En lost lynbunke

På grund af noget mix-up, der vist er mit ansvar blev to af hæfterne i nedenstående groft ordknappe anmeldelse, skrevet for nogle uge siden, anmeldt i WA Bøger i fredags af en anden end mig, så nu bringer jeg anmeldelsen her i stedet:

-->

SPRINTPOESI Kærlighedsdigtningen bliver kortere og hurtigere og vittigere, hvert hjerteslag er et wannabe-trendende tweet

Når hjerte rimer på P-tærte

Catherine Francois: Efter vi har klædt hinanden af, 52 sider. Anne Mari Borchert: Please Enjoy My Woods. 50 sider.  Tilsammen 170 kr. Begge forlaget Blarp. Tine Høeg: Hej Sol Fuck Love. 16 sider, ingen pris. AFV Press. Gitte Broeng: Croquis. 21 sider. Ingen pris. Flamme Forlag

Af Lars Bukdahl

4 hurtige, vittige, poetiske hæfter. To er udkommer på det nye forlag Blarp og kan kun købes samlet, som tvillinge-hittebørn. De to andre er udkommet på to norske forlag, men kun det ene er oversat til norsk. Tre af digterne er (hæfte)debutanter, den fjerde er old-debutant fra 2006. Tre af hæfterne handler om kærlighed, den fjerde handler om hvad det skal være, herunder kærlighed.

  Lad os starte med det ene Blarp-hæfte, Efter vi har klædt hinanden af af Catherine Francois, der har et fransk navn, men skriver på dansk. Det er små, skiftevis abrupt cool og følsomt akavede digte om en kærlighed in action: Jeg klart bedst lide de cool digte, men jeg kan måske allerbedst lide de på samme tid cool og akavede; et effektivt, køligt trick, lånt fra sociale medier, er kortlister:
  ”Huden på din hals er rød og udspændt/ DU kaster hovedet bagover i en vild bevægelse// Jeg vrider mig indeni lagenet/ for ikke at spørge/betyder det:// 1. væmmelse, 2. Okay, 3. Okay så”

  Tine Høeg skriver endnu Twitter-kortere i sit dansksprogede, norske hæfte Hej Sol Fuck Love og skriver i og om tiden efter et kærlighedsbrud. Det er fermere digte end Francois, men de lader også en mere lunken, fordi de hver gang er, ikke en vits, men en punchline bare, en sød, letbitter én. Jeg savner skævhed og dirren i attakket. Visse af ”Rebound”-portrætterne har en god overfladeskarphed:
  ”jeg går i seng med en person jeg kender fra/ gamle dage,/ det føles trygt. Svanerne i kanalen/ har fået nye unger, fortæller han. Pakistaneren/ står stadig foran kiosken.”

  Anne Mari Borcherts Blarp-hæfte Please Enjoy My Woods er et vellykket eksperimentarium udi kunsten at Google-søge og -oversætte sig frem til poesi. Ingen egenlinjer, kun stjålne linjer, vendt og drejet, omvendt og fordrejet. Det lyder maskinelt på en sært varsom og forfinet facon. Her et mini-digt med direkte net-link:
    ”GOOGLE/ må jeg få dit nummer?/ Må jeg kondolere?/ Må jeg streame det?”

  Endelig er veteranen Gitte Broengs Croquis, fornorsket af prosa-stjernen Trude Marstein, en samling prosastykker, for store til Twitter, for små til en blog, om et gammelt forhold til en meget norsk nordmand, Gudmund. Et virkelig groft trick her er Wikipedia-info i tide og utide, men det virker sørme. Ironi og ømhed mødes og bliver humor, og så bliver kærlighedsdigtning ikke finere:
  ”Hvordan Gudmund føltes? Jeg kan begynne med norsk granitt, men faktisk var han mindre grov. Marmor fra Carrara er en mulighet. Sandstein en annen. Men tre kommer nærmere. Spissløn (Acer platanoides) kanskje mest. På engelsk heter treet Norway Marple. Den lyse ensartede verden har ingen kjerne, men er sterk og hard. Derfor bruges den til finere ting som fagotter og skulpturer.”