søndag den 18. oktober 2020

På sindedigt

 Mette Moestrup har givet Blogdahl lov til at bringe dette digt fra Facebook, tak!:

et lille digt, som jeg skrev på en begravelsesdag.

folk var forfærdelige
indtil de holdt op med at være forfærdelige
eller det modsatte
hvad det end er
dybt inde
i skovens inderste
spurgte vi skoven
hvad skoven var
åh nej, den orkede ikke
at uddanne os yderligere
jeg var opløst, så et dyr
sove på et leje
af døde pengesedler, mos
åd min stolthed
min dit og min dat, spurgte:
må jeg ligge her
ved din side?
...
nej
...
nu er det morgen

fredag den 16. oktober 2020

Sorgfuld pastiche 2 eller 3

Det kan jo ikke være første
gang jeg mødte hende,
for det var så sent som 1991,
kan jeg se, ved en reception
for erindringsantologien
Museum midt på dagen,
og det, jeg kan huske,
var under middagen bagefter
et sted på Nyhavn, da Pia
spurgte mig og Morti,
som jeg heller ikke husker at
have mødt før, og jeg var ret præcis
lige starstruck over at møde
ham og hende, om vi, til
brug for en oversættelse, kunne
nævne synonymer / slangord
for onani, jeg kan huske, at
Morti ingen bud havde, og
at det forbavsede mig, men
jeg kan ikke huske, hvad
min egne bud var, og det
gør mig lidt ked af det,
hvorfor kan vi aldrig
huske helt?

torsdag den 15. oktober 2020

En koreaner står helt alene i en billardsalon

Jeg hørte - eller retter Cecilie hørte og så hørte jeg bagefter - en ulæst tekst af Pia Juul læst op i et P1-program om den udstilling på Den Sorte Diamant, der  hedder "Drømmebøger", og hvor forlaget Ekbatana åbenbart bidrager med et sæt spillekort med tekster på (ikke liiiigefrem en original idé, men hvad fanden!), og deriblandt også en tekst af Pia Juul, som altså blev læst op og som jeg her har skrevet af; sjussende mig til tegnsætningen:

En koreaner står helt alene i en billardsalon. Men du har taget billedet. Han var altså ikke helt alene. Og med et andet billede af ham i et andet rum ville jeg muligvis ikke have tænkt alene men blot mand rum.

Fugleskrig (jeg vil være frømand)

Pia (Elisabeth) Juuls første bog var en lille antologi med digte af børn og unge, Fugleskrig, som udkom på Gyldendal i 1980, tre år før hendes debut i Hvedekorn. Dette er bogens første og måske næstmest Juulske digt, "Sov jeg"

Jeg ved ikke om jeg sov.
men jeg husker det så tydeligt,
at der kom en lille fugl
og satte sig på min finger.
Den sang kønnere
end nogen anden havde gjort

Heidi Løvgren Madsen, 9 år

Her et lille digt fra Helt i skoven, 25 år senere

Ud af skoven
ud til markerne
ud i lyset
der er lærken.

I mangel af et digt af Pia selv har hun medtaget
et digt af sin lillebror Martin i både hans egen og normalsproglig bogstavering, og det er jo egentlig ret meget ærke-Juulsk:

Jaj vel vao fråman

jaj vel vao fråman
jæj cgal nrg gæm nåd teldaj
nu gr jæj
hngæmdr tyu tusn
a vær
ducgatro hn loglad
    da hun
cå de

og hun kikrd hm en i
åjn
og ha æltid hlt a hm cid

jeg vil være frømand
jeg skal nok gemme noget til dig
nu går jeg
han gemmer tyve tusind
af hver
du kan tro hun blev glad
    da hun
så det

og hun kikkede ham ind i
øjnene
og har altid holdt af ham siden

Martin Juul, 5 år

- dvs. lige et år ældre end stjernedebutanten Louie Ashanti Bannor Boberg i Hvedekorn 2, 2020

Mit eksemplar af bogen er Hvedekornsredaktør Pouls Borums eksemplar foræret ham i 1987 af Pia Juul med en fin, let beskæmmet dedikation




























onsdag den 14. oktober 2020

Listen til Helle

Forfattere kan godt være rigtige venner med hinanden, og Pia Juul var rigtige, lysende venner med flere forfattere, blandt andre Helle Helle, som hun skrev denne liste til, da HH fik De Gyldne Laubær i 2012 (og hendes forlag, hedengangne Rosinante, gav hende et "privat" festskrift, og som jeg vist tidligere har citeret fra i en blogpost, men det kan virkelig ikke gøres for tit):

"Smykketabsliste

Veninderingen fra Eva (det var anden gang vi havde sådan nogle, de første blev for små (Kattegat)
Min oldemors Hedevigs sølvring (en G-nøgle på et blad, jeg elskede den) (Hald)
Min farmors sølvperlekæde (hun havde næsten ingen smykker) (et nattog i Tyskland)
Sølvarmringen fra min far (en kopi fra Fyrkat, den var snoet) (Fox-Amphoux)
Sølvarmringen fra min mand (jeg lagde den i sandet, havde den ellers altid på) (Bjergene)

Ingen af dem fandt jeg igen.
Men du. Du fandt din guldring igen. I køleskabet."

Og Naja Marie Aidt, som talte smukt om sit venskab og sin beundring til Information:

" Hvad var din relation til Pia Juul?

»Pia var min meget nære veninde i næsten 30 år. Vi har fulgtes ad i tykt og tyndt, lykke og ulykke, skrift og liv. Det er ubegribeligt for mig, at hun ikke er her mere, hun er et af de mennesker, jeg ikke ved, hvordan jeg skal leve uden. Pia kan ikke dø. Men Pia er død.«

-" Hvad vil du især huske hende for?

»Jeg husker Pia for så meget. Hendes trofasthed og varme, hendes lethed og tyngde, den store generøsitet, hun besad. Humoren, musikken i hendes væsen, elegancen, sanseligheden, egensindigheden. Der er jo ingen som Pia. Både som menneske og som digter og forfatter var hun så særlig. Hun var min hjerteven, det er jo det, jeg husker hende for. Det er hendes smukke væsen, jeg husker og savner.«

- Hvordan ser du på hendes forfatterskab, når du ser tilbage?

»Jeg kan ikke se tilbage endnu. Men jeg elsker hendes forfatterskab, jeg beundrer det helt vildt. Hun har været som en søster for mig i litteraturen, vi har jo altid slugt hinandens bøger og talt om dem. Den måde, hun kan løfte en sætning, så ordene, man læser, bliver til sang, det helt hverdagsnære og det absurde og abstrakte og det hemmelighedsfulde uudgrundelige, der særligt findes i nogle af hendes tidlige digtsamlinger, er jo så sindssygt stærkt. Men også hendes dramatik er helt særlig. Og novellerne, romanerne. Det er et utroligt stærkt forfatterskab uden lavpunkter. Ingen dårlige værker, simpelthen. Tonen og stemmen er altid konsekvent, og jeg ser vel egentlig det samlede forfatterskab som et stort musikværk, hvor alt hænger sammen.«

- Hvad har hun betydet for dit forfatterskab?

