Det lille bitre suk

Skammeligt, at Grotrian aldrig nåede at modtage hverken Kritikerprisen eller Akademiets Store Pris, vi skal være påpasselige med påskønnelsen (Kritiker-ignoreringen er jeg selv medansvarlig for (selvom han var nomineret flere gange)) (Ørnsbo fik heller aldrig Kritikerprisen, mærkværdigt nok)

90'ERNE VINDER STORT IGEN!

JA DA! Akademiets Store Pris til Christina Hesselholdt, efter den sidst, i 2016, gik til Helle Helle fra samme extremt seje (i hvert fald hvad kvinderne angår) generation - vi fortsætter sagtens med Aidt, Pryds, Guldager, Henningsen, Munksgaard Nielsen, inden vi springer ned til (cirka jævnaldrende, men først i 2000 debuterende) Andkjær O.

Her er første side af CH's første, perfekt autoritativt debutant. - og genrationsankommende roman, Køkkenet, gravkammeret & landskabet (stadig også den bedste debuttital ever):

"VÆRELSET

Han synes, at han har lyttet til Elizabeths åndedræt i en evindelighed, da hun sætter sig op i sengen og siger: Jeg skammer mig over, at du skal se mig dø. Vær sød at gå udenfor så længe.

  Elizabeth griber fat i sin halskæde og ser ud på torvet og parken. Hun kaster hovedet tilbage, og mens hendes hænder langsomt slipper perlekæden og synker ned på madrassen, holder hun op med at trække vejret.

  Det manglende åndedræt forandrer alting. Han er ikke gift, men efterladt - med den afdøde og barnet, der kigger.
  Han formår ikke at se det for sig og tilkalder en fotograf."

Sådan som det nu engang er muligt for sådan en brillans

Jens Smærup Sørensen holdt den intenst skarpsindige tale, da Helle Helle kolossalt fortjent fik Akademiets Store Pris - her et klip (inkl. kostelig lille lussing til Herman Bang):

"En minimalisme kunne man vel snige sig til at kalde det. Ordet er også blevet misbrugt af andre, i al fald når de har talt om Helles måde at skrive på. Og det er sandt, at hun sjældent kringler sig ud i lange sætninger, og sandt at hun – langt op i forfatterskabet – har indpasset sit vokabular i det samme velafgrænsede og påpasseligt prunkløse dagligsprog, som hendes personer vil anvende, når de taler til hinanden. Intet minimalt er der dog over den rigdom i udtrykket, hun på de betingelser kan skabe i sætning for sætning, side efter side.

Det nævnte dagligsprog profileres jævnligt af en slags udsøgt akavethed, og det gennemstrømmes i situationer, det ligesom ikke kan rumme, af en både grum og mere grinebider-agtig underfundighed. Virkningen er faktisk maksimal, men en mere passende etiket på hendes stil ville da simpelt hen være ’impressionisme’, for der er i bund og grund tale om en Herman Bang’sk metode. Skønt Helles version i kraft af hendes ganske anderledes temperament er langt mindre grædefærdigt indladende end opfinderens egen.
Hun har desuagtet været villig til at aflægge åbne tilståelser af påvirkningen. ”Jeg skriver, hvordan mine personer opfører sig, taler og tier,” har hun skrevet og blandt andet tilføjet, at hun undlader at tillægge sine sansninger og registreringer værdi. Og det er godt, hun gør det, vil jeg så tilføje, for hun gør det godt. Og det er alt, hvad der skal til for at gøre enhver forfatters manér til den rette, at den til netop denne forfatter ligger allerbedst.
Hendes egenhændige udnyttelse af de velkendte midler bemærker man eksempelvis i personernes tilsyneladende umotiverede eller åndsfraværende afbrydelser af hinanden, så tilkendegivelser, der var lige ved at blive personlige, står antydningsvist tilbage. Og man bemærker, at ikke alene meddelsomheden, men også reduktionen af et i forvejen sparsomt ordforråd kan afspejle graden af tristesse. Ligesom træer og fugle aldrig kan blive til andet og mere end disse fællesbetegnelser, når det står rigtig skidt til, mens det er sikkert tegn på et tiltagende velbefindende når en – om end nok så forsigtigt – spørger en anden, om det mon ikke er en lærke, de kan høre oppe over deres hoveder. Det er en væsentlig kvalitet ved Helles særlige kunnen, at den gør så lidt opmærksom på sig selv, som det nu engang er muligt for sådan en brillans.
Og ind gennem alle sprækker siver alt imens hendes humor. Jeg vil afstå fra en kategorisering af dens alvorsniveauer for her blot at nævne et enkelt eksempel, der bevæger sig på flere af dem. En mand ved navn Luffe beskrives til brug for vores indre billeddannelse med disse ord: Det var svært at sige, hvordan han så ud. Ikke med mere end det, og så går der et halvt hundrede sider, og situationen er højdramatisk, og det gælder om på minutter at finde frem til Luffe på hans arbejdsplads, og der bliver råbt, jamen, hvordan ser han ud? Og svaret lyder: Det er svært at sige.
Herman Bang betragtede sin impressionisme som den sandeste realisme. Er Helle da også en gedigen realist? Man kunne allerede i hendes debutbog finde grunde til at betvivle det. For nok har hun arbejdet ud fra den antagelse, at virkeligheden kan aflæses ved hjælp af iagttagelser af dens fremtrædelsesformer. Men hun observerer og bogfører også uden at blinke fænomener som den vaskeægte positivist øjeblikkeligt ville vælge at se helt bort fra. Helle har dog endnu aldrig tilladt nogen fantasme at brede sig vildt og skønt ud over al forstand, hun nærmer sig ikke med så meget som en tåspids den magiske realisme. Men realiteternes verden kan til gengæld, i hendes fremstilling af den, i sig selv blive magisk."

