Begejstringsjalousi og kanonforsnævring

Det er sjov, som begejstringer forskyder sig - mellem en selv og de (få) kritikere, man respekterer. Jeg var i WA begejstret for Signe Gjessings debutdigtsamling Ind i det u-løse, Tue Andersen Nexø i Information not so much, hvilket jeg brugte en hele blogpost på at undre mig anfægtet over. I går var jeg i WA pænt meget glad for Theis Ørntofts digtsamling nr. 2, Digte 2014, men Tue var head over heels-begejstret, vel ikke mere begejstret end jeg var for Ørnstoft debutsamling, men en anden slags begejstret: debut-begejstret - ham her taler helt nyt og fresh - vs. hovedværk-begejstret - ham her taler betydeligt nyt (som sådan og i forhold til sin debut) og for alvor (srsly - som de yngre siger) vægtigt, måske endda dagsordensættende, et par klip:

Det er umanerlig godt, og når Digte 2014 for alvor kommer op i omdrejninger – det sker i de lange digte – så er det sindssygt godt, afsindigt stilsikkert i sit anslag, ikke et ord sat forkert, konsekvent i sine greb, sindssyg i sine blandinger af latter og fortvivlelse. Og især i sin genuint nye måde at sætte de to i forbindelse med hinanden. (...) Skal vi sætte 1803, 1906 og 2014 som en ny serie i dansk litteratur? Det ville være at tage munden for fuld. Det må fremtiden bestemme, hvis den da ikke har andet at tage sig til. Men Digte 2014 er et hovedværk i de sidste ti års danske lyrik, så har jeg ikke sagt for meget.

Jeg bliver jaloux på den begejstring, fordi den jo tydeligvis er ægte, og trist over, at jeg ikke kan dele den. Jeg kan lide alt mulig i bogen, men som et rod, der ikke er et brusende rod, som overvælder og overrumpler, men et ustadigt kæntrende rod, hvilket er et fedt nok rod, bare ikke det fedeste rod ever. Og originaliteten er for mig ikke klokkeklar; jeg nævner Ørnsbo (sort humor), Skinnebach (sort profeti), burde også have nævnt Eli I. Lunds helt anderledes konkret- og pop-blanke og oversete scu-fi-digtsamling Jeg vil have sex med en kvinde fra fremtiden foruden Kristian Byskovs sci-fi-roman Mitose, som jeg nævnte i anmeldelsen, og som det er lykkes mig at få bibliotekarer til at læse og (være med til) at give en pris (debutprisen Munch-Christensens Kulturlegat) for og (det sværeste) at indkøbe, men som endnu ikke, så vidt jeg har opdaget, er blevet læst af nogen af de litterater og forfatter, jeg kender, alle dem, der nu (i FB-kommentarer) er totalt oppe at køre over Ørntofts bog, som de ikke har læst endnu og som foreløbig kun Tue på tryk har været begejstret for (kun Inf og WA anmeldte) på dagen; og dér kan man sgu godt blive lidt træt af spejlkabinettets selvgenererende hype, og selvfølgelig bliver Digte 2014 nomineret til Montanaprisen, og det er også helt i orden, og selvfølgelig bliver Ud i det u-løse ikke nomineret, og det er ikke i orden, og selvfølgelig læste ingen medlemmer af sidste års udvælgelseskomite - eller gjorde du, Kamilla? som jeg tryglede dig om - Mitose, og det er heller ikke i orden.