»Jeg vil nærmere sige, hvad har hun ikke betydet? Jeg så meget op til hende som ung digter, og jeg lærte så meget af hende. Men måske lærte jeg mest af alt, at jeg skulle være mig. Jeg skulle synge med mit næb og have tiltro til min egen stemme. Pia opmuntrede altid til det, når jeg som ny og sprød var i tvivl. Hun trak ikke noget ned over andre skrivende, hun elskede mangfoldigheden. Derfor var hun også sådan en god underviser. Hun lærte mig at forstå, at det at skrive ikke er noget, man egentlig kan dele, det er en meget personlig sag, og man skal gå sin egen vej. Det er ensomt og hårdt, men sådan er det. Vi læste aldrig hinandens tekster, før de udkom, og det er jeg meget taknemmelig over. Hun lærte mig at være stærk og egensindig.«

tirsdag den 13. oktober 2020

Tak til SUT

for at have indgivet Pia Juul mod og lyst til at skrive (og oplæse) poesi -

klip fra hvordan jeg blev digter-essayet "At kigge den anden vej", om en firserdigteroplæsning:

"Søren Ulrik Thomsen fik mig til at tabe underkæben. Han læste (eller rettere fremsagde) digtet "Det er dét, det handler om", og hér skete det endelig noget for mig af samme dimensioner som da jeg læste Eliots "Lovesong". Han fortalte mig, hvad jeg godt vidste, men som om jeg aldrig havde hørt det før, at jeg jeg skulle dø, men jeg skulle leve, og det blev fortalt mig som en trussel, en vuggevise, en advarsel, et kærtegn. Da han sang linjeren fra "Lilie Marleen" midt i digtet var jeg en besvimelse nær, i hvert flad vidste jeg på én gang, at det nyttede noget. Ikke at jeg selv kunne, men at andre kunne, og jeg forstod, at jeg for alvor selv gerne ville: skrive. Ved samme lejlighed var der noget andet jeg også gerne ville: få folk til at lytte

- her er Claus Hemplers nylige, meget smukke udgave af Lars H.U.G.s meget smukke sangificering af Thomsens meget smukke - ja da! - digt "Levende" i tv-programmet "Toppen af poppen": (læg mærke til hvordan H.U.G: ikke kan lade være at synge med på nogle af ordene, det er også meget smukt)


søndag den 11. oktober 2020

Når den ene bortgangne digter skriver om den anden

er det dobbelt hjerteskærende (er det det bedste mindedigt i dansk poesi? ja, det er - Tom K go home):

Pia Juuls digt blev første gang bragt i Den Blå Port 65, 2004 (MV døde spetember 2004, 41 år ung), siden optrykt i antologien Digteren Morti Vizki)

Morti Mark

Hver morgen har den ændret sig.
Den er indhyllet i dis i dag;
den er langhåret i totter af
græs; det er gult og vådt, det
damper. Den er som den film
vi så i Palads; kan du huske
den hovedløse rytter; du elskede
ham; du ville have mere
hovedløs rytter, ham glemmer du aldrig.

I går var den grøn og leende,
som dengang du dækkede bord med
det hele, med dug og sølvtøj og
kandelabre, en pianør spillede
i hjørnet, en damme
havde taget vores frakker. DU
spiddede alting omkring os, så
blidt, og dér kom den fagre
balletdanser farende forbi
vores bord. Jeg besvimer,
sagde du, men du besvimede ikke.

Metalgrå i regnvejr lå den en mandag,
stilren og bidende, ædende ond. Jeg skævede
til den på vejen forbi, skulle ikke
nyde noget, men endte med at gå
en runde alligevel. Gylden om torsdagen,
solbeskinnet, så skøn at jeg ikke
kunne bære at se den, opfyldt af glæde løb jeg
igennem med lukkede øjne.

I tusmørket var den fortryllet forleden
befolket af væsener uden navne; den var et eventyr.
Og dog: Enøjlil og Treøjlil,
var det ikke os? Du ringer,
din stemme så tæt på i røret, jeg råber:
Kom nu og se den, det er din mark!
Jeg ser den hver gang du nævner den, siger du;
nu er den gul,nu er den grøn, gylden, grå,
ædende ond, fortryllet, dampende, leende, levende,
skøn, du har ret, men jeg kan se mere, jeg har et
øje og to g tre øjne, jeg kan se dobbelt, jeg kan
se farver du ikke kan se, jeg kan trylle og synge
kastratsang og ralle og hoste og hikke og grine af
ting kun jeg syns er sjove,  og I vil le med,

mandag den 5. oktober 2020

Mindedigt

af Sternberg (tak for lån)

klokken 13.46, torsdag den 1.10., 2020

finder jeg ud af at Pia Juul er død

 

jeg kan slet ikke forstå at jeg

aldrig skal se hende igen

 

aldrig igen sige hej

aldrig igen høre hende læse op

 

aldrig igen være

i samme rum som hende

 

aldrig igen drikke en øl

i nærheden af hende

 

hun gjorde altid

sådan med hånden

 

sådan

 

døden er ikke til at fatte

punktum og slet ikke

 

når den rammer folk

der ikke er gamle

 

jeg kan ikke skrive et digt

som siger noget klogt om det

 

jeg troede da

at hun var rask

 

at hun ville være her

i masser af år endnu

 

og så dør hun

 

efter kort tids sygdom

 

det er svært

at skrive et digt om

 

men det giver måske

verdens mindste smule mening

 

at skrive et digt om

at det er svært at skrive et digt om

 

når det er

en digter der lige er død

 

jeg kan se hende tydeligt

 

Pia Juul er død

søndag den 4. oktober 2020

juul.blogg.se december 2005

Pia Juuls første, pænt flittige blog (af i alt 2), der bare hed"Juul" som titel/overskrift (den anden hed bare "J") , kørte fra 23. oktober 2005 til 1. november 2006, dvs. ret præcist et år, og er, vil jeg mene et fuldgyldigt værk (måske endda hovedværk) i sin egen ret, som fortjener at blive bogudgivet i sin helhed af Asger Schancks forlag før eller siden, helst før selvfølgelig. og som jeg i sin tid var forudseende nok til at printe ud, lykkeligvis, dette er posterne fra måned 3, december 2005:

AFHØRING

Politiet ringer. Afhører mig. Jeg bliver straks vægtløs og varm og vil væk. Men jeg kan ikke undslippe. Jeg kunne blive meget syg af den følelse; denne: du-undslipper-ikke-følelse. Noget, man gør uden hensigt og uden at vide det, kan få fatale konsekvenser for ens eget liv. Hvordan vover nogen at gå udenfor en dør.

2005-dec-04 15:01

USYNLIG & LYDLØS

Ses ikke. Høres ikke. Ved hvor jeg er men kan ikke placere mig selv på landkortet.

2005-dec-05 21:06

SANG & EVENTYR

Jeg synger H.C. Andersen - "skade, at Amerika skal ligge så langt herfra" og læser bare en linje i et tilfældigt af hans eventyr . og ler. Og føler mig slet ikke alene mere, skønt jeg er alene hjemme.

2005-dec-07 19:48

SANDHED & LØGN

Min mac giver mig en underlig besked om at denne besked ikke kan lægges ud på nettet. Det vil vise sig om lidt, når jeg har skrevet den. Bedst som jeg siger til verdens bedste, flittigste og morsomste blogger, BM i Frankrig, at sandt er løgn og løgn er sandhed, tropper Haraold Pinter op og skelner mellem kunstens løgn-sandhed og resten af verdens sandhedsbegreb. hans stemme er rusten, hans taler er skarp. Nu skal jeg til Malmø og hente Fredrika Bremer og bagefter læse digte op på Victoriateatern.

2005-dec-08 13:57

FORBI MORTIS MARK

jeg har lige været gennem skoven og forbi Mortis mark, og det var helt fortryllet, mildt og stille. Se, er det ikke sødt? sagde barnet og pegede på fårene, der stod tæt sammen under juletræerne, og det VAR sødt.

