Fra Skoledage, 1993:
ALVOR
Alvor hedder en brun hoppe, der går
bag det forblæste hegn lige efter
Brugsen. Som oftest står den med
bøjet hoved og det ene bagben løftet.
Det har været en smuk hoppe engang.
Nu plasker vandet fra den i en tyk
gul stråle. På marken bagved, nede
ved søen, lå engang et kloster.
Folk, siger, at den sidste prior
hver aften, når solen går ned
kommer sejlende over søen, ridende
på en tam sort svane. De siger også,
at for hvert år, der går, bliver
han lidt mindre. Men det gør deres
ord ogs¨. Efterhånden er de ikke meget
større end de skarnbasser, der trimler
forædte rundt mellem hestepærerne.
Viser opslag med etiketten poetik. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten poetik. Vis alle opslag
søndag den 6. juni 2021
En Mathiesen-poetik (fx)
søndag den 13. september 2020
mandag den 27. april 2015
Elevaterer lige et kommentarfelt - poetisk, poetiskere, poetiskest
Mange blogposter var gået, da Caspar Eric og jeg indledte en diskussion nede i kommentarfeltet til posten om "titelløfter" - det handler ikke længere kun om titler, selvom titler er vigtige (tror jeg, vi er enige om?!) og derfor tillader jeg mig at løfte snakken herop - jeg citerer fra og kommenterer på Caspars sidste indlæg:
Caspar:
ift. Signes titel og digtning, så ja er jeg uenig i hendes poetik på mange punkter, tror jeg nok, men jeg respekterer den også.
Jeg synes fx ikke at Ud i det U-løse er dårlig. Jeg tror det jeg mente var: Titlen framer altså den poesi Signe skriver henimod, altså som et løfte om, noget der skal være mere mystisk og finurligt og med vilje komplekst, end jeg tænker det behøver at være, og DERFOR stiller det sig an. På den anden side kan jeg godt lide den manøvre: fordi det er det kompromisløst. Men, og jeg snakker altså bare om titlerne og ikke personer eller tekster, så synes jeg også at det kompromisløse potentielt kan slå over i det arrogante. Lige nu tænker jeg at et "et" i begyndelsen af titlen villet have ændret meget for mig.
Mig:
Titlen på Signe Gessings majbog er Blaffende rum nænnende alt - hvad ændrer en ændring til et enkelt rum fra en uspecificeret flerhed af rum (der på hver deres måde er i proces med at nænne alt)? Så ville jeg bedre kunne forstå, hvis Caspar havde et problem med den abstrakte, meget poetisk-agtige totalitet 'alt' og ville ændre til Blaffende rum nænnende noget.
Jeg forstår ikke det med faren for arrogance i kompromisløsheden - jeg har intet problem med arrogance, jeg elsker arrogante digtere, der NB har noget at have arrogancen i, og jeg har en forventning for ikke at sige et decideret KRAV om kompromisløshed i forhold til ambition og (forvaltning/forløsning af) talent. Hvad er det for nogle kompromiser, Caspar mener, der skal foretages, og som ikke har at gøre med rent praktiske/formelle begrænsninger? Jeg mistænker, at de har med tilgængelighed at gøre, jf. de for mig GRUMME linjer om "et løfte om, noget der skal være mere mystisk og finurligt og og med vilje komplekst end jeg tænker det behøver at være, og DERFOR stiller sig an." Altså enten er en tekst jo villet/ anstrengt og/eller slap/anonym indenfor hvilket som helst udtryk, og så er den jo bare dårlig, eller også er den nøjagtig lige så mystisk/finurlig/kompleks eller nøgen/enkel/naivistisk, som den skal være, og så er det mærkeligt at mene, at den er mere mystisk/finurlig/kompleks end den behøver at være. Medmindre, og det er vist tilfældet, at man har sig en POETIK i følge hvilket det er SKIDT, dvs. arrogant, med (for meget) mystik/finurlighed/kompleksitett, og at der hos digtere, der beklageligvis arbejder og har talent for (eller har et talent med et nødvendigt mellemværende med) mystik/finurlighed/kompleksitet, kan udlæses/regnes et eventuelt excessivt overflod/skud af mystisk/finurlighed/kompleksitet, som digteren med fordel kan reducere, fordi jo mindre jo bedre; formel exces/overskud/overflod er ifølge denne poetik i det hele taget en skidt og arrogant ting, kunne man forestille sig?
