mandag den 30. april 2012

BRUDNYT: LARS N MALER ATTER FIGURATIVT

 - hemmeligt snapshot fra Lars Nørgårds atelier - knipset af skridende flue på væggen:


Og jeg kender kun alt for godt den bitre abe, der går i en alt for stor venstresko. Jeg møder ham hver dag nede i cykelskuret, hvor han hævder, at han netop har hinket verden rundt, og der er ikke noget at komme efter. Verden er og bliver opreklameret, hvis man med verden mener, at der skal være bare et mindstemål af variation og overraskelse. Hver dag ligner verden trøstesløst sig selv på en prik, siger han, og eftersom han hver dag rejser verden rundt, ved han, hvad han taler om. Hver dag spørger jeg ham, om det er et forstenet snørebånd. han så krampagtigt knuger i sin venstre hånd eller en farligt udstrakt mellemtå, sammenlignet med hvilken den lyserøde storetå jo ligefrem strutter af sundhed, for slet ikke at tale om lilletåen, der godt nok ikke er der, men hver dag udskiftes med en frisk banan fra den kinesiske torturministers bananbur, og kunne den banan ikke bare en gang imellem ikke være gul, men violet eller lyserød eller evigggrøn? Og hver dag svarer aben træt (træt, fordi kunne jeg ikke en gang imellem stille et andet spørgsmål, fx om spar-esset er indeni eller udenpå hans hat (jeg ved godt, at det er hverken eller, det er bare noget han tænker, han er aldrig i sit es, esset er fiktivt i ham)), at det er en syltet agurk af de helbitre, som hans mor i sin tid sendte ham ud i verden med, fordi hun udmærket vidste, at den, verden, kun ville berede ham kufferter, som han glemmer ved hver kedsommelige tærskel, han overskrider, derfor opbevarer han agurken, AGURKEN, i sin sko, og ja, ja, ja, svarer han hver dag, selvom jeg ikke spørger, han har to ben og to fødder, det højre ben og den højre fod opbevarer han bare i et kosteskab i Supermans fort af is på Nordpolen, for en sikkerheds skyld og for ikke at nå for hurtigt frem og tilbage, at gennemrejse verden to gange på en dag ville være dobbelt meningsløst, siger aben og holder kæft og hinker videre.

Vægvejledning

snur
og
snur
rundt
og
rundt
med
ikke
kun
dit
schnur-
bart
(men
også
det)
indtil
du
er
lige

tosset
og
atter
tosset
(tossed
and 

tossed
again)
og
nøgent
nøgent
svimmel
svimmel
som
en
storm-
ester,
en
storm-
ogul

Skattejagt på 4 vægge

1 tegning på hovedet

1 tegning gentaget

1 tegning halveret (i et hjørne, den er nem nok)

1 spredt ABC (men altså kun A og B og C)

 2 spredte, 4-rudede De 4 små mænd og nummermanden-striber

- finder man det hele, er præmien en uophængt Peter og Ping-stribe klistret blidt på panden med overskydende elefantsnot (der er et par pakker tilbage (elefantsnot kommer i striber ligesom tegneserier))

Den nåede ikke med (VÆGFÆRDIG! HELT!)



Moderen er inde i solen!

Som jeg sidder og finder nød-tegninger til mine vægge på Storm P-museet, falder jeg over 4 fantastiske UPUBLICEREDE, EKSTRA ILLUSTRATIONER TIL "AAKIRKEBY", min utallige gange oplæste, absolutte yndlingsfortælling af Storm, og det er i min lille verden virkelig, virkelig giga, her er de fire syre-friske tegninger sat ind på deres plads i teksten:

AAKIRKEBY

Historien skal fortælles meget hurtigt og distræt.

Mine Damer og Herrer. jeg skal nu have den fornøjelse at fortælle Dem en lille Historie, der foregaar i Aakirkeby - Bornholm. 
  Den handler om en Barnevogn.
  Der staar en Dame paa Torvet - i Aakirkeby - og sér ud over Havet.
  Solen skinner - det regner - ovre i Sverige!
  Historien hedder Aakirkeby - den handler om Alkohol - men den skulle hedde - en Barnevogn.
  Den foregaar altsaa paa Bornholm.
  Der staar en Dame paa Torvet -
  Ved Siden af Damen staar en Barnevogn - en lille, hvid Barnevogn - der er malet lyseblaa.
  Solen skinner -
  Damen er mor til Vognen.
  Nej - inde i Vognen - Moderen er inde i Vognen! Nej, Barnet er inde i Vognen - Moderen staar paa Havet og sér ind over Bornholm!


  Solen regner -
  Historien  foreaar i Aakirkeby!
  Barnet skinner - Moderen regner! Nej - Barnet er inde i Solen - Moderen skinner! 


  Barnet er lyseblaat - nej - jo - nej! Det vil sige - altsaa Barnet staar paa Moderen og sér ud over Vognen!


    Nej - Moderen staar paa Torvet og sér ud over Havet! Vognen er inde i Barnet!
    Solen regner!
    Nej - Moderen er inde i Solen!


  Solen staar paa Vognen og ser ind i Barnet.!
  Vognen skinner! Moderen foregaar paa Bornholm!
  Nej - altsaa Vognen staar paa Solen og ser ud over Moderen!
  Barnet er ovre i Sverige!
  Moderen staar paa Torvet og ser ud over Barnet!
  Nej - altsaa - jeg kan ikke huske den - undskyld - Barnet er inde i Vognen - og Moderen staar paa Torvet og ser ud over Havet - Sverige er lyseblaa - nej Vognen regner - det skinner ovre i Barnet - !
  Nej - jeg maa vist hellere holde op. - Vognen er inde i Moderen - Barnet staar paa Moderen og sér ud over Solen!
  Solen regner ovre i Sverige!
  Moderen er inde i Vognen!
  Nej - altsaa - jeg vil hellere begynde forfra.
  Altsaa - Moderen staar paa torvet - Historien foregaar paa Bornholm - i Aakirkeby - Moderen sér ud over Havet -
  Moderen er inde i Aakirkeby - Barnet skinner!
  Solen skinner!
  Barnet er inde i Vognen!
  Saa siger Barnet til Moderen - hun staar paa Havet og skinner ind over Vognen -
  Saa siger Moderen til Solen - nej til Vognen - til Barnet - nej Barnet siger til Moderen:
 Mor! Mor! Mor!
  Hvad er der min søde Dreng?
  Øl!

Marcel vs. Isidore

En cykel og en paraply har duelleret natligt foran Irma - de tabte begge to og ligger nu livløse og forkrøblede (cyklen, vredet helt af led) og reducerede (paraplyen, mangler sit skaft) tilbage på fliserne uhjælpeligt filtret ind i hinanden; dette er (endnu) ikke en allegori.

søndag den 29. april 2012

STORMSKADER!!

JEG ER IKKE FÆRDIG! JEG HAR OMTRENT TRE TIMERS ØVRE OG ØVERSTE, HVID VÆGFLADE TILBAGE OG NÆSTEN KUN PETER & PING'ER AT GØRE GODT MED, MEN DEM HAR JEG TIL GENGÆLD RIGTIG MANGE AF, MEN DER ER JO INGEN MENING I AT PLASTRE VÆGTOPPEN TIL MED LUTTER P&P, SÅ JEG BLIVER NØDT TIL AT UDPRINTE NOGET EKSTRA FRA SAMLE-CD-ROM'ERNE, MEN FARVEPATRONEN ER STADIG FUCKED, LIGE SÅ SNART DER ER EN SMULE SKRAVERING GÅR DEN HELT I VIOLET, SÅ`JEG MÅ VENTE TIL, JEG KAN KØBE EN NY I MORGEN, MEN SÅ HAR JEG OGSÅ VIRKELIG TRAVLT, NÅR MUSEUM OG UDSTILLING ÅBNER ONSDAG, OG FORDI FREDAG ER ST. BEDEDAG, ER MANDAG RENT AVISMÆSSIGT TIRSDAG, HAR JEG LIGE FATTET, SÅ DEN STRESSFAKTOR ER OGSÅ MED I EN SIDEVOGN PÅ DØDSDROMEN, OG MINE TOMMELFINGERLED VÆRKER, OG MINE LÅRBASSER SMERTER RADIKALT, FORDI JEG HAR SIDDET PÅ HUG OG MAST ELEFANTSNOT PÅ TEGNINGER OG MAST TEGNINGER PÅ VÆGGEN, HUMORISTISKE ARBEJDSSKADER ER VIRKELIG IKKE SJOVE.

Den sorte partybus er efter mig!

Og hvor uhyggelig var ikke lige den sorte, såkaldte "Party-Bus", der ved 15-tiden parkerede ved siden af museet på Allégade og bag hvis tonede ruder kvinder skreg uartikuleret til øredøvende dance music? selv ikke i sine værste besættelses-mareridt ville Storm P. kunne have forestillet sig sådan en.

Overarbejde på elefantsnotkirkegården

Det tager ÅNDSSVAGT lang tid at sætte tegninger op på mine fire vægge på Storm P-museet, det ser SINDSSYGT godt ud, men det går VANVITTIGT langsomt: vælge tegning og vægplacering, klippe elefantsnot i fire stykker, mase de fire stykker bag på tegningen, oftere og oftere flytte stige og klatre op på stige, mase tegning mod væggen, rette skæv placering, skifte placering, igen og igen og igen, jeg kræver at få KURATOR skrevet på mit på mit cv og mit visitkort fra nu af, jeg var ophængt ophængende fra 10:30 til 16:30 i går, og jeg er ikke nærheden af noget, der kan kaldes færdig, direktøren foreslog menneskekærligt, at jeg jeg godt kunne lade ophængningen ligesom bare fade ud op mod loftet, men det kan jeg jo for fanden ikke, det er overalt eller intet, absolut horror vacui, ved middagstid købte jeg nye forsyninger af elefantsnot i Frederiksberg Kontorforsyning, og hen på eftermiddagen mærkede jeg, men ville ikke erkende det, at jeg var ved at løbe ud af tegninger, især var der yderst få af de fra cd-romen (til forskel fra notebøgerne) udvalgte, og jeg har hele tiden syntes, at den bunke var mistænkelig lille, men det var sikkert bare mig selv, der havde været dårlig til at overføre dem fra cd-rommen til sky-mappen, men da jeg kom hjem, opdagede jeg, at langt de fleste rent faktisk ikke var blevet udprintet, så det begyndte jeg selv på, men havde glemt, at min farvepatron var slidt ned til sokkeholderne, ergo begyndte kopierne hurtigt at blive gule på en meget uautentisk, skinger facon, derudover er det et problem, at cd-rom-udprintningerne i det hidtil ophængte ikke er redigeret længere frem i mixet, så mon ikke jeg udskifter i hvert fald nogle af de grattede, firedobbelte notesbog-fluer med nogle renere, klarere cd-rom-udprintninger, når jeg altså har fået printet dem ud på museet, og om tre kvarter springer jeg på cyklen, og der er på mine vægge bl.a. en tegning af af folk på alt for små cykler, men lige her er en tegning af en elefant selvfølgelig, den er ikke kommet op endnu, men det skal den nok komme:

lørdag den 28. april 2012

For gammel til at dø ung

Jeg mødte engang Jonny Hefty og Jøden i et øltelt på Roskilde, hvor Jens B og jeg febrilsk sad og skriblede på postkort til Litterær Hypnose, det må have været kort efter, jeg havde antologiseret tekster af Hefty i Poesi dér, for det kan jeg huske, at vi talte om, og mon ikke faktisk det var jøden, der hilste på, fordi jeg havde optrådt sammen med ham på en café ved Aarhus Teater, hvor jeg modtog hans respekt for min Storm P-recitation, før han freestylede mig totalt til døde, hvorom alting er, fungerer jeg ikke længere dansk kritiks Dr. Hip Hop, men Jøden og Jonny Hefty rapper som besatte på deres nye, store hit, som jeg gladelig føler mig dybt og inderligt ramt af, "Gamle dreng":


fredag den 27. april 2012

Ubankerot auteur brat til stede

Jeg var inde i Dagmar for at se græske Yorgos Lanthimos' debutfilm Kinetta - jeg har lige anmeldt hans tredje film, Alps, til 5 stjerner for Ekko, pænt hypnotiseret; film nr. 2 er nyklassikeren Dogtooth - og pludselig stod instruktøren der selv i al skægget venlig- og skælmskhed og bød velkommen til filmen, som er en stærkt anti-narrativ og fordrømt: personer i en spøgelsesferieby har underlige, mere eller mindre iscenesatte relationer og konflikter med hinanden (hvor film nr. 2 og nr. 3 sætter fordrømtheden i spil med en skarp og gal finurlighed) og efter en god middag også lettere søvndyssende, jeg faldt i hvert fald hen et par gange eller tre, men det var faktisk en fin måde at se filmen på: sammenflydende med min egen anti-narrative søvnbevidsthed, og vågnede først for alvor op, da filmen var færdig og Yorgos stod foran lærredet igen og tålmodigt svarede på folks spørgsmål; han var aldrig tilfreds med sine film, og hvis han skulle lave Kinetta igen, ville den sikker "fail in new way", til slut sagde han for sjov, at nu skulle vi se filmen én gang til, men gad vide, om det ikke var det, jeg gjorde i nat; da jeg for et øjeblik siden så traileren, var der glimt (fra badeværelset fx), jeg huskede fra mine drømme, men ikke fra filmen ... :


Derfor findes Irma

Fordi man kan købe islandsk slik i form af små, hvide, sukkerovertrukne kugler af chokolade og lakrids, der hedder

PERLUR

og smager lige præcis sådan!

Godt for dem!

Jeg mener jo ikke, at der er noget, jeg ikke kan eller bør anmelde, især ikke noget, der er godt! Lige meget om forfatteren er min bedste ven, min gode digterbekendt og Testrup-kollega eller min gode WA-anmelderkollega og -reserveredaktør (og Lav-bestyrelseskollega) som i tilfældene Jens Blendstrup, der for et par uger udgav sin Berlin-bog og på anden hånd havde teaterpremiere, og Mette Moestrup og Nanna Goul, der begge udgiver bøger i dag, digtsamlingen Dø, løgn, dø, som jeg har læst halvt og læser færdig om et øjeblik, og debutromanen Privat skov, som jeg ikke har læst, men vil læse meget, meget snart - det er jo mit eget forbandede sociale problem (hej, Katrine, HEJ, Katrine!), hvis jeg i en anmeldelse havde store eller små kritiske indvendinger, men jeg ville ikke holde kæft med dem (Mettes forrige bog, nyklassikeren kingsize skrev jeg tre-fire vidt forskellige anmeldelser af). Når jeg nu imidlertid ikke må/skal anmelde nogen af dem, så vil jeg tillade mig bare at glædes UMÅDEHOLDENT over de altovervejende glade anmeldelser de har fået, Jens i Inf (ved Berlin-korrespondenten, godt valg) og JP (4 stjerner) og 5 hjerter- og opslags-spektakulært i Politiken (teaterforestillingen er kun blevet formumlet anmeldt i Politiken(til dog 4 hjerter), hvad sker der for det?), Mette (primært positivt) i Information ved Tue Nexø (hendes gamle Blå Port-medredaktør) og (halvt vrissent, ordspils-skeptisk (jeg HADER ordspils-skepsis)) i Politiken ved Thomas Bredsdorff (i næsten en total spejlvending af Tues anmeldelse) og Nanna i Politiken, Weekendavisen, Kristeligt Dagblad (lige så mestendels positivt som WA) ved (Lav-bestyrelseskollega) Mai Misfeldt og (rimelig rent begejstret) Information ved (Lav-bestyrelseskollega) Kamilla Löfström. Det er gode mennesker, der har skrevet gode bøger (tror jeg i Mettes og Nannas tilfælde tillidsfuldt på!), som har fået gode anmeldelser, og det er da bare så godt!

Bammelam!

Jeg er meget langt fra færdig med at hænge tegninger op, elefantsnot er som det præ-tyggede tyggegummi, det ligner, et uhyre besværligt materiale, og der skal fire stykker på hver tegning, pyhHA!, her er i en mellemtid endnu en af Storm P's 1938-kortprosaer uden for nummer, som jeg nu omsider har fået i komplet kopi - bevis endnu en gang på at han er en af de allerstørste og originaleste prosaister i mellemkrigstiden, på linje og niveau med internationale surrealister & co.:

I Fantasiens Verden

De maa lave et Slagord, sagde Direktøren og lænede sin Ryg mod Skrivebordet, saa Bronzeløven flyttede sig et Hanefjed.
  - Altsaa, forstaar de - et Slagord - der er Vand i Hønen - hva' eller Ninikkenikkepim - er det ikke noget?
  Humorist Sørgepil - J.F. Sørgepil, bøjede Hovedet, saa selerne strammede i Ryggen.
  - Ja - hvad véd jeg - fortsatte Direktøren og slog ud med Haanden, saa fire Diamantringe faldt ud af Vinduet - Have a cigar - (american style) - have a cigar?
  - Men Søregpil tog to - han var jo Humorist.
  - Et Slagord - ja'a - og ja'a - et Slagord, saadan en Døgnflue - (armenhvadfornoget) - lad nu se mig - æh - hm - Direktøren kikkede lidt på Manicuren og saa skuffet ud - ja og nej - - ja og ja - du bestiller altsaa Bordet.
  uret dikkede mellem to nøgne Giganter, som holdt en Kølle parat i den løftede højre Haand - en Panter sneg sig under Sekstallet, og resten var Marmor og forgyldt Bronze - dyrt Ur - gik ikke godt.
  Et Slagord - - Humoristen bad om lidt Betænkningstid, og saa for sig en stor Skov med stille Maaneskin og Beethoven i Pels.
  - Ja, men kære Ven, det maa være nu - - - De. som er saa sjov til daglig - De maa da sgtens ku' hitte paa et Skaldet Slagord.
  - Ja - selvfølgelig, svarede Humoristen og tabte en Taare ned i Vestelommen, hvor den lagde sig lige i Hullet af en Yalenøgle.
  - Jeg har det - jeg har det - Bammelam!
  - Selvfølgelig! skreg Direktøren, dér er det - Bammelam - jeg vidste jo, at De var manden.

torsdag den 26. april 2012

Elefantsnot i Storm-vejr

Jeg tager om lidt op til Storm P.-museet for at sætte de mange hundreder af tegninger, jeg under titlen "Tvangsinspireret totalhvirvel" har udvalgt, op på mine fire vægge (+ forhåbentlig loftet - og øv, hvorfor må jeg ikke få en stige, men kun en skammel!?) til udstillingen "First Class!", der åbner på tirsdag i det topmoderniserede museum (tak, døde Mærsk!), og jeg er frygtelig spændt på, om der er for beskedent få eller lige præcis for kaotisk mange, som planen er; jeg har på forhånd intet overblik, og det føler jeg mig tryg ved (og jeg er nabo til Per Kirkeby! som jeg er meget angst for at konkurrere så direkte med!). Her er en af tegningerne og en teaser på video og én til tegning og en trailer på video og en tredje tegning:





 



onsdag den 25. april 2012

Psykedelisk halbal og dansende degn vs. kandiseret grønlangkål

2 fantastiske gode og positive litteraturnyheder sidste uge: Rasmus Halling Nielsens overgrundsdebut Tvillingerne, Samleren, og Mia Degners debutdigtbog En lodret drøm, Gyldendal, men sikke skandaløst sølle og sparsomt de er blevet anmeldt (i forhold til den automatiske litteraturnyhed: Jens Christian Grøndahls nye roman, som jeg nægter at huske titlen på (men jeg kan godt huske, at den er træls), og som velsagtens, og hvor jeg ikke gider undersøge det, er blevet anmeldt OVERALT)), især Rasmus Halling, som jeg fik frasnuppet mig i sidste øjeblik, glad telegram i Ekstra Bladet og træt patronisering i Flensborg Avis, det er kriminelt undervældende for sådan en boblende optur af en bog. Degner (debuteret af mig i Hvedekorn, stolthedsbugnen! Halling har Søndergaard/Thøfner æren for, forbandet nok) er det gået lidt heldigere for, hun er blevet tydeligt, ca. begejstret anmeldt af Zangenberg i Politiken og mig selv i WA, og så fik hun i går en halvkvædet tre stjerrners-prut af Erik Svendsen i JP, hvilket til hver en tid er hædersbevisning, når man skriver så punket og sårbart finurlige digte som det nedenfor citerede, men det er stadig ikke godt nok, for jeg har virkelig svært ved at se, at der er bedre nyheder end splinternye, sprudlende talentfulde digtere (og fordi Degner ikke er Forfatterskoleskolet og litterært miljønetværkende bliver hun ikke som Halling blog-anbefalet og FB-liket af jævnaldrende digtertyper, der ærlig talt godt kunne trænge til at udvide deres legeplads-horisont): 

Og så er der alligevel grænser for
hvor meget du kan tabe
jeg har allerede tabt det hele
for dig
der er kabler der krydses under linierne
det er en benhård balance
det er ikke en flænsen i hjernen
der går over
ligesom dig
det er en lodret drøm
en stille nat
man finder sig
selv
under sengen
der er nogle ting
der kun gælder
når man kan se dem
ude af øje
som man siger så
gælder det ikke
der er nogle mennesker
der kun gælder
når man kan mærke dem
inden i sig
som en varm eller kold fornemmelse
i fodsålerne
altså
man møder en mand i en park man
ønsker sig ham ikke man
forestiller sig det hele
alligevel
eller
man møder en mand i en park og livet
går videre
ligesom ham
man går selv andre veje
man kigger på sine skosnuder
på støv og sten og efteråret
hænger i
mandens hænder og flagrer efter ham
man elsker det hele fra starten man
hænger selv i et træ og dingler man
beslutter sig for at give slip på et tidspunkt og så
var det det

- fald også for Mia, anbefaler jeg!

Meget kort rids af pensionsmøde i Danske Bank

Et stilleben, kubisme light, af Helge Ernst på væggen (ligesom i mit barndomshjem)

Ordet "træskolængder"

Sætningsindledningen, anvendt flere gange,"hvis du døde i går"

tirsdag den 24. april 2012

Fanden tage systemreferater

Det frustrerende ved at anmelde Klaus Høeck, og i dag hans fantastiske nye betonklods live, er at man bliver nødt til at bruge en masse tid på at referere hans systemer, som ca. er de samme som sidste gang rundt og rundt og rundt, og det tager bare en masse plads, især jo når man ikke længere har særligt meget plads til at anmelde store (og små), fantastiske bøger, og når man også gerne vil citere mindst to hele digte (for at give Høeck-poesien det oplag den fortjener: de ca. 60.000 eksemplarer), så er der bare utroligt lidt plads tilbage til at sige noget om, hvorfor Høeck-poesien er så forbandet læseværdig, også uden at skele til systemerne, og jeg når aldrig frem til ikke at skele til systemerne, og jeg ville også have sagt noget om, at digtene ved 3 gange at tage titler fra de mest brugte 100 navneord i de samlede megasamlinger bliver en bevidst Høeck-encyklopædi (der kan konkurrere med Frederik Stjernfeldts), og om auto-encyklopædien som den modne digters hyper-ruitne og om de bevægende hyldester til levende og afdøde kolleger, fra Laugesen til Anders Arrebo, og om, at Høeck afslører sig som noget så sjældent som en bilglad poet (det var Højholt også, hvad Høeck linker til i et Scania Vabis-digt):

sne

     wwrooom overha
lingsbanen rød opel cor
     sa som jeg altid
     har ønsket mig die
sel uden filter wreeeoow
     var det en porsche?
     min far døde i
en toyota corolla
     skreee en hurtig
     mercedes som på
computerskærmens ninten
     dospil derhjemme

     op i femte gear
og uden om rutebi
     len fra arriva
     wroooom modkøren
de volskwagen skidengrå
     som indslev kirke
     til venstre wreeem
en citroën picasso
     til højre stakkels
     mand sskreee ned i
tredje gear - hvad blir det
     næste en ford jorn?

     wroooom en grøn su
zuki overskrider fart
     grænsen der er in
     gen sne i luften
endnu ingen politi
     razziaer det
     er ikke min skyld at
vi ikke når frem til guds
     tjenesten i ti
     de jeg har kun kø
rekort til motorcykel
     uden sidevogn

mandag den 23. april 2012

Lugernes melankolske øjne

i møntvasken stirrer desto mere indtrængende og bebrejdende på mig, efter den fabriksnye, petitte, fikse vaskemaskine i går med en fin, lille durren vaskede sin første beskedne bunke sort, helt duggede af svigt er de, mønvaskvaskelugeøjnene.

Modtagelse af cookies er blevet nægtet

Firefox har opdaget at webstedet viderestiller forespørgslen til sig selv på en måde, der forhindrer den i nogensinde at blive færdig.       

  Dette problem kan nogle gange skyldes, at cookies er slået fra, eller modtagelse af cookies er blevet nægtet.

- hvilket minder mig om dette digt af Per Højholt, hvor problemet vel er omvendt, at programmet aldrig holder op, fordi biografgængerne bliver ved med at modtage lagkager (og på fredag åbner der en udstilling med Jørgen Leth på Gl. Strand, hvor man med garanti kan se Andy Warhol ikke nægte, men have et forfærdeligt besvær med at at spise en hamburger):

Jeg rækker en lagkage ind i mørket til Jørgen Let
som sidder inde i mørket og spiser lagkage og nikker
til sin gamle film og jeg sætter mig ind til Jørgen
Leth inde i mørket og vi sidder og ser han gl film
mens vi spiser lagkage og nikker og rækker rækker af
lagkager længere ind i biografen til alle de andre
som sidder derinde for at se Jørgen Leths gamle film
og spise lagkage og nikke op til billedet i mørket

søndag den 22. april 2012

Stilistisk variation BØR UNDGÅS i vaskemaskinevejledninger

FØR IBRUGTAGNING

1. For at aktivere udtømningssystemet skal du hælde to liter vand i vaskemiddelbeholderens rum til hovedvask.

2 . Hæld en lille mængde vaskemiddel i hovedrummet i beholderen til vaskemiddel, indtil og start et program til bomuld ved den højeste temperatur uden vasketøj. Dette fjerner alt eventuelt snavs fra tromle og kar.

- efter timelang, intens nærlæsning af de to punkter og gennemgang af vaskemaskinens rum og beholdere, må jeg konkludere, at "vaskemiddelbeholderens rum til hovedvask" ER DET SAMME SOM "hovedrummet i beholderen til vaskemiddel", MEN HVORFOR KALDER MAN DET SÅ IKKE DET SAMME!?

Metaforforsoning

Nogen har med stor grundighed stoppet en gigantisk edderkop ned i skraldespanden ud for Codanhus, det ligner på en prik en sammenkrøllet, sort rygsæk.

lørdag den 21. april 2012

Hvorfor jeg skriver blog og ikke bog

Fordi mine blogindlæg fylder helt præcist ingenting i mit hus, mens restoplagene af mine bøger fylder forfærdeligt meget, og for nylig gik det helt amok, da jeg modtog et utal af eksemplarer - på følgesedlen fra DBK står der "Antal i alt 9999", det tror jeg på! der står også "Vores ref TOTAL AFGANG", muntert! - som jeg for en forholdsvis slik havde reddet fra papirmøllen, der var næste station, af Læberne sproges, min F.P. Jac-monografi, og Alfabeter fra Pluto, og særligt Læberne, der er på over 200 sider fylder MONSTRØST (faktisk havde jeg ikke bestilt hele restoplaget, men det kunne bedre betale sig at levere mig den fulde molevit end at splitte den op), og hvor er det på samme tid melankolsk og deprimerende at slæbe bunkerne af min totalt u-solgte, bedste bog, op på pulterkammeret, og nej, I kan ikke få tilsendt et eksemplar, men i må rigtig gerne komme forbi og ringe på og få et eksemplar, nej 2 eksemplarer, smidt i nakken, hvis I ind i dørtelefonen hvisker det hemmelige kodeord (fra Jacistisk Ordbog): Brystsynstakst.

Humor er!

Kunsten at skrive om humor - som jeg netop har gjort i en artikel til Ekko om amerikanske komikere og deres knopskydende netværk-værker (en dvd's line-o-rama som det bedste og vigtigste ved en film) - er IKKE på noget tidspunkt at forsøge at definere humor (men I kan her gerne få min til bevidstløshed misbrugte 90'er-definition:  Kaos som gevinst) eller forklare, hvorfor noget eller nogen er det eller den sjoveste, som nu fx denne scene med Will Ferrell og Mark Wahlberg fra The Other Guys:

Mob ikke moppen, den bliver mopset

Men den gl. moppe var blevet et tjavset drys, den duede ikke længere.

Og så ser man pludselig mig stå i Røverkøb på Vesterbrogade og spørge:

Hvad har De i mopper?

og vandre hjem med en state of the art-moppe med særligt knæk- og kliksystem og derved aftagelig og vaskbar klud, man bliver vådere under processen, men dækker hurtigere større flader, så jeg tror faktisk godt, man kan sige, at

jeg er glad for min nye moppe.

Irma-titanernes kamp

STOR SNEGL MED HUS

vs.

FREGAT-FISK

vs.

KÆMPESKILDPADDER

fredag den 20. april 2012

Hvis glarmesteren vil være så venlig

(tilegnet Rasmus Halling-Nielsen i dag)

GLA - Der sættes drypnæse på glasdør, da vandet står ud under denne

Kort forelæsning om ironi

"Nej, hvor ser Jens Christian Grøndahls nye roman god og spændende ud. Den glæder jeg mig til at læse."

torsdag den 19. april 2012

2 totale bloglister

Berusende totalfordele ved blogs

1. TOTAL FRIHED (redaktionelt, opsætningsmæssigt/kvantitativt)
2. TOTAL HYBRIDITET (tekst, links, billeder, videoer)
3. TOTAL ØJEBLIKKELIGHED (på reg. klokkeslet ude i verden)
4. TOTAL TILGÆNGELIGHED (umiddelbart og gratis for hvem som helst på hele kloden)
5. TOTAL GENREUNGDOMMELIGHED (som at være omkring ved fx romanens begyndelse)

Personlig blogpoetik/regelsæt, også totalt

1. TOTAL POLYFONI
2. TOTALT DAGBLAD
3. TOTAL (pseudo)DAGBOG
4. TOTAL tværmedial ANTOLOGI
5. TOTALT POESISKJUL
(+ total reklame og total aflæsning af løsøre)

Konfrontationskryster

Jeg har fået brev fra Klaus Rifbjerg i Spanien, som jeg ikke tør åbne (ikke mindst fordi jeg i dag i Strandgade citerede et halvt digt om korte bukser som eksempel på selv-epigoneri, det er jeg sikker på, at han kunne mærke, men brevet har han selvfølgelig sendt før, eller hur? måske opdrætter han særlige turbo-brevduer?).

Klokken ca. 13:00 i dag definerer jeg digtet (og blotter bloggen)

SANDSYNLIGVIS (IKKE)!
Hesten har vinger

poesikonference
Lyrik-gruppen i DFF, Strandgade 6,
torsdag d. 19. april 2012

Program
Ordstyrer: Karsten Bjarnholt

9-9.30: Morgenkaffe

9.30-11.10 Refleksion
René Rasmussen: Jeg- udsagn og udsigelse i moderne lyrik
René Jean Jensen: Overvejelser over
form- og formløshedsproblemer
ud fra egen praksis
Diskussion, samtale, kommentarer…

11.10-11.25: Kaffepause

11.25-12 Poesioplæsning:
Adda Djørup læser
Glenn Christian læser
Samtale, kommentarer…

12-12.30 Frokost

12.30-14.00 Poetik
Peter Stein Larsen: Poetikker efter Inger Christensen
Lars Bukdahl: Hvad er et digt?
Diskussion, samtale, kommentarer…

14.00-14.30 Poesioplæsning
Dy Plambeck læser
Samtale, kommentarer…

14.30-14.45: Kaffepause

14.45 – 15.45 Nye muligheder
Knud Steffen Nielsen og Lars Bukdahl: Blogs & poesi
Hugo Hørlyck Karlsen: e-books & poesi
(Det anbefales inden konferencen
at have læst denne artikel: http/bogmarkedet.dk/comment/43 )
Diskussion, samtale, kommentarer…

Tilmelding til Dansk Forfatterforening:
3295 5100 – Danskforfatterforening@danskforfatterforening.dk
Gratis for Medlemmer af DFF, andre: 100 kr. for frokost.
Konferencen er åben for alle interesserede! Så længe pladser haves.

onsdag den 18. april 2012

Autofiktive faser

(teksteksempel: hid og did i første bind af Karl-Ove Knausgards Min kamp, oplæst og fasemarkeret af LB og stuntman-demonstreret af JB på Svendborg Bibliotek i går)

1. DEN NAVELUTISKE FASE
overfladisk afpudsning af og spejling i egen navle, mild og lyrisk narcissisme

2. NAVLESTRENGTEORETISK FASE
kaster sin rekonstruerede navlestreng ud i verden som en lasso og firer sig frem med dem

3. FADERPERPLEX FASE
leder efter sin far og tror at alle stole er ham (og i parentes alle puder mor)

4. SOLIPSEXISTISK FASE
parrer sig på en meget indviklet måde med de lygtepæle, barndommens hund pissede op ad

4. MEGALOMANIERISTISK FASE
breder sig i alle retninger og kontaminerer og laminerer alle biblioteker og bibliotekarer og alt er biblioteker og alle er bibliotekarer OG JEG ER VERDEN OG VERDEN ER MIG

3 postkort akkurat på deadline

Mellem deadlines 15/4 2012

Kære Blendstrup

Jeg befinder mig som sædvanlig og som altid mellem deadlines, og hvis nogen har spekuleret over, hvordan deadlines ser ud, så kan jeg sige så lidt som, at ingen to dødslinjer ligner hinanden, men de er allesammen lige blodigt morderisk gyseligt skrækkeligt gotisk tænderskærende trælse. Og fx er der én lige for an mig her, der på overfladen uskyldigt ligner sådan en rigtig Matador-rar. rød-og-hvid grænsebom. Den er ud, som om den er lavet blødt skumgummi på Nordisk Films hobbyværksted, men i realiteten er den lavet af groft værnemager-beton, Klitgaard & Sønner you know, og slår hårdt som ... Ja, det er det virkelig nederdrægtige ved den, den er en metafor på sig selv, den slår hårdt, som en grænsebom slår hårdt på en flygtning. Ikke fordi jeg vil sammenligne mig med en flygtning, men det er så også meningen, at jeg ikke vil; jeg skal skamme mig over, at jeg jamrer over, at en grænsebom smadrer ned i min vigende hårgrænse, selvom jeg bare er en skide litterat, der ikke kan finde ud af at organisere sin tid og sin kalender, og derfor ikke overraskende er komme karambolage - det ord bruger man for lidt - med deadlinen på en artikel om Danmarks poetiske oldtidsminder, Rifbjerg, Nordbrandt, Thomsen, til Dansklærerforeningens blad. Og hvordan, tilskriger jeg dig, kan det være, at skylden er tonstungere, desto gratisere, jeg arbejder som en dødning?

hilsen Bukdahl

Mellem deadlines 16/4 2012 

Kære Blendstrup

Det lykkedes mig at undslippe grænsebom-deadlinen mod et åbenlyst forlorent løfte om at være færdige om lige 27 1/2 time mere - blot for at løbe ind i en deadline som en elefantsnabel, en hjemløs elefantsnabel, der ikke er lyserød, men snarere militærfarvet, men som ikke slår og er aggressiv som grænsebom-deadlinen. Den vil bare finde et hoved at fastgøre sig til som sit nye elefanthoved, og den slags deadlines er i virkeligheden de farligste. fordi de i virkeligheden slet ikke er interesseret i at blive nået, dvs. truttet i og smidt til siden jo, de vil helst bare blive siddende til evig tid, lykkeligt nagende og uopfyldte. Så det gælder om aldrig at give dem en næsespids, og da slet ikke en panderynken, for de elsker at agere skuffede enhjørningehorn. Man skal ryste sit hoved af dem, skal man, som når man øver sig i at takke nej til ridderkorset, nejtiktaknejtiktaknejtiktak.. Militærgrønne løselefantsnabeldeadlines vil typisk være deadlines til akademiske samleværker, som nemlig ingengang stoppe forfølgelsen, når artiklen om den gule tøjes symbolværdi i Jørgens Leths Tour-reportager - den betyder skiftevis påskebryg og skinsyge - er afleveret, for det er jo ikke som om, bogen derfor udkommer. Snablen slår så bare en knude på sig selv og hopper op på ens hoved og springer op og falder ned permanent. Vig bort!

hilsen Bukdahl

Mellem deadlines 17/4 2012

Kære Blendstrup

Jeg står ansigt til ansigt med den allergrummeste deadline af alle, fordi den hyppigste og uundgåeligste, avisdeadlinen. Der er et stumpt instrument, et fuldstændig uspecificeret stumpt instrument, ligesom i begyndelsen af en kriminalroman, men her får man bare aldrig opklaret, hvad det er for et stumpt instrumentt, det forbliver anonymt og abstrakt stumpt og dumt og grumt, men aldrig stumt uden p: det kommanderer i vilden sky meget, meget, meget specifikt.. Og det er hver uge et nyt stumpt instrument, eller rettere flere, hvis sande identitet aldrig bliver afsløret. Jeg flygter omsider med instrumentet lige i hælene. JEG ER FRI! Men ak nej, her står jeg på Svendborg Bibliotek foran en ny deadline i from af min neanderthalsk behårede, gamle ven. Jeg rækker dig min hånd og ved, at det er deadline for Litterær Hypnose!

(hvem er det der banker / / / det er vores tanker)

tirsdag den 17. april 2012

Deadline-klynk-meta hjælper virkelig ikke

Jeg skriver samtidig med denne blogpost og nærmest bogstaveligt talt, blok og pen ligger på mine knæ, et postkort til i aftens Litterære Hypnose i Svendborg om at befinde sig mellem deadlines, fordi det gør jeg i sjælden clusterfucking grad, men det hjælper sgu da ikke at skrive om det hverken her eller dér, og her jo fordi der også hver dag er deadline på at skrive mindst to blogposter, og jeg er bange for, at det ikke bliver til flere i dag, og hvem gider læse denne, én ting er klynk, en anden ting er deadline-klynk, en tredje og helt utilgivelig ting, erkender jeg nu, men sletter ikke blogposten, for jeg har ikke tid og slet ikke hjernekraft til at skrive og finde på en anden, er meta-deadline-klynk, uoverskueligt overfladisk beklager jeg.

mandag den 16. april 2012

TUES SKØNT VIRKENDE FROST-TALE - exklusivt for Blogdahl

Tue Andersen Nexø har givet Blogdahl lov til at aftrykke hans fremragende skarptlæsende tale ved uddelingen af Kritikerprisen 2012 til Lars Frost for romanen Skønvirke så godt som eksklusivt (den kan også læses på Kritikerlavets hjemmeside)