2005-dec-14 12:06

Saxet fra Peter Englunds netdagbog

(Napoleon sa att ingen är hjälte inför ens egen kammartjänere; ingen är er heller litterärt geni inför ens egen redaktör)

2005-dec-15 13:24

SNE & JAGT

Nattens sne vil nu afsløre hvor morgnens jægere egentlig har bevæget sig i haven. Skuddene vækkede mig. Glasfuglene venter i silkepapir. De to egern gør den samme øvelse hver dag, en leg, en træning - måske er det en handling med et indlysende formål, jeg bare ikke kan få øje på. Rundt og rundt om stammen efter hinanden.

2005-dec-17 10:42

BOGHANDLERE & JUL

Hvem er mere irriterende end den boghandler der gerne vil sælge FLERE eksemplarer af Dan B og Harry P?? Eller end ham der aldrig læser anmeldelser, ikke ved andet end det der står på hans computerskærm og i øvrigt interesserer sig for alt andet end det han sælger. Det er den forfatter der gider at blive irriteret over det.

2005-dec-19 09:32

VINDUESKARM

En træhest med føl i maven fra Morti. En lerkanin fra E. Et mikadospil af ben fra Engberg. Et foto fra Italien. En snurretop fr Vordingborg. En glasæske fra søstrene. En terning af træ. Et spil i en trææske: TANGRAM. Aarestrup-medaljen. En kop med guldkant fra Kirsten H. Et stykke orange gglas med mit navn fra Kirsten C. To stofroser fra Peter Hugges forestilling i Aalborg. En hvid hinkesten af glas. En rød hinkesten af glas med Klods Hans. En gennemsigtig terning ad plastic. Et foto i ramme af mig selv som toårig, nytårsaften 1964. En glaskugle med hvid blomst indeni. Et foto af E. i lillebitte ramme. To billeder af D. og A. der løber. En rødmalet julenisse af ler. En gylden glaskugle så stor som en barnehånd. Et foto af mine søskende og mine forældre.

2005-dec-20 09:07

DEN KORTESTE DAG

Ostebutikken er lukket. Broderegarn kan endnu købes. Forfattere skriver under. Sprængt nakke kan afhentes imorgen. Julestjerner kan ikke tåle kulde. Avisen kan ikke læses. Hænder kan ikke løftes. Brændet ikke brænde - uden ild. Nu tænder jeg op - det hjælper måske.

2005-dec-21 13:41

DEN LÆNGSTE NAT

Jeg hostede. Jeg frøs. Jeg drømte men kunne ikke sove. Regnen dryppede gennem presenningen. Da det blev lyst var jeg fyldt 21 år, og Helmer grinede.

2005-dec-22 09:11

JULEDAG

Lyden er paradisisk. Jeg er fuldkommen overbevist om, at i Paradis må den lyd findes. Ringlende silkehaler. En flok røde bær i stærk stærk sol.

2005-dec-25 12:42

KINGO & BANVILLE

Det er lige før jeg udbryder: Vorherre bevare's, når jeg læser dette: Du ser nok, hvad mig skrækker,/ o, råd du bod derpå/ min egen kræft ej strækker/ til himmelhøjt at gå;/ så drag mig, Jesus, fort,/ det er jo dog en glæde/ til livet at indtræde/ igennem dødens port! Men Vorherre bevare's er mere passende - og ment på en ganske anden måde, når jeg siger det hverrtandet øjeblik, mens jeg slæber mig igennem John Banvilles The Sea. Mage til klichesamling er jeg da ikke længe stødt på.

2005-dec-27 14:59

BANVILLE & BULLSHIT-BINGO

Jeg slæber mig stadig frem gennem romanen, men nu siger jeg ikke længere bevar mig vel, men bullshit bingo hvertandet øjeblik. Men jeg MÅ igennem den. Der må jo være en grund til at manden (bogen) har fået Booker-prisen. Foreløbig er grunden fuldkommen usynlig. Jeg er ellers sneet inde i så høj grad at det var på tide jeg gik i gang med de bøger jeg glæder mig til. Roubaud fx.



Ø F

Resultat fra Google-søgning på "Pia Juul Adressebogen" -  "Ørelægerne Fisketorvet" lyder fuldstændig som et Pia Juul-digt - nu hun selv ikke længere kan skrive virkelige digte, med SUT's formulering, må virkeligheden skrive Pia Juul-digte

Skan denne QR-kode med din mobiltelefon for at tilføje Ørelægerne Fisketorvet v/ Pia Juul Andersen og Lotte Jung Johansen til din adressebog! Tilføj billeder.

Det var hendes fest

Motto til sagde jeg, siger jeg:

It's my party and I cry if I want to
                                 Lesley Gore

Udlagt: Digtsamlingen er hendes fest, hvor hun derfor har lov til at græde, hvis det er det, hun skal og ikke kan lade være med (så vel som at le)

- nu er hun gået fra festen, og det er os, der græder

Pia fortale mig, da jeg skrev et værkportræt af samlingen og forlangte forklaringer på samtlige takkede navne nævnt i en stor sværm til sidst, at Søren Ulrik Thomsen blev takket, fordi han til hendes fødselsdag, da hun grædende (af bevægelse) flygtede ind på et værelse, havde råbt: It's my party and I cry if I want to !

Jeg kender bedst og og er utrolig glad for Bryan Ferry's version på These Foolish Things, som jeg spillede højt på repeat da jeg skrev nekrolog - færgen Brian blev 75 forleden, hvilket Pia skulle være blevet meget meget mere end, hvis der var nogen retfærdighed til, hvilket der tydeligvis ikke er

Info om nummeret fra Wikipedia:

"It's My Party" was credited to John Gluck, Wally Gold and Herb Weiner, staff writers at the Aaron Schroeder Music firm in 1962. The lyrics were actually written by Seymour Gottlieb, a freelance songwriter. He gave the lyrics to Herb Weiner, with whom he partnered in writing songs, to peddle. It was based on actual events relating to Gottlieb's daughter Judy's ‘Sweet 16’ party, before which she cried over the prospect of her grandparents being invited.

"It's My Party" was credited to John Gluck, Wally Gold and Herb Weiner, staff writers at the Aaron Schroeder Music firm in 1962. The lyrics were actually written by Seymour Gottlieb, a freelance songwriter. He gave the lyrics to Herb Weiner, with whom he partnered in writing songs, to peddle. It was based on actual events relating to Gottlieb's daughter Judy's ‘Sweet 16’ party, before which she cried over the prospect of her grandparents being invited.

Because of the pop cultural obsession with the song and its tragic nature, Gore recorded a sequel, "Judy's Turn to Cry". In this song, the teenage girl narrator gets her revenge on Judy. In the lyrics the narrator explicitly finds "foolish" how much she cried when she saw Johnny and Judy together, and seems determined to start anew. But after she kisses another boy at another party, Johnny gets jealous, punches the other boy and returns to her. Following just two months on the heels of "It's My Party," the sequel reached number five on the charts. 

Tekst:

It's my party, and I'll cry if I want to
Cry if I want to, cry if I want to
You would cry too if it happened to you

Nobody knows where my Johnny has gone
But Judy left the same time
Why was he holding her hand
When he's supposed to be mine?

It's my party, and I'll cry if I want to
Cry if I want to, cry if I want to
You would cry too if it happened to you

Play all my records, keep dancing all night
But leave me alone for awhile
'Til Johnny's dancing with me
I've got no reason to smile

It's my party, and I'll cry if I want to
Cry if I want to, cry if I want to
You would cry too if it happened to you

 
 

lørdag den 3. oktober 2020

Overskueligt savn

Jeg kan ikke finde mit
eksemplar af Adresser (uddrag
af adresseebogen),
Pias B16-
hæfte, som måske nok
er mit favorit-Juul-værk nr. 2,
og det er jo virkelig også et
bitte hæfte, og jeg tænkte,'
jeg måske havde gemt det
inde i en af bøgerne, som
jeg har gjort med andre B16'er;
da jeg skulle pakke i flyttekasser
senest, men nu har jeg bladret
igennem to gange uden held,
jeg tænker, det ikke er umuligt,
at den har sneget sig ind i en
helt anden ikke-Juul- men jo
nok i det mindste J-bog, det
ligner en god, reel ikke-umulighed
for opfyldelsen af et reelt, men
ikke ubærligt, uhjælpeligt savn,
og vistnok er hæftets tekst
inkluderet i de samlede digte, men
det er virkelig ikke det samme, og
desuden er den bog af pladshensyn,
fordi jeg jo havde bøgerne som
bøger i forvejen, TROEDE JEG,
pakket væk i kælderen, jeg
kommer til gengæld i tanke om,
at jeg citerer fra hæftet i
Generationsmaskinen, og her
er en tekst, og I kender selv-
følgelig allesammen den kode,
som jeg i sin tid var pinligt længe
om at regne ud, hvis jeg ikke
faktisk endnu pinligere fik den fortalt:

"næsten øretæveindbydende render romantikeren efter galanen altid dette enestående åndssvage renderi helt uden skønhed"

fredag den 2. oktober 2020

4 PJ-bestillinger

 1. Fra antologien hvor jeg med sikkerhed var lykkelig, 2001 (PJ's bidrag in toto)

*

syrener syrener syrener

2. Fra antologien 101 danske digtere- folkebog, 2014 (oprindeligt håndskrevet) (onkel-bonus track)

Onkel Adam

Ham med det yndige land er alles onkel. Hver morgen overvejer jeg en kop te, men ender med neskaffe. Når den er drukket, går jeg ned og ser om han er der. Men han er der aldrig, kun hans slåbrok er tilbage; så må jeg slå armene om den. Montren er bare imellem. Det er nok meget godt; man kan også komme for tæt på.

3. Fra Brøndums Encyklopædi, 1994

Spøgelse. Der er mange ord for spøgelse, fx: apparition, bogeyman, fantasma, fantôme, gejst, genfærd, genganger, gespenst, ghost, larva, ombra, phantom, revenant, spectre, spettro, spirito, spook, spuk, spök, ånd. Ellers er der ikke meget at sige; man er nødt til at opleve dem selv. Hvis man oplever dem, findes de.

PJ

Fra antologien Gennem den kulsorte sky. Påskehitorier, 2015, fra PJ's afsnit "Skærtorsdagsord"

Afsked

  Når vi ved at det er slut.
  Om lidt er det forbi.
  Om lidt er alting ændret,
  farvel, om lidt er det
  ovre, vi går fra dette til
  en anden tilstand, et
  andet liv, en anden verden bliver det herefter.
  Alt er forandret om lidt, farvel. Aldrig mere dette, aldrig mere dig. Jeg siger:  handlingen at skilles fra eller forlade en. At fare. Begive sig et sted hen; drage; rejse. Drage bort; forsvinde. Fare vel, fare ilde. Ilde faren.

Pia til Bet med cigaret 2










Smallegade 2014 (foto: Cecilie Lind)

Sorgfuld pastiche

Mærkeligt hvordan
jeg bedst husker da Pia
havde inviteret mig i
teatret og se Torben Toben,
fordi hun vidste jeg
også var Knutzon-fan, og
vi mødtes i en eller
anden teaterfoyer, og vi
stod dér og tøvede akkurat
for længe til, at vi kunne
give det knus, vi stod dér
og tøvede med at give,
og som om det tøvende
ikke-knus var finere,
inderligere end alle de
senere selvfølgeligt
realiserede, dengang
knus var noget man gav

bagefter, inde i salen, lo
vi og lo vi over hvad
dog Line havde hittet på

torsdag den 1. oktober 2020

Pia til Bet med cigaret

 Smallegade 2015 (foto: Gita Pasternak)


Yndlings-anti-farvel-digt

 fra yndlingsdigtsamlingen sagde jeg, siger jeg:


*

Med samt min medfødte
blusel sætter jeg mig i et tog
for at rejse min vej og blive
væk
Endnu en gang er
det ikke forbi, og jeg må
ryste ved tanken om
at jeg ku tænke
ordet slut
om nogetsomhelst da
jeg var ung

Den uklædelige naivitet
Den voldsomme melankoli
bekom mig vel da
jeg var et barn
Nu vil jeg bare rejse
Jeg drømmer ikke mer
Jeg ved
om de mange tog
jeg skal sidde i
at jeg vil mumle
"Fortsæt"
og pille ved sædet
og tørre duggen af ruden
for at ku se på det hele
så længe

Fortrængte årstal

Jeg kan se, at jeg i min nekrolog over Pia Juul (så sindssygt forkerte ord at sætte sammen) ubevidst har glemt at nævnte hendes årstal, som jeg også i korrekturen på jubilæumsnummeret skal ændre fra et årstal til to årstal, og det har jeg virkelig heller ikke lyst til, og derfor skriver dem heller ikke her, er det ikke nok, at hun er væk, behøver folk at vide præcist, hvor kort tid, hun fik lov til at være her på jorden, jeg selv ved det jo kun alt for godt, jeg plejer at gøre en ære i at kende alle digteres fødselsår, nu vil jeg helst være fri

mandag den 28. september 2020

Nonsensetikette

Det er nødvendigt,
når bare det prakti-
seres energisk og
overbevisende og
vidunderligt nok,
i poesi og hos små børn,
at bejae nonsens klart.

lørdag den 19. september 2020

Spillet bob

Bob er også et spil jo, wiki siger:

Bestanddele

  • en kvadratisk plade - ca. 88 cm på hver led - med forhøjede kanter (bander) og huller tæt ved de fire hjørner. Parallelt med kanterne har pladen røde linjer, forbundet af små cirkler i hjørnerne. Midt på pladen er der en stor cirkel.
  • Et stativ til spillepladen kan fås som ekstra tilbehør.
  • 2 køer, som man støder med. De er ca. 87 cm lange, altså noget kortere end en billardkø og uden dup.
  • 32 brikker (træringe) - 15 grønne, 15 røde og 2 sorte, der er lidt større end de andre. En sort brik kaldes en ko.

Spillepladen lægges op på stativet eller på et bord. Inden pladen tages i brug, gnides den med kartoffelmel eller talkum, så brikkerne glider lettere.

Der spilles mellem to hold, der har henholdsvis de grønne og de røde brikker. Hvert hold har en kø og en ko. Spillet går ud på at støde med køen til koen, så holdets brikker ender i hullerne.

Bober

Bob vs. Bob

Byggemand Bob vs. Twin Peaks-Bob

Bob + Bob (+ Bob)

Bob Dylan (Onkel Bob I Amerika) + Bob Hope (Bob Håb) (+ Bob Woodward)

Bob er også boB bagfra

Og hvorfor er palindrom ikke et palindrom?
Men
mordnilap
er nu et ret fantastisk omvendt ord

Helle-nyt Helle-nyt BOB! BOB! (BOB!)

 For vild info om HH's nye roman, der kommer efter jul (2 linjer er inkluderet i Hvedekorn jubi-nummer 5. november):

- her fra saxo:

"Flytter Bob og jeg så til Vanløse.” Sådan indleder Helle Helle sin nye roman BOB. Bob ved ikke rigtig, hvad han skal. Hans kæreste har travlt med sit nye studie. Hun er hende fra de. Selv arbejder han lidt på Sømandshotellet, indretter deres nye etværelses og fortaber sig i Københavns gadenavne. Mest af alt ønsker han sig en fremtid med hende. Hun er romanens jeg-fortæller. Men hun fortæller udelukkende om Bobs liv – især det, hun ikke selv er en del af.

