Næsvis - som i viis som en forloren næse, der giver den hele armen - pastichiøsitet

I dag udkommer Harald Voetmanns nye roman Alt under månen, der ikke er særlig lang, men umådelig god - og blandet meget andet (den er et præmieeksempel på) er den et præmieeksempel på at benytte pastiche til at optimere og opspeede og (vokabular)berige egen stilistiske egensindighed (og bare mesterskab); jeg kan selvfølgelig ikke lade være med at citere næse-afsnittet fra et af Tycho Brahes (fiktive!) breve til sin ved fødslen døde tvillingebror (jeg planlagde i sin tid, at et helt afsnit i mit speciale, om Dickens og romanen, skulle vies næsen som det mest romanagtige organ, jf. ikke mindst Triistram Shandy, men det blev desværre aldrig til noget):

Jeg har i dag modtaget et brev fra en vis Gasparus Tagliocozzi i Bononia, der tilbyder mig sin hjælp spm medicus. Han ønsker sig intet højere end at jeg skulle give ham lov til at sy min arm fast lige midt i mit ansigt.
  Denne magister har udviklet en metode til at genskabe tabte næser, og eygtets giftige tunge må have tilhvisket ham, at jeg manglede min næse aldeles og ikke blot havde fået dette uskønne hak i den. Den gode medicus brænder ligefrem for at udsætte mig for sin behandling, og kalder mig vor tids berømmeligste mand uden næse. Han beskriver sin metode grundigt i skrivelsen og har endog vedlagt en illustration deraf. To tynde blyrør føres ind, hvor næsen var. Herefter skæres et snit i kødet på den ene overarm, en flig af kødet løsnes, armen rejses i stativ og den løsnede kødflig syes nu fast til ansigtet, mens den vel at mærke stadig sidder fast på armen i den anden side. Snart gror denne luns altså både på arm og fjæs. Srmen må forblive løftet i sit stativ indtil kødlunsen er groet ordentlig fast omkring næserørene og en næse af armkød nu er danner. Herefter kan armen skæres fri.
  Den ærede magister - denne ærede bononiske kødskrædder - nævner ikke i sit brev, hvor længe en sådan proces ville tage, og hvor længe man altså var nødt til have sin arm i stativ og sit ansigt podet fast dertil. Jeg véd ikke, om jeg skal fornøjes eller forarges over, at han tror, at jeg har tid til at ligge dovent hen med min overarm syet fast til hovedet og armen midt i mit synsfelt. Jeg spurgte i mit svar dertil, om han ikke også kunne sy to små fløjter ind, så der ville små triller, hver gang jeg drog vejret. Da kunne man på lang afstand sige: Hér kommer Tyge med armnæsen.
  Det siges, at Pythagoras' ene lår var lavet af guld, og han fremviste det ved legene i Olympia. Blandt meningmand er Pythagoras vel mere kendt for sit gyldne lår end for sine matematiske opdagelser.
   Skulle jeg da ønske mig en snude af billigt armkød?