Håbløst forsinket tillykke

til min kæreste Cecilie - LIND! - med Statens Kunstfonds treårige legat, det var så dejligt for vildt, at jeg slet ikke fik det noteret på bloggen , opdager jeg - de andre litterære legatmodtagere er Theis Ørntoft, Caroline Albertine Minor - som jeg begge læser løbende og går ind for - og Sarah Engell, som jeg ikke har læst, og Pia Friis Laneth, som jeg ikke har læst, og Lars Movin, som jo er en kulturel arkivar og kronikør for herren - godt selskab!

Her er motivationen for Cecilies legat, jeg kan sagtens være mere enig! men jeg er helt med, især på den sidste sætning:

- og HOV! fordi, det er en PDF, jeg copypaster fra, lyriseres opsætningen automatisk, men det passer jo egentlig meget god!
"

Cecilie Lind (f. 1991)

Cecilie Linds sprog er strømførende. Hendes stemme

er manisk og monoman, for meget, men også lige på

et virkeligt pigeliv og gennemført musikalsk. I sin

e bøger, sine oplæsninger og på sin blog iscenesætt

er og

afsøger hun uforfærdet det pigede et sted mellem de

t groteske og det nuttede (det gurleske). Siden

debuten i 2010 med

Ulven åd min eyeliner

har hun udgivet ”usagnene” Dughærget pupil acceler

erer

tusmørke, langdigtet Strunk, prosasamlingen

Scarykost

og romanen

Til en engels forsvar

. Senest har hun

bidraget til

Orissa-bibliotektet

med

Ragusa

en gendigtning af Ola Juléns

Orissa

. Genrerne omgås

respektløst, og der springes med hovedet først ud i

enhver tænkelig og kropslig erfaring. Det hele dri

ves i

sjælden og suveræn grad fremad i en vekselvirkning

mellem formbevidsthed og uforfærdet afsøgning af de

mest uhyggelige såvel som de flygtigste erfaringer.

Cecilie Lind har allerede sin helt egen stemme i d

ansk

poesi.