Det ord igen

Jeg får en ubændig lyst til at kalde Jungle for identitetskarnevalistisk - og det er identiteten som privilegeret, vesterlandsk, hvid, heteroseksuel kvinde (og jyde og single og turist og kunstner), der karnevaliseres på det mest udsyrede og afsyrende.

Den anden yderlighed

Spejlværket til Christina Hagens Jungle er naturligvis nøjagtigt jævnaldrende (begge født 1980) Maja Lee Langvads Hun er vred, bevidst yderliggående politiske ukorrekthed vs. bevidst yderliggående politisk korrekthed (eller "offermentalitet" eller "krænkethed"). Og ligesom de politisk korrekte blev sure på Jungle, blev de politisk ukorrekte - bl.a. og ikke mindst Mette Høeg (det var en af de få navngivne værker i hendes tåbelige WA-tekst) - sure, hvis ikke faktisk vrede på Hun er vred uden at opdage yderliggørelsen, nu og da decideret ad absurdum, som (ikke ironisk, men overkill-oprigtigt) kunstgreb, sådan her fx, en lille, selvstændig sekvens, side 179-180:

"HUN ER VRED over, at antallet af transnationale adoptioner fra Sydkorea steg under Præsident Park Chung Hee. det var, mens han var præsident fra 1961-1979, at The Orphan Adoption Special Law, der egens for at være den første moderne adoptionslov i Sydkorea, og The Child Welfare Act blev vedtaget. Lovene skulle gøre det lettere at adoptere, så man kunne mindske udgifterne på børn, der voksede op på en institution.

hun er vred over, at natallet af transnationale adoptioner fra Sydkorea steg yderligere under præsident Chun Doo Hwan. Det var, mens han var præsident fra 1981-1987, at adoptionsloven blev ændret, så det blev muligt for adoptionsbureauerne at konkurrere om at skaffe børn, der kunne afgives til adoption. Adoptionsbureauerne betalte hospitaler og fødeklinikker for at skaffe børn, der kunne afgives til adoption, skriver aktivist og forfatter Jane Jeong Trenka i en artikel, hun læste for nylig.

Hun er vred over, at adoptionsbureauerne betalte hospitaler og fødeklinikker for at skaffe børm, der kunne afgives til adoption. I artiklen af Jane Jeong Trenka kan man læse, at Holt Children's Services betalte hospitaler og fødselsklinikker op mod 200.000 won for hvert barn, de kunne skaffe.

Hun er vred over, at Chun Doo Whan overhovedet blev præsident eller rettere sagt diktator i Sydkorea.

Hun er vred over, at Park Chung Hee overhovedet blev præsident eller rettere sagt diktator i Sydkorea.

Hun er vred på USA over at have støttet Park Chung Hees militærdiktatur.

Hun er vred på USA over at have støttet Chun Doo Hwans militærdiktatur.

Hun er vred på sine adoptivforældre over, at de ikke satte sig ind i Sydkoreas politiske situation, inden de valgte at adoptere et barn fra Sydkorea. Hvis de havde sat sig ind i landets politiske situation, ville de vide, at Sydkorea var styret af diktator, dengang de valgte at adoptere et barn derfra.

Hun er vred på sine adoptivforældre over, at de indirekte har støttet Park Chung Hees adoptionspolitik.

Hun er vred på sine biologiske forældre over, at de indirekte har støttet Park Chung Hees adoptionspolitik.

Hun er vred på sine biologiske forældre over, at de indirekte har støttet Park Chung Hee.

Hun er vred på sin adoptivforældre over, at de inddirekte har støttet Park Chung Hee.

Hun er vred over, at hun blev afgivet til adoption under et militærdiktatur.

Hun er vred over, at hun blev født under et militærdiktatur.

Hun vred over, at hun blev født."

Identitetskarnevalismens overraskende comeback (HVAD sagde jeg!?)

Det er svært for mig at glemme debatten om hvidhedsdebatten på Nordatlantens Brygge for lidt over et år siden; sjældent har jeg mødt så antagonistisk et publikum og med-panel (bortset fra Kamilla Löfström og panelleder Pablo Llambìas, ingen af hvem kom til mit forsvar) og aldrig pga. en LÆSNING af en række forfatterskaber, som jeg begejstret går IND FOR. Min forbrydelse var ikke mine anmeldelser af de pågældende bøger, men at jeg i forlængelse af min polemik mod Athena Farrokhzads anklage mod Yahya Hassan for at gå islamofobernes ærind havde introduceret begrebet eller netop LÆSNINGEN identitetskarnevalisme; mest foragtfuld var akkurat paneldeltager Farrokzhad, der formåede at repræsentere både den undertrykte/ revolutionære, racialiserede Anden og den belæste, indforståede akademiker, der overlegent kunne håne min misforståede brug af Bakhtins karenvalisme-begreb. På første række sad Elisabeth Friis, litteraturlektor i Lund og Kritikredaktør og på alle mulige måder en favorit-person, hvis bidrag til debatten var en kærlighedserklæring til Farrokhzad og en beklagelse af, at Danmark, hvad angår progressiv litteraturteori, stadig lå år efter Sverige.

Lørdag kan jeg så i Information LÆSE et slags Gensyn med hvidhedsdebatten under titlen "Mette Høeg er en hvid mand", hvor selvsamme Elisabeth Friis skriver følgende om Yahya Hassan, Maja Lee Langvad og Athena Farrokhzad (hvis Jeg er vred først udkom efter debattens to akter - jeg LÆSTE hendes første bog Find Holger Danske (heller ikke Glaffeys Mor og Busser fandtes dengang, jeg LÆSTE hendes Padder og krybdyr):

" (...) det drejer sig om Yahya Hassan, Maja Lee Langvad og Athena Farrokhzad – altså forfattere som også spillede en væsentlig rolle i den debat, som kørte i 2014, og som fik navnet »hvidhedsdebatten«, og som handlede om identitets- og minoritetsspørgsmål primært i litteraturen.
Se, hvad angår spørgsmålet om ’identitet’, er det for mig slående, at de forfattere, som jeg lige har nævnt, i deres litterære værker gestalter begrebet ’identitet’ på en flydende, mangesidig måde. Teksterne fremstiller ikke jeg’er, der er konstitueret af en fastforankret ’identitetskerne’. Hos Yahya Hassan tales der – som Niels Lyngsø i øvrigt så præcist har beskrevet det – med mange forskellige stemmer. I bogen tales der eksempelvis med en barnestemme, en institutionspræget stemme, en traumatiseret stemme, en racistisk stemme, en poetisk stemme, en ’Trillegårdsdansk’-stemme – og flere til.
I Maja Lee Langvads bog Hun er vred. Et vidnesbyrd om transnational adoption tales der med helt overvældende mange forskellige stemmer, fordi der er så mange forskellige personer, der har fået deres udsagn gengivet i bogen. I hvert fald en 30-40 stykker. Der tales også med andre former for stemmer: En akademisk stemme (bogen er også en hvidbog om transnational adoption – fuld af noter og henvisninger til adoptionsforskning), der tales fra et dansk perspektiv, fra et koreansk perspektiv, der tales fra et datterperspektiv, fra et kvindeperspektiv, fra et lesbisk perspektiv – og der tales selvfølgelig også fra den transnationalt adopteredes perspektiv.
I Athena Farrokhzads Vitsvit er stemmerne, bortset fra i bogens første tekst, flyttet helt uden for jeg’et. Bogens greb er at gentage den samme sætningsindleder: Min mor sagde, min far sagde, min bror sagde, min mormor sagde, min morbror sagde – og de udsagn, som disse ’personaer’ citeres for, er også uhyre forskellige, hvortil kommer, at en del af udsagnene faktisk er citater fra kilder, som jeg’et i hvert fald ikke kan være i familie med: Der citeres for eksempel fra Johannesevangeliet, Adrienne Rich og Paul Celan. Hvis et jeg skrives frem, er det et jeg, som består af andres udsagn om det – det er et jeg konstitueret af en uendelig række spejle – (...)  Den ’identitet’, som vi møder i teksterne, er altså flydende."

Sikke fornuftigt og skarpt! Men forklar mig venligst, Elisabeth eller nogen, den essentielle, fundamentale FORSKEL på denne læsning af flerstemmighed (endnu en Bakhtinsk term) hos de tre forfattere og så mit begreb om og LÆSNING af identitetskarnevalisme, som jeg forklarede det/den i en kommentar i WA Bøger? - nuanceforskellen i forhold til det karnevalistiske i min læsning har jo at gøre med det SPECIFIKT vrængende/satiriske/parodiske/humoristiske attak i Yahya Hassan, Find Holger Danske, Padder og krybdyr (og Hassan Preislers Brun mands byrde); vi har endda spejlmetaforen til fælles:

 

-->

"For nogle uger siden kom jeg på en Facebook-kommentartråd til at opfinde to ord, som helt fortjent har forfulgt mig siden. Anledningen var den svenske digter Athena Farrokhzads korreksende anmeldelse i Aftonbladet af Yahya Hassans debutbog:

  ”Jeg vil foreslå at tale om en identitetsfundamentalisme, hvor en (del)identitet, ikke-hvid, kvinde, rødhåret, bebrillet, har så fundamental betydning, at folk, der ikke deler denne identitet, er ude af stand til kvalificeret at forstå dem, der gør. Vs. en identitetskarnevalisme hos Yahya, hvor der peges fingre af og påtages og leges med alskens og alles og alle hans egne identiteter.”

   Bagefter udnævnte jeg i en blogpost to af mine yndlingsforfattere i den yngre generation, Kristina Nya Glaffey og Maja Lee Langvad, til skabs-identitetskarnevalister. Fordi de i deres seneste bøger vitalt kløjes i deres identiteter som henholdsvis lesbisk mor og adoptionsbarn fra Korea

  I et ”åbent brev” i Information frabad Glaffey & Langvad sig imidlertid på det bestemteste at blive associeret med mit konstrukt. De forstod identitetskarnevalisme som et normativt, nyliberalt krav til minoriteter om at gøgle lystigt derudad med alle deres kulørte, udskiftelige identiteter. Hvilket sandt nok lyder temmelig trælst.

   MEN SÅDAN ER DEN OVERHOVEDET IKKE,  MIN IDENTITETSKARNEVALISME! NIKKE NIKKE NEJ!

  For det første er den ikke normativ, men deskriptiv, og rent litterært deskriptiv: Jeg har set nogle bøger opføre sig på en særlig måde, som jeg i mangel af et bedre ord har fundet denne klonket uelegante term til at betegne. For det andet er den bestemt ikke lalleglad eller bare lystig, selvom den gerne og helst benytter sig af humor og ironi og sarkasme, den er snarere desperat og anfægtet, stresset og aggressiv.

    Frem for nogen ”essentiel” identitet, lige meget hvor kropsligt forankret og uundslippelig, går identitetskarnevalismen i krig med italesættelserne af identitet, både ens egne og de andres, udstiller dem og vrænger af dem og vender dem på hovedet. Og jo mere uhjælpeligt fanget identitetskarnevalisten er i en givet identitet, jo vildere skal den karnevaliseres naturligvis.

   Der er måske nok en drøm om, at identitetskarnevalismen kan forløses i en attituderelativisme (et ligedannet ord, Hans-Jørgen Nielsen livet igennem led under at have opfundet – i 1967), men den drøm støder hele tiden på muren af cementerede stereotyper; klovnenæsen er ergo en blodtud!

  Yahya Hassan er for rundhyls-rasende til at slippe alt for meget sorg ind i sin sorte bog, men den er der hele tiden, lige om hjørnet i den juleudsmykkede børnehave. 25 år ældre, men ikke mindre identitetskarnevalistiske Hassan Preisler (udklædt som lille sorte Sambo på sin forside) ironiserer fermt over sin identitets-agilitet i autofiktionen Brun mands byrde – ”Når jeg rejser, klæder jeg mig i internationalt designeroutfit med stram silhuet” – men finder også plads til at berette om rå racisme på et aarhusiansk værtshus og - ultimativt sørgmodigt - naturaliseret racisme hos brune børn: den hvide dukke forbliver pænest.

  Både Hassan 1 og 2 erfarer, at der er mange slags brunhed, fra brun kriminel til brun integrationskonsulent, der hver for sig clasher og allierer sig med al muligt andet identitets-skrammel, men det gider de hverken klynke eller teoretisere over. De vil holde karneval i spejlkabinettet, iklæde sig skarpe og blinkende troldsplinter og træde dansen, være den pogo eller lancier."

Er det ikke på tide, at Langvad & Glaffey skriver et nyt, åbent brev, denne gang til Elisabeth (som de givetvis ikke får konfronteret over dåseøllene ved Forfatterskolens sommerfest på fredag) om deres og andre minoritetsforfatteres åh så "flydende 'identitet'", og at bloggeren  idnetitetskarnevalisten opretter en ny blog ved navn 'idnetitet'sflyderen? Just askin'!

(det meget irriterende og misvisende ved, at Mette Høeg (som et af kostbart få citater) citerer indledningen til Glaffey & Langvads åbne brev til mig, er jo, at hun debatmæssigt mere ligner dem end mig; det er hende og dem, der aggressivt generaliserer al specificitet, herunder specifik LÆSNING, helt bort: de er selvoptagede, politiske korrekte, litterært artige, yngre kvinder, jeg er patroniserende, hvid, heteroseksuel, ældre, mandlig, uendelig blind kritiker - læses skal vi under ingen omstændigheder, og da slet ikke nærlæses)

Træd varsomt, amerikanske identitetskarnevalist

James Poniewozik på Time.com:

Yesterday, the Comedy Central Twitter account for The Colbert Report posted a very dumb tweet from a very smart satire.

On Wednesday’s Report, Stephen Colbert’s idiot-pundit character gave a “defense” of Dan Snyder, the Washington Redskins owner who has bitterly clung to the team’s racist nickname. Citing Snyder’s hamhanded attempts at p.r. spin–trying to buy goodwill for the name with a “foundation” and some token donations to Native Americans – Colbert referenced his own show’s racist “mascot,” a Chinese caricature named Ching-Chong Ding-Dong, who the show introduced in 2005 in a meta-skit about the fictional Colbert trying to excuse his own racism. Mimicking Snyder, Colbert offered to make amends “by introducing the Ching-Chong Ding-Dong Foundation for Sensitivity to Orientals or Whatever.” (You can watch the whole thing online.)

Thursday, the Comedy Central account – run by the channel, not Colbert or the show’s staff – sent a tweet consisting essentially of just that line. As a punchline to an extended, constructed bit, it was a searing sendup of Snyder’s creating “the Washington Redskins Original Americans Foundation” (because, Colbert said, “Redskins is not offensive if you only use it once in your name”). As an individual tweet, it just looked like a non sequitur racist slur from a famous person to about a million followers.

There are a couple ways to react to this kind of situation:
(1) Man, that tweet was really… bad. Stephen Colbert always seemed decent. Is he really an insensitive, raging racist? Is there some kind of explanation for this? Could someone have made a well-intentioned mistake here?
(2) WHAT? THIS IS B.S.! SOMEONE NEEDS TO LOSE THEIR JOB!
These days, social media, Twitter, Facebook – the whole React-o-Sphere – are permanently set to #2.

So once again we went from zero to I Demand Someone’s Head in no time flat. In short order, the hashtag #CancelColbert was trending on Twitter. That’s right. Nine years of brilliant satire demolishing hypocrisy and injustice? Eh, fine. Five seconds of reading a tweet? CANCEL! 

Eks-Faktor-Skolen

X-Factor-vinderne sang, at de var "fated to pretend"

(og her er de linjer fra MGMT's sang, de lod være at synge:

But there's really nothing, nothing we can do
Love must be forgotten, life can always start up anew.
The models will have children, we'll get a divorce
We'll find some more models, everything must run its course.

We'll choke on our vomit and that will be the end
We were fated to pretend
To pretend
We're fated to pretend
To pretend

Yeah, yeah, yeah
Yeah, yeah, yeah
Yeah, yeah, yeah
Yeah, yeah, yeah)

- og Blachmann ytrede ordet "attituderelativisme" i prime time, yeah, yeah, yeah -

som Hans-Jørgen Nielsen opfandt i Ta' i 1967, og som jeg lige nævnte i forbifarten i min kommentar (eller leksikonartikel) om identitetskarnevalisme i Weekendavisen; identitetskarnevalismen har en drøm om at være en attituderelativisme, skrev jeg, men attituderelativismen (der blev lige så misforstået, og misforstået som ca. det samme, som bare kynisk, kommerciel agilitet nemlig, som  identitetskarnevalismen er blevet det) var en kompleks pragmatisk-polemisk-utopisk term for at forholde sig til verden og sin identitet (og sin smag bare) på en ANDEN måde end en hierarkisk finkulturel, eksistentielt essensssøgende (og, når ingen essens forefindes, modernistisk tragisk) facon; og den nye essens, der smart nok aldrig behøver at glimre ved sit fravær, den klonker hele tiden med sit skinbarlige nærvær, er så identitet baseret på "kropslige erfaringer", og i den optik er Mette Moestrup Ole Wivel og Kristian Nya Glaffey Klaus Rifbjerg, just saying!

 

HJN indpakket i sin neologisme bagerst - 

For en disidentifikation - hvorfor har ingen linket til Lilian

Munk Rösings skidegode, ja nærmest VIISE tekst i Politiken for et par uger eller tre siden, "Jeget er det der ikke kan skives i en kontaktannonce". Nok fordi Politiken ikke har lagt teksten ud på deres netavis, og måske også fordi det er ubekvemt for den ene fløj af hvidlæsnings-debatten, hvad hun siger, og unødigt komplicerende for begge fløje, for deres fløjtænkning nemlig; den hjalp i hvert fald mig til at finde ud af, hvad jeg egentlig mente med identitetskarnevalisme (LÆS DET I AVISEN, HVOR MANGE GANGE SKAL JEG SIGE DET?), hun kalder det bare maskerade, men hendes eksempel, Yahyas "perkerdansk," er det selv samme (og så trykker jeg på "indsæt" og frem popper sørøverflaget fra posten nedenfor: gisp!):

Litteraturkritiker Lars Bukdahl har i et indlæg på sin blog erklæret sig som tilhænger af »identitetskarnevalisme« og modstander af »identitetsfundamentalisme«. Når man er »identitetskarnevalist«, som han mener, at Yahya Hassan og Asta Olivia Nordenhof er i deres digte, har man en legende tilgang til sin egen identitet, eller rettere til sine flere forskellige identiteter, kan udstille dem og bære dem som masker. Når man er »identitetsfundamentalist«, identificerer man sig inderligt med sin særidentitet, eksempelvis som bøsse, muslim, kvinde.

Forfatterne Kristina Nya Glaffey og Maja Lee Langvad, der begge gør deres identiteter som lesbiske (og i Langvads tilfælde koreansk adopteret) til temaer i deres digtning, har taget til genmæle i en kommentar (trykt i Information), hvor de opponerer mod begge Bukdahls begreber. De mener ikke, at det er leg og sjov og karneval, når digterne tematiserer deres særidentiteter, men snarere et alvorligt vidnesbyrd om undertrykkelsen af (sociale, etniske, seksuelle) minoriteter. Samtidig finder de begrebet ' fundamentalisme', misvisende for en sådan solidaritet med undertrykte særidentiteter.

Så er fløjene ridset op: den liberale, seriøse kamp for særidentiteters rettigheder (Glaffey og Langvad) over for en postmoderne, ironisk leg med identiteter (Bukdahl). Men er det virkelig de eneste to mulige positioner? Og indfanger nogen af dem, hvad der foregår hos digtere som Hassan og Nordenhof?

FOR MIG AT SE foregår der det, at vi møder jeget som en størrelse, der hverken er identitetsløs karnevalist eller har en marginaliseret identitet, men snarere må beskrives som det, der bliver tilovers, når alle prædikaterne er remset op.Glaffey og Langvad anklager Bukdahls karnevalisme for at gå i spand med nyliberalismens forestilling om det frie valg, som om sociale identiteter var noget, vi frit kunne i-og afklæde os.Det svarer ikke til deres egne erfaringer med at være koreansk adoptivbarn og/eller lesbisk. Men spørgsmålet er, om enhver tænkning i (etniske, seksuelle etc.) identitetsgrupper ikke flugter fint med det senkapitalistiske forbrugersamfund, hvor befolkningen inddeles i ' segmenter', for at markedsføringen kan ramme så præcist som muligt.

Den position, som Bukdahl kalder karnevalisme, kan minde om det, man inden for feminismen har kaldt maskerade. Under patriarkatet er kvinden den, der klæder sig ud og veksler mellem forskellige roller og kostumer (fra luder til madonna), men i stedet for at afvise denne funktion kan hun udnytte den dels til at skabe skred i faste identiteter, dels til kritisk at udstille roller. En sådan form for maskerade er ikke ironisk, postmoderne identitetsleg ud fra en liberalistisk forestilling om det frie valg. Snarere kan man tale om en ' mimetisk kritik', en måde at udstille og sprænge faste kategorier indefra på.Som når Yahya Hassan poserer i rollen som indvandrer med kreative sprogfejl: »MIG JEG KOKSER I MIN ORDSTILLING/OG JEG SIGER WALLAH/MIG JEG SIGER PANSER ER GRIM/WALLAH DE DUM!«. Dette er hverken karnevalistisk identitetsleg eller identifikation med sin særidentitet. Snarere en slags foruroligende, forstyrrende (og sjov!), ikke let aflæselig på én gang over-og disidentifikation.

(...)

UDEN AT forfalde til illusionen om, at vi allerede har den bedst tænkelige demokratiske offentlighed, kan man godt stille spørgsmålet om, hvorvidt politisk kamp altid er en kamp for den særidentitet, som man identificerer sig med.

Måske er den politiske del af mennesket faktisk den, hvor det kan hæve sig over sådanne specifikke identitetsprædikater? Der hvor det ikke kæmper for sin egen (gruppes) særinteresse, men for alles ret. Eller måske bedre negativt udtryk: For at der er nogle ting, som ingen bør udsættes for. At tænke ' ingen' i stedet for ' alle' kan være en måde at undgå at tænke menneskeheden som summen af særidentiteter på. Jeg tror faktisk, det kan være afgørende for enhver rettighedskamp, hvis den undertryktes protestgestus ikke er ' Jeg som lesbisk/kvinde/afro' kræver min ret, men ' ingen bør behandles, som jeg bliver behandlet'.Litteraturen er et af de steder, hvor vi kan møde mennesket som noget andet end summen af dets identitetsprædikater.

(...)

Når Yahya Hassan skriver om at sidde alene i børnehavens garderobe ved juletid og betragte de nellike-gennemstukne appelsiner som voodoo-dukker, kan man læse det som et udsagn om en muslimsk indvandrerdreng, der er ekskluderet fra det danske (kristne) julefællesskab.
Men samtidig kunne digtet være noget fra min egen barndom. At føle sig uden for fællesskabet er en følelse, de fleste af os har til fælles. Og jeg (hvid kvindelig gammeldansker) er Hassan taknemmelig for at have givet mig voodoo-appelsin-metaforen, som et billede, hvor også min barneaggression pludselig får den plads, den ikke havde i børnehavens pædagogunivers.

Når Nordenhof kalder sin samling for det nemme og det ensomme, indfanger det for mig ret præcist de steder, som det litterære jeg taler fra, og som for så vidt er ærkelyriske steder. Der hvor det pludselig er nemt at leve, hvor der findes en fryd over bare det at være til (»en våd græsplæne og mig« ). Og der hvor man er ensom, alene med sig selv og sine sansninger og tanker. I den ensomhed (og måske netop der?) kan der godt foregå politisk tænkning. Som når jeget tænker længe og inderligt, bogstav for bogstav, på, hvordan en sydafrikansk skiltemager samvittighedsfuldt udførte sit arbejde: »at der på et tidspunkt kun stod n på det skilt, at der på et tidspunkt kun stod no/efter endt arbejde: no coloured allowed«. Måske er det netop i den ensomhed, at man for alvor kan forbinde sig med verden. Den ensomhed er noget, vi er fælles om: »genboerne ved det formentlig ikke, at de er tre der vasker op ved hver sin køkkenvask nu,/deres køkkener udgør en stribe af lys«.

VI ER ALLE underkastet en særlig social, etnisk, seksuel, kønsmæssig, religiøs etc. ' identitet'. De undertrykte er (tvunget til at være) særligt opmærksomme på denne identitet, hvorimod det er nyt, at en toneangivende kritiker som Bukdahl (hvid heteroseksuel mandlig akademiker) bliver bedt om at være opmærksom på det. Det kan han sådan set have godt af. Men jeg tror ikke, at vejen frem er, at vi identificerer os med denne »identitet«. Jeg tror, at vejen frem er disidentifikation. Hvis det handler om, at alle skal have samme rettigheder, er det vigtigt at tænke dette ' alle' som det alment menneskelige, ikke som summen af alle mulige særidentiteter. Til gengæld er det sådan, at det alment menneskelige inkluderer at være underkastet disse identitetsprædikater (om det er kvinde eller mand, hetero eller homo, europæer eller asiat, muslim eller kristen). Men også at mennesket er det, der aldrig er udtømt i disse prædikater.



- Lilian regner ikke-identiteten ud.

Karnevalistisk anti-identitetskarnevalisme

Den repressive tolerance rides again: Jeg har aldrig fået omtalt den meget skønne og grimme og uhyggelige, anonymt kuraterede gif- og billedblog idnetitetskarnevalisten, der energisk punker på min ulyksalige og monstrøse neologisme, men desværre er det et stykke tid siden, der har været en ny post på, karnevalet kan da ikke allerede være ovre?

(ham her reklamerer endda for Bukdahls Bet - tak, idnetitetskarnevalist!)

 

 Jeg stemmer på ham her til det stor karneval

Den hemmelige definition

på
identitetskarnevalisme
er skrevet
og mailet
til Weekenandavisen,
som vil afsløre den
i fredagens avis!

(der er en tråd af vis længde på mit Facebook-link til blogposten nedenfor, og så nåede jeg først i dag omkring tråden efter Pia Juuls gode indlæg på Promenaden, hvor Glaffey er meget forarget over flere blogposter, det må være dem om at være brilleabe og næseabe og ville være blå (posten om at skrive som en sort, lesbisk kvinde kom vist først senere):

Bukdahl har så i øvrigt gjort sig morsom på sin blog over en masse ting vedrørende identitet, især når det kommer til hudfarve, uden at være klar over, hvor groft og hvor mange mennesker han træder over tæerne med sine, i mine øjne, totalt ubetænksomme kommentarer. Det er det, jeg synes, det er vigtigt at diskutere.

- men hvad er der at diskutere? Det er jo åbenbart bare utilstedeligt, slut, forbudt, med den slags spex, som jeg, hvis jeg var klar over, hvilket jeg pga. mit hvidhed og resten af mit identitetslort ikke er, hvor groft, jeg træder hvor mange mennesker over tæerne, aldrig ville have gerådet ud i, men det ville jeg nu nok; jeg ved bare ikke, hvor Glaffey ved fra, præcist hvor groft præcist hvor mange er trådt over tæerne (folk har vel også meget forskellige smertegrænser - og lag af hård hud), hun kan vel egentlig kun tale som sine egne hvide, lesbiske tæer, selvom hun åbenbart har slået sig ned som lokal, hyper-empatisk fodterapeut.

Hvad fejllæser jeg hvidt, når jeg læser lesbisk?

Jeg forstår ikke helt, hvad der sker for mine fjende- og vennebilleder for tiden.

For en måneds tid siden roste jeg Søren Ulrik Thomsen i WA Bøger (det er jeg så holdt op med igen).

I Søndags-Politiken holder Jes Stein Pedersen og Bjørn Bredal (!) med mig i striden med Glaffey & Langvad. Bredals klumme slutter: '

Måske ved kvinder ikke, hvor monumentalt den midaldrende mands selvhad er. Men mændene ved det, og de bruger det lystigt imod hinanden, hvilket for resten også var smukt illustreret i Deadline lørdag aften, hvor ham den skaldede sad og tæskede løs på ham med strithåret og brugte den lyse, smilende, ’sorte’ kvinde som krabask.
Indtil Lars Bukdahl udbrød: »Jeg vil gerne have lov til at være en lesbisk-feministisk læser af Kristinas bog«.

Og det synes jeg jo, han skal have lov til. 

Tak dér, Bjørn! 

I samme avis bliver Glaffey & Langvad interviewet af Marie Tetzlaff og svarer - lidt uhyggeligt; ingen forskelle mellem dem overhovedet åbenbart, på trods af forskellig hudfarve og adoptionsstatus - med én mund; de kommenterer også min tv-tryglen om lesbisk-feministisk læserstatus:

I skriver, at det er indlysende, at man som læser altid har sit køn, sin hudfarve, sin seksualitet osv. med i læsningen. Hvad betyder det for litteraturanmeldere i praksis? Skal de holde sig til deres egen erfaringsverden? 

»Selvfølgelig har man som anmelder lov til at anmelde en hvilken som helst bog, men det er vigtigt, at man er bevidst om, hvilket sted man taler og læser fra. Og at det sted, man taler og læser fra, afhænger af, hvilke kropslige erfaringer man har adgang til. Der er forskel på at udtale i Deadline (som Bukdahl gjorde), at han også vil være en lesbisk feminist, og så faktisk at have den kropslige erfaring, der svarer til det. Nej, vi er ikke alle sammen lesbiske feminister, og at sige, at vi er det, er at underkende den specifikke erfaring. Vi er investeret på forskellige måder i de her spørgsmål omkring hudfarve og seksualitet. Det er ikke os alle (hvide som brune), der hverken kan eller vil skrive under på at være identitetskarnevalister, men lad os da bare se på, når Bukdahl tropper op som adoptivbarn i det næste tv-indslag«.

Nu er jeg faktisk som en selvfølgelighed feminist, born and rasied. Men lesbisk er jeg selvklart ikke og slet ikke lesbisk mor, men det er jo det, Glaffey inviterer mig til at prøve at opleve verden - eller bare internettet - som, gennem lesbisk moderlige briller (for nu metaforisk at udnytte et (i barndommen pænt ekskluderende - se blogpost nedenfor) handicap, Glaffey, Langvad og jeg deler: vi bærer alle tre briller). Jeg er heller ikke et adoptivbarn eller en adoptivmor eller en biologisk mor til et adoptivbarn, hvilket Langsvads spørgeskemaer tiltaler og tilspørger mig som. Det, der sker, i min læsning af Glaffeys & Langvads gode tekster er jo, at jeg bliver inviteret ind i en virtuel identitets realitet og synsvinkel, som lesbisk mor, som adopteret, og derigennem tvinges eller lokkes ud i en konfrontation med min egen identitets lighed med og forskel fra den virtuelle identitet, de specifikke forskelle, ikke-brun, ikke-adopteret, ikke-lesbisk, ikke-mor, og de mere generelle, rent "menneskelige" ligheder, oplevelser af savn og udsathed og ekslusion. Det er dér, Glaffey & Langvads artikel bliver så eklatant absurd, fordi det jo lige præcis er i læsningen af værker, der taler fra og udpeger og tematiserer en "fremmed" identitet, at jeg bliver min egen identitets mere eller mindre selvfølgelige fremmedhed bevidst. Der er ingen vej udenom at være mig bevidst som heteroseksuel, når jeg læser Padder og krybdyr; der er ingen vej udenom at være mig bevidst som etnisk dansk og vokset op med to biologiske forældre (hvoraf den ene dog døde, da jeg var barn, #savn), når jeg læser Hvor er Holger Danske (hvilket jeg har gjort sådan ca. 500 gange, de 400 gange fra en talerstol). HVILKET FREMGÅR AF MINE ANMELDELSER (og andre omtaler)! Så her kommer 64.000-dollar-spørgsmålet til Glaffey & Langvad:

Hvor i mine anmeldelser og omtaler af jeres to bøger optræder blinde hvide pletter? Hvad er det jeg ikke forstår eller læser udenom eller læser racistisk eller homofobisk, hvad, hvad, hvad? Her er to citater, I kan sætte røde streger i:

-->

Lad mig straks gå i gang med mit hysteriske hype: Det er meget, meget længe siden, jeg har læst så original og overrumplende og goddamn vedkommende en debutbog som Maja Lee Langvads Find Holger Danske (og så kvikt betitlet en). Og ikke siden Eli I. Lunds debut jeg vil have sex med fremtiden har jeg læst en (debut)bog, der med en sådan egensindig vitalitet linkede sig på den 60’er-70’er-avantgarde, som de fleste yngre digtere ellers er bedre til at beundre blankt. Og ærligt talt kunne Berlingske og Gyldendal godt aflyse deres konkurrence om nydansk litteratur og bare give Maja Lee førstepræmien (så kunne rapperne Outlandish, Ataf, U$O og Zaki dele 2. og 3. præmien, for hey, tanter i Pilestræde og Klarboderne, de findes og har fandtes i et godt stykke tid nu som ægte digtere)

  Hvis altså Maja Lee er nydansk, det er nemlig en af de flydende grænser, bogen grundigt plasker til; i det sidste af tre spørgeskemaer spørger hun sig selv: ”Hvilken nationalitet er du efter din mening? a. Dansker? b. Koreaner? c. Både danske og koreaner? c. Hverken dansker eller koreaner?” Men svarer ikke. I de to første spørgeskemaer spørger hun sin biologiske mor og sin adoptivmor om det samme. Igen uden at få svar, rimeligt nok. Det er ambivalenser, der både er aktuelt-alment vedkommende i forhold til den kritisk forplumrede danskhedsdiskussion og dybt, inderligt personlige i forhold til det virkelige, voksne adoptivbarn MLL. De øvrige spørgsmål i skemaerne er ikke mindre svære, for nogen, f.eks.: ”Mener du, at du har svigtet mig, eller mener du, at du netop ikke har svigtet mig ved at adoptere mig?” Den formelle, pastichiøse kølighed muliggør her paradoksalt nok en sjælden hård og præcis hudløshed.

&

-->

Den formelle ramme for krigsskuepladsen er to kursiverede afsnit, et først og et sidst, der spørger nervøst og rastløst og helt nøgent til, hvordan man bliver gode forældre i almindelighed og gode lesbiske forældre i særdeleshed. Selve krigen er konfrontationer med diverse hjemmesider, der knytter an til lesbisk forældreskab, fra en københavnsk sæddonorklinik, der sponsorerer storke, og World Wide Spermbanks register over donorer til familyevolutions.com, der tilbyder alskens lækre accessories og Rosie’s Family Cruise for regnbue-familier. Og hver gang kaster Nya Glaffey – der aldrig optræder som jeg, kun som højt svævende vi – op i lårtykke, djævelsk velformulerede stråler over idiotien og klicheerne og selve den sproglige armod:

  ”Det er ikke ment som en fribillet for folk med et ugenert forhold til kvindelige forplantningscyklus til at belemre os andre med deres selvkomponerede billeddannelser, at vi andre har i sinde at lade os invadere af et styk ekstraterrestrisk snylter i ni måneder.”