Kære Lars,
Lad mig sige de enkle ting først. Tillykke med prisen. Du har fortjent den. Skønvirke har fortjent den. Det har den som bog i sin egen ret, og det har den som sidste del af din trilogi om velfærdens fortid, nutid og fremtid, der allerede nu står som et hovedværk i det sidste tyve års danske prosa.
Du eller en begavet medarbejder i Gyldendals Presseafdeling har skrevet på Skønvirkes bagflip, at trilogien er fabler om fortidens, nutidens og fremtidens frihedsbegreber. Læser man Skønvirke som en bog om friheden i fremtidens velfærdssamfund, ja, så virker den frihed noget reduceret. Kød er i det store hele erstattet af soyabøffer i Skønvirkes Danmark. Alle alkoholiske drikke er blevet alkoholfrie, overvægt kan være fyringsgrund, affald bør sorteres i temmelig mange spande. I fremtiden er man fri til at leve et produktivt liv i en sund krop, helt som i nutidens dameblade, men det virker ikke som om man er fri til at vælge, hvad produktiv og sund egentlig vil sige. Man er også fri til ikke at tage ansvar for hinanden. Eller sine børn: i Skønvirke klares opdragelse med piller og plastre.
Skikkelserne i romanen viser så også deres frihed ved at begå oprør imod dette snærende velfærdsmareridt, dette skønvirkeliv. Det sker på latterlige, joviale måder, som når alle alligevel hælder en dråbe alkohol i deres alkoholfrie drikke. Det sker også på mørkere, mere hidsige måder, som når Lise, Skønvirkes seriemorder, har sex med og dræber tilfældige mænd, bare fordi hendes på overfladen lykkelige liv slet ikke gør hende glad. Fordi hendes mand er utro, fordi han er et skvat.
”Hun savner Flemming. Eller, hun savner at være forelsket. At elske. Savner hun”, står der med de karakteristiske, ultrakorte sætninger, du bruger undervejs. To sider efter har Lise forført og myrdet en tilfældig mand. Hun slår ham ned med en tung vase, en ”uægte Bindesbøll” – som bekendt var Thorvald Bindesbøll den kendteste eksponent for Skønvirke-retningen i dansk kunsthåndværk. Sådan dræber de forløjede drømme, i al fald i hænderne på visse af bogens personer.
Noget lignende gælder Lises bror Jens, der kommer hjem fra dén krig, vi i fremtidens Danmark fører mod en alliance af arabere og afrikanere. Han kan ikke finde sig til rette, Jens, han er fyldt af vrede. Så myrder han ”Ministeren”, lederen af fremtidens Danmark, og brænder hans sommerhus ned, selv om Jens første store kærlighed, Ministerens datter, er inde i det.
Hvordan skal vi forstå disse mørke oprør mod en forløjet kærlighed og et forløjet samfund? Skønvirkes ekstraordinært bevægelige fortællerstemme er den fuld af foragt over for velfærdens drømme. Her går det ud over landskabet og måske også J.F. Willumsen, der som maler som bekendt var nogenlunde samtidig med Bindesbøll og skønvirkestilen:
”Sundet ligger og glaner, stort, friskt vand ligger og fylder befolkningen med stupide nationalsocialistiske drømme om solbeskinnede sommerdage, frimodigt strandliv, egen båd og lange sommerferier til havs. Nøgne børn med løsslupne kønsdele i løb mod bølgerne.”
Og her sidder Jens og ser på livet, der udspiller sig rundt om, tror jeg, Utterslev Mose:
”Det er et forbandet forløjet paradis, de virrer rundt i, de skubber barnevogne foran sig, dumt smilende med bind for øjnene og vat i ørerne. Mænd opfører sig som kællinger. Og kvinder behandler mænd som børn. Og børn som guder, og kældedyr som små mennesker. Hele velfærdens forløjede dagligdag teatralsk gennemspillet dag efter dag i sikker afstand fra laserkugler og ST-bomber.”
Den slags vrængen tillader fortælleren ikke, når det kommer til Lise og Jens destruktive udladninger. De fortælles nærmest køligt, neutralt. Man kunne tro, de to var bogens helte. Som dem vrænger fortællerstemmen voldsomt af alle disse drømme om ansvarsfri lykke. Som dem peger den på alt det, de drømme fortrænger.
Men den læsning er for let, tror jeg. I al fald minder Lises og Jens rituelle ofringer af det, der ikke lever op til deres forhåbninger – velfærdsstaten, kærligheden – påfaldende om tidligere skikkelser i dit forfatterskab. For mig minder de om Tobias fra Smukke biler efter krigen, ham, der myrder en handicappet dreng, fordi han ikke kan få ram på bogens hovedperson, Lasse. Lasse vil Tobias myrde, fordi han forhindrede ham i at gøre som han ville med en islandsk pige. Tobias finder sig ikke i, at hans begær ikke kan udleves. Så bliver han voldelig, så slår han ud efter verden.
De minder også om den vege, midaldrende Erik, hvis søn dør i en tilfældig trafikulykke i Ubevidst Rødgang. I bogens anden halvdel afreagerer han ved at lege dandy i Italien – og sprænger som en anden bombeterrorist velfærdens og Venedigs fundament i stykker.
Det er en tragedie at miste sin søn. Jens sidder ensom og fyldt med krigstraumer på sin bænk. Det er ikke en tragedie, at en islandsk pige siger tak, men nej tak. Men ligesom Tobias reagerer Jens og Erik, som om de har ret til et gnidningsløst liv. Ligesom ham reagerer de med en ubændig, ustyrlig ødelæggelsestrang, når verden lægger dem forhindringer i vejen. De reagerer, som om velfærden er ingenting, fordi den ikke sikrer os alt. Som om livet er foragteligt, fordi det ikke er perfekt. Som om alt skal ødelægges, når noget er forkert.
Alt det markerer fortællerstemmen ikke. Det må man selv tænke sig til. Når den ikke gør det, fortællerstemmen, så skyldes det to andre former for frihed, der er på spil i Skønvirke. Den første er sprogets og formens frihed. Flere kritikere har bemærket, at Skønvirke ligesom saboterer sig selv undervejs. Mit eget indtryk er, at det er den af dine bøger, hvor fortællerstemmen er mest bevægelig. Med stor suverænitet – men også stor hastighed – bevæger den sig fra genre til genre: utopisk femikrimi, sædeskildrende fremtidsroman, politisk thriller, men også en symbolsk barndomsskildring a la Villy Sørensen, og også modernistisk sprogsammenbrud. Og den bevæger den sig fra fra parodi og sprogleg til foragt. Og til fortvivlelse. Beskrivelsen af den hjemvendte Jens er fx overraskende smertelig. Han er mange ting, Jens, også forkert på den, men han er ikke latterlig. Den beskrivelse er ikke kynisk.
Den anden frihed er læserens. En roman så sprælsk som Skønvirke giver os mange muligheder. Vi kan følge med strømmen, kan muntre sig med din sproglige bravura, godte os over alle de små mennesker og deres små problemer, den foragteligt stiller til skue. Det ville ikke være forkert, men måske dovent, uopmærksomt. Vi kan også kaste den fra os, gøre oprør mod dens råhed og tilsyneladende altomfattende menneskehad. Det kan man være fristet til, og det ville kun være lidt forkert. Det ville være at kaste alt bort, bare fordi noget ikke passer os. Eller vi kan læse opmærksomt. Vi kan holde fast i bogens dobbelthed. Dens overflade er en sort forvandlingskugle. Dens fundament er et opgør med de, der – som Jens og Lise og bogens egen fortæller – slår ud og ødelægger livet, når det ikke lever op til de drømme, samfundet har podet dem med.
Den tredje mulighed – ikke bare drive med, uopmærksomt og nydende, ikke bare afvise totalt og rasende, men se begge dele som forkerte reaktioner på et rigtigt dilemma – den mulighed er ikke tilstede i dén verden, Skønvirke fremstiller. Der er ikke nogen livsklog biperson, man kan pege på og sige: netop sådan ser de rigtige valg ud, og som vi derefter kan bruge som model for vores eget liv. Den er kun til stede som en læsestrategi. Alligevel vælger jeg at tro, Lars, at den for dig er mere, og at bogens egentlige ærinde er at vise, at vi som mennesker og borgere i velfærdsstaten Danmark – og ikke kun som læsere af din bog – står midt i et sådant hverken-eller.
Og hvordan vi så kommer videre derfra? Det fortæller Skønvirke ikke noget om. Det har jeg heller ikke tænkt mig at gøre. Ligesom jeg ikke har tænkt mig at tale om bogens umulige sidstekapitel. Kun vil jeg nævne, at jeg i min sidste gennemlæsning af bogen fornemmede en afsmitning fra … prinsgemalens dansk-franske i det? Nej, det bliver for indviklet. Lad mig vende tilbage til det enkle. Tillykke med prisen, Lars. Du har fortjent den. Det har din roman også.

Transistoria

Hvor i alverden ligger den butik med antik elektronik, hvor håndværkere køber deres 1975-transistorradioer permanent tunet ind på P3 også anno 1975, her årets 20 tophits (med vistnok iTunes-links):

1. Love Will Keep Us Together, The Captain and Tennille
2. Rhinestone Cowboy, Glen Campbell
3. Philadelphia Freedom, Elton John
4. Before the Next Teardrop Falls, Freddy Fender
5. My Eyes Adored You, Frankie Valli
6. Shining Star, Wind and Fire
7. Fame, David Bowie
8. Laughter In the Rain, Neil Sedaka
9. One of These Nights, Eagles
10. Thank God I'm a Country Boy, John Denver
11. Jive Talkin', The Bee Gees
12. The Best of My Love, The Eagles
13. Lovin' You, Minnie Riperton
14. Kung Fu Fighting, Carl Douglas
15. Black Water, The Doobie Brothers
16. The Ballroom Blitz, Sweet
17. (Hey Won't You Play) Another Somebody Done Somebody Wrong Song, B.J. Thomas
18. He Don't Love You (Like I Love You), Tony Orlando and Dawn
19. At Seventeen, Janis Ian
20. Pick Up the Pieces, The Average White Band

Ved en skibsreders rettidige, omhyggelige død

får man en ubændig lyst til at levere noget utidigt sjask, det være hermed gjort.

søndag den 15. april 2012

Endnu et digt af Gud til mig

Skarn- og græmmelsesdigt.        Risskov 6/2 - 87
tilegnet Lars

"Borgens Forlag!"

"Navarones kanoner - og Borums
og da slet ikke ikke Dine's
kan huske mit jeg's bastiones
Gen-iniativet's Es."

Trumf!!

Talent - eller ikke talenter -
Herregud-da - i Evigheden's navn,
"Titusind vrag på en bakke"
har forsøgt sig, for at finde et navn

Gjorde de gavn?

Digter på din trones højde
lad os, mig, du - de
"I Faderen's, Sønnens og den heliga ande's
namn - skrible - udfylde vort savn.

Din bedstefar - og fader med iøvrigt
er endnu ikke glemt
"Vips" - Salig-Madsen Enke,
- om ældet - husked såre nemt:"

                                           på vegne af / i poetens navn
                                                                                         B
                                                                                       stort

Et digt af Gud til mig

Lars in vivo

"O
Spræng dog dine grænser,
f.x. - og erkend dit fine
jeg, når det er der.