Caspar:
Iøvrigt har jeg 0 problem med markeret poetiskhed. Men jeg har da et problem med en bestemt type af poetiskhed. Det handler bare ikke om at den er markeret. Det handler om at den måske selv finder sig poetisk, og at dette skulle være godt. At det poetiske skulle være et gode, som man hermed bidrager til og skal have belønning ros for. (Altså den bidragende handling, og ikke det man bidrager med). Det har jeg et kæmpe problem med. Og så tror jeg også jeg har et problem med kunst, alle slags ja, der gerne vil være, og anser sig selv som, kunst, og at dette skulle have noget med kompleksitet at gøre. Det mener jeg meget passioneret, bl.a. fordi jeg føler det er noget følelses-fascisme som ikke bare har med kunsten eller internettet at gøre, men med den måde mennesker omgås hinanden. Men
Mig:
Altså jeg kan jo i den grad heller ikke lide kælen poetisk poesi (7 ud af 10 af mine Hvede-afslag udpeger den tendens som skurken), men hvad i alverden er det for noget kunst, der ikke anser sig som (og gerne vil være) kunst? Her er Caspars poetik ikke længere naivistisk, men også naiv. Hans gode digte er da ikke en snus mindre kunstfærdige og stiliserede og PINLIGT bevidste om sig selv som poesi end Signes gode digte, bare fordi de er ikke/anti-mystiske, -finurlige, -komplekse, det er jo for helvede bare EN ANDEN FORM (for 20 år siden skulle jeg forklare Thomsenisterne, at Laugesen ikke var en Sjuske-Dorte, fordi hans skrift så sjusket ud, det var bare en ANDEN FORM, nu er det omvendt, C tror (da ikke for alvor!?), han ikke er formalist) måske er de faktisk mere, fordi de med vold og magt ikke vil være poetiske. Men poesi vil de da i den grad stadig være, ellers havde Caspar for længst forladt både Gyldendal og det litterære miljø og stillet op for Alternativet eller noget. Han er og bliver en fucking lille digter, der skriver fucking små (men lange!) digte, selv hvis han nøjedes med at gøre det på internettet, hvilket ingen internetdigtere gør, de vil allesammen udgive fucking BØGER, og er der noget mere patetisk end en blødt flaprende fucking digtsamling? Jeg kunne aldrig drømme om at betegne poesi som "et gode", god poesi er godt for mig, som jeg formoder det også er for Caspar. Og hvem andre end virkelig støvede nykrtikere, og dem er der indrømmet stadig nogle stykker af, mener, at kunst SKAL være komplekst (men guderne skal vide, at jeg elsker at (forsøge at) tyde såvel som at give helt op overfor (give it up for) et Grotrian-digt), men hvorfor vende det dumme dictum på hovedet og mene, at kunst skal være simpel, og at kunst, der ikke er det, der taler barokt, hermetisk, SORT, er arrogant og gudhjælpeme, helt ærligt?, følelses-fascistisk? Den dér sidste passionerede pointe fatter jeg nada af: For mig er ethvert (som sprogkunst afgrænset (måske bare af mig)) stykke suverænt (i sin formfuldendthed eller sin kaotiske koksethed) personlig skrift en - lad mig så blive patetisk - GAVE, og jo arrogantere, kompromisløsere affattet jo taknemligere bliver jeg; jeg vil fandme ikke henvendes etisk og demokratisk til, jeg vil forskelattakeres (og simpelhed er også forskel, fra al "autentisk" ævl og magttale; ingen, og da slet ikke depressive, taler som Sternbergs Depressionsdigte) Den eneste i PRAKSIS tilgængelige digter i DK, ud over Benny Andersen, er hinsides arrogante (men samtidig kører han med PET ud og og forærer signerede bøger til akkurat Maren i Kæret, der sjældent kommer til trappe-oplæsninger i Boghallen) Yahya