  Disse serier af afklapsninger fungerer på samme tid som en karnevalistisk satire over en minoritets behov for og afmagt i forhold til at formulere en egenidentitet og en smædedigterisk elegi over det enkelte minoritetsmedlems eller måske snarere minoritetspars frustration over at føle sig talt forbi og ned til af identitetstalskvinderne. Hvortil kommer den herligt politisk ukorrekte forhåning af de amerikanske sæddonorer (+ en enkelt dansker), der simpelthen bare er for dumme i nakken til at være af interesse, hvilket læseren til sin egen forskrækkelse spontant erklærer sig enig i.

- HVOR, HVOR, HVOR ER JEG FOR HVID OG DANSK OG KÆRNEFAMILIÆR OG HETEROSEKSUEL I BLIKKET?

- hvis værker skrevet af minoritetsmedlemmer ikke taler fra og udpeger og tematiserer den "fremmede" identitet, så er jeg som anmelder ikke synderligt bevidst om hverken forfatterens eller min identitet og forskellen mellem dem. Men det er vel så også i orden. Eller mener Glaffey & Langvad, at jeg burde være mig min hvidhed mere bevidst, når jeg anmelder brune Lone Aburas' Politisk roman eller være mig min heteroseksualitet mere bevidst, når jeg skriver om homoseksuelle Niels Franks Nellies bog? Nej, det tror jeg ikke, de gør. Men hvad søren går det hele så helt ærligt ud på?

- ud over en misforståelse af mit begreb identitetskarnevalisme som en karikatur af lalleglad postmodernisme a la Ib Michael anno 1985 - som jeg gerne vil rette op på (se det centrale ord "elegi" i Glaffey-anmeldelsen) i en kommentar til Weekendavisen, som jeg skriver i morgen og som kan læses af jer på fredag, fordi al polemik altså ikke skal være gratis og slet ikke konstruktiv polemik. KH

Sorte, homoseksuelle, kvindelige Lars says

Første spørgsmål i Informations læserinterview med Maja Lee Langvad:

Hvis Lars Bukdahl havde været en sort, homoseksuel kvinde, ville det han skrev, så havde været mere legitimt?
Hvis Lars Bukdahl havde været en sort, homoseksuel kvinde, ville han ikke have skrevet det, han har skrevet. Det er det, der er pointen i den artikel, Kristina og jeg har skrevet. Den måde, vi skriver og læser på, afspejler vores kropslige erfaringer. Audre Lorde ville heller ikke have skrevet det, hun skrev, hvis ikke det var, fordi hun var sort, lesbisk, mor, kriger og digter for nu at bruge hendes egne ord.

Jeg skrev dette digt i min debutsamling Readymade!:

TJEK

landskabet ligner
jeg ved ikke hvad
men det dér er en busk
det her er et digt
lidt tjek er der
da på det hele.

Hvis jeg havde være en sort, homoseksuel kvinde, ville mit digt have lydt sådan her:

landskabet
ligner jeg
ved ikke
hvad men
det dér
er en busk
det her
er et digt
lidt tjek
er der da
på det hele.

Hvis Maja bare henviser til min mening om identitetsfundamentalisme og identitetskarnevalisme, så udtrykte jeg mig sådan her på bloggen og (FB):

Jeg vil foreslå at tale om en identitetsfundamentalisme, hvor en (del)identitet, ikke-hvid, kvinde, rødhåret, bebrillet, har så fundamental betydning, at folk, der ikke deler denne identitet, er ude af stand til kvalificeret at forstå dem, der gør. Vs. en identitetskarnevalisme hos Yahya, hvor der peges fingre af og påtages og leges med alskens og alles og alle hans egne identiteter (inkl - oh gru - de racistiske koder for disse, mildt ex: langdigtets perkerdansk).

Hvis jeg havde været en sort, homoseksuel kvinde, ville jeg snarere have udtrykt mig sådan her:

Jeg vil foreslå at tale om en identitetsfundamentalisme, hvor en (del)identitet, ikke-hvid, kvinde, lesbisk, rødhåret, bebrillet, har så fundamental betydning, at folk, der ikke deler denne identitet, er ude af stand til kvalificeret at forstå dem, der gør. Vs. en identitetskarnevalisme hos Yahya, hvor der peges fingre af og påtages og leges med alskens og alles og alle hans egne identiteter (inkl - oh gru - de racistiske koder for disse, mildt ex: langdigtets perkerdansk).



- mig som sort, homoseksuel kvinde

Color me blind

Jeg er temmelig sikker på, at jeg vil fastholde mit køn og min seksualitet, men min hudfarve har jeg virkelig ikke noget af min identitet investeret i, så dér kunne det måske være smart for mg at finde en anden, disse muligheder findes bl.a. ifølge Wikipedia:

Rosa	#FF99CC
Lysegrøn	#99FF99
Brun	#660000
Mørkegul	#EEE000
Lilla	#6F3399
Lysegult	#FFFF99
Violet	#EE82EE
Mørkegrøn	#006600
Violet (på Dansk)	(Eng: purple) #800080
Abrikosfarve	#FF5544
Bronzefarve	#CC9966
Karmin	#CC0066
Karmesin	#FF3366
Rosenrød	#FF66BB
Turkisblå eller Azur	#00CCDD turquoise
Skarlagen	#FF1100
Kobberfarve	#CC5511
Gul	#FFD700
Khaki	#F0E68C khaki
Beige	#F5F5DC beige
Indigo	#4B0082 indigo
Olivengrøn	#808000 olive
Laksefarve	#FA8072 salmon
Himmelblå	#87CEEB skyblue
ultramarinblå	#4100CC
Chokoladefarve	#D2691E chocolate
Magenta	#FF00FF magenta
Karmoisin	#DC143C
Cyan	#00FFFF cyan
Guld	#FFD700 gold
Pink , Hudfarve	#FFC0CB pink
Kobber	#B87333 (copper)
Sølv	#E6E8FA (silver)
Grøn	green
Bordeaux	#993366
Orange	#FF5900

Og ifølge Sadolin er Året farve 2013 "en dyb indigoblå farve som symboliserer ro, troværdighed, styrke og ærlighed":



- mon ikke jeg, ikke overraskende, vælger international Klein-blå:

Pablo Llambìas' næstmest inderlige tekst

(teksten til hæftet Anden, 2001, totalt apropos alting, herunder alle hvid-brun/Athena-Yahya-diskussionerne (og ikke så lidt relevantere og præcisere end  PL's egne bidrag til samme) - et sandt identitetskarnevalistisk manifest):

Jeg skal være den sidste til at gøre noget ud af at jeg er af halv argentinsk oprindelse. Hvor kommer man fra? Man kommer fra den and i det land der tilfældigvis passerede forbi, da man slog gluggerne op for første gang. Der er ingen grund til at tage det personligt. Der er ikke noget at forsvare. Du er ikke ’dansk’ eller ’argentinsk’. Du er en forvirret ælling med en fjer i hatten når du løfter din hånd i tilhørsforholdets navn. Som en fan til fodboldkamp. Bare rolig min ven: du er ingenting. Det hele er blot til låns.

