Mange censurerede n'er

I Berlingske i dag udtaler Niels Lyngsø, præsenteret som "ven" (og meget smilende på portrætfoto), Maja Schicker Hartnack, præsenteret som "musiker" (hun akkompagnerer digteren i gruppen Glemt Kvarter) og jeg, præsenteret som "kritiker" (og meget surmulende på foto), os om Søren Ulrik Thomsen, under overskriften "Alle veje fører til Thomsen", hvilket nogle veje måske uundgåeligt gør for Lyngsø og mig, men alle veje langt fra gør for nogen af os - og hvad angår yngre generationer er det virkelig få veje til Thomsen, der ikke er for længst er sneet til.

Der er blevet rettet en lille smule i mit gratis bidrag (ligesom "Thomsen-interviewet", jfr. min blæksprutte i WA Bøger i går, skriftlighed forklædt som mundtlighed) til enqueten - bl.a. blev mit n-myldrende udråb fjernet - derfor bringer jeg det her:

-->

Søren Ulrik Thomsen er Danmarks bedst sælgende digter (efter Yahya Hassan naturligvis), fordi han i sine to bestsellere, Det værste og det bedste og Rystet spejl, leverer en slags 80’er-biedermeier, sirligt dybsindig, silende sentimental og nådesløst nostalgisk, der passer perfekt til de dannede mellemlag på 30-60, som finder Benny Andersen for hygsom og Henrik Nordbrandt for knarvorn. Efter rødvinen og den økologiske plankebøf og før kaffen og calvadosen og Deadline 22:30 er der ikke noget bedre end at blive lutret af - det vil sige lune sig ved - taktfast rytmiske konstateringer af, at vi skal dø, men leve først osv. etc. 

  Mange mandlige digterspirer går gennem en 80’er-fase i 2. eller 3. g., kan jeg som redaktør af lyriktidsskriftet Hvedekorn (hvor Thomsen selvfølgelig også debuterede) bevidne, og de får som regel også et høfligt afslag fra redaktøren. Det er en slags poetisk børnesygdom, eller ungdomssløvsind måske snarere, der hos de rigtige talenter hurtigt går over.

  Blandt digtere født i 70’erne, 80’erne og 90’erne (måske lige bortset fra den lysende februar-debutant Signe Gjessing, årgang 1992, der lader 80’er-tidsskriftet Sidegaden være en digt-rekvisit gudhjælpeme) er det særdeles svært at få øje på nogen Thomsen-indflydelse – for dem er sen-80’er-digtere som Morti Vizki og især Pia Juul helt anderledes centrale inspirationskilder.

  For min egen 60’er-fødte generation var der ingen vej udenom at kæmpe for livet med og mod hans indflydelse, og nogle af os har så flere ar på sjælen og i verslinjerne (og anmeldelsesspalterne) end andre. For mig selv har Thomsen været en superskurk, en Lex Luthor eller Zorglub, som jeg har elsket at bekrige og for alt i verden ikke vil undvære. Mit evige, patetiske suk: Det er svært at skændes, når den anden part bare tier ophøjet og vender blikket mod himlen, eller med det gode, danske ord: himler.  

  Og hvad angår lyrisk fromhed foretrækker jeg klart Simon Grotrians kukkede barnetro fremfor Thomsens kokette dogmatik.

  Søren Ulrik Thomsens poesi er værst, når den bliver livsfilosofisk easy listening: ”Selv oldinge føler sig fortabte/ når de sidder og stirrer ud i fællesarealerne/ og pludselig husker/ at de har mistet deres forældre”. Ja, ja, så sandt, så sannnnnnnnnnnndt …

  Min yndlingsbog af Thomsen er Ukendt under samme måne, fordi den gider flippe bare en smule formelt ud.  Men ellers er Søren Ulrik Thomsens poesi bedst, når han bliver satirisk og sardonisk spids: ”Generel amnesi gælder fra centrum og ud.”

Lyngsø udtaler i sit vidneudsagn:

I dele af forfattermiljøet bliver han af og til udsat for had og hån, og jeg bliver harm, hver gang det sker. Ikke kun, fordi jeg synes, han er en god forfatter, men også fordi han selv er så redelig. Den nylige TV-debat med Sørine Gotfredsen om Lars von Triers »Nymphomaniac« er et godt eksempel på, hvor svalt og respektfuldt han optræder, også over for folk, han er rygende uenig med.

- jeg var også glad for Thomsens Deadline-optræden, men ellers forstår jeg simpelthen ikke, hvad og hvem Lyngsø taler om, hvis han ikke bare taler om mig, der rigtig nok rimeligt vedholdende har både har krtiseret og drillet Thomsen og hans værk gennem 18 år, men ved gud aldrig har hånet eller hadet på ham og det. Hvem ellers kritiserer og driller og hader og håner? Thomas Boberg og især Niels Frank var lige inde over med polemik for en fem års tid siden, men hvem ellers (og jeg ved sgu ikke om tavshed er specielt redeligt eller respektfuldt)?

Der er den mindste kritik i Olga Ravns store Politiken-anmeldelse af Samlede Thomsen - af den dovne/trætte repetition i Rystet spejl og over-argumentationen i poetikker og essays - men konklusionen (på poesi-delen af anmeldelsen) er rent ophøjende:

Alligevel, når man sidder tilbage efter at have læst de samlede digte, er der noget usvigeligt over værket, og jeg tror, at der blandt disse tekster findes digte, som vil blive læst om 100 år.

Ja, af teenagere, der bliver tvunget eller ikke ved bedre - og old-hipstere. Men sikke dog et trist moralsk og fascistoidt adjektiv "usvigeligt" er: Denne poesi svigter ikke sin strenge disciplinering af sig selv - er det virkelig den højeste, kanoniserende poesi-ros, forfatteren til Jeg æder mig selv som lyng kan komme på?

Thomsen er verden for lutter tung.