Hvordan mon det føles, når hele vejen bevæger sig, og man står stille som en klovn med alle sine privilegier og sit fastlåste verdensbillede
Når hele vejen eller jernbanesporene bevæger sig, tænker jeg, at jeg må være meget fuld, men bortset fra det tænker jeg, at
hvis man kan stave til privilegeret,
er man privilegeret, og
hvis man skriver på Twitter,
er man privilegeret, og
hvis man udgiver skønlitteratur hos Gyldendal-ejede Rosinante&Co og bliver interviewet og får sin bog anmeldt i store, landsdækkende aviser,
er man privilegeret, og
så langt flugter PF Jensens og mine formelle privilegier; lang tid siden jeg har udgivet skønlitteratur i bogform, men jeg redigerer et tidsskrift for Rosinante&Co, som dog sjældent bliver anmeldt - vi er forresten begge sønner af statsansatte teolog-fædre, uddannet i Aarhus, det er også et privilegium, nå ja, så er vi hvide og mænd og danske statsborgere og (så vidt jeg ved) heteroseksuelle - men hvis man, modsat mig og som PFJ, er uddannet på Forfatterskolen,
er man privilegeret, og
hvis man er uddannet bådebygger,
er man privilegeret, og
hvad så? og
hvad siger det, om hvor hjemme eller fremmede, inkluderede eller ekskluderede vi grundlæggende og på alle mulige andre konkrete, lige så eller langt mere forpligtende og initimiderende måder er eller har været i verden? og
hvor ved nogen noget om den hjemlighed og fremmedhed fra? og
hvad rager det nogen? og
hvad rager noget af det, hvad jeg siger og kritiserer, og
hvem, der ytrer sig offentligt, er ikke en klovn?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar