og så med Henrik Dahl i Deadline, link HER
- ordvekslingen med kassedamen gav mere mening.
Vi skulle forestille at snakke om Dahls håbløse idé om et Klagenævn for anmeldelser; og jeg havde så ikke opdaget (det gjorde jeg først, da jeg kom hjem), at Dahl i en kommentar Berlingske var spænet væk fra sit snævre fokus på modtagelsen af sin roman i blogposten til en objektiv hellig forargelse over ulæsthed, inhabilitet og modcasting (det første er forkert-seelvfølgelig (men når en forfatter refererer forkert er det sgu som regel fordi han har kedet sig for meget til at gide få styr, ikke fordi bogen ikke er læst), det andet er også forkert, men utroligt relativt (ud over den snævre kreds af familie, nære venner, kolleger), og det tredje er sgu bare i orden, som sagt, hvis det foregår eksplicit, som i Emilie Hauen-eksemplet), nåja, og så må man ikke sige noget grimt om forfatteres udseende, men det synes jeg godt Klaus Rifbjerg må. Men hele tiden glider han via koden "lektor Blomme" ud i den klynk-baserede protest mod sadistisk hånefryd og for strenge og uretfærdige og skæve kvalitetskrav (pga. genre-misforståelse og fejl-anmelder-casting), og det var den lektor Blomme-kategori (og hvad i alverden et klagenævn skulle stille op med det), jeg til til min stigende (og afbrydende) frustration ikke kunne få ham til at uddybe eller eksemplificere dér på tv, ikke engang med hans egen bog og anmeldelserne af den (og det var altså ikke kun i Politiken og Information, den blev dømt slet (som Dahl på bloggen får det til at lyde som): i Berlingske gav Jeppe Krogsgaard to stjerner)
Derudover har Tue Andersen Nexø ret totalt ret i ca. alting i en kommentar på en FB-tråd efter et link fra (lige så skamløst forsmåede) Peter Tudvad til Berlingske-kommentaren:
@Henrik og jer andre forfattere. I kan altid lade være med at sende bøgerne til anmeldelse på aviserne. Ingen tvinger jer, ingen tvinger jeres forlag. Så kan I jo betale for reklameplads i stedet. Anmeldere skriver hverken for at tækkes forfatternes selvfølelse eller pengepung. De udgør i det hele taget ikke forbrugervejledning på samme måde som afprøvning af sæsonens gummistøvler. Hvorfor skulle man så anmelde koncerter, for eksempel, som jo ikke gentages? De spiller en anden funktion i offentligheden. Først og fremmest, ville jeg sige, skal de oplyse læseren om værkets eksistens, derudover skal de skærpe den enkeltes oplevelse af og fælles samtale om litteratur - eller hvilken kunstart, vi nu har gang i. Det skal de gøre, også selvom læserne som de er flest jo ikke ender med at læse bogen eller se filmen og ofte end ikke overvejer det. Af samme grund er mod-casting et fint greb; det er befordrende for en fælles diskussion af litteratur- og kunstsyn. Selvfølgelig skal faktuelle fejl berigtiges. Det bliver de i det store hele også, hvis man gør aviserne opmærksomme på dem. Derudover er det jo fint, hvis forfattere og andre tager til genmæle med den autoritet og troværdighed, de nu kan mønstre. Men forestillingen om en 'ankeinstans' eller et 'kodeks' er fjollet. Hvem skulle udpege overdommerne? Jeg opfatter fx overhovedet ikke Nils Gunder Hansens indlæg som en neutral vurdering af de forskellige anmeldelser af din bog, Henrik. Den er snarere udtryk for hans egen litteraturpolitiske (sagt i al respekt, og jeg har stor respekt for Nils Gunder: let paranoide) agenda. Men det ser du måske ikke, fordi du ikke kender feltet og dets historie så godt som jeg.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar