"(...) What about you? What did you find?"
"Chemistry is branch of science dealing with the basic elementary substances of which all bodies and matter are composed, and the laws that regulate -"
Moxie held up her hands. "Boredom's not black licorice, Snicket." she said. "There's no reason to share it with me."
- fra andet bind, "When Did You See Her Last?", i pseudonymet Lemony Snickets nye romanserie All The Wrong Questions
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Kære Lars Bukdahl. For en del år siden var jeg til et fremragende foredrag af dig om dét af være anmelder - jeg tror, det var på Aarhus universitet. Du talte om, hvilke kriterier man kunne/skulle anmelde ud fra - og hvilke ikke. Jeg skrev - naturligvis - noter til dit foredrag, men de er nu forsvundet under flere års ophobede papirbunker. Er der nogle steder, du har skrevet om disse kriterier? Venligst Alice Aagaard.
SvarSletAlle mulige steder!
SvarSletJeg søgte i mine dokumenter på "kriterier anmeldelse" og fandt blandt andet denne 7-8 år gamle smøre, måske skrevet til Tue Andersens Nexøs blog (?), og apropos både min egen anmeldelse af Carsten Jensens VI, de druknede (genoptrykt på denne blog et sted) og Tues anmeldelse af min digtsamling Go-Go:
Back to Tue. Jeg tror, du halvt har luret mig! Jeg bruger måske nok de tre regelæstetikker som en slags skala, gående fra så godt som objektive kriterier mod så godt som subjektiver: fra nemlig påvisningen af håndværksmæssig ubehændighed, moralerne (og ikke bare moralerne i sig selv, som citeret i anmeldelsen, men også i deres forvridning af alle episke rundgange), over påstanden om akavet og tvivlsom teknik, den inkonsekvente og udistancerede fortællerinstans, til anklagen for manglende genrebevidsthed og -spilfærdighed, der vel ikke baserer sig på det bare je ne sais quoi, men på en postmodernistisk OG personlig poetik, som jeg til gengæld mener ret absolut (eneste undtagelse er undtagelsen, det genialsk pure, naturtalentet, der for mig at se er forudsætningen for, at f.eks. genuin, autentisk patos kan lykkes, jf. Holcks og Edelfeldts debuter og deres kitschede bøger nr. 2, og den vildt svingende kvalitet hos et kokset talent som Nicolaj Stochholm), fordi det er min erfaring, at den i praksis giver mening; alt andet lige har min gut-feeling det med at rime på det fremlæste nærvær eller fravær af spilfærdighed (jeg er med på det tautologiske kviksand her, min gut-feeling er jo ikke (læse)historieløs): fordi spilfærdighed giver frihed til at præge skabelonerne egensindigt (Ursula Andkjær er eksempel på spilfærdig omgang med naturtalent, ifølge hende selv bekymrede hun sig overhovedet ikke om oceanerne af dansk årstidspoesi, da hun skrev sine nye digte, hun skrev bare om den natur, der faktisk omgav hende, spilfærdigt ursulask). Til gengæld garanterer spilfærdighed intet som helst, den kan også blive så komplet og korrekt at den simpelthen fortrænger egensindigheden (der vel næsten er det samme som je ne sais quoi: den særlige originale og attraktive måde med hvilken, som vel godt kan beskrives, men dårligt kan kvalificeres, uden videre, som objektivt mere og bedre egensindig end andres måder), jf. min diskussion af Mette Ms kingsize i sidste uges WA.
Hvad angår de konkrete litterære kvaliteter, er jeg helt med på trioen prægnans, vid og hastighed, men jeg kunne da aldrig nøjes med den, heller som primær-kvaliteter, litteratur kan være fremragende på helt utroligt mange andre måder, forbumlethed, udsyring, julelegesyge, blind impro-energi, formumlethed, for nu bare at nævne de her i butikken mest idiosynkratiske (som sjovt nok alle sammen passer på Peter Laugesen!). Eller hvad med noget så trivielt som Suspense! Så begynder jeg også at komme kriminelt tæt på en forhåbentlig kvalificeret udgave af Palle-positionen, som jeg hellere vil linke til (netop genudgivne) ”Nielsen” med hans hvide verden, der knæsætter, at litteratur kan ske på rigtig mange måder rigtig mange steder, i og udenfor den litterære institutions privilegerede zoner; f.eks. har jeg i et par nylige foredrag fremhævet en At Tænke Sig-vise til fordel for et Tafdrup-digt, som både mere eller mindre spilfærdigt repræsenterende hver sin genre-slags (centrallyrik & parodisk satire (der praktisk nok har spilfærdigheden indbygget, men derfor skal den jo stadigvæk i omdrejninger)) og som litterært skønne i og som sig selv ud i je ne sais quoi, som sidestillede sproglige kunstartefakter. Og så bliver jeg nødt til igen at kommentere din Go-Go!-anmeldelse, Tue, jeg kan åbenbart ikke få den ud af hovedet: for mig at se kan en ”lille” poesi, gnomisk og ordspillende, ikke på forhånd diskvalificeres som stor poesi, bare fordi den ikke vælger at agere ”stor” poesi, jf. bl.a. Aarestrups ritorneller og Dan Turèlls sidste trilogi, mens til gengæld megen ”stor” poesi (Tafdrup!) ikke bliver stor poesi, fordi den akkurat ikke sætter sin ”storhed” i spil.