MIn endelige Mette Høeg-kommentar er omsider i Weekendavisen

og det er ikke Blæksprutten om skole-antologier, selvom den vist gerne vil være det, nej, det er selvfølgelig anmeldelsen af Signe Gjessings Blaffende rum nænnende alt og af alle gode grunde plus hinanden: digterens faktum, bogens faktum, forlagets faktum, digtenes faktum, avisens faktum, anmelderens faktum, anmeldelsens faktum, smagsdommens faktum, læsningens faktum, citaternes faktum, POESIENS FAKTUM - og så har Signe ellers denne præcise, afsluttende kommentar til debatten (Lise er ikke for ingenting min mors navn):

Vær Pause. Den kan vi altid
skylle til pause igen. Vi skal
kunne pausen udenad og vifte

med den, når sole falder i deres
første svime over den tydelige
grad af lise, der synes at være
deres nye spor i rummet.

De prøver dem, lys mister fatningen,
vores liv er blevet lysenes prøverum."

- og til Nordjyske udtaler hun autoritativt:

"- Da jeg var barn, var det eventyrbøger, jeg kastede mig over. Astrid Lindgren og Harry Potter. Det var jo ikke sådan bøger, der havde noget med livet og indsigt at gøre. Men var nærmere sådan en slags instruktionsbøger til, hvad du skulle lege.
- Poesi og digte har en helt anden funktion. De er virkelighedsinstruktioner - hvordan sker der virkelige ændringer i dit sind."

Ubrugt underrubrik, der havde gjorde kommentaridentiteten tydeligere:

Signe Gjessing afslører med stor og intrikat omhu mælkevejen som egen poetiske navlestreng

Hvad er Signe eksempel på (universet er kildent)?

Jeg har fået mig tiltusket et eksemplar af Signe Gjessings Blaffende rum nænnende alt - allerede i sit fysiske format: som en hardcover billedbog og lige så kort, 32 sider, og sin opsætning, der er yderliggående HORISONTAL, dvs langlinjende, for vild poesi. Som ikke bliver mindre betimelig i sin ekstreme utidighed i lyset af al debatteriet lige nu - et centralt ord og begreb og helet reelt fænomen i digtsamlingen, ved siden af verden og universet/verdesnrummet, er akkurat Horisonten, lige så umådelig som helt håndgribelig. Jeg tænker, at disse tre digte på side 21 også handler om åbne vs. lukkende (og fortegnende og simpelthen blinde) læsninger af poesi:

som et
www.

foran flertydigheden i et udsagn står du uden at sige noget,

og taler så: skyggerne er totalt overkvalificerede til deres 
                                                                                  poster

rundt omkring   -   vi taler om skygger, der med lethed kunne
træde til som pollen i akacier; der findes næsten ikke "skygger"
mere.


.


Her er aldrig nogen inde på
bundtets kontor
                          længere: intet samles i bundter; der
smides i stedet -


bladene smides op på stilkene


.


Verdesnrummet arbejder med lys, når noget skal fikses.
Det, der henligger i fin stand er: højden, der hæver bakkerne over fx. havet; højde generetl; nære relationer