There's no i in Skjold

Det gik lidt hurtigt med Bogholderi-lykønskningen til Helle Helle i WA Bøger. Der kom et i for meget i navnet

Karen Skjold

i kollektivroman-remsen.

Og der manglede et 'eget' i denne sætning:

Helle Helle er en lige så tyst kanon som Herman Bang, men med sit helt eget forfinede brag af en tysthed.

Og der var et komma for meget og et 'med' for lidt i afslutningen:

Tillykke i og med al pragtfuld beskedenhed!

AKADEMI TIL TIDEN! Helle Helle får Den Store Klat!

Hun skulle lige nå at fylde 50, men alligevel! For en gangs skyld er Det Danske Akademi i nærheden af at kende sin besøgelsestid og giver sin Store Pris til

Helle Helle 

Lynhurtigt er de kommet ned gennem generationerne (i forhold til de massivt mange modtagere fra 60'er- og 70'er-generationer), med vel mange glimrende og gedigne gamlinge indimellem, 1 Stor Pris til en 80'er-digter, F.P. Jac (født 1956), 2008, 1 Stor Pris til en sen-80'er.-digter, Thomas Boberg (født 1960), 2014, og nu omsider Den Store Pris til en 90'er-digter, HH (født 1965), og den helt helt rigtige, synes jeg! Thi hun er

Den største til det mindste (forslag til nyt reklameslogan (kan også bruges om Eske K. Mathiesen, når han får prisen - DE er de største til det mindste, rullekufferter og bænkebidere))

Her en Marianne-tekst, en slags poetik for alt hvad der siden skriftligt hændte, fra debutbogen med den perfekte (herunder perfekt poetologiske) titel Eksempel på liv, 1993:

"Marianne er bange for gode historier.
  Hendes moster tjener penge på den slags og udfritter altid et selskab for nyheder og sammenfald, der kunne sælges.
  Skete der noget påfaldende i Mariannes liv, holdt hun det for sig selv. Som for eksempel dengang hun mistede 5 tænder i overmunden. Heldigvis var mosteren ikke til stede, men havde hun været der, ville Marianne have rejst sig med lukket mund, imens de to forbrydere løb væk med hunden.
  Mosteren døde for flere år siden. Marianne følte sig så stærk efter begravelsen, hun har stadig lyst til at bruge sine kræfter. På styrketræning eller gymnastik, en gangart som kan forhindre hende i at blokere trafikken på ethvert fortov. Hun er træt af skældsord."



