Bunken er et trinbræt i Nordjylland

Bunkeanmeldelse i Jyllands-Posten i dag af OrissaBiblioteket ved Nicklas Freisleben Lund, der giver en samlet karakter på 4 stjerner; Korshøjen og Ragusa siger han pæne og kloge ting om, se bare  (men jo mere Ramus Hallings Norske stjerner bliver disset, og det bliver den også her, jo gladere bliver jeg for den, som den laser-dadaistiske, viist maskinelle juleleg den er og jeg fra starten af elskede den som):

"Langt stærkere er Bukdahls "Korshøjen", hvis centrale figur og tema - bemærk spillet mellem det markerede, det dvælende og det tøvende - præsenteres på de tre første tekstsider: »Jørgen / K. / Bukdahl«. Bogen handler netop om savnet af den afdøde far, men også forsøget på fastholde erindringen om ham: »på en forfærdelig øm måde er han tåget og helt væk, long gone«.

De sidste udsagns usentimentale, nærmest kækt ordspillende konstatering af tabet er symptomatisk for "Korshøjen". Den vil savnet, men vægrer sig ved det patetiske, jf. den helt igennem fjollede, men sigende linje »PATOS (ER SUPERPIRATOS)«. Det er ikke en kritik. Alle bogens svinkeærinder i form af anekdoter, overvejelser af næser og chokoladekiks samt en ofte nærmest sludrende stil (Bukdahls enkelttekster er tit meget længere og mere snørklede end forlæggets), er tværtimod måder at nærme sig og give vitalitet og nærhed til bogens smørbløde, mørke hjerte: »JEG SAVNER MIN FAR«.

God er også Cecilie Linds "Ragusa". "Orissa"-konceptet begrænser hendes ellers karakteristisk legesyge ordstrøm og aftvinger en klarere og hårdere skrift, der kredser om graviditet, kærlighed og sindssyge, om sorg og omsorg: »vugget i søvn / ingen skal krumme hår på mit hoved / ingen skal det / noget går op og det er givet vis en dør / en mave svulmende, strækmærker og mismod«. De få linjer etablerer en trøsterig, men også foruroligende udviskning af positioner, hvor den barnlige sårbarhed (behovet for at blive passet på) glider sammen med forældrerollens beskytterforventninger; værkets på mange måder strukturende spændingslinje."

Lysegrønt Lav

Nye UNGE medlemmer af bestyrelsen for Litteraturkritikernes Lav - og medansvarlige dermed for nomineringen af kandidater til Kritikerprisen:

Tobias Skiveren

Mikkel Krause Frantzen

Nicklas Freisleben Lund (suppelant)

Øvrige, GAMLE medlemmer: Kamilla Löfström (oldermand), Lars Bukdahl (kasserer), Nanna Goul (NY KULTURREDAKTØR PÅ WEEKENDAVISEN - TILLYKKE!), Marie-Louise Kjølbye

Sensation: Dynamisk sæsonhukommelse afstedkommer besværgelse af - grænsende til anfægtelse over - kritik-lighed

Og så en hel uironisk ros af Kizaja Ulrikke Routhe-Mogensens Politiken-anmeldelse til 4 hjerter (hun er altså noget nærig med de hjerter - ikke bare i forhold til sine overhjertelige kolleger) af Rolf Sparre Johanssons langdigt Begravelse, som hun karakteriserer præcist og fintmærkende, men det for alvoir rosværdige er, hvordan hun til sidst erindrer tilbage til sine (også 4-hjertede) anmeldelser af Caspar Erics og Cecilie Linds langdigte og får øje på både metode-ligheder mellem de tre bøger og - hvilket er flot og sjældent - ligheder i sin kritik af de tre bøger, hvilket fører til en dialektisk forskydning af den kritik til et elegant ros/kritik-hængsel:

"Dermed bliver det selve sprogets form og lyde, der lader sorgen, dens afmagt, komme klart til udtryk. Er sorg ikke netop en væren ved siden af sig selv og sproget? I al sin stammende unøjagtighed er det sprog, Rolf Sparre Johansson giver sorgen, netop nøjagtigt. I sin mangel på velformethed er det smukt.På den måde skaber digtet også samme rum, som begravelsen i digtet gør, nemlig et rum, hvor følelsen vises frem (...).
Den tilsyneladende rå fremvisning af følelse og langdigtsformen gør det oplagt at sammenligne Rolf Sparre Johansson med både Caspar Eric og Cecilie Lind, der begge har udgivet digtsamlinger i form af langdigte for nylig. De tre er forskellige på alle mulige måder, men de er fælles om at blotte en sårbarhed, at insistere på, at det er relevant at tale et sprog, der viser følelsen frem, og de er fælles om at gøre det ved at digte på talestrømmen. De er fælles om, at det, der ligner formløshed, i virkeligheden har en streng form og er en genforhandling af, hvad poetisk form kan være.Rolf Sparre Johansson brugte også den stammende form i sin debut, men kun i bogens anden del. I ' Begravelse' bliver den det ene greb, der skal bære det hele. Så ligesom jeg har beskyldt både Caspar Eric og Cecilie Lind for at blive monotone i talestrømmen, kan jeg også beskylde Rolf Sparre Johanssons ' Begravelse' for det. Vel vidende at det er meningen. Anerkendende, at hvad den lille udgivelse ikke har i kompleksitet og længde, har den til gengæld i intensitet."

