Dinosaurus / græshoppe / solsort / blå tyr

Selvfølgelig (men mindre selvfølgeligt uden Seeberg-indledningen) er titlen på min årsrevy, "Græshoppens lyse morgen" en henvisning til Seeeberg-titlen (på både bog og tekst) Dinosaurusens sene eftermiddag. 

Men mon ikke også Leas titel, "13 måder at være en græshoppe", på det appendiks til hendes roman Sæson, som jeg i den utrykte indledning til årsrevyen sammenligner rmed med Seebergs "Kattekismus", er en henvisning til Wallace Stevens' digtserie "Thirteen Ways Of Looking At A Blackbird", hvor de første syv måder er: 

I

Among twenty snowy mountains,   

The only moving thing   

Was the eye of the blackbird.   

II

I was of three minds,   

Like a tree   

In which there are three blackbirds.   

III

The blackbird whirled in the autumn winds.   

It was a small part of the pantomime.   

IV

A man and a woman   

Are one.   

A man and a woman and a blackbird   

Are one.   

V

I do not know which to prefer,   

The beauty of inflections   

Or the beauty of innuendoes,   

The blackbird whistling   

Or just after.   

VI

Icicles filled the long window   

With barbaric glass.   

The shadow of the blackbird   

Crossed it, to and fro.   

The mood   

Traced in the shadow   

An indecipherable cause.   

VII

O thin men of Haddam,   

Why do you imagine golden birds?   

Do you not see how the blackbird   

Walks around the feet   

Of the women about you?  

Og så kommer jeg til at tænke på Niels Franks "Tretten haiku med blå tyre" fra Tabernakel, den NF-bog jeg stadig holder mest af (med Nellies bog på en tæt andenplads) , de første syv (ikke-)haikuer:

(haiku med kaos)

Jeg skriver mit digt
og den blå tyr løfter
sit øre

(haiku som på mytologiernes tid)

Een gang gik tyren end til floden.
Og een gang til for at gense sit billeder.
Aldrig havde den set så blå en tyr,

(Hver-dag-ser-jeg-den-blå-tyr-komme haiku)

I spejlet stirrer jeg mig blind
på den blå tyrs forfængelighed.
Under bruseren hører jeg dens tunge plasken

(udvidet haiku i flora og fauna)

Blå tyre misforstår gerne alt, kommer springende
mens man ligger i græsset og tæller får
eller hoppende mænd som hos Muybridge

(Sufi haiku)

Den blå tyrs tungsind
er også mit tungsind.
Mit tungsind er også dens

(Sufi haiku en gråvejrsdag)

Tyr, tyr
regn, regn
verden, verden

(Bekendelseshaiku)

Han sagde: jeg er en tyr.
En blå tyr. Men en gang imellem,
som fx nu, er jeg også en rød tyr

Usynlig Seeberg-begyndelse

strøget fra min 2019-årsrevy i WA:

Den vigtigste, skønlitterære udgivelse i 2019 er naturligvis det afsluttende bind i Det Danske Sprog- Litteraturselskabs nye, tekstkritiske udgave af Peter Seebergs romaner, noveller og kortprosa, Øvrige noveller og kortprosa – som jeg til stadighed mener burde have heddet Ørige: Noveller og kortprosa. Det vigtigstes opsamlede værk i dette opsamlingsbind er den muselille, eksklusive og uopdrivelige udgivelse En lille musebog fra 1977, der på alle mulige måder simpelthen handler om mus, og den vigtigste (og vittigste – næsten det samme) tekst i musebogen er den opremsende ”Katekismus”, der begynder sådan her:

  ”Om god opførsel: hold snuden blank og halen lige, det ser bedst ud. Og husk ikke at gå med snavsede fødder, du har jo ingen sko på.// Om ost: det meste er danbo, det bedste er Emmenthaler, men man får et godt sniff i en velgemt Roquefort.// Når du forlader din fader og moder, så sig noget rigtig pænt til dem.// Om venlighed: kan kattene være det, kan musene også.// Om musehul: de bør hverken være større eller mindre.// Om fælder: hvis blot flæsk var til at opdrive andre steder end i fælder.// Det bedste: at nå at slippe væk. Få vejret bagefter.”

