RÅBEANMELDELSE 1

IDA JESSEN ER IKKE DEN NYE MARTIN A. HANSEN IDA JESSEN ER IKKE DEN NYE MARTIN A. HANSEN IDA JESSEN ER IKKE DEN NYE MARTIN A. HANSEN IDA JESSEN ER IKKE DEN NYE MARTIN A. HANSEN IDA JESSEN ER IKKE DEN NYE MARTIN A. HANSEN IDA JESSEN ER IKKE DEN NYE MARTIN A. HANSEN IDA JESSEN ER IKKE DEN NYE MARTIN A. HANSEN IDA JESSEN ER IKKE DEN NYE MARTIN A. HANSEN IDA JESSEN ER IKKE DEN NYE MARTIN A. HANSEN IDA JESSEN ER IKKE DEN NYE MARTIN A. HANSEN IDA JESSEN ER IKKE DEN NYE MARTIN A. HANSEN IDA JESSEN ER IKKE DEN NYE MARTIN A. HANSEN IDA JESSEN ER IKKE DEN NYE MARTIN A. HANSEN IDA JESSEN ER IKKE DEN NYE MARTIN A. HANSEN IDA JESSEN ER IKKE DEN NYE MARTIN A. HANSEN IDA JESSEN ER IKKE DEN NYE MARTIN A. HANSEN IDA JESSEN ER IKKE DEN NYE MARTIN A. HANSEN IDA JESSEN ER IKKE DEN NYE MARTIN A. HANSEN IDA JESSEN ER IKKE DEN NYE MARTIN A. HANSEN IDA JESSEN ER IKKE DEN NYE MARTIN A. HANSEN

LYKKELIGVIS LYKKELIGVIS LYKKELIGVIS LYKKELIGVIS LYKKELIGVIS LYKKELIGVIS LYKKELIGVIS LYKKELIGVIS LYKKELIGVIS LYKKELIGVIS LYKKELIGVIS LYKKELIGVIS LYKKELIGVIS LYKKELIGVIS LYKKELIGVIS LYKKELIGVIS LYKKELIGVIS LYKKELIGVIS LYKKELIGVIS LYKKELIGVIS LYKKELIGVIS LYKKELIGVIS LYKKELIGVIS LYKKELIGVIS LYKKELIGVIS LYKKELIGVIS LYKKELIGVIS LYKKELIGVIS LYKKELIGVIS LYKKELIGVIS LYKKELIGVIS LYKKELIGVIS LYKKELIGVIS LYKKELIGVIS LYKKELIGVIS LYKKELIGVIS LYKKELIGVIS LYKKELIGVIS LYKKELIGVIS LYKKELIGVIS LYKKELIGVIS LYKKELIGVIS LYKKELIGVIS LYKKELIGVIS LYKKELIGVIS LYKKELIGVIS LYKKELIGVIS LYKKELIGVIS

2 x telefon

- kan bedst lide den første, sløjfede forsideforslag

Ida Jessen, mandags-udgaven

(min første anmeldelse af Ida Jessens Postkort til Annie, i dagens avis kan man læse tirsdags-udgaven og, hvis man gider, sammenligne)

-->

FIKS OG UFIKS IDA Ida Jessen er i sine nye noveller eminent god til at skildre, hvor uhjælpeligt kvinder kan være i mænds vold, men svigter hver gang skarpheden til slut

Dumme svins bævrende piedestal

Ida Jessen: Postkort til Annie. 224 sider, 200 kr.

Af Lars Bukdahl

Det er nemt nok: Jeg kan få mig den rigtig gode bog, som Ida Jessens nye novellesamling Potskort til Annie burde være, ved at stryge de sidste to til halvanden side i hver af de seks noveller - eller i hver fald i de fire centrale, der alle zoomer ind på hjerteløse, selvfede, destruktive mænd, to ægtemænd og to sønner, og de kvinder, to hustruer og to mødre, der håbløst elsker dem.

  Før slutningerne kommer på banen, demonstrerer Jessen nådesløst og overlegent, hvad rå realisme kan som bedst: Præcisere på en prik, der til forveksling ligner et skudhul, hvorledes mennesker realistisk ter sig.

 Tag for eksempel et flashback i den første lange novelle ”En udflugt”, hvor hovedpersonens Toves gamle veninde Larna i den træske ægtemand Max’ øjne er en meget uvelkommen gæst:

  ”Kom Larna, giv mig din frakke.”