Hassan, som stadig er imponerende udiskuteret i det litterære miljø, og hold kæft, han synes, han er digter, og hans digte, at de er poesi, både når de stakåndet live-rapporterer og når de tykt patos-blomstrer, og de gør jo sigende nok begge dele. Fedt nok for Caspars poesi tydeligvis (men ikke rigtig for andres i DK, så vidt jeg kan læse (også hos C selv, han er karrig med anbefalingerne (mere om det i WA fredag - teaser!)) med den naive naivisme-poetik, men sørgeligt for den poetiske horisont, kan jeg ikke lade være med, medfølende, at synes; jeg forstår godt, man kan være uenig med Signes poetik, men hvordan man kan være uenig med hendes poesi går over min forstand, ikke lige så højt over som hendes poesi, men næsten.
Caspar:
ift. Signes titel og digtning, så ja er jeg uenig i hendes poetik på mange punkter, tror jeg nok, men jeg respekterer den også.
Jeg synes fx ikke at Ud i det U-løse er dårlig. Jeg tror det jeg mente var: Titlen framer altså den poesi Signe skriver henimod, altså som et løfte om, noget der skal være mere mystisk og finurligt og med vilje komplekst, end jeg tænker det behøver at være, og DERFOR stiller det sig an. På den anden side kan jeg godt lide den manøvre: fordi det er det kompromisløst. Men, og jeg snakker altså bare om titlerne og ikke personer eller tekster, så synes jeg også at det kompromisløse potentielt kan slå over i det arrogante. Lige nu tænker jeg at et "et" i begyndelsen af titlen villet have ændret meget for mig.
Mig:
Titlen på Signe Gessings majbog er Blaffende rum nænnende alt - hvad ændrer en ændring til et enkelt rum fra en uspecificeret flerhed af rum (der på hver deres måde er i proces med at nænne alt)? Så ville jeg bedre kunne forstå, hvis Caspar havde et problem med den abstrakte, meget poetisk-agtige totalitet 'alt' og ville ændre til Blaffende rum nænnende noget.
Jeg forstår ikke det med faren for arrogance i kompromisløsheden - jeg har intet problem med arrogance, jeg elsker arrogante digtere, der NB har noget at have arrogancen i, og jeg har en forventning for ikke at sige et decideret KRAV om kompromisløshed i forhold til ambition og (forvaltning/forløsning af) talent. Hvad er det for nogle kompromiser, Caspar mener, der skal foretages, og som ikke har at gøre med rent praktiske/formelle begrænsninger? Jeg mistænker, at de har med tilgængelighed at gøre, jf. de for mig GRUMME linjer om "et løfte om, noget der skal være mere mystisk og finurligt og og med vilje komplekst end jeg tænker det behøver at være, og DERFOR stiller sig an." Altså enten er en tekst jo villet/ anstrengt og/eller slap/anonym indenfor hvilket som helst udtryk, og så er den jo bare dårlig, eller også er den nøjagtig lige så mystisk/finurlig/kompleks eller nøgen/enkel/naivistisk, som den skal være, og så er det mærkeligt at mene, at den er mere mystisk/finurlig/kompleks end den behøver at være. Medmindre, og det er vist tilfældet, at man har sig en POETIK i følge hvilket det er SKIDT, dvs. arrogant, med (for meget) mystik/finurlighed/kompleksitett, og at der hos digtere, der beklageligvis arbejder og har talent for (eller har et talent med et nødvendigt mellemværende med) mystik/finurlighed/kompleksitet, kan udlæses/regnes et eventuelt excessivt overflod/skud af mystisk/finurlighed/kompleksitet, som digteren med fordel kan reducere, fordi jo mindre jo bedre; formel exces/overskud/overflod er ifølge denne poetik i det hele taget en skidt og arrogant ting, kunne man forestille sig?
Caspar:
Iøvrigt har jeg 0 problem med markeret poetiskhed. Men jeg har da et problem med en bestemt type af poetiskhed. Det handler bare ikke om at den er markeret. Det handler om at den måske selv finder sig poetisk, og at dette skulle være godt. At det poetiske skulle være et gode, som man hermed bidrager til og skal have belønning ros for. (Altså den bidragende handling, og ikke det man bidrager med). Det har jeg et kæmpe problem med. Og så tror jeg også jeg har et problem med kunst, alle slags ja, der gerne vil være, og anser sig selv som, kunst, og at dette skulle have noget med kompleksitet at gøre. Det mener jeg meget passioneret, bl.a. fordi jeg føler det er noget følelses-fascisme som ikke bare har med kunsten eller internettet at gøre, men med den måde mennesker omgås hinanden. Men
Mig:
Altså jeg kan jo i den grad heller ikke lide kælen poetisk poesi (7 ud af 10 af mine Hvede-afslag udpeger den tendens som skurken), men hvad i alverden er det for noget kunst, der ikke anser sig som (og gerne vil være) kunst? Her er Caspars poetik ikke længere naivistisk, men også naiv. Hans gode digte er da ikke en snus mindre kunstfærdige og stiliserede og PINLIGT bevidste om sig selv som poesi end Signes gode digte, bare fordi de er ikke/anti-mystiske, -finurlige, -komplekse, det er jo for helvede bare EN ANDEN FORM (for 20 år siden skulle jeg forklare Thomsenisterne, at Laugesen ikke var en Sjuske-Dorte, fordi hans skrift så sjusket ud, det var bare en ANDEN FORM, nu er det omvendt, C tror (da ikke for alvor!?), han ikke er formalist) måske er de faktisk mere, fordi de med vold og magt ikke vil være poetiske. Men poesi vil de da i den grad stadig være, ellers havde Caspar for længst forladt både Gyldendal og det litterære miljø og stillet op for Alternativet eller noget. Han er og bliver en fucking lille digter, der skriver fucking små (men lange!) digte, selv hvis han nøjedes med at gøre det på internettet, hvilket ingen internetdigtere gør, de vil allesammen udgive fucking BØGER, og er der noget mere patetisk end en blødt flaprende fucking digtsamling? Jeg kunne aldrig drømme om at betegne poesi som "et gode", god poesi er godt for mig, som jeg formoder det også er for Caspar. Og hvem andre end virkelig støvede nykrtikere, og dem er der indrømmet stadig nogle stykker af, mener, at kunst SKAL være komplekst (men guderne skal vide, at jeg elsker at (forsøge at) tyde såvel som at give helt op overfor (give it up for) et Grotrian-digt), men hvorfor vende det dumme dictum på hovedet og mene, at kunst skal være simpel, og at kunst, der ikke er det, der taler barokt, hermetisk, SORT, er arrogant og gudhjælpeme, helt ærligt?, følelses-fascistisk? Den dér sidste passionerede pointe fatter jeg nada af: For mig er ethvert (som sprogkunst afgrænset (måske bare af mig)) stykke suverænt (i sin formfuldendthed eller sin kaotiske koksethed) personlig skrift en - lad mig så blive patetisk - GAVE, og jo arrogantere, kompromisløsere affattet jo taknemligere bliver jeg; jeg vil fandme ikke henvendes etisk og demokratisk til, jeg vil forskelattakeres (og simpelhed er også forskel, fra al "autentisk" ævl og magttale; ingen, og da slet ikke depressive, taler som Sternbergs Depressionsdigte) Den eneste i PRAKSIS tilgængelige digter i DK, ud over Benny Andersen, er hinsides arrogante (men samtidig kører han med PET ud og og forærer signerede bøger til akkurat Maren i Kæret, der sjældent kommer til trappe-oplæsninger i Boghallen) Yahya Hassan, som stadig er imponerende udiskuteret i det litterære miljø, og hold kæft, han synes, han er digter, og hans digte, at de er poesi, både når de stakåndet live-rapporterer og når de tykt patos-blomstrer, og de gør jo sigende nok begge dele. Fedt nok for Caspars poesi tydeligvis (men ikke rigtig for andres i DK, så vidt jeg kan læse (også hos C selv, han er karrig med anbefalingerne (mere om det i WA fredag - teaser!)) med den naive naivisme-poetik, men sørgeligt for den poetiske horisont, kan jeg ikke lade være med, medfølende, at synes; jeg forstår godt, man kan være uenig med Signes poetik, men hvordan man kan være uenig med hendes poesi går over min forstand, ikke lige så højt over som hendes poesi, men næsten.
fredag den 24. april 2015
Overspringsk
poetik:
poesi er overspring
genrer:
overopspring
overnedspring
overhøjdespring
overlængdespring
overstangspring
overtrespring
overudspring
overtårnspring
overfirspring
oversyvspring
overspringgymnastik
digteren er en overspringfyr m/k
der bor i overspringforbi
kritik:
overspring hvor gærdet er lavest
poesi er overspring
genrer:
overopspring
overnedspring
overhøjdespring
overlængdespring
overstangspring
overtrespring
overudspring
overtårnspring
overfirspring
oversyvspring
overspringgymnastik
digteren er en overspringfyr m/k
der bor i overspringforbi
kritik:
overspring hvor gærdet er lavest
lørdag den 17. maj 2014
Anti-husorden-poetik
Tekster skal være
1. Beskadigelser hidrørende fra børns leg
2. Fodring af fritlevende dyr
3. Affald og kasserede brugsting, der ikke kan fjernes af den almindelige dagrenovation
1. Beskadigelser hidrørende fra børns leg
2. Fodring af fritlevende dyr
3. Affald og kasserede brugsting, der ikke kan fjernes af den almindelige dagrenovation
fredag den 10. maj 2013
Klokkeklar enten-eller-poetik
Enten
ringer man (og måske endda til nogen, men ikke nødvendigvis, der måske endda svarer, men ikke med sikkerhed)
eller også
runger man (i og med sin rangle - og i den rangfølge).
ringer man (og måske endda til nogen, men ikke nødvendigvis, der måske endda svarer, men ikke med sikkerhed)
eller også
runger man (i og med sin rangle - og i den rangfølge).
torsdag den 19. april 2012
mandag den 5. marts 2012
Møntvaskens Laugesen-poetik
At vaske det hvide
er ikke det samme som
hvidvask,
det er at
skylle det hvide igennem,
vande det
At tumble det sorte
er ikke det samme som
sortsyn,
det er at
sætte det sorte i bevægelse,
ruske det
er ikke det samme som
hvidvask,
det er at
skylle det hvide igennem,
vande det
At tumble det sorte
er ikke det samme som
sortsyn,
det er at
sætte det sorte i bevægelse,
ruske det
mandag den 12. september 2011
onsdag den 6. april 2011
søndag den 27. februar 2011
Mere end knap nok - poetik 1117
Jeg har fået en mail fra det norske litteraturtidsskrift Bøygen, ved Ragnhild Eskeland:
Jeg skriver denne e-posten på vegne av littearturtidsskriftet Bøygen , for å
invitere deg til å skrive en tekst til det neste nummeret vårt. Vi har valgt temaet "poetikk" og ønsker å belyse det fra så mange kanter som tidsskriftets format og størrelse tillater oss. Vi vil se på hvordan begrepet/konseptet "poetikk" har utviklet seg gjennom historien og undersøke de litterære og teoretiske retningene det har tatt.