– Tænk, at vi på et tidspunkt skal giftes og have børn. Han havde sagt den sætning tidligere, senest i forrige uge, og bagefter havde han tænkt: Sådan siger jeg ikke igen før om lang tid. Og nu havde han allerede gjort det. -

Til Helles Helles store publikum, der kan glæde sig til en selvstændig fortsættelse af de og overraskes over en københavnerroman i forfatterskabet – og alle, der ønsker at læse prosa i en liga for sig.

Forfatter Helle Helle
ForlagGutkind
Udgave1
ISBN9788743400905
SprogDansk
Originalsprogdansk


Udgivelsesdato08-01-2021
FormatHæftet


Varenr.2869394
EAN nr.9788743400905
VaregruppeSkønlitteratur

Bob af Helle Helle | Bog & idé


torsdag den 17. september 2020

SANG OM SÅ MANGE BØGER

 (improviseret i selskab med mine to yngste børn foran den lange, lange, lange stuerol)

VI HAR SÅ MANGE BØGER
VI HAR SÅ MANGE BØGER
VI HAR SÅ MANGE BØGER
DE STÅR I LANGE KØER
VI HAR SÅ MANGE BØGER

vi får dem aldrig læst
åh nej åh nej åh nej
vi får dem aldrig læst
åh nej åh nej åh nej

VI HAR SÅ MANGE BØGER
VI HAR SÅ MANGE BØGER
VI HAR SÅ MANGE BØGER
DER STÅR ALT HVAD DU SØGER
VI HAR SÅ MANGE BØGER

vi får dem aldrig læst
åh nej åh nej åh nej
vi får dem aldrig læst
åh nej åh nej åh nej

VI HAR SÅ MANGE BØGER
VI HAR SÅ MANGE BØGER
VI HAR SÅ MANGE BØGER
AF EN DER HEDDER THØGER
VI HAR SÅ MANGE BØGER

vi får dem aldrig læst
åh nej åh nej åh nej
vi får dem aldrig læst
åh nej åh nej åh nej

søndag den 13. september 2020

Klodstitler

Hvertandet minut
udnævnes denne
Klods-Hans
til Klodsmajor
og hvert andet
abdicerer han
begejstret

Samuels poetik

 EN
BOG
ER
EN
KLODS

søndag den 6. september 2020

Og den her sang skal du også nå at få




Tiillykke med fødesldagen, min elskede

C


C
(og nu er det et verbum i imperativ)


CCCCCCCCCCCCCCCCCCCCCCCCCCCCC
så så så så så så så så så så så så så så så så så så så så så så så så så så så så så

fredag den 4. september 2020

MITT BARN

I dag udkommer Mit barn i Sverige som Mitt barn, fornemt forsvensket af Jonas Rasmussen, HURRA for det:

'







torsdag den 3. september 2020

Cecilies cirkus

dette digt i debutbogen Ulven åd min eyeliner:

Her overvurderer en klovn sin næse

manegemassakre i to
øjeblikke gynger
linen nægter at
synge om
konfettikreationer på
catwalks ond
latter lyser op
i
hovedet på ham et
pejlemærke

(og cirkus nævnes sørme også i dette det første digt:

Her tager noget sin begyndelse

afbrudt af savl udsættes
akten indtil
nu hører du
op
sat på spidsen æder alle
krystal
er
intet i sammenligning med
det cirkussøgte
udgangspunkt)




søndag den 30. august 2020

Laugesens cirkus nu

- der sgu også lige noget cirkus i forbifarten i Peter Laugesens nye, monsterskønne digtsamling Vadehave, som jeg anmeldte i fredagens WA (Tom er TS Eliot, som Laugeses læser biografi om under skrivningen på Fanø):

At gå gennem landskabet klitterne
stranden lang og bred
havbund til smådyr
vraggods fra skibe tasker og lommer
vandet lavt klart varmt
lang ud i himlen blå
Dyrenes små kredse i det enorme hav
lyserøde muslinger i vådt sand
meget lille enhver og havet stort
cirkuslokomotiv på blokvogn på vej fra esbjerg til Scarborough

England der ikke vil slippe stakkels Tom
Tom tavs siger ingenting
Tom ved ikke hvad han skal sige
Tom ødemark trist
til sidst Tom tom

Fødderne i sandet i vandet
fødderne nederst på benene
fødderne en efter en at gå på
og fornemmelsen når alting gynger forbi

Fra toppe af enhver klit
ser jeg det nye bælte den nye revle
og sommerhusene og deres fruer på heste
næsten en western at finde vej
med de mærker man kender i det næsten ens

Vadehave | BogMarkedet

Kochs cirkus

Nu har jeg købt, digitalt, Kenneth Kochs Collected Poems, hvilket jeg tror er en god idé og bare en nødvendighed som sådan, fordi Koch er sådan en god og sjov og klog digter, men ergo kan jeg citere fra hans oprindelige, skæve og renfærdige cirkus-digt, "The Circus", dette er første afsnit (af 12) (min frehævelse (hele cirkusføljetonen startede med Bright Eyes-citat):


We will have to go away, said the girls in the circus,
And never come back anymore. There is not enough of an audience
In this little town. Waiting against the black, blue sky
The big circus charious took them into their entrances
The Light rang out over the hill where the circus wagons dimmed away
Underneath their dresses the circus girls were sweating,
But then, an orange tight sticking to her, one spoke
With blue eyes, she was young and pretty, blonde,

With bright eyes, and she spoke with her mouth open when she sneezed,
Lightly against the backs of the other girls waiting in line
To clock the rope, or come spinning down with her teeth on the line.
And she said the circus might leaveth - and red posters
Stuck to the outside of the wagon, it was beginning to
Rain - she said might leave, but not her heart would ever leave
Not that town but just an one where they har been, risking their lives
And that each place they were shoukd be celebrated by blue rosemary
In a patch in the town. But they laughed and said sentimental
Blonde and she laughed, and they all, circus girls, clinging
To each other, as the circus wagons rushed through the night.





torsdag den 27. august 2020

Superrealisme er blerealisme

Den kosteligste, polemisk ondeste, dødeligt virkeligste sætning i Olga Ravns Mit arbejde (udkommer om en uge) er denne fra den udtømmende føljeton om en dag og nat i en moders liv, der med sirlig præcision beskriver, hvordan man giver et barn en ble på, hvilket nemlig helt sikkert aldrig nogensinde før har været skildret i verdenslitteraturen:

"Hun løftede hans ben op og lagde den nye ble på plads under ham, foldede modsatte ende af bleen op over skridtet og fæstnede bag- og forside sammen over maven med to klistrende papirflapper."

Mit Arbejde Af Olga Ravn, Indbundet - køb bøger online

mandag den 24. august 2020

Slående afrivning

Jeg havde revet et tilfældigt hjørne af enten en Politiken eller en WA, nok en WA, og brugt som bogmærke i Olga Ravns kloge og ømme, smadrende og smadrede moderskabs-monstrum Mit arbejde (som jeg - desværre - ikke skal anmelde) og kom efter endt læsning til at læse, hvad der stod, og der stod sgufandeme, fuldstændigt overflødigt kønnende:

 "De mulige afløsere er alle kvinder og med vigtige ordførerskaber, Rosa Lund (ret og udlændinge), Mai Villadsen (klima) samt Victoris Velazquez (beskæftigelse)."

