Den pind jeg speedsynger på (skrrrrrøbelig)

Jeg skrevet det her inde på tråden under Anne Sophia Hermansens FB-link til sin egen aviskommentar (ubesvaret af hende):

Lars Bukdahl Ingen forsvarer kedsommelighed og mangel på engagement. Tværtimod for helvede! Men engagement er, hvad kritik angår, kun noget værd, når det er et fagligt engagement, dvs. funderet i og raketmotor-drevet af dybt kendskab til og flammende interesse for det, man taler om. Det har været sandt om alle stærke og vigtige kritikere altid, fra Heiberg og Brandes i det 19. århundrede over Borum og Hansgeorg Lenz i det 20. til Lone Nikolajsen og Katrine Hornstrup Yde lige nu. Det går vitterligt over min forstand, at en Berlingske-redaktør definerer dannelse som at ævle opkørt om hvad som helst, man ikke har forstand på, men har en mening om. For ja, der er noget, der hedder at have forstand på noget. Og ja, ja og atter ja, mennesker, der med talent og ildhu karakteriserer og vurderer sager, de har stor og rig forstand på, er det mest underholdende i hele verden – vi kunne også kalde det Per Arnoldi- og Ole Michelsen-reglen om kunstformidling. kh

Og her er alt det fornuftige og debatværdige, de to nutidige anmeldere, jeg nævner, Lone og Katrine (+ Lea Korsgaard og Marie Carsten Pedersen) skriver i tråden under mit opdatering om deadline-programmet):

"Lone Nikolajsen Her er min debatanmeldelse: Det var slapt af værten ikke at angribe Søren Hviids præmisser om, at det 1. var udtryk for åbning og mere pluralisme, når man vil give avisens velkendte ansigter mere plads på bekostning af de traditionelle anmeldere + 2. at sammensmeltningen af debatstof og kritik er et udtryk for demokrati, fordi det er udemokratisk at kræve særlige forudsætninger for at have en stemme. Dels udmærker de nye debattøranmeldere sig ved i høj grad at have en stemme og en platform, dels er der ret stor forskel på at have stemmeret og at få penge for at bedrive et fag.

Katrine Hornstrup Yde Flot fægtet, Lars! Undrer mig meget over at Søren Hviid er sendt i byen på vegne af Anne Sophia og skal forsvare hendes nye linje uden at have merviden om den, uden helt at kunne formulere hendes kritiksyn og helt sikkert uden at kunne argumentere som hun ville gøre. Deadlines kulturdebatter med bikarakterer i studiet er fesent. At sidestille demokratisk stemmeret med retten til at anmelde kultur i et stort dagblad uden at have viden er...jo ikke til at diskutere med. Og det ville være meget federe at få Lea og dig til at udfordre Anne Sophias egne argumenter såsom denne fascinerende følgerække: "Kan man kun forstå en film, hvis man har læst filmvidenskab? Kan kun kvinder anmelde kvinder etc.?" Det er trods alt en logisk kortslutning fra den magtfulde hests egen mund og derfor mere interessant at gå ned i. Og så undrer jeg mig over, at Lea ikke bliver spurgt om, hvorfor hun som chefredaktør for en avis af i morgen, Zetland, så vidt jeg ved helt har fravalgt kulturanmeldelser til fordel for få andre og mere (ofte sjove) vær-klædt-på-til-den-dannede-rødvinsmiddag-agtige kulturkritikgreb (a'la Leas egen "Her er ti grunde til at se X Factor" etc). Det er der sikkert gode grunde til - Zetland skal finde sin egen vej - men det er spøjst at det ikke i det mindste bliver italesat, når nu det er den fagligt funderede kulturanmeldelsesinstitution, der er under afvikling.

Lea Korsgaard Vi har rigtig nok på Zetland ingen klassiske anmeldelser Katrine, men bringer hjertens gerne kritik – det vi plejer at kalde "argument" på redaktionen. Ambitionen er imidlertid, at den kritik, eller de argumenter, altid skal rodfæstes i en substantiel viden og en selvstændig research. (Min egen X Factor-hyldest var eksempelvis ikke en holdning flået ud af ærmet til lejligheden, men en researchet ting, jeg skrev på baggrund af en årelang og i øvrigt helt overdrevent nørdet interesse for lige præcis det program. Om det fungerede efter hensigten eller ej, lader jeg andre om at vurdere). Mit ærinde i denne sammenhæng, altså Deadline-sammenhæng, er at slå til lyd for den publicistiske journalistik – anmeldelser så vel som alt andet i dén gryde – der bekender sig til nødvendigheden af viden, faglighed, indsigt, research og erfaring. Også i de tilfælde, hvor ærindet er at tilbyde en holdning.

Katrine Hornstrup Yde Det synes jeg ville have været fedt at få med, det er en god afgrænsning af emnet og for Zetland en indgang til kritik, som der også kommer nogle fine tekster ud af. Hvad der sker, hvis man nedprioriterer/fjerner den anmeldende kritiker til fordel for lejlighedsvis, velresearchet opdatering om kulturfænomener synes jeg dog også er et stort tab af faglighed og fordybelse i det lange løb: Vi har ikke blot brug for fagjournalister med lejlighedsvise 'argumenter' om kultur - men kulturkritikere med et arbejdslivslangt overblik og indsigt og toptræning i velbegrundet at mene - de skal sætte alt fra værker og nye bevægelser til kulturpolitik i perspektiv og kan gøre det på et helt andet niveau end en neddykning i kultur fra tid til anden. Forudsat at man mener at kritikeren er og skal kunne noget andet, som Bukdahl var inde på i Deadline. Mao: Bukdahl ville fx ikke have nogen pind at sidde og speedsynge på, hvis fremtidens indstilling til kritik er som Zetlands. MEN. Jeg ved det godt. Det er en anden snak. Og alle aviser er ikke Zetland. Vi gør det forskelligt. Det er godt. Hvad tænker mon mit zetlandske kritikeridol Marie Carsten Pedersen?

Marie Carsten Pedersen ·

Jeg tænker først og fremmest, at jeg er meget enig i at kritik og kritikere er en genre, en metodik, en sindssygt vigtig stemme og et fagområde i sig selv, og at jeg mener at tendensen på ALLE dagblade til at 'alle kan være kritkere' er en udvanding af kritikken, som vil ende med at gøre den til et ligegyldigt nichefænomen.

Var i selv chok over at læse Mette Davidsen-Nielsens kommentar i avisen forleden, hvor hun begræd teaterkritikkens forsvinden - i selvsamme avis, som fyrede sin eneste, og en af landets bedste og mest respekterede, teaterkritiker for under et år siden, og valgte ikke at genbesætte stillingen, men sprede teaterkritikken ud over redaktionen med let hånd. (Det var ikke Mette D-N der traf valget om at afskedige Monna Dithmer, for the record, men det er ikke desto mindre avisens aktuelle situation).

Jeg tænker også, at jeg elskede at anmelde kulturhistoriske museer og udstillinger i Politiken, og at jeg er ked af, at det som samlet kritikfelt er opløst i enkelte nedslag. Især taget i betragtning hvor meget redaktionelt fokus, der fra aviserens side ligger på museernes drift, økonomi, popularitet og alt i det felt. At der ikke er (ret meget) æstetisk og formidlingsmæssigt orienteret kritikstof til at supplere det, er en ubalance i fforståelsne og fremstillingen af, hvad museer er for en slags institutioner i vores samfund - for den enkelte, for vidensproduktion, for forskning, for offentligheden, you name it.

