Christina skriver (helst ikke) noget kønt

Jeg er glad for, jeg skrottede den oprindelige opbygning af min anmeldelse af Boyfrind, som var sådan en Jeg-vil-ikke-ikke-gå-ind-for-denne-bog-og-dens-lækkert-smadrede-æstetik-men-konstruktion, hvor men'et selvfølgelig skulle gå på en begrædelse af den bevidste  pulverisering af den rasende virtuositet, som Hagen tidligere har praktiseret, i Sexdronning, men først og fremmest i fantastiske 71 breve til M, og med et betydeligt, men tydeligvis æggende benspænd i White Girl, OG SOM JEG FOR HELVEDE BARE SAVNER; og udmunde i sikkert et forfængeligt, sentimentalt håb om i det mindste en lille, speedet køn tekst til Hvedekorn. Men MIT écriture-savn rager jo ærlig talt Boyfrind en høstblomst og gør den for fanden ikke til en dårlig eller dårligere bog, når jeg nu faktisk synes, det er en rigtig god bog; vi er et helt, helt andet, egensindigt og energisk destruktivt sted end radikalitets-udvandingen hos Kirsten Hammann og den forfærdelige nedbrydning af al originalitet og suverænitet hos Katrine Guldager.

Hagen har lige lagt en note ud på hjemmesiden, der er en slags boyfrind-poetik (hvor poetikken er at bogen i sig selv er en poetik nemlig), som erklærer sig uenig (men ikke på den fornærmede Glaffey&Langvad-facon: du må ikke mene noget andet end os om vores bøger) i min læsning af bogen som (multi)vrængende (og jeg har vist faktisk, via identitetskarnevalismen, fået vrængen på hjernen (og måske er identitetskarnevalismen bare en smart måde at ophøje den vrængen, jeg åbenbart ser eller gerne vil se overalt, til TENDENS) - teksten er sigende nok et billede (I kan klikke på dette link for at læse nærmere):


 Og, lo and behold, der er faktisk en speedet køn, lille tekst inde på hjemmesiden, der handler om BLOMSTER og om at få "Ideer", aaah, den groover jeg lige ud på, inden CH ødelægger endnu en bog, dette er første halvdel:

Jeg bliver også tit spurgt om, "hvordan jeg fik ideen" til dén bog eller dén bog. Lidt som om det er en fysisk ting, jeg har fået af nogen. En ting jeg har skaffet, fordi jeg har nogle særlige forbindelser. Jeg aner ikke, hvordan en idé opstår, men jeg forestiller mig, at processen minder lidt om det at samle planter og presse dem i telefonbøger, indtil de er tørre, og derefter klistre dem ind i et album. Man går ud i naturen og får øje på en liljekonval. Den plukker man måske, fordi den er smuk. Så får man øje på en mælkebøtte. Den plukker man, fordi den er almindelig. Krokus plukker man, fordi de minder en om mormor. Stedmoderblomsten fordi den virker ond. Rosen fordi den er en kliché. Og så videre. Allerede der har man udvalgt. Søgen efter minder, skønhed, grimhed, klichéen har haft betydning for udvælgelsen. Nu lægger vi blomsterne ind i telefonbøgerne, og der lader vi dem ligge i 14 dage. Når vi åbner igen, vil nogle af blomsterne være mugne, andre brunlige. Vi vil nok smide dem væk af den grund. Eller også vil vi beholde dem netop derfor. Vi vil måske ærgre os over forgængeligheden. Inspireres af forgængeligheden. Vi vil måske netop derfor skrive om forgængeligheden eller netop derfor IKKE skrive om forgængeligheden, fordi det ville alle andre have gjort i netop denne situation.