Peter Seebergs arkiv-digt

(ordlyd fra Anders Juhl Rasmussens nye bog Under stadig skælven. Peter Seeberg værk og arkiv, som jeg læser, med største interesse, lige nu)

Således finder man

ved siden af
de regulære manuskripter,
dag-
og notesbøger,
breve
og papirer

også mængder af turistbrochurer
vedrørende rejser til især Tyskland, Italien og Frankrig
samt forsikringspapirer,
tre pas,
diverse medlemskort
ja, selv forfatterens egen hjertekardiogrammer,

og hertil kommer forfatterens egne tegninger,
diverse aviser,
lidt rav,
en bunke fjer,
en kuffert
og et par flasker vin.

Hjertekardiogrammerne
fra begyndelsen af 90'erne
afslører i øvrigt let hjerteflimmer. 

Bloggen er en fase (men hvad er Twitter så?)!

Sådan slutter Anders Juhl Rasmussens venlige portræt af yours unruly, der er tiende og sidste afsnit i serien "Fra Brandes til Bukdahl" (de forudgående ni kritikere var Georg Brandes, Kai Friis Møller, Henning Kehler, Jørgen Bukdahl (FARFAR!), Jens Kruuse, Torben Brostrøm, Poul Borum, Henrik Stangerup og Erik Skyum-Nielsen - lidt få kvinder og under 47-årige, lidt mange Bukdahler!):

"Til forskel fra andre betydningsfulde kritikerkolleger i samtiden har Bukdahl ikke gjort akademisk karriere og fået en fastansættelse på universitetet. I de tidlige år, hvor han var tilknyttet Kristeligt Dagblad, kombinerede han digterisk virksomhed med litterær kritik. Efter skiftet til Weekendavisen i 1996 er dagbladskritikken mere eller mindre blevet hans enerådende udtryksform, hvad der vel forklarer den i høj grad digtende litteraturkritik.
Egentlig er der ikke bare to, men hele tre faser i Bukdahls hidtidige kritikerliv.
Foruden det skelsættende skifte til Weekendavisen tænker jeg på oprettelsen af netdagbogen"Blogdahl" omkring 2008, hvor man finder en daglig, ofte flere gange daglig udladning af tanker og indfald om fortrinsvis dansk litteratur. Måske som en kompensation for, at Bukdahl under de seneste litteraturredaktører på Weekendavisen efterhånden kun sjældent anmelder de centrale litterære udgivelser (ikke rigtig true - eller ikke længere true, jf. det seneste år LB), så producerer han livligt og uden nogen redaktørers begrænsning på sin egen blog.
Om han derved har valgt et fremtidssikret medium, eller han cementerer en gradvis bevægelse ud af centrum mod en lille kreds af dedikerede fans, skal være usagt.
Bukdahls styrke har altid været den spontane, kritisk refleksive skrift, ikke den mere eftertænksomme bogproduktion, og derfor virker den heftige blogaktivitet som en ideel legeplads for hans alvorlige bidrag til den fælles forståelse af samtidens danske "ordkunst"."

Tematik er banalitet

især når den er umiddelbart citérbar - og har intet at skaffe med hverken sprogkunst eller litteraturvidenskab; så hvorfor er akademiske kritikere så store suckers på og efter tematik?

Dobbelteksponeringens logik, hvor der kan opstå noget helt tredje af to billeder lagt oven i hinanden, er hele tiden på færde. Når 'jeg'et' siger om sin tilstand: »Det er noget andet end kærlighed, noget andet end et fravær af kærlighed. Det er det billede, der opstår, når man lægger de to ting oven på hinanden.« Når hun betragter sin sovende mors ansigt og ser sin mormors i det - og samtidig også sit eget: »Et uhyggeligt ansigt er det, dette tredje.« Når hun filosoferer over forholdet mellem sine »billeder« og »livet« og har en uhyggelig følelse af, at »der opstår et eller andet et sted mellem virkeligheden og det skabte«. Når billedet af adskillelsen fra starten overlejrer billedet af mødet: Den dag vi mødte hinanden, var den dag, vi forlod hinanden.Det var den dag, vi døde i hinandens arme."

