mandag den 17. marts 2014

Hvad fejllæser jeg hvidt, når jeg læser lesbisk?

Jeg forstår ikke helt, hvad der sker for mine fjende- og vennebilleder for tiden.

For en måneds tid siden roste jeg Søren Ulrik Thomsen i WA Bøger (det er jeg så holdt op med igen).

I Søndags-Politiken holder Jes Stein Pedersen og Bjørn Bredal (!) med mig i striden med Glaffey & Langvad. Bredals klumme slutter: '

Måske ved kvinder ikke, hvor monumentalt den midaldrende mands selvhad er. Men mændene ved det, og de bruger det lystigt imod hinanden, hvilket for resten også var smukt illustreret i Deadline lørdag aften, hvor ham den skaldede sad og tæskede løs på ham med strithåret og brugte den lyse, smilende, ’sorte’ kvinde som krabask.
Indtil Lars Bukdahl udbrød: »Jeg vil gerne have lov til at være en lesbisk-feministisk læser af Kristinas bog«.
Og det synes jeg jo, han skal have lov til. 

Tak dér, Bjørn! 

I samme avis bliver Glaffey & Langvad interviewet af Marie Tetzlaff og svarer - lidt uhyggeligt; ingen forskelle mellem dem overhovedet åbenbart, på trods af forskellig hudfarve og adoptionsstatus - med én mund; de kommenterer også min tv-tryglen om lesbisk-feministisk læserstatus:

I skriver, at det er indlysende, at man som læser altid har sit køn, sin hudfarve, sin seksualitet osv. med i læsningen. Hvad betyder det for litteraturanmeldere i praksis? Skal de holde sig til deres egen erfaringsverden? 

»Selvfølgelig har man som anmelder lov til at anmelde en hvilken som helst bog, men det er vigtigt, at man er bevidst om, hvilket sted man taler og læser fra. Og at det sted, man taler og læser fra, afhænger af, hvilke kropslige erfaringer man har adgang til. Der er forskel på at udtale i Deadline (som Bukdahl gjorde), at han også vil være en lesbisk feminist, og så faktisk at have den kropslige erfaring, der svarer til det. Nej, vi er ikke alle sammen lesbiske feminister, og at sige, at vi er det, er at underkende den specifikke erfaring. Vi er investeret på forskellige måder i de her spørgsmål omkring hudfarve og seksualitet. Det er ikke os alle (hvide som brune), der hverken kan eller vil skrive under på at være identitetskarnevalister, men lad os da bare se på, når Bukdahl tropper op som adoptivbarn i det næste tv-indslag«.

Nu er jeg faktisk som en selvfølgelighed feminist, born and rasied. Men lesbisk er jeg selvklart ikke og slet ikke lesbisk mor, men det er jo det, Glaffey inviterer mig til at prøve at opleve verden - eller bare internettet - som, gennem lesbisk moderlige briller (for nu metaforisk at udnytte et (i barndommen pænt ekskluderende - se blogpost nedenfor) handicap, Glaffey, Langvad og jeg deler: vi bærer alle tre briller). Jeg er heller ikke et adoptivbarn eller en adoptivmor eller en biologisk mor til et adoptivbarn, hvilket Langsvads spørgeskemaer tiltaler og tilspørger mig som. Det, der sker, i min læsning af Glaffeys & Langvads gode tekster er jo, at jeg bliver inviteret ind i en virtuel identitets realitet og synsvinkel, som lesbisk mor, som adopteret, og derigennem tvinges eller lokkes ud i en konfrontation med min egen identitets lighed med og forskel fra den virtuelle identitet, de specifikke forskelle, ikke-brun, ikke-adopteret, ikke-lesbisk, ikke-mor, og de mere generelle, rent "menneskelige" ligheder, oplevelser af savn og udsathed og ekslusion. Det er dér, Glaffey & Langvads artikel bliver så eklatant absurd, fordi det jo lige præcis er i læsningen af værker, der taler fra og udpeger og tematiserer en "fremmed" identitet, at jeg bliver min egen identitets mere eller mindre selvfølgelige fremmedhed bevidst. Der er ingen vej udenom at være mig bevidst som heteroseksuel, når jeg læser Padder og krybdyr; der er ingen vej udenom at være mig bevidst som etnisk dansk og vokset op med to biologiske forældre (hvoraf den ene dog døde, da jeg var barn, #savn), når jeg læser Hvor er Holger Danske (hvilket jeg har gjort sådan ca. 500 gange, de 400 gange fra en talerstol). HVILKET FREMGÅR AF MINE ANMELDELSER (og andre omtaler)! Så her kommer 64.000-dollar-spørgsmålet til Glaffey & Langvad:

Hvor i mine anmeldelser og omtaler af jeres to bøger optræder blinde hvide pletter? Hvad er det jeg ikke forstår eller læser udenom eller læser racistisk eller homofobisk, hvad, hvad, hvad? Her er to citater, I kan sætte røde streger i:

-->
Lad mig straks gå i gang med mit hysteriske hype: Det er meget, meget længe siden, jeg har læst så original og overrumplende og goddamn vedkommende en debutbog som Maja Lee Langvads Find Holger Danske (og så kvikt betitlet en). Og ikke siden Eli I. Lunds debut jeg vil have sex med fremtiden har jeg læst en (debut)bog, der med en sådan egensindig vitalitet linkede sig på den 60’er-70’er-avantgarde, som de fleste yngre digtere ellers er bedre til at beundre blankt. Og ærligt talt kunne Berlingske og Gyldendal godt aflyse deres konkurrence om nydansk litteratur og bare give Maja Lee førstepræmien (så kunne rapperne Outlandish, Ataf, U$O og Zaki dele 2. og 3. præmien, for hey, tanter i Pilestræde og Klarboderne, de findes og har fandtes i et godt stykke tid nu som ægte digtere)
  Hvis altså Maja Lee er nydansk, det er nemlig en af de flydende grænser, bogen grundigt plasker til; i det sidste af tre spørgeskemaer spørger hun sig selv: ”Hvilken nationalitet er du efter din mening? a. Dansker? b. Koreaner? c. Både danske og koreaner? c. Hverken dansker eller koreaner?” Men svarer ikke. I de to første spørgeskemaer spørger hun sin biologiske mor og sin adoptivmor om det samme. Igen uden at få svar, rimeligt nok. Det er ambivalenser, der både er aktuelt-alment vedkommende i forhold til den kritisk forplumrede danskhedsdiskussion og dybt, inderligt personlige i forhold til det virkelige, voksne adoptivbarn MLL. De øvrige spørgsmål i skemaerne er ikke mindre svære, for nogen, f.eks.: ”Mener du, at du har svigtet mig, eller mener du, at du netop ikke har svigtet mig ved at adoptere mig?” Den formelle, pastichiøse kølighed muliggør her paradoksalt nok en sjælden hård og præcis hudløshed.

&

-->
Den formelle ramme for krigsskuepladsen er to kursiverede afsnit, et først og et sidst, der spørger nervøst og rastløst og helt nøgent til, hvordan man bliver gode forældre i almindelighed og gode lesbiske forældre i særdeleshed. Selve krigen er konfrontationer med diverse hjemmesider, der knytter an til lesbisk forældreskab, fra en københavnsk sæddonorklinik, der sponsorerer storke, og World Wide Spermbanks register over donorer til familyevolutions.com, der tilbyder alskens lækre accessories og Rosie’s Family Cruise for regnbue-familier. Og hver gang kaster Nya Glaffey – der aldrig optræder som jeg, kun som højt svævende vi – op i lårtykke, djævelsk velformulerede stråler over idiotien og klicheerne og selve den sproglige armod:
  ”Det er ikke ment som en fribillet for folk med et ugenert forhold til kvindelige forplantningscyklus til at belemre os andre med deres selvkomponerede billeddannelser, at vi andre har i sinde at lade os invadere af et styk ekstraterrestrisk snylter i ni måneder.”
  Disse serier af afklapsninger fungerer på samme tid som en karnevalistisk satire over en minoritets behov for og afmagt i forhold til at formulere en egenidentitet og en smædedigterisk elegi over det enkelte minoritetsmedlems eller måske snarere minoritetspars frustration over at føle sig talt forbi og ned til af identitetstalskvinderne. Hvortil kommer den herligt politisk ukorrekte forhåning af de amerikanske sæddonorer (+ en enkelt dansker), der simpelthen bare er for dumme i nakken til at være af interesse, hvilket læseren til sin egen forskrækkelse spontant erklærer sig enig i.

- HVOR, HVOR, HVOR ER JEG FOR HVID OG DANSK OG KÆRNEFAMILIÆR OG HETEROSEKSUEL I BLIKKET?

- hvis værker skrevet af minoritetsmedlemmer ikke taler fra og udpeger og tematiserer den "fremmede" identitet, så er jeg som anmelder ikke synderligt bevidst om hverken forfatterens eller min identitet og forskellen mellem dem. Men det er vel så også i orden. Eller mener Glaffey & Langvad, at jeg burde være mig min hvidhed mere bevidst, når jeg anmelder brune Lone Aburas' Politisk roman eller være mig min heteroseksualitet mere bevidst, når jeg skriver om homoseksuelle Niels Franks Nellies bog? Nej, det tror jeg ikke, de gør. Men hvad søren går det hele så helt ærligt ud på?

- ud over en misforståelse af mit begreb identitetskarnevalisme som en karikatur af lalleglad postmodernisme a la Ib Michael anno 1985 - som jeg gerne vil rette op på (se det centrale ord "elegi" i Glaffey-anmeldelsen) i en kommentar til Weekendavisen, som jeg skriver i morgen og som kan læses af jer på fredag, fordi al polemik altså ikke skal være gratis og slet ikke konstruktiv polemik. KH

6 kommentarer:

  1. - denne debat rulles nu ud i flere aviser, på facebook og så i denne blog og måske også på promenaden. Hvem mon har overslud til at følge dette andre end professionelle debattører? Nogen må på biblioteket for at læse aviserne, gå på nettet på biblioteket. Emnet virker vigtigt - men sløres af noget personfnidder, som nok vil få de fleste til blot at afvente - opsamlingen! :-) Men du, der ikke er på facebook - så er det lige der debatten i øjeblikket ruller ved LB's link til sit indlæg her.

    SvarSlet
  2. Overslud er et godt ord, Per-Olof, det er det, man har brug for!

    SvarSlet
  3. - overslud? Der skulle nok have stået 'overskud' - men nydannelsen måske ikke helt ueffen i netop denne blog? :-)

    SvarSlet
  4. ..man kan da så klart blive misforstået - jeg mener selvfølgelig at du Lars har en svaghed for den slags - og vips har du reageret og bekræftet dette inden min kommentar nr. 2 kom på! Tak! - http://per-olof.dk/TAK.mp3

    SvarSlet
  5. Kære Lars

    Du er ikke min fjende. Jeg sætter pris på dig som anmelder, hvorfor Kristina og jeg også indledte vores svar i Politiken sådan her:

    “Nu hvor vi har lagt os ud med Lars Bukdahl i den her debat, vil vi også gerne anerkende ham for det arbejde han gør og har gjort for den såkaldt smalle litteratur. Bukdahl har i sin egen anmelderpraksis i meget høj grad taget den smalle litteratur i forsvar. Fordi, tænker vi, at han føler, at den har brug for en stemme for ikke at forsvinde i mainstream. Fordi al litteratur ikke får lige meget omtale og taletid i offentligheden. Fordi nogle bøger har sværere vilkår end andre. Fordi alle bøger ikke i udgangspunktet er lige. Det er en praksis, som vi har meget stor sympati for.”

    Af en eller anden grund fandt Politiken ikke plads til at bringe det. I stedet havde de plads til at bringe hele to indlæg af henholdsvis Jes Stein Pedersen og Bjørn Bredal, der skyder mine og Kristinas argumenter i sænk. Debatter skal som regel være polemiske, ja, men det er alligevel tankevækkende, hvordan Politiken vælger at bruge deres spalteplads. Nå, den må jeg tage med Politiken.

    Kristina og jeg har taget afstand til det, du har sagt i Athena Farrokhzad/Yahya Hassan-debatten. Og vi har taget afstand til din opdeling og valorisering af begreberne identitetskarnevalister og identitetsfundamentalister. Det er ikke dine anmeldelser af vores bøger (som er tilbage fra 2006 og 2012), som vi har taget afstand til. Det er udtalelser som de her, vi har reageret på:

    »Jeg forstår ikke, at man fremhæver racen eller identiteten frem for alle mulige andre forskelsskabende begreber. Det er en identitetsfundamentalisme, som er stik modsat den praksis, som Yahya Hassan selv praktiserer. Han leger hele tiden med identiteter og vrænger af det også i en slags identitetskarnevalisme.« (Information)

    “Jeg er temmelig sikker på, at jeg vil fastholde mit køn og min seksualitet, men min hudfarve har jeg virkelig ikke noget af min identitet investeret i, så dér kunne det måske være smart for mig at finde en anden, disse muligheder findes bl.a. ifølge Wikipedia:…” (Blogdahl)

    Jeg har stadig ikke forstået, hvordan du kan læse ‘Padder og Krybdyr’ og ‘Find Holger Danske’ som eksempler på identitetskarnevalisme. Måske har vi en forskellig opfattelse af begrebet, så jeg vil se frem til din kommentar i Weekendavisen.

    Når jeg er gået ind i den her debat, er det bl.a. fordi, at jeg blev anfægtet af den massive modstand, som både Athena Farrokhzad og Lene Myong mødte efter at have skrevet det, de skrev. Jeg synes, at Lene Myong i sin artikel får peget på nogle væsentlige ting i modtagelsen af både Yahya Hassans bog og Athena Farrokhzads anmeldelse. Når du så vælger at svare med et cut-up af hendes artikel, må jeg reagere på.

    SvarSlet
  6. Jeg må også reagere, når flere og flere begynder at læse Athena Farrokhzads anmeldelse som en opfordring til censur. Jeg er ikke enig i den læsning, ligesom jeg heller ikke har et problem med, at der er ting, hun ikke vil skrive om som forfatter, fordi hun mener, at det vil kunne bruges på en måde, hun ikke er interesseret i. Jeg har selv gjort mig lignende overvejelser i forbindelse med min kommende bog 'HUN ER VRED – Et vidnesbyrd om transnational adoption.' Hvordan skrive om psykiske problemer blandt koreansk adopterede uden at bidrage til en yderligere sygeliggørelse af selvsamme gruppe? En sygeliggørelse, som Adoption og Samfund (en indflydelsesrig adoptantforening) ville kunne bruge til at understøtte deres argumenter om at give flere penge til det, man kalder Post Adoption Services (bl.a. psykologhjælp til adoptanter). Hvordan skrive kritisk om transnational adoption uden at blive taget til indtægt af koreanske nationalister, der mener, at et menneske skal blive boende det sted, hvor det er født? Noget jeg har set ske for flere af mine kollegaer i Seoul. Hvordan skrive om transnational adoption på en måde, hvor den strukturelle kritik vil blive taget alvorlig i stedet for at blive affejet med, at det er mig, der har et personligt problem, at det er mig, der bare er vred og utilpasset? Overvejelser, jeg gjorde mig på et tidspunkt, hvor der ikke fandtes en kritisk adoptionsdebat i Danmark. At man på et givent tidspunkt kan vælge helt at lade være med at beskrive visse erfaringer, forstår jeg godt. Det er i mine øjne en legitim strategi.

    Det blev en længere smøre. Egentlig havde jeg sat mig til tasterne for at foreslå, at vi mødtes til en øl. Mig, dig og Kristina. Jeg har hverken lyst til at fortsætte debatten på facebook (jeg bryder mig i det hele taget ikke om at diskutere på fb) eller i diverse aviser, hvor journalisterne har deres egen dagsorden. Vi to skal jo også mødes i en live debat om netop den debat, Athena Farrokhzads anmeldelse har sat i gang. Det er i april, men jeg kunne godt tænke mig at mødes inden under nogle lidt andre omstændigheder. Ikke fordi jeg tror, at vi nødvendigvis når til nogen fælles forståelse, og det behøver vel heller ikke altid at være målet, men fordi jeg synes, debatten er nået til et punkt, hvor det ville være rart at sidde over for hinanden og tale sammen. Forleden tog jeg mig selv i at lade være med at gå i Irma på Gl. Kongevej, hvor jeg er stødt ind i dig før, og måtte tage det som et tegn på, at det er tid til at mødes ude i virkeligheden. Så det håber jeg, du vil.

    Kh Maja

    SvarSlet