Hyperbevidst anmeldelse

Besværgelsen vender tilbage for en kort bemærkning:

IHUKOMMENDE AT JEG ER EN HVID, HETEROSEKSUEL MAND SMAGSDØMMER JEG FØLGENDE:

Athena Farrokzhads digt i Sydsvenskan på Verdenspoesidagen, Facebook-linket af Elisabeth Friis, er et uoplagt, klichétungt retro-agitprop-digt:

No pasarán 

Till Malmös antifascister

Säg något om torg som får oss att samlas
Säg något om självförsvar som inte kan avfärdas
Säg något om händer som gör att det vi skapar blir vårt
Säg något om historien som inte får den att upprepas
Säg något om rörelse som växer med vår beslutsamhet
Säg något om framgång som inte kräver hjältar
Säg något om förmåga som ger var och en efter behov
Säg något om kålsupare som inte handlar om oss

(gennemgangen af digtet sker naturligvis med det forbehold, at jeg meget muligt ikke gennemskuer diverse særsvenske ordspil)

Titlen: betyder "lad dem ikke trænge igennem" og linker, i en nordisk sammenhæng, vel først og fremmest til den spanske borgerkrig:

"They shall not pass" (French: 'Ils ne passeront pas/On ne passe pas'; Spanish: '¡No pasarán!') is a slogan used to express determination to defend a position against an enemy.
It was most famously used during the Battle of Verdun in World War I by French General Robert Nivelle. It appears on propaganda posters, such as that by Maurice Neumont after the Second Battle of the Marne, which was later adopted on uniform badges by units manning the Maginot Line. Later during the war, it also was used by Romanian soldiers during the Battle of Mărăşeşti (the Romanian translation of the phrase is "Pe aici nu se trece").
It was also used during the Spanish Civil War, this time at the Siege of Madrid by Dolores Ibárruri Gómez, a member of the Communist Party of Spain, in her famous "No Pasarán" speech on 18 July 1936. The leader of the fascist forces, Generalísimo Francisco Franco, upon gaining Madrid, responded to this slogan with "Hemos pasado" ("We have passed").
"¡No pasarán!" was used by British anti-fascists during the October 1936 Battle of Cable Street, and is still used in this context in some political circles. It was often accompanied by the words pasaremos (we will pass) to indicate that communists rather than fascists will be the ones to seize state power.^[1]

- måske lige uforholdsmæssigt og upassende nok at sammenligne Malmö 2014 med Madrid 1936, hvert fald hvis man spørger en spanier ... ?

Tilegnelsen: Malmös antifascister betyder velsagtens aktivister, der kalder sig antifascister, der bor eller fortager sig noget aktivistisk i Malmö, for vi må formode, at så godt som alle i Malmö, der ikke kalder sig fascister (eller (ny)nazister eller højreradikale, eller hvad de nu selv kodificerer sig som), gerne vil kalde sig antifascister, og en del af disse vil så de antifascistiske aktivister kalde fascister, men formodentlig ikke alle (andre end dem selv).

- hver linje starter med imperativet: sig, der kan være henvendt til de antifascistiske aktivister eller digteren selv eller andre digtere eller alle og enhver. 

1. linje: Sig noget om torv som får os til at samles. Altså ved siden af bare at sige på HVILKET torv, fx en demonstration skal foregå (det gør det så meget nemmere at finde torvet!), så kan man jo dels anbefale et specifikt torv som smukt og godt/praktisk at samles på eller anbefale torve som sådan som smukke og gode/praktiske at samles på.

2. linje: Sig noget om selvforsvar som ikke kan affærdiges. Meget uklart, for hvad er selvforsvar, det må næsten være noget mere håndgribeligt end poesi, hvis det at tale om det ikke skal kunne affærdiges, altså: rimeliggør ved hjælp af retorik aktivistisk ikke-ikke-voldelig adfærd vendt imod "fascister" (jeg sætter "fascister" i gåseøjne, fordi det er de antifascistiske aktivisters betegnelse for dem de er anti-, ikke nødvendigvis eller altid er begrænset til højreradikale, mere eller mindre vedkendt nazistiske grupperinger). Hvilket digtet så selv undlader at gøre; det ville bare ønske, at nogen, og jo gerne digteren af digtet, ville gøre det, så hångribelighederne kunne foretages med bedre samvittighed og til større bifald.

3. linje: Sig noget om hænder som gør at det vi skaber bliver vort. Altså det lyder helt Jesper Jensensk bare endnu mere forsludret (og nemlig slet ikke Marianne Larsensk finurligt). Hvad skal det vi skaber, og at det bliver vort, hentyde til i den aktivistiske sammenhæng? En demonstration, et (politisk) kunstværk eller helt generelt vores liv og vor hverdag, og hvad skal det hjælpe at sige noget, leksikalt, praktisk eller poetisk, om hænder, andet end det selvfølgelig altid er fedt og beriger livet, hvis nogen siger noget poetisk, inkl. noget poetisk om hænder, fx siger Signe Gjessing i sin debutsamling: "vi er en hånd, der basker i opvarmet poesi// og venter på at verden skal koge".

