Kirsebær vs. brombær

- fra filmen Landmandsliv, sunget af Lone Hertz og Helge Kjærulf Schmidt, netop set, altså bare sangen ca., med måbende baby på Charlie - bare 1. strofe + omkvæd, tekst brd. Müller:

Død og pine, den er gal.
Hvad? Ja, nu kan jeg jo'tte gå til fest igen.
Bare rolig, kold og sval,
for jeg bli'r hos dig. Det er helt i orden, men
hvem skal underholde dig?
Ih, det skal da du.
Man er jo en ældre mand.
Ja men, hør, jeg kan en leg,
kender du den ikke? Nej sig mig hvo' n den er. Sådan.
Undskyld hr.! Må jeg byde Dem et kirsebær?
Et der er sødt, et der er blødt, et der er rosenrødt.
Ja ja ja. Tæl til ti,
og så luk det lille øje i.
Så kan jeg selv tænke mig te',
hvem der skal plukke det.
Jeg er i den syvende himmel,
åh, hvor er jeg dog svimmel.
Tungen lige i munden, for nu gælder det liv
eller død, derfor gentar jeg:
Undskyld hr.! Må jeg byde Dem et kirsebær?
Et der er sødt, et der er blødt, et der er rosenrødt.

- Bodil Bechs digt "Brombær", læst på Forfatterskolen i mandags:

Sortgrønne Blade som Solen hopper i
min Ryg hviler mod et Stenhegn
blanke Brombær hviler over mti Hoved
dine bittesmaa Brystvorter er som sortbrune Brombær
en sort Slange rejser sig spillende i Græsset
jeg nipper af de sortebrune Brombær

Selv Hjerne-Madsen kan blive klog af Schade-muse

- fra Svend Åge Madsens smukke bidrag til antologi-kataloget til netop afsluttede Jakob Hansens Litteraturfestival, et spøgelse fortæller sin datter (uden navns nævnelse) om Bodil Bech, der "var en sandyrker af de spirituelle". Her møder hun Jens August Schade (uden navns nævnelse), hvis muse hun var OG VICE VERSA:

"Men på et tidpunkt, da var hun allerede ved at indse, at luftige farver og flyvende former ikke kunne skaffe hende af med den kropslige tyngde som tyngede hende, men på et tidspunkt fandt hun sammen med den mest svævende person man kunne forestille sig. for det var landets mest dansende og svimlende digter.
  Herefter vidste hun med sikkerhed   at de stormende, flyvende ordbilleder ville være hendes bane. Sammen med denne nye ven udviklede hun de mest tyngdesprængende digte man kunne forestille sig.
  Vel fløj vennen højere end hun, men hun havde nået sit mål.
  Lykkedes det da for hende at blive et spøgelse? spurgte spøgelseskvindens datter spændt.
  Du må vide, gentog hendes mor, der er aldrig noget levende menneske der har overskredet kroppens begrænsninger. Men kvinden skrev flygtige og drømmende digte. Og det lykkedes hende hende at få dem udgivet. Og hun modtog anerkendelse for dem, for eksempel når hun havde skrevet:

De forstår ikke
at jeg nu sidder her i Græsset
solplirende og med Benene strakt ud
og stirrer ud over den blaa Havflade
og at jeg
sprængfærdig af alt dette for meget
der huserer i mig
føler Trang til at kaste mig ud
i Æterhavet
og blive til intet"


 

Bare et smukl digt af Bodil Bech om maj i maj

(Schademuse, hvis det ikke faktisk var Schade der var Bechmuse, og en for vild og fin, alt for overset digter, som jo ikke skal sammenlignes med den yngre Tove D bare fordi begge var kvinder, så lad os sige, at hun også sagtens kunne måle sig med både Schade og gustaf munch-petersen dér i de ellers triste 30'ere - fra debutbogen Vi der ejer Natten, 1934, senere genoptrykt på Bebop)

MAJ

I den dunkle Æblelund
hvor forvredne Stammer
tegner sig mod Skumringsmulmet
sidder jeg fortabt alene
paa en vindskæv Havebænk
hører hvor min gamle Hund
pusler mellem Mos og Blade
mindes Tornerosehaven
hvor vi boede dengang du og jeg
og naar Natten kom som nu
gik vi om i Havens Gange
under Æbletræer der dryssed -
og med Æblersne i Haaret
og med Kyssen og med Hvisken
stænged vi de gamle Skodder
og krøb sammen
ind i Himmelsengens Mørke
Kirkeuret kløver sprukkent
og forsigtigt Luften nu som dengang -
mildt som Majnat vederkvægende
væder varme Tårer mine Kinder -
under Maanens Sølvsegl
dykker jeg mit vaade Ansigt
ned i Æbletræets Blomsteraasyn
som jeg kysser længe længe