Viser opslag med etiketten Emmerys. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Emmerys. Vis alle opslag

mandag den 11. maj 2015

Maria bor også dette underlige sted og undrer sig

Maria Gerhard, AKA Djuna Barnes, bor også i Hellerup og frekventerer også Emmerys på Strandvejen i mangel af andet, der bare fjernt ligner en reel café - det skriver hun om i en herligt præcis artikel i Information, den første af tre, jeg prøver ikke at citere det hele, men hendes ord får os til at føles os lidt mindre alene her på månen, hvilket er et voldsom resultat af en tekst:

(...)
I mellemtiden ledte jeg efter cafe, hvor jeg kunne sidde og tænke over, hvordan man bliver så rig, at man også tjener penge, mens man sover. Det var enkelt nok at finde cafeen, for der ligger kun en cafe i Hellerup, en oversized Emmerys på Strandvejen.
I 2900 bliver den kaldt Forsamlingshuset, fordi Hellerup er et reservat. Det er ikke indhegnet, men det er et reservat. Ligesom Europa er. De usynlige grænser bliver tydeligere og tydeligere. Snart lever vi som israelere. Med klar bevidsthed om, hvad der befinder sig uden for murene. Med samme klæge fornemmelse, når vi spiser bøf eller går på disko.
(...)
Tebirkesen er til gengæld god. Den har jeg selv valgt, man må selv vælge wienerbrød. Jeg spiser den og drikker kaffen og kigger rundt. Her er stuvende fuldt. Flest kvinder. To og to. Jeg kan se, at 70’erne er tilbage. De har ruskind på. Pels på skoen. Buksen har svaj. Taskerne er som altid store, tunge, med mange rum.
Der sidder en enkelt ældre mand i joggingsæt med en stor sort kaffe, ondt skulende. Et eneste barn. To tjekkede 2. g-piger med dyre blomstrede tørklæder. Lidt væk, ved vinduesbordene sidder velplejede hvide mænd i lyseblå skjorter med hver deres americano og PC.
Det er mærkeligt, at der ikke er flere cafeer, når nu pengene hænger på træerne herude. Måske køber folk tebirkes med hjem i haverne. Og på altanerne med havudsigt. Men der er jo en del, der sidder hernede som sild i en tønde, på en totalt mellempapirs Emmerys. Hvorfor? Hvor er en mand som Claus Meyer, når man endelig har brug for ham?
Jeg har prøvet at overtale Leif fra Granola og Fredrik fra Atelier September til at åbne noget, for begge steder er en dyr, men virkelig lækker og særegen oplevelse. Man kan få noget lækkert med æg, og man kan se på bilerne uden for vinduerne, at de rige elsker det. Cafeejerne har grinet af mig. Fredrik er heroppefra, og han er udlært af Erwin Lauterbach på Saison nede på det gamle Hellerup Park Hotel, og han sænkede sin stemme, kiggede mig i øjnene og sagde: »Men de rige har jo virkelig dårlig smag.«

onsdag den 29. oktober 2014

Et Laila Berlin-tørklæde til 2600 kr.

Om vi kender den Emmerys - men det DOBBELT uhyggelige er jo, at hun ved PRÆCIS hvad hver luksuriøs beklædningsgenstand på de to piger koster -  

( fra klumme i Ekstra Bladet af Lotte Reimar "en selvironisk, erfaren erhvervskvinde på 45 år, der til daglig bor i 2900 Happiness med sin mand ' Alfahan', sine børn og sin elevatorvægt. Der er meget, Lotte ikke forstår, og det skriver hun om hver uge i EKSTRA. Hvordan livet mest er op ad bakke, når man er tættere på 50 end 40 og både skal være succesfuld direktør, nogens mor, nogens veninde og en husmor, der på mystisk vis forvandles til sexgudinde om aftenen. Her er Lottes tanker om ugen, der gik")

HELLERUP-FRONTEN: Hvis man en dag har det rigtig godt med sig selv, så skal man bare gå en tur på Emmerys på Strandvejen i 2900 og drikke en kop kaffe. Så går det sgu hurtigt over! Sidder (svært tilfreds med mig selv) og hygger med veninde, indtil to gymnasiepiger på maks. 17 somre indtager bordet ved siden af os. Den ene er iført en Saks Potts-pels til 16.000 kr., et Lala Berlin-tørklæde til 2600 kr. og et par Acne Pistol-støvler til 3000 kr. Den anden iført en Chanel-taske til 20.000 kr., et andet Lala Berlin-tørklæde til 2600 kr. og en halskæde om halsen fra Sophie Bille Brahe til 12.000 kr. Og nej, galskaben stopper skam ikke her. Nærmest synkront tager de så lige hver deres iPhone 6 op af taskerne! Jamen, hvad fanden sker der? Om jeg så solgte alt, hvad jeg ejede, ville jeg ikke have råd til at se ud som dem. Så jeg lagde pænt min i-Phone 4 ned i min Hennes og Mauritz-taske og skred! Hvorfor er det lige, at jeg har bosat mig i 2900? Flytter fandme snart til Greve!