BET-TALE 2020 LIVE

BET-VINDER 2020

WA sker der?

Først og fremmest disse bøger fik ikke Weekendavisens Litteraturpris i forgårs:

Anders Abildgaard; IBIS
 
Kristina Nya Glaffey: Mor og Busser skal skilles

Merete Pryds Helle: Folkets skønhed

Halfdan Pisket: Dansker

Kirsten Thorup: Erindring om kærligheden

ØV!

PROSA I FLOR

LIGE EN CITAT-SALUT TOTALT I VERSALER
FOR DEN ENE FANTASTISKE PROSABOG EFTER DEN ANDEN
DETTE FORÅR 2016:

FRA JENS BLENDSTRUPS SLAGTERKONER OG BAGERENKER, SIDE 311, SOCIAL-HALLUCINATORIK:

"OM NATTEN DRØMMER JØRGEN AT HAN FINDER ANITAS PATTER I SPRIT OVRE HOS MADSEN. DER ER OGSÅ ANDRE BRYSTER. OG I EN SKUFFE FINDER HAN EGON WEIDEKAMPS TESTIKLER I EN CHOKOLADEÆSKE. MEN MADSEN HAR GIVET ANITAS BRYSTER DEN BEDSTE PLADS. USSES KONES JUVELER, STÅR DER. I DRØMMEN LEDER JØRGEN EFTER MADSEN MED ET OVERSAVET JAGTGEVÆR. MEN DA HAN ENDELIG FINDER HAM ER NOGEN KOMMET HAM I FORKØBET. MADSEN STÅR SÅ LANG HAN ER I SPRIT. ARBEJDER FRA DET 22. ÅRHUNDREDE MED MYNTE, STÅR DER PÅ FLASKEN. TIL SIDST FINDER JØRGEN UD AF AT DET ER DYREMOSE DER STÅR BAG. HAN OVERRASKER HAM MENS DYREMOSE ER VED AT DISSEKERE LILLEBRO FRA INGRID OG LILLEBROR. HAN STÅR OG SKÆRER I DUKKENS HÅND, SÅ DER KAN BLIVE PLADS TIL FORMALINEN. JØRGEN PRESSER GEVÆRET MOD HANS BAGHOVED OG TRYKKER AF. MEN I STEDET FOR BLOD FOSSER DET UD MED VILDMARKSBROCHURER. DAN HAN GÅR, SÆTTER LILLEBROR SIG OP OG SYNGER: BLÆSTEN KAN MAN IKKE STOLE PÅ.
  SÅ VÅGNER JØRGEN OG GÅR UD OG BØRSTER TÆNDER FOR AT FJERNE SMAGEN AF SINGLEMALT OG LEFFE. HANS HOVED ER SÅ VARMT. SOM OM HAN HAVDE INFLUENZA."

FRA KRISTINA NYA GLAFFEYS MOR OG BUSSER SKAL SKILLES, SIDE 48, RUTSJEBANE-NAIVISME:

""BUSSER SIGER, AT SKUESPILLERE OG FORFATTERE ER LIDT LIGESOM TO FORSKELLIGE FOLKESLAG I RINGENES HERRE, OG AT FORFATTERNE ER SÅDAN NOGLE SKUMMETMÆLKSBLÅ NOGLE, DER IKKE VED, HVORDAN MAN HILSER ORDENTLIGT PÅ FOLK OG BLIVER BANGE, HVIS DE ER TVUNGET TIL AT TALE MED NOGEN I MERE END FEM MINUTTER AD GANGEN, OG SKUESPILLERNE ER NOGLE KULØRTE LAMPER, DER TALER OG GRINER MEGET HØJT HELE TIDEN OG KONKURRERER OM, HVEM DER KAN SIGE DE SJOVESTE TING I MUNDEN PÅ HINANDEN TIL PREMIEREFESTERNE, OG HVIS MAN BLANDER DE TO FOLKESLAG SAMMEN, SIGER BUSSER, SÅ FÅR MAN SÅDAN EN LIDT UNDERLIG UDGAVE AF YIN-YANG-TEGNET FRA KUN FU PANDA MÅSKE LIDT I RETNING AF DET, SOM BEDSTEFAR MALEDE I FEDTFARVER ENGANG I 70'ERNE, OG SOM HÆNGER UDE I ANNEKSET VED SIDEN AF BEDSTEMORS KERAMIKRELIEF OG ALLE BUSSERS UBEHJÆLPSOMME FORMNINGSPROJEKTER."

FRA VIBEKE GRØNFELDTS ENDNU IKKE, SIDE 73, INSPIRATIONS-FUNDAMENTALISTISK FIKTIONS-FRAGMENTARIUM:

"DEN 11.11. KLOKKEN OTTE

OVER TOLV GRADER I MORGENSOL, VINDSTILLE, FUGLEFLØJT. ET MÆRKELIGT ÅR.
  LIGESOM DET KONGESKIB, VI SÅ TIT HAR SET SEJLE UD FRA ALLE DE NU OVERFLØDIGE SOMMERHAVNE OG ÅR FOR ÅR LADE EN MERE STORSLÅET AFSKEDSSALUT SUSE OG KNALDE MOD EN HVID MIDNATSHIMMEL, DALENDE MOD ET OGSÅ HVID HAV I ALLE FYRVÆRKERIETS KULØRER, UDSENDER FOLGENE I ÅR REKORDTYKKE KATALOGER OG NYOVERSATTE MESTERVÆRKER: PÅ SPORET ... TUSIND OG EN NAT, ULYSSES .. STORT OPSPARET AFSKEDSBRAG, DER UDSTILLER ÅRETS ØVRIGE UDGIVELSER OG MED KVALMENDE GRUNDIGHED VISER, AT DET HELE ER FORBI.
  MEN DET ER IKKE DAGENS RET, DER GØR DET AF MED STORHEDEN, ELLER STORHEDEN, DER GØR DET AF MED DAGENS RET ...
  LADE DE VÆRE ... LAD VÆRE.
  NATØLLET HOLDER FEM PROCENT. EN POKKERS VELLYKKET BALANCE PÅ KNIVSÆGGEN. FIRE KOMMA SEKS ER SLAP, SYV KAN VIRKE SKARP PÅ FASTENDE HJERTE."