Jeg kan også godt lide Linea Maja Ernst karakteristik af af bogen i WA Bøger som gentlemanagtig:

"Selvom skriften løber fuld af sorg, mere flakkende end fattet, er det aldrig uden for Sparre Johanssons kontrol. Det er nøgent og vedkommende at læse, men aldrig hjerteskærende hårdt, og det mener jeg som en ros. Læseren bliver ikke kastet ud i en identifikatorisk følelsesblæst; det er ikke det, det handler om. Der er noget ædelt over Begravelse; sorgen holdes frem, men den bæres, den er utvetydigt privat, tørres ikke af på læseren. Vi har simpelthen at gøre med noget så sjældent og utidssvarende som en gentleman: Rolf Sparre Johanssons skrift er både følsom og ærlig, men aldrig anmassende."

Men hvor er til gengæld Nicklas Freisleben Lund i Jyllands-Posten irriterende, når han er efter en udmærket loyal læsning gør ophævelser over snæverheden i sorg-rummet:

"Når det er sagt, så oplever jeg stadig dette skarpt optegnede rum som noget trængt; som en lige lovligt lukket konstruktion. For selvom det er umuligt ikke at blive rørt over bogens både nænsomme og usminkede erindringsarbejde, så er der trods alt noget, hvad skal man sige, velkendt ved "Begravelse". Eller sagt på en anden måde: Digtet tager ikke mig som læser et nyt sted hen, men lader mig snarere genbesøge et emotionelt landskab, som jeg genkender fra såvel privat erfaring som kulturelle forestillinger. For at formulere det på en tredje - og vildt kynisk, bogens emne taget i betragtning - måde, så ender "Begravelse" som en bog med et begrænset register, som savner en åbning ud mod et større rum. Samfundet? Verden? Tja. Og nej, det skal ikke forstås som en kritik af at skrive om det private eller partikulære, men snarere disse elementers almene karakter i digtet. Måske derfor synes jeg også, at "Begravelse" står stærkest i sin indledning og afslutning, hvor vi netop befinder os længere væk fra sorgens etablerede scripts og tættere på frostænder, skilsmissejul og teknisk skole. Og hvad giver det så? Tre stjerner og en mild skuffelse (måske et produkt af for høje forventninger og deraf krav). Men trods alt også en fortsat overbevisning om, at vi med Rolf Sparre Johansson har at gøre med et enormt sympatisk og ukrukket forfatterskab med et stort potentiale."

Fuck det større rum helt ærligt! Det er jo netop i den nærsynede og fremfor alt nærLYTTENDE undersøgelse af banaliteten og DISTRAKTIONEN i sorgen, at Begravelse har sin styrke - eller med Kizajas ord: intensitet - men også sin fint differentierede RIGDOM. Synes JEG nok!

Ung anmelderhyring 4 (fritslebet)

Det fyger fremad! På Jyllands-Posten har de hyret endnu en ung mand, vist også fra i hvert fald delvist universitetet, Nicklas Freisleben Lund, der i fredags var fint og præcist 5 stjerner-glad (med samt samme lette pænheds-skepsis som hos medglade mig og Tue Nexø) for Pernille Abd-El Dayems Inden for revet

Abd-El Dayems valg af materiale og organiseringen af dette ikke just banebrydende. Faktisk undrer det mig, at en så ambitiøs debut så selvfølgeligt forfalder til så konventionelle motiver og strukturer. I samme dur kan man indvende, at fornemmelsen af følsomhedsskabeloner bliver for stærk, når der f. eks. dvæles ved en sovende »vens trætte og kolde krop« i »mild natteluft«, eller når jeget afslutningsvist ved revet - irriterende konkluderende - mediterer over sit eget og oceanets tomrum. Heldigvis bliver irritationen dog aldrig dominerende, og det skyldes først og fremmest, at Abd-El Dayems præcise skrift formår at skabe en insisterende vedkommenhed i det velkendte - f. eks. barndomserindringerne. Her i beskrivelsen af jegets mor en friaften hos bedsteforældrene: »Jeg lader mig falde som min mor. Et slasket fald ned i en lav lænestol efter latter. Hun har fri, så alt kan hænge. Min kæbe, tungen.Armene. Hun sidder ikke, men hænger i stolen. Piget og ligeglad med os, de andre, i stuen. Sidder et kort øjeblik, så rejser hun sig igen.« Det er Abd-El Dayem, når hun er bedst: Med få greb skabes et lille, sitrende drama. Den simple gestus - morens fladen ud i lænestolen - bliver i jegets erindring et langt mere drastisk fald ud af moderrollen, hvor den person, der ellers »ordner vores liv«, pludselig opleves som ligeglad.

- han skal også være velkommen - i den stadig snævrere Marx Brs-kahyt!