IBEN MONDRUP SKAL IKKE VÆRE DEN NYE JACOB PALUDAN IBEN MONDRUP SKAL IKKE VÆRE DEN NYE JACOB PALUDAN IBEN MONDRUP SKAL IKKE VÆRE DEN NYE JACOB PALUDAN IBEN MONDRUP SKAL IKKE VÆRE DEN NYE JACOB PALUDAN IBEN MONDRUP SKAL IKKE VÆRE DEN NYE JACOB PALUDAN IBEN MONDRUP SKAL IKKE VÆRE DEN NYE JACOB PALUDAN IBEN MONDRUP SKAL IKKE VÆRE DEN NYE JACOB PALUDAN IBEN MONDRUP SKAL IKKE VÆRE DEN NYE JACOB PALUDAN IBEN MONDRUP SKAL IKKE VÆRE DEN NYE JACOB PALUDAN IBEN MONDRUP SKAL IKKE VÆRE DEN NYE JACOB PALUDAN IBEN MONDRUP SKAL IKKE VÆRE DEN NYE JACOB PALUDAN IBEN MONDRUP SKAL IKKE VÆRE DEN NYE JACOB PALUDAN IBEN MONDRUP SKAL IKKE VÆRE DEN NYE JACOB PALUDAN IBEN MONDRUP SKAL IKKE VÆRE DEN NYE JACOB PALUDAN IBEN MONDRUP SKAL IKKE VÆRE DEN NYE JACOB PALUDAN IBEN MONDRUP SKAL IKKE VÆRE DEN NYE JACOB PALUDAN
GERTRUDE IKKE JØRGEN STEIN GERTRUDE IKKE JØRGEN STEIN GERTRUDE IKKE JØRGEN STEIN GERTRUDE IKKE JØRGEN STEIN GERTRUDE IKKE JØRGEN STEIN GERTRUDE IKKE JØRGEN STEIN GERTRUDE IKKE JØRGEN STEIN GERTRUDE IKKE JØRGEN STEIN GERTRUDE IKKE JØRGEN STEIN GERTRUDE IKKE JØRGEN STEIN GERTRUDE IKKE JØRGEN STEIN GERTRUDE IKKE JØRGEN STEIN GERTRUDE IKKE JØRGEN STEIN GERTRUDE IKKE JØRGEN STEIN GERTRUDE IKKE JØRGEN STEIN GERTRUDE IKKE JØRGEN STEIN GERTRUDE IKKE JØRGEN STEIN GERTRUDE IKKE JØRGEN STEIN GERTRUDE IKKE JØRGEN STEIN GERTRUDE IKKE JØRGEN STEIN
Viser opslag med etiketten Iben Mondrup. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Iben Mondrup. Vis alle opslag
torsdag den 11. oktober 2018
fredag den 21. september 2018
Mursten på mursten
Jeg har lige modtaget 2 mursten i træk til anmeldelse
Iben Mondrups Vi er brødre
og Morten Ramslands Lyskabinettet
- kunne der ikke være kommet en enkelt tagsten indimellem=
Iben Mondrups Vi er brødre
og Morten Ramslands Lyskabinettet
- kunne der ikke være kommet en enkelt tagsten indimellem=
lørdag den 20. maj 2017
Mere end OK Blixener (til i alt 225.0000)
- Blixenprisen for årets skønlitterære udgivelse – The Blixen Literary Award (100.000 kr.):
Iben Mondrup med ”Karensminde”
IBEN!
- Blixenprisen for årets litterære talent (10.000 kr.):
Andreas Pedersen med digtsamlingen ”Fryden”
ANDREAS!
- Zinklar-prisen (100.000 kr.):
Pia Juul
PIA!
- Blixenprisen for årets tegneserie (15.000 kr.):’
Halfdan Pisket med ”Dansker”
HALFDAN!
(fik Jens Christian Grøndahl og Ib Michael også Blixener? Det kan jeg allerede ikke huske noget om, men MONDRUP! PEDERSEN! JUUL! PISKET!)
fredag den 28. oktober 2016
PROSA I FLOR
LIGE EN CITAT-SALUT TOTALT I VERSALER
FOR DEN ENE FANTASTISKE PROSABOG EFTER DEN ANDEN
DETTE FORÅR 2016:
FRA JENS BLENDSTRUPS SLAGTERKONER OG BAGERENKER, SIDE 311, SOCIAL-HALLUCINATORIK:
"OM NATTEN DRØMMER JØRGEN AT HAN FINDER ANITAS PATTER I SPRIT OVRE HOS MADSEN. DER ER OGSÅ ANDRE BRYSTER. OG I EN SKUFFE FINDER HAN EGON WEIDEKAMPS TESTIKLER I EN CHOKOLADEÆSKE. MEN MADSEN HAR GIVET ANITAS BRYSTER DEN BEDSTE PLADS. USSES KONES JUVELER, STÅR DER. I DRØMMEN LEDER JØRGEN EFTER MADSEN MED ET OVERSAVET JAGTGEVÆR. MEN DA HAN ENDELIG FINDER HAM ER NOGEN KOMMET HAM I FORKØBET. MADSEN STÅR SÅ LANG HAN ER I SPRIT. ARBEJDER FRA DET 22. ÅRHUNDREDE MED MYNTE, STÅR DER PÅ FLASKEN. TIL SIDST FINDER JØRGEN UD AF AT DET ER DYREMOSE DER STÅR BAG. HAN OVERRASKER HAM MENS DYREMOSE ER VED AT DISSEKERE LILLEBRO FRA INGRID OG LILLEBROR. HAN STÅR OG SKÆRER I DUKKENS HÅND, SÅ DER KAN BLIVE PLADS TIL FORMALINEN. JØRGEN PRESSER GEVÆRET MOD HANS BAGHOVED OG TRYKKER AF. MEN I STEDET FOR BLOD FOSSER DET UD MED VILDMARKSBROCHURER. DAN HAN GÅR, SÆTTER LILLEBROR SIG OP OG SYNGER: BLÆSTEN KAN MAN IKKE STOLE PÅ.
SÅ VÅGNER JØRGEN OG GÅR UD OG BØRSTER TÆNDER FOR AT FJERNE SMAGEN AF SINGLEMALT OG LEFFE. HANS HOVED ER SÅ VARMT. SOM OM HAN HAVDE INFLUENZA."
FRA KRISTINA NYA GLAFFEYS MOR OG BUSSER SKAL SKILLES, SIDE 48, RUTSJEBANE-NAIVISME:
""BUSSER SIGER, AT SKUESPILLERE OG FORFATTERE ER LIDT LIGESOM TO FORSKELLIGE FOLKESLAG I RINGENES HERRE, OG AT FORFATTERNE ER SÅDAN NOGLE SKUMMETMÆLKSBLÅ NOGLE, DER IKKE VED, HVORDAN MAN HILSER ORDENTLIGT PÅ FOLK OG BLIVER BANGE, HVIS DE ER TVUNGET TIL AT TALE MED NOGEN I MERE END FEM MINUTTER AD GANGEN, OG SKUESPILLERNE ER NOGLE KULØRTE LAMPER, DER TALER OG GRINER MEGET HØJT HELE TIDEN OG KONKURRERER OM, HVEM DER KAN SIGE DE SJOVESTE TING I MUNDEN PÅ HINANDEN TIL PREMIEREFESTERNE, OG HVIS MAN BLANDER DE TO FOLKESLAG SAMMEN, SIGER BUSSER, SÅ FÅR MAN SÅDAN EN LIDT UNDERLIG UDGAVE AF YIN-YANG-TEGNET FRA KUN FU PANDA MÅSKE LIDT I RETNING AF DET, SOM BEDSTEFAR MALEDE I FEDTFARVER ENGANG I 70'ERNE, OG SOM HÆNGER UDE I ANNEKSET VED SIDEN AF BEDSTEMORS KERAMIKRELIEF OG ALLE BUSSERS UBEHJÆLPSOMME FORMNINGSPROJEKTER."
