Begav OS, Tue, med et blog-comeback

Tue Andersen Nexø, fineste fyr og klart en yndlingskritiker - og dem er der altså ikke mange af - fylder 40 i dag. GULP og TILLYKKE! Her er i dagens anledning en fem år gammel, smukt anmeldelses-efterfestlig, skønskrift-fremhævende og -citerende post (inkl. dødt link til min WA-blog) fra hans hedengangne blog Sandkassen på Information hjemmeside - i håbet om, at han før eller siden ikke kan lade være at genoptage den, selvom vi sagtens kan mene, at hans forbilledligt ihærdige no nonsense-kommentarvirksomhed på Facebook er en skarp, lille, mobil blog i sig selv:

Tusindben på afveje

Et af tegnene på, at man anmelder en fremragende bog - udover at man åbenbart giver handlingsreferat i lange baner - er så at man ikke er tilfreds med sin anmeldelse. Sådan også i torsdags, Christina Hesselholdts Camilla and the Horse er fantastisk, men min anmeldelse af den er ... noget rod, både i sin opbygning og i sine ræsonnementer. Måske er det fordi, de virkeligt gode bøger tager længere tid at fordøje, måske fordi, de sender deres læsere ud af diverse tangenter. Så er det godt, man har en blog at skrive videre på.

Jeg er meget gladere for de første historier i Camilla and the Horse end for Hesselholdts forrige bøger. Jeg er glad for deres fremstilling af den selvforglemmende passion, begæret og driften, som noget, der er både uforudsigeligt og mudret i det. Den kan være blandet med en underlig distraktion eller noget komisk, som når fortælleren i historien "Camilla and the Horse" midt i en vild nat på stripbar pludselig ser sig selv udefra og erklærer: "Jeg har nok lignet en aldrende, lidt for buttet panter." Eller dårlig samvittighed, som når fortælleren Alma i bogens første fortælling overraskes af en lavtflyvende, militær jetjager på øvelse og straks får det dårligt over at blive høj på dens drøn og hastighed.

Også Du, mit du handlede om de store passioner, men endte for denne læser som en næsten pinlig opvisning i passions-tableauer. Kærligheden skulle være så stærk, at den nærmest var destruktiv, at den var dødens fætter: Kvinden, som finder mandens pistol og gnider den over sit nøgne bryst; som blotter sig for taxachaufføren for sin elskedes skyld; parret, der går til tyrefægtning og ser mandligt og kvindeligt bytte plads. For bare at tage nogle eksempler fra bogens første tredjedel. Det er skrevet smukt, men bag stilen er det som at læse en dårlig fransk film fra firserne.

Sådan er det ikke i Camilla and the Horse, her dukker passionen op og er uventet og mærkelig. Det også i skriften. Man ved aldrig, hvor man er på vej hen og hvornår man springer i niveau eller i stemning. Man bliver holdt ved ilden, men samtidig blander tingene sig med hinanden; fortællernes fortrydelighed, deres begejstring, pludselige litterære referencer, sorg, æstetiske teoretiseringer osv. Mudret og uforudsigeligt - og stadigvæk bare fantastisk godt skrevet - og derfor, ja, fantastisk. Til sidst et langt, men fantastisk citat:

"Det var på den rejse, vi så tusindbenene muntert komme svingende hen ad den afrikanske støvvej. Vi befandt os i et reservat for store, vilde katte i Kalahari ørkenen. Det var af sikkerhedsmæssige hensyn forbudt at stå ud af bilen. Men Awilda betragtede det som en invitation. Hun standsede bilen midt på savannen, trak trusserne ned over sin store knæ, steg ud af bilen og trykkede kinden mod det ophedede karosseri; hun blottede sin røv og opfordrede mig til at sætte tænderne i hendes nakke, 'ligesom kattene', sagde hun. Og mens vi stod der, rokkende og svajende, ophidsede det hende kollosalt, at vi hvert øjeblik kunne blive overfaldet bagfra af en leopard, en gepard, en panter eller en løve. Jeg havde sværere ved at give mig hen. Jeg lyttede koncentreret efter bløde poter, raslen i græsset. Jeg tænkte mindre på hendes krop end på afstanden hen til bildøren. Under et af disse hede, rokkende angstfyldte samlejer var det så, at tusindbenet, langt og sort som en endeløs togstamme (det viste sig at være tre på række) kom fejende rundt i svinget på støvvejen; det forekom mig, at en situation, der mindede om situationen i Tom Kristensens digt om billen og den dødsdømte - hvor den dødsdømte i det lange øjeblik, inden bødlens sværd bil falde, får øje på en bille og koncentrerer hele sin opmærksomhed om den - muligvis var ved at udvikle sig her; med en af de store katte som bøddel."