Se, en stærk, inhabil kritisk tekst

For en lille uges siden var der en Facebook-debat om inhabiltet i anledning af Olga Ravns 5 hjerter-anmeldelse i Politiken af sin gamle klassekammerat Rasmus Halling Nielsens Mörkhall - her er tre af mine egne kommentarer:

• Lars Bukdahl Hvis den kritiske tekst er god (og troværdig/overbevisende), som tekst, som kritik, er alting godt

  March 10 at 10:24am · Like · 5
• 

  Lars Bukdahl og det er Olgas tekst - den er også diskutabel og problematisk, ork dog, og heldigvis jo

  March 10 at 10:26am · Like · 3
• 

  Lars Bukdahl Jeg tror, der er brug for flere stærke, inhabile kritiske tekster, og færre svage, habile kritiske tekster (der jo bare er inhabile på et andet plan, ved at være krysterisk svagpisser-konsensus-ekkoende)

  March 10 at 10:28am · Like · 9

Og nu fik jeg omsider læst i det seneste nummer, 209, af Kritik, der indeholder en artikel af Rune Gade, "6 billeder. Refleksioner over nogle uartige tegninger (nærmere bestemt: "Hun laver onsdag den 7. november 2012 seks tegninger med sin tunge på enkeltlogaritimisk papir, der er fortrykt i rød streg (fra forlaget CVC" LB) af Andrea Lind-Valdan". Første note til artiklen lyder - overrumplende i sin akavede akademiske følsomhed - sådan:

1. Denne artikel er påbegyndt i det tidlige forår 2013 i kærlighed til Andrea Lind-Valdans kunst og afsluttet i det tidlige efterår 2013 i en mere omfattende og dyb kærlighed til Andrea Lind-Valden som kunstner og som menneske. Dvs. at artiklen til dels er skrevet i en slags blind hengivelse, der minder om den strategiske afståelse af den kritiske distance, som jeg i artiklen tillægger de omtalte værker af Lind-Valdan.

Og dette er lyden af blind hengivelse i clinch med stirrende fortolkning - artiklens sidste afsnit:

Hvis Georges Bataille har ret i, at erotikken til forskel fra seksualiteten kun eksisterer på grund af sproget, menneskets evne til at tale, men at erotikken samtidig er det område, der efterlader os tavse, umælende og radikalt ensomme, så er det måske erotikkens rum, Lind-Valdans tungetegninger åbner vores øjne for. Tungetegningerne maner netop til tavshed via deres udpenslinger af kroppens overstrømmende og dunke produktion af betydning gennem berøringer, gennem kærtegn, gennem kys, De river os ud af det sceniske rums spatiale dybder og giver os i stedet fladen og aftrykket, hvis stumme temporalitet er tættere på den mytiske tids cirkularitet ned på den kronologiske tids pludrende linearitet, tættere på hudens blinde hinde af indtryk (berøringen) end på øjets drømmende og længselsfulde indlevelse (blikket). I det hele taget tættere på, som på en krop der rækker ud, en tungde der rækker ud - for at mærke noget. Vi ved ikke, hvilken krop, hvilken  tunge, og det er også underordnet. Det er ikke så meget den specifikke afsender, der manifesterer sig i tegningerne, men derimod ideen om kroppens specificitet, ideen om kroppens specifikke erotiske potentialer, anråbelsen af eros. Det mærke, der afsættes, er således på samme tid mærket af hvilken som helst krops bestemmelse som seksuelt disponeret og mærket af en specifik kvindelig krops forkastelse af at indtræde i den normative idealforestilling om den seksualiserede kvinde. Tungens slibrige, våde spor henover det enkeltlogaritmiske papirs afmålte net af streger dramatiserer sammenstødet mellem forskellige og uforenelige valoriseringsprincipper, og demonstrerer dermed kroppens rebelske protest mod at blive indfanget, fikseret og entydigt determineret af det udefrakommende blik, den andens sigtelinjer, mens den samtidig legende fastholder og fremviser sit erotiske potentiale, sit helt eget erotiske tungemål.

At tale kærligt i tunger på en prik.