FRA VIBEKE GRØNFELDTS ENDNU IKKE, SIDE 73, INSPIRATIONS-FUNDAMENTALISTISK FIKTIONS-FRAGMENTARIUM:
"DEN 11.11. KLOKKEN OTTE
OVER TOLV GRADER I MORGENSOL, VINDSTILLE, FUGLEFLØJT. ET MÆRKELIGT ÅR.
LIGESOM DET KONGESKIB, VI SÅ TIT HAR SET SEJLE UD FRA ALLE DE NU OVERFLØDIGE SOMMERHAVNE OG ÅR FOR ÅR LADE EN MERE STORSLÅET AFSKEDSSALUT SUSE OG KNALDE MOD EN HVID MIDNATSHIMMEL, DALENDE MOD ET OGSÅ HVID HAV I ALLE FYRVÆRKERIETS KULØRER, UDSENDER FOLGENE I ÅR REKORDTYKKE KATALOGER OG NYOVERSATTE MESTERVÆRKER: PÅ SPORET ... TUSIND OG EN NAT, ULYSSES .. STORT OPSPARET AFSKEDSBRAG, DER UDSTILLER ÅRETS ØVRIGE UDGIVELSER OG MED KVALMENDE GRUNDIGHED VISER, AT DET HELE ER FORBI.
MEN DET ER IKKE DAGENS RET, DER GØR DET AF MED STORHEDEN, ELLER STORHEDEN, DER GØR DET AF MED DAGENS RET ...
LADE DE VÆRE ... LAD VÆRE.
NATØLLET HOLDER FEM PROCENT. EN POKKERS VELLYKKET BALANCE PÅ KNIVSÆGGEN. FIRE KOMMA SEKS ER SLAP, SYV KAN VIRKE SKARP PÅ FASTENDE HJERTE."
FRA CHRISTINA HESSELHOLDTS VIVIAN, SIDE 55, IDENTIFIKATIONS-HENGIVELSE (EMILY DICKINSON CITERES TIL SIDST, SELVFØLGELIG):
"SARAH
"DA JEG GIK FORBI BEDE MED DE METERHØJE DIGITALIS (OGSÅ AF FRØ MOR HAVDE MED) RAMTE EN AF DEM MIG PÅ SKULDEREN SOM EN PENIS, ET RIDDERSLAG, SOM NOGET FRA EN GLEMT VERDEN, EN VERDEN HVOR MAN KAN BLIVE I SENGEN MED SIN ELSKEDE EN HEL DAG OG GRAVE SIG IND I HINANDEN. HVOR MAN ER BLEVET BUDT OP SÅ MANGE GANGE AT MAN ER MAT AF LYKKE OG IKKE KAN BEVÆGE SIG MERE. VINDUET STÅR ÅBENT, OG SKOVEN ELLER SØEN UDENFOR ER RYKKET IND OG HAR LAGT SIG OVER ´EN - SÅ TUNGT HVILER MAN UD. ÅH, HVOR ER DET LÆNGE SIDEN.
A BEE HIS BURNISHED CARRIAGE
DROVE BOLDLY TO A ROSE -"
FRA IBEN MONDRUPS KARENSMINDE (SOM JEG ANMELDER I WA BØGER I DAG), SIDE 100, INDLEVELSES-BRUTALITET (OG -EKSPLOSION - DETTE ER 1 ØJEBLIKS BEVIDSTHEDSSTRØMHVIRVEL):
"INDE FRA STALDEN KUNNE HAN SE UD AD DET LILLE VINDUE. INTET UNORMALT, IKKE UDENFOR I HVERT FALD. DET BLÆSTE PÅ EN GROV MÅDE, VINDEN REV DEN TYNDE RØG FRA BRÆNDEOVNEN HEN OVER TAGET OG SPREDTE DEN SOM KRYDRET LUGT PÅ HELE MATRIKLEN. DET VAR HYGGELIGT. DE SAD INDE I STUEN OG VARMEDE SIG, DE SPISTE VAFLER ELLER KOGTE SUPPE, SÅDAN NOGET KUNNE MAN TRO. HVIS MAN IKKE KENDTE DEM. MAN VILLE IKKE SKULLE SKYNDE SIG, MEN KUNNE I STEDET TAGE SIG GOD TID TID, GÅ OM BAG HUSET OG TØRRE TRAKTORENS MOTOR AF MED EN KLUD, MÅSKE VILLE MAN STARTE DEN NÅR NU MAN IKKE KUNNE STARTE BÅDEN, OG LÆGGE ØRET MOD MASKINEN I STEDET, MAN VILLE HØRE DEN SPINDE SIG GENNEM ÅRTIERNE, DEN TRAKTOR VAR FOR HELVEDE OLDGAMMEL, MAN VILLE LYTTE TIL MOTOREN INDEN MAN GIK TILBAGE TIL HUSET OG STILLEDE SINE GUMMISTØVLER UDEN FOR DØREN OG GIK IND. MAN VILLE GLÆDE SIG.
MEN DET KUNNE MAN IKKE, IKKE SOM DET VAR NU. HAN MÆRKEDE AT DET KOM SIVENDE OVER GÅRDSPLADSEN OG IND TIL HAM GENNEM STALDDØREN, SOM HAN HAVDE LADET STÅ PÅ KLEM, EN SLAGS GAS DER NEV I HANS NERVER, OG SOM FIK DET TIL AT PRIKKE OVER DET HELE. DE VAR PÅ KOLLISIONSKURS DERINDE, SOM DE HAVDE VÆRET FLERE GANGE; DET VAR KUN BLEVET VÆRRE PÅ DET SENESTE. BEDST SOM HAN GIK OG PASSEDE SIG SELV OG VAR I GANG MED NOGET, VAR DE KØRT IND PÅ DEN BANE SOM UVÆGERLIGT ENDTE I GRØFTEN, OG HAN MÅTTE SKYNDE SIG, SLIPPE DET HAN HAVDE I HÆNDERNE, OG LØBE IND. SOM NU, HAN KUNNE IKKE BARE LIVE STÅENDE HERUDE, HELLER IKKE SELV OM HAN HAVDE LYST TIL DET. ELLER BRUG FOR DET."