  Seeberg er den næstyngste forfatter på Undervisningsministeriets tvangskanon, og det er dejligt, at dansklærere nu har mulighed for at vælge, at den Seeberg-tekst, deres elever skal tvinges til at læse, er ”Katekismus” frem for ”Hullet” eller ”Patienten” eller en anden af de (i deres egen ret fantastiske – det er jo ikke det!) pokerface-absurdistiske 60’er-noveller.

  Det mest og bedst Seebergske stykke tekst ikke skrevet af Seeberg i 2019 er det sidste afsnit i Lea Marie Løppenthins lille, cool urolige roman Sæson, som lige nu er min yndlingsbog fra 2019 ikke skrevet af Seeberg (eller nogen jeg bor sammen med), ”13 måder at være en græshoppe”, her de første syv måder, parallelt med de syv citerede Katekismus-punkter:

Seeberg indgik derfor også - kort! - i afrundingen: 

 

Vi mistede to af de allerstørste og allermest bevidsthedsudvidende digtere i 2019, Simon Grotrian og Jess Ørnsbo, Grotrian har vi lykkeligvis ikke hørt det sidste til, han udgav en samling digte, der bare hed Digte, dagen efter han døde, den 15. august, og endnu en samling. Damoklesdrive-in her i december, fra sidstnævnte kommer her komplet ikke-seebergsk som den mest passende nytårshilsen, jeg kan finde på, ”Ørerne i maskinen”:

  ”At indføre en generalstrejke på tamponer/ og hælde postevand på en lysekrone, hvorunder man ryger sæbebobler/ er det nærmeste, jeg kommer det hulmursisolerede individs spasmer/ før dommedag skubber vingerne ud af kummefryseren, skat.”

--> -->

Seebergs totemdyr

- fra Anders Juhl Rasmussens Under stadig skælven - Peter Seebergs arkiv og værk:

"På det private niveau var Seeberg åbenbart også optaget af visse dyrs magiske indvirkning på menneskers sind. Af et brev til Thorkild Hansen 14. november 1977 røbes det en passant, at Seeberg med en slags animisme kunne finde på at stille dyr frem for at animere visse kreative egenskaber:

"Jeg trøster mig med seks trædyr, som jeg har fået i tidens løb af børnene. Sidst fik jeg en gris af Ditte. Men iøvrigt har jeg: løve, elefant, fugl, ugle og hest. Hver nat stiller jeg dem sammen for at animerede sindsegenskaber jeg tænker mig, de animerer, igår var det fuglen, elefanten og grisen, idag er det løven, hesten og uglen."

Peter Seebergs arkiv-digt

(ordlyd fra Anders Juhl Rasmussens nye bog Under stadig skælven. Peter Seeberg værk og arkiv, som jeg læser, med største interesse, lige nu)

Således finder man

ved siden af
de regulære manuskripter,
dag-
og notesbøger,
breve
og papirer

også mængder af turistbrochurer
vedrørende rejser til især Tyskland, Italien og Frankrig
samt forsikringspapirer,
tre pas,
diverse medlemskort
ja, selv forfatterens egen hjertekardiogrammer,

og hertil kommer forfatterens egne tegninger,
diverse aviser,
lidt rav,
en bunke fjer,
en kuffert
og et par flasker vin.

Hjertekardiogrammerne
fra begyndelsen af 90'erne
afslører i øvrigt let hjerteflimmer. 