(Lilian Munk Rösing i Information)

Tankerne hvirvler rundt i cirkler, og ved slutningen af bogen er ingen af hendes problemer løst, måske fordi det er problemer, som ikke lader sig løse. For at illustrere karakteren af tankearbejdet og bogens udviklingsløse struktur skal to citater anføres: " Jeg tænker - jeg har været så forkælet. Jeg har aldrig prøvet at ville have noget, jeg ikke kunne få. Nu vil jeg bare én ting, ham, og nu kan jeg så bare få alt det, jeg ikke vil have." Sådan hedder det på side 16 om den mand, hun er ulykkeligt forelsket i, mens det på side 169 lyder næsten tilsvarende: " I ugerne efter hun mødte den nye mand, tænker hun: der er noget, som er værre end at længes efter dét, man ikke ved hvad er. Værre er: at vide, hvad man længes efter, vide, at det findes, men bare ikke her." Den slags logiske figurer, som inden for retorikken kaldes omvending og modstilling, er Klougart en mester til at tænke i. Det er også den slags retoriske figurer, Søren Ulrik Thomsens bedste digte fra 1990' erne består af.

(Anders Juhl Rasmussen i Kristeligt Dagblad)

Døden og tabet spiller overalt med, det at vi kun er her en kort stund: »Den tanke: at det hele er midlertidigt (...) Det er hele tiden en overgang, bare en overgang«. Taber jeget et glas, der knuses, vælder en tristhed op i hende, til irritation og undren for hendes kæreste, men: »Hun synes, det er urimeligt, at man ikke kan få lov at være ked af, at tiden går. At man hele tiden gør noget, der ikke kan gøres om, at pludselig dør man«.

(Mikkel Bruun Zangenberg i Politiken)

Ja, det er det, romanen ord til andet siger, at den tematiserer, det er virkelig flot citeret, ph.d.´er!

Kritisk poesi

er ikke nødvendigvis noget græsseligt hø, men - :

" Én af os sover" er en tænksom og henførende bog, der helst skal læses, mens det stadig er vinter derude, og vi længes uhjælpeligt efter forårets milde vinde.

(anmeldelsesslutning af Anders Juhl Rasmussen i Kristeligt Dagblad (det er ikke atomvinter, Anders, foråret skal nok komme, så din længsel er ikke uhjælpelig))

Måske er det at føle sorg som at være nedsunket på havbunden - vandets grønt gyngende slør gør, at man kun langsomt og sejt strider sig frem gennem alt det våde; alt lyder anderledes end oppe i luften, alt ser anderledes ud. Sådan er det i hvert fald at læse Josefine Klougarts tredje roman, ' Én af os sover'.

(anmeldelsesbegyndelse af Mikkel Bruun Zangenberg i Politiken (ergo er det som at føle sorg og som at drukne at læse romanen!?))

For umiddelbar tilisning af alle refleksionsdybder

Her i Mou abonnerer min ukristelige svigerfar på Kristeligt Dagblad, gudhjælpeme, og i går anmeldte Anders Juhl Rasmussen Thøger Jensens roman&kortprosasamling Frøken Dissings blafrende sommerskørt upænt patroniserende (og upræcist: der er ingen tvingende sammenhæng, ud over nogle få, tynde (primært navne)strenge, mellem romankapitlerne og kortprosastykkerne, snarere er der, ved siden af de få, tynde strenge, en tvingende Usammenhæng):

Når Thøger Jensens beskedne roman trods gode momenter ikke giver nogen uforglemmelig oplevelse, skyldes det en manglende refleksionsdybde. Målt med det bedste indenfor genren [hvad for en genre? romanen som sådan, kortromanen, den poetiske-fragmentariske kortroman, roman&kortprosasamlingen (som der ikke findes ret mange andre eksempler på end Thøgers bog)?] er nærværende bogs eksistentielle refleksioner på det jævne. Men fin og charmerende er bogen nu alligevel.

Hvorfor er refleksionsdybde en forudsætning for uforglemmelighed? Jeg vil ikke sige (jo, jeg vil gerne, men gør det ikke, fordi det ikke er helt sandt), at refleksionsdybde direkte er en forhindring for uforglemmelighed, men det er i hvert fald ikke få tekster, jeg husker på grund af deres fremragende sansede overfladiskhed, herunder flere af Thøger Jensen, som for fanden aldrig har haft refleksionsdybde som ambition, men langt snarere fx bare og til overflod den "poetiske konkretion", som Juhl Rasmussen selv fremhæver og dokumenterer: "Da Margrethe ville ud og plukke nogle vintergækker, kørte hun fast med rollatoren. Det lykkedes hende alligevel at få fat i en håndfuld vintergækker. Og to erantis. Rollatoren måtte hun efterlade ude i regnen." Hvad skal dog nogen refleksionsdybde uforglemmeligt tilføje denne fine passage, der er alt nok i og som sig selv, som ren, suverænt synlig gevinst nemlig. ... en håndfuld vintergækker. Punktum. Og to erantis.