Quod erat demonstrandum, som de gl. romere vistnok sagde.

Næsen i klemme

Niviaq Korneliussens splintrende hårde roman Blomsterdalen er OGSÅ, fik jeg ikke sagt i min anmeldelse, ligesom sidelæns af sin grumt nedtællende handling en roman, der for fuld, klartseende kraft, punket pædagogisk demonstrerer, hvad racisme, mikro og makro, er, hvor plat og subtilt den udøver sin terror i hverdagen (og det modsatte af hverdagen) -

men romanen forstår også at bide tilbage, denne sene passage gør særligt ondt på nærværende storsnudede anmelder:

"Jeg lukker mine øjne og kommer i tanke om et bestemt sted, vi ofte sejlede til, da jeg var barn. En lille, hemmelig bugt bag ved et fjeld, der ligner en kæmpe dansk næse."

Blomsterdalen

søndag den 23. august 2020

Y-Q

For
flere
fremragende
danskskrivende
forfattere,
hvis
fornavn
slutter
med
Q

eller
åh
begynder
med
Y
(som
Yasmin,
der
har
fremragende
potentiale,
i
Hvedekorn
4,
2020)

(Kochs cirkus)

Man kan finde et langt, skønt digt af (ligesom Silverstein amerikanske) Kenneth Kock om at skrive et digt ved navn "The Cirkus",, men man kan ikke finde selve digtet "The Circus" (hvis man ikke har hans samlede digte, hvilket man selvfølgelig burde) - digtet om digtet begynder sådan her (forsættelsen kan læses HER):

I remember when I wrote The Circus
I was living in Paris, or rather we were living in Paris
Janice, Frank was alive, the Whitney Museum
Was still on 8th Street, or was it still something else?
Fernand Léger lived in our building
Well it wasn’t really our building it was the building we lived in
Next to a Grand Guignol troupe who made a lot of noise
So that one day I yelled through a hole in the wall
Of our apartment I don’t know why there was a hole there
Shut up! And the voice came back to me saying something
I don’t know what. Once I saw Léger walk out of the building
I think. Stanley Kunitz came to dinner. I wrote The Circus
In two tries, the first getting most of the first stanza;
That fall I also wrote an opera libretto called Louisa or Matilda.
Jean-Claude came to dinner. He said (about “cocktail sauce”)
It should be good on something but not on these (oysters).
By that time I think I had already written The Circus
When I came back, having been annoyed to have to go
I forget what I went there about
You were back in the apartment what a dump actually we liked it
I think with your hair and your writing and the pans
Moving strummingly about the kitchen and I wrote The Circus
It was a summer night no it was an autumn one summer when
I remember it but actually no autumn that black dusk toward the post office
And I wrote many other poems then but The Circus was the best
Maybe not by far the best Geography was also wonderful
And the Airplane Betty poems (inspired by you) but The Circus was the best.

Sometimes I feel I actually am the person
Who did this, who wrote that, including that poem The Circus
But sometimes on the other hand I don’t.
There are so many factors engaging our attention!
At every moment the happiness of others, the health of those we know and our own!
And the millions upon millions of people we don’t know and their well-being to think about
So it seems strange I found time to write The Circus
And even spent two evenings on it, and that I have also the time
To remember that I did it, and remember you and me then, and write this poem about it
At the beginning of The Circus
The Circus girls are rushing through the night
In the circus wagons and tulips and other flowers will be picked
A long time from now this poem wants to get off on its own
Someplace like a painting not held to a depiction of composing The Circus.

Calders cirkus


Silversteins klovnedigt

(fra søgning på "circus poems", man skulle tro, der var flere - og er der virkelig ingen store, moderne digtere, der har skrevet digte om Alexander Calders skulptur/performance "the circus"?)

Cloony The Clown

 I'll tell you the story of Cloony the Clown
Who worked in a circus that came through town.

His shoes were too big and his hat was too small,
But he just wasn't, just wasn't funny at all.

He had a trombone to play loud silly tunes,
He had a green dog and a thousand balloons.

He was floppy and sloppy and skinny and tall,
But he just wasn't, just wasn't funny at all.

And every time he did a trick,
Everyone felt a little sick.

And every time he told a joke,
Folks sighed as if their hearts were broke.

And every time he lost a shoe,
Everyone looked awfully blue.

And every time he stood on his head,
Everyone screamed, "Go back to bed!"
And every time he made a leap,
Everybody fell asleep.

And every time he ate his tie,
Everyone began to cry.

And Cloony could not make any money
Simply because he was not funny.

One day he said, "I'll tell this town
How it feels to be an unfunny clown.
"
And he told them all why he looked so sad,
And he told them all why he felt so bad.

He told of Pain and Rain and Cold,
He told of Darkness in his soul,
And after he finished his tale of woe,
Did everyone cry? Oh no, no, no,
They laughed until they shook the trees
With "Hah-Hah-Hahs" and "Hee-Hee-Hees.
"
They laughed with howls and yowls and shrieks,
They laughed all day, they laughed all week,
They laughed until they had a fit,
They laughed until their jackets split.

The laughter spread for miles around
To every city, every town,
Over mountains, 'cross the sea,
From Saint Tropez to Mun San Nee.

And soon the whole world rang with laughter,
Lasting till forever after,
While Cloony stood in the circus tent,
With his head drooped low and his shoulders bent.

And he said,"THAT IS NOT WHAT I MEANT -
I'M FUNNY JUST BY ACCIDENT.
"
And while the world laughed outside.

Cloony the Clown sat down and cried.

fredag den 21. august 2020

Suedes cirkusmetafor

- fra "Pantomime Horses", lettere obskur henvisning, men hørte den pludselig!:

Verse 2]
I was conned by a circus hand
Tragic as the son of a superman
"I would die for the stars," she said
This is what I get for my beautiful head

[Chorus]
Well, did you ever?
Did you ever go round with them?
Well, did you ever?
Did you ever go round the bend?

Well, did you ever?
Did you ever go round with them?
Well, did you ever?
Did you ever go round the bend?


[Bridge / Outro]
Ever tried it that way?
Have you ever tried it that way?
Have you ever tried it that way?

(WIKI: A pantomime horse is a theatrical representation of a horse or other quadruped by two actors in a single costume who cooperate and synchronize their movements.)

Obamas cirkusmetafor

- fra hans tale til DNC i forgårs:

"Look, I understand why many Americans are down on government. The way the rules have been set up and abused in Congress make it easy for special interests to stop progress. Believe me, I know. I understand why a white factory worker who's seen his wages cut or his job shipped overseas might feel like the government no longer looks out for him, and why a Black mother might feel like it never looked out for her at all. I understand why a new immigrant might look around this country and wonder whether there's still a place for him here; why a young person might look at politics right now, the circus of it all, the meanness and the lies and crazy conspiracy theories and think, what's the point?"

Øl & hindbærsnittter - diætremse

ØL & HINDBÆRSNITTER

IL & HØNDBÆRSNITTER

ÆL & HINDBØRSNITTER

IL & HINDBÆRSNØTTER

EL & HINDBÆRSNITTØR

torsdag den 20. august 2020

Mig & Ulf - 3. del

Jeg kommer i tanke om - og måske var det faktisk grum, fjern bevæggrund dengang med plotspoilingen i min filmanmeldelse - at der var noget med - og jeg ved virkelig ikke af hvem eller hvor jeg fik det at vide, det er ikke googleligt   - at min far, Jørgen K. Bukdahl, cand. theol., i første omgang blev castet eller blev prøvefilmet eller bare blev overvejet til hovedrollen som præsten i (tidligere teologistuderende) Henrik Stangerups spillefilmsdebut Giv Gud en chance om søndagen, men så gik rollen i stedet for til (ligeledes tidligere teologistuderende) Ulf Pilgaard, ærgerligt nok!