Her er søndag d. 27. feburar 2011's poetik:
Der er den skjorte, som jeg har på lige nu, som jeg holder særligt af, ikke på grund af dens lidt triste grå farve med (derfor også forholdsvist) triste gule og røde og blå strtiber, men på grund af dens lige netop for mange knapper, ikke lomme- og manchetknapper, men de centrale knappe-skjorten-op-og-til (så man til sidst er helt tilknappet)-knapper, og i alt, nu tæller jeg dem for første gang nogensinde, 9 knapper (+ 1 ekstra indadvendt nederst nede), hvilket ikke lyder som så mange for mange, som det altid har føltes, så jeg tror, jeg for fremtiden bare vil lyve overfor mig selv (ligesom jeg, med de samme to tal, det ægte og det falske, løj overfor mig selv om, hvor mange digte, jeg debuterede med i Hvedekorn) og insistere på, at der er 11 (+ 1) knapper.
Jeg skriver denne e-posten på vegne av littearturtidsskriftet Bøygen , for å
invitere deg til å skrive en tekst til det neste nummeret vårt. Vi har valgt temaet "poetikk" og ønsker å belyse det fra så mange kanter som tidsskriftets format og størrelse tillater oss. Vi vil se på hvordan begrepet/konseptet "poetikk" har utviklet seg gjennom historien og undersøke de litterære og teoretiske retningene det har tatt.
Her er søndag d. 27. feburar 2011's poetik:
Der er den skjorte, som jeg har på lige nu, som jeg holder særligt af, ikke på grund af dens lidt triste grå farve med (derfor også forholdsvist) triste gule og røde og blå strtiber, men på grund af dens lige netop for mange knapper, ikke lomme- og manchetknapper, men de centrale knappe-skjorten-op-og-til (så man til sidst er helt tilknappet)-knapper, og i alt, nu tæller jeg dem for første gang nogensinde, 9 knapper (+ 1 ekstra indadvendt nederst nede), hvilket ikke lyder som så mange for mange, som det altid har føltes, så jeg tror, jeg for fremtiden bare vil lyve overfor mig selv (ligesom jeg, med de samme to tal, det ægte og det falske, løj overfor mig selv om, hvor mange digte, jeg debuterede med i Hvedekorn) og insistere på, at der er 11 (+ 1) knapper.
onsdag den 19. januar 2011
Formformelel
At effektuere
og illuminere
en fortumling
og forbumling
af læsningens
og skrivningens
simultane
og forskudte
nu
og nu
og illuminere
en fortumling
og forbumling
af læsningens
og skrivningens
simultane
og forskudte
nu
og nu
onsdag den 8. september 2010
onsdag den 18. august 2010
Tautologisk totalpoetik
- alle tekster er tekster -
- al skrift er skrift -
- alle betyder alle -
- al betyder al (og ikke fx al capone) -
- er er er -
- al skrift er skrift -
- alle betyder alle -
- al betyder al (og ikke fx al capone) -
- er er er -
mandag den 14. juni 2010
Poetik-action
- enhver poetik er en undskyldning, har Olga skrevet inde på sin blog, mens Sofus og jeg var i biografen og se den fantastisk dumme actionfilm The A-Team, hvor Liam Neesons karakter med det falske sølvhår afleverer følgende gode undskyldning for en action-poetik: Overkill is underrated - og vi følte os i vores gode ret, gjorde vi, for i går så vi Bunuels Dræberenglen om det mystisk indespærrede middagsselskab og Kellys The Box jo, refereret nedenfor, der placerer sig et utrygt sted midt mellem Dræberenglen og A-Team. Jeg har også læst poesi og skrevet om det.
onsdag den 2. juni 2010
Flamenco-poetik
At steppe i maniske parader
med sørgmodigt pokerfjæs -
- og send så digtet ind til Hvedekorn
med sørgmodigt pokerfjæs -
- og send så digtet ind til Hvedekorn
Abonner på:
Opslag (Atom)