Og så tænker jeg, at i forhold til Zetland, så er det set med mine øjne en god og rigtig prioritering og afgrænsning for os, med det opdrag, mission og de ressourcer, vi har, at vi ikke har en decideret kritikerstab og kritiksektion med stjerner og faste formater etc. Men altså, der er jo analyse og holdning i vores sådan 'a la kritik'-artikler, og ofte, i mine øjne, på en måde der ligger tættere op af hvad jeg opfatter som kritikkens klassiske form - et bidrag til en konstruktivt kritisk samtale mellem aktører i et æstetisk felt - versus anmeldelsens forbrugervejledning.

Det var det! Tak fordi du spurgte, Katrine!

Katrine Hornstrup Yde Marie Carsten Pedersen Booom! Tak fordi du svarede, Marie. Meget enig i alt.

Katrine Hornstrup Yde Er enig i at kulturkritik skal være mange forskellige ting og udforme sig på mange forskellige måder og selvfølgelig være meget, meget mere end forbrugervejledning, som kun den dårlige anmeldelse er - det arbejdede jeg og vi også aktivt på at gøre på Politiken med et utal af greb, og det kommer til at ske i højere grad på Information. Mit indtryk er absolut ikke, at Zetland er dækket nok ind når det kommer til kulturkritik (i alle dets former), og jeg synes fx at dine museumsanmeldelser ville passe smukt ind på avisen og ikke behøver folde sig ud i a'la kritik-artikler. Men at der skal prioriteres hårdt er en anden og ærlig sag.

Marie Carsten Pedersen · 52 mutual friends

Jeg er uenig i at mine anmeldelser som jeg skrev dem i Politiken ville passe ind i Zetland som Zetland er i dag. Men det er fino med mig. Der var også nogle grunde til at jeg gerne ville noget andet, jo ☺️

 

Lone Nikolajsen Det er nemlig meget underligt, at Deadline ikke prøver at placere debatten i den større overordnede diskussion af anmeldelsens rolle, som Politiken kører i disse uger. Det kommer til at lyde som en diskussion om, hvem der er inviteret med til hvilken fest, frem for hvad man egentlig vil med dagbladskritikken. Når Deadline fremlægger konflikterne som så personfikserede, virker det som om, de ikke rigtig har gidet danne sig et billede af, hvad diskussionen grundlæggende handler om. Det er ikke altid, men meget ofte sådan i Deadline. Er der andre stofområder, der bliver behandlet så dovent."

Forståelighedsskala

(mig og Lea Korsgaard og Søren Hviid Petersen i Deadline:
 LINK HER)

1. FORSTÅELIGT
(smooth pædagogisk ansigt til ansigt)

2. FUCKING FORSTÅELIGT
(fræsende sprechstallmeisteragtigt på scenens skråhed)

3. M O T H E R F U C K I N G
F O R S T Å E L I G T
(motoreksploderende kontortionistisk rundt og rundt og rundt på dødsdromen (lige i baghjulet på og - når det går vildest til - lige præcist overhalende det fatherkilling U-forståelige)

NÆRLÆS (OG OPLÆS!) DETTE HER, SØREN HVIID PETERSEN!

This is the water.
And this is the well.
Drink full
and descend.
The horse is the white of the eye
and the dark within.

Lets' talk about books!

Sir Ravn Helm Jakobsen på FB om Deadline i går med mig og Lars Frost i studiet med Martin Krasnik og foroptaget skype-interview med Mette Høeg - LINK her:

Deadline om Høeg-gate var så pinligt, at jeg blev nødt til at holde pauser undervejs. Øjeblikket, hvor Bukdahl i ren frustration begyndte at hamre bøger i bordet, til gengæld? On point.