Forkastede genrer (til fri afbenyttelse)

Peter Seebergs forslag til genredefinerende titler på den forunderlige og akkurat genrefriske portræt-liste  i Nordisk Råd-vindende Om fjorten dage, der endte med at hedde "Tildækninger og afdækninger" (fra noterne til den nye tekstkritiske udgave):

"Tolv ovaler på hójkant
Tildékninger og afdékninger
Optiske situa(overskrevet:posi)tioner

TOLV PUSLESPIL

ANTI-PluT " 

(den sidste skal sikkert hentyde til Plutarchs (meget nagelfaste) helteportrætter)

Eftersøges: hele Eftersøgningen

Intet galt med efterskrifter og tekstoplysninger i de nye DSL-udgaver af Eftersøgningen og Dinosaurusens sene eftermiddag eller med det elegante ydre udstyr - MEN DER KUNNE ALTSÅ GODT VÆRE MERE BONUSMATERIALE!

end tre overstregede småt afsnit fra "Fra datgtil dag" i Dinosaurusen, et af dem:

Moses havde en ægyptisk prinsesse til at opdrage sig som barn. Hende tænker han ofte på, da han går ned ad bjerget med lovens tavler. Hvordan ville hun have skrevet de ti bud med hieroglyffer, tænker han. Der er alligevel noget han ikke har fået gennem opdragelsen.

Og en enkelt manuskriptside i facsimile fra den forliste ROMAN "Eftersøgningen":

Bjarne Sandstrøm i efterskriften:

"Blandt samlingens noveller indtager "Eftersøgningen" en særlig plads. Som titelnovelle angiver den samlingens fælles tema, alle eftersøger noget, men i sin ege ret er en et spinoff på et henlagt romanprojekt, som Seeberg skrev på fra 1959 til 1960, og hvis grandiose plan og talrige facetter han har sammenlignet med Robert Musils ufuldendte kolossalroman Der Mann ohne Eigenschaften, 1930-43 (da. Manden uden egenskaber, 1968-71). At den vidtløftige plan resolut blev reduceret til novellens kortform, har Seeberg i et interview selv forklaret med sin dovenskab (Svendsen 1966, s. 88). Helt ubekymret - om end befriende - har beslutningen dog næppe været at tage, når man ser de mange tilløb (i lidt forskellige stilarter), som i kladdeform opbevares i Peter Seebergs arkiv (Peter Seebergs arkiv: 01.03.17)."

DE MANGE TILLØB I KLADDEFORM VIL VI DA HAVE LOV AT LÆSE!

Her er afskrift af den ene afbildede manuskriptside:

"Eftersøgningen.
Roman.

I.

En eftermiddag sidst i november 1959 ventede Boole udenfor sit hus på Blavatski, hundedressøren, og Fulton, lægen. Boole var i sit kluns, vindjakke, fløjlsbukser, kasket, strikket halstørklæde. Han røg en (?), købt af forfængelighedsgrunde, men nu (?) sat over de tre andre, der bulnede i lommerne sammen med mixturen. Således udrustet var han parat til at deltage i eftersøgningen efter Nanette, apotekets provisor, der havde forladt sit hjem halvandet døgn i forvejen.
  Klokken var to. På minuttet rullede Blavatskis Plymouth 34 ind på pladsen foran frugtskurene, parkerede parallelt med disses langvægge, hvorefter dressøren i flere etaper lempede sig sig ud fulgt i spring af schæferen King, der havde tronet ved hans side, Blavatski skød sig op ad bakken med hundens snude tæt ind til højre knæhase, samtidig med at Boole slentrede nedad mod den granvoksne mand, der styrede mod ham uden at se.
  - Blavatski.
  - Boole.
  - Og dette er King.
  King trådte frem, satte sig ned, bælgede fornøjet og viste sit krokodillebid, den øjne skinnede uoptaget, mens snuden allerede var våd af opmæksomhed,
  - Den berømte King, sagde Boole. Er det ikke den, der er en tidligere værnemagtshund?
  - Den hørte til hundekorpset, blev sluppet ud og strejfede om i Nordspanien, blev næsten ulv. Nu må de tænke på, hr. Boole, at det igrunden var een af mine hunde. Før 14 var jeg assistent i den kongelige-kejserlige dressur, hele krigen tilbragte jeg i sanitetshundekorpsene, efter krigen var jeg overdressør, så kom inflationen, hundebestanden blev indskrænket, jeg rejste hertil og begyndte en kennel, men uden een eneste af mine gamle hunde. De var statens, de blev aflivet, de der var for mange. Da jeg hørte om de vilde hunde i Kantabrien, besluttede jeg at skagge mig een af efterkommerne. Den var hvalp, ulveunge"