Giv Gud en chance om søndagen

(referat (fra den danske filmskat): Den unge præst Niels residerer i et lille, sjællandsk landsbysogn. Her gør han sit bedste for at få et forhold til lokalbefolkningen og vise dem, at kirken har en berettigelse i det moderne liv. Det kniber dog ikke bare for sognebørnene, men også for Niels selv at finde mening inden for kirkens vægge.)

(medvirkende, fra danskfil database - og hårdt min far ikke engang er med som "teolog" som hans ven Johs. Møllehave - og ikke-teologerne Nils Ufer!  og Jørgen Schleimann!!:

Ulf PilgaardNiels Riesing - præst
Lotte TarpHanne - præstens kone
Vibeke ReumertHanne's mor
Ove SprogøePræst ved Roskilde Domkirke
Ole StormThorsen - savværksejer
Rachel BæklundFru. Thorsen
Erik NørgaardLærer Petersen
Ebbe Kløvedal ReichSig selv
Erik Halskov-JensenArbejder I grusgrav
Annelise Halskov-JensenGrusgravsarbejderens kone
Knud JansenRideskoleejer
Leif Trier MønstedVækkelsesprædikant
Nils UferTeolog
Jørgen SchleimannTeolog
Arne SkovhusTeolog
Johannes MøllehaveTeolog
Karl AndersenStoffer
Vilhelm RigelsOrganist
Henrik StangerupKistebærer
Julius LarsenRinger
Mogens Andreasen IIKordegn
Ole Michelsen
Pernille Kløvedal

mandag den 17. august 2020

Ulf & mig - the sequel

1. del (fra min bog Korshøjen)

Det sårede mig alligevel, da hans gamle ven Ulf Pilgaard udtalte i et interview, at min far aldrig ville røbe i en anmeldelse, at han, Ulf (eller altså den karakter han spillede), var skurken i den elendige film, ingen længere husker det mindste om (Kandidaten

2. del

Jeg sidder i onsdags, hvor jeg sidder nu, på bænken foran Lagkagehuset i Charlottenlund, med høretelefoner og skriver løs, da jeg oplever mig tiltalt, jeg tager bøfferne af og løfter blikket, det er Ulf Pilgaard, ULF PILGAARD, venligt, men også drilagtigt smilende, læderbrun og goodlooking, og det, han står og siger, er noget i retning af, at det sandelig er et stille sted, jeg har fundet mig, jeg befinder mig i mildt chok og bejaer stammende, og vi har den mindste fine, akavede konversation om klapvognen der står foran mig, og have barn i institution her og have boet her, men nu bo på Amager, og at der er grønt begge steder (det er mig, der får mig fumlet derhen), og så siger han, hyggeligt at møde dig, og er videre i sin gode revy- og tv- og FILMstjernestil, og jeg sidder shaken og forløst tilbage.

Kandidaten

søndag den 16. august 2020

Til C zzzzz

Du, som jeg ynder
mest af alle korporlige ånder,
hvor jeg dog under
dig den søvn, manglen på hvilken ikke er den mindste af onder!
Tys, Amagers ænder!

Smeltet digt

Solens
trommestikker,
på dem
er den, 
o, sols
endeløse
solo

Bonustracks: Costello! Bowie!



Videofodnoter til et supersentimentalt digt

 






https://www.youtube.com/watch?v=ySjY7K5oA0Y

Superuskyldig

jeg spiller forskellige
udgaver af "You're Innocent WhenYou Dream"
for vores lille baby, der bliver
tre måneder i morgen,
nu er det sgu Scarlett Johansson,
det lyder noget kaget, men
måske bare ikke kaget nok, og
er det noget med hun er lidt dansk,
nu er det så Tom igen, "live in italy
1986", der var også et klip fra koncertfilmen
Big Time, som jeg så med min mor
i New York i nok 1987, og jeg
bliver ked, af at Hedvig
aldrig møder sin farmor,
hun ser mindst lige så klog ud
eller kvik, som min mor ville sige,
sangen, eller bare omkvædet jo,
har vi altid sluttet det dramadokumentariske
dukketeater til sidst i den den litterære hypnose
med, og nu bliver jeg ked af, at
alle vores håbløst håndskrevne hypnose-
manuskripter brændte i den
skrækkelige lagerbrand for
seks-syv år siden, men jeg sidder
jo for fanden bare og er helt
overnaturligt glad for pigen,
der ligger på mine lange lår
og spjætter i søvne, og
hvis man er uskyldig, når man
drømmer, hvad er hun så,
der er fuldstændig uskyldig som sådan,
nugyldig, bevidstheds-
tumlende efterbilleder af sit
ubændige, sugende opmærksomme
livsbegær, "Lust for Life",
den ville jeg spllle nu,
hvis ikke computeren var på
4 % batterispænding.
selv i Tom Jones' brølende udgave,
især i Tom Jones' brølende udgave. 

Når virkeligheden overgår noten

Jeg opdagede først torsdag, da avisen var i trykken, at min note til WA bøger om, at poeter på + 50, nu (dvs. da) senest Nicolaj Stochholm, frivilligt eller ufrivilligt drev bort fra Gyldendal (og at flertallet af de tilbageværende spøjst nok havde Borgen/Vindrose-fortid), kunne have været endnu stærkere underbygget, nemlig med denne sensationelle opdatering fra Asger Schnacks Forlag:

Breaking News: Her ses digteren Marianne Larsen (født 1951, debut 1971). Hun udkommer i 2021 på Asger Schnacks Forlag med både et hip og et hurra! (Foto: Lars Gundersen)

Fødselsdagsgave 5: Baglæns duos comeback

Nyheden på ekko.dk om at mændene bag genistregen Drengen der gik baglæns, Thomas Vinterberg og Bo hr. Hansen, har fundet sammen igen og laver tv-serie for TV2:

"Familier som vores produceres af Zentropa, der tidligere har hittet på tv-skærmen med successerier som Lars von Triers Riget og Casper Christensen og Frank Hvams Klovn.
Thomas Vinterberg instruerer alle seks afsnit og skriver manuskriptet sammen med Bo hr. Hansen, som Vinterberg arbejdede sammen med i sin debutfilm De største helte.
Det vides endnu ikke, hvilke skuespillere der skal medvirke i Familier som vores.
Optagelserne til serien begynder i slutningen af 2021 eller starten af 2022."

lørdag den 15. august 2020

Fødselsdagsgave 4: Ny Jenstitel

Telefonisk meddelt:

Den nye titel på Jens Blendstrups 2021-novellesamling:

Sorgens balalajka

Fødselsdagsgave 3: Debutant + eks-debutant

Jeg åbnede et brev til Hvedekorn med eklatant talentfulde digte fra Yasmin, født 2000, en linje:

kastanjedyrene jager dig

som desværre først kan få sin debut i nr. 4, 2020, til december, fordi nr. 3 er jubilæumsnummer med særligt inviterede eks-debutanter, og jeg modtog på mail et langt, forrygende digt af selveste Laus Strandby Nielsen, en linje, den første:

Mine ben er en slags støvler

Side 52 x 3

Sig goddag til hjorten.
Den står ovre ved hegnet.

Sig goddag til hjorten.
Den vejrer mod kålen.

På den anden side.

Sig goddag til hjorten.
Den står ovre ved hegnet.

Sig goddag til hjorten.
Hvorfor skulle jeg det?

God dag hjort.
God dag.

