Majse beundrende Pia

- fra Kristeligt Dagblad-tillæg om de bedste 10 bøger, udvlagt af Elisabeth Friis:

"Majse Aymo Boot: ”Peger titlen på noget selv-korrigerende, eller på noget mundtligt? Bestemt på noget mundtligt. Nok også på forholdet mellem fortid og nutid, og så på noget insisterende, understregende. Pia Juul er en fantastisk oplæser, og dengang bogen udkom, hørte jeg hende flere gange læse op af bogen og lægge krop til dens stemme, for det er en bog, som jeg oplever som stemmebåret. Den har en meget egensindig stemme, og digtene er også optagede af tonefald, af talemåder og navne. Der kan komme de mest uventede ting ind i digtene, pludselig for eksempel én, der er blevet udmattet af at uddele Nobelprisen. Det er digte helt efter digterens forgodtbefindende. Og stemmen er smidig, også drillende og smuttende, et tonalt hoftevrid, som er typisk for Pia Juul. Sommerfuglen vil ud/men den vil ikke ud / men den vil gerne / men den vil ikke ud. Det danser sidelæns ud i paradokserne. Og det gestiske er frydefuldt sjovt i onkel Hector-digtet: Denne duft om onkel Hector / desuden gjorde han altid/sådan med hånden/Sådan som jeg forklarede dig før/- sådan. Det er meget legende, taler direkte og undslipper på samme tid. Samtidig er der ængstelighed, sorgfuldhed, hævntørst og ironi på færde. Og et bittersødt ak, også som en patosfyldt og litterært bevidst gestus.”