OG HVAD SKER DER SÅ MED KING, BLAVATSKI, BOOLE I BARE DET UDKAST?

På hat med Seeberg

Blandt de forkastede titelforslag til (et kapitel) i den roman, der endte med at blive titelnovellen i Peter Seebergs Eftersøgningen, 1962, første bind i DSL's tekstkritiske udgave af "romaner, noveller og kortprosa", eller til måske bare selve novellen er (ifølge de tekstkritiske noter)

HATTENE ?

Hovedstaden i det rige, der fortælles om, i teksten "Dynasti" i Dinosaurusens sene eftermiddag, 1974, andet bind i DSL-udgaven, hedder

Hat

Et citat:

"Hias den Første gjorde Pneu til det første rige i verden. Han undertvang sine hære de østlige riger og lod dem sætte i skat. Han lod hele Hat bygge op påny. Kongetemplet byggede han påny. Kunstnerne fra de østlige riger lod han kalde til Hat,"

R'et der tvangs-visnede

Fra artikel i Berlingske om DSL's nye Seeberg-udgave:

"»Peter Seeberg var hobbyarkæolog - og vores arbejde med hans arkiv har også været som arkæologi. Han har gemt alt, og vi har så gravet os ned i det,« siger Jeppe Barnwell (senioredaktør på Det Danske Sprog- og Litteraturselskab (DSL)).

De nye udgaver af bøgerne er udstyret med et grundigt noteapparat samt efterskrifter skrevet af kendere af forfatterskabet. Men det stopper ikke her.

»Man kan sige, at det er en restaurering af Seebergs værker, vi har lavet. Hans første bøger udkom som billigbøger allerede i begyndelsen af 1960erne, og det er de billigbøger, alle de fremtidige udgaver bygger på. Produktionstiden her var meget lav, og derfor ophobede der sig en del fejl, som så siden er blevet reproduceret. Vi optrykker teksten på baggrund af førsteudgaven med støtte i manuskripterne.«

Jeppe Barnwell giver et eksempel: »I »Fugls føde« , Seebergs anden roman, fra 1957, står der i førsteudgaven, at hovedpersonen Toms hustru taler»vissent« til ham. Det giver god mening, når man ved, at den fallerede forfatter, som romanen handler om, i åndelig og fysisk forstand er impotent, og at konen fremstilles som hensygnende og afblomstret. Men i den første billigbogsudgave og med den samtlige udgaver siden er det blevet til, at hun taler»vrissent« . Det er den type fejl, som banaliserer forfatterskabet, og derfor er der brug for en restaurering,« siger Jeppe Barnwell.

Forfatterens særegne staveformer har til gengæld fået lov at blive stående. Peter Seeberg stavede ofte ord, som han syntes, de skulle staves, han fulgte ikke gængs retstavning.

»Adverbier og pronominer, som almindeligvis skrives eller blev skrevet i to ord, foretrak han i mange tilfælde at skrive sammen til ét, for eksempel »hvadsomhelst« ,»hvemsomhelst« ,»idetsamme« ,»iorden« ,»ivejen« ,»migselv« ,»digselv« ,»sigselv« . De er en del af forfatterens stil, og det har vi ikke ønsket at lave om på.«"

Peter Seebergs 90 års-dag i dag!

