"Langt stærkere er Bukdahls "Korshøjen", hvis centrale figur
og tema - bemærk spillet mellem det markerede, det dvælende og det
tøvende - præsenteres på de tre første tekstsider: »Jørgen / K. / Bukdahl«.
Bogen handler netop om savnet af den afdøde far, men også forsøget på
fastholde erindringen om ham: »på en forfærdelig øm måde er han tåget og
helt væk, long gone«.
De
sidste udsagns usentimentale, nærmest kækt ordspillende konstatering af
tabet er symptomatisk for "Korshøjen". Den vil savnet, men vægrer sig
ved det patetiske, jf. den helt igennem fjollede, men sigende linje
»PATOS (ER SUPERPIRATOS)«. Det er ikke en kritik. Alle bogens
svinkeærinder i form af anekdoter, overvejelser af næser og
chokoladekiks samt en ofte nærmest sludrende stil (Bukdahls
enkelttekster er tit meget længere og mere snørklede end forlæggets), er
tværtimod måder at nærme sig og give vitalitet og nærhed til bogens
smørbløde, mørke hjerte: »JEG SAVNER MIN FAR«.
God er
også Cecilie Linds "Ragusa". "Orissa"-konceptet begrænser hendes ellers
karakteristisk legesyge ordstrøm og aftvinger en klarere og hårdere
skrift, der kredser om graviditet, kærlighed og sindssyge, om sorg og
omsorg: »vugget i søvn / ingen skal krumme hår på mit hoved / ingen skal
det / noget går op og det er givet vis en dør / en mave svulmende,
strækmærker og mismod«. De få linjer etablerer en trøsterig, men også
foruroligende udviskning af positioner, hvor den barnlige sårbarhed
(behovet for at blive passet på) glider sammen med forældrerollens
beskytterforventninger; værkets på mange måder strukturende
spændingslinje."
Ingen kommentarer:
Send en kommentar