4. linje: Sig noget om historien som ikke får den til at gentage sig. Det får vel ikke automatisk historien til at gentage sig, at man siger noget om den, eller ikke siger noget om den: En fornuftig måde at forhindre en gentagelser af historien på at fortælle nuanceret og kritisk om den. Selv har digtet allerede bidraget til at tilmudre historien ved at sammenligne Malmös "fascister" med Francos falangister, hvilket er at gøre "fascister", i form af voldelige nynazister, alt for meget ære; en alternativ strategi kunne være at ynkeliggøre dem som de specifikke, sølle, hadefulde bøller og kriminelle, de er.

5. linje: Sig noget om bevægelse som vokser med vor beslutsomhed. Virkelig klonket old school-agitprop-speak. Her er der vist ikke tale om en effekt af det, der bliver sagt, men bare, at der skal siges noget om, at (en) bevægelse, som nu fx eller lige præcis antifascistiske aktivister i Malmö, vokser, altså får flere medlemmer, hvis de, der allerede er medlemmer udviser beslutsomhed, hvilket jeg ikke helt forstår: beslutsomhed omkring at hverve flere medlemmer eller beslutsomhed om at være antifascister og antifascistiske eller beslutsomhed om mere eller mindre håndgribeligt "selvforsvar" eller bare beslutsomhed ud i det blå, beslutsomhed om beslutsomhed, altså sådan en slags (egentlig ret fascistoid) karma-tro: magnetisk stålsathed?

6. linje. Sig noget om fremgang der ikke kræver helte. Igen er det ikke udsagnet, der skal effektuere noget. Igen agit-klonk. Hvad for fremgang? Flere antifascistiske aktivister, færre "fascister", mindre "fascisme". Og i hvilken forstand kræver det ikke helte, og hvilke slags helte? Handlekraftige aktivister eller aktivister med ordet i deres magt? Men jeg troede, hele digtet handlede om at få ord (herunder digtet selv) til at virke og betyde noget? Det skal så bare være handlekraftige og beslutsomme, men beskedne (og anonyme - men digtet er signeret) aktivister og digtere? Eller skal linjen blot udtrykke håbet om, at ingen kommer til at blive såret, sådan som det allerede er sket (se kommentaren), eller ligefrem lade livet i kampen for at bekæmpe "fascisterne"? 

7. linje. Sig noget om "formåen" der giver hver og en efter behov. Er vi helt ude af aktivistisk kontekst her? Er det bare et pixi-koncentrat af det kommunistiske manifest? Jeg tror det faktisk.

8. og sidste linje indeholder en ret fantastisk, særsvensk, død metafor: Säg något om kålsupare* som inte handlar om oss.

*Att kålsupa betyder bokstavligen att man äter kålsoppa, men uttrycket "lika goda kålsupare" betyder bildligt att flera personer är likställda (på ett negativt sätt). Uttrycket kommer av ordet "supa" som ungefär betydde att man sörplade^[1]. Att vara en "lika god kålsupare" betyder alltså att man sörplar kålsoppa precis som någon annan, att man varken gör det bättre eller sämre än någon annan. Hertig Karl ska ha myntat talesättet 1599 då han till en rådsherre sa: Så borde ock lika bröder ware lika kålsupare. [2]

Sig noget om kålsuppeslubrere der ikke handler om os. Vi har vist ikke et tilsvarende dansk udtryk, men linjen må altså betyde noget i retning af: Sig noget om den laveste fællesnævner, som ikke handler om os. Hvem os så er? Aktivistiske anti-fascister i Malmö eller deres (ikke hvide og eller poetiske) sympatisører ? Det er digtets mest hermetiske linje. Vil "vi" ikke være inkluderet - i hvert fald ikke retorisk - i folkefællesskabets fælles båd, i en dekonstruktion af det gamle idiom, så det ikke er bærmen, der er kålsuppeslubrere, men den privilegerede, passivt antifascistiske majoritet?

Hermetikken er jo imidlertid ikke poetisk dynamisk. Det sjove kålsuppeslubrer-billede sættes ikke billedligt i spil. Og sådan er det hele digtet igennem. Når man betænker, at anledningen er verdenspoesi-dagen, er det næsten ikke til at få øje på nogen poetisk funktion i digtet, måske nok en retorisk funktion - imperativet, gentagelsen - men det er altså ikke det samme. Det er den ene tungt abstrakte og klodsede parole-flovse efter den anden og alt i alt et virkelig slet digt, synes jeg.