FOR DEN ENE FANTASTISKE PROSABOG EFTER DEN ANDEN
DETTE FORÅR 2016:
FRA JENS BLENDSTRUPS SLAGTERKONER OG BAGERENKER, SIDE 311, SOCIAL-HALLUCINATORIK:
"OM NATTEN DRØMMER JØRGEN AT HAN FINDER ANITAS PATTER I SPRIT OVRE HOS MADSEN. DER ER OGSÅ ANDRE BRYSTER. OG I EN SKUFFE FINDER HAN EGON WEIDEKAMPS TESTIKLER I EN CHOKOLADEÆSKE. MEN MADSEN HAR GIVET ANITAS BRYSTER DEN BEDSTE PLADS. USSES KONES JUVELER, STÅR DER. I DRØMMEN LEDER JØRGEN EFTER MADSEN MED ET OVERSAVET JAGTGEVÆR. MEN DA HAN ENDELIG FINDER HAM ER NOGEN KOMMET HAM I FORKØBET. MADSEN STÅR SÅ LANG HAN ER I SPRIT. ARBEJDER FRA DET 22. ÅRHUNDREDE MED MYNTE, STÅR DER PÅ FLASKEN. TIL SIDST FINDER JØRGEN UD AF AT DET ER DYREMOSE DER STÅR BAG. HAN OVERRASKER HAM MENS DYREMOSE ER VED AT DISSEKERE LILLEBRO FRA INGRID OG LILLEBROR. HAN STÅR OG SKÆRER I DUKKENS HÅND, SÅ DER KAN BLIVE PLADS TIL FORMALINEN. JØRGEN PRESSER GEVÆRET MOD HANS BAGHOVED OG TRYKKER AF. MEN I STEDET FOR BLOD FOSSER DET UD MED VILDMARKSBROCHURER. DAN HAN GÅR, SÆTTER LILLEBROR SIG OP OG SYNGER: BLÆSTEN KAN MAN IKKE STOLE PÅ.
SÅ VÅGNER JØRGEN OG GÅR UD OG BØRSTER TÆNDER FOR AT FJERNE SMAGEN AF SINGLEMALT OG LEFFE. HANS HOVED ER SÅ VARMT. SOM OM HAN HAVDE INFLUENZA."
FRA KRISTINA NYA GLAFFEYS MOR OG BUSSER SKAL SKILLES, SIDE 48, RUTSJEBANE-NAIVISME:
""BUSSER SIGER, AT SKUESPILLERE OG FORFATTERE ER LIDT LIGESOM TO FORSKELLIGE FOLKESLAG I RINGENES HERRE, OG AT FORFATTERNE ER SÅDAN NOGLE SKUMMETMÆLKSBLÅ NOGLE, DER IKKE VED, HVORDAN MAN HILSER ORDENTLIGT PÅ FOLK OG BLIVER BANGE, HVIS DE ER TVUNGET TIL AT TALE MED NOGEN I MERE END FEM MINUTTER AD GANGEN, OG SKUESPILLERNE ER NOGLE KULØRTE LAMPER, DER TALER OG GRINER MEGET HØJT HELE TIDEN OG KONKURRERER OM, HVEM DER KAN SIGE DE SJOVESTE TING I MUNDEN PÅ HINANDEN TIL PREMIEREFESTERNE, OG HVIS MAN BLANDER DE TO FOLKESLAG SAMMEN, SIGER BUSSER, SÅ FÅR MAN SÅDAN EN LIDT UNDERLIG UDGAVE AF YIN-YANG-TEGNET FRA KUN FU PANDA MÅSKE LIDT I RETNING AF DET, SOM BEDSTEFAR MALEDE I FEDTFARVER ENGANG I 70'ERNE, OG SOM HÆNGER UDE I ANNEKSET VED SIDEN AF BEDSTEMORS KERAMIKRELIEF OG ALLE BUSSERS UBEHJÆLPSOMME FORMNINGSPROJEKTER."
FRA VIBEKE GRØNFELDTS ENDNU IKKE, SIDE 73, INSPIRATIONS-FUNDAMENTALISTISK FIKTIONS-FRAGMENTARIUM:
"DEN 11.11. KLOKKEN OTTE
OVER TOLV GRADER I MORGENSOL, VINDSTILLE, FUGLEFLØJT. ET MÆRKELIGT ÅR.
LIGESOM DET KONGESKIB, VI SÅ TIT HAR SET SEJLE UD FRA ALLE DE NU OVERFLØDIGE SOMMERHAVNE OG ÅR FOR ÅR LADE EN MERE STORSLÅET AFSKEDSSALUT SUSE OG KNALDE MOD EN HVID MIDNATSHIMMEL, DALENDE MOD ET OGSÅ HVID HAV I ALLE FYRVÆRKERIETS KULØRER, UDSENDER FOLGENE I ÅR REKORDTYKKE KATALOGER OG NYOVERSATTE MESTERVÆRKER: PÅ SPORET ... TUSIND OG EN NAT, ULYSSES .. STORT OPSPARET AFSKEDSBRAG, DER UDSTILLER ÅRETS ØVRIGE UDGIVELSER OG MED KVALMENDE GRUNDIGHED VISER, AT DET HELE ER FORBI.
MEN DET ER IKKE DAGENS RET, DER GØR DET AF MED STORHEDEN, ELLER STORHEDEN, DER GØR DET AF MED DAGENS RET ...
LADE DE VÆRE ... LAD VÆRE.
NATØLLET HOLDER FEM PROCENT. EN POKKERS VELLYKKET BALANCE PÅ KNIVSÆGGEN. FIRE KOMMA SEKS ER SLAP, SYV KAN VIRKE SKARP PÅ FASTENDE HJERTE."
FRA CHRISTINA HESSELHOLDTS VIVIAN, SIDE 55, IDENTIFIKATIONS-HENGIVELSE (EMILY DICKINSON CITERES TIL SIDST, SELVFØLGELIG):
"SARAH
"DA JEG GIK FORBI BEDE MED DE METERHØJE DIGITALIS (OGSÅ AF FRØ MOR HAVDE MED) RAMTE EN AF DEM MIG PÅ SKULDEREN SOM EN PENIS, ET RIDDERSLAG, SOM NOGET FRA EN GLEMT VERDEN, EN VERDEN HVOR MAN KAN BLIVE I SENGEN MED SIN ELSKEDE EN HEL DAG OG GRAVE SIG IND I HINANDEN. HVOR MAN ER BLEVET BUDT OP SÅ MANGE GANGE AT MAN ER MAT AF LYKKE OG IKKE KAN BEVÆGE SIG MERE. VINDUET STÅR ÅBENT, OG SKOVEN ELLER SØEN UDENFOR ER RYKKET IND OG HAR LAGT SIG OVER ´EN - SÅ TUNGT HVILER MAN UD. ÅH, HVOR ER DET LÆNGE SIDEN.