’Dansk’ og ’argentinsk’ opfandtes i 1700-tallet samtidig med ’borgeren’. Borgeren rejser på to måder – som turist eller som soldat. Hvem du møder afhænger af konjunkturerne.

Tv lever af at sælge virkelighed. Virkelighed består af en lang række tegn på virkelighed. Blandt disse findes ’dansk’ og ’argentinsk’. På et tidspunkt vil tegnene for ’dansk’ og ’argentinsk’ være recirkuleret så mange gange at de fremstår som klicheer. Globalisering indebærer ikke at vi mister vores identitet. Globalisering indebærer at vi mister den identitet vi blev tilbudt fra og med 1700-tallet. Det er ikke det samme.

Identitet er en ælling der vralter i fodsporene på en and. Betyder globaliseringen at alle tegn viskes ud? Nej, globaliseringen betyder at identitet er en ælling der vralter i fodsporene på en and. Dette har tv indset for længst. Derfor forsøger det i disse år at give sig ud for and.

Blandt andre forlorne ænder finder overalt, også i Danmark, højrefløjspolitikere. Disse forsøger at profitere på at give sig ud for ænder. Eller gæs. Overleverede 1700-tals gæs i gåsegang er rendyrkede krigere.

Jeg forbavses over at jeg af og til bliver gjort opmærksom på, at jeg er fremmed. Hvem blandt alle mennesker tør påstå at han eller hun er bedre hjemme end jeg?

Som en and vralter Danmark forbi og aftegner sig i mig som årerne i et træ. Sjælen er af bøgeved og når jeg åbner munden falder der danske ord ud. Jeg er dansk. Det kan ikke diskuteres. Havde jeg været tysk, var jeg tysk. Fransk fransk. Argentinsk argentinsk. Spørgsmålet er om jeg så ville have været en anden?

Jeg er en anden. Jeg er dén anden min søn så, da han slog øjnene op for første gang.

Min søn blev en anden da han så, at han var forskellig fra mig. Indtil da var han intet – og kunne for så vidt være blevet til alt.

Det er klart at min søn ikke kunne være blevet til alt. Alt og anden er ikke det samme. Trækker man alt fra anden har man mere end folkesjælen tilbage.

Hvis man antager at der findes noget under danskheden, må det formodes at være det samme som det der findes under argentinskheden. Dette noget er ikke det andet. Det må være det første eller det tredje.

Det er ikke givet at der, selvom det er muligt at sige at jeg er en anden end den jeg er, virkelig findes en første. And og sjæl er af samme matrice. Begge er de andre, ingen er første.

Kristina & Maja er skabsidentitetskarnevalister

Jeg prøvede at komme i tanke om andre identitetskarnevalister end Yahya Hassan og kom straks til at tænke på Maja Lee Langvad, i hendes debutbog (som der om lidt kommer opfølgere til OMSIDER) Find Holger Danske og hende veninde og performance-partner Kristina Nya Glaffey, der i Athena/Yahya-debatten ellers har optrådt som streng identitetsfundamentalist, i bog nr. 2, en af 2012's sjoveste, Padder og krybdyr. Langvad remse-fabulerer over termer og faste vendinger og hånske idiomer ang. race/etnicitet (for en gangs skyld citerer jeg ikke Schwitters-omskrivningen "Bag tonede ruder", som ellers er en identitetskarnevalistisk kærnetekst):

blodets bånd
blækkets bånd
mælkens bånd
tykmælkens bånd

kinesierpik
kineserpis
kinesersnot
kineserskæg

perkersvin
perkerulv
perkerfår
perkerhøne

dansk
danks
dnaks
dnask

Glaffey-jeget håner vitalt løs på alskens (homoseksuelle) identiets-repræsentationer og -stereotyper:

Og nej, vi vil ikke med til fællesspisning i folkekøkkenet der, hvor Ungdomshuset engang lå, og indtage den tilberedte bønnepoestej fra Irmas skraldecontainere. Behold jeres bælgfrugter og jeres lusebeboede dreadlocks og lad os andre nyde vores maskineopvaskede Bodum-kander i fred for jeres dragking-seminarer og kunstige genoplivninger af performancekunst, fra da Røde Mor gik med ble.

Og i en frådende væmmet gennemgang af en sæddonorliste optræder den suverænt stærkeste hån af en Hvid Dansk Mand, som den identitetskarnevalistiske kanon foreløbig kan opvise; donorerne har skullet besvare et spørgeskema:

Så havde man ligesom bedre mulighed for at danne sig et nuanceret billede af de arveanlæg man postede en formue i. Bobs yndlingsret var for eksempel buffalowings, og hans yndlingsdur egern, så i det tilfælde måtte det blive lidt af en afvejning. Men hvis man nu var indstillet på, at arvingen ville hive og slide en smule i én, hver gang man gik forbi en Kentucky Fried Chicken, var egern så omvendt ikke nogle ret harmløse og i og for sig også meget nuttede dyr. P.S.: Desuden foreslår vi, at du investerer resten af pengene på børsen i Andeby. Stod der idiot på ryggen af én. Nej. Men det gjorde der til gengæld på Jan, elektriker og eneste danske donor på listen, der havde gjort de fremtidige generationer den ære at vride reptilhjernen for at drage de sidste tilbageværende rudimenter af engelskkundskaber fra folkeskolen frem i lyset til skræk og advarsel for os andre normalt begavede: Spørgsmål nummer 16. Do you eat healthy? Yes, but I do not always. Sometimes I eat what we here in Denmark call 'fast food' but it is not that often. Tak. Så hvis Kasket Karl vile være så venlig at lukke værktøjskassen og gå tilbage til specialkassen: Receptionisten var faldet i søvn, mens ham, de havde sendt bud efter til at skifte en pære i loftet, havde sneget sig ind i et af lokalerne med pornoblade og afleveret sin tvivlsomme sperma i en af plastickolberne eller hvad: Nu skal det ikke misforstås, for vi skal jo alle sammen have lov til at være her. Man kan nemlig sagtens være et fint menneske og en god kammerat, hvis ens intelligenskvotient ligger og svinger et sted mellem sinke og åndssvag. Men derfor behøver man måske ikke ligefrem lægge sig selv i kopimaskinen.

Karnevalet raser! 