*

(uddrag)

Svømning

I dag vil jeg gå ned til havet
vaske mit ansigt og tale
med de druknede sømænd,
tangsamlere der forsyner
kosmetik og medicinal-
industrien med ukendte
forbindelser og stoffer
på min vej ned til havet
gennem det storslåede
landskab ser jeg regnen
komme og jeg søger læ
i skyggen fra den store
røde sten

*

Vent et øjeblik, 23andme -

I hvert eneste led i et stamtræ sammenføres to forskellige stamtræer, ét fra en far og ét fra en mor.

Hver eneste gang en af mine formødre blev undfanget, kom der ikke bare én ny gran på træet, men kronen blev udvidet til det dobbelte.

At tro at man kan følge sin slægt tilbage som én linje er vanvid!

Følger man den, breder den sig ud ud ud, som et netværk.

Længere tilbage snævrer den sig ind igen, slægterne bliver mindre.

Så samler den sig i en Last Universal Common Ancestor.

Livet er kun opstået én gang på planeten.

Alt levende er forbundet.

søndag den 9. august 2020

Lous cirkusmetafor

And all your two-bit friends
Have gone and ripped you off
They're talking behind your back saying, man
You're never going to be no human being
And you start thinking again
'bout all those things that you've done
And who it was and what it was
And all the different things you made every different scene

Ahhh, but remember that the city is a funny place
Something like a circus or a sewer
And just remember different people have peculiar tastes
And the -

- Glory of love, the glory of love
The glory of love, might see you through

- fra "Coney island Baby" jo! 

lørdag den 8. august 2020

At bide den hånd der, og den, der ikke

Jeg er hård ved Gyldendal og deres (manglende og forfejlede) debutudgivelser i en kommentar, "Begyndelsen der blev væk", i WA Bøger i dag, men også hård ved Lindhardt & Ringhof ved at være hård ved deres nye Peter Poulsen-80 år-bog (min bedste PP-overskrift er stadig: "Tuborg-classicisme") i dobbeltanmeldelse af 2 Poulsener, Toroddur og Peter.

Bemærkninger til de 2 tekster.

Til nr. 1.

Seneste gnistrende Gyldendal-debut (seneste gnistrende Gyldendal-poesidebut, Sophia Handlers Feberfrihed, 2017, var, som omtalt i teksten, også seneste poesi-debut som sådan) var Simon Holm Pedersens roman Arkadas, 2018 - underrubrik på min anmeldelse:

Simon Holm Pedersen romandebuterer med en triumferende vrangvillig beretning om en misantropisk ungersvend der snubler sig vej til revolutionen

Holm Pedersen havde før Gy-bogen udgivet et par hæfter på Jorinde & Joringel og var derfor, forbandet nok, ikke kvalificeret til Munch Christensens Debutantpris, som han ellers, synes jeg

(plantet stjerner ganske fornuftigt i himlen, de slår rod som grøntsager og er er næring for drømmene som drengene drømmer mens pigerne skriger)

var selvskrevet til.

Andre yngre forfattere, debuteret på småt forlag, som Gyldendal har overtaget, ud over Løppenthin og Nimand Duvå: Nanna Storr-Hansen og Cecilie Lind.

Til nr. 2

P. Poulsen-udvalger er redigeret af Thomas Boberg og Morten Søndergaard, og det er vel en bestillingsopgave, men synes de virkelig P. Poulsen er en vigtig og stor digter (han er helt sikkert en vigtig og stor oversætter)? Synes de virkelig hans selvparodiske Hamlet-digt, der handler om at han ikke gider være Hamlet, er et godt digt? Redaktørtjansen kommer til at highllighte de mindre spændende og så akkurat poulsenske sider af deres egen poesi, den onde, dovne søvngænfersikkerhed, den pædagogiske overforklaring, poesiagtigheden der falder sammen med sig selv, automatmelankolien etc.

Som om der manglede et P. Poulsen-udvalg - der mangler et T. Poulsen-udvalg! - der kom et i 1993, Digte 1966-91, og et kæmpe selvudvlagt et i 2006, Cikaderne synger, that should do it. 

fredag den 7. august 2020

Cirkusmetaforik II

Og så bliver jeg nødt til at røbe, at jeg hører den nye Taylor Swift, for hun cirkus-metaforiserer sgu sørme også (sig selv og sin performativitet), i sangen "MIrroball":

And they called off the circus, burned the disco down
When they sent home the horses and the rodeo clowns
I'm still on that tightrope
I'm still trying everything to get you laughing at me
And I'm still a believer, but I don't know why
I've never been a natural, all I do is try, try, try
I'm still on that trapeze
I'm still trying everything to keep you looking at me

torsdag den 30. juli 2020

Englen, dæmonisk og idyllisk udgave

Altså den århusianske café -

I Jan Sonnergaards halvgode novelle "Dig vil jeg sgu da skide på" i hans halvgode, anden novellesamling Sidste søndag i oktober, om et ualmindeligt dumt svin af en professionel gambler, et klip:

"Jeg skyndte mig at få fat i et lille, tykbundet glas, og fyldte det op med Ardbeg, og rakte det over mod hende og begyndte straks at forklare, at jeg syntes hun var bedårende, intet mindre end bedårende. Og hun skulle nok klare den ovre i børnehaven på Olof Palmes Allé. Og det vidunderlige, racerene stykke skønhed lagde armen om mig og sagde:
  - Det ved jeg da godt!
  Mit selskab lo og grinede , og jeg hældte op for alle og enhver, jeg mente var flink, og det var de alle sammen lige nu, for nu skulle der være fest.
  Men der var lige en enkelt ting, tænkte jeg. For det kunne være, der lå en besked til mig om spil og derfor om penge. Til mig!
  Så måtte jeg lige tjekke den igen for at høre om der skulle være et eller andet offerlam, der mpske gerne ville invitere mig til et spil, da jeg havde tastet 40 900 800 og mobilstemmen forklarede at jeg havde en uafspillet besked på min Sonomemo, og jeg havde tastet 7 for at aflytte beskeden ... så var det Leif, af alle i denne verden. Det var mere end 4 år siden jeg havde snakket med Leif, og han var en af dem, jeg egentlig godt kunne tænke mig at høre fra, men hans besked var kort og fåmælt, og den lød:
  - De påstår, at han er død ...
  og jeg undlad selvfølgelig at ringe ham op. Jeg slettede beskeden og tænkte:
  - Det er 10 år siden vi havde den klike, og det var ikke engang en særlig god klike ...."

I Jens Kæmpes nye digtsamling Påskeliljer:

På Englen
I den velsignede gårdhave
Længe siden sidst
Alt er som det var engang,
efter parisisk forbillede
Driftige væsner
God stemning, unge tjenere
Store glas lunken kaffe
Øl som smager af blomster
Delecigaretter i farvet lys
Gymnasieeleverne snakker
om dumme opgaver,
dumme forelskelser
Mange ting som skal gøres
som man udskyder
til fordel for det sociale og caféens omsætning 

Engang tog man stoffer
på toilettet, og dansede
på baren og på bordene
Før min tid
Før fontænen døde
Den forstenede løve
Engang løb der vand i dens mund
og vodka ud af vandhanen
Det er godt at besøge alting igen og se at noget har ændret sig
og andet er som det var
Køkkenet i kælderen

Ejeren som kommer
lige fra vinterbadning
med vådt hår og nupper
et par asker vin med hjem
Hans genkendelige grå
habitjakke og manke
En tjeners bryst
som han strejfer under en farvelkrammer 

Kobberhanerne og klinkerne 
Toiletpapiret er blødt og sejlivet
som mit hjerte,
som min lille form for kærlighed
til denne dovenskabens hule.