A BEE HIS BURNISHED CARRIAGE
DROVE BOLDLY TO A ROSE -"
FRA IBEN MONDRUPS KARENSMINDE (SOM JEG ANMELDER I WA BØGER I DAG), SIDE 100, INDLEVELSES-BRUTALITET (OG -EKSPLOSION - DETTE ER 1 ØJEBLIKS BEVIDSTHEDSSTRØMHVIRVEL):
"INDE FRA STALDEN KUNNE HAN SE UD AD DET LILLE VINDUE. INTET UNORMALT, IKKE UDENFOR I HVERT FALD. DET BLÆSTE PÅ EN GROV MÅDE, VINDEN REV DEN TYNDE RØG FRA BRÆNDEOVNEN HEN OVER TAGET OG SPREDTE DEN SOM KRYDRET LUGT PÅ HELE MATRIKLEN. DET VAR HYGGELIGT. DE SAD INDE I STUEN OG VARMEDE SIG, DE SPISTE VAFLER ELLER KOGTE SUPPE, SÅDAN NOGET KUNNE MAN TRO. HVIS MAN IKKE KENDTE DEM. MAN VILLE IKKE SKULLE SKYNDE SIG, MEN KUNNE I STEDET TAGE SIG GOD TID TID, GÅ OM BAG HUSET OG TØRRE TRAKTORENS MOTOR AF MED EN KLUD, MÅSKE VILLE MAN STARTE DEN NÅR NU MAN IKKE KUNNE STARTE BÅDEN, OG LÆGGE ØRET MOD MASKINEN I STEDET, MAN VILLE HØRE DEN SPINDE SIG GENNEM ÅRTIERNE, DEN TRAKTOR VAR FOR HELVEDE OLDGAMMEL, MAN VILLE LYTTE TIL MOTOREN INDEN MAN GIK TILBAGE TIL HUSET OG STILLEDE SINE GUMMISTØVLER UDEN FOR DØREN OG GIK IND. MAN VILLE GLÆDE SIG.
MEN DET KUNNE MAN IKKE, IKKE SOM DET VAR NU. HAN MÆRKEDE AT DET KOM SIVENDE OVER GÅRDSPLADSEN OG IND TIL HAM GENNEM STALDDØREN, SOM HAN HAVDE LADET STÅ PÅ KLEM, EN SLAGS GAS DER NEV I HANS NERVER, OG SOM FIK DET TIL AT PRIKKE OVER DET HELE. DE VAR PÅ KOLLISIONSKURS DERINDE, SOM DE HAVDE VÆRET FLERE GANGE; DET VAR KUN BLEVET VÆRRE PÅ DET SENESTE. BEDST SOM HAN GIK OG PASSEDE SIG SELV OG VAR I GANG MED NOGET, VAR DE KØRT IND PÅ DEN BANE SOM UVÆGERLIGT ENDTE I GRØFTEN, OG HAN MÅTTE SKYNDE SIG, SLIPPE DET HAN HAVDE I HÆNDERNE, OG LØBE IND. SOM NU, HAN KUNNE IKKE BARE LIVE STÅENDE HERUDE, HELLER IKKE SELV OM HAN HAVDE LYST TIL DET. ELLER BRUG FOR DET."
mandag den 8. juni 2015
Kool prisvinder af dermed af-clonket kcriseramt pris
Iben Mondrup er fortjent blevet tildelt DRs Romanpris 2015 for Godhavn
TILLYKKE til Iben og og til prisen,
der omsider genvinder sin status i mine priskritiske øjne. Den var så cool i sine første 6 år:
1999: Bent Vinn Nielsen for En skidt knægt
2000: Svend Åge Madsen for Genspejlet
2001: Kirsten Thorup for Bonsai
2002: Hans Otto Jørgensen for Helt og heltinde
2003: Vagn Lundbye for Trefoldighedsbarn
2004: Hanne Marie Svendsen for Unn fra Stjernestene
- de 2 sidste tildelinger (for 2 monstrøst skidegode bøger) markerer et skred mod Bindstærk Bestseller som sikker vinder - så skønne kandidater i 2005: Gud taler ud, Smukke biler efter krigen, Fra smørhullet, Drengen fra dengang, og alligevel blev det sørgelige resultat dette (efter så godt som dødt løb med Gud taler ud; jeg fulgte åndeløst med i radioen, for helvede en mavepumper!):
2005: Christian Jungersen for Undtagelsen- de næste år vandt så skiftevis værdige og og håbløse Bindstærke Bestsellere:
2006: Morten Ramsland for Hundehoved (værdig)
2007: Carsten Jensen for Vi, de druknede (vildt håbløs)
2008: Jens Smærup Sørensen for Mærkedage (vildt værdig)
2009: Sissel-Jo Gazan for Dinosaurens fjer (håbløs)
2010: Jakob Ejersby for Liberty (håbløs)
- 1 god ikke-bindstærk ikke( ligefrem)-bestseller:
2011: Birgithe Kosovic for Det dobbelte land
- og så tilbage til BB-sporet:
2012: Erik Valeur for Det syvende barn (håbløs - lavpunkts-årgang: 1 god roman (og jo ikke engang hendes bedes bedste) i opløbet, Sorg og camping (forfattere til de andre: Brun, Gejl, Andersen, Bengtsson)
2013: Kim Leine for Profeterne i Evighedsfjorden (ikke ligefrem håbløs, ikke ligefrem uværdig)
2014: Erling Jepsen for Den sønderjyske farm (ikke-bindstærk - ikke ligefrem værdig, ikke ligfefrem håbløs)
Det er jo en (ny) læserjury, der hvert diskuterer (og stemmer) sig frem til en vinder - men det er formummede DR-folk, der udvælger kandidaterne, og de var altså de første år dristigere; ud over de ovenfor opremsede fra det til slut formørkede guldår 2006 (og de første vindere) kan nævnes eksperimentelt cool titler som Horne Land, A.P.OL.L.O.N., Solsiden, Du, mit du. Men i de senere år har traditionaliteten - i uhellig alliance med (fimse)genreheden - hersket rimelig massivt. Ingen romaner af Harald Voetmman eller Lone Aburas har kandideret, og som en ond selvfølgelighed kom Nellies bog og År 9 efter Loopet heller ikke i betragtning, eller Iben Mondrups to første romaner for den sags skyld. I det mindste var Brun mands byrde, som den første hybriditet i mange år, på listen i 2014, og i år en grafisk roman, Henrik Rehrs Gavrilo Princip, plus (ved skulder ved skulder med Peter Høegs super-håbløse Effekten af Susan) Helle Helles Hvis det er, der jo, hvis Helle ikke var så mirakuløst populær, ville kunne læses som den avantgarde-kortroman, den er - og så Mondrups VINDER af en så sej-som-overhovedet-muligt traditionel synsvinkel-psykologisk roman. Min respekt er tilbage på prøve, og prøven vil være, om mindst 2 af disse 5 2015-titler kandiderer til næste år: Celestine, Nielsine, Frøken Klokken, Kvinden i korshæren, Syner og fristelser. Rom jer yderligere an, DR-formumlinger!
fredag den 12. december 2014
Færre men fyrige
De 10 nominerede til Weekendavisens Litteraturpris offfentliggøres i dag; der er desværre rekordfå skønlitterære bøger, kun 3 (hvis man altså ikke tæller Krukke med, der jo er en skidegod Brøgger-autofiktion, klippet af Louise Zeuthen), men til gengæld er de alle yperlige; her er mine originale overskrifter til præsentationerne, der alle viste sig for lange, altså overskrifterne -
og husk på den sædvanlige håbløst omstændelige og forældede facon - at klippe kupon ud, putte i kuvert, skrive adresse, påsætte firmærke, lægge i postkasse - at STEMME!
Vreden besunget tvetunget
Vokseværk knager som is
Månesygt observatorium
og husk på den sædvanlige håbløst omstændelige og forældede facon - at klippe kupon ud, putte i kuvert, skrive adresse, påsætte firmærke, lægge i postkasse - at STEMME!
lørdag den 6. december 2014
Bedste sex 2014 (i dansk skønlitteratur)
Altså bedst sprogkunstnerisk skildret -
1.
Fra Iben Mondrups Godhavn (efterbillede af sex, men det gælder, synes jeg (træder i stedet for akten; afsnittet før slutter: "Hun sætter sig på sengen. Her er hendes fremtid; nu sker det, hun er ved at blive til mere hun nogensinde har været//*// )):
Mærkerne toner frem i kødet på overarmen; det er ikke et fedtet lag efter hans hænder, nej, det er aftryk som kommer indefra. Hun trækker op i ærmet. Fire fingre, og på indersiden af armen: tommelfingeren. Omkring den anden arms håndled er mærkerne mindre tydelige, bare rødlige, det kunne have været blusens ribkant der strammede.
Hun vender sig om så hun kan se sig selv bagfra; dér hvor hans knæ pressede mod hendes hofte, er mærket stort og mørkt. Der er ingenting at se i nakken, ingen bar plet; måske røg der ikke noget hår af, det føltes kun sådan. Hun lader fingrene glide gennem håret og snuser til dem; aldrig mere i bad; var det muligt, viklede hun sig ind i plastik under øjet så alle spor forblev på kroppen.
Hun niver sig selv; den bløde hud på indersiden af lårene, rødmen, hun stryger sig over huden, blød. øm over det hele er hun. han er hendes, han er hendes, alt og altid: hun har ham indeni, holder ham indeni, han popper ud under huden, men hun giver ham ikke fra sig.
Nu murrer det i maven, kvalme igen, hjertet slår for hårdt, hun når det ikke, hun når det ikke; følelsen skyder sig ud i kroppen, en gift der lammer lemmerne, opløser mærkerne, står hun virkelig ved altings ophør? Nej, det gør hun ikke, tværtimod, alt begynder her; nu begynder det, det er lige begyndt.
2.
Fra Harald Voetmanns Alt under månen:
Hvis ikke rastløsheden drives ud, er det svært for os, umuligt, ikke at søge den udfrielse, vi har fået for vane at give hinanden i de tidlige morgentimer, inden søvnen. Mørkt og klart tilsammen blandet, sydøst, om aftenen gik ø ned i blænder strakt over horisonten, dog var skyen rød. I hans hånd, i hans dunede mund, eller nyligst, på lakedeimonisk facon, i hans røvhul, spruttende mine semines af spjættende lænder og siden glide ind i søvnen med armen om hans brystkasse, mærke hjertet dunke i sit bur, måske drømme om Agnete.
3.
Fra Christina Hesselholdts Agterudsejlet:
Da de andre var gået, og vi var blevet alene, rakte jeg hånden ud imod ham og sagde 'kom', han sagde 'ja' og rejste sig, så rørte vi endelig hinanden, og han gav sig til at trække mig hen imod sig og skubbe mig fra sig igen mens hans arme lå rundt om mig, og han hele tiden kyssede mig, med korte ret hurtige bevægelser, det var højst nogle få centimeter, bort fra sig, hen til sig, og med den rytme trak han mig ud af mig selv, jeg holdt op med at tænke, jeg skulle gøre noget, være nogen jeg følger bare med, tænkte jeg og lod mig trække frem og tilbage, og hele tiden var hans ansigt så tæt på mit, en gang imellem måtte jeg se hans øjne og trak mig litd tilbage, de var i mørke halvt lukkede, to eller tre gange sagde han 'åh gud' helt lavt, men jeg hørte det og blev glad. Han talte til mig på dansk, men jeg bad ham tale amerikansk, for jeg ville have at han talte på sit eget sprog, så jeg kunne være sikker på han vidste hvad han sagde. Så gjorde han det, han sagde på amerikansk, 'skal jeg tale amerikansk? Det føles underligt at tale amerikansk til dig', derefter talte han dansk, og jeg forsøgte ikke igen at drive ham tilbage i hans eget sprog. Han lød ung når han talte dansk. Stemmen blev for ung til resten. I øvrigt sagde han næsten ingenting. Jeg bad ham om at sige sit navn, for selv om jeg var fuldstændig opslugt af ham, havde jeg et øjeblik glemt hvad han hed. Hvordan skal jeg bevare i mig den styrke og rytme hans krop besad og trak mig med i? Det kan jeg ikke. Jeg var ved at komme til at sige jeg elskede ham, for jeg kendte ikke andre ord for den henrykkelse og for ikke længere at være overladt til mig selv og mit eget hoved.
1.
Fra Iben Mondrups Godhavn (efterbillede af sex, men det gælder, synes jeg (træder i stedet for akten; afsnittet før slutter: "Hun sætter sig på sengen. Her er hendes fremtid; nu sker det, hun er ved at blive til mere hun nogensinde har været//*// )):
Mærkerne toner frem i kødet på overarmen; det er ikke et fedtet lag efter hans hænder, nej, det er aftryk som kommer indefra. Hun trækker op i ærmet. Fire fingre, og på indersiden af armen: tommelfingeren. Omkring den anden arms håndled er mærkerne mindre tydelige, bare rødlige, det kunne have været blusens ribkant der strammede.
Hun vender sig om så hun kan se sig selv bagfra; dér hvor hans knæ pressede mod hendes hofte, er mærket stort og mørkt. Der er ingenting at se i nakken, ingen bar plet; måske røg der ikke noget hår af, det føltes kun sådan. Hun lader fingrene glide gennem håret og snuser til dem; aldrig mere i bad; var det muligt, viklede hun sig ind i plastik under øjet så alle spor forblev på kroppen.
Hun niver sig selv; den bløde hud på indersiden af lårene, rødmen, hun stryger sig over huden, blød. øm over det hele er hun. han er hendes, han er hendes, alt og altid: hun har ham indeni, holder ham indeni, han popper ud under huden, men hun giver ham ikke fra sig.
Nu murrer det i maven, kvalme igen, hjertet slår for hårdt, hun når det ikke, hun når det ikke; følelsen skyder sig ud i kroppen, en gift der lammer lemmerne, opløser mærkerne, står hun virkelig ved altings ophør? Nej, det gør hun ikke, tværtimod, alt begynder her; nu begynder det, det er lige begyndt.
2.
Fra Harald Voetmanns Alt under månen:
Hvis ikke rastløsheden drives ud, er det svært for os, umuligt, ikke at søge den udfrielse, vi har fået for vane at give hinanden i de tidlige morgentimer, inden søvnen. Mørkt og klart tilsammen blandet, sydøst, om aftenen gik ø ned i blænder strakt over horisonten, dog var skyen rød. I hans hånd, i hans dunede mund, eller nyligst, på lakedeimonisk facon, i hans røvhul, spruttende mine semines af spjættende lænder og siden glide ind i søvnen med armen om hans brystkasse, mærke hjertet dunke i sit bur, måske drømme om Agnete.
3.