En tandløs japser liker identitetskarnevalismen

Jeg ved ikke, hvor mange tråde, diskussionen (via Athena Farrokzhad) om, hvad hvem må sige til hvem om hvad, kom op på, mindst 4 eller 5, min, Julie Sten-Knudsens, Pablo Llambìas' og nu senest hele 2 genereret af Thomas Bobergs action-rådvilde "Racistisk digt", som vist også er ved at ebbe ud, og der har været megen stivnakkethed og fornærmethed (på De Andres side), men i lange stræk også ægte, dynamiske diskussioner - jeg vil gerne gentage min første kommentar i Sten-Knudsen-tråden, som jeg synes giver OK mening udenfor alle garnnøglerne (dansker/jyde-hånen har jeg omtalt før på bloggen):

Lars Bukdahl Kom sent ind på tråden! Havde travlt med de andre tråde! Hej mig, hej alle og hej Julie, det er dig , der racificerer og patroniserer, jeg er "hvid mand", Athena er "brun kvinde", Yahya Ben del'Orm Hassan er "brun mand". For mig og i denne diskussion er Yahya digter og Athena kritiker, hvis tekst berører mig ret meget, fordi YH's bog, som digterværk, berører mig ret meget. Men iflg. dig og Athena er jeg (og du) ude af stand til at til at læse A og Y uhvidt og som ubrune på en eller anden vildt signifikant, men totalt uklar facon. Jeg vil foreslå at tale om en identitetsfundamentalisme, hvor en (del)identitet, ikke-hvid, kvinde, rødhåret, bebrillet, har så fundamental betydning, at folk, der ikke deler denne identitet, er ude af stand til kvalificeret at forstå dem, der gør. Vs. en identitetskarnevalisme hos Yahya, hvor der peges fingre af og påtages og leges med alskens og alles og alle hans egne identiteter (inkl - oh gru - de racistiske koder for disse, mildt ex: langdigtets perkerdansk) - to af de klarest, mest klassisk racistiske episoder i bogen er sjovt nok, da YH-jeget er på ferie i Libanon og en kioskejer råber efter ham og hans bror: DANSKE HUNDE! SKRID HJEM HVOR I KOMMER FRA!, og da han på et opholdssted i (racisten Johs. V's) Farsø bliver kaldt "FUCKING JYDE" -

Her er en liste over mere eller mindre (selv)forvrængede/(selv)hånske etniske/religiøse masker/identiteter (der er mange andre identiteter også: kriminel, digter etc.) i identitetskarnevalet Yahya Hassan:

STATSLØS PALÆSTINENSER MED DANSK PAS (bagsideidentifikation i 2. og senere oplag)

(FASTRE / TANTER / ONKLER / MORBRØDRE / KUSINER / FÆTRE)
(VANTRO)
(BETJENTE / POLITIET / PANSERE / PANSERSVIN / PÆDAGOGER / KONTAKTPERSON)

ZIONIST
(GORILLA)
SMÅ PRINSER / DEN ARABISKE PRINS
EN TANDLØS JAPSER
FLYGTNING MED FULDSKÆG OG JOGGINGTØJ
ISRAELERNE
EN NEGER
PALÆSTINENSERE
EN FLOK NEGRE
GRØNLÆNDEREN
EN FREMMED
EN DANSKER
(KRIGERISKE AL QUADA-KATTE)
ARABISKE KVINDER / EN KVINDE FRA SAUDI-ARABIEN / NYE KONE FRA TUNESIEN
(BROR ELLER) DANSKER / DANSKER
DANSKE HUNDE
GHETTOBØRNENE
PERKER / FUCKING PERKER
MIN NEGERVEN / NEGEREN
ARABISK UDSEENDE MAND MELLEM 20 OG 25
TRE GELLERUPPERKERE OG EN DANSKER
STATSLØS (OG RASTLØS)
(SOM) EN DANSKER
BAPPELAP
EN PERKER (FRA KØBENHAVN)
FUCKING JYDE
SKIDE PERKERBRØDRE
(FORDI JEG ER) MUSLIM
BONDEFOLK
ARABISKE PIGER
EN NEGER (MED EN RENGØRINGSVOGN)
EN PÆDAGOG / MED NORDSJÆLLANDSK DIALEKT
SÅDAN NOGLE SOM DIG
EN PERKER (FRA GÅRDEN)
EN BERBISK MARROKANER
TUNESERNE(S RESTAURANTER)
EN MUSLIM FRA GELLERUPPARKEN (x 2)
EN LANGKÆGGET TOSSE
(TO) PERKERE
AFGHANER TALEBANER (SKÆG TIL EN HEL PROFET)
(VI ER JO ET) BEHÅRET KALIFAT
(VI ER) FLYGTNINGE UDEN ALDER
ARABERKVINDER
ANALFABETISKE PROFETER / INDOKTRINEREDE FORÆLDRE / INDOKTRINEREDE  BØRN
(HAN HAR ET SKÆG/ OG EN ALLIERET I ET RULLESTOL DER OGSÅ HAR ET SKÆG)
(TRE) GELLERUPPERKERE
EN FLOK BESKÆGGEDE SUNNIER
(JEG VAR) BAVIAN
GNOMERNE
(JEG GJALDER MED) GRISENE)
(JEG ER EN SKIDE) ANTISEMIT
PALÆSTINENSERNE(S KLYNK)
DINE BØSSEKRØLLER
ARABERMØDRE (x 2)
(HAN ER BARE EN) HUND
KURDEREN(S KIOSK)
GELLERUPPERKER
HANS BEHÅREDE VÆSEN
PERKEREN (I FORDEN)
NEGEREN
KURDEREN
(DE ANDRE) PERKERE
(SYV) SOMALIERE(S BESKIDTE HÆNDER / KNYTTEDE NÆVER)
(DA JEG VAR EN) LILLE PERKER (x 2)
FÆTRE (...) MED SPYT I DERES SKÆG
(JEG ER IK) MUSLIM
(MIG JEG ER) PERKER
PERKER (MED HUE MED HULLER I)
(HUN ER BSARE) MUSLIM
(HUN ER EN) ENLIG TØRKLÆDE ( I BLOK)
(MIG JEG SIGER TIL EN) PERKER
(DIG DU ER) MUSLIM (?)
(OG DIG DU BLIVER EN) ÆSEL /(ÆGTEVASKE) ÆSEL
(DIG DU BLIVER HIPHOP OG KRIMINEL OG) MUSLIM
(DOG DU ER) MUSLIM(?)
DIN FUCKING PERKER
PERKERE (FORAN FAKTA) / PERKERNE / PERKERNE
SOMALIERNE (INGEN KAN LI DEM) / AFRIKAS RØVHUL (LUGTER I OPGANG)
KVINDEKONVERTIT
(NU ER HAN BARE) MUSLIM
GELLERUPPERKER
MIN DANSKERBEKYMRING
MUSLIM /MUSLIMERNE (ER FATTIG) / MUSLIMER (HAR TRAVL)
NU HAR VI PROFETNAVN OVERALT
(SYV) IMAMER I BEDUIN-MODE
GELLERUPPERKERNE
PERKER (x 2)
(I RETTEN) JEG LIGNER BARE EN FÆTTER
(JEG ER) PALÆSTINENSER UDEN STAT / FRA MELLEMØSTENS LANGELAND
MIN BREDE ARABERTUNGE
MED DEN DER ANSIGT DER LIGNER MIN FARS
(MIN) JØDEREDAKTØR
TUMPEPERKER / GADEJIHADIST
MIG JEG ER KAFIR JEG ER MUNAFIQ / MIG JEG ER EN HUND