Når du fx - fx med dine taster
sætter andres ord på print

Men, der skal være rav

- i dit røde hav,
blodet der pulses igennem
"årene" -; ikke luskes
i småmænds 13-karakter

vh Uf.

(skrevet med rødt bag på konvolut fra Magistrenes Pensionskasse, dateret 19.12.86)

Gud holder ikke kæft

Jeg var i aftes inde og se premieren på instruktør Simon K. Bobergs og komponist/musiker Bebe Risenfors' og skuespiller Mads Willes imponerende agile og loyale, sjove og bevægende versionering af Jens B's hellige nyklassiker Gud taler ud på Huset teater - en succes parallel med Mungo-Park-versioneringen af Helle Helles Dette burde skrives i nutid, derved at brødteksten tages i munden af skuespilleren/skuespillerne, med samt regi/jegfortælling, som den verbatim står på siden, uden dramaturgiserende omskrivninger, og årsagen til, at det (ikke)greb virker åndssvagt godt, er selvfølgelig ikke kun scenekunstnernes kunst, men også at der er så meget fint og sært liv i originalteksternes stemme pga. forfatternes utrolige talent.

Der sidder også gode, proffe folk og vil lave en SPILLEFILM ud af Gud taler ud. og jeg tænker på, hvor tilfreds den virkelige gud, jens' far mag. art. Uffe Blendstrup, ville være med at få sin udødelighed sikret gennem en decideret franchise, en flermedial Gud-industri, tv-serie, tegnefilm, musical, dukketeater, kun fantasien sætter grænser, med at være en af de få, store, originale KARAKTERER i ny, dansk litteratur; det var lige før, jeg kunne se ham sidde ved siden af lykkeligt forfjamskede og tryllebundne Jens i det som lummer natcabarat forklædte teaterrum og nikke værdigt til rekonstruktionen af sin Risskov-suverænitet.  

To sekvenser er nyskrevet/arkivgenopvakt til forestillingen, det fulde manus til hvilket befinder sig i programmet, denne her er allerede nynyklassisk:

Gud er kravlet ned i den svenske dragkiste for at synge Kingos salme. "Her vil ties, her vil bies", men nu er låsen gået i baglås, og Gud kan ikke komme op, og der er ingen der vil lukke ham ud. For han har råbt for meget og været ud til bens, og Gerd Lilian er ikke hjemme. Drengen sidder i hver deres Wegnerstol. Endelig har de ham. Og Gud har været dum, for det er den svenske dragkiste med den tunge lås, som Gerd Lilian plejer at holde åben med en trøje. Med hvad ved Gud om svenske dragkister? Hvad ved Gud om børnetøj? Han vil bare synge fra en ny position. Nede fra dybet. Han vil være som en Farao i sin pyramide, nej, endnu bedre, som Herluf Trolle i sin sarkofag. Han lægger sig med armene på brystet. Mumificeret af tre dagens druk. Og først er der kraft i  "Her skal ties, her skal bies, her vil ..." og så videre ... Men så falder han i søvn og vågner i mørket, på en grantrisse og sin gamle uniform, og så bliver der fumlet, og så bliver der grædt- "luk mig ud, unger, far er herinde! Det er lillefar!" Men ungerne vil ikke. De er derude, men de åbner ikke den skide kiste. Og Gud bliver mere og mere ædru og trøstig. "Aaargh! Menneskehed, så luk mig da ud af det her svenske monstrum fra 1600 og hvidkål!" OG Gud ser for sig tiden gå, og huden løsner sig fra hans knogler. Gud ser for sig sit hus forsvinde, bræer skyde op, og dale blive dannet. Han ser det ske. "For helvede i satan! Er der nogen!?" Ungerne åbner først, da Gerd Lilians indkøbsvogn når frem til hoveddøren. "Goed, bring mig i seng, bliv hos mig, og lad lyset brænde!"

lørdag den 14. april 2012

Brusehovedrig

Den nye bruser udbruser

et bærbart og tempereret

Niagara -

ah!

fredag den 13. april 2012

Ældre Sagen, Sejlflod

(annoncer og arrangementer i 2012-programmet for Ældre Sagen, Sejlflod)

EKSPERTER I ROBOTSTØVSUGERE
Fnugfri.dk
v/Støvsugerhuset Borgergade 25 9000 Aalborg 98135150
stoevsugerhuset@mail.dk
UFORPLIGTENDE DEMONSTRATION OG TILBUDSGIVNING EFTER AFTALE

Sommerudflugt til Brunkulslejren og Bruunshåbs gamle papfabrik
onsdag den 12. juni kl. 7.15-20.30
Opsamling af Centrum Turist: Nr. Kongerslev "købmanden" kl. 7.15 Gudumholm Stadion kl. 7.25, Brugsen, Mou kl. 7.35, Storvorde Kirke kl. 7.45
kl. ca. 9: kaffe og rundstykker
kl. 10: guidet tur hos Bruunshåb
kl. 13: medbragt mad spises i Brunkulslejren
kl. 14: guidet tur i lejren
kl. 18: aftensmad excl. drikkevarer på St. Binderup Kro
Pris for medlemmer 200 kr.
Pris fr ikke-medlemmer 300 kr.
Hus frokostmadpakke og drikkevarer
Max. 50 personer
Tilmelding senest 4. juni til 4063 7806 efter "først til mølle". Betaling ved tilmelding.

Ny arrangement - Motionsbanko
Alle siger motion er så sundt. Så vi vil prøve en ny form, nemlig motionsbanko. Ligesom almindelig banko - numre er sat ud på en ca. 3 km. afmærket rute. Ved mål vil der forefindes kaffe og vand.
Vi håber rigtig mange vil bakke op om dette gode initiativ.
Pris pr. plade 5 kr. - der er gevinster.
Ingen tilmelding bare mød op og tag børn og børnebørn med. Alle er velkommen.
Mou hallen, Ny Høstemarksvej
Lørdag den 31. marts kl. 14.00

Storvorde Fysioterapi
Rødhøjvej 14 9280 Storvorde tlf. 98 32 62 62
En del af løsningen ...

Komdrup/S. Arden Maskinstation
Vi er klar til foråret 2012
Netop nu
Flytning af gylle med 34 m3 trækker
Nedfældning + udlægning af gylle med slanger med 12 Samson vogne - op til 30 m bom
Buffertank op til 50 tons
Udkørsel af gylle til med SyreN
Omrøring af gylle med fuldhydraulisk gylleblander
Spredning af staldgødning
Læsning af staldgødning med gummiged med overfald
Pløjning med 5 furet risteplov evt. med jordpakker
Såning med 6 meters rortorsæt
Såning af majs med 8 og 12 rækkers maskiner
Klipning af læbælter (rent snit og op til 10 cm tykkelse)
Oprensning af grøfter samt div. arbejde med gummiged, rendegraver eller gravemaskine
Vesterbølle Afdeling Tlf. 40 19 99 22

Der er mange grunde til at vælge os som din nye høreklinik
Godkendt af det offentlige
Tilskud fra Kommunen og Sygeforsikring "danmark"
Professionel vejledning i trygge rammer
Gratis afprøvning af høreapparat
Vi forhandler alle typer høreapparater
4 års gratis justering
BUDOLFI HØREKLINIK
tlf. 98134089 Jammerbugt Sundhedshus Sygehusvej 6 9460 Brovst

Nr. Kongerslev Forsamlingshus
UDLEJES
Service til 120 personer
Kaffe til begravelse
Udlejning ved:
JENS JENSEN
tilf. 98 33 20 69/ 24 87 23 54
Mellem kl. 17.00-19.00

AMALIE (og Beten) VINDER PRISPRIS!

Det er netop blevet officielt på selvfølgelig Facebook, at Amalie Smith som modtager af Bukdahls Bet - Den Smalle Litteraturpris 2011 for Fabrikken falder har modtaget flest stemmer som "Årets Prisvinder", hvor ubetaleligt cool og blæret er det ikke (for både Amalie og Beten)!!?? 1000 tak til alle, der fulgte Blogdahls opfordring og stemte på Amalie (og Beten). Her er opdateringen fra BogMagasinets redaktør Andreas Nordkild Poulsen:

Så er vinderen af BogMagasinets meta-over-pris "Årets Prisvinder" fundet. Og vinderen er ... Amalie Smith! Den havde jeg ikke set komme (Helle Helle må trøste sig med de Gyldne Laurbær). Vi bringer et stort portræt i næste nummer af magasinet. Tillykke til Amalie.

Det er mig, der har skrevet portrættet, og forhåbentlig bevares overskriften: AMALIE ER ET AMALGAM, bladet er ude i Busck-boghandlerne 25. april MED AMALIE PÅ FORSIDEN (ligesom hun var det på Berlingske den anden dag, kan jeg forstå, Coverriotgirl!)! Oh yeah! Og husk for Darwins skyld at købe den nye bog, I civil, der med garanti også får alle mulige priser lige om lidt. HURRA OG TILLYKKE TIL AMALIE (og Beten)!

Den perfekteste antipode på denne firkantede jordklode

Jeg havde overvejet, men glemt igen at lave blog-sjov med Jens Christian Grøndahls videnskabelige argumentation for sin egen fremragendehed i et interview i Femina, som jeg heldigvis kun har læst billedløst på nettet: franskmænd, hollændere, ja selv belgiere elsker mig, ergo må jeg objektivt være interplanetarisk elskelig og de danskere, der hader mig, objektivt være provinsielle uslinge:

Med alderen ved jeg, hvorfor jeg gør, hvad jeg gør, og at jeg ikke skal skrive anderledes, end jeg gør. Jeg ved også, at jeg er god. Anmelderne er jo bare almindelige mennesker med et begrænset perspektiv, og nogle af de mere gnidrede eksempler vidner om, at det sommetider kan være en ret kummerlig og sidegade-agtig eksistens at være anmelder. Grunden til, at jeg kan udtrykke mig med noget, jeg nærmest vil kalde objektivitet, er, at jeg er så heldig at udkomme i lande som Frankrig, Holland og Belgien, hvor præcis de samme bøger, som måske er blevet jordet herhjemme, er blevet rost til skyerne. Derfor må jeg bare konkludere, at der er nogle provinsielle mekanismer, man ikke undslipper.