  ”Nej, den kan jeg da selv hænge op”, sagde Larna, lagde frakken på Max’ stol og bøjede sig over tasken og hev den lange tingest op. Det var en lampe, formet som en gås. ”Så nu faldt båndet af igen,” sagde hun. ”Men det skal på, skal det, det sad så flot i forretningen!” Hun løftede lampen op foran Max’ ansigt. ”Hvad siger du, Max? Kan den ikke være til ny inspiration.?”

  ”Fantastisk!”

  ”Ja, for Tove siger, du godt kan trænge til, at der bliver børstet lidt støv af dig en gang imellem.”

  ”Siger Tove det?” spurgte Max.”

  Larnas hektiske pludren, de to iskolde replikker fra Max, lampen formet som en gås og den sigende detalje, at Larna lægger sin frakke på Max’ stol. Det er så godt ramt, at læseren krymper sig mindst lige så meget som Tove.

  I novellens nutidsspor er Tove blevet olm over en telefonsamtale med Max og hovedløst flygtet ud i verden. Hvor hun blandt andet møder et helt anderledes entydigt dumt svin, som læseren nødigt undværer, fordi han er entydigt sjovt dum, men som ærgerligt nok sender hende tilbage i armene på Max og en afsluttende, højst højstemt indre monolog:

  ”Og selv drømte Tove også om en sandhed. Hun drømte om, at der fandtes ét udtalt punkt, som hun kunne falde til ro på. Et punkt, som Max havde sagte fandtes. Hvis han slet ikke elskede hende, ville hun blive fri, tænkte hun, ikke for ham, men for sit håb til ham. Men det var en drøm, det punkt fandtes ikke.”

  Puh, hvor en sur, hereticansk em! Så meget behøver Ida Jessen virkelig ikke at anstrenge sig for at fortjene den Martin A. Hansen-pris, hun netop har modtaget. Det er jo ikke bare realismens virkelighedskopiering, der her svigtes - sådan tænker ingen! - men også og især dens nøgterne skelettering, der på falderebet iklædes forloren patos-pels.

  Nøjagtig det samme sker i den hårdere koncentrerede, men meget parallelle novelle ”Et skænderi”, hvor en kvinde forlanger sex af sin træske mand, men til sidst falder lige så så inderligt i forsonlige staver. Fy føj, må jeg som velopdragen feminist helt ærligt udbryde.

  Og cirka det samme sker i bogens to bedste noveller, den grumme mini-roman ”December er den grusomste måned”, om et mord og et trafikuheld, med indtil flere synsvinkler, herunder, usentimentalt hjerteskærende, en lille pige, og den grusommere end grumme ”Mor og søn”, hvor en mor tåler alt fra sin sjuft af sin søn. Grunden til, at de patetiske udskridninger ikke bliver eller opleves så kriminel i disse to noveller er nok, at realismen er så følelses- og suspense-afpressende og føleles- og suspense-afpresningen så realistisk, at patosen reduceres til et lille, ynkeligt og sgu – ovenpå det horror show - meget forståeligt suk.

   Jazzen i din prosa er en besat og betændt klarhed, Jessen.

Hvad hedder groundhog på fransk II

Ligesom i går har jeg siddet alt for tidligt om morgenen i vores hotelværelse i Paris og skrevet en anmeldelse af Ida Jessens Postkort til Annie (den fra i går blev dømt uforståelig i aftes - læs den på bloggen snart), og det gør jeg sikkert også i morgen og i overmorgen og på fredag og næste uge og hele september og resten af 2013 og så videre, og det er egentlig ikke den værste evighed, jeg kan forestille mig, hvis jeg bare hver dag har resten af dagen fri i Paris med dig, der igen lige er vågnet.

Kubricks terning

Han holder en Kubricks terning i vejret.

står der i den bedste novelle i Ida Jessens novellesamling Postkort til Annie, "Mor og søn";

i dokumentarfilmen 237 er Stanely Kubrick ansvarlig for de falske filmoptagelser af månelandingen i 1969, ifølge Jessens fortæller er han altså også manden bag

Rubik's Cube,

der vel så bare en foreløbig skitse til strukturen i The Shining, for det, alle misforstår ved terningen, er, at de tror, den skal gå op, især de, som drengen i novellen, der FÅR den til at gå op, det er ikke meningen - meningen er, at den igen og igen ikke går op, som en roman in progress eller et hjemsøgt hotel.