KLIMA

Et nyt vejr slår ikke med det igennem med sine virkninger.
  Solen skinner, men det er stadig køligt i vejret. I jorden gør dybdens temperatur sig gældende. Ja, undertiden er måske lovlig sent, at et højdepunkt af virkning nåes. En modsat tendens er da allerede sat ind med sin afdæmpende og senere ødelæggende virkning.
  Alt er overgangstid på overfladen og i dybet. Mangen sjæl, som har haft grund til håb, har ikke kunnet håbe af håbløsheds binding. Mangen desperat har dog kunnet tøve på en gammel glæde. Snedriverne ligger vist endnu i maj tilføget af støv på nordsiden af plantagerne.
  Lærken synger vel ofte straks efter jul en sen morgen.

- fra Om fjorten dage, 1981



- både Seeberg og Rifbjerg er borte, men Barfoed lever i bedste velgående, var i topform i fredags til åbning af den store Rif-udstilling i Den Sorte Diamant (der inkluderer rørende snapshot af Klaus og Niels som purke i strandkant og trøstebrev fra snart Heretica-debuterende N i Kbh. til til blue K på Princeton), hvor han fortalte, at Seeberg havde været hans og Rifbjergs manduktør, tror jeg ordet var, i Komparativ Litteratur

2 musebøger

1.
Peter Seebergs lillebitte, rig illustrerede og informative Den lille musebog, Arena 1977, som jeg kun har i kopi, fordi hver gang jeg køber den, forærer jeg den til nogen særlig:

KATEKISMUS
(i uddrag ved Akademismus)

Om god opførsel: hold snuden blank og halen lige, det ser bedst ud. Og husk ikke at gå med snavsede fødder, du har jo ingen sko på.

Om ost: det meste er Danbo, det bedste er Emmenthaler, men man får et godt sniff i en velgemt Roquefort.

Når du forlader din fader og moder, så sig noget rigtigt pænt til dem.

Om venlighed: kan kattene være det, kan musene også.

Om musehul: de bør hverken være større eller mindre.

Om fælder: hvis blot flæsk var til at opdrive andre steder end i fælder.

Det bedste: at nå at slippe væk. Få vejret bagefter.

Det værste: lige at opdage at at hullet er blevet stoppet og klædeskabet er flyttet.

Hygge: helt alene hjemme i et hus i flere etager. Gå på opdagelse og få noget ud af det.

Om kønsliv: ikke tænke så meget på det, det er ikke til at lade være med og lige godt hver gang. Man siger det giver børn, men det får man jo alligevel.

Om hylder: det bedste ligger ikke altid øverst.

Om fugle: de tager varmen fra lyset, de har så onde øjne, når de ser på dig, gør ikke noget ud af dem.

Om biler: det ved vi forhåbentlig alle, at man ikke skal lade sig friste af et udstødningsrør.

Om tigere: hvis kattene var så store, ville de nok ikke interessere sig for os. Hvad skulle vi så gøre?

Om mus: det er så nemt at være een, og ingen savner een.

Om ordet "mis": indrøm blot for digselv, at det er et dejligt ord, men sig det ikke højt, sig det ikke, for guds skyld.

Om katten, når den først har dig inde i munden, skal du sige fast og bestemt til den: nu kan det være nok.

Om færdsel over hovedlandevejen: sæt dig grundigt ind i om du er i England eller på kontinentet, de kører i forskellig side, at du ved det.

2.
Den ret præcist lige så bittelille brugsvejledning, på 10 sprog, til min nye, trådløse computer-mus, der er en "optisk mus med lysdioder":

Undlad at forsøge at foretage reparationer

Undlad at forsøge at adskille, åbne, reparere eller ændre hardwareenheden eller strømforsyningen. Dette kan medføre risiko for elektrisk stød eller andre farer. Ethvert bevis på forsøg på at åbne og/eller ændre enheden, herunder afpilning [AFPILNING], punktering [PUNKTERING] eller fjernelse af nogen af etiketterne [FJERN ALDRIG ETIKETTER], medfører at den begrænsede garanti bortfalder.