FRA CHRISTINA HESSELHOLDTS VIVIAN, SIDE 55, IDENTIFIKATIONS-HENGIVELSE (EMILY DICKINSON CITERES TIL SIDST, SELVFØLGELIG):

"SARAH

"DA JEG GIK FORBI BEDE MED DE METERHØJE DIGITALIS (OGSÅ AF FRØ MOR HAVDE MED) RAMTE EN AF DEM MIG PÅ SKULDEREN SOM EN PENIS, ET RIDDERSLAG, SOM NOGET FRA EN GLEMT VERDEN, EN VERDEN HVOR MAN KAN BLIVE I SENGEN MED SIN ELSKEDE EN HEL DAG OG GRAVE SIG IND I HINANDEN. HVOR MAN ER BLEVET BUDT OP SÅ MANGE GANGE AT MAN ER MAT AF LYKKE OG IKKE KAN BEVÆGE SIG MERE. VINDUET STÅR ÅBENT, OG SKOVEN ELLER SØEN UDENFOR ER RYKKET IND OG HAR LAGT SIG OVER ´EN - SÅ TUNGT HVILER MAN UD. ÅH, HVOR ER DET LÆNGE SIDEN.

   A BEE HIS BURNISHED CARRIAGE
   DROVE BOLDLY TO A ROSE -"

FRA IBEN MONDRUPS KARENSMINDE (SOM JEG ANMELDER I WA BØGER I DAG), SIDE 100, INDLEVELSES-BRUTALITET (OG -EKSPLOSION - DETTE ER 1 ØJEBLIKS BEVIDSTHEDSSTRØMHVIRVEL):

"INDE FRA STALDEN KUNNE HAN SE UD AD DET LILLE VINDUE. INTET UNORMALT, IKKE UDENFOR I HVERT FALD. DET BLÆSTE PÅ EN GROV MÅDE, VINDEN REV DEN TYNDE RØG FRA BRÆNDEOVNEN HEN OVER TAGET OG SPREDTE DEN SOM KRYDRET LUGT PÅ HELE MATRIKLEN. DET VAR HYGGELIGT. DE SAD INDE I STUEN OG VARMEDE SIG, DE SPISTE VAFLER ELLER KOGTE SUPPE, SÅDAN NOGET KUNNE MAN TRO. HVIS MAN IKKE KENDTE DEM. MAN VILLE IKKE SKULLE SKYNDE SIG, MEN KUNNE I STEDET TAGE SIG GOD TID TID, GÅ OM BAG HUSET OG TØRRE TRAKTORENS MOTOR AF MED EN KLUD, MÅSKE VILLE MAN STARTE DEN NÅR NU MAN IKKE KUNNE STARTE BÅDEN, OG LÆGGE ØRET MOD MASKINEN I STEDET, MAN VILLE HØRE DEN SPINDE SIG GENNEM ÅRTIERNE, DEN TRAKTOR VAR FOR HELVEDE OLDGAMMEL, MAN VILLE LYTTE TIL MOTOREN INDEN MAN GIK TILBAGE TIL HUSET OG STILLEDE SINE GUMMISTØVLER UDEN FOR DØREN OG GIK IND. MAN VILLE GLÆDE SIG.
  MEN DET KUNNE MAN IKKE, IKKE SOM DET VAR NU. HAN MÆRKEDE AT DET KOM SIVENDE OVER GÅRDSPLADSEN OG IND TIL HAM GENNEM STALDDØREN, SOM HAN HAVDE LADET STÅ PÅ KLEM, EN SLAGS GAS DER NEV I HANS NERVER, OG SOM FIK DET TIL AT PRIKKE OVER DET HELE. DE VAR PÅ KOLLISIONSKURS DERINDE, SOM DE HAVDE VÆRET FLERE GANGE; DET VAR KUN BLEVET VÆRRE PÅ DET SENESTE. BEDST SOM HAN GIK OG PASSEDE SIG SELV OG VAR I GANG MED NOGET, VAR DE KØRT IND PÅ DEN BANE SOM UVÆGERLIGT ENDTE I GRØFTEN, OG HAN MÅTTE SKYNDE SIG, SLIPPE DET HAN HAVDE I HÆNDERNE, OG LØBE IND. SOM NU, HAN KUNNE IKKE BARE LIVE STÅENDE HERUDE, HELLER IKKE SELV OM HAN HAVDE LYST TIL DET. ELLER BRUG FOR DET."

Refleksionsgrænsepoliti

På pressemeddelelserne til Maja Lee Langvads Find Holger Danske & Hun er vred og Kristina Nya Glaffeys Mor og Busser står der med fed:

Forfatteren gør opmærksom på, at bogen kan anmeldes af alle uanset køn, hudfarve og seksuel orientering. 

Ved en fejl er denne tilføjelse ikke kommet med:

Men hvis en mandlig, hvid, heterosexuel anmelder bagefter forsøger at finde en misforståelig fællesbetegnelse for den litterære strategi, denne bog og andre bøger, skrevet af kvindelige eller ikke-hvide eller homoseksuelle forfattere, iflg. anmelderen benytter sig af, forbeholder forfatteren sig ret til at blive så vred, at hun skriver et vredt debatindlæg til Information, hvor hun skælder anmelderen huden fuld. Og har man først sin hud fuld af skældsord trykt i Information, kommer de aldrig, aldrig, aldrig af. At I ved det!

Den hemmelige definition

på
identitetskarnevalisme
er skrevet
og mailet
til Weekenandavisen,
som vil afsløre den
i fredagens avis!

(der er en tråd af vis længde på mit Facebook-link til blogposten nedenfor, og så nåede jeg først i dag omkring tråden efter Pia Juuls gode indlæg på Promenaden, hvor Glaffey er meget forarget over flere blogposter, det må være dem om at være brilleabe og næseabe og ville være blå (posten om at skrive som en sort, lesbisk kvinde kom vist først senere):

Bukdahl har så i øvrigt gjort sig morsom på sin blog over en masse ting vedrørende identitet, især når det kommer til hudfarve, uden at være klar over, hvor groft og hvor mange mennesker han træder over tæerne med sine, i mine øjne, totalt ubetænksomme kommentarer. Det er det, jeg synes, det er vigtigt at diskutere.

- men hvad er der at diskutere? Det er jo åbenbart bare utilstedeligt, slut, forbudt, med den slags spex, som jeg, hvis jeg var klar over, hvilket jeg pga. mit hvidhed og resten af mit identitetslort ikke er, hvor groft, jeg træder hvor mange mennesker over tæerne, aldrig ville have gerådet ud i, men det ville jeg nu nok; jeg ved bare ikke, hvor Glaffey ved fra, præcist hvor groft præcist hvor mange er trådt over tæerne (folk har vel også meget forskellige smertegrænser - og lag af hård hud), hun kan vel egentlig kun tale som sine egne hvide, lesbiske tæer, selvom hun åbenbart har slået sig ned som lokal, hyper-empatisk fodterapeut.