IJ Ij iJ ij etc.

Ida jessen

står der på ryggen og forsiden af Ida Jessens nye novellesamling Postkort til Annie, og det læser jeg som et forslag til en ny typologisering af smalt og bredt indenfor et forfatterskab, så læserne ikke går galt i byen:

brede romaner, senest børnene, er skrevet af

Ida Jessen

halvbrede autofiktioner, senest Ramt af ingenting, er skrevet af

ida Jessen

halvsmalle novellesamlinger, som nu Postkort, er skrevet af

Ida jessen

smalle hybrider, senest Foxy Lady I-V, er skrevet af

ida jessen

(børnebøger, der kun delvist figurerer på voksenbøgernes forfatterskabslister, er skrevet af

IDA JESSEN eller måske rettere iDA jESSEN)

jeg glæder mig til den første bog skrevet af

da essen

Meta-Paris

I supermarkedet Monop på Boulvard de Magenta:

Mig (der har stået og læst i Ida Jessens Potskort til Annie, mens du har fundet varer frem): Sjovt, jeg står her og læser en novelle, der foregår i Brugsen.

Dig: Sagde du Proust?

ALTING HANDLER IKKE OM PROUST!

Selvom den gode film, Noah Baumbachs og Greta Gerwigs Frances Ha, vi så i går på Boulevard Saint-Germain, også pludselig handlede om Proust og gik i totalt, for lige præcis OS, parallelt meta (det var meta-dag i går, først Lichtenstein jo): da new yorkeren Frances spontant tager to dage til Paris for ikke at foretage sig stort andet end at sidde på en café og læse Proust hvilket du har gjort både i dag og i går og også gør i morgen, og så prøver hun forgæves at komme i biografen og se Den bestøvlede kat, men det var desværre nok ikke den biograf, vi sad og så filmen om hende i, den var for Grand/Dagmar-agtigt, det havde også været livsfarligt möbius-båndlagt: ziiiing, og Frances sidder i biografsædet, og vi løber væk oppe på lærredet.

Hudløshed i pragtbind

Jeg har nu hentet Ida Jessens Ramt er ingenting på Gyldendal og læst den i sådan ca. samme nu og erklærer mig umiddelbart glad for dens rå klarhed og sirlige brutalitet, men hvorfor skal de sølle 68 sider, det er gennemsnitligt digtsamlingskort, være i hardcover? det er som om, det fine og smarte forlag tænker, at når bestsellerromanforfatteren skriver en et kort, lyrisk fragmentarium, så er måden at få venindelæserne til at købe den magre kat i sækken at gøre den til en gavebog, med en vignetagtig, sort kat udenpå, så den ligner en lille lommebog med livsvisdom at pakke med til wellness-weekenden; det ville være så meget rigtigere og coolere - og jeg synes, Ida Jessen fortjener og har brug for at blive cool, ikke nødvendigvis som Christina Hesselholdt og Pia Juul, der kun har cool læsere, vel helst som Lone Hørslev og Kirsten Hammann og Helle Helle, der både har cool læsere og venindelæsere, men de cool læsere er jo da for fanden de bedste læsere  - hvis den var udkommet som et flaprende primitivt, gråt hæfte på After Hand eller Jorinde & Joringel eller forlaget Virkelig, som jeg lige har modtaget to supergrå småbøger fra, så kunne det også være, at hun undgik at blive anmeldt på dagen af skuffede romanfundamentalister.

At blive holdt anmeldelsesudenfor

Ida Jessens "glemmebog" Ramt af ingenting udkommer i dag, og jeg ved godt, man bliver ekstra irriteret på anmeldelserne af en bog, man selv gerne ville have anmeldt, men ikke fik lov til at anmelde (fordi man skulle vælge mellem den og Hans Otto Jørgensens Strange days indeed, som endda udkommer i hver deres uge), og Ida Jessen har jeg gennem tiderne anmeldt vidt forskelligt, så jeg har ikke noget idé om, hvad jeg selv vil synes om bogen, når jeg forhåbentlig snart når frem til at læse løs, men jeg får en frygteligt lyst til at gå stærkt ind for den, når jeg læser Jes Stein Pedersens irriterende 4 hjerter-anmeldelse i Politiken, der besværger og reklamerer for nyfigenhed i læsningen, men behændigt selv holder sig helt udenfor, hvilket må siges at være en stærkt uærlig retorisk manøvre:

VIRGINIA WOOLF skrev, at en kvinde har brug for et værelse, hun kan kalde sit eget. Tre generationer senere er det blevet til et hus, og kvinder både læser og skriver og lader sig skille som aldrig før. En af disse fantastisk skrivende, fraskilte kvinder er Ida Jessen, forfatteren, som man fra interview ved tidligere boede i Kristianiagade med udsigt over Døveskolen (ligesom bogens hovedperson nemlig, men det vidste jeg ikke, men det ved jeg nu LB). »Skal vi ikke læse bogen om Ida Jessens skilsmisse?«, vil alle kvinderne ude i læseklubberne spørge hinanden. Når de læser om kvinden, der så gerne vil glemme, vil de føle sig inviteret med ind under den virkelige forfatters eget syvende slør og opfatte det, de læser, som et selvbiografisk partsindlæg i en kærlighedskrig. Den kvindelige forfatter skriver for at slette sine erindringer om en mand. For Jessen, kvinden bag kvinden, handler det måske også om at skrive noget ud, men resultatet er paradoksalt nok en bog, hun resten af sit liv vil blive spurgt ind til af nyfigne læsere. Men det følger jo med, når man doserer forholdet mellem virkelighed og fiktion, som hun har valgt at gøre det.

Og så mener Jes Stein (vistnok, han mener ikke rigtig noget som helst), at det er for galt, at Jessen slet ikke indlever sig i den mand, som hovedpersonen er blevet skilt fra, som hun nemlig ville have gjort, hvis det var en af hendes romankonkurrence-tykke romaner, hvad det jo lige præcis ikke er - anmelderen kunne måske også have erindret sig (og læserne) om, at Jessen har skrevet en (lille) hård roman, ABC, om hvor skrækkeligt en skilsmisse går ud over en mand.

Katrine Lilleør i Berlingske klager til gengæld i sin ikke mindre irriterende 3 stjerner-anmeldelse, over at den ubehagelige læser-type, overlappende med Stein Pedersens nyfigne læser, venindelæseren, som hun ikke har noget problem med selv at inkarnere, ikke får fortrolighed nok, men det er en dum læser, der vil være ven eller veninde med sin forfatter (og en dum forfatter - og sådan en dum forfatter er Ida Jessen ikke, men det er fx en, der hedder Ib - der vil være ven eller veninde med sin læser):

Her er jeg i tvivl om, hvad Jessen vil fortælle, og om hun overhovedet har lyst til at fortælle.
Det er så modsat hendes romaner, hvor alt kan siges - og bliver det. Den nye bog holder mig udenfor, som en veninde der ikke regnes nær nok til at få det hele at vide. Ida Jessen skal nok forberede sig på, at der vil være en del læsere m/ k, der føler, at hun har smidt veninderingen væk. Forhåbentlig kun for en stund. »Ramt af ingenting« er som alle Jessens bøger en sproglig nydelse, så mange trofaste veninder vil såmænd hænge på og ydmygt håbe, at vi næste gang bliver fundet værdige til større fortrolighed.

(og hvad er det også for en uting med disse Smagsdommerne-agtige, kulturpersonlige ikke-litterater som anmeldere: præster, politikere, sociologer (ja, det var et stik til min egen avis, WA, og Birte Weis og Henrik Dahl)!)

Og noget principielt irriterende forbandet vrøvl i begge anmeldelser, at store, rolige romaner pr. definition er litterært vægtigere og sandere og skønnere end små, rasende notatsamlinger.

Pyh! Lad mig til sidst fremhæve anmeldelserne i Jyllands-Posten og Kristeligt Dagblad af henholdsvis begejstrede Henritte Bacher Lind og skeptiske Nils Gunder Hansen, der som det modsatte af kedeligt kønnede (det er også synd for manden vs. mere klart snavs om manden) ven- og venindelæsere, som nemlig litteraturlæsere, engageret karakteriserer og smagsdømmer bogen som den bog, den i deres øjne faktisk former sig som.