fredag den 28. marts 2014

Om bevidsthedsdosering


  1. Kan en hvid mand eller en hvid kvinde læse Jeannette Ehlers værker? Åh, ja, det kan han, hun, når han, hun har sat sig ud over sig selv og sat sig ind i konteksten.I det her tilfælde handler det så også om en DANSK kontekst: "Mest markant er det dog, at Ehlers indtager rummet med sin dobbelte etnicitet som halvt dansker og halvt efterkommer af vestindiske slaver." skriver Politikens anmelder.
Altså dels synes jeg det er en meget trist (formuleret) idé om kritik, at kritikeren skal sætte sig ud over sig selv og (i stedet) sætte sig ind i (ikke værket men) konteksten; at man ligesom skal ofre sin subjektivitet for wikipedia (bortset fra at wikipedia givetvis har en hvid mandlig, heteroseksuel BIAS - så lad os sige: af kunstneren godkendte kontekst-formidlende links). Og dels bliver jeg seriøst forvirret over, hvad det er, jeg skal forestille at stille op med mit hvide (mandlige, heteroseksuelle) blik; tidligere i diskussionerne var det vigtigt, at jeg var mig dette blik eksplicit (det var ikke nok at være det implicit, for det kan jo enhver komme og sige, at han er; det skulle tydeligvis besværges) bevidst, men nu kan det åbenbart blive for meget med expliciteringen af bevidstheden - man skal ikke "projicere sig selv som hvide på en måde, som overtager spacet"; det er her, jeg synes, min løsning med en disclaimer (IHUKOMMENDE AT JEG ER EN HVID, HETEROSEKSUEL MAND SMAGSDØMMER JEG FØLGENDE:) før teksten er så smart (men det er måske faktisk (også) den, Mette hentyder til)? Jeg forstår ikke, hvordan man ville kunne anmelde den pågældende udstilling UDEN at få den til at handle om hudfarve og køn (eller anmelde Hvor er Holger Danske? uden det handler om hudfarve, eller anmelde Padder og krybdyr uden det handler om køn), det kunne da være et spændende forsøg, men pointen er åbenbart, at man med en mild, høflig (og skamfuld) hvidheds/mandighed/heteroseksualitets-bevidsthed skal (som i SKAL) forholde sig til temaer om hudfarve og køn, via de af værket udpegede kontekster, og så kan man bagefter eller ved siden af få lov til og blive i stand til at forholde sig til ikke-race/køn-tematiserende fx rent menneskelige og formelle aspekter af værket. Og hvad betyder det at "beklikke kunstnerens berettigelse til at vidne med kroppen", og hvem er det, der beklikker eller har beklikket? Selvfølgelig er det ikke kvalificerende i sig selv, for en kunstner, for et værk, for en kunstners synspunkt i en debat eller kritik (men hov, det sidste er vel Athena-debattens pointe i en nøddeskal: det kvalificerer Farrokzhads kritik, at hun er brun; det diskvalificerer min kritik af Farrokzhad (og af at det IKKE kvalificerer hendes kritik, at hun er brun), at jeg er hvid), at der vidnes med kroppen, men selvfølgelig kan der aldrig være noget galt eller forkert i det; jeg vidner hele tiden med kroppen, når jeg anmelder: en smagsdom (ikke mindst over en roman af Harald Voetmann- PUHA!) er altid også et kropsligt vidneudsagn. Til sidst må man spørge: Kan en hvid mand eller en hvid kvinde, med fuld kontekst-indsættelse, læse Jeannette Ehlers' værker kritisk og negativt smagsdømmende?

1 kommentar:

  1. HEY - fik lige et tip om, at du havde copypasted og kommenteret mine links her, så hermed en kommentar til det, du skriver. Allerførst: Jeg har et stykke tid været begejstret for Jeannette Ehlers videoværker, og jeg var så heldig også at se hendes liveperformance "Whip it good" til åbningen (man kan også se den på video til udstillingen nu), og jeg var glad for de gode anmeldelser, bl.a. fordi jeg håber, de betyder, at mange går ind og ser den både æstetisk og tematisk hårdtslående og afvæbnende og rørende og raffinerede udstilling bl.a. fordi de netop ikke reducerer værkerne til noget identitetspolitisk, idet de dog samtidig medlæser VÆRKERNES inkludering af fx, som Gade skriver om, det bio- og geopolitiske med samt historiske elementer. Gade beskriver også æstetiske og metodiske træk, fx "Videoværket er dog på ingen måder didaktisk eller moraliserende, men skaber snarere et åbent associationsrum, hvor publikum selv må udfylde de blanke felter. Og her er de blanke felter også helt bogstavelige, for så vidt som Ehlers raffineret bortretoucherer sig selv digitalt i videoen og udfører sin woodoodans som en let lysnet silhuet, der næsten falder i ét med omgivelserne.
    Den magiske dans fremtræder på alle måder som noget fra en anden dimension, en form for historiens aggressivt vibrerende ektoplasma, der hævnende hjemsøger den hvide kulturs højborge." citat slut.

    Selvsagt mener jeg, man skal sætte sig ind i værkerne først og fremmest, nogle gange kan der så være værker, som man både indholds- og formmæssigt bedre kan forholde sig til, hvis man også sætter sig ind i den kontekst, de refererer til. Værket er jo faktisk sjældent fritstående af kontekster, med mindre man da læser som en nykritiker, hvad du, Lars, mig bekendt aldrig har bedrevet eller hyldet - det enkeltstående, kontekstløse værk? Du er da en kontekstkritiker, ik? Min henvisning til "kan en etc læse en etc" kommer så fra den p1 debat, jeg lige havde deltaget i med Jes Stein, hvor det var journalistens indgangsvinkel, som jeg også sagde meget klart i programmet, at jeg finder forsimplet. Og nej, det var ikke en pegefinger til din versalintro, som du parentetisk spørger til. Men i det hele taget er jeg træt af, at vi ser noget kunst som identitetspolitisk og noget kunst som ikke-identitetspolitisk, for det er også identitetspolitisk at skrive om at være middeklassedansker, fx. Jeg oplever, at den her debat går glip af en debat af forholdet mellem selve kriterierne for, hvordan vi skelner mellem det æstetiske og det politiske, dét ekkoede også i Hauge-interviewet, at han sætter nogle fiktivt ultamitive skel dér. (Som om udvælgelseskriterierne i litteraturudvalgene nogensinde har været RENT æstetiske.)
    Jeg tror, det kommer bag på mig, at det vækker så meget modstand med de her issues, seriøst.

    SvarSlet