Hvad fejllæser jeg hvidt, når jeg læser lesbisk?

Jeg forstår ikke helt, hvad der sker for mine fjende- og vennebilleder for tiden.

For en måneds tid siden roste jeg Søren Ulrik Thomsen i WA Bøger (det er jeg så holdt op med igen).

I Søndags-Politiken holder Jes Stein Pedersen og Bjørn Bredal (!) med mig i striden med Glaffey & Langvad. Bredals klumme slutter: '

Måske ved kvinder ikke, hvor monumentalt den midaldrende mands selvhad er. Men mændene ved det, og de bruger det lystigt imod hinanden, hvilket for resten også var smukt illustreret i Deadline lørdag aften, hvor ham den skaldede sad og tæskede løs på ham med strithåret og brugte den lyse, smilende, ’sorte’ kvinde som krabask.
Indtil Lars Bukdahl udbrød: »Jeg vil gerne have lov til at være en lesbisk-feministisk læser af Kristinas bog«.

Og det synes jeg jo, han skal have lov til. 

Tak dér, Bjørn! 

I samme avis bliver Glaffey & Langvad interviewet af Marie Tetzlaff og svarer - lidt uhyggeligt; ingen forskelle mellem dem overhovedet åbenbart, på trods af forskellig hudfarve og adoptionsstatus - med én mund; de kommenterer også min tv-tryglen om lesbisk-feministisk læserstatus:

I skriver, at det er indlysende, at man som læser altid har sit køn, sin hudfarve, sin seksualitet osv. med i læsningen. Hvad betyder det for litteraturanmeldere i praksis? Skal de holde sig til deres egen erfaringsverden? 

»Selvfølgelig har man som anmelder lov til at anmelde en hvilken som helst bog, men det er vigtigt, at man er bevidst om, hvilket sted man taler og læser fra. Og at det sted, man taler og læser fra, afhænger af, hvilke kropslige erfaringer man har adgang til. Der er forskel på at udtale i Deadline (som Bukdahl gjorde), at han også vil være en lesbisk feminist, og så faktisk at have den kropslige erfaring, der svarer til det. Nej, vi er ikke alle sammen lesbiske feminister, og at sige, at vi er det, er at underkende den specifikke erfaring. Vi er investeret på forskellige måder i de her spørgsmål omkring hudfarve og seksualitet. Det er ikke os alle (hvide som brune), der hverken kan eller vil skrive under på at være identitetskarnevalister, men lad os da bare se på, når Bukdahl tropper op som adoptivbarn i det næste tv-indslag«.

Nu er jeg faktisk som en selvfølgelighed feminist, born and rasied. Men lesbisk er jeg selvklart ikke og slet ikke lesbisk mor, men det er jo det, Glaffey inviterer mig til at prøve at opleve verden - eller bare internettet - som, gennem lesbisk moderlige briller (for nu metaforisk at udnytte et (i barndommen pænt ekskluderende - se blogpost nedenfor) handicap, Glaffey, Langvad og jeg deler: vi bærer alle tre briller). Jeg er heller ikke et adoptivbarn eller en adoptivmor eller en biologisk mor til et adoptivbarn, hvilket Langsvads spørgeskemaer tiltaler og tilspørger mig som. Det, der sker, i min læsning af Glaffeys & Langvads gode tekster er jo, at jeg bliver inviteret ind i en virtuel identitets realitet og synsvinkel, som lesbisk mor, som adopteret, og derigennem tvinges eller lokkes ud i en konfrontation med min egen identitets lighed med og forskel fra den virtuelle identitet, de specifikke forskelle, ikke-brun, ikke-adopteret, ikke-lesbisk, ikke-mor, og de mere generelle, rent "menneskelige" ligheder, oplevelser af savn og udsathed og ekslusion. Det er dér, Glaffey & Langvads artikel bliver så eklatant absurd, fordi det jo lige præcis er i læsningen af værker, der taler fra og udpeger og tematiserer en "fremmed" identitet, at jeg bliver min egen identitets mere eller mindre selvfølgelige fremmedhed bevidst. Der er ingen vej udenom at være mig bevidst som heteroseksuel, når jeg læser Padder og krybdyr; der er ingen vej udenom at være mig bevidst som etnisk dansk og vokset op med to biologiske forældre (hvoraf den ene dog døde, da jeg var barn, #savn), når jeg læser Hvor er Holger Danske (hvilket jeg har gjort sådan ca. 500 gange, de 400 gange fra en talerstol). HVILKET FREMGÅR AF MINE ANMELDELSER (og andre omtaler)! Så her kommer 64.000-dollar-spørgsmålet til Glaffey & Langvad:

Hvor i mine anmeldelser og omtaler af jeres to bøger optræder blinde hvide pletter? Hvad er det jeg ikke forstår eller læser udenom eller læser racistisk eller homofobisk, hvad, hvad, hvad? Her er to citater, I kan sætte røde streger i:

-->

Lad mig straks gå i gang med mit hysteriske hype: Det er meget, meget længe siden, jeg har læst så original og overrumplende og goddamn vedkommende en debutbog som Maja Lee Langvads Find Holger Danske (og så kvikt betitlet en). Og ikke siden Eli I. Lunds debut jeg vil have sex med fremtiden har jeg læst en (debut)bog, der med en sådan egensindig vitalitet linkede sig på den 60’er-70’er-avantgarde, som de fleste yngre digtere ellers er bedre til at beundre blankt. Og ærligt talt kunne Berlingske og Gyldendal godt aflyse deres konkurrence om nydansk litteratur og bare give Maja Lee førstepræmien (så kunne rapperne Outlandish, Ataf, U$O og Zaki dele 2. og 3. præmien, for hey, tanter i Pilestræde og Klarboderne, de findes og har fandtes i et godt stykke tid nu som ægte digtere)

  Hvis altså Maja Lee er nydansk, det er nemlig en af de flydende grænser, bogen grundigt plasker til; i det sidste af tre spørgeskemaer spørger hun sig selv: ”Hvilken nationalitet er du efter din mening? a. Dansker? b. Koreaner? c. Både danske og koreaner? c. Hverken dansker eller koreaner?” Men svarer ikke. I de to første spørgeskemaer spørger hun sin biologiske mor og sin adoptivmor om det samme. Igen uden at få svar, rimeligt nok. Det er ambivalenser, der både er aktuelt-alment vedkommende i forhold til den kritisk forplumrede danskhedsdiskussion og dybt, inderligt personlige i forhold til det virkelige, voksne adoptivbarn MLL. De øvrige spørgsmål i skemaerne er ikke mindre svære, for nogen, f.eks.: ”Mener du, at du har svigtet mig, eller mener du, at du netop ikke har svigtet mig ved at adoptere mig?” Den formelle, pastichiøse kølighed muliggør her paradoksalt nok en sjælden hård og præcis hudløshed.