Brug og rengøring

Anvend i overensstemmelse med denne vejledning:

Må ikke anvendes i nærheden af varmekilder.

Anvend kun ekstraudstyr/tilbehør, der er angivet af Microsoft.

Må kun rengøres med tør klud.

Sørg for at dette produkt ikke bliver vådt. Undsgå at udsætte dette produkt for regn [EN MUS I REGN LIGNER EN VÅD MUS] eller andre typer af fugt [TYPER AF FUGT] for at reducere risikoen for brand eller stød.

Kabler må ikke være i vejen for personer og kæledyr

Anbring alle kabler og ledninger på en måde, så personer eller kæledyr [FX MUS] ikke falder over dem eller ved et uheld kommer til trække i dem, når de bevæger sige eller går rundt i området. Når produktet ikke er i brug, kan du blive nødt til at fjerne alle kabler og ledninger fra forsiden og bagsiden af produktet for at holde dem udenfor børns og dyrs rækkevidde. Sørg for at børn ikke leger med kabler og ledninger.

Noget om og af Wittgenstein

Hvilke danske forfattere kan egentlig siges at være inspireret af Ludwig Wittgenstein?

Peter Seeberg (fra og med Eftersøgningen)

Per Kirkeby (hvis 2,15 er opkaldte efter en paragraf i Tractatus) og de andre Ta'- og Eksskole-drenge

måske Solvej Balle?

Og her et Wittgenstein-citat:

Faren ved et langt forord er, at en bogs ånd må vise sig i selve bogen´, den kan ikke beskrives. For er en bog kun skrevet for få, da vil det netop vise sig ved, at det kun er få, der forstår den. Bogen må automatisk bevirke en adskillelse af dem, der forstår den, og dem der ikke forstår den. Også forordet er skrevet for netop dem, der forstår bogen.
Det har ingen mening at sige een noget, som han ikke forstår, heller ikke hvis man tilføjer, at han ikke kan forstå det. (Det sker så ofte med et menneske, man elsker).
Hvis du ikke vil have bestemte mennesker til at gå ind i et værelse, så sæt en lås op, som de ikke har en nøgle til. men det meningsløst at tale med dem derom, medmindre du alligevel ønsker, at de skal beundre værelset udefra!
Anstændigvis må du hænge en lås for døren, som kun opdages af de, der kan åbne den, og ikke af de andre.
Men det er rigtigt at sige, at bogen efter min mening intet har at gøre med den fremadskridende europæiske og amerikanske civilisation.
Og at denne civilisation måske er denne ånds nødvendige omgivelse, men at de har forskellige mål.
Alt rituelt (kvasi højpræsteligt) skal strengt undgås, fordi det umiddelbart går over i råddenskab.
Et kys er ganske vist også et ritual, og det bliver ikke dovent, men kun så meget ritual er tilladt, som er ægte, ligesom et kys.

Notat fra 1930 i Kultur og værdi - spredte betragtninger

Fanø-oplæsnings-kanon, så godt som Ved havet

1. Pia Juul

2. Hans Otto Jørgensen

3. Team Basilisk: Martin Larsen/ Majse Aymo-Boot/ Peter Højrup

Ikke fordi de andre, jeg hørte med et helt eller halvt øre, inkl. mig selv, ikke også var gode, men fordi de tre var bedst, mest loyalt Seerbergske og sig selv (for Tema Basilisks vedkommende = mest Basilistisk) på én gang.

En suspense gennem dagen var hvordan og hvorvidt oplæserne oplæste klokkeslettene i margenen, der ikke sjældent står lige ud for en sætnings- eller endog orddeling, som en skrap skriptuel sabotage eller bare irritation (som en sten i munden) af mundtligheden; i top 3'en sprang Martin og Peter dem over, mens Majse og Pia tog dem med (det gjorde jeg også selv) - og jeg kan ikke huske, hvad Hans Otto gjorde, nok fordi jeg ikke fulgte med i bogen på det (½sene) tidspunkt.

Og hey, hvor er det en god roman, og som alle de bedste romaner perfekt fragmenterbar; her et afsnit på side 122, klokken 14:10, som Pia Juul læste op (referat af romanen: En strand sker):

På grund af den kluntede måde skyen bevæger sig på, tager det sin tid, før skyggen vandrer nord og østpå ind over stranden. Her følger alle den spændt med hånden over øjnene. Den er stor, men mindre, end da den nærmede sig, man ser lyset inde på klitterne og lyset ude på havet, derimellem er skyen. Set lige nede fra er den ujævn i farven som en torskefisk, men af væsen er den som en drageunge, der er faldet i søvn.
- se skyen, er der mødre der siger til deres børn, men børnene ser ikke op ret længe, de ser straks, at det måske er noget helt andet end en sky.

Og uden for lå Vadehavet og var usandsynligt fladt, og nogle digtere, ikke mig, vadede også i det, som i en stor vandpyt.

Fin dag i en god roman -

Og så af sted til Fanø (kom med!)

Pressemeddelelse:

VED HAVET

Romanoplæsning den 4. september 2010

Over 40 forfattere samles den 4. september til en oplæsning, som formentlig er den største markering af et enkelt dansk litterært værk nogensinde. Oplæsningen gælder Peter Seebergs roman Ved havet, den vil finde sted på tre forskellige lokaliteter i Vadehavet og vil have deltagelse af forfattere som Pia Juul, Thomas Boberg, Henrik Have, Jan Sonnergaard og Dy Plambeck. Der er i øvrigt indlagt musikalske optrædener spændende fra barokmusik over aktuelle rockbands som Kloster og Kellermensch til abstrakt lydkunst. Begivenheden er dels en fejring af en af Danmarks største prosaforfattere, dels en slags litterært eksperiment, der vil sætte ord og verden sammen på en usædvanlig, men højst konkret måde.

Ved havet er Peter Seebergs fjerde og sidste voksenroman, udgivet på Forfatternes forlag Arena i 1978. Bogen omhandler en folkevandring til havet en sommersøndag i 1970'erne. Omkring 100.000 mennesker opsøger stranden på Rømø den dag, fra det nybagte forældrepar med spædbarnet i en varm bil til plejehjemsudflugten i bus. Romanen følger over 35 personer igennem et fletværk af små scener; dens styrke er de præcise, indlevede portrætter, men den er også lyrisk, som om den flimrer af solskin og hav.

For at indfange noget af Ved havet's mangetydighed arrangerer Vadehavsfestivalen 2010 tre oplæsninger af romanen tre forskellige steder ved havet den 4. september. Denne dag er valgt, fordi tidevandsforholdene den 4. september gør det muligt at spejle det skifte mellem ebbe og flod, som i høj grad strukturerer romanens forløb (se Appendix). De tre oplæsninger vil altså ikke blot følge bogen i dens bogstavelige indhold, men vil også sætte bogen i direkte forbindelse med det hav, den handler om.

Ved havet vil blive læst op på Lakolk Strand på Rømø, hvor Seeberg selv havde fritidshus og kom igennem mange år, i Odense Feriekoloni, et tidligere strandhotel på Sønderho Strand på Fanø, og ved Blåvandshuk Fyr, Vadehavets nordlige grænse og Danmarks vestligste punkt, alle tre steder med start kl. 12.

Muligheden for at høre romanen læst op i sin helhed er temmelig enestående. Vadehavsfestivalen håber dog også, at tilhørerne vil benytte lejligheden til at gå en tur på stranden, at de vil benytte cafeerne på de tre oplæsningssteder, at de vil blive til festen ud på aftenen, kort sagt at de vil tage del i fejringen af Peter Seeberg og bidrage til stemningen. Romanens klare prosa og dens opbygning med de mange små selvstændige scener gør, at man udmærket kan høre selv korte partier af den med udbytte. Forlaget Gyldendal genudgiver i øvrigt Ved havet i anledning af oplæsningen, og bogen vil blive forhandlet på oplæsningsstederne.