Fra Christina Hesselholdts Agterudsejlet:
Da de andre var gået, og vi var blevet alene, rakte jeg hånden ud imod ham og sagde 'kom', han sagde 'ja' og rejste sig, så rørte vi endelig hinanden, og han gav sig til at trække mig hen imod sig og skubbe mig fra sig igen mens hans arme lå rundt om mig, og han hele tiden kyssede mig, med korte ret hurtige bevægelser, det var højst nogle få centimeter, bort fra sig, hen til sig, og med den rytme trak han mig ud af mig selv, jeg holdt op med at tænke, jeg skulle gøre noget, være nogen jeg følger bare med, tænkte jeg og lod mig trække frem og tilbage, og hele tiden var hans ansigt så tæt på mit, en gang imellem måtte jeg se hans øjne og trak mig litd tilbage, de var i mørke halvt lukkede, to eller tre gange sagde han 'åh gud' helt lavt, men jeg hørte det og blev glad. Han talte til mig på dansk, men jeg bad ham tale amerikansk, for jeg ville have at han talte på sit eget sprog, så jeg kunne være sikker på han vidste hvad han sagde. Så gjorde han det, han sagde på amerikansk, 'skal jeg tale amerikansk? Det føles underligt at tale amerikansk til dig', derefter talte han dansk, og jeg forsøgte ikke igen at drive ham tilbage i hans eget sprog. Han lød ung når han talte dansk. Stemmen blev for ung til resten. I øvrigt sagde han næsten ingenting. Jeg bad ham om at sige sit navn, for selv om jeg var fuldstændig opslugt af ham, havde jeg et øjeblik glemt hvad han hed. Hvordan skal jeg bevare i mig den styrke og rytme hans krop besad og trak mig med i? Det kan jeg ikke. Jeg var ved at komme til at sige jeg elskede ham, for jeg kendte ikke andre ord for den henrykkelse og for ikke længere at være overladt til mig selv og mit eget hoved.
tirsdag den 23. september 2014
Dagens endeløse tråd om den knuste sukkerskål
startede i går på Johanne Thorup Dahlgaards Facebook-væg med et link til min blogpost nedenfor om digtere, der liker et digt af Pia Tafdrup, og så drønede den ellers af sted i dag, indtil den for nogle timer siden synes at falde til ro, her er den in toto:
- Lars Schwander likes this.
Johanne Thorup Dalgaard Hej Rasmus, undskyld, jeg kan se på min mail at du har skrevet en kommentar, men jeg havde allerede slettet den ene dobbeltpost (dårligt internet) da jeg så det. hvis du vil kan du evt skrive kommentaren nedenfor, så forholder jeg mig gerne til den
Rasmus Varnich Blumensaat Jeg skrev bare "'Stop liking what I don't like' + progressionstanken som et kunstideal? Meh"- Johanne Thorup Dalgaard Jeg ved ikke om jeg vil læse det med progressionstanken ind. Jeg synes bare det er et dårligt digt, og at koryfæ-status ikke behøver betyde at man skal have anerkendelse for ting som er dårlige.
- Rasmus Varnich Blumensaat Tredive år om at komme frem til, etc. Jeg er ganske enig. Rygklapperi er en dårlig strategi, men jeg vil så mene at likes er polysemiske og ikke nødvendigvis behøver at være en anerkendelse.
Martin Glaz Serup Jeg synes at Lars Bukdahl kører en underlig hetz - der er jo masser af lort som folk lægger op på Facebook som andre kan like - fx henvisning til nye bøger der udkommer - som han kunne lægge ud på sin blog til almen spot og spe, og det sker vist ikke? Det er udelukkende fordi det er Pia T, jeg synes det er lidt usmageligt. Derudover synes jeg faktisk - selvom slutningen, slaget med halen, måske er lidt overtydeligt - at det er et fint digt.- Johanne Thorup Dalgaard Jeg synes, hetz er et lidt voldsomt ord. En kritiker har vel også lov til at have en bestemt smag. Altså, ellers ville selve gebeten jo være overflødig. Jeg deler så Lars' smag i dette tilfælde, jeg betragter digtet som fladt og banalt og uinspireret. At ophavet så er en af de mest anerkendte digtere i landet, synes jeg kun gør ondt værre.
- Martin Glaz Serup Hetz fordi det er systematisk - Lars har jo nærmest skabt sig en karriere på at forfølge de to Ford T'er, som han vist selv har navngivet dem, SUT & PT; nu på hvad? noget nær 20. år? Jeg syntes det var svært forfriskende i starten, må jeg sige.... Desuden: det er vel næppe kritik Lars leverer i den post på sin blog, snarere en slags mobning, hva'?! Ikke bare af PT, men også af alle de skurke der er kommet for skade at like den post.
- Johanne Thorup Dalgaard Altså, systematisk - hmm. Det er subjektivt, det er klart - bloggen må vel også betragtes som et andet forum end hans kritikervirksomhed? Og selvfølgelig er det legitimt at gå efter netop forfattere, der er deciderede institutioner i dansk litteratur. De er jo en magtinstans i sig selv, og deres kunstsyn påvirker offentligheden. Hvis de ikke skal holdes til højeste standard, hvem i alverden skal så? Det ville selvfølgelig være grotesk hvis Bukdahl skrev sådan om en eller anden selvudgivet digter, som ingen indflydelse har, men altså, NETOP fordi det handler om Tafdrup og Thomsen, og NETOP fordi de har den status de har, NETOP fordi Pia Tafdrup, som eneste person, udover muligvis Yahya Hassan, har været i TV2 Nyhederne og reklamere for sin bog forud for udgivelsen, så synes jeg da det er på sin plads at holde dem ansvarlige, at bede dem leve op til en standard?
Hvad angår digtet: foruden den indvending, at det at "højlydt forårsage en mosaik af ulykker" ikke rigtig giver mening, så har jeg det helt vildt stramt med den der Kierkegaard-reference, altså, anything havde nærmest været bedre, en Harry Potter-bog, Fifty Shades, whatever, hvorfor skal det være "Stadier på livets vej", altså come on, hvor (gumpe)tungt kan det blive? Og så de der parallellismer, "hun højlydt", "jeg stålsat", helt ærligt. Derudover er der absolut intet i det digt, man kan hægte sine sanser på. Man kan ikke se den sukkerskål eller den elskerinde for sig, og hvordan skulle det kunne tale til følelserne uden først at tale til sanserne? Derudover mangler det musikalitet, som er den sidste mulige kvalitet det kunne have haft, når det i forhold til psykologi, præcision og sansning allerede har spillet fallit. 
Lars Bukdahl Detjohannesiger - men Martin, jeg har da anholdt Facebook-likes før, i en kommentar i WA Bøger, hvor der bl.a. stod:- Lars Bukdahl ... det væld af automatisk likende forfatter-glæde over hinandens udgivelser og anmeldelser, Faceboook, Twitter og blogs flyder over med; folk bliver helt stive i mundvigene af at smile så meget på én dag, tænker jeg.