&

-->

Den formelle ramme for krigsskuepladsen er to kursiverede afsnit, et først og et sidst, der spørger nervøst og rastløst og helt nøgent til, hvordan man bliver gode forældre i almindelighed og gode lesbiske forældre i særdeleshed. Selve krigen er konfrontationer med diverse hjemmesider, der knytter an til lesbisk forældreskab, fra en københavnsk sæddonorklinik, der sponsorerer storke, og World Wide Spermbanks register over donorer til familyevolutions.com, der tilbyder alskens lækre accessories og Rosie’s Family Cruise for regnbue-familier. Og hver gang kaster Nya Glaffey – der aldrig optræder som jeg, kun som højt svævende vi – op i lårtykke, djævelsk velformulerede stråler over idiotien og klicheerne og selve den sproglige armod:

  ”Det er ikke ment som en fribillet for folk med et ugenert forhold til kvindelige forplantningscyklus til at belemre os andre med deres selvkomponerede billeddannelser, at vi andre har i sinde at lade os invadere af et styk ekstraterrestrisk snylter i ni måneder.”

  Disse serier af afklapsninger fungerer på samme tid som en karnevalistisk satire over en minoritets behov for og afmagt i forhold til at formulere en egenidentitet og en smædedigterisk elegi over det enkelte minoritetsmedlems eller måske snarere minoritetspars frustration over at føle sig talt forbi og ned til af identitetstalskvinderne. Hvortil kommer den herligt politisk ukorrekte forhåning af de amerikanske sæddonorer (+ en enkelt dansker), der simpelthen bare er for dumme i nakken til at være af interesse, hvilket læseren til sin egen forskrækkelse spontant erklærer sig enig i.

- HVOR, HVOR, HVOR ER JEG FOR HVID OG DANSK OG KÆRNEFAMILIÆR OG HETEROSEKSUEL I BLIKKET?

- hvis værker skrevet af minoritetsmedlemmer ikke taler fra og udpeger og tematiserer den "fremmede" identitet, så er jeg som anmelder ikke synderligt bevidst om hverken forfatterens eller min identitet og forskellen mellem dem. Men det er vel så også i orden. Eller mener Glaffey & Langvad, at jeg burde være mig min hvidhed mere bevidst, når jeg anmelder brune Lone Aburas' Politisk roman eller være mig min heteroseksualitet mere bevidst, når jeg skriver om homoseksuelle Niels Franks Nellies bog? Nej, det tror jeg ikke, de gør. Men hvad søren går det hele så helt ærligt ud på?

- ud over en misforståelse af mit begreb identitetskarnevalisme som en karikatur af lalleglad postmodernisme a la Ib Michael anno 1985 - som jeg gerne vil rette op på (se det centrale ord "elegi" i Glaffey-anmeldelsen) i en kommentar til Weekendavisen, som jeg skriver i morgen og som kan læses af jer på fredag, fordi al polemik altså ikke skal være gratis og slet ikke konstruktiv polemik. KH

Latterhierarkier

Denby forsætter sin Budapest-anmeldelse med at skrive:

"The Grand Budapest Hotel" is no more than mildly funny. It produces mumuring titters rather than laughter - the sound of viewers affirming their own acumen in so reliably getting the joke.

Det behøver jeg jo heldigvis ikke være enig (det er noget af det mærkelige i Maja Lee Langvads og Kristina Nya Glaffeys åbne brev til mig i Information, at det skulle forhindre dem og andre læsere (og tilhørere) i at have en mening om deres værker, at jeg (i deres øjne) har en anden mening om dem "Det er klart, at forfatteren ikke har suveræn adgang til fortolkningen af sine bøger, men at du som læser og anmelder skulle have denne suverænitet, stiller vi samtidig spørgsmålstegn ved. Vi er i det hele taget i tvivl, om du læser vores bøger på samme måde, som vi selv gør."). Og rent empirisk - det er der vidner på - lo jeg højt og klart både den ene og den anden gang, jeg så filmen. men jeg har altid hadet latterhierarkier; hvis jeg nu bare havde fniset mumlende i stedet for leet højt, hvorfor skulle det så være en mindre fin og ophøjet moren sig?

Langvad & Glaffey opererer med kun 2 slags grin, ekskluderende af- eller mod-latter og inklusiv med-latter, og mærkeligt nok ved de, hvordan jeg hjemme i min blå læsesofa ler ved læsning af deres bøger:

Vores bøger er morsomme, synes du. Men gad vide, om vi griner af det samme, om det er den samme latter, der bliver vækket i os? Når Kristina læser op fra Padder og Krybdyr på den lesbiske bar Vela for et overvejende lesbisk publikum, griner de så på samme måde, som når du sidder og læser bogen derhjemme? Kunne det tænkes, at du i højere grad griner af den lesbiske, hvorimod publikum på Vela griner med eller af sig selv. Når du griner af fremstillingen af den hvide mand (her sæddonoren), griner du så med ham, fordi du identificerer dig med ham, eller af ham, fordi du ikke selv tænker, at du har en hudfarve og et køn? Når Maja læser teksterne med »Negerpik« og »Kineserpik« op fra Find Holger Danske i Koreaklubben, en forening for koreansk adopterede, så er der ikke nogen, der griner. Når hun læser teksterne op i andre sammenhænge, hvor størstedelen af publikummerne er hvide, afføder teksterne en behersket latter, en latter, der kunne tolkes som: Jeg-synes-det-er-sjovt-men-har-jeg-lov-til-at-give-udtryk-for-det? Måden, der grines på, og det, at der overhovedet er mulighed for at grine er altså afhængig af konteksten. Det er ikke en universel latter som den litteraturteoretikeren Mikhail Bakhtin beskriver, der lyder under karnevallet.

