SE Henrik Dahl anmelde en bog om noget han ikke har set eller læst eller ved noget som helst om og mene noget perfidt om det

Fra anmeldelse i Weekendavisen af Birgitte Hesselaas Det dramatiske gennembrud. Om nybruddet i dansk dramatik fra 1990'erne til i dag, 2009:

I hovedsagen består hendes bog af to dele. En gennemgang af seks dramatiske forfatterskaber: Astrid Saalbach, Morti Vizki, Nikoline Werdelin, Jokum Rohde, Line Knutzon og Peter Asmussen. Hver af gennemgangene er opbygget på den måde, at hun giver en ultrakort biografi af de pågældende, hvorefter hun refererer og analyserer et udvalg af deres værker. Denne gennemgang er så efterfulgt af en perspektivering, hvor den nyere, danske dramatik sættes i forhold til sin samtid og diskuteres ud fra en række samfundsvidenskabelige forfatterskaber.

Hvad jeg nu skriver, er på ingen måde en kritik af Birgitte Hesselaa. For med visse forbehold - der dog peger på noget mere principielt - har hun skrevet en virkelig god og informativ bog. Men hold da lige op, hvor er de seks dramatikere, med undtagelse af Nikoline Werdelin, dog fulde af den slags fordomme og banaliteter, Søren Ulrik Thomsen beskriver.

Og hvor forekommer de problemer, de sætter til debat, derfor banale og røvkedelige.Jeg mener: Er der noget nyt i at diskutere, hvordan teknologien går amok i det kapitalistiske samfund? Er det ikke bare et dannet standard-synspunkt, man kan fodre svin med? Er det ikke hamrende banalt at påvise, hvordan den borgerlige kernefamilie begrænser individet? Er det ikke dødsens kedsommeligt og allerede vist hundrede gange på scenen og lærredet, at under den småborgerlige normalitet lurer der vold og incest og unævnelige perversioner? Er det efterhånden ikke et temmelig fortærsket paradoks, at i et sygt samfund må det nødvendigvis være sådan, at de gale er normale, mens de normale er splittergale? Og helt ærligt: Hvad Fanden kan almindelige mennesker i det hele taget lære af at se på nogle grimme, dumme, ulækre og afvigende karakterer, de ikke har en skid til fælles med? Fuck, hvor det bare en langgaber. Og hvor har sådan nogle stykker fortjent at blive taget af plakaten efter at have spillet fem dage for de få mennesker, der ikke kan se, hvor kliché- og fordomsfuldt den slags modernistisk kitsch i grunden er. Det kan godt tænkes, at stykkerne virker ganske anderledes, når de bliver opført, end når man læser dem i Birgitte Hesselaas referat. Det kan også være, at Birgitte Hesselaa er dårlig til at referere. Men begge dele er vanskelige at tro. Derfor er det nødvendigt at spørge videre i Søren Ulrik Thomsens ånd: Hvor kan alle fordommene komme fra? Og hvorfor er der ingen, der forsøger at sætte en stopper for klichéerne?

(...) jeg (undrer) mig over manglen på radikal kritik. Det fremgår under gennemgangen af flere af forfatterskaberne, at deres dramatik minder ikke så lidt om Samuel Beckett eller Harold Pinter eller Eugene Ionesco. Det synes jeg også, ud fra referaterne - og med det forbehold, at jeg er absolut lægmand. Men hvordan kan man tale om et »nybrud« (ordet indgår oven i købet i bogens titel), hvis mange af dramatikerne fortsætter en tradition, der navnlig blomstrede i halvtredserne eller tresserne? Det ville jo, inden for mit eget fag, svare til, at nogen bare kørte videre på traditionen fra Roland Barthes eller Michel Foucault. Der er ikke noget i vejen med dette - jeg kunne bare ikke drømme om at kalde det et nybrud. Kort og godt vækker den tilsyneladende traditionalisme blandt nyere danske dramatikere min nysgerrighed - men jeg finder desværre ikke svar hos Birgitte Hesselaa.

- over én bank hånes 4 førende danske dramatikeres produktion for at være "modernistisk kitsch", selvom ikke 1 stykke er læst eller set - go, go, go, anmelderetik!