Det er min største fortrydelse bagefter, at jeg ikke bare - Deadline er live, intet kunne stoppe mig - begyndte at tale om BØGERNE, jeg havde taget med og omhyggeligt arrangeret på bordet, analysere dem og tolke og LÆSE OP af dem. Det er utroligt, at Mette Høeg og hendes proselytter kan blive ved med at bilde folk ind, at hun taler om "specifikke eksempler"* - i WA får hun nævnt 2 bøger (+ Llambías-sonetter) af Maja Lee Langvad og Josefine Klougart, og 5 (+ Llambías) forfattere (og 3 debatindlæg skrevet af 4 af dem - debatindlæg er IKKE litteratur/værker, undtagen når de er det - tænk hvis Rifbjergs og Nordbrandts litterære omdømme fx stod og faldt med deres debatindlæg)), og i de 3 (betydeligt mere neddæmpede (og bare kedelige bl.a. pga. manglen på værkkonkretion)) interviews, hun har givet siden, er der ikke kommet nye navne eller forbandede TITLER på bordet (bortset fra hun nu igen og igen og totalt uforklaret fremhæver Olivia Nordenhof som et POSITIVT eksempel - og nå ja, på TV var neger-patroniserende Karen Blixen det absolutte ideal (havde det så bare været Tove D, men hun er nok også for privat pip)). Og kritikken af den "syndflod" af bøger, hun helst ikke betitler, er, som påpeget af Peter Højrup i en FB-kommentar*, totalt intetsigende og overfladisk og bare sådan doven kræsent: det kan jeg ikke liiii', og ville have aldrig have været gangbar i en reel anmeldelse. En vældig mængde af (bortset fra 2-5 stykker) uspecificerede bøger kan en ph-d.-studerende i Mexico ikke liiii' - læs VIDERE!



*(Høeg i Politiken) Artiklen går ikke ind i personspørgsmål. De forfattere, der henvises til, har allerede fremstået i offentligheden og her promoveret dem selv og deres holdninger. Hvad angår angivelsen af specifikke eksempler i artiklen, så tror jeg ikke, det har svækket kritikken. I min optik ville kritikken have været for generel, vag og for nem at ignorere, hvis den ikke var underbygget af specifikke eksempler. Det er interessant, at Peder Frederik Nielsens meget skarpe nylige kritik af den samtidslitterære tilstands fiksering på form og individ blev stærkt kritiseret for ikke at ville give eksempler, og at når min artikel så giver de efterlyste eksempler, så opfattes det som 'personangreb'. Det er forbløffende – som tidligere nævnt – at forfattere, der alle har modtaget så megen velvilje og ros i pressen ikke kan tåle én enkelt negativ omtale – og at hele den litterære støtteklub mobiliseres for at indlede en klapjagt på kritikeren«.

** (Peter Højrup på FB) Jeg synes det mest underlige ved Mette Høegs argumentation for, at de bøger hun ikke kan lide, er dårlige, er at de er kedelige. Kedelig, kedelig, kedelig, skriver og siger hun igen og igen. Det kan hun for det første selv være, og for det andet, hvorfor læser hun så ikke bare noget andet? Jeg forestiller mig, at der må være en "spændende" bog, skrevet af en hvid, heteroseksuel mand, der handler om hårde temaer, som fx skibskatastrofer og pludselig død, et sted derude i bogstakkene.

Først kassedamen, så Henrik Dahl

I går vekslede jeg først ord med en kassedame i Føtex (jeg kan godt lide at en billedsøgning på 'kassedame føtex' også fremmaner forsiden på Føtexsøen)



og så med Henrik Dahl i Deadline, link HER 


- ordvekslingen med kassedamen gav mere mening.

Vi skulle forestille at snakke om Dahls håbløse idé om et Klagenævn for anmeldelser; og jeg havde så ikke opdaget (det gjorde jeg først, da jeg kom hjem), at Dahl i en kommentar Berlingske var spænet væk fra sit snævre fokus på modtagelsen af sin roman i blogposten til en objektiv hellig forargelse over ulæsthed, inhabilitet og modcasting (det første er forkert-seelvfølgelig (men når en forfatter refererer forkert er det sgu som regel fordi han har kedet sig for meget til at gide få styr, ikke fordi bogen ikke er læst), det andet er også forkert, men utroligt relativt (ud over den snævre kreds af familie, nære venner, kolleger), og det tredje er sgu bare i orden, som sagt, hvis det foregår eksplicit, som i Emilie Hauen-eksemplet), nåja, og så må man ikke sige noget grimt om forfatteres udseende, men det synes jeg godt Klaus Rifbjerg må. Men hele tiden glider han via koden "lektor Blomme" ud i den klynk-baserede protest mod sadistisk hånefryd og for strenge og uretfærdige og skæve kvalitetskrav (pga. genre-misforståelse og fejl-anmelder-casting), og det var den lektor Blomme-kategori (og hvad i alverden et klagenævn skulle stille op med det), jeg til til min stigende (og afbrydende) frustration ikke kunne få ham til at uddybe eller eksemplificere dér på tv, ikke engang med hans egen bog og anmeldelserne af den (og det var altså ikke kun i Politiken og Information, den blev dømt slet (som Dahl på bloggen får det til at lyde som): i Berlingske gav Jeppe Krogsgaard to stjerner)

Derudover har Tue Andersen Nexø ret totalt ret i ca. alting i en kommentar på en FB-tråd efter et link fra (lige så skamløst forsmåede) Peter Tudvad til Berlingske-kommentaren:

@Henrik og jer andre forfattere. I kan altid lade være med at sende bøgerne til anmeldelse på aviserne. Ingen tvinger jer, ingen tvinger jeres forlag. Så kan I jo betale for reklameplads i stedet. Anmeldere skriver hverken for at tækkes forfatternes selvfølelse eller pengepung. De udgør i det hele taget ikke forbrugervejledning på samme måde som afprøvning af sæsonens gummistøvler. Hvorfor skulle man så anmelde koncerter, for eksempel, som jo ikke gentages? De spiller en anden funktion i offentligheden. Først og fremmest, ville jeg sige, skal de oplyse læseren om værkets eksistens, derudover skal de skærpe den enkeltes oplevelse af og fælles samtale om litteratur - eller hvilken kunstart, vi nu har gang i. Det skal de gøre, også selvom læserne som de er flest jo ikke ender med at læse bogen eller se filmen og ofte end ikke overvejer det. Af samme grund er mod-casting et fint greb; det er befordrende for en fælles diskussion af litteratur- og kunstsyn. Selvfølgelig skal faktuelle fejl berigtiges. Det bliver de i det store hele også, hvis man gør aviserne opmærksomme på dem. Derudover er det jo fint, hvis forfattere og andre tager til genmæle med den autoritet og troværdighed, de nu kan mønstre. Men forestillingen om en 'ankeinstans' eller et 'kodeks' er fjollet. Hvem skulle udpege overdommerne? Jeg opfatter fx overhovedet ikke Nils Gunder Hansens indlæg som en neutral vurdering af de forskellige anmeldelser af din bog, Henrik. Den er snarere udtryk for hans egen litteraturpolitiske (sagt i al respekt, og jeg har stor respekt for Nils Gunder: let paranoide) agenda. Men det ser du måske ikke, fordi du ikke kender feltet og dets historie så godt som jeg.

Først Brian Sandberg, så Kristina Glaffey

Brian var barnemad

- men om tre kvarter skal jeg tale med Kristina Nya Glaffey i Deadline; om hendes Padder og krybdyr skrev jeg i WA:
 
--> Det vil være uklogt nogensinde at rode sig ud i et skænderi, organiseret (som rappernes free style battles) eller uorganiseret, med forfatteren Kristina Nya Glaffey; som demonstreret op til flere gange på hver eneste side af hendes kosteligt oppiskede bog nr. 2, Padder og krybdyr, så fornærmer og injurierer og disser hun for vildt,
 
- så jeg er pænt bange! Wish me luck!



- og her er LINK!