Nej, ingen ler ens, eller tier ens, vel heller ikke lesbiske bargæster og adopterede klubmedlemmer. Men naturligvis er der altid en mere eller mindre stærk drift mod modtagelses-uniformitet i en konkret kollektiv modtagelse. Jeg tror på, at latteren i den lesbiske bar bliver uniformeret og solidarisk indforstået, hvilket jeg godt kunne finde på at kalde en reduktiv jovialisering af bogens identitets-anfægtelse (jeg nægter vrængende at lade mig genkende af disse hjemmesiders idé om hvem en lesbisk mor er), bortset for at jeg hader latterhierarkier og nægter at rangere Vela-latteren under min egen. Og min egen latter vs. Padder og krybdyr er hverken en latter AF og rigtignok heller ikke MED  de eller "de lesbiske", men en latter PÅ og FRA, foreslår jeg som forholdsord så, STILENS virtuost rasende og konkretiserende overstyring, ligesom latteren vs. remserne i Hvor er Holger Danske er en latter PÅ og FRA de på samme tid strenge og legesyge dekonstruktioner af (racistiske) vendinger - begge latre både forløser (KLICHEER overdrives/punkteres) og foruroliger (latterens UPASSENDE skred), men lige så meget MORER de bare, i deres målrettet skamløse og amokgående sproglighed.

Først Brian Sandberg, så Kristina Glaffey

Brian var barnemad

- men om tre kvarter skal jeg tale med Kristina Nya Glaffey i Deadline; om hendes Padder og krybdyr skrev jeg i WA:
 
--> Det vil være uklogt nogensinde at rode sig ud i et skænderi, organiseret (som rappernes free style battles) eller uorganiseret, med forfatteren Kristina Nya Glaffey; som demonstreret op til flere gange på hver eneste side af hendes kosteligt oppiskede bog nr. 2, Padder og krybdyr, så fornærmer og injurierer og disser hun for vildt,
 
- så jeg er pænt bange! Wish me luck!



- og her er LINK!

Columbusæggehoved

To af mine yndlingsdigtere, Maja Lee Langvad og Kristina Nya Glaffey, er ikke imponerede af mig i et åbent brev i Information i dag:

I et interview i Information siger du: »En af de skønne ting ved kunsten er netop muligheden for at blive anbragt et fremmed sted og kunne mærke det fremmede sted.« Læseren bliver her gjort til Colombus, der tager til nye, spændende, uopdagede verdener, og teksten bliver det skib, som fører læseren hen til de fremmede, de vilde, de eksotiske. Det fremmede sted er tekstens erfaringsgrundlag, og den fremmede må vel være forfatteren. Ingen vil længere påstå, at Columbus så på de indfødte på samme måde, som de indfødte så på sig selv. Eller at hans blik på og møde med dem var til de indfødtes fordel. Hans blik på de indfødte var farvet af, at han ikke var en af dem, men han undlod at se kritisk på sit eget blik. For os fremtræder du som en Colombus i den her debat, når du ikke vil se på din egen position som en hvid, mandlig, heteroseksuel læser og anmelder og på, hvordan denne position stiller dig i debatten. Når vores bøger bliver udsat for dit eksotiserende blik, og vi som forfattere bliver gjort til ’de fremmede’, oplever vi det som ’patriarkalsk vold i den litterære intimsfære’. Det er på tide, at man også i den danske samtidslitteratur og i læsningen af den begynder at vende blikket indad.

Her er et filmklip fra dengang, jeg første gang læste en tekst af Maja Lee, i Byggeriets Hus på Godhåbsvej (!) til såkaldt (ikke af mig, af Vagn Steen) Lyrisk Skadestue for en vel 10 år siden:

- men sådan har jeg det sgu hver gang, jeg læser en ny, god tekst eller en ny, god forfatter: Hvilket fantastisk fremmed land, jeg hermed opdager! Jeg kan ikke se, at min eksotistiske begejstring over Langvads og Glaffeys værker er kvalitativt anderledes end min eksotistiske begejstring over fx (for at nævne to fra min imponade-målgruppe) Renè Jean Jensen og Signe Gjessing, bare fordi den ene af de førstnævnte er adopteret fra Korea (og lesbisk) og den anden er lesbisk; jeg begejstres jo ikke over at få indblik i hvordan det er at være adopteret eller være lesbisk mor - det er, mener jeg, en smuk, god og såmænd også nyttig effekt ved god litteratur: at blive intimideret til indlevelse i andres på alle mulige måder fremmede væren (yndlingseksempel, ikke kun som oplevet dengang, men også i dag (tid er også fremmedhed): Oliver Twist) - men fordi teksterne er god litteratur, originalt, personligt formuleret (og DERFOR) sprog- og bevidstheds- og verdens(syns)udvidende sprogkunst; Inka-guld, som alle mirakuløst kan stjæle hele tiden, også inka-guldmageren selv, der så bare ikke er nogen privilegeret tyv, uden at det nogensinde bliver væk. Nej, vi oplever og ler ikke ens - i Aalborg ler de mindre i København - og de forskelle er da interessante nok, men de er jo ikke afgørende, og de burde i hvert fald ikke være ekskluderende. Ja, enhver læsning er imperialistisk, det er min læsning af Langvad & Glaffey som identitetskarnevalister, når de nu ikke vil være det (selvom de i høj grad misforstår, hvad jeg mener med det - mere om det et andet sted), og det er deres læsning af ordene identitetsfundamentalisme og -karnevalisme som brunheds-henvisende, når jeg nu selv kun har tænkt på Fiskerne og Bakhtin, men der er den gode forskel på den rigtige imperialisme, at ingen af vores læsninger slår den anden ihjel, vi kan SNAKKE om dem, brunt/lesbisk ansigt til hvidt/heteroseksuelt/mandligt  ansigt. Langvad & Glaffey skriver vel ikke minoritetslitteratur, det gør de i hvert fald ikke for mig, trist hvis de gør det for sig selv (men jo lige meget for mig, når jeg ikke - som dengang i 70'erne til Kvindefestival i Tangkrogen, da jeg ikke måtte købe et feminist-badge, fordi jeg var dreng - direkte forbydes i at købe og læse deres bøger), ligesom René Jean Jensen som hvid, heteroseksuel mand ikke skriver majoritetslitteratur; alle tre skriver vel, jf. Ursula Andkjær i blogposten nedenfor, menneskelitteratur (hvilket hårdt nok ekskluderer sommerfugle og abekatte). Jeg oplever sgu da Signe Gjessings poesi som langt, langt mere eksotisk end Find Holger Danske og Padder og krybdyr, der begge udspiller sig i den samme verden, som jeg bebor; når jeg læser Gjessing, er jeg fucking Neil Armstrong, hun synger fra en helt anden planet:

Kristina & Maja er skabsidentitetskarnevalister

Jeg prøvede at komme i tanke om andre identitetskarnevalister end Yahya Hassan og kom straks til at tænke på Maja Lee Langvad, i hendes debutbog (som der om lidt kommer opfølgere til OMSIDER) Find Holger Danske og hende veninde og performance-partner Kristina Nya Glaffey, der i Athena/Yahya-debatten ellers har optrådt som streng identitetsfundamentalist, i bog nr. 2, en af 2012's sjoveste, Padder og krybdyr. Langvad remse-fabulerer over termer og faste vendinger og hånske idiomer ang. race/etnicitet (for en gangs skyld citerer jeg ikke Schwitters-omskrivningen "Bag tonede ruder", som ellers er en identitetskarnevalistisk kærnetekst):

blodets bånd
blækkets bånd
mælkens bånd
tykmælkens bånd

kinesierpik
kineserpis
kinesersnot
kineserskæg

perkersvin
perkerulv
perkerfår
perkerhøne

dansk
danks
dnaks
dnask

Glaffey-jeget håner vitalt løs på alskens (homoseksuelle) identiets-repræsentationer og -stereotyper:

Og nej, vi vil ikke med til fællesspisning i folkekøkkenet der, hvor Ungdomshuset engang lå, og indtage den tilberedte bønnepoestej fra Irmas skraldecontainere. Behold jeres bælgfrugter og jeres lusebeboede dreadlocks og lad os andre nyde vores maskineopvaskede Bodum-kander i fred for jeres dragking-seminarer og kunstige genoplivninger af performancekunst, fra da Røde Mor gik med ble.

Og i en frådende væmmet gennemgang af en sæddonorliste optræder den suverænt stærkeste hån af en Hvid Dansk Mand, som den identitetskarnevalistiske kanon foreløbig kan opvise; donorerne har skullet besvare et spørgeskema:

Så havde man ligesom bedre mulighed for at danne sig et nuanceret billede af de arveanlæg man postede en formue i. Bobs yndlingsret var for eksempel buffalowings, og hans yndlingsdur egern, så i det tilfælde måtte det blive lidt af en afvejning. Men hvis man nu var indstillet på, at arvingen ville hive og slide en smule i én, hver gang man gik forbi en Kentucky Fried Chicken, var egern så omvendt ikke nogle ret harmløse og i og for sig også meget nuttede dyr. P.S.: Desuden foreslår vi, at du investerer resten af pengene på børsen i Andeby. Stod der idiot på ryggen af én. Nej. Men det gjorde der til gengæld på Jan, elektriker og eneste danske donor på listen, der havde gjort de fremtidige generationer den ære at vride reptilhjernen for at drage de sidste tilbageværende rudimenter af engelskkundskaber fra folkeskolen frem i lyset til skræk og advarsel for os andre normalt begavede: Spørgsmål nummer 16. Do you eat healthy? Yes, but I do not always. Sometimes I eat what we here in Denmark call 'fast food' but it is not that often. Tak. Så hvis Kasket Karl vile være så venlig at lukke værktøjskassen og gå tilbage til specialkassen: Receptionisten var faldet i søvn, mens ham, de havde sendt bud efter til at skifte en pære i loftet, havde sneget sig ind i et af lokalerne med pornoblade og afleveret sin tvivlsomme sperma i en af plastickolberne eller hvad: Nu skal det ikke misforstås, for vi skal jo alle sammen have lov til at være her. Man kan nemlig sagtens være et fint menneske og en god kammerat, hvis ens intelligenskvotient ligger og svinger et sted mellem sinke og åndssvag. Men derfor behøver man måske ikke ligefrem lægge sig selv i kopimaskinen.

Karnevalet raser! 

Gladiators sabelraslen

Ny rykker forlaget Gladiator brutalt! Lige om lidt udgiver de Josefine Klougarts fjerde roman Om mørke, men jeg må indrømme, at jeg på en helt anden akut og gennemgribende måde glæder mig til de TO nye bøger af Maja Lee Langvad, hendes første siden den nyklassiske debut Hvor er Holger Danske (nok den bog jeg har haft MEST med i foredragstasken de sidste syv år):

Maja Lee Langvad: Find Holger Danske: Appendix, digt, foto
Find Holger Danske: Appendix ligger i forlængelse af Maja Lee Langvads meget roste debut Find Holger Danske fra 2006. En bog, som bl.a. handler om adoption, racisme og danskhed med afsæt i forfatterens egen identitet som koreansk adopteret. Med appendixet føjer forfatteren en ny dimension til sin adoptionshistorie. Appendixet består af lige dele tekst og fotos. På samme måde som i debuten stiller forfatteren en række spørgsmål til forskellige familiemedlemmer, bl.a. til den biologiske mor og den biologiske storesøster. Denne gang er spørgsmålene stillet efter mødet med de biologiske forældre, som også indgår i en fotoserie i appendixet.

Maja Lee Langvad: Hun er vred, digt, vidnesbyrd, dokumentationHun er vred fortæller en kritisk historie om transnational adoption. Med udgangspunkt i forfatterens egne smertefulde erfaringer tegnes et portræt af en adopteret og et adoptionskritisk miljø i Sydkorea. Refleksioner over en opvækst i Danmark blander sig med oplevelser fra en hverdag i Seoul og beretninger fra andre adopterede. Tematisk kommer bogen rundt om en lang række emner som slægtskab, race, køn, krig og globale magtstrukturer. Vreden er omdrejningspunktet i bogen, der rummer mange lag af følelser og en befriende, underspillet humor.

Find Holger Danske: Appendix og Hun er vred udkommer primo marts 2014.

OG

brillant bidske Kristina Nya Glaffeys tredje bog:

Kristina Nya Glaffey: Mor og Busser, romantisk komedie
Kristina Nya Glaffey er satiriker. Familiemønstre, øko-bevidsthed, 68-generationen, ekspertvælde og hverdagens små selvfølgeligheder og kunstnerrollen står for skud. Men det er for så vidt set før. Det er der så mange, der gør i. Vi gider ikke høre mere. Men det mærkelige er, det er aldeles forunderligt, at selv det banale, det allermest trivielle hos Kristina Nya Glaffey bliver nyt. Vinklet igen. Følsomt og intelligent. Her under dække af barnets undrende perspektiv.
Kristina Nya Glaffey kan sit kram, først og sidst. Selve det litterære håndværk. Hun er som en kemiker, der måler alting op dråbevis. - Men en sær tumpe ved navn Bent kommer hende i vejen, og det, som kunne være blevet sterilt, et afsprittet
laboratorium, bliver med Bent – oveni satiren - angstfyldt og grotesk. Billedkunstneren Pernille Kløvedal Helveg har generøst illustreret bogen med 20 grafiske blade.
Mor og Busser. 90 sider. Udkommer i marts 2014

Hvortil kommer hele 3 for mig ukendte debutanter, Ninette Larsen, Jacob Skyggebjerg og Eva Iversen. Og før eller siden, forhåbentlig- og sandysnligvis før, kommer vel også forlagspræsident Hans Otto Jørgensens nye bog. Her står Spartakus Senior. foran Bogforum med sit farligt kampberedte smil, vi forventer ingen ende på svær og trolddom:

White Girl er skabs-konkretist!

Mindre outtake-sensation:

På en tråd om visuel poesi efter en FB-opdatering af Kristina Nya Glaffey, der lyder sådan her:

VISUEL POESI, KAMMERATER!! Har skrevet til Martin Larsen og har det der nummer af Banana Split og OEI, men hvad skal jeg ellers støve op?? Kanindræberdagene er ovre, og nu vil det private erhvervsliv have medarbejderdage med forfattere... Forestiller mig noget i retning af, at plante en sproglig virus blandt Novos medarbejdere, der vil få aktiekurserne til at falde og antænde revolutionen.

afslører Christina Hagen:

White Girl var en overgang også visuel poesi. Jeg elsker det møg!:)

- OG VISER GUDHJÆLPEME ET VILDT NYSSELIGT EKSEMPEL (2 sammenvoksede magneter med hale?) - og hvor meget mere umulig ville den bog så ikke have været at læse og fortolke?:

Digtbørn, fiktive og auto-

Citat fra Otto Gelsteds "Foraar", 1927: 

Spurvene hopper i Plænen,
Græsset ligner tyndt, grønt Haar,
Havemanden sætter gule Mursten
om Kanten af Bedene.
Han har en stor Knude
som en Tomat i Nakken.

FB-opdatering af Kristina Nya Glaffey i går:

JEG VIL GERNE STIKKE HOVEDET NED I NOGET SNE. DU SKAL SPISE MIN DYNE. NEJ, JEG VIL IKKE I BAD. JEG VIL GERNE SLÅ SILAS. JEG VIL GERNE SLÅ SILAS I HOVEDET MED RANGLEN. DU SKAL GÅ UD I KØKKENET. JEG VIL GERNE HAVE KOLDE ÆRTER OG KOLDE MAJSER. DU SKAL SYNGE. NEJ, DET ER MIG, DER SKAL SYNGE. JEG VIL GERNE SE RAMASJANG. JEG VIL GERNE LÆGGE EN LORT INDE I SENGEN. JEG VIL GERNE GRÆDE. DU SKAL OGSÅ GRÆDE. JEG VIL GERNE VÆRE NØGEN. DU SKAL IKKE VASKE MIG I NUMSEN. NUMSEPRUT. TISSELORT. TISSEMAND OG TISSEKONE. TISSEMAND OG TISSEKONE. TISSEMAND OG TISSEKONE

TENDENS: LOH (Leende Op Højlydt)!

2 gange de seneste 14 dage har jeg IC3-tog LEET HØJT ud i kupeen af nye bøger, og det er så sjælden en foreteelse, at jeg dømmer det til at være en TENDENS: Ikke bare pænt, men MEGET sjove bøger, dvs. lige så sjove som bøger/dramaer af Jens Blendstrup og  Line Knutzon, selv om jeg godt ved, at sjovt stadigvæk ikke, hverken blandt anmeldere eller på Akademiet og Forfatterskolen, anerkendes som den primære kvalitet, det selvfølgelig er:

1. højlydt sjove bog: Kristina Nya Glaffeys (velfortjent hyper-hypede) Padder og krybdyr

2. højlydt sjove bog: Stine Pilgaards romandebut Min mor siger, der udkommer i næste uge (og som jeg forbandet nok ikke skal anmelde, i stedet skal jeg anmelde Peter Poulsen, der nøjes med at være lun, hvilket i den grad ikke er det samme som sjov, stålsuk!) - tidlige læsere diskuterer allerede. om det er scenen med moren, der lader som om, hun er madanmelder, eller scenen med moren, der (til indsamling for Kræftens Bekæmpelse) lader som om, hun har kræft, der er pinligst sjovest, jeg stemmer på den sidste, som derfor kommer her (mens det sner, og ingen ringer på, heller ikke dér):

Vi vandrer fra dør til dør med indsamlingsbøssen der bliver tungere og tungere. Når folk ikke lukker op, stiller min mor sig hen til vinduet og kigger ind. Hvis der sidder nogen på den anden side af ruden, smiler hun og vinker og peger på indsamlingsbøssen. Så er vi kommet for at bekæmpe kræften, råber hun og smiler. Min mor fortæller en yngre mand at hun selv lige er blevet helbredt, og at det derfor er en hjertesag for hende. Hun peger på sit højre bryst. Protese, hvisker hun. Det er uetisk, siger jeg, mens han er inde efter penge. Folk har brug for en personlig beretning, hvisker min mor, ødelige sygdomme er utrolig svære at sætte sig ind i, det er så abstrakt. Den yngre mand vender tilbage med 200 kroner, og vi bliver inviteret indenfor til en kop kaffe. Han spørger om min mor stadig har mén efter sygdommen. Man bliver jo aldrig helt den samme igen, siger min mor og peger på sit hjerte, når man først har set døden i øjnene. Den yngre mand ser forstående ud og nikker. Han fortæller at hans mor døde af lungekræft for fire år siden. Han vender sig mod mig og spørger hvordan jeg tacklede situationen. Jeg rømmer mig og ser over på et billede af en midaldrende kvinde der står i vindueskarmen. Fantastisk, siger min mor, skat, du var en klippe gennem hele forløbet. Jeg nikker. Der lå jeg, siger min mor, helt skaldet af kemo og frygtelig bange, og min datter kom hver dag og opmuntrede mig. Hun ser kærligt på mig, og jeg har en klar fornemmelse af at hun tydeligt husker begivenheder der aldrig har fundet sted. Manden finder et fotoalbum frem og liver lidt op imens han fortæller nogle minder fra sin barndom. Min mor nikker og smiler og spørger, og manden ser glad ud. Han henter et nyt album og fortæller flere historier om kvinden på billederne. det er vigtigt at sætte pris på sin mor så længe man har hende, siger min mor og ser på mig. Ja, det må du huske, siger manden og smiler til mig. Ja, det må jeg huske, siger jeg. Da vi går, omfavner min mor og den unge mand. Han smiler da han lukker døren. Jeg ser på min mor, da vi går ud af havelågen. Du er jo galoperende mytoman, siger jeg mens vi drikker det sidste af rosévinen. Sludder, siger min mor, jeg var lige det han havde brug for. Min mor siger at sandheden er opreklameret. Hvis man hænger sig detaljer, dør man af kedsomhed, siger hun, og det er næsten værre end at have kræft.

Med så stærke kandidater (og jo heller ikke fordi Voetmanns Kødet letter ikke er alvorligt grinagtig, ligesom man klart klukker af Simon Fruleunds Panamericana!) er der ingen vej udenom at genoplive HA!-Præmien - Det Nye Humoristlegat (googl!)!

Gåseøjne med tilbagevirkende kraft

Nogle gange slår jeg hele påfuglehaler af gåseøjne ud, andre gange får jeg gåsehud af dem (ikke mindst visuelt), men klart nok skulle jeg i min anmeldelse af Padder og krybdyr have indrammet Kristina Nya Glaffeys flotte og kantede navn med plirrende, selvironiske, autenticitetsrelativerende gåseøjne sådan ca. hver anden gang, jeg tager det forfængeligt, og ikke mindst i den i blogposten nedenfor citerede slutning: "Det er fra et vedkendt såret og forfjamsket udgangspunkt (....), at "Kristina Nya Glaffey" er ond i sulet." Jeg ved jo udmærket godt, at hun ikke uden videre er den samme som hende, der raser så ubændigt i hendes tekst (men heller ikke uden videre ikke er!). Længe leve i ret præcist det modsatte af gåsegang """""Kristina Nya Glaffey"""""!

Rekomplicering & en klassisk pony

Den ubrugte trompet til min Pontoppidan-anmeldelse i WA Bøger i dag: 

TOPDAN-PONY

Den oprindelige afslutning på min anmeldelse af Kristina Nya Glaffeys Padder og krybdyr; i avisen er den uelegant forsøgt forenklet af nogen, der ikke er mig:

Disse serier af afklapsninger fungerer på samme tid som en karnevalistisk satire over en minoritets behov for og afmagt i forhold til at formulere en egenidentitet og som en smædedigterisk elegi over det enkelte minoritetsmedlems eller måske snarere minoritetspars frustration over at føle sig talt forbi og ned til af identitetstalskvinderne. Hvortil kommer den herligt politisk ukorrekte forhåning af de amerikanske sæddonorer (+ en enkelt dansker), der simpelthen bare er for dumme i nakken til at være af interesse, hvilket læseren til sin egen forskrækkelse spontant erklærer sig enig i.

    Ind i mellem krigstalehandlingerne optræder - for at den ophidsede bog kan få vejret! - nogle små faktabokse, med eller uden link til de angrebne hjemmesider og flere af dem med dyremotiv, bl.a. hører vi om to hanpingviner i Central Park Zoo, der efter forgæves udrugning af sten har fået lov at adoptere et overskydende æg; så godt som de eneste homoseksuelle i bogen, der ikke får en ørefigen!

   Det er fra et vedkendt sårbart og forfjamsket udgangspunkt – de allersidste linjer: ”(…) og hvornår var man klar til at få børn, og kunne man være klar, inden barnet blev født, eller blev man det først efterfølgende, og hvis man først blev det efter, hvor hurtigt blev man det så. – at Kristina Nya Glaffey er ond i sulet, men hold kæft, hvor er hun ond og god til at være det.

Glæden sig til glæde vendt

Jeg glæder mig ikke længere utrygt til Simon Fruelunds Panamericana, Harald Voetmanns Kødet letter, Olga Ravns Jeg æder mig selv som lyng og Kristina Nye Glaffeys Padder og krybdyr - jeg glæder mig utrygt over dem (kun de 2 skal jeg utrygt anmelde - og jeg ved virkelig ikke, om det er sundt at genlæse og anmelde Voetmann imorgen, som det ellers var planen .... !)

Vred top 5 2012

1. (eller mindst 3., konkurrerende (serie)raserianfald skal stå tidligt op og få mange ben, og hove, og klør, forkert ud af sengen for at være med her): Kristina Nya Glaffey: Padder og krybdyr (som jeg ville have citeret fra her, men jeg glemte den på talerstolen i Testrup, hvorfra jeg i aftes (febrilt) gav et lille tekststykke, om ungdomshuslebber, til bedste, men mon ikke den venter på, at jeg - hvis jeg bliver rask! kan jeg komme tilbage i seng straks! - vender tilbage torsdag eftermiddag.

Januar er den nye oktober!

Januar plejer at være sibirisk øde for nye (gode) bøger, men nu nærmest tæppebomber Gyldendal med læsterligt lovende litteraturlir, disse 4 stk. inden 20. januar (længere går listen over kommende udgivelser ikke), hvorfor kan vi ikke ønske os dem til jul? FLYT JULEN TIL 24. JANUAR

mandag 9. januar

Kødet letter er en folkekomedie. Vi følger Kühleborn og Huldbrand, der er kontoransatte på et talgsmelteri i København. De plages af uklare længsler. Vi kommer til terapi hos dr. Ove Grub Jensen. For en kort bemærkning træder vi endda ind i køkkenet i en velrenommeret smørrebrødsrestaurant. Og hele tiden: denne hørm af smeltet indvoldsfedt.

torsdag 12. januar

Panamericana er en vej der går fra Alaska til Ildlandet, men det er også en roman om Anja og hendes familie, den chilenske mor Ana og den danske far Jarl.


tirsdag 17. januar

En lyrisk og temperamentsfuld samling om grøn uld og om at løsrive sig fra rollen som ung pige uden at vide, hvad man ellers kan være.

fredag 20. januar

Padder og krybdyr handler om at få børn, når familien består af to mødre. Det lesbiske moderskab giver jeg'et anledning til etiske og politiske overvejelser, men også kritisk, for ikke at sige totalt rasende gennemgang af de markedsøkonomiske intresser, der dominerer også dét område.

Glæder mig og glæder mig og glæder mig og glæder mig - nu gælder det anmeldelsesreservationerne, det kan godt holde hårdt, men jeg lover mig selv at insistere stålsat og hysterisk - og apropos stål: 

fredag 13. januar