De tre oplæsningsscener vil have romanens forløb fælles, men vil fortolke teksten forskelligt:

I Lakolk på Rømø vil scenen befinde sig i et telt på selve stranden. En direkte og fortløbende oplæsning, hvor omkring tyve oplæsere tilsammen vil læse romanen i sin helhed. Oplæsningen vil om aftenen blive afsluttet med en koncert af komponist Hans Peter Stubbe Teglbjærg, en hommage til Peter Seeberg baseret på reallyde fra Rømøs strand.

På Sønderho Strand på Fanø bliver det en mere eksperimenterende fremførelse. I Odense Feriekoloni, et tidligere strandhotel, vil forfattere og digtere i forskellige samarbejder oplæse og performe romanens mange små scener ud fra den fragmentariske æstetik, som var en væsentlig del af Peter Seebergs modernisme. Også her vil der indgå musikalske optrædener.

Ved Blåvandshuk Fyr er der ikke tale om en scene i traditionel forstand, men om en slags landskabs- og lydkunst. Bogens syv kapitler er blevet fordelt til syv forskellige litterære og musikalske ensembler og vil blive transmitteret live til en række højttalere placeret i landskabet omkring fyret fra oplæsere og musikere i fyrets top. Fyret tilbagegår til sin almindelige brug ved lygtetændingstid kl. 20.12, hvorefter de afsluttende optrædener foregår i et cafételt på fyrets parkeringsplads.

Vadehavsfestivalen 2010 er et samarbejde mellem Esbjerg, Fanø, Tønder og Varde kommuner. Romanoplæsningen "Ved Havet" er støttet af Kulturministeriet og Kulturaftalen Vadehavet. Kunstnerisk leder af oplæsningen er forfatteren Jeppe Brixvold. En fuldstændig liste over optrædende forfattere og musikere kan findes i programmerne for de tre scener, som er vedhæftet denne pressemeddelelse. Oplæsningen i Odense Feriekoloni på Fanø kræver som den eneste af de tre oplæsninger billet: Billetter til hhv. 100 og 150 kr. (den sidste type med aftensmad inkluderet) kan købes gennem Fanø Turistbureau på www.visitfanoe.dk. Information og program for de tre scener vil løbende blive opdateret på www.vadehavsfestivalen.dk og på facebookgruppen "Ved Havet".

Down the Worm-Hole

Jeg kan lige nå et citat af Lewis Carroll:

Either the well was very deep, or she fell very slowly, for she had plenty of time as she went down to look about her, and to wonder what was going to happen next. First, she tried to look down and make out what was she was coming to, but it was to dark to see anything; then she looked at the sides of the well, and noticed that they were filled with cupboards and bookshelves : here and there she saw maps and pictures hung upon pegs. She took down a jar from one of the shelves as she passed: it was labeled "ORANGE MARMELADE", but to her great disappointment it was empty: she did not like to drop the jar, for fear of killing somebody underneath, so managed to put it into one of the cupboards as she fell past it.

Og et af Peter Seeberg:

Graves sagde meget alvorligt, at det var planen, at hullet skulle graves helt ned til kineserne, ganske nøjagtigt til spaden rørte ved den første kineserfod.
Herbert spurgte ophidset, om Graves havde tænkt sig, at det skulle gøres ved håndkraft.
"Det var planen" sagde Graves, "I kan jo sikkert regne med, at det tager en rum tid. Da det er jo første gang, det bliver gjort, har man ikke turdet gøre noget overslag. Men det er vel i grunden også det samme?"
Han så på os.
"Helt det samme," sagde Jess.
Vi er i øjeblikket godt to kilometer nede i jorden. Vi er alle på det rene med, at der er et stykke vej igen.

Og så er jeg den der er fløjet!