Det bliver endnu skarpere end Lars Hedegaard-forhøret

når Martin Krasnik i aften i Deadline interviewer mig om teksten til Grand Prix-vinderen "Only Teardrops"; jeg har allerede opstillet en graf over det (ret fattige) metaforiske univers (sammenlignet med fx medsangskriver Lise Cabbles Miss B- Haven-hit " Han kommer igen til sommer" og - planlagt til tv-udsendelsen - 1963-vinderen "Dansevise"):

Red sky
(no shooting star)

(eye for an eye) (face me)

teardrops

stage

Smalhalsens dans mellem bredsider

Jeg havde White Girl med i aftes i Deadline, hvor jeg som åbenbart officiel krimihader (jeg hader ingen genrer - men nogle har bare deres væsen imod sig!) distræt diskuterede krimier med en krimiforfatter og en krimiforsker, og havde det meste af min opmærksomhed tilfangetaget af den smalle, smalle, hvide, hvide bogs forsøg på ikke at blive helt mast til plukfisk af de store, tunge og tykke krimier og thrillere og krimithrillere, som værten forsøge at sandwiche den med, og flygte tilbage hen over bordet til mine anderledes sensitive hænder, så jeg kunne læse den genuint "samfundskritiske" tekst op, en gul post-it stod flagrede ved - det lykkedes aldrig:

Du fremmed menneske, der tro, du har den god temperatur, jeg sige dig ting! Du lave sjov bevægelse som den lille kylling, der fryse og spørge "om der ikke rigtig kold i den land, jeg komme fra?! ", jeg komme fra?" "Uh, der ikke rigtig kold?" du spørge? Det virke så kolde og alle folk fra din land gå med stor frakke. Jeg fortælle dig noget, din fucked up Dario. Vi faktisk den fire årstider har, og den årstid i den sind afspejles. Ja, du liv og glade dage hver dag året rundt, og hvad du tror., den gør ved din hjerne? Hvid menneske, nuanceret menneske. Vi tænke med den hjerne - vi græde, vi le, vi tænke efter og ikke bare danse på den bord og ligeglad med den børn i den rendesten du er. Du fucing lære, at liv har den lektie, og man ikke den lektie lære, man bagud komme, og man den ligning om liv ikke kan løse, når man gammel blive og sidde i rullestol - når du den samba ikke længere kan høre, når du den whisky i den flaske ikke mere har.

Og her et klip fra den rare (og rige) krimi- eller rettere thrillerforfatter Mikkel Katz Krefeldfs tontunge Sort sne falder, som jeg hentede hos DR i går eftermiddags og fik læst mig en 50 søvndyssende sider ind i, inden jeg skulle derud igen, virkelig uoplagt (normalprosasynsvinklet) vrængen:

- Om jeg er klar? Peter Levin lod hånden glide gennem sit bølgende hår. - Ved du ikke, at jeg er født klar. Born ready, som man siger./ Han lænede sig tilbage i autocamperens plettede sofa og lettede på gardinet. Trak vejret tungt. Ude på parkeringspladsen stod tilhørerne til vælgermødet og pulsede på deres cigaretter. det var den samme horde af pensionister, efterlønnere, dagplejemødre, og lokale kværulanter, der ikke havde andet at give sig til, og som udgjorde publikummet, lige meget hvor han kom hen. Han foragtede dem. Hvis folk havde politikerlede, var han selv ramt af en svær omgang vælgerlede. Men man bed ikke af den hånd, som fodrede én eller i hans tilfælde satte det afgørende kryds på stemmesedlen. Slet ikke, når éns parti lå under spærregrænsen og hans eget kandidatur var placeret afgrundsdybt nede på stemmesedlen.  Iden situation var der ikke andet for end at skrue op for charmen og optræde i hver eneste lille flække, der var ramt af valgfeber. Mern med de katastrofale meningsmålinger in mente hente han i øjeblikket hentede han i øjeblikket  kun stemmer hjem til partiformand Clemmensen.

Den hvide pige discodanser på den sorte snes mausolæum.