Så faldt jeg, kummerligt gnidrende mig gennem min sidegade-agtige eksistens, over hans svar på spørgsmålet "Hvad er den værste bog du har læst?" i en enquete i Information:

»Det har jeg fortrængt, men den næstværste har nok været en af Per Højholts tidlige, før han endelig gav sig selv lov til at handle om noget. Dét er jo ellers ikke tilladt i den fnisende og knastørre bibliotekar-avantgardisme, som han havde spærret sig selv inde i.«

Og det gjorde mig faktisk glad at læse, fordi så giver det så meget mere mening på sådan en smuk, symmetrisk facon,, at jeg, der i sin tid blev - lad mig bruge et rigtig hereticansk ord - initieret i litteraturen gennem Højholts sublime, tidlige bøger, ikke kan udholde Jens Christian Grøndahls fimsede og klæge tekstforfatter-kitsch. Og mon ikke faktisk den tredie periode i Show fra 1966 er et profetisk portræt af (og en standpunktskarakter til) den såkaldte forfatter JCG:

3. Proprietæren er i haven frue i færd emd at tilse sine sukkerærter

Denne periode hedder Hans og står op hele vejen. Ekspeditionssekretær. Ses på den sydlige himmel sept.-okt. Mg -.

torsdag den 12. april 2012

Overgrunds underslæb

Hvis nu Rasmus Halling-Nielsens Tvillingerne var udkommet på After Hand eller OVBIDAT eller som hemmelig pdf-fil gemt i et påskeæg i en hjemmesides kosteskab, ville der ikke være andre anmeldere på i det mindste WA, der ville have fået øje (eller gidet få øje) på den, men fordi den udkommer på Samleren er den pludselig i spil og blev i formiddags, mens jeg skabte mig åndssvag på Støvring Gym, frataget mig og sendt videre til en kollegakonkurrent, inden jeg kunne nå at protestere og overveje eventuel byttehandel med de to andre digtbøger, der udkommer næste uge, hvad er det også for klumpet timing fra lutter Gy-forlag!, som jeg på den anden side lige så nødigt vil af med, Mia Degners debut En lodret drøm og Klaus Høecks Live (Mette Moestrups Dø, løgn dø, der udkommer næste næste uge, nåede jeg ikke engang famle efter, før den var væk til anden side), og åh, hvor ville jeg gerne have anmeldt Tvillingerne, og hvor havde jeg også FORTJENT at gøre det, efter mit ensomt flaksende blik på al undergrundskratteriet, så forbandet at jeg ikke i et oplag på 60.000 kan udråbe Rasmus Halling-Nielsens GENNEMBRUUUUUUUUD - og måske er det faktisk denne skandale, digtet på side 18 handler om:

den digitale signatur er
meget usikker erkender
videnskabsministeriet
og lakerer en fugl om til
bil

Symbolfortolkningsfaser

(teksteksempel: de sidste 5 afsnit i Helle Helles novelle "Fasaner", oplæst og fasemarkeret af LB og stuntman-demonstreret af JB på Støvring Gymnasium i dag)

1. FASAN I FÅREKLÆDER-FASEN
(troskyldig 1:1-læsning)

2. FASAN SER PÅ BILER-FASEN
(mulige symboler jager forbi)

3. FASAN GALER INDBAGT MORGENRØDE-FASEN
(insisterende udpegning af symbol)

4. JÆGER BEDÆKKER FASAN-FASEN
(freudiansk iver)

5. FASAN SKYDES I SMADDER OG BLIVER SORT HUL-FASEN
(total symboleksplosion - og oplsugning ...)

Butiksskilte, Støvring

Jyske Udestuer

Cigarer - Cykler - Symaskiner

Flise-Frank

Halli Hallo Halling!

I postkassen i Mou lå Rasmus Halling Nielsens overgrundsdebut Tvillingerne, som jeg med høje begejstringsudbrud læste og oplæste mig igennem i den sene, jyske eftermiddag: jeg vidste godt, at Rasmus er en ubændig, hybrid skrivekugle og et overordentligt skrifttalent, men jeg vidste sgu da ikke, at han er så utroligt fin og vild og sjov og ægte en POET, det kunne han godt have røbet noget før, disse digte er, så vidt jeg kan se, åndssvagt gode, udsøgt fortumlede og hudløst legesyge, en nævenyttig nevø til Morti V og Bo hr. omsider, og jeg ville bare citere et digt, og jeg tager simpelthen det allersidste, inden jeg går i seng:

Imperium

slår jeg en streg på alle som jeg holder af
er det ikke sikkert at alle holder af mig

holder jeg mig indenfor fartgrænsen
er det sikkert at en skov af motorsave
vil holde sig slukket i mit sind

engang vil lykken synes stor

jeg holder den hen med ord

onsdag den 11. april 2012

Via Mou til Støvring

Gymnasium hvor Jens og jeg i morgen laver Litterær Hypnose for 117000000000000000000000000000000000000000000000000000. gang, vi er hinsides rustne og STØVEDE og mumificerede og forstenede, vi er dybt implosive, sorte huller, men vi har stadig stepskoene på, og de er stadig 3 numre for små. 

tirsdag den 10. april 2012

Amalies snørklede, men gedigne generationsforsvar

Amalie Smith udgiver i morgen sin meget, meget, meget gode anden bog, I civil, og jeg ærgrer mig lige nu over, at jeg i min meget, meget, meget positive anmeldelse ikke citerer en af de renfærdigt lykkelige kærlighedstekster i bogens første del, før lykken uhjælpeligt slår revner (i stedet citerer jeg nogle andre meget, meget, meget gode tekster, efter lykken uhjælpeligt slår revner), fx dette dobbeltdigt fra dobbeltdigtserien "i serien", jeg gør lakunen lidt mindre, for at den ikke skal forskrække for meget:

Jeg ser en skade
lande i tagrenden på huset overfor,
og en anden følge efter,
spreder halefjerne ud





Du spreder vores ben i en vifte
ud over lagnet

På sin Notesblog, som da vist mangler på Kornkammerets blogrulle, reflekterer Amalie sig - til sin egen overraskelse tilsyneladende - frem til et smukt forsvar for generationsbegrebet (parallelt med et tidligere generationsbegrebsforsvar af Olivia Nordenhof):

Jeg gik i stå ved spørgsmålet “Hvem takker?” eller “Hvem har ret til at takke?” og det er jo stadig mig mig mig, hvis navn står på forsiden af bogen og efter copyright-tegnet øverst i kolofonen, min krop, der har siddet foran computerskærmen og bakset med sætningerne, mig, der vil blive bedt om at læse op fra den, mig, der bliver betalt for den, mig, der føler ansvar for den osv. JA, det mig er et JEG, og det JEG har på en eller anden måde skrevet (eller samlet) en bog. Men JEG er en åben figur: JEG er konstitueret af og gennemstrømmet af alle mulige andre JEGer, tekstlige og kropslige, af fortid og erindring, fremtid og forestilling, bøger og stemmer og samtaler. Og det at skrive er ikke noget der gøres adskilt fra eller forud for relationer til andre og til bogen, vi skriver hinanden og hinandens bøger hele tiden, og bøgerne skriver os. Det kunne for mig at se være en grund til at omfavne ideen om en generation snarere end at støde den fra mig.

Dårlige anmeldelser er dårlige anmeldelser og det er for dårligt? Godt nok!

Mathilde Walter Clark havde en rodet tekst om "Anmelderiets 9 fejlskud" i WA Bøger i onsdags, der oplistede følgende 9 måder, (især negative) anmeldelser kunne være dårlige anmeldelser på: Smagen (at anmelderen dømmer med sin smag, hvilket jeg ellers troede var definitionen på en smagsdom, som er det, en anmeldelse skal nå frem til at udstede, Clark mener i stedet, at dommen burde ske på "baggrund af en sober analyse, og ikke ud fra præmisser, der vedrører anmelderens smagsløg i det øjeblik, hvor værket tilfældigvis rammer dem", men det er altså de eneste præmisser, der findes og kan anvendes, for hvordan i alverden dømmer man om en bog er god eller dårlig ud fra en sober analyse!?), Hån (vender jeg tilbage til om et øjeblik, for her citeres jeg med navns nævnelse, men komisk er det unægteligt, at Clark henviser til Fox News, for hvis der er nogen der excellerer i hån, også af folks udseende (republikanernes formand som en Muppet-dukke fx), så er det da Fox' antipode The Daily Show), Lektor Blomme (korreksende flueknepperi, enig, enig), Paroler, dikta, dogmer og litterære love (her henvises vistnok også til mig, "Jeg har set anmeldere decideret bruge begrebet udstede licens til", men hallo, det begreb bruger jeg for SJOV, for nej, jeg synes heller ikke værker skal følge på forhånd udstedte litterære love, men der er unægtelig visser genrer og virkemidler, der misbruges langt mere massivt end andre og derfor på forhånd vækker langt større mistanke, men den mistanke er jeg altid glad for at dømme ubeføjet), Brug af begreberne "bred" og smal" (enig, det er noget værre vrøvl, men det sker hele tiden, og så må man konstruktivt/dekonstruktivt sætte begreberne i spil, men at "den stort anlagte episke roman og den drømmende, fabulerende litteratur", der er både-og og og hverken-eller, derfor bliver tabt på gulvet, kan jeg ikke få øje på, jf. fx salgs- og kritikersuccesen Hundehoved), Irrelevante sammenligninger (for mange prosaister bliver sammenlignet med Helle Helle, mener Clark, jeg mener, at for få prosaister bliver sammenlignet med Helle Helle), Illoyal brug af citater (her vil jeg gerne vende tilbage til punktet Hån, hvor Clark skriver: "I denne avis får vi for eksempel at vide af Lars Bukdahl, at Kristian Ditlev Jessen er en "Ud&Se-korrespondent" (JAMEN DET VAR/ER HAN! kun hvis man synes, at det er totalt til grin at være Ud&Se-korrespondent, og det synes jeg virkelig ikke, mens det synes Clark så åbenbart, er den faktuelle oplysning at betragte som hån), "en stor gennemsigtig badebold" og at Josefine Klougart (under overskriften "Bambi-style") "har en blond og blåøjet gazelle-fremtoning"" citatfusket er her, at badebold-citatet og gazelle-citatet ikke stammer fra anmeldelser af bøger af Ditlev Jensen og Klougart, men fra henholdsvis en føljeton-klumme om karikaturer og en Blæksprutte om den rigt illustrerede modtagelse af Klougarts debut), Tågetale og kliché (enig, enig),  Den litterære folkestemning (såmænd enig, men lige så lidt, som jeg gider mene noget, fordi alle andre mener det, gider jeg mener det modsatte af, hvad alle andre mener, fordi alle andre mener det. jf. mine meninger om Søren Ulrik Thomsen og Helle Helle), og jeg vil også meget hellere skrive gode anmeldelser af Mathilde Walter Clarks dårlige bøger, men de skal altså bare lige blive gode først.

