik, som det jo på den anden side er tåbeligt at fortie))«. Den facon er på den ene side stadig også irriterende. Men det er også, som om den i Korshøjen for første gang irriterer sig selv.
Bukdahls signatursludren forstummer ikke. Men
den peger på sig selv, på en ny måde, som et værn mod ikke bare
sentimentalitet, men også smerte. Det får selvfølgelig den hektiske
sproglige uro til at fremstå i et nyt lys - fjol som savnets tic, som
det egentligt patetiske - men det gør først og fremmest også uroen
stærkere som skrift. Her opstår en ny inderlighed, som ikke er
irriterende. Som ikke er patetisk i nogen gængs forstand, og som ikke er dårlige digte."
- fra Google-søgning på savnets tic