Og hvis der var mindre automat-glæde, ville jeg måske i mindre desperat grad savne, at der bare en gang imellem var nogle forfattere, der i al, mere eller mindre relativ offentlighed turde være lige så kritiske eller bare anfægtede over deres kollegers værker, som de med stort, inderlig og diabolsk energi er det, når de står sammen og snakker og puster røg ud nede i Forfatterskolens gård. - Lars Bukdahl - og så synes jeg, hetz og mobning er nogle mærkeligt grimme ord at bruge. Jeg beder vel bare likerne, inkl. dig, Martin, om at kvalificere deres likes - ligesom man gerne vil høre mere fra en anmelder end et stjerneantal (som allerede er en mere nuanceret vurdering end et like) - som helt INDERLIGT undrer og, okay, forarger mig, fordi digtes godhed er og bliver en hjertesag. Jeg ved ikke, hvornår jeg sidst har skrevet om Pia Tafdrup og hendes kvaliteter eller mangel på samme, det er 10 år siden, jeg sidst har anmeldt en bog af hende, men det er nok rigtigt, at jeg oplever et særligt hykleri i omgangen med og kanoniseringen af hendes forfatterskab, som, når det kommer til stykket, få (som jeg respekterer) vil stå ved at være begejstret for - i sammenligning med jævnaldrende, langt mindre kanoniserede Marianne Larsen fx (men også SUT, som rigtig mange (jeg respekterer) genuint synes at gå ind for) - og selvfølgelig er den uærlige automatik-kanonisering en langt mere graverende skandale end alle de her likes, som velsagtens bare skyldes, at personen PT er likeable, hvilket hun afgjort er, men hun er godt nok også en dygtig propagandist for egen betydelighed.
- Lars Bukdahl Og hey, Rasmus 2; progressions-kriterier er selvfølgelig idiotisk avantgarde-dogmatik - der er ingen digt-slags, der på forhånd kan dømmes ude som forældet eller ukorrekt, heller ikke knækprosa (som Lola B IKKE skrev), jf. bare Bo hr. Hansen og Yahya Hassan - hvad jeg ironiserede over var jo bare, at Tafdrup pludselig skriver samme slags digte, som hun og hendes generation i sin tid slog sig op på (BAZAR!) at polemisere til pindebrænde.
- Martin Glaz Serup Kære Lars, tak for svar; ja, måske skal vi skrive noget ordentligt om det, jeg spekulerer lige over om ikke vi burde, men uanset, så er Pia Tafdrups omtalte digt mere i stil med fx en del af Henrik Nordbrandts arbejde end det er med Lola Baidels. Kunne man forestille sig at der var visse sensibiliteter du IKKE besad? Nå! Sidstnævnte er måske åndssvagt polemisk - jeg mener faktisk at både en del af Tafdrups og Nordbrandts arbejder er ret irriterende. Og mobning og hetz; hmmm, ja, hetzen har måske nok taget lidt af med årene, nu virker det bare som automatreaktioner, men det er min automatreaktion på automatreaktionen så måske også... Mobningen står jeg virkelig ved. Fx var der en der skrev til mig på FB i går, at hun var glad for at jeg 'stod frem' (husker ikke ordvalget), og at hun havde følt sig direkte mobbet af dig fordi hun havde liket den post... Jeg forstår i øvrigt ikke hvad du vil med den post, hvad din agenda er, at ændre folks færden og sociale omgang på Facebook? Ja, måske. I så fald skulle du måske sætte mere samlet og grundigt ind? Godmorgen. KH Martin
- Lars Bukdahl Mit ærinde er: Jeg mener, dette digt af en anerkendt digter er dårligt, og jeg vil gerne forklare hvorfor. Digtere, jeg anerkender, synes tilsyneladende (men correct me, if I'm wrong - det er en del af problemet: betyder et like, at man kan lide et værk, eller bare, at man kan lide en person), at det er et godt digt, uden at forklare hvorfor; jeg kunne godt tænke mig at høre hvorfor. Eftersom det er vigtigt (at diskutere) om digte er gode eller dårlige.
- Lars Bukdahl Og fri mig for (at henvise til) anonyme og krysteriske mobbeofre.Vær da mænd, mænd og kvinder, ligesom MGZ, og stå ved jeres likes; det kan kun være mobning, hvis I IKKE står ved dem, og hvis I ikke gør, har I da fortjent at FØLE JER mobbet. Det er lige præcis det, der er så råddent i denne like-kulur: at kritik - og for helvede bare fordringen om KVALIFICERET ros - klynkende bliver reduceret til hetz og mobning.
Lone Hørslev Ja, det er fint nok at diskutere. Og det er jo også ligsom det du har som job. Og det er vi mange der sætter pris på - og interesserer os for. Og derfor også GLIMRENDE at du har din blog. Men her på facebook - som jo er et såkaldt 'socialt medie' kommer den slags insisteren på diskussion nemt til at se grimt ud, fordi det har den her skolegårdskarakter. Lige nu står du og siger AAJJJJ helt ærlig, kan I virkelig lide hende. Seriøst? Hun er grim og hun lugter og fortæl mig lige HVORFOR kan I lide hende osv. Det er mobning fordi fb er en skolegård og et socialt rum og ikke en salon (selvom du gerne vil have det til at være det).- Lone Hørslev Og hov - først nu opdager jeg at det her slet ikke er Lars' side, men Johannes, hej Johanne. Lars' væg er fyldt med solbriller.
- Lars Bukdahl Hendes DIGT, Lone, kan I virkelig lide hendes DIGT? Og ja, det er nok bare fordi, jeg ikke kan finde ud af at te mig i skolegårde og sociale rum, når det handler om litteratur, fordi litterariteten er så åndssvagt vigtigere for mig end socialiteten, dér har jeg så åbenbart et alvorligt socialt handicap - men det er jo ikke fordi, de andres udseende IKKE bliver diskuteret i skolegården, det bliver det bare ikke ansigt til ansigt med det grimme ansigt; der er i sagens natur ikke andre, der diskuterer bøgers kvalitet så PASSIONERET(og også kvalficeret - det er de kvalificeringer, jeg savner!) som forfattere, de gør det bare i hemmelighed, og det synes jeg så bare er kedeligt, fordi så mange af mine kritikerkolleger i deprimerende grad forekommer u-passionerede.
- Lone Hørslev Lars, jeg forstår fuldstændig det hykleriske og KEDELIGE i like-kulturen. Og jeg kan godt forstå du savner noget kvalificeret passion. Jeg har fx valgt ikke at skrive negativt om mine kollegaers bøger på fb. Selvom jeg VED GUD sagtens kunne sige et ord eller to om den sag. Men jeg orker det ikke. Og hader i øvrigt at blive uvenner med folk. There. I said it. PÅ DEN ANDEN SIDE ved enhver idiot jo godt (!) at fb ikke fortæller sandheden om noget som helst. Når man liker, skriver man ikke under på noget manifest (som Henrik D. påstod på et tidspunkt). Man melder sig heller ikke ind i en fanklub. Nødvendigvis.