foto: Sofie Amalie Klougart

1 dags-udvalg af glemteste

Arne Herløv Petersen har i dag på sin FB-profil optrykt to hårdt forrygende tekster, en kronik og et læserbrev, af Tove Ditlevsen, der åbenbart ikke er at finde i det nye Gyldendal-udvalg af "glemte tekster", som ifølge AHP mestendels indeholder allerede bogopsamlede sager (og som anmeldes i Inf. af Solvej Daugaard med en sund skepsis overfor Sort Samvittighed-forglitringen: "Med lange øjenvipper og sorte strømpebånd sat sammen med hvide brudeslør, indskriver de Ditlevsens persona i en luder-madonna-dikotomi, som jeg, hverken i hendes dæmpede fysiske selviscenesættelse eller i teksternes følsomme og råt humoristiske selvfremstilling oplever, at hun placerer sig i. I mit hoved er Ditlevsen hverken en Blixen, en Brøgger eller en Beyoncé og bruger faktisk, hvis man sammenligner med den gennemsnitlige visuelle iscenesættelse af kunstnere i dag, i befriende lille grad den seksualiserede, tilgængelige kvindekrop i sit kunstneriske udtryk."). Læserbrevet, trykt i Politiken, er skrevet i anledning af rygterne om sammenhængen mellem hendes selvmordsforsøg i 1974 og tildelingen af Akademiets Store Pris til Sven Holm; meget apropos mit ønske nede i kommentar-snakken med Peter Laugesen om at kende arkiv-"sandheden", hvis en sådan findes, om den manglende Pris til TD:

En skamplet på dansk journalistik

Endnu ikke hjemkommen fra hospitalet erfarer jeg, at der i mit fravær har fundet en vis tankevirksomhed sted i nogle ellers ret så tågede journalistiske hoveder, og at resultatet af denne anstrengelse er blevet en besynderlig historie om mig, akademiets pris, Sven Holm og Karl Bjarnhof. Lad mig da slå fast, at Det Danske Akademi aldrig har interesseret mig mere end neglen på min storetå, og at jeg heller aldrig har fulgt med i disse årlige 1. prisuddelinger, der synes at beskæftige så mange mennesker. Jeg havde, før jeg foretog mit livs mest alvorlige og i hjertets stilhed længe forberedte handling, ikke hørt en lyd om, at jeg denne gang. skulle have været ærens genstand.
Heller ikke vidste jeg, hvilken af mine kolleger der i år havde modtaget prisen.
Den plumpe og frit opdigtede historie trækker min handling og motivet til den (som for en gangs skyld ikke angår offentligheden) ned på så tarveligt et plan, at der for bestandig ville gå noget i stykker inde i mig, hvis jeg ikke protesterede.
Da jeg for nogle år siden indrykkede en ægteskabsannonce i dette blad, erfarede jeg for første gang, at der var dukket en ny form for journalistik op, dyrket af en helt ny type journalister, der udmærkede sig ved ikke at kunne skrive, samt ved en total mangel på begavelse, fantasi og humor. Det gør de stadig, men bevægelsen er siden blevet befriet for det famlende og amatøragtige, der prægede den i starten. Dengang hæmmedes og besværliggjordes den endnu af visse hensyn i retning af at få de skandaløse afsløringer bekræftet af ofrene selv, før de bragtes ud til alt folket. Det gør den ikke mere. Er det ikke muligt at ryge offeret ud af hulen, griber man et par løse ender fra et par endnu løsere rygter og brygger af det en drink, der ikke er for sarte ganer, men ligger lifligt på tungen hos alle dem, hvis tankegang er lige så lav og beskidt som revolverjournalisternes egen. 'Kendte personer’ er blevet et jaget og. forsvarsløst folkefærd, der ikke er fredet på nogen tid af året eller nogen time i døgnet. Jeg har længe vidst, at Billed-Bladets journalister mister den sidste svage rest af menneskelighed, når de vejrer liglugt, men først nu ved jeg, at utøjet har bredt sig til BT og dagbladet Aktuelt. Jeg skylder sandheden at sige, at mange hæderlige journalister i sine dage skammede sig på hele standens vegne og i stedet for natlige iltelegrammer til et menneske, der stadig lå i respirator, sendte blomster og gode breve. Alligevel forekommer det mig, at der i disse år er sat en skamplet på dansk journalistik, som det vil blive vanskeligt nogen sinde at få fjernet.

Tove Ditlevsen