mandag den 9. april 2012

Ezra er for fanden da italiensk digter

Hårdt at stå i Roms boghandlere og kigge længselsfuldt på hylderne med al den italienske poesi, man ikke kan læse, og forgæves leder jeg efter i det mindste en samling futuristiske lyddigte; min løsning bliver at købe en dobbeltsproget udgave af Ezra Pounds Pisan Cantos, et uddrag på engelsk og på italiensk:

In fact a small rain storm
                   as it were a mouse, out of cloud's mountains
recalling the arrival of Joyce et fils
                   at the haunt of Catullus
with Jim's veneration for thunder and the
      Gardasee in magnificence
But Miss Norton's memory of the conversations
      (or "go on") of idiots
was such that the eminent Irish writer
      has, if equalled at moments (? sinthetic'ly)
      certainly never surpassed

In realtá un modesto temporale ...
                   quasi un topo, da un montagna di nuvola
che rievioca l'arrivo de Joyce et fils
                    al ritiro di Catullo
con l'adorazione di Jim per il tuono e il
       Gardasee nella sua gloria
Ma la memoria della Sig.na Norton per la conversazione
       (o il "tira avanti") di idioti
era tale che perfino l'eminente scrittore
        irlandese, s a volte l'ha eguagliata (? sinteticamente)
        dir certo non l'hai mai superata

Men i Rom bager hvem som helst godt brød

Selv i turistfælder serverer de godt brød, det er det, der er maddingen, inden det siger HAPS med overdyre og depressive lammekoteletter.

Hvorfor i alverden besukrer italienerne deres croissanter?

Ikke for det, de smager glimrende, men det er helt forkert, og man får klistrede fingre, men det er ikke forkert, fordi man får klistrede fingre, det er forkert, fordi det er forkert, helt, helt forkert.

søndag den 8. april 2012

Klimaks på en spøgelseshistorie

(tekst (in toto) af Shakespeare-forfalskeren I. A. Ireland fra 1919 opsamlet i antologien Black Water. The Book of Fantastic Literature, redigeret af Alberto Manguel, købt for 3 euro i bogkasse på den anden side af Tiberen for 2 timer siden, længe leve antologier og antologister)

'How EERIE!' said the girl, advancing cautiously. ' - And what a heavy door!' She touched it as she spoke and it suddenly swung to with a click.
  'Good Lord!' said the man, 'I don't believe there's a handle inside. Why, you've locked us both in!'
  'Not the both of us. Only one of us,' said the girl, and before his eyes she passed straight through the door, and vanished,

Museet savner af hele hjertet en sand Giorgio

Mange vidunderlige værker på Galleria Nazionale 'Arte Moderne af ikke mindst mere eller mindre fascistiske futurister og sikke en kær samling af originale og så godt som originale readymades, fra fontænen til skrivemaskinedækkenet, men museet savner hjerteskærende et Giorgio de Chircico-maleri fra den klassiske, metafysisiske periode i begyndelsen af 10'erne, ikke at forveksle med den skrækkelige neo-klassicistiske periode bagefter (og bagefter igen og bagefter igen igen), som de ejer flere uhyrlige eksempler på, herunder et par gyselige selvportrætter, men det mest smertelige at beskue er og bliver selvkopierne fra 20'erne og 30'erne, proffe kopier af den metafysiske stil eller specifikke enkeltbilleder, fordi det var dem, der var efterspørgsel på, rimeligt nok, det gør lige så ondt på mig som på museet at nøjes med 1925-selvkopien af "De foruroligende muser" auratisk nok, her har muserne ikke foruroliget kunstneren til kunstværket, ergo foruroliger muserne på kunstværket ikke kunsbeskueren:

GODMORGEN! PAS PÅ BLÅ BØRN!

Pas i det hele taget på børn og unge mennesker, de er farlige for sig selv og hinanden og os andre mere eller mindre frivillige voksne, som nu fx Jack:

lørdag den 7. april 2012

Genreudvanding

Når det regner og regner og regner, sælger både de små, brune mænd (digterne med træ-bogstaverne) og de høje, sorte mænd (prosaisterne med de falske tasker) paraplyer - og vi køber og køber og køber dem.

Livsmaskeret, lokforlokket

Haydon's life mask of Keats was made in 1816 and according to Fanny Keats was 'perfect copy of the features of my dear brother ... It is perfect, except for the mouth, the lips being rather thicker and somewhat compressed which renders the expression more severe than the sweet and mild original.'


RELICS. These include: a piece of red damask from the bed curtains at Halnaby Hall, the setting for Lord and Lady Byron's honeymoon, or, as he would later call it, their 'treaclemoon'; a dagger, given to Edward Trelawny by a blind beggar during a scuffle in Pisa, in which ByroGå tilbage til liste over indlægn and Shelley were also involved; an alabaster urn with a fragment of Shelley's jaw bone given by Trelawny to Hunt and subsequently kept in the family as a sacred relic and a tin box containing essences used in Shelley's cremation.
  In the nineteenth century it was common for friends to exchange locks of hair as a sign of affection and the Museum collection includes locks from many famous heads including those of Keats, Shelley and Leigh Hunt. In 1833 Hunt described Keat's hair as follows: 'Mr. Keats' hair was remarkable for its beauty, its flowing grace and fineness ... It was a kind of ideal, poetical hair ...'. A scallop shell reliquary, once the property of Pope Pius V, contains the hair of John Milton and Elizabeth Barrett Browning.

(fra The Keats-Shelley House. A Guide (det fineste lille museum, ved siden af den spanske trappe, i huset, hvor Keats døde af tuberkulose som 25-årig i 1821)

Den spanske rulletrappe

vil jeg for fremtiden kalde rulletrappen på Forums metrostation,  fordi det er en meget, meget lang rulletrappe, som jeg er lidt, en smule bange for, og måske vil ordspillet hjælpe, ordspil er ikke den værste medicin mod angst, men indrømmet heller ikke den bedste.

fredag den 6. april 2012

Dansk pavekandidat 1899

Mortensen spilede sine smaa Fugleøjne op og tav beskæmmet. Og idet han atter blev grebet af Beundring for Vennens ualmindelige Begavelse, saa' han som i et Glimt Tingens Sammenhæng.
  Manuel fornam Virkningen af sine Ord og kroede sig.
  - En tænker, ska' man sige vos, sagde han - før en handler!
  - Ja, nikkede Menneske-Mortensen i den mygeste Ærefrygt - Du sku' saftsuseme varren Pave, Manevel Thomsen.
  Et Kvarters Tid senere tog Thummelumsen Afsked,

- fra Gustav Wieds Livsens Ondskab

En albino-schæfer måske faktisk

I en blogpost nedenfor kaldte jeg Paven en puddel, en forsideartikel i Herald Tribune minder mig om, at Paven almindeligvis betegnes som Guds Rottweiler; I Peterskirken, her lige ved siden af, advarede han skærtorsdag mod reformistiske tendenser blandt katolske præster, snarere skulle de vende sig mod en, med en meget uhyggelig term, "lydighedens radikalisme" Jf. billedet af Lichtenstein på udstillingen af amerikansk Guggenheim-avantgarde på Palazzo Delle Espozione betitlet "Grrrrrrrrrrrrrrr":

torsdag den 5. april 2012

Fyldtebøttemåne

Miskendt under samme måne,
Paven, Søren Ulrik Thomsen og jeg,
selvom Paven og jeg klart er tættere på hinanden,
sådan rent geografisk, end hver af os
er på Søren Ulrik Thomsen, selvom
jeg ikke ved, hvor han tilbringer sin påske,
men det ville da være et mærkeligt tilfælde,
hvis han også var i Rom lige nu, men
sandt nok, mærkeligere tilfælde er set,
og motorcyklerne er mildest talt mange her,
de suser forbi i ét væk, der sagtens, uden
jeg anede uråd, kunne inkludere SUT,
Paven har sin pavemobil og jeg mine gåben.

Jeg hader grupper

for grupper kommer altid foran i køen og før mig ind til surrealismen, ved, i disse romerske, til mistænkelig overflod surrealistiske dage, surrealisterne Dalí og Miró og i dag, med et enkelt lille, amorft landskab, Tanguy, selvom de fleste helst vil være fri og resten ryster på hovedet på gruppers ucharmerende manér.

Prosaister er

høje, sorte mænd, der sælger falske Chanel- og Louis Vuitton- og Hermés-tasker.

Digtere er

små, brune mænd, der sælger bogstaver af træ med hjul på.

Ib Michaelangelo

En guds lykke at paven hyrede Michaelangelo di Lodovico Buonarroti Simoni og ikke hans plakathujende, hippe-kosmoslogiske klamphugger af en lillebror Ib Michaelangelo til at udsmykke Det Sixtinske Kapel.

Forfatterskolen i Athen

Et sært, men originalt påfund af Rafael at udstyre Poul Borum og Per Aage Brandt dér i midten af freskoen med henholdsvis julemands- og jesusskæg, Borum har sin sprøjtekanon under armen, Brandt sin i DK afviste, men i Paris fejrede disputats Dynamique Du Sens: Etudes de Semiotiques Modale /Poetica et Analytica