- Lars Bukdahl Nej, det er sikkert en lost cause at kræve artikuleret kritik på Facebook, men kunne man ikke bare like en smule mindre og i det mindste lade være at like et digt, man ikke kan lide, hvis man ikke kan lide det - hvilket ikke er til at vide, om man faktisk gør, for det er åbenbart slet ikke pointen, men der er så uendeligt mange dårlige digte i verden og så uendeligt få gode, at det kan blive nødt til at være pointen - og kunne digtere ikke et eller andet ANDET sted kritisere hinandens værker bare en gang imellem; det er frustrerende og irriterende - fordi de har så god, jeg vil endda sige: den bedste, forstand på sagerne - at de kun ytrer den sølle ytring, der er et like (eller et (i kollektivitet camoufleret) ja eller nej til et arbejdslegat som medlemmer af Statens Kunstfonds litteraturudvalg)
- Lone Hørslev Ja, det er nok der den må lande. "Like en smule mindre og i det mindste lade være at like et digt, man ikke kan lide, hvis man ikke kan lide det". Tjek.
- Martin Glaz Serup Ja, jeg tænker at det er en lost cause at forlange artiklukeret kritik på Facebook FOR ALVOR; indimellem lykkes det at have en slags samtaler - fx lykkedes det i går mellem folk der virkelig er uenige, meget overraskende på min wall: https://www.facebook.com/martinglazserup/posts/10152783475566289?notif_t=like - jeg er enig i Lones skolegårdsanalyse, og synes det er totalt irriterende, Lars, at du skriver at dem der ikke hopper er racister, jeg gider sgu da ikke at hoppe fordi du siger det! (Nu har jeg så sprunget rundt alligevel). Der sker også noget parallelt på din blog ser jeg: http://bukdahl.blogspot.dk/.../prcis-hvor-likeable-er-et...
- Lars Bukdahl Jeg beordrer da ikke nogen til noget, jeg siger bare nysgerrigt og undrende REALLY? til jeres blanke LIKE på LIKE - hvis man ikke svarer, betyder det jo bare, at man står ved sit like, og det er så det eneste, man behøver at føle sig anklaget for: at like et digt, jeg synes er dårligt. Det vil jeg ikke kalde en stor forbrydelse, jeg vil i dette specifikke tilfælde med dette specifikke digt og disse specifikke likere bare kalde det: mærkeligt
Caspar Eric Martin Glaz ikk for noget - jeg føler jeg fortstår/sympatiserer med begge positioner - men hvis det ska handle om 'dem der ikke hopper'-eksempler, så er like-kulturen jo et glimrende eksempel på positivt gruppepress. det er sku da det det hele (også) handler om.
at alle står og hopper, og så er man sådan: 'øh undskyld hvorfor står i og hoppper'. og så er folk sådan: 'det er fordi det er vigtigt at være glade for hinandens ting hele tiden, vil du ikke være med til det'. og så er man sådan 'øh nej jeg synes lykken er et fuckd up konstant strukturelt krav.' og så er folk sådan 'øh ok rimlig dårlig stemning kan du ikke gå et andet sted hen og ikke-hoppe så?'
Cecilie Lind https://www.youtube.com/watch?v=StTqXEQ2l-Y
Iben Mondrup At like en bog og et digt og et portræt er at sige: Hey, det er fedt, at du laver en bog, og det der digt, det er også fedt, for det er dig, der har lavet det, jeg støtter det hundred procent, og du ser hamrende godt ud på det billede, sådan vil jeg gerne have, at du skal føle dig, for jeg kan li' dig, jeg kan li' dig, sådan som man kan li' nogen her på fb, hvor stemningen altid står og tipper mellem enten at blive alvorligt hadsk, eller, okay, leflende klæbrig Any way, jeg vælger det klæbrige, jeg vil det positive, for jeg har valgt nøjagtig samme strategi som Lone; like-hatten(om end jeg faktisk synes du ser brand godt ud på det billede dér, Lone), det er en strategi, som jeg ikke forsømmer at tale om, man ved det om mig: Hun vil det positive, og hun står ved det. Hvis man gerne vil vide, hvad jeg egentlig tænker, så kan man spørge mig, men venligst bagom, ikke på min wall, her hersker den tossegode stemning (Til gengæld fjerner jeg indimellem de der lange kæder af hyldestråb, der ligger under mine egne ting, især portrætter, fordi jeg synes det er, æhm, pinligt)- Martin Glaz Serup Kære Caspar, vedr. hopperiet; man kan, som du ved, og som Iben også skriver om ovenover, og også Lone, Like af ret mange forskellige årsager. Liket har ikke én stabiliseret betydning (at man melder sig ind i denne kult, underskriver denne krontrakt med sit blod, eller hvad det var Henrik Dahl-eksemplet gik på), ligesom det at Poke også stå og flagrer lidt usikkert - hvad betyder det EGENTLIGT? Og betyder det altid det samme? Man kan netop like en udgivelse eller et billede eller hvad ved jeg, for at sige tillykke med det, eller for at være opbakkende, eller fordi man fx kan lide digtet - jeg synes at det konkrete Tafdrup-digt, som sagt, bortset fra en måske lidt tung udgang, er et ganske fint digt - eller alle disse ting samtidig eller noget andet. Osv. Liket er vel en anerkendelse af NOGET, men vel ikke altid af det samme, med lige stor vægt osv. Og jeg mener at Lars' forsøg på at rejse en diskussion eller hvad det er - er forfejlet på grund af måden, der bliver mobbende, og stedet, FB, hvor logikken, omgangsformen, grundlæggende er anderledes end den er i avisernes spalter eller på blogs fx. Så skriv dog om digtet, at det er dårligt, fordi dét og dét; men det er jo også i gang (på Lars' blog). Og hvad betyder det iøvrigt med alle de likes der er på dit indlæg - lige nu vist fire - ville alle fire verbatimt udtrykke sig sådan som dig hvis de kunne tale osv.? Nu er der fem! Kan de tale? Nå! Jeg er på vej ud ad et sidespor, ind i en meget mørk gyde, fornemmer jeg, jeg sidder også her med halstørklæde og sko på, skal skynde mig afsted og have noget arbejde gjort inden der skal hentes børn og laves mad osv. What's not to like. Ikke mere Facebook til mig før i aften!
Lone Nikolajsen t.o. betyder mine likeninger af andres indlæg alt mellem diskret nikken med hovedet, lille fnis og knytnæve i vejret. Så det kan jo være så forskelligt.- Cecilie Lind men det Lars, på sin blog, giver udtryk for er vel ikke en kritik af selve likefænomenet som sådan, men mere en reel undren over om de mennesker der tilkendegivet giver visuel tommel op rent faktisk bryder sig om digtet som lige præcis digt, og hvis de gør: hvorfor? (vil han vide, klart at ingen nødvendigvis skylder svar bare fordi Lars læser og opmærksomgør på tekst som tekst, og ikke som socialitet.) Er det ikke ok at "kontekstkidnappe", fordi man har en læsebrilleagenda frem for en friendzonesympati? Helt fint hvis liket betyder noget andet end "jeg kan lide denne tekst", så står det ganske frit for at sige til / fra, eller blot tie, men at Lars decideret bliver sammenlignet med en mobber i en skolegårdssituation synes jeg er en smule tough talk.
Nicolaj Stochholm Jeg er glad for Pia' s nye digtsamling og jeg virkelig godt lide det åbningsdigt og jeg har ikke engang liket det på hendes side, men det skal jeg da straks gøre. Tak for opfordringen.
Abonner på:
Opslag (Atom)
